Et kaotisk 2020 er gået på hæld, og rytterne kan se frem til sæson 2021, der forhåbentlig forløber mere som planlagt. Hos kvinderne er det blot anden sæson med WorldTour-hold, som UCI lancerede i 2020. 

Målet er at have 15 hold i 2022, men for den kommende sæson er det tal blot på ni. Planen er en del af en større strategi, som i sidste ende skal eksponere kvindecykling for flere fans. 

Feltet.dk vil som noget nyt lancere en artikelserie, der vil belyse profilerne på samtlige WorldTour-hold. 

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Ideen er at give læseren en mulighed for at danne sig et overblik over det kvindelige felt, så de er ordentlig klædt på, når den kommende sæson går i gang, og slaget skal slås i de store etapeløb og klassikere. 

Den kommende periode vil vi derfor løbende udgive en optakt for hvert hold jævnfør deres placering på UCI’s rangliste. Slutteligt vil der komme en artikel om profiler, som ikke er på WorldTouren, men stadig er interessante at kigge nærmere på.

Rigtig god fornøjelse - og kom så med den nye sæson!

Alé BTC Ljubljana:

Da Alé Cipollini fusionerede med BTC City Ljubljana forud for 2020, var det mestendels en økonomisk fordel. De nytilkomne fra det slovenske hold gjorde i hvert fald ikke meget væsen af sig, og det kommer de næppe heller til at gøre den kommende sæson. Det var altså ikke nyskabelsen, men i stedet ønsket om at vende tilbage til gamle tider, der kom til at fylde.

Foto: Sirotti

2020 var nemlig året, hvor Marta Bastianelli vendte tilbage til sit hold, efter at have haft en forrygende 2019 hos Bjarne Riis’ Virtu Pro Cycling. Gang på gang havde hun med sin spurt vist, hvor giftig hun var i foråret anno 2019. Kronen på værket var, da hun vandt Flandern Rundt, efter at have haft løbet i et jerngreb, hvor kompagnonerne Annemiek van Vleuten og Cecillie Uttrup Ludwig aldrig var i nærheden af at true hende. 

Derfor blev kontrakt og kuglepen hastigt fundet frem, da Bjarne Riis valgte at lukke sit kvindehold, og Bastianelli endte med at vende hjem til sit hold efter et enkelt års fravær. Desværre blev 2020 bare ikke rigtig nogen succes. Hun startede ellers godt ud inden nedlukningen, men italieneren havde nok håbet på mere end en fjerdeplads i GP Plouay i klassikerne som årets resultat.

Man skal dog huske, at næsten samtlige etapeløb blev aflyst hos kvinderne, og derfor var der ikke muligheder for at køre topplaceringer hjem i spurterne i Women’s Tour, Boels Ladies Tour, Tour of Norway, med flere. Krydret med covid tilfælde på holdet, som afholdt dem fra at stille op i flere klassikere, ja, så har man en yderst udfordrende sæson at gøre med.

Ligeledes har Marta Bastianelli i løbet af sæsonen været ramt af kyssesyge, som også var en medvirkende faktor til, at hun ikke kørte på det niveau, vi tidligere har set hende køre.

Man skal altså hverken dømme holdet ude eller Bastianelli pensionsmoden. Det kan godt være, hun fik sin verdensmesterskab tilbage i 2007, men italieneren lader altså til at være i gang med sine bedste år netop nu. Evnerne i klassikerne er eminente, og selvom hun ikke slår de allerhurtigste, så besidder Bastianelli en frygtindgydende spurt. Og nu hvor Chloe Hosking ikke er at finde på holdet, vil alle æg blive lagt i den italienske kurv, når det kommer til spurterne.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Foto: Marlen Reusser

Holdet fik plukket en lavthængende frugt med tilføjelsen af Marlen Reusser efter den akutte lukning af Équipe Paule Ka. Sølvmedaljen på enkeltstarten til verdensmesterskaberne var kulminationen på en helt utrolig udvikling. Det var nemlig blot andet år, at den 29-årige kørte for et professionelt hold.

Historien bliver kun vildere af, at schweizeren i 2019 kørte for WCC, World Cycling Centre Team - et projekt sat i værk af UCI for at give unge talenter verden over et vindue til at komme ind i cykelsporten på. Reusser er netop den succeshistorie, som UCI håbede på at skabe.

Indtil videre er det kun på enkeltstarterne, at Reusser har gjort markant figur, men det er blot et spørgsmål om at få mere rutine og erfaring i linjeløbene. Selvom hun ikke har været i nogen finaler, har Reusser allerede en top ti vinget af i Liège-Bastogne-Liège og holdt sig til i klassementet i Setmana Ciclista Valencia, som er et rigtig godt optaktsløb i foråret. Reusser lærer tydeligvis ganske hurtigt, og derfor er der grund til at holde skarpt øje med hende hver gang, hun får et nummer på ryggen.

Spanske Mavi Garcia har haft en lang karriere, hvor hun har vundet flere medaljer til verdensmesterskaberne… i duathlon. Landevejscyklingen startede først for alvor i 2016, og nu ser den 36-årige ud til at få nogle yderst spændende år i en relativt sen alder. 2019 og 2020 har nemlig været ganske lovende med flere topplaceringer.

Genåbningsløbet Nafarroako Klasikoa var det første tegn, da Garcia var bedst udover urørlige Annemiek van Vleuten, og havde denne ikke brugt ‘godmode’ i Strade Bianche ugen efter, så havde Garcia vundet nyklassikeren i første forsøg. Præstationen vidner om spanierens hurtige læreevne, og man må bare tage hatten af for, at hun både nuppede nationaltrøjen i enkeltstart og linjeløbet.

Karrieren i duathlon har bestemt ikke været nogen akilleshæl, men landevejscykling er en anden størrelse, og at tage sejre er ikke bare noget man gør. Derfor virker Garcias fire sejre i 2020 ganske lovende - de to andre var efter udbrud i Tour Feminin l’Ardeche. Omvendt lader det også til, at det skal være soloudbrud, hvis Garcia skal sejre. Det gør jo ikke noget, hvis man lykkes med at komme væk, men vi mangler stadig at se Garcia i duel mod flere udbrydere.

Foto: Sirotti

Jævnaldrende Tatiana Guderzo har været en del af feltet i mange år. Ligesom Bastianelli ligger Guderzos største titel en årrække tilbage, da hun i 2009 fik æren af at bære regnbuestriberne. Hun fik faktisk bronze i Innsbruck i 2018, men det var over fem minutter efter Anna van der Breggen. Guderzo besidder ikke fordums styrke, og det bliver hovedsageligt erfaringen, hun skal byde ind med. Den vil til gengæld blive værdsat hos kollegerne.

Læs også

Hollænder vinder kongeetape - Tobias Lund mister førertrøjen

Det er bemærkelsesværdigt, at det italiensk/slovenske hold kun har halvanden slovener på holdet. Eugenia Bujak er nok den eneste, der kan kalde sig tidligere slovensk og polsk mester. Det var som polak, hun opnåede den største sejr, da hun vandt GP Plouay i 2016. Nu er passet slovensk, men der er ikke den samme opblomstring i landet hos kvinderne som vi ser hos mændene.

Udbruddet under den maratonlange fjerde etape af Giro Rosa, hvor hun endte som nummer to efter Lizzie Banks, fortæller dog, at Bujak godt kan hive et resultat hjem, når tingene flasker sig. Holdet gør dog stadig klogt i at holde fokus på deres kaptajn i stedet, for der er altså langt mellem snapsene for den polske slovener. 

Truppen er ikke særlig bred, og det bliver altså hovedsageligt op til Bastianelli at føre holdet til succes. Mavi Garcia lærer hurtigt, men hun kommer ikke til at tage sejre på stribe, og Reusser er stadig midt i en udviklingsfase. Bastianelli skal altså brænde en sæson af som i 2019, hvor hun var fyr og flamme.

Det kunne til gengæld også sagtens være muligt, alt efter hvor afhængig hun bliver af holdet. Positioneringen kan hun sagtens selv håndtere, og de store finaler har hun før håndteret med knusende overbevisning. Såfremt kalenderen ikke skæmmes af stribevis af aflysninger, kunne Alé BTC Ljubljana sagtens ende med at få en stribe af sejre, også af de store - og så behøver holdet ikke ønske sig tilbage til gamle tider, men kan i stedet glæde sig over de nye.

 Et hold, der kunne drømme sig tilbage, er Liv Racing, men med deres nye kaptajn kan de stadig give problemer for Bastianelli og kompagni.