EF Pro CyclingSøg
Ryttere: 30 - Gennemsnitsalder: 27.37 år.
UCI status: UCI Pro Kontinentalhold
Website: http://www.efprocycling.com
Information:

EF PRO CYCLING

Two Education Circle

02141 Cambridge

USA

E-mail: info@slipstreamsports.com

 

 

Ryttere, der bliver på holdet

Sean Bennett, Alberto Bettiol, Jonathan Klever Caicedo, Hugh Carthy, Simon Clarke, Lawson Craddock, Mitchell Docker, Sergio Higuita, Moreno Nofland, Alex Howes, Tanel Kangert, Sebastian Langeveld, Daniel Felipe Martinez, Lachlan Morton, Logan Owen, Tom Scully, Rigoberto Uran, Julius van den Berg, Tejay van Garderen, Sep Vanmarcke, Luis Villalobos, James Whelan, Michael Woods

 

Nye ryttere

Jens Keukeleire (Lotto Soudal), Magnus Cort (Astana Pro Team), Kristoffer Halvorsen (Team Ineos), Ruben Guerreiro (Team Katusha-Alpecin), Neilson Powless (Team Jumbo-Visma), Stefan Bissegger (Swiss Racing Academy), Jonas Rutsch (Team Lotto-Kern Haus)

 

Ryttere, der forlader holdet

Matti Breschel (stopper karrieren), Sacha Modolo (Corendon-Circus), Taylor Phinney (stopper karrieren), Dan McLay (Team Arkea Samsic), Joe Dombrowski (UAE Team Emirates), Nathan Brown (Rally UHC Cycling)

 

Hvordan gik transfersæsonen?

Engang var Jonathan Vaughters’ hold de charmerende underdogs, der med navne som Christian Vande Velde, Bradley Wiggins og Ryder Hesjedal år efter år hev en Tour-kanin op af hatten. Derefter fulgte flere års regulær krise, hvor det næsten blev en stående joke, hvordan det engang så succesrige hold kunne formøble det ene supertalent efter det andet, hvor holdet var en kronisk tilstedeværelse nær bunden af diverse ranglister, og hvor sejre var noget, der var lige så sjældne som solskin i en dansk november.

 

Som bekendt skal det imidlertid gå ned for at kunne gå op igen, og det har Vaughters og co. oplevet i de senere år. Det startede vel reelt med Rigoberto Urans overraskende 2. plads i Touren i 2017, og siden da er succesraten blot intensiveret, ikke mindst efter EFs overtagelse af hovedsponsoratet. I 2018 var Michael Woods meget tæt på at blive holdets første verdensmester siden Thor Hushovd, og i 2019 var en af sæsonens hovedfortællinger, hvordan de lyserøde amerikanere blev ved med at overpræstere ved snart sagt enhver lejlighed, mest tydeligt symboliseret af Alberto Bettiols vilde sejr i Flandern Rundt, der såmænd blev det første og hidtil eneste cykelløb, den ellers så talentfulde italiener har vundet.

 

Holdets triste ry som stedet, der kan dræbe selv den mest lovende karriere, gjorde det naturligvis i flere år vanskeligt at tiltrække de bedste ryttere - en situation, der heller ikke blev hjulpet af et relativt beskedent budget. Ovenfor omtalte Bettiol, der blomstrede op igen efter at være kommet tilbage til Vaughters i et forsøg på at rette op på et fejlslagent ophold på BMC, er imidlertid skoleeksemplet på, at alt nu er anderledes. Det har utvivlsomt gjort det hele lidt lettere, når ledelsen har jagtet nye ryttere, og det afspejles også i en transfersæson, der bestemt ikke er spektakulær og uden investering i rigtige verdensstjerner, men som bærer præg af, at man har haft et vist helt med at sikre sig spændende talenter.

 

Med syv nye ryttere som erstatning for seks, der siger farvel, foretager holdet en pæn udskiftning, og nyerhvervelserne kan deles i to dele. Et stigende fokus på klassikerne afspejles i, at holdet henter to klare og relativt etablerede forstærkninger til brostenstruppen, mens blikket rettes mod fremtiden med erhvervelsen af fem unge ryttere, hvis talent spænder vidt fra sprintere over tempo- og klassikerspecialister til klatrestærke klassementstyper.

 

Mest markant er det, at holdet har ønsket at styrke truppen omkring Sep Vanmarcke og Bettiol til brostensløbene, hvor de formentlig har deres største chance for i 2020 at tage en virkelig stor sejr. Her ryddes der nemlig ud i støttegruppen, og det har tvunget holdet til at jagte erstatninger. Matti Breschel og Taylor Phinney indstiller nemlig begge karrieren, og det kunne på papiret ligne et tilbageslag at sige farvel til en dobbelt VM-medaljevinder og en rytter, der engang var anset som et af sportens absolutte supertalenter. Breschel har imidlertid slet ikke slået til i sin tid på holdet, hvor han har været ramt af sygdom, og Phinney er aldrig blevet til andet og mere end en anonym hjælper efter sit grimme benbrud for efterhånden mange år siden, og i 2019 kørte han knap cykelløb overhovedet. Derfor er deres afgang næppe noget, der har fået Vaughters til at ligge søvnløs.

 

Det har han i hvert fald ikke, efter at det stod klart, at han har fået fat i to erstatninger, der helt sikkert vil sørge for, at holdets klassikertrup fremstår i styrket udgave. Mest markant er det, at holdet har fået fingrene i Jens Keukeleire, der tidligere er kørt i top 5 i Paris-Roubaix og er blevet nr. 2 i en uhyre selektiv udgave af Gent-Wevelgem. Nok er hans seneste to forår blevet ødelagt af sygdom og skader, og nok må han sande, at han næppe nogensinde vinder et monument, men som støtte og luksushjælper for Vanmarcke og Bettiol er han guld værd - ikke mindst, fordi han kan spille en rolle dybt inde i finalerne.

 

Den anden forstærkning er Magnus Cort. Danskeren må nok sande, at hans svage positioneringsevne koster for dyrt i brostensklassikerne, og derfor bliver han næppe nogensinde en vinder i sin egen ret i den slags løb. Som støtte er han imidlertid ganske værdifuld, og derudover har han vist sig som en feltets absolut bedste udbrydere - en rolle, han burde kunne få en vis frihed til at dyrke i de lyserøde trøjer.

 

Til gengæld er det nok tvivlsomt, om han atter vil kaste sig ud i massespurterne, som han stort set droppede i 2019. Der burde nu ellers være masser af plads. Efter Tyler Farrars exit havde holdet nogle år uden en topsprinter, inden man frem mod 2018 satsede markant på to hurtige folk i form af Sacha Modolo og Dan McLay. Ingen af de to afsluttere slog imidlertid til - Modolo som følge af manglende fart og sygdom og McLay som følge af sin svage positionering - og derfor blev den satsning aldrig en succes.

 

Vaugters giver imidlertid ikke op. I 2020 henter holdet nemlig et ungt sprintertalent, der skal overtage rolle som førstesprinter efter Modolo. Kristoffer Halvorsen blev efter sit U23-verdensmesterskab i Doha anset som den måske mest lovende afslutter blandt de unge ryttere, men hos Ineos gik han stort set i stå. Nu er han for længst blevet overhalet af særligt Fabio Jakobsen, og det var indlysende, at han måtte væk fra det britiske hold, for hvem sprintere nærmer sig bunden af den interne prioriteringsliste. Hos EF kan han glæde sig over også at være holdets hurtigste, og han vil sikkert få bedre støtte. Som holdets eneste rigtige sprinter kan man imidlertid tvivle på, om opbakningen bliver specielt meget bedre. Det er i hvert fald svært at se, at holdet har taget skridt til at bygge et tog op omkring ham.

 

Den sidste ændring i departementet af tungere ryttere har karakter af et mindre scoop. Stefan Bissegger har vist sig som en af de mest spændende U23-ryttere i kraft af en uhyre stor alsidighed. Først og fremmest er han tempospecialist, der forhindrede et rent nordisk podium ved U23-rytternes EM, men også i linjeløb er han brølstærk i klassikerterræn. Han snød det stærkt besatte felt med et angreb i finalen på 1. etape af Tour de l’Ain, hvor han var oppe mod WorldTour-ryttere og vandt senere to etaper i Tour de l’Avenir, denne ene i form af et holdløb. Selv i bjergene imponerede han med en samlet 18. plads i ungdommens Tour de France. Sammenligningen med Stefan Küng og Fabian Cancellara er indlysende, og når han skifter til EF fra 1. august efter sin banesatsning ved OL, har holdet sikret sig en upoleret diamant, som mange må have været interesseret i.

 

Med Uran og Woods som frontfigurer har holdet i de senere år dog opnået deres bedste resultater i mere kuperet terræn, og det er da også tydeligt, at etapeløb fortsat har et stort fokus. Derfor må holdet betragte det som en sejr, at de fik fat i Neilson Powless. Ganske vist er han stagneret voldsomt i sin tid hos Jumbo, men han fremstår stadig som en af de mest spændende amerikanske klassementstalenter, og derfor er det helt naturligt, at han har stået højt på ønskelisten hos EF. Samtidig har holdet sikret sig Ruben Guerreiro, der ellers lignede et spildt talent, indtil han pludselig slog igennem i årets Vuelta, hvor han var her, der og alle vegne og var tæt på at vinde flere etaper fra udbrud. Han er måske nok mere en forstærkning til Ardennerne, men hans klatreevner gør ham også til en solid hjælper i de rigtige bjerge.

 

Gruppen af klatrere svækkes imidlertid også. Der bliver nemlig sagt farvel til Joe Dombrowski, der engang lignede en af feltets allermest spændende klatrere. Desværre har hans svingende karriere været præget af langt flere ned- end opture, men alligevel må det gøre lidt ondt at se ham forsvinde. I 2019 viste han nemlig med en fornem Giro, at der fortsat er håb, og derfor må det ærgre holdet, at han angiveligt ønskede luftforandring. Det er nok lettere at sluge, at loyale Nathan Brown søger flere personlige muligheder hos Rally, for selvom han var en solid og klatrestærk hjælper, er han ikke en rytter, der ikke kan erstattes.

 

Sidste nyerhvervelse er sværere at placere i en bestemt kasse. Unge Jonas Rutsch vandt i år U23-udgaven af Gent-Wevelgem, hvilket burde gøre det oplagt for ham at satse på klassikerne, ikke mindst fordi han også er hurtig og er blevet nr. 2 i U23-udgaven af Eschborn-Frankfurt. I år blev han imidlertid også nr. 6 i det bjergrige Tour Alsace, og det viser, at han slet ikke klatrer dårligt. Mest af alt må han dog med sin eksplosivitet og sit punch betragtes som en lovende klassikertype, der i princippet kan begå sig både på bakker og brosten.

 

Samlet set er det således et forynget EF-hold, vi kan se frem til i 2019. Flere af holdets mere etablerede navne siger farvel, og af dem er det kun Dombrowski, man for alvor kan risikere at skulle savne. Til gengæld har man styrket truppen omkring Vanmarcke og Bettiol med Keukeleire og Cort, ligesom man har sikret sig nogle af feltets mest spændende navne, særlig Bissegger, Powless og Halvorsen. De to sidstnævnte skal rejse sig efter en svær start på WorldTouren, men fortsætter de positive takter fra 2019, er EF måske slet ikke det værste sted at forsøge at relancere en lidt stagnerende karriere.

 

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

EF Education First har ikke altid haft lige stort fokus på klassikerne, men alligevel har de igennem deres nu mere end 10 år på højeste niveau vundet fire af de fem monumenter. Dan Martin sikrede holdet sejre i både Liege-Bastogne-Liege og Il Lombardia, Johan Vansummeren tog en choksejr i Paris-Roubaix, og i år føjede Alberto Bettiol så Flandern Rundt til listen.

 

 

Det var egentlig ikke overraskende, at holdet i år vandt et brostensmonument. Da holdet forud for 2017 hentede Sep Vanmarcke ”hjem” efter et delvist mislykket ophold i Holland, var det nemlig med den klare motivation, at den ofte så uheldige, men altid brølstærke belgier endelig skulle tage den store sejr, han har fortjent. I stedet blev det altså Bettiol, der udnyttede fornemt hjælpearbejde fra en forslået kaptajn, som var blevet gjort ukampdygtig af et styrt i E3, og herved sikrede holdet deres største sejr i ganske lang tid.

 

Det betyder også, at holdet kan sigte mod stjernerne i 2019. Bettiol viste i Flandern, at han kan vinde de største løb alene på sin råstyrke, for han kørte fra alt og alle på løbets afgørende stigninger. Vanmarcke viste også sin tårnhøje klasse ved at trodse alle odds efter styrtet i E3 og levere et Paris-Roubaix, som i han egen optik kunne have ført til sejr, hvis ikke han uheldigvis fik ødelagt sit gear på Carrefour de l’Arbre i den absolutte finale. Den vurdering virker ikke helt skæv, og med tanke på, at Vanmarcke i nu et lille årti utallige gange har været tæt på den helt store sejr, peger alt på, at EF kan gå indtil de største brostensløb med to reelle vinderkandidater, i hvert fald hvis den meget svingende Bettiol kan genfinde niveauet. Målet må være at vinde mindst et af de store brostensløb mellem Omloop Het Nieuwsblad og Paris-Roubaix, og i hvert fald Vanmarcke må ventes at køre dem alle.

 

Støttetruppen er imidlertid også i stand til at levere. Sebastian Langeveld har tidligere være på podiet og Jens Keukeleire i top 5 i Paris-Roubaix, og dermed besidder holdet en kvartet, der kan sidde i overtal, og det er bestemt ikke utænkeligt, at Langeveld og Keukeleire kan udnytte det til deres fordel. Også Magnus Cort kan komme langt, hvis han angriber tidligt og dermed ikke fanges i den for ham så besværlige positionskamp. Med andre ord bør holdet blive en magtfaktor i hele brostenssæsonen.

 

Også Strade Bianche er en mulighed for Bettiol, der i år lignede en af de stærkeste, indtil han blev ramt af krampe, og Vanmarcke har også gjort det hæderligt i et løb, der dog er en anelse for kuperet for ham. I den italienske klassiker har de imidlertid også den stadig mere imponerende veteran, Simon Clarke, der i år var en af de stærkeste på grusvejene og kan levere endnu et topresultat. Holdet står svagere i Milano-Sanremo, som Vanmarcke har for vane at skippe, for selvom han drømmer om løbet på sigt, har Kristoffer Halvorsen næppe allerede nu holdbarheden. Til gengæld var Bettiol og Clarke begge blandt de stærkeste på Poggio i år, og dermed har holdet visse chancer, hvis det ligesom i år kan lykkes at undgå en massespurt. Og selv i det tilfælde kan Cort måske stræbe efter podiet, efter at han i år faktisk spurtede ganske stærkt i detk, der næsten var den eneste spurt, han kørte.

 

Også i Ardennerne har holdet i den grad noget at skyde med. Michael Woods har nu to år i træk været en af de allerstærkeste i Liege-Bastogne-Liege, og han bekræftede med sin kørsel i årets Il Lombardia samt sidste års VM, hvor han var bedste mand, at han i dag skal regnes som en af verdens allerbedste i kuperede endagsløb. Fleche Wallonne har en for ham perfekt afslutning, og Lieges distance og samlede hårdhed passer ham ligeledes perfekt. Selv Amstel passer ham, og derfor kan EF tillade sig at stræbe efter sejr i de kuperede endagsløb.

 

Han er imidlertid ikke alene. Rigoberto Uran har flere gange i Lombardiet vist, at han sagtens kan køre hårde endagsløb, og han har før gjort Ardennerne til et mål, desværre uden den store succes. Bettiol kunne i teorien også levere i Amstel og Liege, men han kan næppe strække formen hele vejen. Til gengæld bliver Clarke bare bedre og bedre, og han bør have chancer både i Liege og især Amstel, hvor han med årets 2. plads var tæt på. Dertil kommer, at Sergio Higuita med sit punch har alle evner til måske allerede næste år at blive en nøgleaktør i disse løb, samt at Ruben Guerreiro med sin flotte Vuelta endelig viste sit potentiale. Med andre ord: EF har et hav af stærke ryttere, der giver dem en af de absolut stærkeste trupper til Ardennerne.

 

Også i efteråret ser det hæderligt ud. Halvorsen bør kunne stræbe efter i hvert fald podiet i Hamburg og London, og holdet må kunne stille med en eller flere af ovennævnte ardennerspecialister til San Sebastian, hvor sammenfaldet med OL dog nok gør, at de må undvære den største specialist, Woods. Han vil satse stort på Legene i Tokyo samt VM, men han har også for vane at køre som en motorcykel i efteråret, hvor han ligner en af de største favoritter til Giro dell’Emilia, Milano-Torino og Il Lombardia. Her har Uran også tidligere været skræmmende stærk, ligesom Higuita synes skabt til disse løb, og dermed ligner det en meget stærk amerikansk trio for EF i årets sidste løb.

 

Vanmarcke tog i år endelig en stor WorldTour-sejr i Bretagne Classic, og den titel drømmer han helt sikkert om at forsvare på en rute, der utvivlsomt også er god for Bettiol og til dels også Keukeleire, Cort og Clarke. Vanmarcke har også tidligere gjort det hæderligt i de canadiske løb, men her bør man måske især satse på Bettiol, ligesom også Cort (i hvert fald i Quebec) og Clarke kan gøre sig gældende. Med så mange stærke og eksplosive afsluttere har holdet i hvert fald en bredde, der bør betyde, at de har et eller andet at skyde med, hver eneste gang det går løs i et stort endagsløb.

 

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Som nævnt var EF for nogle år siden kendt som holdet, der med navne som Christian Vande Velde, Bradley Wiggins og Ryder Hesjedal altid hev en Tour-kanin op af hatten. Siden fulgte et par sløje år i grand tour-sammenhæng, men i 2017 kom holdet tilbage på sporet med Rigoberto Urans vilde 2. plads i Touren og Michael Woods’ flotte top 10 i Vueltaen. Siden da har holdet satset stort på deres grand tours, særligt Touren, hvor Uran både i 2018 og 2019 fik stillet hele holdet til sin rådighed.

 

Desværre har colombianeren ikke nået de samme højder siden dengang, og de seneste to udgaver af verdens største cykelløb er endt som lidt af en fiasko. Selvom Uran generelt har været temmelig sløj i begge sæsoner, og der ikke er noget, der tyder på en genrejsning, synes Jonathan Vaughters imidlertid at være urokkelig i sin støtte til kaptajnen. Selvom intet i skrivende stund er meldt officielt ud, peger alt således på, at Uran igen vil være hovedmanden til Touren.

 

Det giver på sin vis god mening i lyset af det grimme Vuelta-styrt, som vil gøre det svært at nå i form i tide til Giroen. Problemet er bare, at Uran formentlig kun kan stræbe efter maksimalt en top 5, og den vil kun blive nået, hvis bølgerne går rigtigt højt. Samtidig har holdet et overflødighedshorn af ryttere, der potentielt kan køre klassement, og spørgsmålet er, om ikke man med fordel kunne have en lidt mere åben strategi. Michael Woods har således allerede været i top 10 i en grand tour, og det er blot et spørgsmål om tid, inden Daniel Martinez, Hugh Carthy og ikke mindst Sergio Higuita også ender blandt de 10 bedste. Med andre ord er der så mange optioner, at det virker dumt at satse 100% på en kaptajn, der i forvejen ikke kan være sikker på at ende i top 10.

 

Selvom han er et af sportens mest fantastiske talenter, skal Higuita næppe kastes ud i Touren allerede nu. Mere oplagt er det, at Martinez, der har et glimrende forhold til Uran, igen skal med til Frankrig som en plan B, efter at et styrt berøvede ham for den mulighed i år. Om han kan gå i top 10 allerede nu, er måske tvivlsomt, men udelukkes kan det bestemt ikke.

 

Det er dog måske Carthy og Higuita, der er mest spændende frem mod det kommende år. Carthy var dybt imponerende i årets Giro, hvor et par dårlige dage kostede ham en top 10, men hans soloridt i Tour de Suisse var endnu en bekræftelse på formatet. Han er ikke selv besat af en Tour-debut allerede nu, og et forsigtigt gæt kunne være, at han nok engang skal satse på Giroen, hvor hans forbedrede enkeltstartsevner betyder, at ruten slet ikke ser så ringe ud for ham. Spørgsmålet er derefter, hvor Higuita skal have det, der må være sin første fuldtonede klassementssatsning. Det kunne blive i Vueltaen, der ligger perfekt til den eksplosive colombianer, men her kan han også skulle slås med Uran, der har for vane at køre to grand tours. Det kunne derfor være oplagt at lade ham udgøre en tandem med Carthy i Giroen, hvor han allerede nu kan stræbe rigtigt højt, selvom den tempotunge rute er endnu et argument for, at han måske skulle gå efter et endnu større resultat i den formentlig ret svagt besatte Vuelta.

 

Det bliver interessant at se, hvordan Woods klarer sig. Hans kærlighed til store mesterskaber og den canadiske landsholdstrøje gør, at han naturligvis satser på både VM og OL, som med de givne ruter og hans kørsel ved VM i Østrig in mente naturligt vil have ham som en af de allertungeste favoritter. Det kunne have ansporet ham til at kombinere det med Giroen, men han foretrækker rollen som etapejæger i Touren. I hvert fald lagde han ikke skjul på sin fascination af løbet ved debuten i år, og med tanke på, at den tidligere løber, som ellers stadig er relativt ny i sporten, allerede er 33 år, er det ikke mærkeligt, at han ikke føler, at han har råd til at misse endnu en udgave af verdens største cykelløb, der heller ikke vil være nogen dårlig forberedelse til OL, hvis ikke der satses på klassementet.



 

Til gengæld er der intet, der tyder på, at Tejay van Garderen kan rejse sig selv som klassementsrytter, og Tanel Kangert er trods alt ikke god nok til at være med helt i front. Neilson Powless mangler stadig for meget, og Lawson Craddock har indset, at han ikke klatrer godt nok. Ruben Guerreiro er mere puncheur end klatrer, og derfor er der næppe nogen kaptajnrolle til dem. Til gengæld er de alle mulige etapejægere fra udbrud i det omfang, der gives plads, og Van Garderen, Kangert og Craddock har i 2019 alle kørt så fremragende enkeltstarter, at de vil kunne lave topresultater i kampen mod uret som led i holdets generelle fremgang i disciplinen.

 

Da holdet næppe vinder en grand tour i 2020, vil der formentlig også blive lidt rum til at jagte etaper. Det er allerede kendt, at Kristoffer Halvorsen skal have grand tour-debut i Giroen, hvor han på årets mest sprintervenlige grand tour-rute burde kunne jagte i hvert fald et par top 5-placeringer. Magnus Cort vil næppe gå sprintervejen igen, men han har vist sig som en eminent etapejæger - en evne, han formentlig vil udnytte i Touren, men måske også i Vueltaen, hvor der burde være ganske gode muligheder for en fyr som ham. På samme vis er både Alberto Bettiol og Simon Clarke med deres gode spurt oplagte etapevindere - en evne, de formentlig skal udnytte i Touren, hvor de i kraft af deres alsidighed er svære at undvære på den varierede rute. Jens Keukeleire har tidligere også vundet en Vuelta-etape fra et udbrud, og det er heller ikke helt udenfor rækkevidde i år.

 

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Selvom EF havde en flot sæson i 2019, blev det til overraskende få sejre. Det skulle de gerne lave om på i 2020, men trods et stort antal habile afsluttere må de nok indse, at den sprinterfattige trup næppe nogensinde gør dem til rene vindermaskiner. Heldigvis kan en generelt meget spændende trup kompensere for den manglende kvantitet med en høj kvalitet i sejrene.

 

Holdet kan meget vel komme flyvende fra start. Michael Woods elsker Tour Down Under, hvor han plejer at være en af de allerstærkeste, og det er et løb, han har alle forudsætninger for at vinde, ikke mindst på årets ganske hårde rute. Det er stadig uafklaret, om han kører, men det kunne godt blive til en tidlig sejr, og hvis ikke har man Ruben Guerreiro, der før har kørt stærkt i løbet, som plan B. Hvis ikke, vil holdet formentlig satse stort på Colombia 2.1 med Sergio Higuita og Daniel Martinez, der med støtte fra den på nuværende tidspunkt stadig skadede Rigoberto Uran vil kunne gå efter sejren.

 

I de store ugelange etapeløb i Europa er der imidlertid rum til forbedring. Holdet har været hæmmet af temposvage kaptajner, men da Uran synes at have forbedret sin enkeltstart igen, kan han måske stræbe lidt højere, hvis da skaden tillader ham at finde form allerede i foråret. Hvis ikke har man imidlertid Martinez, der er noget så sjældent som en decideret tempostærk colombianer, og kan han tage det sidste skridt i bjergene, kan han stræbe efter top 5-placeringer og måske endnu mere i forårets store løb. Sergio Higuitas enkeltstart er et problem, men satser han fuldt på Volta a Catalunya, skal man ikke blive forundret, hvis han allerede næste år kan vinde et løb, der på alle måder passer fremragende til en bjergstærk puncheurtype som ham. Præcis det samme kan siges om Woods, hvis muligheder i kortere etapeløb begrænses af en enkeltstart, der hører til blandt klassementsrytternes ringeste. Hugh Carthys dieselmotor er ikke helt skabt til kortere etapeløb, men han har i hvert fald top 10-placinger inden for rækkevidde.

 

Man skal heller ikke helt afskrive Tejay van Garderen og for så vidt Lawson Craddock og Tanel Kangert. Van Garderen er en skygge af sig selv, men hans igen fremragende enkeltstart gav ham i år en 2. plads i Dauphiné, der er det måske stærkest besatte ugelange etapeløb. Er ruten tilstrækkelig tempotung, kan amerikaneren stadig være med, og det samme gælder for de tempostærke Kangert og Craddock, der dog ikke må udfordres alt for meget i bjergene. Neilson Powless har den perfekte alsidighed til at gå efter resultater, men inden vi slår alt for store brød op på hans vegne, vil vi se, at han har taget næste skridt. Endelig er Alberto Bettiol en oplagt fremtidig vinder af BinckBank Tour, hvis han rammer formen, og også Sep Vanmarcke og Simon Clarke kan gøre det godt i det hollandsk-belgiske løb.

 

Kristoffer Halvorsen satser stort på at komme i gang igen hos EF, og mulighederne bør være større her, end de var hos Ineos, også selvom støtten stadig ikke er den mest imponerende. Hans positionering er imidlertid efterhånden ganske veludviklet, og farten er fornuftig. Udover Giroen og Milano-Sanremo vil de relativt sprintervenlige WorldTour-løb som blandt andet UAE Tour og BinckBank Tour formentlig blive en del af hans program.

 

Endelig har holdet typer som Magnus Cort, Alberto Bettiol, Simon Clarke, Jens Keukeleire og måske også allerede nu Stefan Bissegger som folk, der kan vinde etaper i forskellige etapeløb underveks, og som alle er så hurtige, at de også kan spurte i mindre grupper. På enkeltstarter kan der med det rette held også vente sejre til i hvert fald Van Garderen og den genfødte Sebastian Langeveld, mens også Craddock, Kangert, Bissegger, Bettiol og Martinez har potentialet til at levere i kampen mod uret.

 

Hvem kan overraske?

Da 2019-sæsonen tog sin begyndelse, var der ikke mange, der talte om Sergio Higuita. Snarere undredes mange sikkert over, hvorfor EF havde kastet så meget kærlighed over den relativt resultatfattige colombianer, at de ville give ham en kontrakt med start fra sommeren. Det ændrede sig imidlertid lynhurtigt allerede i årets første løb, hvor han i Fundacion Euskadi-trøjen leverede det ene lille mirakel efter det andet, og efter en fremrykket start på WorldTouren fortsatte han sin vanvidssæson med en 2. plads i Californien, en top 5 i Polen og en etapesejr i Vueltaen, hvor top 10 havde været mulig, hvis det ikke havde været for styrt og sidevind.

 

Etapesejren i Vueltaen betyder, at det måske er for meget at sige, at Higuita kan overraske, men vi nævner ham alligevel. Umiddelbart er der nemlig intet til hinder for, at han ikke tager os alle på sengen i 2020. Hans alsidighed er kolossal, da hans gode spurt også gør ham interessant som endagsrytter, og dertil kommer, at han i Vueltaen viste imponerende holdbarhed. Hans enkeltstart er en akilleshæl, men vi har store forventninger om at se ham imponere i klassementet i Giroen eller Vueltaen, at han er med fremme i udvalgte endagsløb, og at han kører med i front, hvis han satser på klassementet i etapeløb uden enkeltstart som Volta a Catalunya og Tour de Pologne.

 

På samme måde kan man nævne Daniel Martinez. Nok var 2019 en lidt trist affære, men det er stadig svært at glemme, hvordan han lod verdensstjerner være verdensstjerner og gav Miguel Angel Lopez og Simon Yates baghjul på kongeetapen i Paris-Nice. Han har stadig visse begrænsninger i bjergene, men med en yderst lovende enkeltstart og en alder på bare 23 bliver han uhyre spændende at følge i 2020-sæsonens etapeløb, i første omgang måske særligt de kortere af slagsen.

 

En anden rytter, der står foran et gennembrud, kunne være Ruben Guerreiro. Efter år, hvor han var på vej på listen over forspildte talenter, slog han for alvor igennem i en Vuelta, hvor han først og fremmest fandt den stabilitet, han hidtil havde manglet. Kan han fortsætte med den raketfart bliver han interessant at følge det kommende år, måske mest som etapejæger i grand tours, men også som puncheur i de kuperede endagsløb. I sidstnævnte samt i brostensløbene er der naturligvis også grund til at tro på yderligere fremgang til Alberto Bettiol, men når man har vundet Flandern Rundt, kan man ikke længere betegnes som en overraskelse.



 

Det kan Hugh Carthy vel heller ikke, men vi vil alligevel nævne, hvor store forventninger vi har til den langlemmede brite. Allerede hos Caja Rural var han lidt af en åbenbaring, men så faldt han ned i et hul efter skiftet til EF. Det kom han over i 2019, hvor han viste sit imponerende topniveau, og kan han finde den stabilitet, han manglede i årets Giro, ligner han en mand, der kan køre med om top 5 i en af de to mindste grand tours-

 

Vi vil også fremhæve Stefan Bissegger. Ganske vist skal vi frem til 1. august, inden han slutter sig til holdet, og det betyder, at han går glip af foråret, hvor han ellers har sit største potentiale. Alligevel er der grund til at tro, at den meget lovende schweizer når at vise et eller andet i løbet af sin tid på holdet. Hans gode enkeltstart gør det i hvert fald meget interessant at se ham i løb som BinckBank Tour og Tour of Britain, hvor han allerede med det samme vil kunne levere resultater.

 

Neilson Powless og Kristoffer Halvorsen har også fortsat stort potentiale, men her er vi lidt mere tøvende. Powless har stort set ikke udviklet sig i sin tid på Jumbo, og hans opgave i 2020 må først og fremmest være at komme tilbage på sporet. Meget af det samme gælder for Halvorsen, der heldigvis hos Ineos lærte at klare sig på egen hånd, og han bør være i stand til at tage de sejre, der viser, hvorfor han var så lovende i starten af karrieren. Endelig er der de stadig relativt lovende Jonathan Caicedo og Luis Villalobos, men de havde det begge så svært i 2019, at det nok ikke er i 2020, at de pludselig tager os alle med storm, selvom førstnævnte nåede at vise visse takter i Adriatica Ionica Race blandt alle de mange skuffelser.