Ruten

Efter fire dage på Sicilien når rytterne endelig det italienske fastland, hvor rejsen op gennem støvlen indledes. Hvis nogen havde drømt om, at det betød lidt lettere terræn end på den kuperede middelhavsø, må de desværre tro om. Rejsen mod nord indledes nemlig med et 225 km lang maraton, der byder på mere end 4500 højdemeter og en alenlang stigning mod slutningen, inden en kort nedkørsel mod mål. Selvom der ikke er tale om verdens stejleste bjerg er der bestemt mulighed for at gøre forskelle som afslutning på så voldsom en dag, og derfor kan det meget vel være en etape, hvor løbet måske næppe vindes, men hvor det sagtens kan tabes.

Det 225,0 km lange maraton fører feltet fra Milelto til Camigliatello Silano. Starten går helt nede i den italienske tåspids, hvor man lægger ud med at køre mod nordvest op ad en 4,3 km lang stigning, inden en let nedkørsel fører mod nordøst ned til kysten. Nu følger man vandet mod nordøst ad en let kuperet kystvej, indtil man fortsætter videre mod nordøst og siden sydøst for at passere ind gennem det kuperede indre. Det betyder, at man skal over en stigning (2,4 km, 5,7%) med top efter 55,1 km, inden det stiger let mod øst, hvorefter en let nedkørsel fører videre mod øst ned til havet på den modsatte side, hvor dagens første spurt venter efter 80,2 km.

Man bliver imidlertid ikke længe ved vandet. I stedet kører man mod nord ad et let stigende stykke, som leder frem til kategori 3-stigningen Catanzaro (3,6 km, 5,3%), der er relativt regulær og har top efter 91,9 km. En kort og kringlet nedkørsel leder nu mod vest, inden man kort efter drejer mod nordvest for at passere kategori 3-stigningen Tiriolo (10,1 km, 5,3%), der er en lang, jævn opkørsel, dog stejlest i bunden, og som har top efter 111,3 km. Faktisk fortsætter det med at stige over yderligere 6,0 km, indtil man når frem til forplejningszonen helt oppe på Monte Trearie i 865 m højde.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Her når man op til et plateau, der er ganske kuperet. Således fortsætter man mod nordvest ad en ganske ubehagelig vej, der byder på flere bakker, herunder 2,2 km med 4,4% og top efter 124,8, dernæst 1,9 km med 5,3% med top efter 128,9 km, så 2,7 km med 5,3% og top efter 140,3 km og slutteligt 1,6 km med 5,5% og top i 928 m højde efter 147,7 km. Først herefter følger en meget teknisk nedkørsel, der fortsat leder mod nordvest, indtil man rammer en ikke-kategoriseret stigning (4,8 km, 6,2%), som leder mod nord og nordøst op til Rogliano efter 166,8 km. Her er der et kort, fladt plateau, inden en let nedkørsel fører mod nordvest ned til Cosenza, hvor dagens sidste spurt kommer efter 187,5 km.

Det er imidlertid kun opvarmning, for det værste mangler. Nu kører man nemlig mod nordøst op ad kategori 1-stigningen Valico di Mont, der stiger med 5,6% over hele 24,2 km. Den indledes med 6,5 km, der efter en let start stiger med 6,2% i snit med helt op til 9,2% undervejs, inden den flader ud med 4,2% over de næste 5,5 km. Herefter der en lille mur med 1500 m med hele 11,6% og et maksimum på 18%, hvorefter de sidste 10,7 km stiger med 6,2%, endda uhyre jævnt nærmest uden udsving.

Toppen rundes efter 213,4 km, hvorefter de sidste 11,6 km næsten alle er faldende. Man kører nemlig mod nordøst, sydøst og slutteligt øst ad en midtvejs ganske teknisk nedkørsel, der mod slutningen retter sig ud og bliver mindre stejl over de sidste 4 km. Nedkørslen ender med 1150 m igen, hvorefter det stiger med 2,6% i snit, stejlest med 4,0% over de sidste 150 m. Efter 4 km-mærket bugter vejen sig kun let, indtil man når en U-vending med 1150 m igen, hvorefter det altså begynder at stige. Slutteligt er der to skarpe sving lige i rap, indtil man rammer den 400 m lange, 6,5 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 4686 højdemeter.

Camigliatello Silano har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Vejret

Rytterne fik en smag på regnen forleden, men nu bliver det rigtigt vådt. Nok er risikoen for byger kun 20% ved starten, men fra først på eftermiddagen ventes det at regne resten af dagen. I bunden af stigningen til slut vil temperaturen være 21 grader, og der vil være en let vind (10-13 km/t) fra sydvest. Det giver med- og sidemedvind frem til første spurt, hvorefter der er sidevind mellem de to spurter. Slutteligt får man direkte medvind på stigningen og sidemedvind på nedkørslen, indtil man får modvind på de sidste 1150 m.

Analyse af 4. etape

Cykelsport er på mange måder en sær snegl. Der findes vel næppe mange andre sportsgrene, der på sin vis er en masse forskellige discipliner blandet sammen i én stor pærevælling. Det er i hvert fald ikke mange individuelle grene, hvor så vidt forskellige kropsbygninger som lille Domenico Pozzovivo og muskelbundtet André Greipel begge kan begå sig med stor succes, selvom de deltager i én og samme konkurrence.

Derfor handler cykelsport i vidt omfang også om karrierevalg. For nogen er det helt indlysende, hvad vej pilen peger. Pozzovivo har eksempelvis næppe nogensinde overvejet en karriere som supersprinter, og en fyr som Jakub Mareczko, der ikke kan meget andet end at spurte, har næppe nogensinde tænke, at han skulle være andet end sprinter.

For andre er det langt mere kompliceret. Det vildeste er vel Laurent Jalaberts transformation fra supersprinter til Vuelta-vinder, men også i de seneste år har vi set vellykkede forsøg på at omskole sig. Mest markant er det vel med Bradley Wiggins, Geraint Thomas og til dels Tom Dumoulin, der i deres karrieres begyndelse satsede helt anderledes og aldrig havde drømt om at skulle satse på grand tours. Alligevel traf de et modigt valgt, der bar frugt, og som endte med, at de i dag alle har vundet et af sportens største etapeløb.

Andre har til gengæld haft mindre succes. I de senere år har Rohan Dennis eksempelvis forsøgt at gå i deres fodspor, men han har nu endegyldigt måttet sande, at det projekt var dømt til at mislykkes. Det påkrævede vægttab ville ganske enkelt udslette den spidskompetence, der har gjort ham til et sandt tempomonster. Af samme grund har Jumbo da også prompte afvist enhver snak om Wout van Aert som grand tour-rytter, ganske enkelt fordi de frygter, at et fokusskifte vil ødelægge det, han for alvor er god til.

Den fejl begik Arnaud Demare. Franskmanden var allerede i U23-klassen en fantastisk sprinter - endda så god, at han blev verdensmester i det flade København - og som professionel gik det også over stok og sten. Seks sejre blev det i debutåret - herunder triumf i WorldTour-klassikeren i Hamburg - og efter tre år havde han allerede vundet 30 gange.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Demare ville bare andet end at være sprinter. Han ville også spise flamske og nordfranske brosten, og han gjorde derfor klassikerne til sit fokusområde. Det skulle imidlertid vise sig som en dum beslutning, for i de følgende år forsvandt han nærmest fra sprinterscenen. I 2015 og 2016 blev det bare til bare i alt syv gevinster - stadig pænt, men slet ikke på vanligt niveau - og selvom de talte karrierens største sejr i Milano-Sanremo, som ansporede ham til at satse endnu mere på klassikerne, var han aldrig for alvor en faktor i de store endagsløb. Jo, en top 10 i Roubaix er det da blevet til, men på de flamske hellingen er han altid kommet til kort.

I 2017 og 2018 kom han tilbage på sporet med en stribe flotte sejre, men han blev stadig regnet som andenrangssprinter bag de allerstørste. Og i klassikerne var han stadig ikke tæt på at måle sig med de bedste, hvorfor forårssæsonerne blev så forsømte, at Hans Scherfig kunne have skrevet en hel bog om dem.

Men så traf Demare en beslutning. Efter en 2019, hvor det blot blev til sølle fem sejre, erkendte han, at karrierevalget nok var forkert. Som Dennis også har erfaret, handler det nemlig om at vinde cykelløb, for det er sjældent, at man husker, hvem der blev nr. 9 i en klassiker. Derfor blev brostenssæsonen i år reduceret til et beskedent sats på Paris-Roubaix, og mens klassikerrytterne valfartede til åbningsweekenden, blandede Demare sig i stedet med supersprinterne i Emiraterne.

Coronavirus fik som bekendt vendt op og ned på alle planer, men i år gør det intet for Demare, at hans beslutning om at køre Giro - Thibaut Pinot sad jo tungt på Touren - kostede ham klassikerne. 2020 har nemlig hele tiden været året, hvor han atter skulle forvandle sig til den sejrsmaskine, der forud for sæsonen havde givet ham ikke færre end 61 gevinster.

Den beslutning skulle i den grad vise sig klog. Trods en yderst amputeret sæson har Demare med dagens gevinst i Giroen - den anden på to år - allerede vundet 11 gange, så han topper sejrslisterne med to gevinster flere, end det er blevet til for Tadej Pogacar og Remco Evenepoel. Og sjovt nok har fokus på spurterne ikke kostet på holdbarheden, for undervejs er det blevet til samlet sejr i Ardennerne i Tour de Wallonie og et fabelagtigt fransk mesterskab, hvor han fik has på en vis Julian Alaphilippe i en vanskelig finale.

Samme alsidig lå til grund for dagens triumf. Det gik ellers helt, som han kunne have frygtet, da Bora nok engang greb ud efter den nye side 1 i deres taktikbog og anvendte samme strategi som på Tourens 7. og 14. etape. Et benhårdt pres på det bjerg, som i årets brutale Giro naturligvis hørte sig til på løbets første sprinteretape, sendte lynhurtigt det meste af sprinterkavaleriet til tælling, da først de tungeste, Rudy Barbier, Fernando Gaviria og Alvaro Hodeg, faldt fra og siden også Elia Viviani. Selvfølgelig sad de holdbare Davide Ballerini og Michael Matthews og den i perioder også holdbare Davide Cimolai med endnu, men alt gik efter den Bora-drejebog, vi efterhånden er så vant til, at vi ikke engang behøver at læse den.

Der var bare ét problem. Demare var aldrig en mand i vanskeligheder, og han kom uden problemer med over et bjerg, der ellers truede med at knuse drømmene for en rytter, for hvem det at køre lange stigninger ikke står øverst på listen over spidskompetencer. Og dermed gik det også, som det plejer i Boras drejebog, nemlig at det tyske holds store arbejde ikke omsættes i den Sagan-sejr, der kan bryde næsten 15 måneder uhørt tørke.

Det var ellers lige ved, at FDJ dummede sig. Franskmændene var overraskende længe om at give Bora en hånd, da først den uhyre kringlede og uheldigvis også drivvåde nedkørsel var overstået. Det betød, at Viviani fik en billet tilbage i spillet, og det var endda lige ved, at den franske tøven også havde bragt feltets eneste rigtige supersprinter, Gaviria, samt den ligeledes meget hurtige Hodeg tilbage i billedet.

Sådan gik det ikke. FDJ fik reageret i tide ved at sende Kilian Frankiny og Simon Guglielmi frem for at hjælpe Maciej Bodnar og Pawel Poljanski tidsnok til, at det colombianske håndklæde røg i ringen med knap 10 km igen. Og faktisk var det måske også unødvendigt at reagere, for som Vivianis lidt tamme slutspurt viste, var det ikke just friskhed, der var meget af for de ryttere, der havde haft en hård opkørsel.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Demares sejr skyldtes dog slet ikke kun hans hurtighed. Nej, den har ikke været hovedforklaringen på hans succes i år. Det har dermed det supertog med Ramon Sinkeldam og Jacopo Guarnier, der med tilføjelsen af Miles Scotson er blevet så suverænt, at de stort set har domineret hver eneste spurt i år. Og selvom de i dag manglede Sinkeldam, der gjorde colombianerne selskab, bekræftede franskmændene i dag, at det vil være en misforståelse at tilskrive de 11 sejre Demares evner alene.

I dag gjorde de det endda særligt smart, da de helt efter bogen tog kontrol i finalen. Guarnieri lod på smart vis Scotson få et hul, der tvang det andet stærke tog, Cofidis, til at brænde Simone Consonni op. Dermed kunne Guarnieri gøre det, han har gjort 117 gange i år, nemlig aflevere sin chef så godt, at Alexander Kristoff må drømme sig tilbage til dengang, han med netop Guarnieri bag Marco Haller havde et dengang altdominerende Katusha-tog. Og herfra kunne den franske mester så atter gøre det færdigt og cementere sin plads på toppen af sejrshierarkiet, selvom hans fart egentlig ikke rækker til prædikatet supersprinter.

Nej, på det område er han meget lige med Sagan, der også har svært ved at vinde spurter mod de allerhurtigste. I dag havde han ellers chancen, fordi Boras flotte arbejde havde gjort det af med både Gaviria og Hodeg. Lige så sikkert som amen i kirken var det også, at Sagan var at finde bag sprinteren med det bedste tog - i dette tilfælde åbenlyst Demare - men som var han fortsat ramt af regnbuetrøjens forbandelse, måtte han se sin sejrstørke fortsætte nu i hvert fald frem til 6. etape. Til gengæld fik han sat en tyk streg under, at han stadig er Michael Matthews totalt overlegen i de flade spurter, hvor han hele tiden har været den oplagte point til pointtrøjen.

Lige så stor grund til at ærgre sig har Davide Ballerini dog. Italieneren fik chancen, da etapen som ventet blev for hård for Hodeg, og ligesom med sejren i Polen bekræftede han i dag, at han efter skiftet til Deceuninck er blevet til en rigtig sprinter. Nu kan han så blot spekulere på, hvad det kunne være blevet til, hvis han ikke i fuld finale skulle have kørt en hård, stigende spurt for at hjælpe Joao Almeida med at forsvare sin førertrøje. Med tanke på den uhyre beskedne afstand er det en nærliggende tanke, at der måske blev brændt afgørende krudt af der.

Dermed brød Deceuninck egentlig deres filosofi. Den siger nemlig, at det altid handler om at vinde cykelløb, og at det er meget sjovere at gå efter etapesejre end at blive nr. 5 i klassementet. I dag forstod man nu godt, at førertrøjen var vigtigere end en trods alt beskeden mulighed for at vinde en massespurt, men det kan næppe have huet manager Patrick Lefevere.

Han siger nemlig, at det handler om at vinde cykelløb, og det vil Demare give ham ret i. Det var derfor, at han droppede sin klassikersatsning for i stedet atter at blive sprinter. Med 11 sejre og en sikker 1. plads på sejrslisten har den prioritering i den grad givet pote. For det handler som bekendt om at vinde!

Favoritterne

Flere vil vide, at jeg har kaldt årets løb for Bjergmaratonernes Giro. Hele fem gange skal rytterne ud på gigantiske etaper med et hav af højdemeter over lange distancer. De tre vigtigste af disse kommer i den tredje uge, men allerede i den første venter to af slagsen.

Den første kommer onsdag, og de 225 km bliver lidt af en kontrast til de ultrakorte etaper, vi har haft de første fire dage. Samtidig er det utvivlsomt den hårdeste - men ikke den mest selektive - for selvom der ikke er noget Etna til sidst, er det en brutal affære med 4600 højdemeter, som kun bliver gjort endnu vanskeligere af det silende regnvejr, det italienske efterår byder på.

For enhver med hang til at gætte udfaldet af en etape eller analysere, hvad der vil ske, er den også lidt af et mareridt. Det er nemlig en etape, der kan blive til snart sagt hvad som helst. Det skyldes først og fremmest situationen i klassementet. Havde Ineos, Jumbo, Astana, Trek eller Mitchelton, der alle er kommet for at vinde løbet, haft førertrøjen, lå det i kortene, at et udbrud med sikkerhed ville holde hjem - også hvis det skulle koste de lyserøde klæder. Der er nemlig ingen af storholdene, der ville brænde alt for meget krudt af på at kontrollere så voldsom en etape - og faktisk ville lidt hjælp de kommende dage fra et ufarligt hold være kærkommen.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

For Deceuninck er det anderledes. De er ikke kommet til løbet med langsigtede lyserøde drømme. Deres lyserøde drømme er kun kortsigtede, og de vil derfor forsvare løbets vigtigste trøje med næb og kløer. Det er imidlertid en gigantisk udfordring at styre en etape som denne, for det er helt umuligt at se, hvem der skulle hjælpe dem. De tre tilbageværende favorithold, Astana, Trek og Jumbo, har absolut ingen interesse i at gå efter etapesejren på en dag med en relativt let finalestigning, hvor man ville skulle sætte livet på spil på en regnvåd nedkørsel for at gå efter sejren - og da særligt ikke, når holdene alle er relativt svage.

Nej, skal udbruddet hentes, er det Deceunincks job. Det kan da godt være, at de tre storhold giver en hånd med, hvis de synes en farlig rytter har fået et lidt for stort forspring, men det alene være med et kontrollerende formål. Skal favoritterne afgøre det, står og falder det med Deceunincks evner til at sikre det.

Det er også muligt. Belgierne har faktisk et ret stærkt hold, men det er også klart, at de kun kan kontrollere etapen, hvis de foretager et valg. Det virker helt usandsynligt, at de kan beskytte Joao Almeida, James Knox og Fausto Masnada, og meget kunne derfor tale for, at de to sidstnævnte må begrave deres ambitioner på denne dag.

Alt sammen afhænger det dog af udbruddets sammensætning. Deceunincks drømmescenarium er jo, at en ufarlig gruppe sejler væk og stjæler alle bonussekunderne, mens feltet bare ruller frem til sidste stigning, hvor der så kan blive kørt klassement. Og heldigvis hjælpes de af, at de første 50 km er relativt lette. Kan de få lirket en ufarlig gruppe afsted her - og det er muligt, når terrænet er let - kan de sagtens få den rolige dag, som de gerne vil have.

Derfor ser jeg to scenarier. Enten får vi en gruppe, der er ufarlig, hvorefter det bliver en lang, men relativt fredsommelig dag, inden det går løs på sidste stigning. Alternativet er, at Deceuninck må kaste håndklædet i ringen og lade en farlig rytter smutte afsted, men det vil de helst undgå. I det tilfælde skal de nemlig så jagte hårdt hele dagen.

Skulle det sidste ske, vil jeg stadig tro, at udbruddet holder. Det skyldes særligt to forhold. Dels er der de våde veje. De vil formentlig betyde, at Trek vil spurte frem og tage kontrol frem mod alle nedkørsler, så Vincenzo Nibali kan starte helt fremme, men derefter vil de trække i håndbremsen for at undgå risici. Våde veje betyder næsten altid, at et udbrud henter tid hver gang, det går nedad, og kigger man på profilen vil man se, at det sker ganske ofte.

For det andet er der de svage hold og den indianerkørsel, jeg omtalte i gårsdagens analyse. Udbruddet behøver i virkeligheden ikke at have et ret stort forspring i bunden af stigningen for at holde hjem. Det så vi jo i går, hvor gruppen ikke var skræmmende og næsten hentet inden Etna, men da alle favorithold var så svage, at det bare endte i tjubang-cykelløb, kunne de komfortabelt holde hjem. Medmindre udbruddet består af lutter klatresvage folk - og det vil være mærligt på en sådan dag, da starten jo trods alt ikke er pandekageflad - er det lidt svært at se, hvem der er stærke nok til at hente dem, især fordi jeg ikke er sikker på, at klassementsrytterne vil være alt for aggressive og da slet ikke fra distancen.

Lægger man dertil, at de hjælpes af god medvind i hele finalen, tror jeg, at et udbrud holder hjem i begge scenarier, men det er klart, at vi i sidstnævnte scenarium godt kan få samling. Deceuninck er stærke, hvis de ofrer både Knox og Masnada, og hvis favoritterne vælger at kaste sig ud i et vildt slag også tidligt på stigningen, kan det ikke afvises, at vinderen er en klassementsrytter.

Mest af alt tror jeg dog på udbruddet, og jeg tror også mest på, at Deceuninck kan sikre scenarium 1, dvs. at udbruddet kun består af ryttere, der har tabt nogen tid. Heller ikke her er jeg stensikker, for etapen er så svær, at Deceuninck godt kan miste trøjen - særligt hvis udbruddet først kører efter 50 km vild angrebsfest, hvorfor det formentlig vil være stærkt og farligt, men jeg hælder til, at vi først og fremmest skal se i retning af ryttere, der har tabt lidt tid.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Samtidig er det indlysende, at vedkommende skal være en stærk klatrer. Måske er den sidste stigning ikke voldsomt stejl, men den er alenlang, og en sådan kommer man altså ikke gratis opad. Samtidig skal man kunne håndtere en lang dag - endda i regnvejr - og selvom vinderen nok kommer alene over toppen, kan man ikke udelukke, at en god spurt og gode nedkørselsesevner kan blive gode våben, for nedkørslen er bestemt ikke let. Endelig skal man have det held, som det altid kræver for at komme afsted på en etape med en relativt flad start.

Det får mig til at pege på Jack Haig som min favorit. Mitchelton satser ganske vist stadig på et mirakel med Simon Yates, men det vil være hovedløst ikke at gå efter en etape som denne. Haig valgte at ofre sit klassement forleden - og havde næppe heller diamanter i benene - og det giver ham nu al den frihed, han skal bruge. Faktisk står der Haig skrevet med flammeskrift ud over en etape som denne, for et bjergmaraton må være sandt guf for en dieselmotor som ham. Som sagt er han næppe alt for formstærk, men ser man på de klatrere, som Deceuninck formentlig kan lade køre, skiller hans navn sig i den grad ud. Det kan godt være, at han ikke er hurtig, men sidder han med i udbruddet, er chancerne for, at bedste klatrer kører væk - især i medvind - gode. Derfor tror jeg, at Mitchelton rejser sig med en stor sejr til manden, der sidste år i Lombardiet viste, at han elsker lange og svære løb.

Jeg vil også pege på Diego Ulissi. Det er klart, at finalestigningen er lang for en fyr som ham, men han har altså før vundet en decideret bjergetape i kamp med favoritterne. Med den form, han har nu, forsvarer han sig hæderligt også på lange stigninger, i hvert fald i forhold til de andre, der har tabt nogen tid. Udfordringen er den lange distance, der altid har været hans ulempe, men det er trods alt ikke en klassiker eller et VM mod verdens bedste, han skal vinde. Nej, han skal bare gøre det færdigt fra et udbrud uden topklatrere, og det burde han have en fair chance for. Regnvejr har han mig bekendt heller ikke problemer med, og hans spurt er som bekendt sublim. Måske vælger han at spare sig til torsdagens stigende spurt, men giver han den et skud, er han en god kandidat.

Jeg vil også pege på Ruben Guerreiro. Egentlig var han mest puncheur, men han viste sidste år i Vueltaen, at han mestrer kunsten at gå i udbrud i bjergene også. Faktisk var han afsted nærmest hver eneste gang, og han endte endda som nr. 2 på en af løbets sværeste bjergetaper. Tidstabet burde være stort nok til, at han kan få frihed, og formen synes ikke at være helt væk. Stigningen er lang for ham, men klarer han den udfordring har han i hvert fald også spurten til at gøre det færdigt.

Nu vi er ved Vuelta-udbrydere… Geoffrey Bouchard var vel afsted næsten lige så mange gange som Guerreiro, og han blev endda belønnet med bjergtrøjen for sine anstrengelser. Siden har der været langt mellem snapsene, men hans kørsel i Tirreno og ikke mindst på Etna vidner om form. Sidste år kørte han en af sine flotteste etaper netop i regnvejr på vejen mod Andorra, og det viser, at vejret næppe er en udfordring. Måske er der bedre klatrere og hurtigere folk end ham, men han viste i går, at han klatrer godt nok til at vinde denne etape, hvis gruppen er den rette.

Jeg har også lidt fidus til Joe Dombrowski. UAE-klatreren hører til blandt feltet største lottokuponer og er desværre næsten altid en nitte. I sidste års Giro viste han dog, agt topniveauet er tårnhøjt - han blev trods alt nr. 12, selvom han i perioder slet ikke var god - og hans kørsel på Etna viser, at han i hvert fald ikke er helt formsvag. Jeg har lidt en mistanke om, at regnvejr ikke nødvendigvis er ham, og den flade start gør det også svært, men sidder han med, er det svært at se, hvem der skal sætte ham på så lang en stigning. Til gengæld skal han også med sikkerhed alene hjem for at vinde.

En anden klatrer er Victor De La Parte. Der er en risiko for, at han skal holde sig til Zakarin, men får han frihed, er han en knaldgodt bud. Den spanske veteran er virkelig blomstret op hos CCC, og i år blev han sågar samlet nr. 10 i skrapt selskab i UAE Tour. Senest blev han en hæderlig nr. 17 på kongeetapen i Tirreno, men hans kørsel på Etna var bekymrende. Det stiller spørgsmål ved formen, men er han frisk burde han elske et bjergmaraton som dette. Manden har trods alt vundet Østrig Rundtm hvor højdemeterne er mange og terrænet langt sværere.

Også Jonathan Castroviejo skal alene hjem, men det burde også være muligt. Spanieren var klog nok til at smide 6 minutter på 2. etape, og det har sendt ham helt ud af klassementet, selvom hans hensigt dengang var en helt anden. Nu har han en fri rolle på Ineos, og hans kørsel på Etna viser, at han er i form. Han har i år klatret som en drøm, men vi har også set hans begrænsninger, senest da Harm Vanhoucke satte ham i går. Han har næppe råd til at være afsted med alt for mange gode klatrere, men som han har kørt i år, kan man ikke udelukke, at Castroviejo kan tage en sejr, der ikke er på en enkeltstart.

Egentlig synes jeg, at der står Tanel Kangert skrevet med flammeskrift ud over denne etape. Et langt maraton i regnvejr burde passe perfekt til den estiske dieselmotor, men jeg er lidt bekymret for, om han har tabt tid nok. Mest af alt tvivler jeg på, at Deceuninck vil lade ham smutte væk, men løber de risikoen - han har trods alt tabt godt fem minutter - må den lange, jævne stigning være perfekt for ham. Og så sal vi ikke glemme, at han i Tour of the Alps faktisk har vist, at han trods sin dieselagtige kørsel faktisk kan spurte ganske pænt.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Jeg har vist ikke nævnt en UAE-rytter, har jeg? Nå, men lad os tage en mere. Jeg troede egentlig, at Valerio Conti drømte om endnu et lyserødt eventyr, men den plan er ny død og begravet, efter at han legede fragtvogn for Fernando Gaviria i dag. Conti har kørt som en drøm efter pausen - særligt i Ain, hvor han var dybt imponerende - men han har også sine begrænsninger på lange stigninger. Han skal sidde i den rette gruppe for at vinde, men gør han det, har han spurten og evnerne til at vinde. Og med sejren i Vueltaen har han vist, at han mestrer kunsten at vinde fra et udbrud.

Man kommer heller ikke udenom at nævne Thomas De Gendt. Den sidste stigning er meget lang for ham, men den har heldigvis ikke meget af de stejle procenter, han hader. Vi ved, at han på sine store dage er ustoppelig, og han er altid bedst i sin anden grand tour. Hans kørsel mod slutningen af Touren var også ved at være opløftende. Jeg er usikker på, om han vitterligt er god nok til at vinde så svær en etape, men når vi ikke har sværere stigninger, skal man altid åbne muligheden for De Gendt-sejr.

Et bjergmaraton rimer i den grad også på Kilian Frankiny. Den store schweizer er en rigtig dieselmotor, men oftest er han langt fra sit niveau. Som regel er han først rigtig god i den tredje uge af en grand tour, men han gjorde det nu ganske hæderligt på Etna. Han havde en hård arbejdsdag for Demare i dag, og jeg tror nok, at etapen kommer lidt for tidligt, men i form klatrer han godt nok til at vinde i en finale med et stort bjerg.

Daniel Navarro er bestemt ikke den rytter, han var engang, men for at vinde denne etape skal han jo ikke køre fra toprytterne. Tværtimod skal han ”bare” slå sine medudbrydere, og det kan i den rette gruppe godt lade sig gøre. I hvert fald kom han endelig efter en lidt svær tid fornuftigt op ad Etna. Den flade start er et problem for ham, men kommer han afsted, burde han have en fair chance for at gøre det færdigt.

Jeg er også lidt spændt på de to unge drenge, Attila Valter og Jaakko Hänninen. Begge er rene klatrere og meget lovende talenter. Valter har endda med den samlede sejr i Ungarn allerede vist, at han kan begå sig på højt niveau, og Hänninen har i år langsomt vist lidt af de klatreevner, der gav ham VM-sølv i de østrigske alper. Det er klart, at en bjergetape som denne er lidt af en udfordring, for vi aner ikke, hvordan de håndterer så lange distancer. Det kan meget vel være for svært, ligesom det at ramme udbruddet i en flad start er vanskeligt, men lykkes det, er der vel næppe mange, der klatrer bedre end dem.

Helt så ung er Ben O’Connor ikke, men han er lige så uforudsigelig. Faktisk har han i år været så skidt kørende, at det har været til tider rystende, men nu synes han endelig at have lidt form. Han viste i Besseges tidligere i år, at vejret ikke er et problem, og etapen burde passe fornuftigt til en dieselklatrer som ham. Hans kørsel de senere år gør, at jeg tvivler på, at han er god nok, ligesom han måske skal blive hos en nu velkørende Pozzovivo, men da hans sejr i Besseges kom ud af det blå, kan en Giro-etapesejr her vel betragtes som mindre overraskende.

Carl Fredrik Hagen kom for at køre klassement, men desværre er han stadig en skygge af sig selv. Det har han været hele året, men han kom trods alt ikke katastrofalt op ad Etna. Sidste år kom han også skift i gang i Vueltaen, men endte som bekendt med en 8. plads - blandt andet via udbrud - og nu kunne han måske forfølge samme strategi her. Regnvejr kan i hvert fald ikke genere en nordmand. Spørgsmålet er bare, om han er god nok efter et år, hvor han har været alt andet end det.

Endelig vil jeg pege på Andrea Vendrame og Lorenzo Rota. Egentlig burde etapen være for svær for Vendrame, men sidste år havde han utvivlsomt vundet en bjergetape, hvis ikke han havde fået defekt og derfor måtte lade Esteban Chaves køre. I år har han desværre generelt været skuffende, og derfor tror jeg ikke på en gentagelse, men med det, han viste sidste år, kan han godt vinde en sådan etape. Rota begyndte i sidste års efterårsklassikere at køre som en drøm, og siden har han imponeret i de fleste italienske løb, blandt andet med en top 20 i Lombardiet. Hans kørsel hidtil gør mig usikker på formen, men han kan have tabt tid med vilje for at få frihed.

Jeg vælger at tro, at Deceuninck er stærke nok til at forhindre udbrud fra folk, der har tabt mindre end fem minutter, hvilket udelukker mange, herunder folk som Tony Gallopin, Giovanni Carboni og Giovanni Visconti. Samtidig tror jeg, at Trek, Astana, Jumbo, Bora og Sunweb holder sig til deres kaptajner, hvilket udelukker deres klatrere. Andre navne kunne være Stephane Rossetto, Amanuel Ghebreigzabhier, Sander Armee, Jesper Hansen, Simone Ravanelli, Davide Villella, Dario Cataldo, Lawson Craddock, Damien Howson, Rohan Dennis og Francois Bidard, men jeg tvivler på, at de kan gøre det færdigt. Egentlig ville jeg gerne pege på en i år flyvende Jhonatan Narvaez, men hans kørsel på Etna var svært urovækkende, og Nicolas Edet må være for forslået efter sit styrt. Mark Padun har jeg tabt troen på, og Lachlan Morton er ligeledes faldet sammen.

Som sagt tror jeg ikke meget på et favoritopgør, men skulle det ske, kan det næsten blive hvad som helst. Jeg vil ikke udelukke, at Jakob Fuglsang kan køre alene hjem. Han var utvivlsomt den stærkeste forleden, og et bjergmaraton i regnvejr er lige ham. Desværre tror jeg, at stigningen er for let, og så vil jeg snarere se i retning af -  i prioriteret rækkefølge - Wilco Kelderman, Pello Bilbao, Joao Almeida, Patrick Konrad og måske Simon Yates hvis han mod forventning kan rejse sig lidt, da de alle kan sidde med hjem til en spurt. Mest af alt tror jeg dog på en overraskelse, for hvis de bedste ikke kan køre fra hinanden, får vi samme indianerløb som forleden, hvor hele tre mand fik sneget sig væk. Så kan det blive snart sagt alle de ryttere, der ikke regnes som den allerstørste trussel. Her er Antonio Pedrero, Hermann Pernsteiner, Harm Vanhoucke, Louis Meintjes og Brandon McNulty vel mest oplagte - særligt Pernsteiner og Meintjes, der elsker et langt maraton som dette. Egentlig burde Ilnur Zakarin også være god, men en nedkørsel i regnvejr… Not really!

Feltet.dks vinderbud: Jack Haig

Øvrige vinderkandidater: Diego Ulissi, Ruben Guerreiro

Outsidere: Geoffrey Bouchard, Joe Dombrowski, Victor De La Parte, Jonathan Castroviejo, Tanel Kangert

Jokers: Valerio Conti, Thomas de Gendt, Kilian Frankiny, Daniel Navarro, Attila Valter, Jaakko Hänninen, Ben O’Connor, Carl Frederik Hagen, Andrea Vendrame, Lorenzo Rota

Kandidater til favoritopgør: Wilco Kelderman, Pello Bilbao, Joao Almeida, Patrick Konrad, Jakob Fuglsang, Hermann Pernsteiner, Louis Meintjes, Antonio Pedrero