SÆT DIT TOUR-MANAGERHOLD - PRÆMIER FOR MINDST 80.000 KRONER!
 

I mange år har det været en ret triviel sag at pege på en Tour-favorit. I årene mellem 2013 og 2018 skulle man være temmelig uforsigtig, hvis man turde at fremhæve andre end Chris Froome som manden, der skulle slås i løbet af de tre uger på de franske landeveje. Selv i 2018, hvor han kom med både en Giro- og en Vuelta-sejr i benene, havde britens historik været så overbevisende, at det var det store flertal, der troede, at han også ville vinde den fjerde grand tour på stribe.

Sådan er det bestemt ikke længere. I 2019 var mange i tvivl om, hvorvidt det var Geraint Thomas eller Egan Bernal, der stod med de bedste kort, og sidste år var cykelfans også delt i en Egan Bernal- og en Primoz Roglic-lejr. Alligevel synes 2021-udgaven at overgå dem begge, når det handler om at have et mudret favoritbillede, for sjældent har en grand tour haft to så jævnbyrdige favoritter, som det er tilfældet i år.

I 2019 pegede flertallet på Bernal, der også endte med at vinde løbet. I 2020 gjorde Roglic sig til en temmelig klar favorit i ugerne op til starten, selvom han senere endte med at blive slået af Tadej Pogacar. I år vil en afstemning mellem alverdens cykelfans dog nok ende meget tæt på 50-50, hvis man blev bedt om at pege på sin forhåndsfavorit til verdens største cykelløb. Så åbent tegner det interne slovenske opgør mellem Pogacar og Roglic sig nemlig denne gang.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Til gengæld er der også alenlangt ned til nr. 3, og det er svært helt at tro på, at andet end uheld kan forhindre endnu en slovensk sejr. Det betyder dog ikke, at en overraskelse er umulig, når Ineos kommer med et veritabelt superhold, der med Geraint Thomas, Richard Carapaz og Tao Geoghehan Hart tæller ikke færre end tre nylige grand tour-vindere sekunderet af sidste års nr. 3, Richie Porte, der denne gang er fint tilfreds med at agere hjælper. Endnu mere interessant bliver det, når man ser, hvordan det ellers hensygnende Movistar-mandskab har genfundet rytmen og kommer med en skræmmende kvartet i form af Miguel Angel Lopez, Enric Mas, Alejandro Valverde og Marc Soler. Så har vi endda slet ikke nævnt Emanuel Buchmann, Wilco Kelderman, Rigoberto Uran, Sergio Higuita, Jack Haig, Wout Poels, David Gaudu, Michael Woods, Dan Martin, Nairo Quintana, Bauke Mollema, Guillaume Martin, Ben O’Connor og Lucas Hamilton, der alle kommer med legitime forventninger om at kunne begå sig i klassementet. Og glem endelig ikke, at der på det seneste er kommet ganske kraftige indikationer af, at Julian Alaphilippe har drømme om at gennemføre det mirakel, der for to år siden døde bare 48 timer inden afslutningen i Paris.

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets fem enstjernede favoritter, der kan betragtes som outsidere med en mulighed for en podieplads, hvis alt går deres vej.

SE ALLE TOUR-ETAPER I FULD LÆNGDE UDEN REKLAMEPAUSER

Jack Haig (*)

Australien har haft en kedelig evne til, at deres mange lovende U23-ryttere hurtigt falder sammen efter deres overgang til det professionelle niveau. I de senere år har der været en temmelig lang liste af unge rytter, som leverede så overbevisende resultater på ungdomsniveau, at der straks blev skruet høje forventninger. Alle har de dog haft det så svært i karrierens første, at de langsomt er gledet lidt ud af radaren. Robert Power og Chris Hamilton blev aldrig til det, mange havde ønsket, og Jai Hindley, Ben O’Connor, Robert Stannard og Lucas Hamilton er først for nylig begyndt at vise, at deres fine U23-karriere ikke var uden grund

Der er dog særlig én rytter, der delvist har brudt trenden. Jack Haig slog tidligt igennem med sin 2. plads i Tour de l’Avenir i 2015, og det skabte kolossale forventninger til den lovende australier. Modsat mange af sine landsmænd viste han herefter lynhurtigt med en 2. plads i Slovenien Rundt, at han var i stand at videreføre takterne også på højeste niveau.

Desværre har Haig haft det svært på et hold, der i Esteban Chaves og Yates-brødrene har haft hele tre grand tour-kaptajner til at skygge for ham. Derfor er han også hurtigt endt i en lidt kedelig rolle som de to Yates-brødres evige løjtnant, og han har kun alt for sjældent haft chancen for selv at jagte et resultat. Særligt i 2018, hvor Simon var så dominerende i både Giroen og Vueltaen, viste Haig imidlertid, at han formentlig kunne have drevet det vidt selv, og han endte da også som nr. 19 i Spanien, hvor kaptajnen triumferede.

I de senere år har Haig heldigvis fået noget ansvar i de ugelange etapeløb. Det startede med en uhyre fornem 4. plads i 2019-udgaven Paris-Nice, hvor Simon sejlede ud af klassementet i sidevinden, og det kulminerede i foråret 2020, hvor han endte som nr. 2 bag Tadej Pogacar i et stærkt besat løb i Valencia og igen bag Jakob Fuglsang i Andalusien, hvor han endda også vandt en etape, og hvor han på kongeetapen syntes at sætte selv danskeren og en velkørende Mikel Landa under pres. Mest imponerende var han dog i efteråret 2019, hvor han trods uheld i Emilia og Milano-Torino var uhyggeligt stærk med en 3. plads i Bretagne Classic, der ellers ikke passede ham, og ikke mindst 6. pladsen i Il Lombardia.

Serien af resultater fra begyndelsen af 2019 til begyndelsen af 2020 var så lovende, at det store gennembrud lå lige forude. Nu måtte det bare være et spørgsmål om kort tid, inden Haig ville vise sig arvtageren til Cadel Evans og Richie Porte, der syntes at efterlade Australien med lidt af et tomrom, når nu de unge ryttere havde så svært ved at slå igennem.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Om han fik coronavirus galt i halsen, ved jeg ikke, men sandt er det i hvert fald, at Haig var som forvandlet, da han vendte tilbage efter nedlukningen. I løbet af efteråret fandt han aldrig takterne, og da han sammen med resten af Mitchelton-mandskabet forlod Giroen før tid, var det næsten en befrielse ikke at skulle lade sig yderligere frustrere over hans store vanskeligheder.

Man kunne have et håb om, at luftforandring kunne gøre ham godt. Over vinteren forlod han nemlig rollen som Yates-slave i Australien til fordel for en mere fremtrædende plads på Bahrain, der ligeledes havde luret hans store potentiale. Desværre sad den forbandede virus tilsyneladende stadig fast i halsen, for hans sæsonstart var mildt sagt skuffende. Det blev til en beskeden 7. plads i Provence, uhyre nedslående klatring i Emiraterne og blot en 7. plads i et svagt besat Paris-Nice, hvor han ikke kom i top 10 på én eneste af de to bjergetaper. Da han endelig viste lidt takter i Liege, blev han slået ud af kulden i Romandiet, og derfor kunne han tage på pause med bevidstheden om, at han nu havde befundet sig i en formkrise i mere end et år.

I lyset af den triste australske historik kunne man let have tabt modet, men nu ser det pludselig ud til, at han har fået renset halsen for virus eller andet, der måtte have siddet i vejen. Så snart han satte et nummer på ryggen i Dauphiné viste han nemlig, hvorfor han betog cykelverdenen i 2019 og begyndelsen af 2020. Uanset om han kørte som en motorcykel i rollen som hjælper for Sonny Colbrelli, kørte sit livs enkeltstart, endte som nr. 4 på kongeetapen eller som den eneste lykkedes med at undslippe Ineos’ jerngreb på Col du Joux Plane på løbets sidste bjergetape, efterlod Haig med sine suveræne præstationer et indtryk af, at gennembruddet var nært forestående. Desværre betød det britiske storholds lammende kontrol af sidste bjergetape, at han ”blot” endte løbet som nr. 5, men i bjergene var han i hvert fald mere end blot femtestærkeste mand.

Resultatet har skabt forventninger frem mod hans andet Tour de France. Efter Mikel Landas ærgerlige styrt i Giroen og efterfølgende afbud lå det ellers i kortene, at kaptajnrollen hos Bahrain skulle gå til Wout Poels eller måske Pello Bilbao. Nu er kortene imidlertid blandet, og Haig har med sin kørsel i Dauphiné sikret sig rollen som holdets klassementsrytter.

Hvor langt kan det føre? Det aner vi ikke. Haig har aldrig tidligere kørt klassement i en grand tour, men i rollen som hjælper har han imponeret. I Vueltaen blev han i hvert fald nr. 19 for tre år siden, selvom han havde til opgave at hjælpe den vindende Yates, og han udmærkede sig ved at holde et fornuftigt niveau hele vejen. Hans grundlæggende karakteristikum er da også hans dieselmotor, og den slags evner plejer at føre langt i grand tour-sammenhæng.

Haig har dog flere udfordringer end blot spørgsmålet om hans holdbarhed. Først og fremmest er der hans enkeltstart, der ikke gør ham mange tjenester på denne rute. Heldigvis er der håb i den flotte tidskørsel, han kørte i Dauphiné, men et større tidstab i det franske fladland synes at være en uundgåelig konsekvens af en rute med næsten 60 km ensom tidskørsel.

En anden udfordring er sidevinden. Nu var det faktisk vinden, der gav ham kaptajnrollen i Paris-Nice i 2019, men lige så stærke Bahrain kan se ud i bjergene, lige så sårbare kan de se ud, hvis mistralen raser. Nok er Sonny Colbrelli, Matej Mohoric, Fred Wright og ikke mindst den i år så flyvende Marco Haller ikke uefne i den disciplin, men der er stærkere hold end araberne, hvis feltet splittes undervejs.

Kommer han til gengæld til bjergene uden alt for store tilbageslag, er der grund til at frygte Haig, hvis han har de ben, han havde i Dauphiné, og som han har opbygget gradvist gennem flere år med løfterige præstationer. De lange stigninger, der kendetegner årets løb, burde være guf for en mand, der mest af alt er en dieselmotor, og de relativt mange højdemeter, der findes på alle løbets nøgledage, synes kun at gøre det endnu bedre.

Først og fremmest er han dog en væddeløber. Da han tog sin flotte sejr i Polen Rundt for tre år siden, skete det netop via et overraskelsesangreb fra distancen. Det er heller ikke tilfældigt, at offensiv kørsel sendte ham på podiet i Bretagne, selvom det var et løb, der slet ikke var noget for ham. Og det er ikke uden grund, at Haig angreb Ineos på begge bjergetaper i det nylige Dauphiné.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Det er den offensive tilgang og kampen mellem favoritterne, der skal bringe Haig tilbage i spillet, når enkeltstarterne handicapper ham betydeligt. Til det formål støttes han af et af løbets stærkeste mandskaber, der i bjergene stiller folk som Poels, Bilbao og Dylan Teuns til hans rådighed. Med tanke på, at Bahrain har været her, der og alle vegne, siden Caruso endte som nr. 2 i Giroen, er der i den grad grund til ikke at undervurdere den arabiske armada, der har spillet nøgleroller i Dauphiné, hvor de vandt tre etaper, fik tre 2. pladser og endte som nr. 4 samlet, i Slovenien, hvor de vandt to af fem etaper, og i Schweiz, hvor de vandt kongeetapen.

Om Haig så er stærk nok til at omsætte den kollektive styrke til noget stort og tillige holde hele vejen, har vi stadig til gode at se, men efter hans flotte karrierestart og stærke Dauphiné er der i hvert fald grønt lys i alle lamper. Som bekendt viste Hindley os i sidste års Giro, at de stagnerede australske talenter sagtens kan bryde igennem, selvom de måske skal bruge lidt længere tid end de europæiske vidunderbørn. Lad os håbe, at Touren bliver stedet, hvor den mest lovende af de unge australiere endelig åbenbares for et brede cykelpublikum.

SÆT DIT TOUR-MANAGERHOLD - PRÆMIER FOR MINDST 80.000 KRONER!
 

Rigoberto Uran (*)

Indrømmet! Jeg var klar til at sende Rigoberto Uran på pension. Lige siden han opnåede karrierens højdepunkt med 2. pladsen i Touren i 2017, er det nemlig kun gået én vej for colombianeren, der ellers med hele tre 2. pladser har en af det nuværende cykelfelts mest imponerende grand tour-historikker. I 2018 var han aldrig en faktor i løbet, før han udgik og blev en pauver nr. 7 i Vueltaen, hvor han blev sat eftertrykkeligt til vægs af de unge kometer, og i både 2019 og 2020 endte han på helt anonyme placering som nr. 7 og 8 - resultater, man er nødt til at slå op, fordi ingen rigtigt opdagede, at han var med i løbene.

Nej, for Uran er det kun gået baglæns, og når dåbsattesten siger 34 år, er der derfor grund til bekymring. Bedre blev det bestemt ikke af, at han i foråret blev ramt så hårdt af covid-19, at han efter eget udsagn måtte starte fra scratch i begyndelsen af maj og derfor måtte opgive den Giro-Vuelta-double, som var hans oprindelige sæsonmål.

Der er dog også en anden historie om Uran. Der er nemlig meget få, der har haft et lige så ujævnt karriereforløb som den altid muntre colombianer. Han bragede ind på scenen med en etapesejr som bare 20-årig i Tour de Suisse i 2007 - dengang var det ret uhørt for så ung en rytter at vinde på WorldTouren - men havde lidt svært ved at følge op på succesen i de kommende år. Pludselig brød han for alvor igennem, da han sprang ud af Bradley Wiggins’ skygge og endte som nr. 2 i Giroen i 2013 - en placering, han gentog i 2014, hvor der stadig er diskussion om, hvordan det var gået, hvis alle havde vidst, om kongeetapen var neutraliseret eller ej. Siden forsvandt han atter ned i et hul i de følgende år for siden at genopstå i en fornem 2017-sæson, der kronedes med 2. pladsen i Touren, inden han altså nu igennem de seneste tre år bare synes at være gået mere og mere i forfald.

Forventningerne til ham var derfor ganske begrænsede over det meste af cykelverdenen, og hans covidsygdom gjorde det bestemt ikke bedre. Faktisk var hans hold også mest indstillet på at komme til løbet med et primært fokus på etaper - i hvert fald lige indtil lørdag d. 12. juni sidst på eftermiddagen. Der blev manager Jonathan Vaughters nemlig pludselig nødt til at gå tilbage til tegnebrættet og genoverveje det amerikanske holds strategi for de kommende tre uger.

Forklaringen er naturligvis bjergenkeltstarten i Tour de Suisse. Her vandt Uran ikke blot etapen, han satte alle rivalerne grundigt på plads på opkørslen af Oberalppass. Faktisk kørte han så stærkt, at han måske endda kunne have vundet løbet, hvis ikke taktikken i modvinden på Leukerbad-etapen havde givet Richard Carapaz et større forspring, end han havde fået, hvis ikke forfølgergruppen var blevet lammet af den stop-go-kørsel, som er en uundgåelig konsekvens af en let modvindsstigning og et totalt fravær af hjælpere.

Den bedrift gav et varsel om, at Uran måske ikke er helt pensionsmoden endnu - i hvert fald ikke så meget, at han ikke er berettiget til at stille til start som EF-mandskabets kaptajn. Ganske vist er der fortsat også et blik på etaper, men Urans rolle er markant mere markant, end der var udsigt til for et par uger siden.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

Det er egentlig også ret velbegrundet. Hvis han nogensinde skal køre med i front i Tour de France, må 2021 være året. Urans ujævne karriereforløb er også kommet til udtryk på enkeltstarterne, der mildt sagt har været svingende for den ellers ret alsidige colombianer. I karrierens første år var han alt andet end imponerende, indtil han pludselig blev en sand tempogigant, der knuste al modstand på Giroens enkeltstart i 2014. Siden fulgte en serie sæsoner, hvor han kørte så rædselsfulde enkeltstarter, at han gled direkte ned nær bunden af klassementsrytternes tempohierarki, men i de senere år er det pludselig igen blevet en af hans store forcer. Det så vi med 4. pladsen på Tour-enkeltstarten i 2019, 10. pladsen på sidste års Tour-enkeltstart og altså også den nylige præstation i Schweiz, der ganske vist havde et specielt design, men som viste sig bedre for temporyttere, end profilen i første omgang antydede.

Det lover godt forud for de næsten 60 km enkeltstart i Frankrig, og selvom de flade tonserruter ikke er de allerbedste for Uran, ligner han blandt klassementsrytterne en af de klare vindere. Om han så klatrer godt nok i bjergene til for alvor at indgå i podiekampen, er til gengæld betydeligt mere tvivlsomt. Nok kørte han et flot løb i Schweiz, men igen i år bød løbet på så svagt et felt, at man skal være meget varsom med at drage alt for mange konklusioner på baggrund af de otte dage i alpelandet.

Det ændrer dog ikke på, at Uran efterlod et overbevisende indtryk, og det gjorde han faktisk også i de første dage af Touren sidste år. Her falmede han mod slutningen, og det er desværre nok igen en overhængende risiko. Selvom han har tre 2. pladser i grand tours, har han nemlig aldrig rigtigt formået at være lige overbevisende gennem alle tre uger, måske med 2017-udgaven af Touren som den eneste undtagelse.

Andre udfordringer er der også. EF ser alt andet end overbevisende ud i sidevinden, hvor Uran før har tabt tid, og heller ikke i bjergene vil de være nogen magtfaktor. Først og fremmest er problemet dog nok, at Uran er så pokkers defensiv, at det er svært for alvor at tro på, at han tør satse det, der skal til, for at køre sig til andet end endnu en anonym top 10-placering.

Måske er der dog lys i det mørke. I hvert fald var han i gang med en stor og modig offensiv i 2019, indtil uvejr og jordskred satte en brat stopper for 19. etape. I karrierens efterår betyder endnu en 8. plads næppe meget, og måske er det derfor nu, at han tør tage de risici, der skal til for igen at spille en rolle helt fremme i klassementet. Det skal ses, før man for alvor kan tro på det, men på en rute, der favoriserer ham, efterlod Uran et stærkt nok indtryk i de schweiziske bjerge til, at det nok er en postgang for tidligt at erklære ham pensionsmoden - i hvert fald indtil vi om tre uger er meget, meget klogere!

SÆT DIT TOUR-MANAGERHOLD - PRÆMIER FOR MINDST 80.000 KRONER!

Emanuel Buchmann (*)

Var alt gået efter planen, havde Emanuel Buchmann været et helt andet sted end i Brest. Den udkørte tyske krop var formentlig anbragt solidt i en sofa, mens den gjorde sig klar til at tilbringe de kommende uger som spændt iagttager af årets Tour de France. Da ruten i november blev offentliggjort og åbenbarede næsten 60 flade kilometers enkeltstart, blev den store tysker nemlig så skræmt, at han med det samme bad Bora-mandskabets ledelse om at udskyde drømmen om et Tour-podium med et år, så han i stedet kunne satse på Giroen.

Desværre gik den plan ikke som ønsket. Selvom han ikke just havde imponeret stort over løbets 14 første dage, havde solide Buchmann stadig kurs mod en sandsynlig top 5, da uheldet ramte på en ellers uskyldig mellemetape på den italiensk-slovenske grænse. Et større styrt, der kostede hele tre ryttere deltagelse i løbet og endda førte til en halv times neutralisering af etapen, betød, at Buchmann måtte rejse hjem i stedet for at tage kampen op med Egan Bernal i Dolomitterne og Alperne i den sidste uge.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

I første omgang var det ikke Buchmanns plan at rejse videre til Touren. Ganske vist var skaderne ikke slemme, men han havde først en skuffelse, der skulle fordøjes - måske særligt fordi favoritternes yoyokørsel i den tredje uge bestemt ikke gjorde det usandsynligt, at tyskeren måske alligevel kunne være endt på podiet. Da han kom tilbage på cyklen, blev han imidlertid så opmuntret af sit niveau, at han og manager Ralph Denk blev enige om, at det måske alligevel gav mening at forsøge at presse et resultat ud af de mange måders målrettet Giro-forberedelse.

Buchmann kommer imidlertid slet ikke til løbet med den kaptajnrolle, hans status tilsiger. Tværtimod er det Wilco Kelderman, der er Boras chef i kampen om klassementet, og Buchmann går alene ind til løbet som en joker med en fri rolle. Både han og Denk har dog også gjort det klart, at han ikke smider sit klassement, før det endegyldigt står klart, at formen alligevel ikke rækker.

I lyset af den begrænsede forberedelse taler meget også for, at Kelderman ender som holdets bedste mand. Disse optakter er imidlertid baseret på vinderpotentiale, og når man ser, hvor begrænset Kelderman var i bjergene i sidste års svagt besatte Giro, og hvordan han i år er blevet nr. 8, 11, 12, 12 og 14 på de fem bjergetaper, han har kørt i sæsonens WorldTour-løb, er det lidt svært for alvor at tro på hollænderen, selvom han åbenlyst har fordel af den tempotunge rute.

Det har Buchmann bestemt ikke. Der var en grund til, at han løb skrigende væk i november, og efter at have set hans indledende enkeltstart i Giroen, som var på grænsen til at være katastrofal, er der intet, som tyder på, at han har forbedret sig spor i den disciplin, der altid har været hans akilleshæl. Det er meget svært at se, at Buchmann ikke skulle blive sat væsentligt tilbage, når de knap 60 km ensom kamp i fladlandet er overstået.

Til gengæld kan han noget andet. Det er ikke uden grund, at Buchmann for to år siden endte som nr. 4 i Touren, hvor han fuldendte den enorme fremgang, han pludselig oplevede i 2019-sæsonen. Her havde han formentlig vundet Dauphiné, hvis ikke han havde dummet sig med et fjollet udbrudsforsøg på 2. etape, han vandt kongeetapen i Baskerlandet, var uhyre overbevisende i UAE Tour og på Mallorca og rundede altså sæsonen af med næsten at køre på Tourens podium. Buchmann etablerede sig dengang som en af verdens allerbedste klatrere - en udvikling, der blot syntes at fortsætte ind i 2020, hvor han igen lagde ud med at dominere på Mallorca og kom så overbevisende fra start i Dauphiné, at han for alvor lignede en potentiel trussel mod Jumbo og Ineos i Touren.

Det blev han bare ikke, og det er desværre også endnu en årsag til, at det er svært for alvor at tro på Buchmann denne gang. Han styrtede nemlig på det franske løbs kongeetape, og siden har han aldrig været i nærheden af samme niveau. Hans Tour endte som en anonym katastrofe, og i år har han været en uhyre tam skygge af sig selv gennem hele foråret.

Det er svært bekymrende. Buchmann plejer nemlig at være uhyre stabil, og derfor var der grund til skepsis allerede inden Giroen. Desværre gjorde han i løbet af de første 14 dage ikke meget for at fjerne den tvivl. Nok blev han betydeligt bedre i den anden uge, hvor han kørte en flot - og først og fremmest taktisk klog - grusvejsetape, men bare 24 timer inden sit exit fik han sig endnu en lille lussing på Zoncolan, hvor han atter aflyste den opblomstring, man ellers lige havde nået at fornemme.

Dermed er der meget, der peger imod Buchmann. Der er rutens uheldige beskaffenhed, der er den tvivlsomme forberedelse, og der er særligt hans generelt skuffende niveau igennem nu snart et år - et niveau, der ikke syntes at være forbedret i de tyske mesterskaber, hvor han trods en gunstig position bag holdkammeraten Maximilian Schachmann blot endte som nr. 4. Til gengæld ved vi også, at Buchmanns potentiale er til mere, end det er for andre - eksempelvis kaptajn Kelderman. Kan han bruge den første flade uge til at genfinde løbsrytmen og undgå en alt for stor lussing på enkeltstarten, er der grund til at håbe på, at hans dieselmotor, som altid har været hans styrke, vil være varm, når løbet som altid afgøres i den tredje uge, han har så kært.

For at vinde skal han dog nok gøre brug af nogle uventede våben. Det første er sidevinden. Bora har bestemt ikke det stærkeste hold i bjergene, men når man sætter sig bag på Peter Sagan og Daniel Oss i den potentielt kraftigt mistralvind, kan det føre til noget godt - også selvom Buchmann bestemt ikke er prototypen på en sidevindsrytter. Det andet er den frie rolle, Denk har tiltænkt ham. Manageren har allerede sagt, at han vil se Buchmann køre offensivt, og det er måske netop det, der kan være nøglen i et løb, hvor han er underdog, og hvor rivalernes opmærksom er rettet mere i en slovensk og britisk retning end i en tysk.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Nej, det er ikke specielt sandsynligt, at Buchmann vinder Touren. Faktisk er det slet ikke sandsynligt, at han går på podiet eller i top 5. Kelderman ender sikkert alligevel som Boras bedste rytter, og Buchmann kan sagtens ende som etapejæger. På den anden side kender vi hans potentiale, og det er før set, at et styrt i sæsonens store mål efterfølgende har kastet en grand tour-sejr af sig. Alberto Contador er i hvert fald nok godt tilfreds med, at han ikke smed det brækkede ben op på sofaen og så Vueltaen på tv i 2014…

BEMÆRK: Også i forbindelse med Buchmann skal det understreges, at rangeringen er baseret på vinder- og ikke top 10-potentiale. Uddybning findes i analysen.

SE ALLE TOUR-ETAPER I FULD LÆNGDE UDEN REKLAMEPAUSER

Michael Woods (*)

Der var engang en dansk statsminister, der havde et standpunkt, indtil han tog et nyt. Nu kender Michael Woods nok meget lidt til Jens Otto Krag, men alligevel synes canadieren at have taget det berømte danske politikercitat til sig. I hvert fald er hans fokus i disse dage et helt, helt andet, end det var planlagt for bare få måneder siden.

I flere år har Woods nemlig kun talt om OL i Tokyo. Som canadier er han opvokset i et knap så cykelinteresseret land, hvor legene har en langt større status end Tour de France, der nok er den altoverskyggende cykelbegivenhed, men ikke en stor event med megen national opmærksomhed. Derfor var det kun helt naturligt for Woods at rette blikket mod Japan, da det i de senere år begyndte at gå op for, ham, at han i dag skal regnes som en af verdens allerbedste i de lange og hårde endagsløb.

Naturligvis var Touren stadig en del af hans agenda. Netop fordi han er opvokset i Canada, hvor Giroen og Vueltaen mest af alt lyder som byer i Rusland, har han aldrig lagt skjul på, at den franske grand tour spiller en særlig rolle for ham. Planen var derfor at bruge det franske løb til at jagte etaper og forberede sig til OL, og faktisk var han allerede i december 2019 så langt i sin planlægning, at han havde fået helt styr på, hvordan han skulle droppe festen i Paris og skynde sig til Japan for at vænne sig til Japans fugtige varme og markante tidsforskel.

Som bekendt var det en pandemi, der i første omgang kom i vejen for den plan, men selvom OL nu afvikles i 2021, var strategien stadig den samme, da han tog hul på denne sæson. Her var det fortsat tanken, at Israel SUN skulle gå efter en femte Tour-sejr med Chris Froome, og Woods kunne i stedet køre de tre uger i Frankrig med det ene øje rettet mod Tokyo.

Det varede imidlertid ikke længe, inden det stod klart for enhver - også briten selv - at Froome ikke er i nærheden af at kunne køre klassement i Touren. I samme periode oplevede Woods sit måske hidtil bedste forår, der nok blev afbrudt af en længere sygdomsperiode, men som stadig var uhyre overbevisende. Han var bedste mand i Var, hvor han vandt en etape og kun tabte løbet på grund af et svagt hold, trods sygdom klatrede han med de bedste i Catalonien, og selvom et styrt i Baskerlandet ruinerede optakten, spurtede han om sejren i Liege efter et Fleche Wallonne, som stadig giver ham søvnløse nætter over, at han var så dårligt placeret, da Primoz Roglic åbnede spurten. Det hele kulminerede sidst i april, da han vandt kongeetapen i Tour de Romandie - hans første sejr i de høje bjerge.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Netop Romandiet og Catalonien er årsagen til, at Woods har ladet sig overtale til for anden gang i karrieren at jagte et topresultat i en grand tour. Allerede efter det spanske løb fortalte han, hvordan han havde haft sit livs bedste følelse på så lange stigninger. Hidtil har han ellers været puncheur og ikke klatrer - et forhold, der vel kom allertydeligst til udtryk i sidste års Tirreno, hvor han kørte fra alt og alle på murene, men fejlede stort på kongeetapen. Det er trods alt ikke uden grund, at han blev nr. 7 i Vueltaen, da han for hidtil eneste gang har forsøgt sig som klassementsrytter over tre uger, mens han i nu flere år har været en dominerende skikkelse i kuperede endagsløs, uanset om det har været i efterårets Italien, Ardennerne eller på VM-ruten i Innsbruck. De gode bjergben tog han med sig til Romandiet, hvor han måske ikke var uheldig med Geraint Thomas’ forfrosne hænder, men stadig vandt kongeetapen på et urimeligt svært og tillige temmelig højt og langt målbjerg, inden han for få dage siden kun var en dårligt timet spurt fra at vinde kongeetapen i Tour de Suisse.

Det er de resultater, der har givet Woods en tro på, at han nu også kan køre klassement i Touren, og med sin 7. plads fra Vueltaen har han jo allerede vist, at han har holdbarheden. Til gengæld kunne han næppe have valgt sig et dårligere år til at gøre forsøget, for årets rute er den ringeste for en temposvag fyr som ham, vi har set i mange år.

Og temposvag er han - faktisk skræmmende temposvag. Woods’ enkeltstart er på kanten til at være katastrofal, og han plejer at bløde tid i et katastrofalt omfang, så snart han sætter op på sin tempocykel. I føromtalte Vuelta tabte han således 3.40 til den sejrende Froome på løbet 40 km lange enkeltstart, og så er det ikke svært at se, hvor galt det kan gå i forhold til folk som Geraint Thomas og Primoz Roglic over de næsten 60 km fladbanekørsel i de kommende uger. Der er heller intet, der tyder på, at han har forbedret sig spor i en sæson, hvor han blev nr. 65 på den catalanske enkeltstart, nr. 40 på den baskiske, der ellers var stærkt kuperet, og i Romandiet gled fra en samlet 1. til 5. plads på den ellers også meget kuperede sidste tidskørsel.

Vi kan fortsætte med at opregne ulemperne. Woods er kommet sent til sporten og har aldrig fået smag for positionskampen. Med et svagt mandskab ligner han en stensikker taber, hvis vinden raser i den første eller anden uge. Læg dertil, at årets bjergetaper er kendetegnet ved meget lange stigninger og mange højdemeter - ikke en gave for en mand, der først og fremmest er puncheur.

Alligevel skal man ikke udelukke, at Woods kan gøre det ganske hæderligt. Årets favoritfelt er betydeligt smallere, end det plejer, og en top 10-placering er i hvert fald billigere til salg, end den før har været det. Dertil kommer, at Woods først og fremmest er en opportunistisk angriber, og det er måske vejen til at gøre det godt i årets løb, hvor der særligt er tre hold, som vil have fokus på hinanden. Alt taler for, at Woods vil komme ud af de første syv etaper med et betydeligt tidstab, og det kan måske give ham den frihed, han skal bruge til at bringe sig tilbage i spillet. At udbrud og etapesejre kan være vej til en genkomst som klassementsrytter er i hvert fald en velkendt strategi, som senest blev benyttet til UG med kryds og slange af David Gaudu i Vueltaen. Woods er prototypen på manden, der kan kopiere den opskrift.

Først og fremmest kræver det dog, at han klatrer lige så godt, som man kan håbe, og det er stadig usikkert. Foråret har været særdeles opløftende, men hans kørsel i Schweiz, hvor feltet var smagt, var måske også en påmindelse om, at de canadiske træer ikke vokser helt ind i himlen. Måske ender det derfor alene med, at Woods jagter etaper og fokuserer på OL, men det vil i så fald ikke være første gang, han ændrer holdning. Som bekendt har man et standpunkt, indtil man tager et nyt.

SE ALLE TOUR-ETAPER I FULD LÆNGDE UDEN REKLAMEPAUSER

Ben O’Connor (*)

Stuart O’Grady, Robbie McEwen, Baden Cooke… Med hele tre pointtrøjevindere i dette årtusinde har Australien længe været at regne som en magtfaktor på sprinterscenen. Den tradition er blevet videreført af Caleb Ewan, der stadig har den grønne trøje til gode, men har understreget, at australierne bare er pokkers gode til at producere supersprintere. Som et land, der først og fremmest har banen som udgangspunkt, er det på ingen måde overraskende, at det særligt er på det område samt i mindre omfang enkeltstarterne, at vores fjerne venner særligt har gjort sig bemærket.

Læs også

UAE-komet vinder efter fænomenal nedkørsel

Langt sværere har det været i bjergene. Phil Anderson var en markant skikkelse i 80erne, men derudover har man skullet spejde langt efter australiere i kampen om de sjoveste placeringer i klassementet. Sådan var det i hvert fald, indtil en lille stædig australier ved navn Cadel Evans i begyndelsen af dette årtusinde pludselig begyndte at vise sig frem, og efter en lang årrække som en konstant podie- og vinderkandidat opnåede den helt store bedrift, da han i 2011 blev landets første Tour-vinder.

Vi kan i Danmark mere end de fleste skrive under på, at gode resultater hos eliten kan skabe et cykelboom. Noget tyder på, at australierne i disse år høster frugten af, at Evans for 10-15 år siden begejstrede en hel cykelnation så meget, at de små knægte ikke bare kastede sig over banen, men også syntes, at det var sjovt at klatre og køre på landevejen. I hvert fald er der i de senere år dukket det ene australske klatretalent op efter det andet, og selvom det som beskrevet ovenfor i omtalen af Jack Haig har knebet for de fleste med at slå igennem efter en lovende U23-karriere, er det svært ikke at beundre det australske kuld af klatrere.

Årets Tour er et glimrende eksempel på udviklingen. Nok er det stadig veteranen Richie Porte, der er landets bedste kort, men bag ham udgør Jack Haig, Lucas Hamilton og Ben O’Connor en uhyre spændende trio, der faktisk gør Australien til et af de klart bredest besatte lande, når klassementskampen i de kommende dage skal afgøres. Og så skal vi jo ikke glemme, at Jai Hindley sidste år endte på Giroens 2. plads.

For bare syv måneder siden så det ellers ikke ud til, at O’Connor skulle være en faktor i årets Tour. Faktisk lignede han mest af alt et spildt talent, der havde kurs mod at forsvinde lige så hurtigt, som han var dukket op. Det så ellers så uhyre lovende ud i 2018, hvor han ikke blot vandt en etape i det stjernebesatte Tour of the Alps, men også havde stensikker kurs mod en top 10 i Giroen, indtil et styrt på nedkørslen fra Finestre kostede et brækket kraveben.

Det kraveben helede hurtigt, men det virkede til, at det snarere var benene, der var brækket. I hvert fald var O’Connor i fra comebacket senere i 2018 og frem til den tredje uge af sidste års Giro så rystende langt fra sit niveau, at han faktisk endte så ofte i gruppettoen, at man sagtens kunne tro, at han var sprinter og ikke klatrer. Personligt var jeg faktisk overbevist om, at han ville få svært ved at finde en ny kontrakt for 2021, når nu hans NTT-mandskab var så lukningstruet.

Om det var den overhængende fare for et tidligt karrierestop, der er årsagen, skal jeg lade være usagt, men i hvert fald skete der et eller andet med O’Connor sidste efterår. Pludselig to en vis herre ved ham i løbets tredje uge, hvor han mildt sagt kørte som en motorcykel. Var han ikke blevet snydt af den snu Jan Tratnik, havde han med sin overlegne styrke på stigningerne vundet løbets 16. etape, og da skuffelsen over 2. pladsen havde lagt sig, tog han revanche bare 24 timer senere ved at vinde bjergetapen til Madonna di Campiglio.

Pludselig var al snak om karrierestop afblæst. O’Connor fik kastet en livline af Ag2r, og det er en beslutning, ingen af parterne har fortrudt. I det franske holds farver er O’Connor nemlig kommet tilbage på det spor, han forlod efter Giro-styrtet i 2018, og nu synes han at fortsætte den udvikling, han havde kurs mod dengang - bare med tre års forsinkelse.

Året har i hvert fald været lovende. Trods en ærgerlig optakt med endnu et brækket kraveben i løbet af vinteren kørte han et flot forår med solide resultater i Var, Paris-Nice og Baskerlandet. Allerede fra start erklærede han dog, at det var Romandiet, der var forårets store mål, og det skulle hurtigt vise sig, at alt andet blot var opvarmning. I de schweiziske bjerge havde han timet formen helt perfekt, og selvom det kun var Geraint Thomas’ forfrosne hænder, der gav ham 2. og ikke 3. pladsen, imponerede han så stort på den meget vanskelige kongeetape, at han trods sine begrænsede tempoevner på den tempotunge rute kunne ende som nr. 6.

Det resultat gav ham pludselig en forud for sæsonen slet ikke planlagt chance som klassementsrytter på et fransk hold i Touren. I januar håbede han bare at sikre sig en plads, så han igen kunne jagte etaper, men hans stærke forår har fået Ag2r til at udpege som Romain Bardets arvtager - i hvert fald i år. At han er klar til den opgave, satte han en fed streg under i Dauphiné. Mens man i Romandiet kunne diskutere niveauet og konkurrencen, var han i de franske bjerge i stand til at slå flere af verdens bedste klatrere, da han blev nr. 5 på kongeetapen, inden han på den sidste bjergetape udnyttede sit tidstab til at snige væk og sikre sig etapens 4. plads som den bedste mand fra favoritfeltet.

Det er sidstnævnte bedrift, der gør O’Connor interessant i de kommende uger. Endnu mere interessant bliver han, fordi han har en uhyre overbevisende grand tour-historik. I den omtalte Giro i 2018 blev han nemlig bare bedre og bedre undervejs, og det var som bekendt et mønster, der gentog sig sidste år, hvor han var absolut flyvende i den tredje uge. Selv peger han da netop også på den restitutionsevne som sin allerstørste force i de lange etapeløb.

Til gengæld er det heller ikke svært at finde svaghederne. Den første er enkeltstarten, som han aldrig har mestret, men på det område har han faktisk overrasket uhyre positivt i år. Han gjorde det langt bedre end ventet i både Romandiet og Dauphiné, og selvom hans kørsel i Paris-Nice nok kan gøre en bekymret for, at det ser lidt anderledes ud, når ruterne er flade, kan man i det mindst håbe, at de 60 km enkeltstart ikke ender i den totale katastrofe.

En anden er hans meget endimensionelle natur. O’Connor er den rene klatretype, der aldrig har haft for vane at blande sig i positionskampen og har været en stensikker mand i gruppettoen, hvis det har blæst blot en anelse. Derfor er årets stressende og potentielt vindblæste rute ikke en gave for den australske klatrer. Heldigvis har han dog fået et stærkt våben stillet til rådighed af Ag2r, der med Greg van Avermaet og Oliver Naesen faktisk tilbyder ham en beskyttelse, som langt de fleste af hans rivaler må være misundelige over.

Det ændrer dog ikke på, at løbets mange flade etaper er en udfordring, og at meget skal gå godt, hvis O’Connor skal være med helt fremme. Til gengæld passer bjergetaperne med de mange og lange stigninger perfekt til en mand, der først og fremmest er en dieselmotor, og det er han særligt i den tredje uge, hvor også dette løb har sine nok vigtigste bjergetaper. Kommer han helskindet igennem fladlandet, synes der i hvert fald at være terræn til at vise sig frem, hvis benene fra Dauphiné holder og endda forbedres, som de plejer at gøre igennem tre uger. Det virker ikke helt usandsynligt, at O’Connor kan bidrage til, at sprinternationen Australien i år vil have mere end én rytter i toppen af Tourens klassement.

SE ALLE TOUR-ETAPER I FULD LÆNGDE UDEN REKLAMEPAUSER

Radio4

Torsdag formiddag kl. 11.50 taler jeg Tour de France og de danske muligheder med Claus Elgaard på Radio4.

Holdoversigt

I løbet af torsdagen vil der komme en holdoversigt, hvor jeg kort skitserer klassementsmulighederne for de enkelte hold.