Bernard Hinault er indiskutabelt en af cykelsportens absolut største legender. Franskmanden kan skrive fem Tour de France-sejre, tre Giro d’Italia-sejre, to Vuelta a España-sejre, et verdensmesterskab, en Paris-Roubaix-triumf, to Lombardiet Rundt-titler, to Liege-Bastogne-Liege-erobringer og meget mere på det bugnende CV.

Alligevel er der én sejr, der i særlig grad skiller sig ud fra mængden: Liege-Bastogne-Liege 1980.

Her viste Hinault sig nemlig som den benhårde væddeløber, han var, da han trodsede minusgrader og snestorm og færdiggjorde arbejdet i ’La Doyenne’. Hinault kørte 80 kilometer solo og vandt løbet med næsten 10 minutter ned til Hennie Kuiper. Kun 21 ud af de startende 174 ryttere gennemførte løbet.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

”1980-udgaven (af Liege-Bastogne-Liege, red.) var noget særligt. Det var allerede nul grader ved starten i Liege, og da vi forlod byen, begyndte det at sne, og det sneede hele vejen til Bastogne. Lige før vi ramte vendepunktet i Bastogne kiggede solen frem. Det var måske det, der reddede mig. Det var nok den eneste grund til, at jeg blev i løbet. Ellers var jeg stået af i feed-zonen i Bastogne. Solen blev dog ikke længe, og det begyndte at sne igen. Det var et brutalt løb med sidevind hele dagen.”
 

Således beskriver ’Grævlingen’ den forfærdelige aprildag i Wallonien til VeloNews i et længere interview om sin Ardenneroffensiv i 1980.

Hinault var altså ikke helt immun overfor vejrbetingelserne, og han afslører også, at han bestemt ikke var tilfreds, da han blev beordret til at tage sin regnjakke af. Af kom jakken dog, og da der heller ikke var nogle løse ben eller specialdesignede cykelhandsker til rådighed, var der kun én måde at holde varmen på: fuld gas fra front!

”Jeg tænkte, at den bedste måde at få varmen på var at køre op til fronten. Og da jeg gjorde det, ja, så faldt alle hurtigt fra, og jeg lukkede hullet op til de forreste. Det var Henk Lubberding, Silviano Contini, Rudy Pevenage og Ludo Peeters. Jeg hentede dem på Cote de la Haute Levee, og jeg satte dem med det samme.”

Ligesom alle andre måtte udbruddet hurtigt strække gevær. Der var intet at stille op mod Hinault, da han først var kommet op af sin skyttegrav, og Hinault fortsatte som en tank gennem det historiske landskab på vej til sin tredje monument-sejr.

Slaget var for længst ovre, men Hinault måtte alliegvel kæmpe med sig selv hele vejen til Liege. Der var ikke overskud til andet end lige præcis at få pedalerne til at køre rundt, og det er måske også derfor, Hinault ser tilbage på løbet som noget helt særligt.

”Det var en forfærdelig dag. Vi havde side-modvind hele vejen til Bastogne, og så vender man om og rammer bakkerne. Dét, kombineret med sneen, var virkelig hårdt. Det er sjovt at se tilbage på sejren i dag, fordi jeg ved, jeg virkelig gjorde noget specielt. Men lad mig slå fast - jeg havde det absolut ikke sjovt den dag. Når jeg ser tilbage på det, når jeg ser tilbage på alt det, det krævede at vinde det løb, tænker jeg: Wov! Ikke dårligt!” lyder det afsluttende fra Bernard Hinault.

Hinault vandt aldrig Liege-Bastogne-Liege igen, men med en sejr som den i 1980 var det ikke nødvendigt for at skrive sig solidt ind i ’Den gamle dames’ historiebøger.