Alejandro Valverde, Peter Sagan, Michal Kwiatkowski… Det smager lidt af stjernestøv, gør det ikke? Osen af klasse bliver ikke mindre, når man føjer navnene Rui Costa, Philippe, Gilbert og Mark Cavendish til listen. Og man kan blive ved. Skriver man Thor Hushovd, Cadel Evans, Alessandro Ballan, Paolo Bettini, Tom Boonen og Oscar Freire ind også, får man en ryttergruppe, der til sammen har vundet 881 (!) cykelløb fordelt over 146 til Cavendish, 127 til Valverde, 121 til Boonen, 113 til Sagan, 77 til Gilbert, 70 til Freire, 67 til Hushovd, 61 til Bettini, 35 til Evans, 27 til Kwiatkowski, 25 til Costa og 12 til Ballan. Og man runder de tusind, hvis man også bringer Mario Cipollini med sine frygtindgydende 167 triumfer ind i ligningen.

Og det er ikke bare landsbyens lokale velgørenhedsløb, der har vundet. Valverde, Boonen, Sagan, Gilbert, Bettini og Freire har alle mere end en monumentsejre og Valverde endda også en grand tour-sejr. Evans har som bekendt vundet Tour de France og taget en stor klassikersejr i Fleche Wallone, Kwiatkowski og Ballan har begge vundet et monument hver, Hushovd har været så pokkers tæt på at vinde i Roubaix, vundet Het Nieuwsblad og vundet Tourens grønne trøje samt et hav af etaper, Cavendish og Cipollini er to af historiens allerstørste sprintere, og Costa har vundet et af sportens største etapeløb, Tour de Suisse, flere gange end nogen anden, ligesom han i en periode kørte i top 5 i snart sagt alle ugelange etapeløb på WorldTouren.

Man skal ikke være noget alvidende cykelorakel for at vide, hvad de ryttere har til fælles. De udgør naturligvis sammen med Igor Astarloa og Romans Vainsteins alle ryttere, der har båret den eftertragtede regnbuetrøje på denne side af årtusindeskiftet, og deres fælles resultatliste er så skræmmende, at der er en grund til, at netop den trøje indgyder en sådan respekt. Cykelsportens regnbue er nemlig ufatteligt sjældent noget, der uddeles ved en tilfældighed, og det forhold, at den næsten altid er spændt ud over brystet på en sand verdensstjerne, fortæller historien om, at VM-trøjen vitterligt er et meget godt billede på, hvem der er om ikke verdens entydigt bedste, men i hvert fald en af sportens giganter.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Naturligvis er der undtagelser. Igor Astarloas sejr i Canada i 2003 var uventet, men blev trods alt vundet af en mand, der samme år havde vundet Fleche Wallonne og året forinden blevet nr. 2 i to ud af de 10 World Cup-løb. Helt sensationel var naturligvis Romans Vainsteins’ mirakelsejr i 2000, og den første sejr til den dengang blot 23-årige Freire i 1999 var også en gigantisk overraskelse. De er imidlertid undtagelsen, der bekræfter reglen, for VM-titler er sjældent noget, man vinder ved et tilfælde.

Foto: Mads Pedersen på VM-podiet i regnbuetrøjen
 

I søndags fik listen et nyt navn, og skal vi være helt ærlige, skiller det sig lidt ud fra mængde. Da Mads Pedersen i søndags satte nummer 80 på ryggen og begav sig ud på 261 drivvåde og blæsende kilometer, havde han ganske vist vundet 11 cykelløb, men store sejre var det ikke. Højst i UCI-hierarkiet rangerede den første triumf i Tour of Norway helt tilbage i 2015, den samlede sejr i PostNord Danmark Rundt i 2017 og sidste års flotte gevinst i efterårsløbet Tour de l’Eurometropole. Alt sammen er det pæne resultater, men holder man listen op mod generaliebladet for hans forgængere i sportens smukkeste trikot, lader de noget tilbage at ønske.

Naturligvis kan meget forklares med, at Pedersen med sin alder på bare 23 år er den yngste vinder af VM siden Freires første sejr i 1999 - der faktisk blot var hans anden sejr overhovedet - og den 11. yngste i historien overgået af navne som Lance Armstrong, Greg Lemond og Eddy Merckx, der ligesom Pedersen alle var yngre, da de erobrede deres første titel. Som Freire viser, kan som 23-årig sagtens nå at opbygge en resultatliste, der står mål med titel som til næste år eksverdensmester, men Pedersens hidtidige resultater fortæller på passende vis hele historien om, hvilken gigantisk sensation vi i søndags var vidner til.

Det er nemlig slet ikke mærkeligt, at Matteo Trentin åbenlyst undervurderede sin modstander på en dag, hvor en forcering efter Stefan Küngs vanvidsføring på næstsidste bakke meget vel kunne have været nok til at sende danskeren endegyldigt til tælling. Pedersen har nemlig aldrig rigtigt været tæt på at vinde et WorldTour-løb i sine tre første år som professionel - i hvert fald med en enkelt undtagelse. Og det er netop den undtagelse, der viser, hvorfor sensationen måske alligevel ikke er helt så stor, når det første chok har lagt sig.

Alle cykelfans husker nemlig Pedersens nærmest mirakuløse 2. plads i hans første Flandern Rundt i 2018. Heller ikke dengang stod han på radaren hos mange, for ser man bort fra en 5. plads i Dwars door Vlaanderen, der havde et betydeligt svagere felt og en 4. plads på enkeltstarten i Tirreno-Adriatico, havde han ikke vist en form, der gjorde ham til andet end hjælper på et Trek-hold, der talte Jasper Stuyven og John Degenkolb. Og to DNFs i Gent-Wevelgem og E3 bare en uge inden VM gav ikke ligefrem store forhåbninger om, at det var fra Trek-lejren, at en af nyere tids smukkeste Flandern Rundt-debuter skulle komme.

Foto: Podiet - Mads Pedersen på podiet i Flandern Rundt 2018
 

Alligevel endte Pedersen altså med at stå ved siden af Niki Terpstra på podiet i Oudenaarde, hvor alle belgiere vil give deres højre arm for at stå, og analogierne med søndagens mirakelsejr er så påfaldende, at det giver hele historien om, hvad der gør Pedersen til så speciel, men også en uhyre lovende rytter. Nok vinder han ikke mange cykelløb, og nok er han en relativt anonym hjælper gennem det meste af året, men når han rammer ”sine” dage, er han et bæst, der kan knække selv sportens største giganter.

Det gør ham også til enhver optaktsskribents værste mareridt. Pedersen er nemlig ikke typen, der behøver at vise nogen synderlige resultater inden sine største bedrifter. Det havde han heller ikke gjort i denne sæson, hvor et nærmest katastrofalt forår blev fulgt op af et meget synligt efterår, der kulminerede med sejren i Isbergues bare en uge inden VM. Men med al respekt for det franske løb er der en betydelig forskel på at vinde i det forblæste franske fladland og på at kunne gøre sig gældende i et VM-løb.

Men når bare løbene bliver lange nok, vejret bliver så koldt og elendigt, at tændstikmænd som Alejandro Valverde kryber i ly i bussen, og alle favoritterne får så ondt af sig selv, at de med ét ville bytte jobbet som verdensstjerne ud med en ”otte-til-fire”-stilling på den lokale fabrik for blot at slippe for al den lidelse, sker der noget med Pedersen. På de dage kan han nemlig blive ved og ved og ved i et omfang, så Duracell formentlig allerede har spurgt, om ikke han vil agere kanin i deres næste reklamefremstød.

Det var nemlig på den maner, han blev toer i Flandern, og det var på den maner, han i søndags erobrede sin regnbue. Et tidligt fremstød på et tidspunkt, hvor alle de store navne vurderer, at det er en postgang for tidligt, og som i første omgang egentlig er planlagt som en forpost for holdets kaptajner, er blevet fulgt op med en pedersensk vedholdenhed, som gør selv Sagan og co. misundelige. Ligesom i Flandern kom folk op bagfra, og andre faldt fra, men Pedersen var - denne gang sammen med Stefan Küng - en konstant, der blev ved med at være der, uanset den udskiftning i gruppens sammensætning, der fandt sted. Og hvis ikke Trentin havde lidt langt tilbage i feltet i et for ham svært Flandern Rundt i 2018, havde han derfor formentlig allerede lært, at koldt vejr, lange distancer og terræn, der ikke er alt for kuperet, forvandler med ét Pedersen fra hjælper til klassikerstjerne.

Foto: Mads Pedersen i angreb
 

Netop den vedholdenhed, der var grundstenen i sejren, er i det hele taget noget, der har kendetegnet Pedersen i en sæson, der ellers mest har været til skraldespanden. Efter det triste forår, der fulgtes op af en svær forsommer med blandt andet et skidt DM kunne nok havde knækket moralen på mane, men ikke på den danske slider. I stedet har han kæmpet sig tilbage i en anden sæsonhalvdel, hvor resultaterne måske nok har været små, men hvor han har været en af de absolut mest synlige ryttere.

I et ganske opslidende og løbstungt efterår har Pedersen været her, der og alle vegne. De første tegn på form kom på ardenneretapen i BinckBank Tour, og siden da har danskeren angrebet i nord, syd, øst og vest. Uanset om det har været i det hollandsk-belgiske etapeløb, Deutschhland Tour, GP de Fourmies, Primus Classic, Kampioenschap van Vlaanderen eller GP d’Isbergues har danskeren vist sig frem i den præfinale, hvor han som regel spiller sine kort. Nok har de med en enkelt undtagelse været frugtesløse, men alle har de været med til at opbygge den form, der førte så langt i søndags, hvor løbet var tilstrækkeligt opslidende til, at feltet ikke kunne svare igen. Derudover er det dog faktisk mest i rollen som lead-out man, at Pedersen har imponeret, for i BinckBank Tour og Tour de Pologne har han kørt lead-outs, som formentlig har fået Michael Mørkøv til at frygte for sin status som Danmarks førende specialist i at sætte en sprinter op til sejr.

Pedersens sejr var også den foreløbige kulmination på den cykelmæssige opblomstring, som vi har oplevet i de seneste år, og som naturligt førte til, at Michael Mørkøv med sin femteplads ved EM kunne sikre fuldt dansk hold ved VM. At det endda er sket i et år, hvor samme Pedersen, Michael Valgren og Søren Kragh alle har haft det, der bedst kan karakteriseres som skodsæsoner, siger alt om den bredde, dansk cykelsport efterhånden har. Når tre mand skuffer, tager andre over, denne gang i form af Jakob Fuglsang, der har haft en af de bedste sæsoner for en dansk cykelrytter overhovedet, og Kasper Asgreen, der har gjort en kometkarriere, som vel gør ham til Danmarks mest lovende klassikerrytter, og selvom han mest har kørt eminente lead-outs, har Mørkøv som ved EM af og til også spædet lidt til på pointkontoen.

Foto: Magnus Cort var i udbrud tidligt i VM-løbet og var en del af den store danske holdindsats
 

Derfor var det også kun passende, at Danmark blev en toneangivende nation ved VM. Først bidrog Magnus Cort afgørende til at holde liv i et historisk stærkt VM-udbrud, som talte hele tre af løbets fem tidligere grand tour-vindere, og derved sørgede han for, at løbet blev præcis så hårdt, at der kunne gøres forskelle til sidst. Christopher Juul gjorde igen det, han gør bedst, da han i finalen holdt kaptajnerne ude af vinden, mens en træt Kasper Asgreen, der ofrede egne chancer, sammen med Mørkøv og en uopslidelig Cort lagde pres på inde på omgangene. Herefter blev Pedersen spillet ud i det, der egentlig bare skulle have været et taktisk fremstød, og til slut viste Valgren, at den genfødsel, han allerede havde varslet med sin fremragende kørsel i Bretagne og Canada, nu kan regnes som en kendsgerning, da han som eneste mand kunne følge Peter Sagan, da slovakken alt for sent åbnede for gassen på sidste omgang. Og Fuglsang sørgede med sin 12. plads for at føje endnu et flot resultat til i en sæson, der endda slet ikke er færdig endnu for en rytter, der lige nu fremstår som et af de varmeste bud på en vinder af årets sidste monument, Il Lombardia.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Det eneste hold, der kunne matche det danske kollektiv, var italienerne, der heller ikke satte mange fødder forkert i et løb, hvor landstræner Davide Cassani nok engang viste, at han har mestret kunsten af få de mange italienske egoer til at ofre sig for hinanden. Selvom plan C, Diego Ulissi, blev sat ud af spille af en punktering, fik støvlelandet gjort løbet hårdt med Giovanni Visconti, inden holdet spillede først Gianni Moscon og siden Trentin ud i den helt store offensiv sammen med forhåndsfavoritten, Mathieu van der Poel. Og mens Moscon og Trentin sørgede kørte om sejren, bakkede Alberto Bettiol fornemt af for landsmændene, mens Sonny Colbrelli sad klar til at gøre det færdigt, hvis der alligevel skulle ske samling. Nok blev det ikke til sejr, men Cassani kan være stolt af at have videreført den holdånd, som det lykkedes afdøde Franco Ballerini at opbygge i årene, hvor Paolo Bettini og Alessandro Ballan sørgede for tre VM-sejre og et OL-guld på bare tre år, og som i de senere sæsoner har gjort Italien til en førende mesterskabsnation med Vivianis og Trentins EM-sejre, yderligere en EM-sølv til Viviani, samt 4. og 5. pladser til VM med hhv. Trentin og Moscon inden søndagens sølvmedalje.

Foto: VM-podiet Matteo Trentin - Mads Pedersen - Stefan Küng
 

Selv som dansker kan man da heller ikke undlade at have lidt ondt af Trentin, der efter en helt fabelagtig sæson, hvor han har været hovedaktør i snart sagt ethvert cykelløb siden februar, havde fortjent at krone det hele med en VM-titel. Denne gang gjorde han ellers tilsyneladende alt rigtigt i stedet for i manglende tro på egne evner at smide sandsynlige sejre væk, som han tidligere har gjort med hovedløse sene angreb i Kuurne-Bruxelles-Kuurne og i årets Milano-Sanremo. Denne gang troede han for en gangs skyld på sin spurt i stedet for at angribe den lidende Pedersen, men denne gang var passivitet desværre en fejl. Alligevel kan han være stolt af et løb, hvor han efter sejren ved et nærmest identisk EM i et drivvådt Glasgow fik dokumenteret, at han ligesom Pedersen, Valgren og Fuglsang hører til en af feltets førende regnvejrsryttere. Og da løbet samtidig blev en genfødsel af vidunderbarnet Moscon, som har haft en sæson, der kan give hvem som helst mareridt, tegner fremtiden særdeles lys for Cassanis tropper, der kan se tilbage på en sæson, hvor de også har vundet et monument med Bettiol i tillæg til præstationerne ved EM og VM.

Den flotte italienske og spanske kørsel står i skærende kontrast til den belgiske. Verbrugghes Vidunderlige Verdenshold blev lynhurtigt forvandlet til Verbrugghes Vingeskudte Vrag i et løb, hvor løbets mest spændende hold og forventede hovedaktør var i defensiven fra km 0. Hele dagen ventede man på, at Tim Declercq blev sendt frem for at gøre løbet hårdt, og da det endelig skete, kunne den stærke Traktor kun føre en omgangs tid. Naturligvis var holdet også uheldige med at miste en af holdets to kaptajner, den tårevædede og formstærke Philippe Gilbert i et styrt, hvor man ofrede Remco Evenepoel i forsøget på at bringe ham tilbage, og det er også helt fair, at holdets anden kaptajn, Greg van Avermaet, ikke havde benene til at gå med, da Trentin og Van der Poel kørte fra alt og alle. Nej, problemet var, at et hold med hele syv vindertyper endte med at brænde fire af dem, Yves Lampert, Oliver Naesen, Dylan Teuns og Tim Wellens, op i et fejlslagent forsøg på at redde situationen, da først bussen var kørt. At de ikke kunne følge Trentin og Van der Poel er helt rimeligt, men ingen skal bilde mig ind, at der ikke var én af de belgiske stjerner, der kunne gå med i angrebene fra Pedersen, Küng eller Lawson Craddock. Kun Teuns var kortvarigt i offensiven, men grundlæggende endte det belgiske løb med at være en lærebog i, hvordan man får det minimale ud af en trup, der havde så mange udprægede vindere, at folk som Jasper Stuyven, Tiesj Benoot og Sep Vanmarcke var blevet efterladt hjemme i Belgien.

Mere reelt var de spanske og franske nederlag. Her var hierarkiet nemlig langt mere fastlagt, og begge nationer kom til England med én soleklar kaptajn. Franskmændene gjorde da også alt, hvad de skulle ved at føre tidligt med Julien Bernard og forcere hårdt på rundstrækingen med særligt Remi Cavagna og en imponerende stærk Tony Gallopin. I sidste ende manglede Julian Alaphilippe bare benene, da Trentin og Van der Poel åbnede for gassen, og det kan både skyldes en lang sæson og en Tour, hvor han kørte sig ud mere end nogensinde tidligere, og det dårlige vejr, der ikke overraskende fik den franske spirrevip til at fryse som bare pokker. Det samme gjorde naturligvis Valverde, der er kendt for at blive iskold, når temperaturen nærmer sig de encifrede tal, og derfor var han reel allerede slået, da vejrguderne besluttede sig for at forvandle Yorkshire til en engelsk pendant til Lalandia. Og set i lyset af rutens karakter og Valverdes i bogstavelig stænger iskolde stænger var en overraskende 9. plads til Gorka Izagirre, der ligesom brormand Ion på 16. pladsen som basker ikke kunne slås ud af lidt regnvejr, egentlig et meget pænt resultat.

Foto: VM-favoritten Mathieu van der Poel var med i udbruddet, men gik kold
 

Pænt var resultaterne derimod ikke for hollænderne, men heller ikke de kan sige, at de gjorde meget forkert. Da Van der Poel og Trentin kørte væk, lignede det hollandske vidunderbarn da også den verdensmester, som mange havde spået ham til at blive. Derfor kom det formentlig som et chok for hele cykelverdenen - i hvert fald for Van der Poel selv - da der med 13 km pludselig blev slukket for kontakten for det alsidige fænomen. Dermed blev løbet både en understregning af, hvor nærmest skræmmende stærk en formstærk Van der Poel er, men også endnu en udstilling af den - måske eneste - svaghed, han har. Nok er han ubeskrevet på landevejen, men vi kender Van der Poel fra crossverdenen, og her er disse sammenbrud ikke ukendte. Mens ærkerivalen Wout van Aert er pokker stabil - desværre ofte med en 2. plads til Van Aert - har Van der Poel stadig sine ganske vist sjældnere kollaps, hvor han enten har en regulær offday eller pludselig falder helt sammen. Det kan heldigvis give lidt håb for de rivaler, der stadig drømmer om klassikersucces, for i løbets første 248 km viste Van der Poel nok engang, at han kan blive helt umedgørlig i de kommende sæsoners klassikere. Og så kan hollænderne glæde sig over, at Niki Terpstra efter sin skadesramte sæson fik vist, at man ikke kan udelukke, at der ligger mere klassikersucces og venter på den dobbelt monumentvinder.

Foto: Sagan måtte nøjes med femtepladsen. I baggrunden af Valgren chokket over at se resultatlisten.
 

Næstefter Trentin er det naturligvis Peter Sagan, der har mest at ærgre sig over, og slovakkens femteplads afspejler meget fint, hvor svært det er at vinde VM, når man kører for en lille nation. Som en slovakisk enmandshær må Sagan nemlig altid gamble, og indtil i søndags havde han ved VM altid haft held i det pokerspil, der er en uundgåelig del af et løb, hvor ens bedste hjælperytter er en storebror uden skyggen af internationale resultater. Det pokerspil fungerede perfekt i Richmond og ikke mindst i Bergen, hvor han var pokker heldig med, at Danmark og Italien sikrede forhindrede hhv. Julian Alaphilippe og Magnus Cort i at vinde, men i Yorkshire var det initiativ og ikke passivitet, der var nøglen til sejr. Til gengæld kan Sagan glæde sig over, at han på sidste omgang var stærkeste mand, og dermed kan han nu gå på vinterpause med fortrøstning, efter at en generelt yderst skuffende sæson blev afsluttet med det, der vel må være hans flotteste præstation siden sejren i Roubaix helt tilbage i foråret 2018.

At Sagan var god, kan for så vidt ikke undre, når man tager vejrforholdene i betragtning. Selvom han bedst kan lide varme, har den tredobbelte verdensmester nemlig altid været god i kulde og regn, og vejret blev i den grad den faktor, der skilte fårene fra bukkene denne søndag. På den baggrund burde det derfor også have været en nobrainer at udpege Stefan Küng som en stærk joker - og ja, det kan I godt læse som en kraftig selvkritik fra min side - for den schweiziske maskine har med tre store udbrudssejre på miserable og dage i Tour de Romandie vist, at han ligesom Pedersen er en uopslidelig motor, når vejret bare er brutalt nok. Kombinerer man det med, at schweizeren med to sejre i ugerne op til løbet havde vist storform, og at distancen var 261 km burde det være selvindlysende, at Küng ville køre stærkt. Og det gjorde han i den grad på en dag, hvor han måske var den allerstærkeste, for selvom det blot blev til bronze, skete det på en dag, hvor han havde været i udbrud længere end nogen anden medaljekandidat, og hvor det var ham, der med sin voldsomme forcering til sidst var meget tæt på at knække Pedersen endeligt. Det lykkedes ikke, og dermed var den spurtsvage schweizer til slut den uundgåelige taber i kampen om guldet, men Küng fik med sit ridt vist, at det altså ikke kun er på grund af tempoevnerne, at han i mange år har været regnet som den nye Fabian Cancellara.

Og når vi taler om regnvejr i et langt og opslidende løb, skal vi naturligvis også hylde Alexander Kristoff. Hvis bare løbet har været langt nok og vejret tilstrækkeligt elendigt, kan man være helt sikker på, at nordmanden ikke bliver slidt op. Og mindst lige så sikker kan man være på, at han vinder enhver spurt, for der er ingen, der som Kristoff kan afslutte efter et hårdt løb. Det har han vist 117 gange, i år særligt i Milano-Sanremo og Gent-Wevelgem, og selvom han desværre lidt for ofte har spurtet for en sekundære placering, er der ingen, der kommer i nærheden af Kristoff som afslutter efter mere end 250 km. I gamle dage var det kun John Degenkolb, der havde en lignende evne, som desværre forsvandt i det dramatiske styrt i 2016, og på den triste baggrund var det faktisk ganske opløftende at se, at også tyskeren viste lidt af sin gamle holdbarhed og slidstyrke ved at sidde med på en dag, hvor favoritterne faldt som fluer, og hvor det blev for hårdt for den erklærede tyske kaptajn, Pascal Ackermann.

Derudover var der mange sidehistorier. Der var Rui Costa, der efter sidste års overraskende top 10, nok engang viste, at han er en af tidens bedste VM-ryttere. Der var fænomenet Tadej Pogacar, der i al anonymitet viste, at hans motor er helt enorm, særligt i regnvejr. Der var Nils Politt, der med stort arbejde for Degenkolb og flere angreb viste, at også han er helt uopslidelig i lange løb uden for mange bakker. Der var Zdenek Stybar, der fortsatte sin hidtil bedste sæson ved at køre sit hidtil bedst VM. Der var unge Marc Hirschi, der ligesom Pogacar med et fornemt ridt dokumenterede, at han er den mest værdige U23-verdensmester, vi har haft længe. Der var Amund Grøndahl Jansen, der kronede et fabelagtigt efterår med et stærkt VM-ridt ved Kristoffs side. Der var Michael Matthews, der ender en 2019-sæson med en kedelig fornemmelse af, at han var flere niveauer under sit bedste gennem hele året. Og der var Carlos Betancur, som ligesom i foråret viste, at det altså er for tidligt at begrave den colombianske humlebi, i hvert fald p dage, hvor det rent faktisk var en fordel at have kigget lidt for dybt i mors kødgryder.

Foto: Magiske Mads
 

Men alt sammen var de jo netop sidehistorier. Reelt var der kun én væsentlig fortælling denne drivvåde søndag i Yorkshire. Nemlig at Mads fra Tølløse viste, at danskerne dog har fået én ting ud af et klima, som kun de færreste misunder os, nemlig at vi nu har en verdensmester, der kan slå, hvem som helst som ud, hvis bare det er hårdt og trist nok. Og selvom det med statsgaranti ikke bliver til et titelforsvar i de schweiziske bjerge i 2020, kan vi allerede drømme om en gentagelse i Flandern i 2021. Hvis alle danskere fra i dag indleder en kollektiv regndans, og vejrguderne spiller med, er det nemlig slet ikke utænkeligt, at der venter flere af Mads’ Magiske Mirakler og venter i fremtiden.

Fotos: Swpix.com og Sirotti