Men s\u00e5 gik noget galt. Da l\u00f8bet ramte bjergene, var den engang s\u00e5 uovervindelige Roglic pludselig helt menneskelig. Nok blev han svigtet af et svagt og ungt hold, som reelt gjorde ham magtesl\u00f8s mod Movistar-duoen best\u00e5ende af Mikel Landa og Richard Carapaz, men Roglic selv var heller ikke det samme monster, som i \u00e5rets f\u00f8rste m\u00e5neder. Sygdom og et styrt gjorde bestemt ikke forholdene nemmere, og selvom han alligevel p\u00e5 den sidste enkeltstart fik sikret sig sit f\u00f8rste grand tour-podium, viste den lidt pauvre 10. plads p\u00e5 samme tidsk\u00f8rsel, at Roglic vist efterh\u00e5nden tr\u00e6ngte til en pause.<\/p>","
Den pause har han til geng\u00e6ld i den grad ogs\u00e5 f\u00e5et. Hurtigt inds\u00e5 han, at tr\u00e6theden var for stor til at forts\u00e6tte i Touren, som ellers havde v\u00e6ret den oprindelige plan, og ser man bort fra en deltagelse ved de slovenske mesterskaber, hvor han alligevel kunne mobilisere kr\u00e6fterne til at blive nr. 4, har Roglic ikke haft et nummer p\u00e5 ryggen, siden han rullede ind p\u00e5 arenaen i Verona som afslutning p\u00e5 Giroen d. 2. juni. Sammen med Esteban Chaves er han den eneste i hele Vuelta-feltet har han ikke k\u00f8rt \u00e9t eneste cykell\u00f8b i de seneste uger - en h\u00f8jst atypisk tilgang til en grand tour, hvor det ellers kun er colombianerne, som har for vane at ankomme direkte fra tr\u00e6ningen.<\/p>
\n\t \t\t\t\t
Annonce<\/p>\n\t \t\t\t\t\n\t\t\t\t\t\t
<\/div>\n\t\t\t\t\t\t
Det betyder imidlertid ikke, at Roglic ikke har ambitioner. Tværtimod rettede han med det samme blikket mod Vueltaen, da først han indså, at Touren ikke var et realistisk mål, og Jumbo-mandskabet har også meldt ud, at de er kommet til Spanien for at sikre slovensk sejr. Det siger ikke så lidt på et hold, der også tæller både Steven Kruijswijk og George Bennett, som oprindeligt var tiltænkt en rolle som delte kaptajner, men som nu må leve med at være plan B. Plan A er nemlig slovensk, og modsat sidste års Tour, hvor der var en smule usikkerhed om, hvem af Kruiswijk og Roglic, der var kaptajn, er der denne gang ingen slinger i valsen.
Der er da heller ingen grund til at frygte, at Roglic ikke er klar. Tværtimod har han for vane at være næsten overmenneskelig, når han kommer til løb efter en træningslejr. Det var i hvert fald tilfældet, da han landede i Emiraterne til UAE Tour efter årets første højdetræningslejr, og igen, da han knuste al modstand i Tour de Romandie, hvor han kom for at finde løbsrytmen efter endnu en gang træning i bjergene, og derfor kan rivalerne kun ryste i bukserne ved udsigten til, at forårets monster måske er blevet genskabt i de seneste uger, nu hvor trætheden ikke er et tema.
Måske skulle Roglic også have fulgt samme tilgang under årets Giro. I hvert fald fungerede den glimrende forud for sidste års Tour, hvor han kun kørte det relativt lette Tour de Slovenie som opvarmning, men alligevel fik sit store grand tour-gennembrud med en 4. plads på de franske landeveje. Det skete endda efter et løb, hvor han kun blev bedre og bedre undervejs, indtil en lidt for aggressiv tilgang på 19. etape betød, at han kørte en halvringe enkeltstart. Dermed har han også én gang modbevist de kritikere, der påstår, at årets Giro var et udtryk for manglende holdbarhed. Nej, snarere var det nok en kombination af et lidt for hårdt forår samt styrt og sygdom, der pludselig gjorde Roglic menneskelig.
Denne gang kommer Roglic frisk og veludhvilet til sin grand tour, og derfor kan man tro, at det snarere vil gå som i Touren i 2018, nemlig at han bliver bedre undervejs i løbet. Det er dog ikke så meget Roglic selv, men snarere hans hold, som tilsiger, at sloveneren denne gang bør have endnu bedre chancer for faktisk at færdiggøre arbejdet.
I Italien var det nemlig helt trist at se, hvordan en næsten opgivende Roglic desperat kunne se sig om efter hjælp, når blot træet var blevet rystet ganske let af Movistar. Den risiko løber han ikke i Spanien, hvor han udover fænomenal støtte fra Kruijswijk også kan se frem til hjælp fra erfarne Robert Gesink, talentfulde Neilson Powless samt Sepp Kuss, der i San Sebastian og Dauphiné viste, at han måske atter kan blive det vidunderbarn, han var i sidste års Tour of Utah. I et løb, hvor også Movistar og Astana ser skræmmende ud, kan man altid diskutere, hvilket hold der er bedst, men denne gang kan Roglic med en vis ret hævde, at han har den bedste støtte af dem alle.
Det er en fantastisk gevinst særligt for ham. Vi har nemlig set, at Roglic kan være tilbøjelig til at spille lidt for meget med musklerne. Det var eksempelvis det, der kostede ham i sidste års Tour, og vi så det samme i Tirreno tidligere på året. Med så stærkt et hold kan Roglic i højere grad læne sig tilbage og lade holdkammeraterne gøre arbejdet, inden han selv træder til i de absolutte finaler.
Og her er det måske endda slet ikke nødvendigt at gå i offensiven. Jumbo kan meget vel ende med at vinde holdløbet, og da Roglic naturligvis er storfavorit til enkeltstarten, vil han sikre sig en buffer, der betyder, at han i bjergene kan køre defensivt. Lægger man dertil, at Vueltaens ret korte, stejle og mere eksplosive stigninger synes endnu bedre for sloveneren, der som bekendt har vundet på de baskiske mure, end Giroens lange bjerge, kunne han næsten ikke have ønsket sig en bedre rute. Med udsigt til, at han formentlig kommer flyvende ind til løbet igen, kan han tillige glæde sig over, at Vueltaen formentlig afgøres de første 16 dage - han har i hvert fald holdet til at kontrollere de sidste dage omkring Mardid - og da han samtidig med sin gode spurt, kan vinde ganske mange bonussekunder undervejs, er der mange pile, der peger entydigt på Roglic som løbets favorit.
Det betyder dog ikke, at det er afgjort på forhånd. Giroen viste nemlig, at Roglic har sine begrænsninger i bjergene, og selvom det stadig er lidt svært at blive klog på, hvor meget af nedturen der skyldtes sygdom og styrt, var han reelt aldrig i nærheden af at matche Richard Carapaz i bjergene. Denne gang betyder et stærkere hold, at det hele bliver lidt nemmere at køre defensivt, men Vueltaen er så bjergrig og brutal, at Roglic ikke vinder løbet, hvis afstanden mellem ham og Giro-vinderen er lige så stor, som den var i maj.
Heldigvis er der ingen grund til at tro, at det forholder sig sådan. Roglic har haft så lang en pause, at han reelt starter sin sæson på ny, og det plejer at betyde, at den tidligere skihopper i bogstavelig forstand flyver langt højere end alle andre. I Giroen var det slovenske monster stækket af træthed, et slidt helbred og et svagt hold, men det er det ikke længere. Denne gang er alt lagt til rette til, at Roglic kan færdiggøre det Giro-projekt, der ikke kunne kikse, men alligevel gjorde det. Forudsætningerne for, at det, der ikke kan gå galt, heller ikke gør det, kunne i hvert fald ikke være bedre!
HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL VUELTA A ESPAÑA