Lotto SoudalSøg
Ryttere: 28 - Gennemsnitsalder: 28 år.
UCI status: UCI ProTour-hold
Website: http://www.lottosoudal.be/
Information:

LOTTO SOUDAL
Toekomstlaan 15/6 + 8
2200 Herentals
Belgien

E-mail: info@lottosoudal.be


 

Ryttere, der bliver på holdet

Sander Armee, Jasper de Buyst, Thomas de Gendt, Stan Dewulf, Caleb Ewan, Frederik Frison, Carl Fredrik Hagen, Adam Hansen, Rasmus Byriel Iversen, Roger Kluge, Nikolas Maes, Tomasz Marczynski, Remy Mertz, Gerben Thijssen, Tosh van der Sande, Brian van Goethem, Brent van Moer, Harm Vanhoucke, Jelle Wallays, Tim Wellens

 

Nye ryttere

Philippe Gilbert (Deceuninck-Quick Step), John Degenkolb (Trek-Segafredo), Jonathan Dibben (Madison Genesis), Steff Cras (Team Katusha Alpecin), Stefano Oldani (Kometa Cycling Team), Matthew Holmes (Madison Genesis), Kobe Goossens (nyprofessionel)

 

Ryttere, der forlader holdet

Maxime Monfort (stopper karrieren), Tiesj Benoot (Team Sunweb), Jens Keukeleire (EF Education First), Jelle Vanendert (Wallonie-Bruxelles), Adam Blythe (stopper karrieren), Victor Campenaerts (NTT Pro Cycling), Enzo Wouters (Tarteletto-Isorex), Lawrence Naesen (Ag2r La Mondiale)

 

Hvordan gik transfersæsonen?

Lotto Soudal er på mange måder noget helt unikt. For de fleste hold betragtes grand tours som det ultimative inden for cykelsporten, og derfor stræber alle andre hold på WorldTouren efter at have i hvert fald én rytter, der kan gøre sig gældende i klassementet i de tre uger lange etapeløb. Langt fra alle hold har så mange klassementsryttere, at de kan satse på den samlede stilling i alle tre løb, ligesom der er mange hold, for hvem ambitionerne ikke strækker sig længere end til en top 10-placering, men en eller anden form for klassementssatning i mindst et tre uger langt etapeløb er på programmet for alle de øvrige 18 hold på sportens øverste niveau.

 

Sådan er det imidlertid ikke hos Lotto. Det er nu ikke, fordi holdet af principielle årsager forsager klassementet og alt dets væsen, men i hovedparten af holdets ret lange levetid har fokus været andetsteds. Den store undtagelse var naturligvis for godt et årti siden, hvor man satte alt ind på at vinde Touren med Cadel Evans, og siden har man også haft store ambitioner med Jurgen van den Broeck, men holdets DNA har altid været en markant satsning på massespurter og klassikere. På den måde fornægter holdets belgiske rødder sig ikke, og prioriteringen svarer meget godt til det, man oftest har set i Belgien, hvor også Deceuninck har et tilsvarende fokus, selvom de også insisterer på at have et lille kontingent af klassementsryttere.

 

Hos Lotto Soudal er der foretaget et bevidst valg, og derfor er der ikke udsigt til forandring, heller ikke efter at John Lelangue har overtaget biksen. Fokus vil i 2020 være det samme, som det altid har været, og heller ikke det kortvarige forsøg på i det mindst af gøre sig gældende i ugelange etapeløb, som man satsede på fr år tilbage, hvor man hentede Rafael Valls til holdet med det formål, bliver fortsat. Også næste år vil alt handle om massespurterne og klassikerne, og transferstrategien har udelukkende taget sigte på at styrke truppe på de to områder.

 

Holdets største opgave have været at finde en erstatning for den altoverskyggende stjerne, André Greipel, og den mission må siges at være lykkedes på fornemste vis. Caleb Ewan slog med det samme til i sin rolle som den nye sprintersatsning med hele fem grand tour-etapesejre i sin første sæson, herunder tre i Touren, og derfor har den ene del af strategien handlet om at konsolidere gruppen omkring ham. Mere presserende har det været at blive stærkere i klassikerne, hvor holdet stadig drømmer sig tilbage til den tid, hvor Peter van Petegem vandt begge brostensmonumenter, eller årene, hvor Philippe Gilbert tørrede gulv med alt og alle i Ardennerne, men holdet har været relativt langt fra den store gevinst i nu ganske mange år.

 

Endnu mere presserende blev behovet, da det stod klart, at holdets måske bedste bud på en stor klassikersejr, Tiesj Benoot, efter et år med lidt stagnation vurderede, at han havde brug for luftforandring. Relativt tidligt stod det klart, at han var på vej til Sunweb, og dermed var der et akut behov for en erstatning. Den har holdet imidlertid også fundet, da holdets to eneste nye stjernenavne begge er hentet til holdet med det entydige formål at jagte succes på brostenene, hvor de vil overtage Benoots kaptajnrolle.

 

Mest markant er det naturligvis, at holdet genforenes med Gilbert, som havde sin suverænt bedste sæson i en ellers uhyre imponerende karriere, sidst han var Lotto-holdets trøjer. En lignende dominans skal vi naturligvis ikke vente os i 2020, for Gilbert er slet ikke samme rytter som i 2011, hvor han kunne køre hele WorldTour-feltet ud af hjulet op ad Valby Bakke. Det kan han ikke længere, men selvom der er længere mellem snapsene, viser Gilbert stadig med jævne mellemrum, at han er en af verdens bedste cykelryttere. Bedst som mange var klar til at begrave ham efter nogle halvsløje år hos BMC, lykkedes det ham nemlig at genrejse karrieren hos Quick-Step, hvor han vandt to af sine tre manglende monumenter, og så sent som for et halvt års tid siden vandt han det største af dem alle og det af de fem løb, der passer ham dårligst, nemlig Paris-Roubaix.

 

Det viser, at en investering i Gilbert stadig kan betale sig. Nok virker det voldsomt at skrive en treårig kontrakt med en mand, der når som helst kan blive ramt så hårdt af alderen, at det er slut med at blande sig i de store løb, men i hvert fald i 2020 bør det ikke blive et tema. Og modsat Benoot har han vist, at han faktisk kan gøre det færdigt på den største scene, og derfor er det svært ikke at betegne Lottos chancer for at vinde en stor klassiker som værende større end tidligere - også selvom Benoot særligt i 2018 viste, at han i formstærk udgave er en af verdens allerstærkeste på de toppede brosten.

 

Holdet styrkes yderligere af, at holdet næste år vil have to kaptajner i brostensløbene, hvor Benoot i år var temmelig alene. John Degenkolb hentes nemlig også til Belgien, men hvor investeringen i Gilbert trods den fremskredne alder har et vist element af sikkerhed over sig, antager satsningen på tyskeren straks en snert af gambling. Efter sit grimme træningsstyrt forårsaget af en ældre britisk kvinde, der i en flygtig stund havde glemt, at man kører i højre side på spanske veje, er Degenkolb nemlig desværre aldrig igen blevet den rytter, der vandt Milano-Sanremo og Paris-Roubaix og vel var verdens allerbedste på flade brosten. Nok vandt han Tour-etapen på Roubaix-pavéerne i 2018, men siden styrtet har Degenkolb aldrig igen været bare tæt på at vinde et monument. Efter en gennemført trist 2019-sæson er det svært at være alt for optimistisk - også fordi Degenkolb er helt ophørt med at vinde spurter - men omvendt er han en type, der vil komplementere en offensiv Gilbert ganske godt, fordi han primært skal satse på sin spurt. Dertil kommer, at han i Touren kan ventes at blive et centralt element i Ewans tog, hvorfor der er en vis logik i satsningen. Endelig skal vi ikke glemme, at han jo faktisk blev nr. 2 i Gent-Wevelgem, så hvis sol, måne og stjerner står rigtigt, skal man aldrig sige aldrig.

 

Med to kaptajner har holdet en styrket top til brostensløbene, men til gengæld taber de noget bredde. Lidt overraskende foretrak Jens Keukeleire nemlig en udpræget hjælperrolle hos EF fremfor en halvbeskyttet position på Lotto, og selvom hans to forårssæsoner i belgisk tjeneste begge gange blev ødelagt af sygdom og styrt, er der entydigt tale om en svækkelse. Det skyldes også, at Lawrence Naesen forenes med storebror Oliver på Ag2r, for selvom han ikke var andet end hjælper, var han trods alt en rytter med en vis betydning som hjælper i en i forvejen ikke alt for bred brostenstrup.



 

Ardennertruppen svækkes også. Nok henter man Gilbert tilbage, men i de senere år har han ikke været stærk nok på stigningerne til at begå sig i de løb, som heller ikke længere er noget stort mål for veteranen, hvis altoverskyggende mål naturligvis er Milano-Sanremo - det eneste monument, der mangler på listen. Derfor er det Tim Wellens, der skal løfte ansvaret i Ardennerne - især nu, hvor man heller ikke har Benoot som en plan B - og det bliver ikke lettere af, at der siges farvel til Jelle Vanendert. Nok havde belgieren et skidt 2019, men i 2018 var han bedre end i mange, mange år, dels med sin vanvidsføring og podieplads på Mur de Huy, og dels med et fremragende Liege, hvor han var eneste mand, der reelt havde en chance for at indhente den snyde Bob Jungels. Naturligvis kan man aldrig vide, om han i sin høje alder stadig kan finde det niveau, men en svækkelse er der helt sikkert tale om.

 

I det hele taget kan man godt blive lidt bekymret for, hvor meget kvalitet der forsvinder ud af holdet. Udover Benoot, Keukeleire og Vanendert er også Victor Campenaerts en rytter, der i den grad vil blive savnet. Belgieren bliver stadig bedre på enkeltstarterne og var nu endda begyndt at vinde WorldTour-enkeltstarter for holdet, og derfor er det drønærgerligt, at han smutter til NTT, netop som en grand tour-etapesejr ikke kan ligge langt ude i fremtiden, og hvor han med sin kørsel i Belgium Tour også viste, at klassement i ikke alt for vanskelige etapeløb også er en option. Omvendt gav det næsten sig selv, at det ville være svært for et hold, der ikke har den store fokus på enkeltstarter, at holde på en rytter, der stort set kun satser på den disciplin.

 

De andre tab er knap så voldsomme. Naturligvis er det en stor ting at sige farvel til veteranen Maxime Monfort, der jo i karrierens første år var en af de stærkeste belgiere, men i de senere år har han mest af alt kunnet bidrage med en erfaring, som utvivlsomt vil blive savnet, men som Gilbert så rigeligt kompenserer for. Adam Blythe kørte nærmest ingen løb i 2019 og blev aldrig en del af Ewans tog, hvorfor hans exit knap bemærkes, og sprinteren Enzo Wouters må efter flere år på WorldTouren indse, at niveauet ikke helt rakte.

 

Degenkolb kommer formentlig til at spille en rolle i Ewans tog under Touren, men holdet har også taget endnu et skridt til at styrke truppen omkring den mest profilerede vinder. Lidt overraskende giver de Jonathan Dibben en ny chance på højeste niveau, og det er helt specifikt med lead-outs for øje. Briten havde imidlertid meget svært ved at slå til på Sky, og selvom meget utvivlsomt skyldes, at han slet ikke passede til holdets profil, er det svært at se ham spille en rolle i andet end de letteste sprinterløb. Her kan han imidlertid bidrage med noget fart, og så kan man håbe, at han kan genfinde lidt af den tempostyrke, der gav en choksejr på enkeltstarten i Tour of California for nogle år siden.

 

Holdet er også kendt for at satse meget på talenter, og det afspejles i en transferstrategi, hvor fire af de syv nye ryttere er relativt unge. Her viser man også, at man stadig har et vist blik for klatrestærke typer. Mest markant er det, at man henter Steff Cras, som ellers var gået meget i stå hos Katusha. Nogen stor klassementsrytter bliver han næppe nogensinde, men man kan håbe, at han kan tage et skridt efter at være kommet væk fra det schweizisk-russiske fallitbo. I givet fald vil han kunne blive en god mand for Carl Fredrik Hagen, der bliver holdets eneste grand tour-satsning.

 

Den anden klassementstype er Matthew Holmes, men præcis hvor klatrestærk han er, er svært at vurdere. I en alder af 25 er han ikke specielt ung længere, og han har stort set kun leveret på den britiske scene. Her har imidlertid været den måske bedste kontinentalrytter over de seneste sæsoner med en 5. og en 6. plads i Tour de Yorkshire, og i år viste han sig sågar også frem andetsteds, da han blev nr. 4 ved OL-testløbet i Japan. Det skal blive interessant at se, hvordan han begår sig på stigningerne på endnu højere niveau.

 

Den sidste klatrer er Kobe Goosens, der kommer fra holdets udviklingshold. Han har ikke skilt sig ud som noget supertalent i de største U23-løb, men en 1. og 2. plads i de seneste to år i det relativt kuperede Tour du Jura samt en 8. plads i bjergløbet Ronde de l’Isard viser, at han i hvert fald kan blive en hæderlig klatretype. Endelig henter holdet lidt overraskende Stefano Oldani fra Alberto Contadors talenthold, selvom han ikke har de allermest imponerende resultater. Som en relativt klatrestærk fyr med en god afslutning fremstår han imidlertid som en god rytter til klassikerne, og på den måde passer han fint ind på et hold med et rigtigt klassiker-DNA.

 

Samlet set er det svært ikke at se Lottos trup som værende betydeligt smallere i den kommende sæson. Tabet af Benoot er gigantisk, og det gør ondt at sige farvel til kvalitetsryttere som Campenaerts, Keukeleire og Vanendert. De nye talenter er lovende, men ikke de varmeste navne i branchen. Til gengæld har holdet fået fat i en rytter, der så sent som i år vandt sportens vigtigste monument. På den baggrund må holdets chancer for at tage den helt store sejr siges at være forøget, og derfor er Lelangue næppe alt for utilfreds med udfaldet af transfersæsonen. Ansvaret for, om den bliver en succes, hviler imidlertid stort set kun på Gilberts skuldre, der heldigvis er betydeligt bredere, end de ser ud til.

 

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Som sagt er det klassikerne og massespurterne, der er holdets primære fokusområde, og efter en lang serie af sæsoner, hvor man ikke rigtigt har været tæt på den helt store gevinst, håber man, at 2020 bliver året, hvor det endelig igen lykkes at ramme rigtigt på den helt store scene. Det er med det formål, at man har hentet Philippe Gilbert og John Degenkolb, og det er da også de to veteraner, der pirmært skal løfte ansvaret i den første del af klassikerperioden.

 

Det er primært Gilbert, der skal levere varen. Som nævnt ovenfor er hans hedeste drøm at vinde Milano-Sanremo, og derfor vil vi formentlig se ham fremrykke sin formtop en anelse i forhold til de seneste sæsoner. Til gengæld har vi også set, at han med alderen skal bruge en del løb for at være på sit bedste, og selvom han kan gøre det fint i Omloop og Strade Bianche (som han dog formentlig skipper til fordel for Paris-Nice), er det først i Sanremo, at vi for alvor skal vente os at se ham. Desværre er der en grund til, at han endnu ikke har vundet den italienske klassiker, der ikke passer ham specielt godt, specielt ikke efter at han har mistet en del af sin eksplosivitet. Udvikler løbet sig som i 2019, kan det lade sig gøre, men hans største chance for at få en stor sejr vil stadig være i E3 Harelbeke, Dwars door Vlaanderen, Flandern Rundt og Paris-Roubaix, hvor han drømmer om at forsvare sin titel.

 

Som skrevet ovenfor er det sværere at være meget optimistisk på vegne af Degenkolb. De flamske løb har altid været en anelse for hårde, selv i hans bedste år, men Paris-Roubaix er stadig inden for hans rækkevidde, hvis det hele flasker sig, som det gjorde på den berømte Tour-etape i 2018, hvor konkurrencen dog var svagere og dagsordnerne helt anderledes. Mere sandsynligt er det måske, at han rammer rigtigt i Gent-Wevelgem eller Milano-Sanremo (hvor han dog kun får lov at spurte, hvis Caleb Ewan har en offday), for årets 2. plads i førstnævnte viser, at han stadig har en hæderlig spurt efter en hård dag. Endelig er han altid i spil til sejren i Eschborn-Frankfurt, som han kan jagte, hvis den primære del af klassikersæsonen kikser.

 

Det kan imidlertid meget vel være en helt anden, der har den bedste chance for at vinde et monument. Allerede i 2017 blev Caleb Ewan nr. 2 i Milano-Sanremo, hvor det kun var en snu Vincenzo Nibali, der snød ham for sejren, og med tanke på den afslutterevne, han efterhånden har udviklet efter lange og hårde dage, ligner han lige nu en af de tungeste favoritter til den italienske klassiker, hvor han og Gilbert komplimenterer hinanden fremragende som hhv. et spurtstærkt og et offensivt våben. I år skippede han resten af klassikersæsonen, men det kunne være interessant at se ham give sig i kast med løb som Gent-Wevelgem, Dwars door Vlaanderen og ikke mindst Scheldeprijs, der også bør være inden for rækkevidde, inden han retter blikket mod etapeløbene.

 

Det bliver Gilbert og Degenkolb, der skal være der i hovedparten af brostenssæsonen, men vi vil måske også se lidt til Tim Wellens. Belgieren har i de seneste to år været en af de allerstærkeste i Omloop Het Nieuwsblad, som kommer på en tid af året, hvor han altid er flyvende. Strade Bianche er også som skabt til Wellens, men det kan komme i konflikt, som han plejer at foretrække. Ligeledes er det tvivlsomt, om han igen vil kaste sig ud i Flandern Rundt, efter at den satsning fejlede eklatant i 2019 - ganske enkelt fordi løbet er svært at passe ind i en kalender, der er helt fokuseret på Ardennerne. Derudover har holdet Jasper de Buyst, som gjorde markante fremskridt i et meget stærkt efterår, hvor han var ustoppelig i Danmark Rundt og Tour of Britain, samt den stadig mere lovende Stan Dewulf, men de må i første omgang indstille sig på en rolle som hjælper for kaptajnerne.

 

Med Tiesj Benoot og Jelle Vanendert ude af billedet ligger det primært ansvar i Ardennerne hos Wellens. Det er lidt af en gambling i lyset af hans mildt sagt svingende formkurve, og det er da også kun én gang, nemlig i 2018, for alvor at finde formen til de løb, han satser allermest på. Til gengæld så vi netop for to år siden, hvor han vandt Brabantse Pijl og var blandt de stærkeste i både Fleche Wallonne og Amstel Gold Race, at han kan være i kampen om sejren, hvis han endelig rammer rigtigt. Fleche er nok uden for hans rækkevidde, men Liege og Amstel kan han vinde, især hvis vi får rigtigt Wellens-vejr.

 

Gilbert vil formentlig også forlænge sin klassikerkampagne, men efter at han er begyndt at satse på brostensløbene, har han ikke længere været i stand til at gøre sig gældende i Ardennerne, og det er nok kun Amstel Gold Race, hvor han måske kan lave et resultat. Til gengæld må holdet også kunne have visse forventninger den lovende Carl Fredrik Hagen, der slet ikke er uden punch og burde passe fint til de løb. Det bliver imidlertid en meget smal ardernnertrup, og med tanke på Wellens’ mange udsving, skal man ikke sætte hele pensionsopsparingen på en Lotto-sejr.

 

I efteråret står holdet heller ikke helt ringe. Ewan har tidligere vundet løbet i Hamburg, hvor han i år blev nr. 2, og løbet i London passer ham også, hvis han stadig har noget at skyde med efter Touren. Wellens har før været tæt på at vinde Bretagne Classic, hvor han, Gilbert og Degenkolb vil kunne udgøre en potent trio, og han er også som regel flyvende i Canada, hvor han allerede har vundet GP Montreal og ofte været blandt de stærkeste. Gilbert passer imidlertid endnu bedre til de to canadiske løb, som han ikke har kørt i flere år, og i hvert fald løbet i Quebec kunne også være noget for De Buyst. Endelig har Wellens før kørt godt i Il Lombardia, men han skal være i absolut superform i et løbet, der er en anelse for svært, hvorfor det i stedet kan blive Hagen, der ender med at gøre det bedst.

 

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Som sagt er Lotto Soudal holdet, der aldrig satser på klassementet i grand tours. Det ændrede sig dog en anelse i 2019, hvor Carl Fredrik Hagen overgik både sine egne og holdets forventninger ved at ende i top 10 i Vueltaen. Derfor ligger det i kortene, at den tidligere langrendsløber skal kaste sig ud i endnu et forsøg på at være med i front i et tre uger langt etapeløb, men det vil formentlig kun være af sekundær betydning. Lotto er først og fremmest et hold af etapejægere, og det vil de også være i 2020.

 

Naturligvis er det Caleb Ewan, der skal løfte hovedansvaret. Han har allerede gjort det klart, at Touren, hvor han i første forsøg vandt ikke færre end tre etaper, vil være hovedmålet, men det er meget tænkeligt, at han ligesom i å vil kombinere det med Giroen, der ligner årets med sprintervenlige grand tour, og hvor han vil kunne køre de første to uger, inden han retter blikket mod Touren - præcis som han gjorde det i år. At vinde fem etaper igen bliver ikke let, men Ewan har vist, at han i hvert fald kan stræbe efter mindst én sejr i begge løb, og med sin fornyede holdbarhed er den ganske sprinterfjendtlige Tour-rute slet ikke så ringe for ham endda.

 

Hvor Hagen skal køre, er i skrivende stund uklart, men det vil være overraskende, hvis han allerede nu kastes ud i Touren. Giroen kunne være et oplagt valg, da det passer fint med OL og VM, hvor han kunne ligne den norske kaptajn, men i lyset af et muligvis historisk svagt felt kunne Vueltaen også være nærliggende. Uanset hvad må målet være endnu en top 10-placering, men særligt i Italien bliver det lidt af en opgave at jagte et sådant resultat.

 

Derudover kommer det til at handle om etapejagt fra udbrud. I den sammenhæng taler Thomas de Gendts navn for sig selv, og mens han har udelukket som i 2019 at køre alle tre grand tours, kunne meget pege i retning af en Giro-Tour-kombination. De Gendt har nemlig lært, at han altid er bedst i sin anden grand tour, og da han allerede har gjort det klart, at Touren er hovedmålet, må det være den oplagte løsning. Samtidig vil han i Italien i tillæg til sine udbrud have mulighed for at jagte en sejr på de tre enkeltstarter, efter at han i år var med helt i front på enkeltstarter i både Giroen og Touren.

 

Det andet oplagte bud på etapesejre er Wellens, men også han har til gode at lægge sit program. Hans afsky for varme har gjort ham og Touren til en dårlig kombination, men i år vil han formentlig træffe sit valg på baggrund af OL, hvor han som en af de bedre belgiske klatrere burde kunne få en beskyttet rolle. Chancerne for, at han vinder en etape, er dog utvivlsomt størst i Giroen, hvor vejret passer langt bedre til manden, der mere end de fleste elsker regnvejr. Endelig er der som det sidste oplagte bud naturligvis Philippe Gilbert, der formentlig vil satse alt på Touren, og hvor han nok burde kunne finde sine muligheder på en ganske kuperet rute, især efter at han i år vandt hele to etaper i Vueltaen.

 

Derudover har holdet en spændende kandidat i Jasper de Buyst. Som Ewans lead-out man får han næppe mange chancer, da det formentlig betyder, at han igen skal køre to uger af Giroen samt Touren, men måske kan han få lov at gå i udbrud på de mellemhårde dage, hvor han efterhånden synes at have holdbarheden til at holde ud. Tosh van der Sande var i år tæt på et par gange i Vueltaen, også her kunne det også være interessant at se den holdbare og hurtige Stan Dewulf i sin grand tour-debut. Endelig er der naturligvis John Degenkolb, der formentlig skal køre Tour som hjælper for Ewan, men som måske vil kombinere det med en beskyttet sprinterrolle i Vueltaen, selvom det er tvivlsomt, om han stadig har farten til at vinde.

 

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Det er ikke kun i grand tours, at klassementet sjældent har den store interesse for Lotto Soudal. Det gælder også i ugelange etapeløb, hvor det bestemt ikke er blevet lettere efter tabet af Tiesj Benoot, som fik smag for de løb i de sidste år. Tim Wellens har dog for vane at forsøge sig i Paris-Nice, hvor han på en ikke alt for bjergrig rute vil være en solid kandidat. Derudover er han altid en af topfavoritterne i BinckBank Tour, hvor det kun var uforståelig uopmærksomhed, som i år kostede ham den tredje sejr.

 

I år var det ikke meget, vi så til Carl Fredrik Hagen før gennembruddet i Vueltaen. Nu har han imidlertid fået flere hår på brystet, og satser han ikke på Giroen, bør han udvælge sig nogle forårsløb at gå efter. Hans ringe enkeltstart gør, at det er svært at have alt for store forventninger, men i Catalonien burde han for alvor kunne folde sig ud. Derudover er det imidlertid småt med klassementsmulighederne, men kommer der et løb med en relativt lang enkeltstart og ikke alt for svære bjerge, kan man ikke udelukke, at Thomas de Gendt på baggrund af sin forbedrede tempokørsel kan lave et resultat. Og uanset hvad plejer han at tage mindst én udbrudssejr i et stort løb i foråret. Endelig kan man håbe, at den unge Harm Vanhoucke snart begynder at vise lidt af sit klassepotentiale, og at også Steff Cras og Matthew Holems kan forsøge sig lidt, men det er alt sammen longshots uden det helt store hold i virkeligheden.



 

Derudover handler det igen mest om etapesejre. Caleb Ewan skal sikre holdet en flyvende start i Tour Down Under, og derudover vil han formentlig skulle jagte sejre i Paris-Nice/Tirreno-Adriatico, Tour of Turkey og måske også i BinckBank Tour, der i år ikke ligger så tæt på Touren, ligesom han også kan gå efter flade endagsløb som Brussels Cycling Classic, som han vandt i år. En stor del af hans sæson vil dog blive optaget af grand tours, og derfor burde Jasper de Buyst, John Degenkolb, unge Gerben Thijssen og måske Tosh van der Sande også få lov at spurte lidt undervejs, selvom vi nok skal have fat i reducerede spurter på hårde dage, inden de to førstnævnte eventuelt kan komme i spil til en sejr. Måske kan nytilkomne Stefano Oldani og Stan Dewulf også forsøge sig på en hård dag eller to, men når Ewan ikke er til start, er det først og fremmest angreb, der skal bibringe sejre, og her er de nævnte navne i kraft af deres afslutterevner alle gode bud.

 

Hvem kan overraske?

Lotto Soudal har haft en ret stærk tradition for at have en del unge ryttere, men det har knebet lidt med på egen hånd at skabe rigtige stjerner i de seneste år. Den mest lovende af dem alle, Bjorg Lambrecht, savner vi alle, og holdet har ikke længere et iøjnefaldende supertalent, hvis gennembrud synes at være en uundgåelighed.

 

Det er nok atter Carl Fredrik Hagen, der er grund til at hæfte sig mest ved. Nok er nordmanden ikke nogen vårhare, men man skal altid være meget opmærksom på ryttere, der kommer fra en anden sportsgren og derfor har en uhyre stejl læringskurve. Det har den tidligere langrendsløber også haft, og det er ikke mange, der i deres første grand tour kører i top 10, som det skete for Hagen i Vueltaen. Omvendt skal det også siges, at Vuelta-feltet manglede dybde, og havde det ikke været for en kombination af udbrud, flot kørsel i sidevinden samt et begrænset antal konkurrenter, var det næppe sket. Det skal dog ikke lægge Hagen til last, og det skal blive interessant at se, om han kan gentage bedriften i en grand tour i år, ligesom han nu også skal vise sit værd i ugelange etapeløb, hvor han dog er hæmmet af sin knap så gode enkeltstart.

 

Vi vil også fremhæve Jasper de Buyst. Belgieren er mest kendt som banerytter og på landevejen som Caleb Ewans lead-out man, og sidstnævnte rolle lægger ret markante begrænsninger på hans personlige udfoldelsesmuligheder. Dem fik han imidlertid masser af i dette efterår, hvor han med sin sejr i Danmark Rundt og samlede 2. plads i Tour of Britain kørte som en motorcykel. Det er også svært at glemme, hvordan han i 2017 gav den dengang helt ustoppelige Matteo Trentin bøllebank på brostensbakken i finalen af et brutalt Binche-Chimay-Binche, hvilket er endnu en understregning af hans topniveau. Nok ender han i årets klassikere som hjælper for Philippe Gilbert, John Degenkolb og i mindre omfang Ewan, men vi kan vente os at se ham være med relativt dybt inde i finalen, hvis han for en gangs skyld kan finde sin bedste form også i foråret.

 

Her bliver det også interessant at se Stan Dewulf. Den tidligere vinder af U23-udgaven af Paris-Roubaix fik en ganske pæn debut på højeste niveau. Personlige resultater var der måske ikke mange af, men det skyldes formentlig primært en relativt låst rolle. Den vil han også have i 2019, men her får vi formentlig en lidt større forståelse af, hvor langt han kan komme i de største endagsløb. Og så skal det blive interessant at se ham udnytte holdets offensive tilgang i grand tours til at jagte en etapesejr, når han forventeligt gør debut i et af de store etapeløb.

 

Blandt de nytilkomne er der måske særligt grund til at fremhæve Matthew Holmes. Briten har ganske vist ikke kørt specielt meget i Kontinental-Europa, men på de britiske øer har han med sine to top 6-placeringer i Tour de Yorkshire og generelt offensiv og overbevisende kørsel vist, at hans potentiale i hvert fald er eksisterende. Hans begrænsede erfaring med rigtige bjerge gør ham lidt svær at indplacere som ryttertype, men det bliver interessant at få en større forståelse af hans evner som etapeløbsrytter.

 

På samme måde er det værd at fremhæve Stefano Oldani. Måske har han ikke skilt sig ud som feltets mest lysende talent, men det er alligevel ganske imponerende at se, hvor mange top 10-placeringer han i 2019 har opnået i løb med WorldTour-deltagelse. Som hurtig afslutter i halvhårde løb har han de rette karakteristika til også at kunne levere resultater, og på et Lotto-hold uden mange sprintere burde han kunne få lejlighed til at jagte noget personlig succes, i hvert fald i de relativt mange mindre belgiske endagsløb, som er en del af holdets kalender, og hvor han burde have evnerne til at levere.

 

Endelig vil vi pege på et par ryttere, der ikke har vist specielt meget i deres første tid som professionel, mens som har vist et vist potentiale. Det gælder blandt andre sprinteren Gerben Thijssen, der har vist sig som en ganske hurtig herre, og som burde få plads til at spurte i nogle mindre løb. Desværre styrtede han grimt under seksdagesløbet i Gent, og det er usikkert, hvor stor en indflydelse det vil få på hans forårssæson.

 

Der er også den engang så lovende klatrer Harm Vanhoucke, der virkelig har haft det svært indtil nu, hvor han mest af alt har siddet i gruppettoen. Det er bestemt ikke alt for lovende, men omvendt har vi tidligere set - Matej Mohoric er et godt eksempel - at unge ryttere efter en meget svær start pludselig er slået igennem, og med et generalieblad, der byder på sejr i U23-udgaven af Il Lombardia samt top 4-placeringer i bjergløbene Tour de Savoie Mont Blanc, Tour Alsace og Ronde l’Siard har han vist, at potentialet er der. Tilsvarende kan man håbe, at klatreren Steff Cras kan tage yderligere et skridt efter nogle hæderlige, men ret anonyme år hos Katusha. Endelig fik tempospecialisten Brent van Moer vist sig flot frem i sit første halve år som professionel, hvor han blandt andet blev nr. 7 i Danmark Rundt, men som type synes han mest at skulle begå sig på enkeltstarter og som hjælperytter.