Den olympiske mester holdt Van der Poel stangen, mens Belomoina tog en imponerende sejr hos kvinderne.
Annonce
I weekendens Mountainbike World Cup-afdeling i Albstadt skulle Mathieu Van der Poel forsøge at følge op på sidste afdelings imponerende præstation, hvor han kørte sig over 80 placeringer frem og sluttede som nummer otte. Sidste uges vinder, Nino Schurter, fremstod igen som den største konkurrent, og schweizeren viste sig også som en for stor mundfuld for hollænderen.
Schurter, Van der Poel og Mathias Flückiger lagde sig med det samme i front, og efter to omgange havde de fået hul til forfølgerne. Det var dog først på fjerde omgang, at der kom yderligere udskilning blandt fronttrioen. Van der Poel styrtede, hvilket skabte et hul til de to forreste, men kort efter var det Flückiger, der styrtede ikke mindre end to gange, hvilket to omgange senere tvang ham ud af løbet.
Schurter fortsatte med at mase på i front, og derfor var Van der Poel aldrig tæt på at komme op. Schweizeren kunne derfor krydse stregen i ensom majestæt, mens den 22-årige hollænder måtte nøjes med andenpladsen. Bagved de to førende tog Anton Cooper tredjepladsen.
Langvad styrtede væk fra toppen
Hos kvinderne skulle Annika Langvad forsøge at gentage sidste uges triumf, og fra første omgang af lagde hun sig i spidsen og fik et hul med to andre. Et par omgange senere styrtede den stærke dansker på en nedkørsel, hvilket satte hende tilbage til femtepladsen. Hun styrtede dog endnu en gang, hvilket gjorde, at hun sluttede uden for top ti som nummer 16.
I stedet var det Maja Wloszczowska, der lå allerforrest, men Jolanda Neff og Yana Belomina fik kontakt på den sidste omgang. Ukrainske Belomoina forcerede på opkørslerne, og hun formåede at sætte sine følgesvende. Hun vandt dermed løbet, mens Wloszczowska blev nummer to og Neff tog tredjepladsen.
SENESTE
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce