Endnu en gang var Annemiek van Vleuten urørlig, da Clásica Féminas Navarra blev kørt her til aften. Verdensmesteren kørte nok en gang alene til mål og har dermed vundet hvert eneste løb, hun er stillet op i denne sæson.
Annonce
Tre løb. Tre sejre. Det er, hvad Annemiek van Vleuten (Mitchelton-Scott) kan bryste sig af denne sæson.
Således tog hun i dag endnu en sejr, da hun på den sidste stigning i dagens Clásica Féminas Navarra resolut rykkede væk fra sin kompagnon Elisa Longo Borghini (Trek-Segafredo).
Med knap et minuts afstand efter den afgørende stigning var der aldrig tvivl om udfaldet, og da feltet var endnu længere væk var også Longo Borghinis andenplads sikker. I feltet var det Maria Giulia Confalonieri (Ceratizit-WNT), der vandt spurten.
Løbsreferat
Ligesom igår lød programmet på mange højdemeter, da det spanske løb Clásica Féminas Navarra blev skudt i gang. Med seks korte, men stejle stigninger, nogle sågar med brosten, var det ikke nogen smal sag at køre den 122 kilometer lange rundstrækning, hvor Pamplona både var start- og målby.
Trods flere udbrudsforsøg lykkedes det aldrig nogen at slippe rigtig væk, og derfor var det et samlet felt, der ramte dagens tredje stigning, Biurrun, efter 60 kilometer.
Mens bagenden blev åbnet og feltet blev tyndet ud, valgte Elisa Longo Borghini at forsøge sig halvvejs igennem løbet. Ane Santesteban (Ceratizit-WNT) gik efter, men forgæves.
Anderledes forholdt det sig, da Annemiek van Vleuten brugte den efterfølgende rampe knap fire kilometer senere til at køre op til gårsdagens indehaver af fjerdepladsen.
Med et symbiotisk samarbejde trak de to ryttere gradvist længere væk fra feltet. Derfor havde Van Vleuten også tid nok, da hun valgte at vente på sin samarbejdspartner, da Longo Borghini med knap 30 kilometer igen punkterede. Knap fem kilometer senere var de to samlet igen, men ikke særlig længe.
For da dagens sidste stigning kort efter begyndte, så verdensmesteren sig ikke tilbage. Med et ivrigt ryk skød hun væk fra italieneren, og herfra var der ingen tvivl om sejren.
Feltet var flere minutter bagud, hvorfor Longo Borghini ikke behøvede at frygte for sin andenplads. Bag hende var Maria Giulia Confalonieri den hurtigste i det decimerede felts spurt.
Cecillie Uttrup Ludwig (FDJ Nouvelle-Aquitaine Futuroscope) stillede ikke til start, og dermed var ingen danskere med i løbet.
SENESTE
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce