Det hører til en grand tour, at etaper ender som fusere. Over tre uger er det ganske enkelt umuligt for et felt at køre fuld gas dag ud og dag ind, og derfor er det næsten uundgåeligt, at der undervejs er dage, hvor der indgås en kollektiv overenskomst om, at et træt og mærket felt skal have lov til at komme sig.

Alligevel må man blive forbløffet over, at der i dag var et nærmest helt felt, der havde lyst til at forære Peter Sagan et straffespark uden målmand. Da Tour-ruten blev præsenteret i oktober, kunne de mange klassikerryttere nemlig slet ikke være i sig selv af bare glæde over, at de for en gangs skyld kunne se frem til en Tour-rute, hvor deres ryttertype ville have flere muligheder end vanligt. Med besøg i både Vogeserne og Massif-Central var der nemlig udsigt til en første uge med hele tre af de oplagte udbryderetaper, der ikke er bjergrige nok til favoritterne og for hårde til sprinterne.

Derfor skal man bruge adskillige hænder for at tælle de ryttere, der havde udset sig dagens 5. etape som et af de store mål. Ganske vist betød det tætte klassement, at det hele var en anelse mere kompliceret, end hvis etapen var kommet senere i løbet, men med et klatresvagt Deceuninck-hold uden mange muligheder for på egen hånd at forsvare Julian Alaphilippes førertrøje var der endda mange, der måske kunne øjne en chance for at få en dag i sportens måske mest prestigiøse trøje.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Den mulighed blev imidlertid i den grad forspildt på en dag, hvor Michael Matthews, Sagan og Alaphilippe tilsyneladende havde magt til at få alle til på forhånd at overgive sig. I hvert fald udeblev den byge af angreb, som den ganske hårde finale kunne have ansporet til, og i stedet valgte feltet som en folk lemminger at vade i Sagans fodspor helt frem til det, der med 20 km igen fremstod som en helt oplagt spurtsejr for den tredobbelte verdensmester. Angrebene begrænsede sig til den indledende fase, og havde Xandro Meurisse ikke jagtet bjergpoint, og var Edvald Boasson Hagen ikke punkteret, ville der have lydt en kollektiv snorken ud over hele Frankrig, da rytterne kørte op ad den sidste stigning.

Hvordan i alverden kunne det gå så galt? At det lykkedes at kontrollere den indledende fase, er ikke i sig selv et mirakel. Modsat mine forventninger havde Bora og Sunweb så megen tiltro til Sagans og Matthews’ klatreben, at de tilsyneladende sammen med Deceuninck havde lavet en aftale om, at en gruppe kun måtte komme fri, hvis den var lille og ufarlig. Derfor sad der en rytter fra et af de tre hold i bagsmækken på enhver større gruppe i den indledende fase, og da hele første del af etapen var flad, var det ganske naturligt, at tre så stærke hold (til denne form for terræn) ville have ressourcerne til at sikre, at det tidlige udbrud ville være så lille, at det reelt var chanceløst.

Den mission lykkedes, da der blev etableret en gruppe, hvor kun Tim Wellens lignede en reel trussel, og chancerne blev endda reduceret til det rene ingenting, da Bora, Deceuninck og Sunweb klogelig valgte at maksimere udbyttet af de tunge folk Marcus Burghardt, Michael Mørkøv, Maximiliano Richeze og Cees Bol ved at lade denne kvartet holde frontkvartetten i ultrakort snor. Alligevel var der masser af plads til stikke en kæp i de tre holds velsmurte hjul på de sidste stigninger, hvor de ikke specielt klatrestærke Deceuninck- og Sunweb-mandskaber samt et Bora-hold, der har hele to klassementsryttere at beskytte, sagtens kunne bringes ud af fatning.

Det skete imidlertid altid, og Sunweb fik med Wilco Kelderman og Lennard Kämna lov til at diktere slagets gang hele vejen til toppen, så selv relativt store folk som Jasper Stuyven og Nils Politt akkurat fik bagdelen med over toppen og således fik mulighed for at deltage i en spurt, de nok ikke kunne have forventet at være aktører i. Da først toppen var passeret, var den røde løber rullet ud for Sagan, der måske nok var oppe mod hurtige folk som Matthews, Sonny Colbrelli, Matteo Trentin, Stuyven, Wout van Aert og Alaphilippe selv, men som på papiret var den klart hurtigste, især efter en etape, der slet ikke havde været så opslidende som de dage, hvor Sagan er blevet besejret af på papiret langsommere ryttere.

Formentlig er der to forklaringer på passiviteten. For det første var en stribe af de større hold indstillede på at spare maksimalt på kræfterne inden morgendagens nøgleetape, og de havde derfor ikke en interesse i at sætte dynamit i tingene, som man ellers så det i finalen på 3. etape, hvor folk som Alexey Lutsenko, Mikel Landa, Maximilian Schachmann og Michael Woods alle rørte på sig. For det andet har de tre kontrollerende hold formentlig virket så intimiderende, at mange har vurderet, at et angreb ville være skønne spildte kræfter.

Spørgsmålet er bare, om det også ville have været tilfældet. Da Rui Costa endelig tog initiativ i den flade finale, kunne han nemlig ene mand knække Kelderman, Kämna og Gregor Mühlberger, og Sunweb var til sidst nød til at brænde Nicolas Roche, som ellers var gemt til et lead-out, af. Sagan havde ganske vist stadig en frisk Maximilian Schachmann, men da hverken Emanuel Buchmann eller Patrick Konrad måtte arbejde, og Alaphilippe kun havde Dries Devenyns til en jagt, var de tre hold faktisk sårbare i finalen. Naturligvis var Costa som ensom rytter i modvinden helt prisgivet, men det er ikke sikkert, at det havde været helt så let at skabe samling, hvis forsøget var kommet allerede på stigningen. Her ville der formentlig være kommet en reaktion, som kunne have skabt en lidt større gruppe med en reel chance for at holde feltet bag sig. Det er trods alt ikke mere end to dage siden, at Alaphilippe ene mand havde held til at holde blandt andre et hårdt jagtende Sunweb-hold bag sig.

Det skete ikke, og derfor gik det hele efter den drejebog, Sagan havde skrevet fra morgenstunden. Dermed tog han ikke blot et stort skridt mod endnu en grøn trøje, han kan også drage et lettelsens suk over, at han ikke igen skal risikere at komme til Paris i grønt uden at have vundet en etape. Den frygt kunne man ellers godt have haft efter en indledning på løbet, hvor han ikke har virket specielt overbevisende, men klasserytteren Sagan kan naturligvis godt finde ud af at sætte straffesparket ind, når målmanden har forladt målet, og dommeren har fløjtet op.

Sagan var da også reelt uden konkurrence i spurten, men det skyldtes ikke kun hans egen topfart. Det skyldes også, at hans på papiret største rival, Colbrelli, endnu engang måtte sande, at hans positionering nærmer sig det katastrofale. I Matej Mohoric havde han ellers en eminent lead-out man i et felt, hvor støtten var begrænset, men da den slovenske multikunster skød frem, var Colbrelli præcis som i går blevet efterladt længere tilbage. Derfor var det allerede alt for sent, da spurten endelig blev lanceret, og selvom han faktisk kørte en glimrende spurt, selvom han havde brugt et hav af kræfter allerede forinden, var han aldrig i nærheden af at true Sagan, der som altid havde manøvreret helt perfekt i finalen. Noget tilsvarende skete, da han smed en stor chance væk på 1. etape i årets Dauphiné, ligesom han i mandags ramte målbakken i en håbløs position, og i lørdags var han tvunget til at starte sin spurt alt for tidligt og for langt tilbage. Det er en skam, for Colbrelli har siden de italienske mesterskaber vist, at hans form er eminent, men hvis ikke han får rettet op på den børnesygdom, bliver han aldrig den vinder, hans potentiale berettiger til.

Det har Wout van Aert til gengæld mulighed for. Belgieren viste med en 2. plads atter, at han på det seneste har udviklet sin hurtighed helt enormt, og at det ikke var noget tilfælde, at han vandt en decideret - dog ganske teknisk - massespurt i Dauphiné, hvor han også kom hjem med pointtrøjen. Nogen rigtig sprinter bliver han aldrig - han var jo ikke i nærheden af at true Sagan - men det er ikke en ringe skalp at få skovlen under folk som Colbrelli, Matthews og Matteo Trentin. Ikke mindst med tanke på næste års klassikere må han være yderst tilfreds med, at han fremover kan bruge spurten som et våben, og at han ikke skal frygte at slæbe sine rivaler med til stregen.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Størst ærgrelse er der naturligvis hos Sunweb. Er der ét hold, der bærer hovedansvaret for etapens kontrollerede udvikling, er det tyskerne, der lagde finalen i et jerngreb. Da Matthews skulle færdiggøre arbejdet, havde de imidlertid været tvunget til at brænde Roche af i jagten på Costa, og det kostede for Matthews, der ligesom Colbrelli aldrig har været en ørn i positionskampen. Den meget emotionelle australier var da også knust efter etapen, der var forløbet helt efter hans manuskript og på den baggrund kunne have været hans største chance for at vinde en etape i dette løb.

Lidt ærgrelse må der også være i Mitchelton-lejren. Holdet har ellers gjort det klart, at der ikke kan blive plads til at støtte Trentin i spurterne, men åbenbart så man her en chance, der var så god, at man ikke kunne lade den gå fra sig. I hvert fald Trentin stillet Daryl Impey til rådighed i finalen, og det betød, at han for en gangs skyld kunne starte sin spurt fra en god position. Desværre måtte vi igen sande det, der også var et mønster i hans ellers fantastiske forår, at han altså ikke helt synes at have den hurtighed, der tidligere har givet ham spurtsejre over netop Sagan både i dette løb og i Tour de Suisse.

Det samme gør sig gældende for Greg Van Avermaet, der gennem de seneste sæsoner åbenlyst har tabt sin gamle fart, og derfor måske var den, der overraskede mest med sin passivitet. På papiret var finalen en anelse for hård for ham, men med tanke på udviklingen af etapen kan man undre sig over, at han satsede alt på en spurt. Det kan godt være, at han tidligere har slået Sagan efter hårde dage, men efterfølgende indrømmede han åbent, at en 5. plads var det maksimale, han kunne håbe på i dette felt. Set i det lys kan man undre sig over, at han ikke udviste lidt større initiativlyst.

En anden rytter, der har grund til at ærgre sig, er Stuyven. Ligesom Trentin har han fået besked på at køre spurterne på egen hånd, men i dag fik han faktisk stillet Fabio Felline til rådighed. Italieneren leverede da også det helt ideelle lead-out, men da først spurten blev åbnet, gik det kun én vej for belgieren - og det var ikke den rigtige. Med tanke på at Stuyven kun akkurat fik klemt sig over stigningen som næstsidste mand foran Politt, er det dog ikke helt uventet, at det gik galt, for det har kostet dyrt at sidde med hjem på en dag, hvor man bestemt ikke kunne have ventet at se ham fremme.

Endnu mere grund til ærgrelse har Boasson Hagen dog. Dimension Data kommer ikke til at vade i muligheder i dette løb, og derfor må det gøre ondt, at nordmanden missede en af de største chancer. Sydafrikanerne synes imidlertid at være forfulgt af uheld, da Boasson Hagen punkterede på det værst tænkelige tidspunkt, og selvom han på dybt imponerende vis faktisk kæmpet sig tilbage, var det åbenlust, at han havde brugt så mange kræfter, at en god spurt lignede en umulighed. Sådan var det da også, og selvom han nok aldrig havde slået Sagan, kunne han måske have været i spil til podiet - et resultat, som Dimension Data skal prise sig lykkeligt for, hver eneste gang de opnår.

For klassementsrytterne blev dagen helt så udramatisk som forventet. Det lå i kortene, at ingen skulle forsøge noget overilet 24 timer inden de første to ugers absolut vigtigste - og eneste virkeligt vigtige - etape, og derfor blev det alene en stille opvarmning frem mod i morgen. Det er de fleste nok fint tilfredse med, men det betyder også, at det er begrænset, hvor god en fornemmelse de kan have af egne muligheder. I dag har de i hvert fald alle haft det relativt komfortabelt, og der er således ingen, der kan gå til køjs med en stensikker fornemmelse af, at formen sidder i skabet.

Derfor vil der også herske en meget speciel stemning i Mulhouse i morgen ved middagstid. Dagen for den første bjergafslutning er altid præget af en helt særlig nervøsitet, for det er her, at man som regel finder ud af, om måneders arbejde har en reel chance for at bære frugt. Naturligvis vindes Tourens i den tredje uge - og det gælder særligt på denne bagtunge rute - men får man sig en lussing på La Planche des Belles Filles, vil man næppe kunne rejse sig så meget, at det hele kan vendes rundt. Derfor bliver der sovet uroligt i Vogeserne i nat - og der er nok ingen, der skal gøre sig forhåbninger om, at feltet fortsat er i kollektivt gavehumør. Foræringer som den, Sagan fik i dag, hører trods alt til sjældenhederne i verdens største cykelløb.