Tour de France: Bjergtrøjen
25. juni 2021 19:59Foto: A.S.O. / Pauline Ballet
af Emil Axelgaard

Ingen Tour de France-konkurrence er så svær at forudsige som kampen om den prikkede bjergtrøje. Hvor den tidligere er oftest blevet vundet af en aggressiv angrebstype, betyder den regelændring, der blev indført for nu flere år siden, at den nu også reelt kan vindes af de bedste klassementsryttere. Mange ryttere starter løbet med et halvt øje på den prestigiøse trøje, men kampen kompliceres yderligere af, at held spiller en betydelig rolle i, og at mange ofte ender med at være med i kampen nærmest ved et tilfælde.

Annonce

Bjergkonkurrencens rolle og analyse af reglerne

Listen over vindere af bjergetrøjen er prestigiøs og rummer mange af de bedste klatrere, sporten har set. Derfor var det smertefuldt for Tour-arrangørerne, da den mindre kendte Anthony Charteau i 2010 kørte til Paris med den fine trøje på sine skuldre.

 

For at undgå et lignende scenarium introducerede man det, der af mange blev kaldt ”Lex Charteau”: en regelændring, der betød færre point på de små stigninger, point til færre ryttere på de enkelte stigninger og lagde større vægt på de høje bjerge. Formålet var klart: ASO ville have en ”stor” rytter og en rigtig klatrer til at vinde den prikkede trøje.

 

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Et sandt mirakel! Pogacar vinder Tour de France efter afsindigt flot enkeltstartssejr

SE OL UDEN AFBRYDELSER

 

Resultatet kom straks. I 2011 lykkedes det klassementsrytteren Samuel Sanchez at tage sejren, og selvom det året efter igen var en opportunist, der løb med hæderen, var man hos ASO ikke kede af, at det var den lokale helt Thomas Voeckler. Bare 12 måneder tidligere var franskmanden trods alt endt som nummer 4 samlet og kunne derfor også af arrangørerne anses som et ”stort” navn. I 2013 kunne man næppe have ønsket sig et bedre scenarium, da en ren klatrer, som endda blev nummer 2 samlet, Nairo Quintana, tog sejren. I 2014 og 2016 var det Rafal Majka, der med en offensiv tilgang og fremragende klatrepræstationer viste, at man stadig kan vinde trøjen uden at køre klassement, mens det i 2015 og 2020 såmænd var løbets samlede vinder, hhv. Chris Froome og Tadej Pogacar, der løb med den eftertragtede trøje. I 2017 var det med Warren Barguils sejr atter en opportunist, der endte i prikker, men denne gang kørte den spinkle franskmand så stærkt, at han alligevel endte i top 10 i klassementet. I 2018 var det måske ikke en klassementsrytter, men alligevel en af feltets allerstørste stjerner, Julian Alaphilippe, der kom til Paris i prikker, og i 2019 viste Romain Bardet, at en slagen klassementsrytter kan rejse sig ved at løbe med prikkerne. Med andre ord er det tydeligt, at regelændringen har haft den ønskede effekt.

 

Pointsystemet er flere gange blevet justeret en anelse, og men i de senere år er der givet point efter følgende model:

 

  • På stigninger uden for kategori får de første 8 ryttere hhv. 20, 15, 12, 10, 8, 6, 4 og 2 point
  • På stigninger af 1. kategori får de første 6 ryttere hhv. 10, 8, 6, 4, 2 og 1 point
  • På stigninger af 2. kategori får de første 4 ryttere hhv. 5, 3, 2 og 1 point
  • På stigninger af 3. kategori får de første 2 ryttere hhv. 2 og 1 point
  • På stigninger af 4. kategori får den første rytter 1 point

Annonce

 

Derudover vil der dobbelt pointantal i forbindelse md anden passage af Mont Ventoux på 11. etape samt i bjergfinalerne på 17. og 18. etape, hvor der altså vil være hhv. 40, 30, 24, 20, 16, 12, 8 og 4 point til de første otte ryttere.

 

HAR DU HUSKET AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE FRANCE? SÆT DET HER

 

Favoritterne

Som sagt er kampen om bjergtrøjen altid en dyst mellem de offensive klatrere, der kan tilbringe det meste af tiden på de store bjergetaper i udbrud og herved score mange point, samt klassementsrytterne. Regelændringerne betyder, at sidstnævnte nu har en langt bedre chance end tidligere, hvilket Nairo Quintanas, Chris Froomes og Tadej Pogacars sejre vidner om. Samtidig er det tydeligt, at man nu skal være en virkelig god klatrer for at score point nok til at slå de ryttere, der også kører med om den samlede sejr, og Touren synes nu at være den grand tour, hvor en bjergtrøje stiller størst krav til klatreevnerne. Det virker i hvert fald usandsynligt, at en relativt tung rytter som Thomas De Gendt vil kunne ende som løbets bjergkonge, som han ellers har gjort det i Vueltaen, der som den eneste grand tour stadig ikke har et pointsystem designet mod meget klatrestærke folk.

 

Som det fremgår af ovenstående opregning af de ryttere, der har vundet konkurrencen siden regelændringen i 2011, er det i dag et opgør mellem tre ryttertyper. Den første er de bedst klatrende klassementsryttere som Samuel Sanchez, Quintana, Froome og Pogacar. Den anden er de meget bjergstærke etapejægere som Thomas Voeckler, Rafal Majka, Warren Barguil og Julian Alaphilippe. Og den tredje er de slagne klassementsfolk, der efter et tidligt nederlag skifter fokus og indleder en etapejagt, som Romain Bardet i 2019.

 

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Annonce

 

Som det fremgår, er fordelingen meget lige. Klassementsrytterne har vundet fire gange, opportunisterne har taget trøjen seks gange, mens de slagne klassementsfolk kun har vundet én gang. Sidstnævnte er sædvanligvis hæmmet af, at deres tidstab kan komme så sent, at de allerede er for langt bagud, når jagten indledes, ligesom der som regel er en skuffelse, som først skal fordøjes. I 2019 var næsten alle bjergpointene dog placeret over nogle meget få dage i den tredje uge, og reelt vandt Bardet trøjen på bare én etape.

 

Mens det er let at pege på de bedste klassementsryttere, er det langt vanskeligere at pege på de øvrige gruppers kandidater. Hvilke klassementsryttere, der måtte tabe tid, afhænger også meget af uheld, som af gode grunde er svært at spå om. For opportunisterne gælder, at der i år ikke er én eneste rytter, der har gjort trøjen til et stort mål, og det er derfor ofte noget, der opstår undervejs. Rammer man et godt udbrud på en dag med mange point, så man pludselig ligger til, er det pludselig noget, der er værd at jagte. Derfor er der ofte mange tilfældigheder involveret i, hvem der faktisk med at være kandidaterne, når vi når den tredje uge.

 

I 2019 var pointene som sagt meget skævt fordelt, og de første to uger var nærmest helt ligegyldige. I år er det meget mere ligeligt, men det er en afgørende faktor, at der er dobbeltpoint på Ventoux, Col du Portet og Luz Ardiden. Her kan der altså scores i alt 120 point, mens bare tre andenpladser giver 90 af slagsen. Til sammenligning scorer man 140 point, hvis man vinder løbets to øvrige HC-stigninger (Col du Tourmalet og Col du Pré) samt samtlige 8 kategori 1-stigninger, hvor af den ene endda er et målbjerg, nemlig Tignes, hvor der er en vis sandsynlighed, at favoritterne vil tage pointene.

 

Meget bestemmes derfor af, hvor ofte favoritterne skal køre om sejren på de tre vigtigste bjergetaper, nemlig 11., 17. og 18. etape. Ender det med, at det hver gang bliver et opgør mellem de bedste, skal man være knivskarp som opportunist, hvis man vil sikre sig bjergtrøjen. Hvis styrkeforholdet er lige så ensidigt som i 2020, taler meget for, at de to slovenere, Tadej Pogacar og Primoz Roglic, kan udgøre top 2 på alle tre stigninger, og i givet fald skal man være uhyre god til at ramme udbrud for at slå dem.

 

HAR DU HUSKET AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE FRANCE? SÆT DET HER

Annonce

 

I den sammenhæng er det værd at bemærke, at mange af bjergetaperne starter let. Det betyder, at det er meget sværere for løbets klatrere at ramme udbruddet, og det gør det usandsynligt, at én kandidat kan sidde med i gruppen på alle løbets nøgleetaper. Det kan i hvert fald kræve et hold, der er helt dedikeret til at hjælpe med at køre de forkerte udbrud undervejs.

 

Jeg tror, at der er ganske god chance for, at favoritterne skal køre om sejren på de tre nøgleetaper. Hvis Richard Carapaz, som jeg regner med, viser sig som Ineos-mandskabets bedste kort, vil både Ineos og Movistar have en klar interesse i, at bjergetaperne bliver både hårde og bringer bonussekunder i spil. Det er samtidig løbets to stærkeste mandskaber, og dermed har de også styrken til at sætte favoritopgør i scene. Dertil skal lægges, at det ikke er usandsynligt, at Tadej Pogacar får et handicap til Primoz Roglic på den første enkeltstart, og kommer han ud af Alperne uden at have gjort et væsentligt indhug i det efterslæb, bil også UAE have en interesse i at jagte. Læg dertil, at alle etaperne har relativt prestigiøse etapemål, og at Ventoux-etapen kommer som en ensom oase, hvor der ikke skal spares kræfter til de kommende etaper, og det taler for, at favoritterne vil kunne score de store point på løbets tre vigtigste stigninger.

 

 

Derfor tror jeg, at sejren går til en klassementsrytter, og her ser jeg kun tre kandidater samt én potentiel outsider. Mest af alt ligner det et opgør mellem de to slovenere, men den duel er til gengæld også helt umulig at forudsige. Det er derfor også med megen tøven, at jeg peger på endnu en sejr til Tadej Pogacar. Sidste år var de to slovenere helt jævnbyrdige, og ser man bort fra 8. etape, der handlede om taktik, nåede de mål sammen på alle bjergetaper på nær én. Det var til gengæld Roglic, der viste sig som løbets bedste klatrer, da han slog Pogacar med 15 sekunder på løbets sværeste stigning, Col de la Loze.

 

Når jeg alligevel går med Pogacar, skyldes det flere forhold. For det første tror jeg, at han har en lille overhånd, hvis de to slovenere skal spurte om sejren på 17. og 18. etape. Sidste år endte deres indbyrdes spurtduel på bjergetaperne ganske vist 2-1 i Roglics favør, hvilket siger alt om deres jævnbyrdighed, men det var værd at bemærke, at Pogacar var bedst på den svære af de tre stigninger, Grand Colombier. Samme mønster så vi på muren i Baskerlandet i år, hvor Pogacar også sejrede. Min fornemmelse er, at Roglic har overhånden i de mest eksplosive puncheurafslutninger, mens Pogacar er en bedre afslutter, når det har været meget hårdt. Både 17. og 18. etape har meget svære målbjerge, og det kan give Pogacar en overhånd.

Annonce

 

For det andet er det meget muligt, at Pogacar denne gang er den bedste bjergrytter. Den 22-årige Tour-vinder er næppe blevet ringere siden sidste år, hvor han altså stadig havde et lille efterslæb, og samtidig har Roglic som beskrevet i favoritanalyserne virket knap så overbevisende i år. Enkeltstarterne gør stadig Jumbo-rytteren til min samlede favorit - også fordi han står stærkere i sidevinden - men i bjergene kan Pogacar sagtens have en lille overhånd. Endelig er han formentlig mere ivrig efter at jagte trøjen, hvis der skal spurtes lidt efter nogle point undervejs, end det er tilfældet for Roglic, der næppe tænker spor på andet end den gule trøje, han akkurat mistede sidste år. Med udsigt til, at bjergtrøjen formentlig kan vindes på de tre nøglestigninger, peger jeg på Pogacar.

 

SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

 

Det vil dog være dumt at udelukke Primoz Roglic. Som sagt var det ham, der kørte fra Pogacar sidste år, og det var ham, der vandt 2-1 i deres spurtopgør, hvor de er næsten urimeligt jævnbyrdige. Dertil skal lægges, at Roglic meget vel kan bringe sig i front i klassementet på baggrund af enkeltstarten, og det taler for, at det er Pogacar, der skal i offensiven. Der er altså en vis sandsynlighed for, at Roglic kan gribe etaperne mere defensivt an, og det øger chancen for, at han kan vinde en spurt, hvis det skal afgøres på toppen. Endelig har han et langt, langt bedre hold, og det kan bestemt ikke udelukkes, at særligt Sepp Kuss kan give ham nogle fordele undervejs, ikke mindst hvis modvind betyder, at der skal iscenesættes en spurt i en lidt større gruppe på Luz Ardiden. Med andre ord kan det sagtens blive Roglic, der løber med det hele denne gang.

 

 

Den tredje kandidat må være Richard Carapaz. Jeg har lidt svært ved for alvor at tro, at den lille ecuadorianer vil være stærkere end begge de to slovenere, men helt udelukkes kan det ikke. Da han vandt Giroen i 2019, blev han aldrig tvunget til at køre i bund, og i sidste års Vuelta havde han slet ikke haft en ideel forberedelse. Formentlig er det først i år, at vi for alvor kan se, hvordan en formstærk Carapaz står mod de to slovenere. Læg dertil, at han utvivlsomt vil være langt efter, når 5. etape er overstået, og meget taler derfor for, at han vil have lidt ekstra frihed, hvis de to slovenere er helt jævnbyrdige og har øje for hinanden. Endelig skal man ikke udelukke, at trøjen kan blive et mål for Carapaz, hvis han i Pyrenæerne indser, at hans enkeltstarter gør det umuligt for ham at vinde løbet.

Annonce

 

Outsideren blandt klassementsrytterne er Miguel Angel Lopez. Som skrevet i favoritanalysen satte han begge de to slovenere til vægs på Col de la Loze sidste år, og det vidner om, at han på sine store dage stadig kan være løbets bedste klatrer. Ligesom Carapaz har han også den fordel, at han utvivlsomt vil tabe tid på enkeltstarterne, og også han kan derfor lukrere på lidt ekstra frihed. Lopez er heller ikke bange for at angribe fra distancen, og det er derfor ikke utænkeligt, at han vil kunne score point også på nogle af de lidt tidligere stigninger. Til gengæld er han også så svingende, at det kan være lidt svært at se, at han rammer det påkrævede topniveau på alle tre nøgleetaper. Sidste år lykkedes det ham i hvert fald kun én gang, og udsving i grand tours har altid kendetegnet ham.

 

Ser man ud over de bedste klassementsryttere, er mit bedste bud en slagen en af slagsen. Julian Alaphilippe gjorde det onsdag klart, at klassementet skam er hans fokus, men som jeg skrev i favoritanalysen, tror jeg stadig, at han er for begrænset i bjergene. Eksploderer han allerede i Alperne - og de er svære nok til, at det kan ske - vil han rette blikket mod etaper og utvivlsomt også bjergtrøjen, som han er skabt til at vinde. Han vandt den i suveræn stil i 2018, og modsat sidste år, hvor han havde VM i tankerne, er det i år Touren, der er hans mål. Han må ventes at være tæt på niveauet fra 2018 og 2019, og det gør ham helt oplagt, hvis klassementet kikser.

 

HAR DU HUSKET AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE FRANCE? SÆT DET HER

 

 

Jeg har også megen fidus til Dan Martin, der med sin hurtighed ligesom Alaphilippe er indbegrebet af en bjergtrøjekandidat. Han har ikke tænkt sig at slippe klassementet med det samme, men med en for ham håbløs første uge og en Giro i benene regner jeg med, at han hurtigt må rette blikket på etaper, der også er hans primære mål. Allerede i Giroen viste han, at han har blik for at jagte bjergpoint, og han har siden Vueltaen vist, at han stadig hører til blandt de allerbedste, også i de høje bjerge. Sidste år kørte han så flot en anden grand tour, at han burde være i stand til at bevare en vis friskhed til rollen som etapejæger.

Annonce

 

En tredje indlysende kandidat er Guillaume Martin, der allerede vandt bjergtrøjen i Vueltaen sidste år. De mange enkeltstarter har givet ham fokus på etaper fremfor klassementet, og med de sublime klatreevner, han efterhånden har udviklet, er han skabt til at jagte en bjergtrøje. Ikke mange kan matche ham i bjergene, og selvom han ikke har Martins og Alaphilippes hurtighed, er han slet ikke en ringe afslutter. Endelig er han begunstiget af at have et hold, der er 100% dedikeret til at hjælper am med at ramme udbruddene på de vigtige dage.

 

Trøjen kan også blive et mål for Michael Woods, der med sit punch og hurtighed er indbegrebet af en bjergtrøjejæger. Hans fokus er ganske vist klassementet, men det er ikke svært at forestille sig, at hans ringe enkeltstart og svaghed i sidevind og positionskamp kan eliminere har fra klassementet allerede i den første uge. Også han har sagt, at han lynhurtigt er klar til at skifte fokus, hvis klassementet kikser, og med den klatring, han har vist i år, er han svær at sætte til vægs i bjergene.

 

 

Jakob Fuglsang er en af de få, der åbent har luftet muligheden for at gå efter trøjen, men det er ikke hans primære mål. Det er stadig etapesejre og OL, og derfor er det næppe en ambition, han jagter meget målrettet. Derudover har han slet ikke samme hurtighed som de ovennævnte, og han er derfor ikke den helt perfekte bjergtrøjekandidat. Det var Bardet dog heller ikke, og klatrer han godt nok, er det utvivlsomt muligt for en Fuglsang-type at vinde. Ligesom Martin har han et helt hold til at støtte sig i jagten på at ramme udbruddene, men til gengæld er det stadig tvivlsomt, om han efter et skidt forår har det tårnhøje niveau, han har haft i de seneste sæsoner. Han kom delvist tilbage i Tour de Suisse, men i et svagt felt, og det er derfor først de kommende tre uger, der vil vise, om han vitterligt i sin høje alder stadig kan levere samme præstationer som i de foregående år. Endelig er det velkendt, at Fuglsangs restitution over tre uger har været en svaghed, og selvom den ikke vil hæmme ham så meget i denne rolle, kan den blive et tema.

 

En anden kandidat er Simon Yates. Han viste med to sejre i 2019, at hans evner som etapejæger er uovertrufne, og også han har det rette punch til at jagte bjergpoint. Problemet er, at hans helt store mål er OL, og det vil undre mig meget, hvis han skænker trøjen megen opmærksomhed. Det gjorde han i hvert fald ikke i 2019, og med Tokyo forude tror jeg, at han er ret selektiv i sit valg af udbrudsdage. Hvis til gengæld han går efter det - eksempelvis fordi han erobrer den med et udbrud i Alperne - er han den perfekt kandidat til at vinde den.

Annonce

 

HAR DU HUSKET AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE FRANCE? SÆT DET HER

 

Jeg kunne også have fidus til Ben O’Connor. Ligesom Fuglsang lider han under ikke at være specielt spurtstærk, men han har i år klatret så godt, at han bestemt kan vinde den. Det kræver, at han ryger ud af klassementet, men det er bestemt heller ikke umuligt, at det sker i løbet af den første uge.

 

Man er også nødt til at nævne Nairo Quintana. Colombianeren har næsten allerede kastet klassementshåndklædet i ringen, og en rolle som etapejæger gør ham interessant. Han vandt trods alt kongeetaperne i både 2018 og 2019, selvom han i begge løb fejlede i den samlede stilling. I år har hans niveau dog været så problematisk, at det ser svært ud. Quintanas store udfordring har i de senere år nemlig været hans ringe restitution, og jeg har lidt svært ved at se ham konsistent score point på alle nøgledagene, hvis han er lige så ustabil, som han har været i de senere år.

 

Endelig er der David Gaudu. Han har et ret stærkt hold til at holde sig fremme på de flade etaper, og risikoen for, at han falder tidligt ud af klassementet, er knap så stor. På den anden side ved vi, at han er uhyre svingende, og det er bestemt ikke utænkeligt, at han falder som et brag på den første dag i Alperne. Taber han først tid, har han punch og uhyggeligt gode klatreevner samt et helt hold til at hjælpe sig. Han viste i sidste års Vuelta, at han er glimrende i rollen som etapejæger.

 

Skal man pege på andre kandidater, er det nærliggende at nævne Ruben Guerreiro, der vandt Giroens bjergtrøje sidste år, men dette er hans første løb efter styrtet i Giroen, og jeg er usikker på, om han når at blive god nok til et løb, hvor bjergene synes lidt for skrappe og pointsystemet ugunstigt. Alexey Lutsenko viste med sin klatring i Dauphiné, at også han skal tages seriøst, men han har haft det svært med at holde niveau over tre uger. Det har også Wout Poels , men finder han sine berømte tredjeugesben, er han værd at holde øje med. Det samme gælder for Emanuel Buchmann, men han er på ingen møde prototypen på en bjergtrøjejæger og vil næppe have noget stort fokus på den. Det er nok snarere en mulighed for Pello Bilbao, der har punch og sagtens kan falde ud af klassementet, samt måske Sergio Higuita, hvis Rigoberto Uran fejler, men jeg tror, at han ligesom Jesus Herrada er for begrænset i bjergene. Vincenzo Nibali tænker formentlig kun OL og etaper, mens Warren Barguil og Pierre Rolland, der utvivlsomt tænker på trøjen, slet ikke har haft niveauet i år, ligesom hurtige Pierre Latour ikke hr det. Det har heller ikke Bauke Mollema , der ellers jagtede bjergtrøjen i Giroen og formentlig hurtigt falder ud af klassementet. En oplagt kandidat var naturligvis Alejandro Valverde , men han har aldrig tænkt i bjergtrøjer og er her primært som hjælper og med fokus på OL, og heller ikke Ion Izagirre eller Marc Soler har nogensinde vist interesse i bjergtrøjer, selvom Astanas fokus på etaper denne gang måske kan gøre det anderledes for førstnævnte. Tungere folk som Dylan Teuns, Valentin Madouas, Omar Fraile, Tiesj Benoot, Benoit Cosnefroy, Antony Perez og Quentin Pacher bør ikke have en chance med dette pointsystem, og Kenny Elissonde, Elie Gesbert og Nans Peters må regnes som værende for svag i bjergene. Endelig er der hjælperne Sepp Kuss, Rafal Majka, Marc Hirschi og Jonas Vingegaard, der kan komme i spil, hvis det grundet uheld går helt galt for en af de to slovenere, og deres hold må rette fokus på etaper.

Annonce

 

HAR DU HUSKET AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE FRANCE? SÆT DET HER

 

*** Tadej Pogacar

** Primoz Roglic, Richard Carapaz

* Julian Alaphilippe, Dan Martin, Guillaume Martin, Michael Woods, Jakob Fuglsang, Simon Yates, Ben O’Connor, David Gaudu, Miguel Angel Lopez

INFO
Optakter
Nyheder
Tour de France
Nyheder Profil Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Ineos-belgier kæmper med sygdom

Landevej

Uno-X sender flere danskere til fransk etapeløb

Landevej

Coronaramt Kamp kæmper med formen

Landevej

Vingegaard forlænger sin kontrakt

Landevej

Eksklusivt: Se OL på Discovery+ uden afbrydelser

Landevej

Video i artiklenOptakt: 1. etape af Tour de l’Ain

Landevej

Video i artiklenOptakt: Vuelta a Castilla y Leon

Landevej

Annonce

ANNONCE