Det er næsten svært at forstå, at der er tale om den samme rytter. For mindre end en måned siden lignede Elia Viviani en knækket mand, da han rullede over stregen som nr. 4 på 11. etape af Giro d’Italia efter endnu en spurt, hvor han havde været en skygge af det altædende monster, der i 2018 med hele syv sejre blev sæsonens mest vindende i grand tour-sammenhæng. Efter en lovende start, hvor han var blevet nr. 2 på 2. etape og faktisk havde krydset stregen først på 3. etape, var han faldet helt sammen i løbets sidste del, hvor han måske nok opnåede et par fine placeringer, men slet ikke havde den hurtighed, der karakteriserede ham i 2018. Faktisk virkede det som en hel lettelse, da han endelig kunne få lov at tage hjem.

På den baggrund var der faktisk grund til at nære en vis frygt inden Touren, og der har formentlig også været en søvnløs nat eller to hos Deceuninck-manager Patrick Lefevere, for hvem en gul trøje i Bruxelles om et par uger er et af sæsonens vigtigste mål. Her var Viviani udset som manden, der skulle levere varen, men da Giroen blot var kulminationen på et generelt trist forår, var der i den grad grund til at stille spørgsmål ved, om han kunne gøre det foran holdets hjemmepublikum på den største scene af dem alle.

Vivianis nedtur i Giroen startede nemlig egentlig allerede i marts. Da han vandt sin Tirreno-etape, så alt ellers lovende ud, og han lignede en meget formstærk rytter, da han drog mod Milano-Sanremo. Fra det øjeblik forvandledes sæsonen imidlertid til et mindre mareridt. Først blev han højst overraskende sat af på Poggio i den italienske klassiker, siden fik han en gedigen lektion af Groenewegen i De Panne, og kort efter floppede han totalt i Gent-Wevelgem, hans andet store klassikermål. Den ene spurt, han kørte i Romandiet, var et første tegn på, at alt ikke var på skinner inden Giroen, og da den italienske grand tour endte som en dundrende fiasko, kunne man med rette spørge, om Viviani vitterligt havde samme styrke som sidste år.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Heldigvis har Viviani før vist, at han kan rejse sig fra modgang. Det skete eksempelvis i 2017, hvor han led en af karrierens største skuffelser, da Sky i sidste øjeblik droppede ham til Giroen, men hvor han alligevel løftede sig selv til et helt nyt niveau i et eminent efterår, hvor han tog store WorldTour-sejre i Plouay og Hamburg. Det var med til at indbringe ham den uventede kontrakt som Kittels afløser på Deceuninck, og her udnyttede han mulighed for endelig at have sit eget tog til i 2018 ikke blot at vinde syv grand tour-etaper, men også blive sæsonens mest vindende rytter overhovedet.

På den baggrund var der nok ikke mange, der havde forudset den fiaskolignende sæsonstart, men heldigvis kan vi nu også lade den glide hen i glemslens tåger. Efter de to seneste dage i Tour de Suisse har Viviani nemlig vist, at han i den grad er tilbage og det måske endda i en endnu stærkere udgave end den, der havde så stor succes sidste år.

Det første tegn på forvandlingen kom allerede i mandags. Her blev han ganske vist blot nr. 2 bag Peter Sagan, men allerede dengang var det bemærkelsesværdigt, hvordan han på en så hård bakke var klart bedre end folk som John Degenkolb og Michael Matthews, der normalt er i deres es i den slags afslutninger. I går viste han, at han modsat tidligere også kunne afslutte efter vanlig høje standard på en etape, hvor han kun med nød og næppe havde overlevet en stigning og normalt ville være træt og kvæstet, og i dag kom så kulminationen. Her lykkedes det ham nemlig på helt suveræn vis i en knaldhård bakkespurt at slå Sagan, der normalt ellers er næsten umulig at bide skeer med i den type finaler.

Det er særligt denne præstation, der dokumenterer, at Viviani kan have kurs mod en fremragende Tour. Det er velkendt, at italieneren er blevet mere holdbar, og han har da også altid spurtet hæderligt på bakker, men normalt ville Sagan med relativ lethed kunne gå forbi på så vanskelig en stigning som denne. Det skete imidlertid aldrig, og faktisk så eksverdensmesteren ud til at skulle slås med blot at holde sin ven og tidligere holdkammerats hjul.

Sejren var dog ikke kun Vivianis egen fortjeneste. For anden dag i træk viste Deceuninck-toget nemlig deres tårnhøje klasse, da de gav et helt felt bøllebank i finalen. Selvfølgelig er det på en lidt billig baggrund i et felt, hvor antallet af tog er begrænset, men man må alligevel lette for hatten over den måde, de har domineret de seneste to finaler. I dag var det endda endnu mere sublimt end i går, da de denne gang havde Maximiliano Richeze tilbage i den rolle som næstsidste mand, som han mestrer bedre end næsten alle i denne verden, og dermed blev der også lagt en grobund for Vivianis flotte spurt, som var mindst lige så vigtig som italienerens præstation selv.

Det gør imidlertid blot Lefeveres dilemma i forhold til Tour-holdet endnu større. I forvejen har det været svært at tilgodese både Enric Mas og Viviani, men den opgave bliver bestemt ikke lettere nu. Udover de to kaptajner er Julian Alaphilippe og formentlig også Philippe Gilbert stensikre på udtagelse, og det er også Richeze og Michael Mørkøv som de vigtigste folk i Vivianis tog. Det oplagte ville være at udtage både Yves Lampaert, der er guld værd som fjerdesidste mand og god på holdløbet, samt Kasper Asgreen, der kan bidrage overalt, men Mas har længe brokket sig over den begrænsede støtte, han kan få i bjergene. Hvis Lefevere fortsat tror på, at han kan forhindre den spanske guldfugl i at skifte til Movistar, skal der vel lidt smiger til, og i den sammenhæng er det oplagt at føje klatrerens ønske om at få Dries Devenyns ved sin side. Der skal træffes nogle hårde valg de kommende dage, når enten Asgreen, Devenyns eller Lampaert skal sies fra, og uanset hvad han vælger, vil en af de to kaptajner formentlig blive utilfreds.

Den slags problemer har Peter Sagan ikke, for selvom man på Bora også skal støtte Emanuel Buchmann, får den slovakiske superstjerne de folk, han skal bruge. Til gengæld er det fortsat en anelse bekymrende, at han heller ikke i dag var på det niveau, han normalt er i Tour de Suisse, for selvom Vivianis spurt var flot, ville en Sagan, som vi kender ham, altså uden tvivl være gået forbi. Naturligvis kostede det kræfter at kæmpe sig frem fra en sjældent dårlig position, men det kan ikke slette indtrykket af, at Sagan ikke i dette løb har givet indtryk af, at han er tilbage på sit topniveau. At han alligevel har haft enorm succes de første fem dage, siger alt om hans tårnhøje klasse, men de spørgsmålstegn, der stod ud for hans navn inden løbet, er ikke definitivt blevet slettet.

De, der stod ud for Vivianis navn, er til væk, men de er til gengæld bare blevet flyttet. Nu står de ud for Michael Matthews, der heller ikke i dag kunne overbevise om, at han er klar til Touren. Det så ellers ud til, at der var forbedring i sigte, da han i går spurtede sig til en fin 2. plads i en flad finale, men i de stigende spurter, der er Matthews raison d’être, har han været en skygge af den rytter, der sidste år blev den anden i historien til at vinde de to puncheurspurter i de canadiske klassikere. Ikke blot har det knebet i positionskampen - de mangler var jo velkendte - men heller ikke hans power har været noget at skrive hjem om, og han skal i hvert fald være glad for, at Touren først starter om et par uger.

Mere tilfreds kan Matteo Trentin være. Italieneren har nemlig været utroligt stabil i denne uges spurter, men alligevel er glasset kun halvt fuldt. Løbet har nemlig også understreget, at han altså ikke har den fart hverken på bakker eller på flad vej, der gør det særligt sandsynligt, at han skulle vinde en etape i Touren. Lettere bliver det ikke af, at han bliver en del af et Mitchelton-hold, hvis altoverskuffende fokus bliver den samlede sejr med Adam Yates, og selvom han igen i dette løb har bekræftet, hvor brølstærk han efterhånden er blevet, skal tingene flaske sig, hvis det skal være i 2019, at han tager sin tredje etapesejr i verdens største cykelløb.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Til gengæld har der været lidt opmuntring at hente for Treks klassikertrup, der ellers har haft et katastrofalt år. Først leverede Jasper Stuyven et fuldstændig sublimt lead-out for John Degenkolb i mandags, og i går var det så tyskeren, der imponerede på den sidste stigning, inden han - måske lidt dumt - stillede sig til rådighed for den betydeligt mere mærkede Stuyven. I dag valgte man lidt overraskende at satse på belgieren i en afslutning, der ellers burde have været skræddersyet til Degenkolb, men heldigvis viste Stuyven, at hans flotte kørsel i mandags ikke var en enlig svale. Efter at hans tyske lead-out man havde ført ham flot frem, kørte han nemlig en fornem spurt, der indbragte en fin 3. plads. Nogen sejr er det naturligvis ikke, men for et Trek-hold, der ikke har haft meget at juble over i år, kan man formentlig se det positive i, at der er fremgang at spore.

Det er der også for Alexander Kristoff. Jeg var ellers efter nordmanden i går, hvor han da også åbent indrømmede, at han slet, slet ikke havde haft benene til at tilkæmpe sig en ordentlig position. I dag var han heller ikke så langt fremme, som man normalt ser for den ellers uhyre stabile og driftssikre nordmand, men en 6. plads i denne hårde finale indikerer, at benene trods alt ikke er helt ringe. Det kunne de heller ikke være, hvis man tænker på, at forud for løbet havde vundet tre gange, herunder ikke mindst samlet i Tour of Norway, hvor han ellers plejer at være for tung.

Derudover er der grund til igen at fremhæve unge Stan Dewulf. Vinderen af sidste års U23-udgave af Paris-Roubaix har haft en relativt anonym start på sin professionelle karriere, men i dette løb er han trådt i karakter. Ganske vist er en 8. plads ikke i sig selv bemærkelsesværdig, men det er fornemt af en ung rytter, der bestemt ikke er en klassisk sprinter, og som aldrig har været i nærheden af at køre så hårdt et etapeløb. På samme vis blev det til endnu en fornem præstation af Fabian Lienhard, der i denne uge igen har vist, at han snart er moden til et højere niveau.

Derudover blev etapen ganske udramatisk. Man kunne ellers have frygtet, at der var udbrudt krig i den knaldhårde start, men det lykkedes for Bora og Sunweb at lirke en lille trio afsted. Den havde ganske vist også noget seriøs muskelkraft i form af Stefan Küng og Matej Mohoric, men i denne indledning kunne det være endt langt, langt værre. Selvom Mohoric gjorde et behjertet forsøg, lykkedes det let for Bora, Sunweb og Trek at skabe samling, så sprinterne kunne få deres sidste chance inden bjergene.

Til gengæld kan man igen undre sig over, at Sunweb ikke brugte deres så klatrestærke trup til at slide lidt hårdere på Viviani-typerne. Man skulle ellers tro, at de havde lært af gårsdagens dumhed, men heller ikke i dag kom den forcering, man kunne have ventet. Og med tanke på udfaldet kunne flere nok godt have ønsket sig, at de havde forsøgt at mærke Viviani bare en anelse mere inden finalen.

Desværre får de ikke denne gang en chance for at gøre det godt igen, for nu er det definitivt slut for de hurtige folk. Fra nu af handler det alene om klassementet - samt naturligvis en enkeltstartssejr på lørdag - og derfor bliver der totalt skiftet persongalleri fra i morgen. Og mens vi i de seneste dage har haft god lejlighed til at vurdere de hurtige folks form, er vi stadig helt på bar bund, når det handler om at vurdere, hvem der kan vinde årets løb. Vi ved kun, at det ikke bliver Geraint Thomas, den sygdomsramte Rui Costa eller Pierre Latour, der stadig er på vej tilbage efter en skade, men derudover er ballet helt åbent.

Og mon ikke, der er en klassementsrytter eller to, der drømmer om at kunne tage hjem med samme selvtillid som Viviani? Løbet har nemlig allerede én klar vinder, nemlig den italiener, der for et par uger siden lignede en knækket mand. Det gør han ikke længere!