IAM Cyclings Aleksejs Saramotins snød favoritterne på dagens enkeltstart og var ét sekund hurtigere end Nairo Quintana, der endte med at vinde Vuelta a Burgos.
Annonce
Den 12,45 kilometer lange enkeltstart i Vuelta a Burgos markerede afslutningen på årets løb, og der var stor spænding før starten på etapen, da flere ryttere med en toppræstation på dagen havde muligheden for at vinde etapeløbet sammenlagt.
Den lettiske rytter, Aleksejs Saramotins fra IAM Cycling, viste sig som den stærkeste på dagen. Han kørte enkeltstarten med en gennemsnitsfart på over 50 kilometer i timen og sikrede sig etapesejren med bare et sekund ned til Nairo Quintana (Movistar) på andenpladsen.
”I dag var min dag. Jeg havde benene, og ruten var som skræddersyet til mig. Jeg ville virkelig gerne opnå et resultat, inden løbet sluttede, og det var med til at sætte mig op og motivere mig,” fortalte en glad Aleksejs Saramotins efter sin tur på podiet.
Men sejren kom også som lidt af en overraskelse for rytteren selv, der ikke havde haft en løbsdag i over seks uger.
”Jeg har ikke været i konkurrence i seks uger, men med det in mente fik jeg min første sejr i år. Det var vildt at slå ryttere som Quintana, Brajkovic og Moreno. Jeg havde selvtillid, selvom jeg havde haft en meget middelmådig sæson,” afsluttede den lettiske IAM-rytter.
SENESTE
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce