SE ALLE ETAPER AF ÅRETS TOUR DE FRANCE UDEN REKLAMER PÅ DISCOVERY+

Nu er det nok ikke helt ukendt for Eddy Merckx at fryse fødderne. Den slags har de fleste cykelryttere vist prøvet, og en mand, der har vundet 283 cykelløb, har været udsat for de fleste vejrforhold. Alligevel er det nok længe siden, den belgiske legende har haft så ubændig en trang til at pøse glohedt vand ud over de stakkels tæer, som han må have i disse dage.

Merckx må nemlig have fået kolde fødder - endda iskolde. De havde ellers helt sikkert en helt fin temperatur, da d. 8. juni om aftenen i medierne læste, at Sam Bennett meldte afbud til Belgium Tour grundet en angiveligt helt uskyldig knæskade. Mark Cavendish skulle afløse ham, men hvorfor skulle Merckx notere sig dette? Nok var den britiske sprinter stille og roligt på vej tilbage, men han indgik slet ikke i Deceunincks Tour-planer, der alene centrerede sig om Bennett og Julian Alaphilippe, og havde i øvrigt til gode at slå de allerbedste i det ellers pæne 2021. Nej, den rekord på 34 etapesejre i Touren, som Cavendish ellers lignede en trussel mod, da han tog sin 30. sejr i 2016, var lige så solid, som den har været igennem de forløbne fire år, hvor den tidligere britiske supersprinter jokkede rundt i de blødeste hatte, uden at det kunne ses.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Siden den dag er temperaturkurven for Merckx’ stakkels fødder bare gået én vej: nedad. Først viste Cavendish med sin sejr foran Tim Merlier og Caleb Ewan, at han rent faktisk havde genfundet så meget fart, at han ville være et reelt etapevinderbud i Touren, hvis han vitterligt kom til start. Så begyndte der at cirkulere rygter om, at Bennetts knæskade var værre end som så, og selvom Deceuninck i første omgang talte risikoen ned, endte det med, at ireren under stadig ganske kontroversielle omstændigheder meldte pas. Pludselig hev manager Patrick Lefevere angiveligt tegnebogen frem og gav både Cavendish lønforhøjelse og en Tour-plads, der i januar var så fjern, at al tale om en tur til Frankrig ikke kunne fremkalde meget mere end en hånlatter - heller ikke fra Lefevere selv.

Det vil være synd at sige, at Merckx havde heldet med sig i ugerne op til løbet. Cavendishs etapesejr i Belgien og Bennetts knæskade var mildt sagt uheldig timing for en mand, der formentlig sætter pris på sin rekord, men det skulle blive meget, meget værre. Da først Touren gik i gang, regnede uheldene nemlig fortsat ned over belgieren med en sådan takt, at man skulle tro, at lykkens gudinde hed Cavendish til mellemnavn.

Først faldt den ene af løbets to øvrige supersprintere, da Caleb Ewan brækkede kravebenet, inden han overhovedet havde nået at træde sit maksimale antal watt i årets løb. Derefter legede Alpecin ungdomsfodbold, så deres rotationsprincip eliminerede den anden af løbets supersprintere, Tim Merlier. Dernæst gjorde vejrguderne Alperne til så stort et helvede, at en tredje af feltets hurtige folk, Arnaud Demare, sammen med Merlier rejste hjem allerede efter bare ni dage. Og samtidig lykkedes det akkurat for Cavendish at klemme bagdelen hele vejen op til Tignes med halvandet minut i baglommen, så han med nød og næppe reddede sig gennem den første bjergblok og dermed gav sig yderligere tre spurtchancer i løbets anden uge, inden han igen kan imødese en trussel om at blive elimineret.

Resultatet af hele denne serie af mærkelige lykketræf er, at den Cavendish, der for et halvt år siden stortudende annoncerede sit sandsynlige karrierestop, nu er så tæt på i første omgang at tangere og siden måske også slå Merckxs rekord, at belgieren skal være i sit optimistiske hjørne, hvis han for alvor skal tro, at i hvert fald den plads i historiebøgerne ikke står for fald. Morgendagens Ventoux-etape er bestemt ikke ufarlig og kan sagtens bringe Cavendish i problemer, men med en flad start er chancerne for overlevelse gode. Kommer han sikkert ned fra det skaldede bjerg i morgen, har han to gode chancer for både at tangere og slå rekorden, inden den sidste alvorlige styrkeprøve melder sig i Pyrenæerne.

Det urovækkende for Merckx er, at det er ret svært at se, at Cavendishs sejrsstime i løbet ikke vil fortsætte, så længe han stadig er at finde i feltet. Da han i dag sikrede sig sit hattrick og bragte sin score op på 33 af den slags sejre, der kan definere enhver rytters karriere, blev det nemlig en udstilling af, at der i dette felt ikke længere er nogen, der er i nærheden af at matche Deceuninck i massespurterne. Det har der ellers været hidtil, hvor de er blevet sat til vægs af det så altdominerende Alpecin-tog, men med Merliers exit og Mathieu van der Poels fokus på Japan - endnu en lille gave til den ikke helt uheldige Cavendish - er det engang så skræmmende belgiske TGV-tog nu reduceret til en halvgammel dræsine, der ikke rigtigt hører til i den moderne verdens avancerede sprintertog.

Blandt disse er Deceunincks et af de smukkeste. Måske fik de bank af Alpecin, men med belgierne ude af billedet gav det sig selv, at belgierne ville sidde på flæsket, da dagens 10. etape endelig nåede sit klimaks i Valence. I virkeligheden var den største trussel mod den blå armada, at de øvrige sprinterhold igen ville være så passive, at de måtte brænde hele deres hold af i jagten på et udbrud, som de næsten måtte gøre det for at hente Brent van Moer i Fougères for præcis en uge siden. Kom maskinen intakt til Valence, var slaget reelt tabt på forhånd.

Det gjorde den. Igen var lykkes gudinde nemlig i det uvenlige hjørne over for Merckx, da hun lagde et apatiens slør ned over feltet, da det rullede ud fra starten i Albertville. Masseudvandringen af sprintere havde ellers i den grad åbnet for ballet til, at de stærke klassikerdrenge skulle udfordre sprinterholdene, som de så flot gjorde det ved starten på 6. etape, men det skete aldrig. DSM, der har en helt ubegrænset og ikke helt retfærdiggjort tillid til Cees Bol, viste med det samme, at de var Deceunincks allierede, og måske sendte de to tilsammen så stærkt et signal, at ingen rigtigt gad at udnytte det svække sprinterfelt. I hvert fald slap Hugo Houle og Tosh van der Sande fri helt uden sværdslag - en udvikling, der formentlig kom bag på også Astana, som ikke har for vane at spilde kræfter på meningsløse indianerudbrud.

Men det var, hvad dette udbrud blev, en sag for indianere. Deceuninck skulle ganske vist spille lidt poker og lade afstanden vokse mere end vanligt for at få DSM frem, men da de undervejs fik hjælp af både tyskerne og Nacer Bouhannis Arkea-mandskab, kom de til Valence i næsten fuldt tal efter kun at have brugt Tim Declercq og Dries Devenyns undervejs. Senere måtte de bruge lidt kræfter på ikke at blive fanget i sidevinden, hvor de kørte aggressivt mere for at undgå problemer end for reelt at splitte feltet. Det blev da heller aldrig for alvor farligt på en dag, hvor vejrguderne lod vinden aftage og dreje så kraftigt, at der aldrig reelt var nogen trussel.

Dermed var spurten reelt afgjort, allerede inden vi nåede Valencia. Da først Deceuninck kunne sætte sig frem med Mattia Cattaneo, Julian Alaphilippe og Kasper Asgreen foran det faste tog med Davide Ballerini, Michael Mørkøv og Cavendish, havde næsten allerede vundet. Det eneste håb, Merckx fortsat kunne klynge sig til, var det stærke Trek-tog, der med den eminente lead-out man Jasper Stuyven bag Edward Theuns måske kunne gå forbi belgierne og sætte Mads Pedersen i scene. Også det håb blev imidlertid ødelagt, at Merckxs endeløse serie af uheld, da et tidligt styrt til Pedersen betød, at det var et betydeligt mere svækket Trek-hold, der nu måtte forsøge at sætte Theuns i scene alene ved brug af Stuyven.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Derfor endte det helt uundgåeligt. Der var ingen over eller ved siden af Deceuninck, der helt forventeligt gik først igennem det sene sving med 350 m igen med Ballerini foran Mørkøv og Cavendish. Derfra var det ren legestue for feltets bedste tog at aflevere feltets hurtigste sprinter til sejr nr. 33 - og dermed reducere det, der indtil 2008 var en føring på 34 point til Merckx til nu blot at være en yderst beskeden én af slagsen.

Efter den opvisning er det svært for Merckx at bevare megen optimisme inden de kommende sprinteretaper, men han kan da finde tre håb. Det ene er, at Jasper Philipsen i dag viste, at han skam er ganske hurtig, og at den megen kritik af Alpecin-strategien mere skyldes, at Merlier er hurtigere, end at Philipsen er langsom. Belgieren dokumenterede først, hvad vi allerede vidste, nemlig at han også uden et godt tog, er en af verdens bedste i positionskampen, og derefter kørte han så god en spurt, at det ikke virker helt utænkeligt, at han fra Cavendishs hjul vil kunne vinde de kommende dage, også selvom modvinden gjorde det sværere for briten at træde den hjem fra spids.

Desværre for Philipsen er han ikke den eneste, der er god i positionskampen. Både Peter Sagan og Wout van Aert er giganter i det spil, og det siger ganske meget om niveauet, at Sagan, der faktisk havde fundet Cavendishs eftertragtede hjul, blev skubbet væk af Van Aert. Det er ellers uhyre sjældent, at den så driftssikre slovak taber den slags kampe, men der er en grund til at Van Aert har vundet Dauphiné-, Tour- og Tirreno-etaper mod hurtigere folk, alene på sin positionering og på trods af sin fart.

Det var også den strategi, der skulle bibringe ham sejren i dag. Spurten viste nemlig igen, at han ikke har samme fart som feltets bedste, men som da han slog Bennett i Dauphiné og Ewan i Tirreno, lykkedes det ham i dag at få skovlen under den hurtigere Philipsen ved at vinde kampen om det hjul, alle vil have. Problemet er bare, at det næppe er en strategi til sejr, for fra Cavendishs hjul synes Van Aert stadig ikke at have farten til at slå løbets hurtigste sprinter.

Det er der vel kun to, der kan drømme om. Den ene er Philipsen, der åbenlyst var lynhurtig i dag. Den anden er Nacer Bouhanni, der har vist sin fart de foregående dage, men som i dag betalte prisen for igen at komme for langt bagfra. Arkea-toget blev fanget, og sammen med Dan McLay måtte han for anden spurt i træk bruge et vigtigt skud alene på at blæse frem inden det sene sving. Franskmanden så ud til at være på grænsen, allerede inden han åbnede op, og dermed blev det blot til en 4. plads og endnu en udstilling af, at han nok desværre mangler holdet til at få den etapesejr, han har kredset om hele løbet.

Det er i hvert fald svært at se, hvem der ellers skal slå Cavendish. Forud for etapen var jeg ellers stadig fortrøstningsfuld på Sagans vegne, men han synes stadig at være helt fra den. Efter slet ikke at have kunnet klatre med Sonny Colbrelli og Michael Matthews i Alperne viste han i dag allerede svaghed i den hårde indlagte spurt, hvor han heller ikke kunne matche de to holdbare puncheursprinter og endda heller ikke Philipsen. Derefter tabte han boksekampen til Van Aert og Philipsen, og selvom han stadig sad ganske hæderligt i spurten, gled han kun baglæns. Med de ben ser det ud til, at vi definitivt kan aflyse hans drøm om at vinde endnu en grøn trøje i denne omgang.

Den synes at være Cavendishs ejendom. Håbet om at bruge den lille, lette bakke til at sætte ham under pres, varede ikke længe, og efter dagens Deceuninck-show er det svært at tro, at han kan slås på de øvrige fire sprinteretaper, der ikke byder på store terrænmæssige udfordringer. Nej, alt peger på, at Cavendish ender i grønt, hvis han gennemfører løbet. Det er til gengæld også stadig ganske usikkert, om det vil lykkes, for selvom etaperne i Pyrenæerne med deres megen fladland er designet godt for enhver sprinter med frygt for tidsgrænsen, har Cavendish i år klatret så skidt, at muligheden for at eliminere ham stadig eksisterer.

Det er utvivlsomt det, Michael Matthews håber. Australieren måtte igen sande, at han ikke har farten til flade spurter, men derfor er en 5. plads bag fire hurtigere folk et nærmest perfekt udkomme - også fordi BikeExchange lykkedes med at gøre den indlagte spurt så hård, at Cavendish endte pointløs. Australieren har én gang tidligere vundet en grøn trøje ved, at løbets hurtigste er blevet elimineret i den tredje uge, og han drømmer helt sikkert om, at Cavendish kan ende med at lide samme skæbne, som Marcel Kittel gjorde i 2017. Hans problem er bare, at Philipsen i de flade spurter er langt hurtigere, sublim i positionskampen og i den indlagte spurt viste sin holdbarhed og friskhed. Da de kommende etaper ikke giver Matthews mange chancer for at lukrere på sine klatreevner i kampen om den grønne trøje, er det vel lige nu Philipsen, der står med de bedste kort i kampen om grønt, hvis Cavendish ufrivilligt må rejse hjem.

Det ser straks værre ud for Colbrelli. I den indlagte spurt viste han igen sin overlegne form, men i finalen viste han til gengæld igen sine håbløse positioneringsevner. Det hjalp utvivlsomt ikke, at en defekt, netop som sidevinden rasede, kostede et hav af kræfter, men der er ingen, der kan blive svært forundrede over, at Colbrelli i en teknisk finale ender uden for top 15. En grøn trøje kræver først og fremmest stabilitet og derfor positioneringsevne, og den har Colbrelli ikke.

Læs også

Lefevere om mulig Alaphilippe-skifte: Måske vil han prøve noget andet

Den har Cees Bol heller ikke, men han har hidtil kunnet regne med sit tog. Derfor talte meget også for, at hollænderen nu ville stå ganske stærkt, efter at antallet af sprintertog er blevet kraftigt reduceret, men denne gang gik det slet ikke for den store hollænder. Samtidig viste han samme mangel på fart, som han har gjort gennem hele sæsonen, og dermed står det vist endnu mere klart, at DSM skal til at brede paletten lidt ud, hvis de vitterligt vil vinde en etape. Bol ligner i hvert fald ikke manden, der slår Cavendish - godt tog eller ej.

Faktisk blev han klart overspurtet af en veteran. Det var herligt at se gode, gamle André Greipel vise den fart, som også gav ham to flotte sejre tidligere i år. Desværre blev etapen også endnu en vidnesbyrd om, at Greipel og positionering rimer lige så dårligt som Cavendish og bjergetape, og derfor endte det nok engang med en sekundær placering - et resultat, der vil være helt uundgåeligt med den begrænsede støtte, han har.

Begrænset støtte har Tadej Pogacar ikke. UAE-drengene rejste sig fornemt over for kritikerne i Alperne, men i dag blev det lidt tydeligt, at sloveneren ikke står alt for stærkt i sidevinden. I hvert fald var araberne ikke de mest toneangivende, da nervøsiteten tog til, og sidevindskongerne fra Deceuninck testede rivalerne, og Jonas Vingegaard med meget opmærksom kørsel og god hjælp fra Wout van Aert viste, at han i hvert næppe fanges under de betingelser. Desværre for Pogacars rivaler er vejrudsigten for de kommende farlige mistraletaper torsdag og fredag umiddelbart relativt fredsommelig, og det kunne derfor ligne, at heller ikke de to dage bliver alt for dramatiske.

Det gør næppe noget for Cavendish. Nok er Deceuninck de i særklasse bedste i sidevinden, men han har det helt sikkert fint, hvis feltet bare ruller afsted frem til målstregerne i Nimes og Carcassonne. Efter dagens opvisning af det blå tog og feltets hurtigste sprinter er det nemlig meget svært at se, at det er andet end udbrud, der kan true den lille brite på torsdag og fredag. Da 33 plus 2 giver 35, føles 34 pludselig som et lille tal, hvis man er belgisk cykellegende, der følte sig helt tryg, da Deceuninck udsendte en pressemeddelelse om Bennetts afbud til Belgium Tour tirsdag d. 8. juni.

Man forstår godt, hvis Merckx midt i sommervarmen fryser fødderne. Det er godt, han har så mange rekorder at tage af…

OPDATERING: Efter analysen er jeg blevet opmærksom på, at det faktisk var hele DSM, inkl. Bol, der var fanget i sidevinden. Derfor havde han kun Casper Pedersen til rådighed i spurten, hvilket forklarer, at han for første gang tabte i positionskampen og tillige manglede kræfter til spurten. Nacer Bouhanni var hæmmet af, at Dan McLay næsten væltede, og det var derfor Clement Russo, der til sidst spurtede ham i position i den manøvre, der kostede ham al energien inden selve spurten.

NYT MANAGERKONCEPT - VÆLG 20 RYTTERE FRA 5 KATEGORIER I HALVÅRSSPILLET