Tour of California-analyse: Talenternes legeplads
18. maj 2019 12:27Foto: Amgren ToC - Chris Graythen/Getty Images
af Emil Axelgaard

I disse dage køres Tour of California, som vi dækker intenst. Hver dag skriver vores ekspert, Emil Axelgaard, optakter til etaperne, og som led heri analyserer han den foregående dags begivenheder. Vi bringer her hans analyse af 6. etape.

Slovensk sejr på Mount Baldy - Asgreen fortsatte sin eminente form

se mere cykling på

Da arrangørerne af Tour of California i sin tid gav udtryk for deres ønske om at flytte deres løb fra februar til maj, var der flere begrundelser. Den ene var ideen om, at en mere gunstig dato kunne gøre det muligt at besøge højere bjerge, end det var muligt i den iskolde vinter, men den måske vigtigste var tanken om, at man herved kunne tiltrække flere af sportens største stjerner. Ganske vist fik man også i februar mange topnavne til USA, men meget ofte var de stadig i vinterform og helt ude af stand til at konkurrere med de lokale helte, der havde forberedt sig specifikt til løbet, og derfor blev løbet i de tidlige år totalt domineret af amerikanere i et omfang, så det nærmest var Levi Leipheimers personlige ejendom.

 

Ønsket blev imødekommet for nu snart 10 år siden, men det har ikke haft den ønskede effekt. Kun på sprintersiden har det været muligt i vidt omfang at tiltrække giganterne, og vi har set navne som Peter Sagan, Marcel Kittel, Mark Cavendish og Fernando Gaviria alle tage flere etapesejre i løbet. Når det gælder klassementsryttere, har det til gengæld haltet betydeligt. I maj deler de sig nemlig ofte i to grupper, nemlig dem, der kører Giro, og dem, der rejser til højderne for at forberede sig til Touren, og derfor er også den nye kalenderplacering svært uheldigt, hvis ambitionen er at få deltagelse af stjerner som Chris Froome, Geraint Thomas, Tom Dumoulin og Primoz Roglic.

 

På den baggrund kan man argumentere for, at projektet har været en fiasko, men sådan bør man ikke se det. Mens det amerikanske løb måske ikke giver os mulighed for at se stjernerne dyste mod hinanden, har det udviklet sig til en talenternes legeplads, hvor de unge folk, der endnu ikke er modne nok til at løfte kaptajnansvaret i en grand tour, kan få en stor chance for at vinde et prestigiøst WorldTour-løb. Således har vi i de senere år set Egan Bernal og Julian Alaphilippe løbe med sejren, ligesom George Bennett for to år endegyldigt tog springet fra hjælperytter til en af Jumbo-holdets kaptajner. Andre eksempler har været Tejay van Garderens sejr i 2013, hvor han stadig var relativt ung, eller Rohan Dennis’ og Lawson Craddokcs podiepladser i 2014, ligesom Daniel Martinez sidste år sikrede sig en 3. plads i sit første år på WorldTouren.

 

Årets udgave har i den grad levet op til det prædikat. Ganske vist var det lykkedes at få etablerede navne som Richie Porte, Rigoberto Uran og Bennett til start, men da røgen i nat lagde sig over løbets mest ikoniske stigning, var det ingen af de tre stjerner, der stod øverst på podet. I stedet endte etapen og kampen om førertrøjen som en fantastisk duel mellem to af sportens helt store etapeløbstalenter, Tadej Pogacar og Sergio Higuita, der med en pragtpræstation til fulde levede op til det potentiale, de har vist igennem hele sæsonen.

 

I sidste ende var det Pogacar, der trak sig sejrrigt ud af opgøret og dermed ikke blot tog sin tredje sejr i sin meget korte professionelle karriere, men også satte kurs direkte mod en stor WorldTour-sejr i en alder af bare 20 år. Dermed har han kurs mod at fortsætte den lille tradition, som Bernal allerede startede sidste år, nemlig at den regerende Tour de l’Avenir-vinder også sejrer i Californien, og der findes vel ikke et smukkere bevis på, at et løb har appel til talenterne, end netop det, at det vindes af vinderne af ungdommens Tour de France.

 

Havde man før sæsonen sagt, at Pogacar skulle vinde Tour of California, havde mange nok været skeptiske. Ganske vist havde han som sagt vundet l’Avenir og kørt med om topplaceringerne i Tour de Slovenie, men han havde trods alt ikke vist et potentiale, der var blot i nærheden af det, Bernal havde viste i sin sidste tid på lavere niveau. Sloveneren har imidlertid taget os alle med storm, og efter en hæderlig debut i Tour Down Under, skabte han allerede i februar den første mindre sensation, da han først overspurtede verdensstjernerne Wout Poels og Enric Mas på Foia-stigningen og siden også tog den samlede sejr i Volta ao Algarve. Den præstation tog han til et nyt niveau, da han klatrede med verdens bedste på den knaldhårde sidste etape i Baskerlandet, og efter en lidt uheldsramt ardennerkampagne slog han så i nat til i det løb, han egentlig allerede i Algarve i februar havde udråbt som forårets store mål.

 

Hvad der er iøjnefaldende Pogacar, er naturligvis først og fremmest de indlysende fysiske evner, der gør ham til et sandt naturtalent. Det er imidlertid også den ro og modenhed, der langt overgår, hvad man normalt ser for en 20-årig. Det var således imponerende at se, hvordan han tilbage i februar i Algarve bevarede fatningen, da andre mistede den, og da først Poels havde slidt sig ihjel i en lang forcering, kunne den lange slovener let gide forbi Sky-stjernen og sikre sig karrierens første sejr.

 

I nat gentog han det kunststykke. Pogacar gik ikke i panik, da Higuita ganske langt fra mål satte det, der kortvarigt lignede det afgørende fremstød ind. I stedet holdt han sit tempo, og mens procenterne begyndte at vide i den lille colombianers lårbasser, pacede han sig stille og roligt tilbage til sin værste rival i både kampen om etapesejren og den samlede triumf. Derefter læste han den kringlede spurt helt rigtigt ved at går forbi umiddelbart inden sidste hårnålesving og på stregen slå den ellers på papiret hurtigere colombianer og derved cementere sin status som 2019-sæsonens udgave af Bernal. Det kommer endda bare en dag efter, at Valerio Conti kørte sig i lyserødt i Giroen og er derfor endnu et bevis på, at det pengestærke UAE-mandskab efter et katastrofalt 2018 endelig har fået styr på deres mange stjerner, der nu sammen med de unge talenter indkører det ene flotte resultat efter det andet.

 

Til gengæld blev det ikke til den drømmedebut på WorldTouren, som Higuita havde drømt om, men når den værste skuffelse har lagt sig, må han alligevel kunne se tilbage på løbet med en vis tilfredshed. Mens der forud for sæsonen trods alt var en del snak om Pogacar, var der ikke mange, der overhovedet nævnte Higuita. Naturligvis havde han da kørt pænt på Manzana Postobon, men slet ikke leveret specielt iøjnefaldende præstationer, og modsat folk som Bernal, Esteban Chaves, Miguel Angel Lopez og Nairo Quintana, der alle gjorde opmærksomme på sig selv ved at vinde Tour de l’Avenir havde Higuita ikke gjort opmærksom på sin eksistens hos andre end cykelnørder.

 

Det har imidlertid i den grad ændret sig. EF-mandskabet havde egentlig allerede luret potentialet og tilbudt ham en kontrakt, men blev også enige om, at et halvt år på det lille Fundacion Euskadi nok var meget godt for den videre udvikling, inden springet til WorldTouren kunne tages. Lige siden det allerførste pedaltråd i Challenge Mallorca i januar, hvor han første gang blandede sig helt i front med navne som Alejandro Valverde, har han imidlertid vist, at der absolut ingen grund var til at vente. Higuita var i februar og marts her, der og alle vegne, og havde det taktiske spil bare været en anelse anderledes, kunne han såmænd have vundet kongeetapen i Andalusien i skarp konkurrence med Yates-brødrene, Jakob Fuglsang, Ion Izagirre, Tim Wellens og Steven Kruijswijk.

 

Det fik EF-mandskabet til at fremrykke skiftet til den 1. maj, og i denne uge har Higuita endegyldigt dokumenteret, at han allerede nu hører til på WorldTouren. Med tanke på den yderst begrænsede erfaring, han har på dette niveau, er det yderst løfterigt, at han allerede i sit allerførste WorldTour-løb kan køre med om sejren, og havde han ikke været oppe mod en velkørende Pogacar, var det ham, der havde tronet øverst på podiet. Det er på stående fod meget vanskeligt at huske en rytter, der har vundet sit allerførste løb i sportens eliteserie, og det siger en del om, at EF-mandskabet her har fundet en sand lille guldfugl, der endda ikke blot klatrer som en drøm, men også er lynhurtig på stregen, som vi så det med 3. pladsen på 5. etape.

 

Dermed blev det ikke helt uventet Higuita, der skulle løfte ansvaret for det ellers i bredden så stærke EF-mandskab. Tejay van Garderen gled nemlig hurtigt agterud, og mens han nok kan henvise til sin forslåede hånd som undskyldning, er det svært ikke at se nedturen som udtryk for en generel tendens. Mens hans tempoevner stadig er intakte, står det nemlig efterhånden mejslet i granit, at van Garderen næppe nogensinde igen bliver den klatrer, han engang var, og faktisk skal vi vel tilbage til det ærgerlige sygdomsrelaterede exit fra Touren i 2015 for at finde sidste gang, han var på sit højeste niveau. I USA har han ellers haft for vane altid at kunne finde nogle ekstra procent, men det kunne han ikke denne gang. Og da Rigoberto Uran tilsyneladende fortsat er for mærket af et forår, der har været lagt i ruiner af et brækket kraveben og derfor valgte at vente på sin amerikanske kaptajn, mens Lachlan Morton og Lawson Craddock var blevet brugt til at kontrollere Maximilian Schachmanns tidlige fremstød, blev det på papiret så stærke mandskab efterladt med bare en colombiansk opkomling til at slås om sejren.

 

Nu vi er ved det med talenterne, er det naturligvis helt umuligt at komme udenom Kasper Asgreen. I gårsdagens optakt havde jeg ganske vist åbnet muligheden for, at den formstærke dansker måske på en superdag kunne klemme sig ind i top 10, men at det skulle blive til en 6. plads foran adskillige mere etablerede klatrenavne, overgik alle forventninger. Som en anden Tom Dumoulin skilte danskeren sig ud som en sværvægter i en letvægtsboksekamp, men det forhindrede ham ikke i at holde sig til, da George Bennett med sit første angreb reducerede gruppen til bare 8 mand, og derfra efterlignede han også i køretaktik hollænderen, da han lod rivaler være rivaler og kørte det brutale bjerg som en enkeltstart, der gjorde det muligt på den sidste kilometer sammen med Riccardo Zoidl at overhale Simon Spilak og sikre sig det nærmest sensationelle resultat - i øvrigt præcis den samme placering, som Peter Sagan ligeledes helt sensationelt sikrede sig, da han for fire år siden højst overraskende tog den samlede sejr i løbet.

 

Ugen må således have været lidt af en øjenåbner for Asgreen, der alene kom til USA for at køre spurter for Fabio Jakobsen og måske teste sig selv i et udbrud eller to. Nu har han kurs mod at komme hjem med en etapesejr, en podieplads og en pointtrøje i et løb, hvor han både har klatret med de bedste, slået Jasper Philipsen i en spurt og brilleret som puncheur i South Lake Tahoe. Med andre ord har Asgreen vel været løbets mest alsidige rytter, og dermed har han pludselig fået udvidet sin horisont ganske gevaldigt. Han har gjort det klart, at det er brostensklassikerne, der fortsat har hans fokus, men nu ved han, at han har mulighed for at gå efter andet og mere, hvis han skulle få lyst til det undervejs. Og så kan man naturligvis i sit stille sind ærgre sig over, at det lige netop var i 2019, at Tour of California for første gang nogensinde ikke bød på en enkeltstart, for i givet fald kunne det være gået helt, helt anderledes.

 

I det hele taget blev det en stor dansk dag. Ganske vist måtte Jonas Gregaard ikke helt uventet indse, at han stadig er lidt for grøn til at blande sig med verdenseliten, men Jesper Hansen fulgte fornemt op på de flotte takter, han har vist siden starten på løbet. Dermed synes han endelig at være kommet sig over sine helbredsproblemer, og selvom de har kostet ham chancen for at vise sig frem i mange af forårets bjergløb, er der heldigvis masser af bjerge endnu, hvor han kan få lov at boltre sig i den ekstra frihed, han har på Cofidis. Endelig leverede Magnus Cort, der ellers ikke just har haft diamanter i benene i denne uge, en sensation, der vel næsten overgår Asgreens, da han helt ud af det blå kørte sig ind på en 13. plads på en dag, hvor al logik sagde, at han burde være rullet til toppen sammen med gruppettoen.

 

Mens talenterne boltrede sig, kom de to forhåndsfavoritter til kort. Bennett, der ellers havde virket så stærk på 5. etape, åbnede ganske vist selvtillidsfuldt ballet, men måtte hurtigt sande, at han var oppe mod to ryttere, der var stærkere end ham. En 3. plads på etapen er ganske vist hæderligt, men i et relativt smal felt havde han håbet på og forventet mere. Desværre kommer det som kulminationen på et trist forår, hvor det aldrig er lykkedes 2017-vinderen at finde det tårnhøje niveau, han havde i 2018, ikke mindst i Tour de Pologne, hvor han var på et helt andet niveau end rivalerne.

 

Løbets helt store klassementsstjerne, Porte, kom også til kort, og selvom en 4. plads naturligvis markerer en solid fremgang efter et forår, der er blevet ruineret af den ene sygdom efter den anden, kan man alligevel ikke lade være med at være en anelse bekymret. Porte har ganske vist altid været uhørt ustabil, ikke mindst som følge af sit skrøbelige helbred, men med ham har det som regel været enten-eller. Enten har han været i sin egen liga, som han har været det i forbindelse med sine mange sejre i løb som Paris-Nice, Tour de Romandie, Volta a Catalunya og Tour Down Under, eller også har han været skidt tilpas og næsten pinligt ringe. I dette løb har han imidlertid været god, men langt fra sit tårnhøje topniveau, og det er naturligvis en anelse bekymrende for en mand, der kun i meget få perioder har vist glimt af sin tårnhøje klasse siden det grimme styrt i Touren i 2017.

 

Etapen besvarede også spørgsmålet om, hvorvidt store Felix Grossschartner efter sejren i Tyrkiet havde gjort så store fremskridt, at han også kunne køre med om sejren på et rigtigt bjerg som dette. Svaret kom tidligt på stigningen, da den store østriger gled agterud, og dermed må han nok sande, at han stadig er lidt for tung til for alvor at kunne gøre sig gældende i de hårde etapeløb. Det samme gælder for fænomenet Maximilian Schachmann, men vi vidste allerede på forhånd, at han ikke er en mand til de høje bjerge, slet ikke med en form, der ikke er i top. Til gengæld viste han atter med sit modige angreb fra distancen, at han er en herlig cykelrytter, der aldrig er bange for at tage initiativ og skabe løbene.

 

Endnu værre gik det for Gianni Moscon, der var dagens største taber, men det var nu ikke helt uventet. Ganske vist har han gjort det bedre end ventet hidtil, men i lyset af, at formen ikke rakte til deltagelse i Giroen, havde det næsten også været for meget at forlange at kræve, at den relativt store italiener skulle kunne køre med om sejren i de høje bjerge. For ham må ugen alt andet lige have været en positiv oplevelse, der for første gang i år har vist ham i en konkurrencedygtig forfatning og tændt et håb om, at han kan blive klar til at hjælpe Froome og Thomas i Touren.

 

Endelig viste etapen, at Simon Spilak, der ellers knap har kunnet træde en bule i en blød hat siden sejren i Tour de Suisse i 2017, vitterligt er blevet konkurrencedygtig igen, ligesom Riccardo Zoidl leverede en klassepræstation, der understregede, at der var en grund til, at han var helt dominerende i mange af sidste sæsons mindre etapeløb. Til gengæld må Rohan Dennis trods en hæderlig indsats stadig indse, at han stadig ikke viser klatreevner, der giver blot det mindste håb om, at det giver mening at fortsætte det grand tour-projekt, han har tænkt sig at genoptage efter OL i Tokyo i 2020.

 

Den slags overvejelser behøver Pogacar ikke at gøre sig. Det slovenske fænomen fik med nattens triumf understreget, at han har kurs mod en stor karriere som grand tour-rytter, præcis som Bernal gjorde det med sidste års sejr. Og samtidig cementerede han Tour of Californias status som talenternes udstillingsvindue. Efter seks dage er fem af de seks etaper nemlig blevet vundet af unge talenter, og hele podiet udgøres af ryttere, der har maksimalt 13 måneder erfaring på WorldTouren. Vil man vide, hvem der kommer til at dominere cykelsporten i fremtiden, er Californiens cykelstolthed simpelthen et af de bedste steder at finde sine svar.

INFO
Optakter
Nyheder
Tour of California
Nyheder Profil Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Jumbo-Visma to og tre i Kampioenschap van Vlaanderen

Ung hviderusser toer i Slovakiet Rundt: Finalen passede mig godt

Optakt: Memorial Marco Pantani

Optakt: Primus Classic

Optakt med etapevinderbud: Okola Slovenska/Tour de Slovaquie

Følg Van der Poel, Sagan og Van Avermaet teste VM-formen

Stagiairen Steimle: Jeg har kørt fire løb for Quick Step og vundet de to

Demare stærkest i Slovakiet Rundt - Brøchner lige udenfor top 10

Quick Step-stagiaire vinder Kampioenschap van Vlaanderen efter sidevindsdrama

Nyt managerspil til VM og efterårsløbene

Holm om Sagan: Rytterne hader ham

Sunweb overvejer at sagsøge østrigsk dopingsynder

Motion: Min MTB-sæson - Jeg kører på cykel for sjov

Optakt: Kampioenschap van Vlaanderen

Cavagna forlænger med Deceuninck-Quick Step

Bennett, Impey eller Colbrelli? – Disse ryttere er stadig uden kontrakt

Prøv banecykling - og få billet til 6-dagesløbet

Seks arresteret i spansk antidoping-operation

Lefevere: Vi burde boykotte holdstafetten

Franskmand vender hjem til Marseille

Specialized Days - en unik mulighed for at se og prøve 2020-nyhederne

Bendixen slutter sæsonen af i Belgien

Fransk rytter testet positiv for EPO - Deler træner med Alaphilippe

Quaade skriver to år med Riwal-Readynez

Hindsgaul hasteindkaldt til VM

Transferlisten 2019-2020 - ProTeams

Transferlisten 2019-2020 - DANSK

Transferlisten 2019-2020 WorldTour

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST

TORSDAG

Lutsenko-sejr vigtig for moralen inden VM

Kritik af cross-åbning i USA

Grosu vinder kongeetapen i Slovakiet Rundt

Bernal efter løbspause: Jeg troede ikke, at jeg ville være så god

Dumoulin rystet efter nye beskyldninger: Fik måske ulovlig hjælp i Giro-sejr

Medie: 24-årig nordmand skifter til Riwal næste år

Lutenkso vinder Coppa Sabatini efter vildt soloridt

Ambivalent Blaudzun: Stokbro fortjener det

Optakt: Coppa Sabatini

Landa: Bahrain-Merida giver mig chancen som leder

Ny mountainbike teknikbane ved Brandbjerg

Valverde motiveret inden VM efter flot Vuelta

Lefevre mener: Evenepoel kan vinde VM i enkeltstart

Valverde taler ud om sin depression

Cofidis skriver kontrakt med to ryttere

Sivakov melder sig klar til Touren

ColoQuick-rytter må melde afbud til VM

ONSDAG

Thomas og Yates med England til VM

EF Education First skriver med norsk sprinter

Küng tog anden sejr på fire dage i Slovakiet

Jetlagpræget-Neilands overrasket over stor solosejr

Neilands sejrer i Wallonien

Steve Cummings har brud på fire ryghvirvler

Visconti vinder Giro Della Toscana foran Bernal

Wout Poels siger farvel til Ineos

Sean Kelly vælger Alaphilippe som favorit til VM

Kristoff vinder i Slovakiet – Mørkøv toer

Andreas Stokbro ny WorldTour-rytter

Spaniere anført af verdensmesteren Valverde

TIRSDAG

Optakt: Giro della Toscana

Optakt: GP de Wallonie

Amador bliver costaricansk enmandshær til VM

Ung tysker får kontrakt hos Deceuninck-Quickstep

Unik italiensk historie hviler på Trentins VM-skuldre

Benoot om VM-vragning: Jeg er skuffet

Rygte: Ineos og Lotto Soudal jagter Guerreiro

Sunweb sender Asbjørn Kragh i aktion i Belgien

Wacker får vigtige kilometer i benene i Slovakiet

Kristoff skal skaffe sejre i Slovakiet

Ulissi håber på godt resultat i Pantani-løb

EF Education First glad for Vueltaen trods styrt

CCC håber på slovakisk topresultat

AG2R sender VM-klart mandskab til Vallonien

Van Baarle får lang forlængelse hos Ineos

LIVESTREAM: GP de Wallonie og Coppa Sabatini

Italien til VM uden Nibali

Skræmmende stærke slovenere til VM

Produktnyt: Trek Supercaliber XC MTB

Debutanten skriver: Stjerneløbet - En hyldest til de frivillige kræfter

Hermans forlænger med Nicki Sørensens hold

Polen uden Kwiatkowski ved VM

Betancur erstatter Bernal til VM