Der er to kriterier for at komme på listen. Det første er, at man rytterne højst har været i det professionelle i ét år. Det udelukker naturligvis allerede har været på WorldTouren i to år, men også folk som Joao Almeida, Aleksandr Vlasov, Mikkel Bjerg, Andreas Kron og Brandon McNulty, der alle har kørt på ProTeams, inden de i år kørte deres første sæson på højeste niveau.

Det andet kriterium er, at han ikke i den første sæson på professionelt niveau må have taget en sejr i et løb på 1.1- eller 2.1-løb eller løb på højere niveau. Det udelukker folk som Andrea Bagioli, Jannik Steimle, Ethan Hayter og Attila Valter, der allerede i 2020 tog en stor skalp - også selvom ingen af dem vandt på WorldTouren. En undtagelse er gjort ved Alberto Dainese, hvis sejr i Herald Sun Tour var i et felt med meget begrænset WorldTour-modstand.

Selvom listen tæller hele 21 ryttere, er talentmassen i vidunderbørnenes tidsalder så blomstrende, at man sagtens kunne finde plads til flere navne. Ryttere som Mark Donovan, Matteo Jorgenson, Georg Zimmermann, Matthew Walls, Mathias Vacek, Kevin Colleoni, Juan Romo, Jake Stewart, Einer Rubio, Sebastian Berwick, Antonio Tiberi, og Andrea Piccolo kunne sagtens have fortjent en plads på en sådan liste også, og man skal bestemt ikke blive overrasket, hvis det er dem, der slår igennem i det kommende. Hermed i hvert fald en opfordring til også at holde øje med, hvad de præsterer, når sæsonen - forhåbentlig - snart skydes i gang.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

De 21 ryttere præsenteres i syv artikler med tre i hver og omtales i helt vilkårlig rækkefølge.

Andres Camilo Ardila (UAE Team Emirates)

Det er med nogen tøven, man må finde plads til Andres Ardila på denne liste. Colombianerens første sæson som professionel var nemlig på grænsen til det katastrofale. En hæderlig 17. plads i Tour Colombia 2.1 blev det til inden nedlukningen, men da sæsonen blev genoptaget, forundredes man over, at der forud for sæsonen havde været så megen snak om det colombianske talent. Af de otte løb, han deltog i, gennemførte han således bare ét, og Ardila var på alle måder en helt anonym og ligegyldig størrelse i 2019.

Heldigvis skal man være lidt varsom med alt for hurtigt at afskrive unge ryttere. Nok er der i disse år mange, der blomstrer op med det samme, men historien er fyldt med eksempler, der havde en svær overgang til de professionelle rækker, men som alligevel endte med at blive til noget stort. Faktisk er der lige netop for Ardilas vedkommende en glimrende årsag til, at han havde det så svært.

Da 2019 blev til 2020 havde Ardila nemlig kun kørt ét eneste UCI-løb i Europa. Med så lille en bagage i rygsækken er det faktisk slet ikke spor mærkeligt, at det gik ham så ilde i sit første år. Det er velkendt, at der er en gigantisk forskel på at begå sig i et felt på de smalle, kringlede europæiske veje, hvis man alene er vant til at køre på den anden side af Atlanten, hvor løbene er helt, helt anderledes. I det lys kan man måske godt forstå, at Ardila havde lidt tilvænning, der skulle overstås.

Foto: Giro d'Italia Junior

Hvis det lykkes, burde de fysiske evner til gengæld være så fremragende, at han måske kan ende som den helt store åbenbaring. Der er nemlig lidt Miguel Angel Lopez over hans karriereforløb. Lopez kom næsten helt uprøvet til Europa, da han nærmest ud af det blå slog alle de europæiske talenter ved sin sejr i Tour de l’Avenir.

På samme måde var det med Ardila sidste år. Helt uden forudgående UCI-optræden i Europa mødte han op til Baby-Giroen, hvor han kort efter at være fyldt 20 leverede en gedigen magtdemonstration. To etapesejre blev det til, inden han to den samlede sejr med hele 4.10 ned til Einer Rubio på 2. pladsen i et løb, hvor kun fem ryttere hold sig inden for 10 minutter af den overlegne colombianer.

Det var den præstation, der gav så store forhåbninger til, at Ardila som en anden Lopez kunne brage ind på den europæiske scene og måske blive 2020-sæsonens åbenbaring. Det endte med nærmest at gå stik modsat, men man må formode, at talent ikke forsvinder over natten. Ardilas overlegne Baby-Giro-sejr taler sit tydelige sprog, men måske er der bare en lidt længere læreproces end først håbet.

Man kan frygte, at den fortsætter i 2021, men forhåbentlig går det hurtigere. Selvfølgelig er han på hold med en hel serie klatrere anført af Tadej Pogacar, og det kan lægge begrænsninger på de personlige muligheder. Heldigvis har selvsamme Pogacar vist os, at man på UAE sagtens kan få sin plads, hvis bare man kører stærkt nu. Finder han farten Italien i 2019, skal man ikke blive forundret, hvis vi pludselig alle taler om Ardila i 2021.

Læs også

Starttider: Enkeltstart i Romandiet Rundt 2024

Alessandro Covi (UAE Team Emirates)

Der er næppe alt for mange, der har sat et fedt kryds ud for navnet Alessandro Covi. Jovist, hans U23-resultater var da ganske pæne, men ekstraordinære var de bestemt ikke. Han vandt en etape i Tour de l’Avenir i 2018, inden han for alvor viste sig frem med sidste sæsons 4. plads i Baby-Giroen, men han endte immervæk hele 6.05 bag ovenfor omtalte Ardila.

Det er imidlertid også velkendt, at UAE-manager Joxean Fernandez Matxin har et særligt godt øje for talenter. Derfor skal man som regel tage notits, når den snu spanier henter en ung rytter til det arabiske hold med de store ambitioner, og det var derfor helt sikker ikke uden grund, at han forud for 2020 fik en kontrakt med det hold, der som bekendt vandt Tour de France i den overståede sæson.

At beslutningen måske ikke var helt dum, blev klart i årets Brabantse Pijl. Det var det løb, hvor Mathieu van der Poel og Julian Alaphilippe udkæmpede en benhård duel med Benoit Cosnefroy som den farlige outsider i den trio, som spurtede om sejren. Til gengæld kunne Michal Kwiatkowski, som kort forinden var blevet nr. 4 til VM, Sonny Colbrelli, der et par dage tidligere havde været meget tæt på at vinde kongeetapen i BinckBank Tour, og Warren Barguil, der netop var blevet nr. 4 i Fleche Wallonne, ikke følge med.

Foto: A.S.O. / Pauline Ballet

Da de jagtede i den mest eksplosive og selektive del af løbet, var der også en UAE-trøje helt fremme i den sjove ende af løbet. Og han blev ved med at være der, også da andre faldt fra. Og fra den ret profilfattige UAE-trup stod det hurtigt klart, at det var Covi, der lige nu mængede sig med alle stjernerne.

Det kom ganske uventet, at Covi kunne spille en hovedrolle og ende som nr. 9 i den stærkt besatte belgiske semiklassiker, for her var han oppe mod hele verdenseliten, men han havde faktisk allerede sikret sig enkelte resultater, dog i betydeligt mere moderat selskab. Således havde han fulgt en 8. plads i puncheurløbet Coppa Sabatini op med det, der næsten var den første professionelle sejr, da det kun var et andet talent, Ethan Hayter, som overspurtede ham i den reducerede massespurt i Giro dell’Appennino.

Samlet set har Covi altså leveret en debutsæson, der er så langt over gennemsnittet, at han fortjener en lille notits. I hvert fald har hans Brabantse Pijl vist, at han allerede nu kan tage kampen op med de allerbedste i den slags løb, der umiddelbart ligger bedst til ham. Selvom han er blevet nr.4 i Baby-Giroen, er det nemlig ikke som klatrer, han skal slå igennem, men derimod som ardennerrytter, hvor han kan bruge det punch, der synes at være hans største styrke. Og som vi så i Giro dell’Appennino, har han også den hurtighed, der kan være forskellen mellem en god rytter og en vinder.

Får vi det så at se i større omfang i 2021? Det synes vel ikke helt umuligt. Dels er der de mange mindre italienske endagsløb, hvor han allerede viste sine evner i det forløbne, dels er UAE-truppen ikke alt for stærkt besat på ardennerfronten. Pogacar vil med det samme kunne påtage sig kaptajnrollen, men hvis sloveneren prioriterer anderledes, og Diego Ulissi stadig er på sideliden med sine hjerteproblemer, er det kun Davide Formolo og i mindre grad Rui Costa, der skiller sig ud i den slags løb. Naturligvis vil Covi som udgangspunkt være hjælper, men forhåbentlig bliver der lidt plads til igen at skulle forbløffes over en UAE-trøje dybt inde i finalen i et kuperet endagsløb.

Alberto Dainese (Team DSM)

Den italienske sprintertradition er gylden. Bare i nyere tid har både Mario Cipollini og Alessandro Petacchi kunnet gøre krav på titlen som sin generations hurtigste cykelrytter, og siden har landet fostret folk som Elia Viviani og Giacomo Nizzolo, der begge har tilført verdenseliten. Jakub Mareczko og Andrea Guardini var begge helt, helt rene sprintere, der i en tid vakte stor opmærksomhed, og man skal bare kaste et blik på det tog, der førte Nizzolo til sejr ved årets EM for at forstå, at der næppe er en nation med så mange hurtige folk som netop støvlelandet.

Læs også

Klassikerrytter tæt på UAE-skifte

Den næste i rækken over helt rene italienske sprintere på vej mod verdenstoppen må være Alberto Dainese. I hvert fald var det svært at argumentere mod, at han var den bedste sprinter på U23-scenen i 2019. Her blev han ikke blot U23-europamester i Holland, han slog også flere WorldTour-sprintere, da han vandt en etape i Czech Cycling Tour og blev nr. 2 bag Pascal Ackermann i Gooikse Pijl. Dertil kom en serie sejr på lavere niveau - ikke mindst to af slagsen i Tour de Bretagne, der er kendt som det klart største af de franske 2.2-løb - samt flere flotte placeringer i selskab med WorldTour-ryttere.

Derfor var det ikke uventet, at Sunweb med den stærke sprintertradition stod klar med en kontrakt. Tilliden blev med det samme vist, da han fra første fløjt gik ind som en af holdets mest profilerede sprintere med et tog stillet til rådighed i de fleste af de WorldTour-løb med mange rene sprinteretaper. Det var således allerede tilfældet i Tour Down Under, hvor han sikrede sig en 5. plads, og senere i UAE Tour, der var det stærkest besatte sprinterløb i år, og hvor han fik en fin 6. plads, inden han i Tour de Pologne kom hjem med placeringer som nr. 3 og 5. Undervejs blev det tillige til den første sejr i det dog svagt besatte Herald Sun Tour, ligesom han blev en fornem nr. 3 i Race Toquay kun slået af Sam Bennett og Nizzolo.

Desværre gik det galt i årets vel nok største opgave. Tirreno-Adriatico blev ødelagt af et styrt på 1. etape, og det satte ham så langt tilbage, at han i de følgende år endte som lead-out man for Max Kanter og i det hele taget endte med en hel serie DNFs. Alligevel nåede han særligt først på sæsonen at vise, at han har farten til at blande sig med de allerstørste sprintere, når det alene handler om fart, og positioneringsevnen synes heller ikke helt ringe.

Foto: Team Sunweb | Vincent Riemersma​

Til gengæld har han også sine begrænsninger. Der synes ikke at være megen holdbarhed i Dainese, og selvom han ikke klatrer på samme ærgerlige niveau som Guardini og Mareczko, er han heller ikke manden, der skal regne med succes i hårdere løb. På Sunweb må han overlade den slags opgaver til Cees Bol, der vel lige nu er holdets førstesprinter, men til gengæld har han en topfart, der gør ham meget interessant på de flade dage.

Det burde han få masser af plads til at vise i 2021. Allerede i 2020 kørte han som kaptajn i næsten alle løb, og det vil han formentlig også gøre i det kommende år, hvor han er manden, man kan sende til løb som UAE Tour, Tour de Pologne, Tirreno-Adriatico og BinckBank Tour, som traditionelt har mange meget flade etaper. Og mon ikke han som Kanter kan se frem til en grand tour-debut i den anden sæson i de professionelle rækker? DSM/Sunweb har i hvert fald aldrig været bange for tidligere debuter til de unge folk.

Uanset hvad bør han i hvert fald vinde løb i 2021. Og man skal ikke blive forundret, hvis det også sker på så stor en scene, at det bliver mere tydeligt, at Italien igen er lykkedes med at opfostre en sand supersprinter.