I denne artikel kaster vi et blik på Trek-Segafredos meritter i de seneste 10 måneder. Vær opmærksom på, at vi efter denne serie, hvor vi retter blikket bagud, vil følge op med en fremadrettet analyse af hvert af de 18 hold, hvor vi ser på udbyttet af deres transfersæson samt de forventninger, vi kan have til 2019-sæsonen.

Antal sejre: 20 (Toms Skujins 4, Jasper Stuyven 3, John Degenkolb 3, Mads Pedersen 3, Bauke Mollema 2, Ryan Mullen 2, Giacomo Nizzolo 1, Jarlinson Pantano 1, Tsgabu Grmay 1)

Sejre på WorldTouren: 4 (1 etapesejr i Tour de France med John Degenkolb, 1 etapesejr i Volta a Catalunya med Jarlinson Pantano, 1 etapesejr i BinckBank Tour med Jasper Stuyven, 1 etapesejr i Tour of California med Toms Skujins)

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Placering på WorldTour-ranglisten: Nr. 13 (nr. 5 i 2017)

Ryttere i top 100 på WorldTour-ranglisten: Jasper Stuyven (nr. 19), Bauke Mollema (nr. 44), John Degenkolb (nr. 69), Mads Pedersen (nr. 72), Giacomo Nizzolo (nr. 84), Ruben Guerreiro (nr. 87)

Ryttere i top 100 på verdensranglisten: Jasper Stuyven (nr. 16), Bauke Mollema (nr. 31), John Degenkolb (nr. 46), Mads Pedersen (nr. 66), Toms Skujins (nr. 95), Ruben Guerreiro (nr. 99)

Mads Pedersen i fornemt selskab sammen med Terpstra og Gilbert i Flandern Rundt
 

Hvordan klarede holdet sig i klassikerne?

Klassikerne har længe været en del af Trek-Segafredos DNA, hvor især brostensløbene har haft stor prioritet. Forud for sidste sæson blev John Degenkolb hentet ind som holdets enerådige kaptajn, men med Jasper Stuyvens fine udvikling var der udsigt til, at de to skulle dele kaptajnrollen i de store løb i Flandern samt i Paris-Roubaix. Degenkolb skulle til gengæld være kaptajn i Milano-Sanremo og de lettere sprinterløb, hvor der måske også kunne blive plads til Giacomo Nizzolo, hvis han kunne komme tilbage efter sine mange skader. Også Mads Pedersen var der visse forhåbninger til, men i første omgang primært i en hjælperrolle. Fabio Felline var holdets joker, hvis han kunne nå at finde formen efter sin sygdom. I de kuperede klassikere var forventningerne knap så store, selvom man håbede, at Bauke Mollema her kunne genfinde de lovende takter, han viste tidligere i sin karriere. I disse løb satsede man også på, at Felline, Ruben Guerreiro og Jarlinson Pantano kunne vise sig frem.

Første store opgave var Omloop Het Nieuwsblad, hvor Stuyven ganske vist skuffede og ikke kunne følge de bedste, men da der til slut næsten blev skabt samling, viste han sig som den hurtigste i feltet og sikrede sig herved en 4. plads. Dagen efter tog han revanche med offensiv kørsel i Kuurne-Bruxelles-Kuurne, men her kunne han ikke forhindre den ventede massespurt, hvor Nizzolo skuffede med en 22. plads. Heller ikke Strade Bianche gik som ønsket, da hele holdet udgik efter en svær dag på de våde grusveje. Sygdom og skader betød, at hverken Degenkolb eller Nizzolo kunne stille til start i Milano-Sanremo, hvor kaptajnansvaret derfor atter tilfaldet Stuyven, som spurtede sig til en hæderlig 10. plads.

Den flamske sæson indledtes for alvor i E3 Harelbeke, hvor Degenkolb måtte sande, at han endnu ikke var kommet sig. Stuyven var derimod stærkt kørende og endte i den gruppe, der spurtede om 2. pladsen, hvor han dog blot sikrede sig en 6. plads. Også Gent-Wevelgem var for hårdt for formsvage Degenkolb, og Stuyven var ikke hurtig nok til at blive andet end nr. 9 i den reducerede massespurt, hvor han var helt uden holdkammerater.

På det tidspunkt havde Mads Pedersen intet vist, men det ændrede sig i Dwars door Vlaanderen. Her viste den danske mester sig som en af de stærkeste og var med i den kvintet, der skulle afgøre løbet. Her blev han desværre med en 5. plads den lille - fem placeringer bedre end evigt stabile Stuyven - men det skulle blot være et varsel om, hvad der var i vente. I Flandern Rundt chokerede debutanten Pedersen nemlig en hel cykelverden, da han med et tidligt angreb viste sig overraskende svær at hente og kørte sig til en sensationel 2. plads. Også Stuyven var med en 7. plads naturligvis med helt fremme. Pedersen kunne ikke følge op på bedriften i Paris-Roubaix, hvor Degenkolb også skuffede igen. Det gjorde Stuyven til gengæld ikke, da han sikrede sig en flot 5. plads og dermed endte i top 10 i samtlige sine forårsklassikere undtagen Kuurne-Bruxelles-Kuurne.

Mads Pedersen hentede karrierens største resultat, da han blev toer i Flandern Rundt.
 

Mollema overtog herefter ansvaret i Ardennerne, men han kom meget skidt fra start i Amstel Gold Race, hvor Tsgabu Grmay som nr. 23 var holdets bedste mand. Heldigvis rejste han sig i Fleche Wallonne, hvor han spurtede sig til en 6. plads på Mur de Huy. Hans klassikersæson endte desværre skidt, da han kom til kort i Liege-Bastogne-Liege, hvor han blot blev nr. 25. Holdet rundede herefter forårsklassikerne af i Eschborn Frankfurt, men i fraværet af en syg Degenkolb kunne holdet ikke stille meget op trods offensiv kørsel fra Julien Bernard, der blev nr. 21 i spurten.

Anden del af klassikersæsoen blev til gengæld indledt fremragende. Nizzolo var endelig skadesfri, og i RideLondon Classic opnåede han sit første væsentlige resultat i meget lang tid, da han spurtede sig til en 3. plads. Endnu bedre gik det i Clasica San Sebastian, hvor Mollema stort set altid kører med om sejren. Det gjorde han også i år, hvor han var den eneste, der kunne matche Alaphilippe, mod hvem han i spurten dog var chanceløs og derfor blev henvist til 2. pladsen.

Efter en god Tour satsede Degenkolb stort på Hamburg Cyclassics, hvor han dog desværre med en 4. plads akkurat missede podiet. Også Nizzolo, der ellers skulle køre lead-out, kunne med en 6. plads notere sig, at hans fremgang fortsatte. Til gengæld kunne Degenkolb ikke køre med de bedste i Bretagne Classic, der blev langt hårdere end vanligt. Det kunne Guerreiro til gengæld, og den unge portugiser sikrede sig en ganske imponerende 5. plads i et løb, der ellers ikke lå til hans højreben.

Stuyven var udset til kaptajnrollen i Brussels Cycling Classic, og det gik ganske godt. Han var nemlig en af de få, der undgik det sene spurt, og efter et flot lead-out fra Degenkolb spurtede han sig til en 2. plads. Mindre godt gik det dagen efter i GP de Fourmies, hvor Stuyven og Degenkolb ikke var med, men hvor Boy Van Poppel greb en sjælden chance til at spurte sig til en 7. plads.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Stuyvens næste mål var de canadiske klassikere, hvor særligt løbet i Quebec burde passe ham. Det skulle vise sig at være sandt, da han med en flot 3. plads i den stigende spurt endelig sikrede sig en podieplads i en WorldTour-klassiker. Til gengæld kunne han ikke gøre sig gældende i spurten i Montreal, hvor han blot blev nr. 14, en enkelt placering bag Skujins.

Mollema viste med en 12. plads ved VM god form frem mod de italienske efterårsklassikere, der var hans sidste store mål, men han havde en offday i Giro dell’Emilia. Det havde Gianluca Brambilla til gengæld ikke, og italieneren havde kurs mod et absolut topresultat, da han ubarmhjertigt punkterede i bunden af sidste stigning. Heldigvis tog holdet revanche allerede dagen efter i GP Beghelli, da Mollema med et sent angreb snød sprinterne og tog en overraskende sejr i det løb, der passede ham allerdårligst. Og minsandten om succesen ikke fortsatte to dage senere i Tre Valli Varesine, hvor en offensivt kørende Skujins med et tidligt angreb endte i den gruppe, der spurtede om sejren, og her sikrede han sig karrierens største triumf ved at sætte formstærke Thibaut Pinot til vægs. Også Brambilla fik med en 10. plads lidt oprejsning. Til gengæld måtte Mollema dagen efter i Milano-Torino sande, at den gode form var væk, og han måtte tage til takke med en 15. plads. Det skulle være et varsel inden Il Lombardia, hvor holdet slet ikke spillede en rolle, og Mollema blot blev nr. 64.

Hvordan klarede holdet sig i Giro d’Italia?

Efter Alberto Contadors karrierestop er Trek i alvorlig mangel på klassementsryttere, og derfor var det også uden de helt store forventninger, at man stillede til start i Giro d’Italia. Giacomo Nizzolo var nemlig atter blevet skadet, og dermed var holdet uden sin kaptajn. Gianluca Brambilla fik chancen for at teste sig selv af i klassementet, mens Jarlinson Pantano skulle jagte etapesejre i bjergene. Her skulle Niklas Eg og Laurent Didier tillige agere støtte for kaptajnen, mens Mads Pedersen og Boy Van Poppel med hjælp fra Ryan Mullen og Markel Irizar skulle forsøge at løfte Nizzolos arv i spurterne. Endelig var der visse forhåbninger om, at Mullen og Pedersen måske kunne gøre sig gældende på enkeltstarterne.

Starten var imidlertid ikke lovende, da begge de to tempospecialister faldt helt igennem på den indledende enkeltstart, hvor de blev blot hhv. nr. 62 og 84. Som forventet kneb det også i massespurterne, og holdet kom fra Israel med en beskeden 9. plads til Pedersen på 3. etape.

Brambilla havde sine første test i de puncheurfinaler, men placeringer som hhv. 49 og 53 kostede ham næsten to minutter og dermed en tidlig erkendelse af, at det ikke var her, at han ville forvandle sig til klassementsrytter. På den første bjergetaper til Etna blev han blot nr. 34, og dermed stod det klart, at det herfra alene skulle handle om etapesejre. Pedersen forbedrede sig med en 8. plads i spurten på 7. etape, men holdet kom fra de to følgende bjergetaper uden resultater og kunne gå på hviledage helt uden at have opnået et eneste betydende resultat.

10. etape udviklede sig til en hårdere affære end ventet, og det efterlod et så lille felt, at både Pantano og Brambilla forsøgte sig i spurten med hhv. en 8. og en 9. plads til følge. Derefter havde holdet yderligere et par anonyme dage, bl.a. fordi de to sprintere begge blev sat af på 12. etape. Pedersen faldt også fra inden spurten på 13. etape, og her lykkedes det blot Van Poppel at blive nr. 18. Da det heller ikke blev til resultater på weekendens to bjergetaper, var holdet fortsat uden udbytte efter to uger.

Også den sidste uge startede skidt, da Mullen og Pedersen blot blev hhv. nr. 13 og 19 på den lange enkeltstart, og det lykkedes heller ikke hverken Pedersen eller Van Poppel at komme med feltet hjem på den følgende sprinteretape. Herefter ventede tre etaper med lidelse i bjergene. Det var slemt uheldigt, at det var store Van Poppel, man fik med i det succesrige udbrud på 18. etape, hvor han som en af de få ikke kunne holde sig foran feltet, men Brambilla viste dog en vis fremgang med en 17. plads på den store Finestre-etape. De gode takter fortsatte på den allersidste bjergetape, hvor han ramte det rette udbrud, men desværre måtte se sig henvist til en 5. plads, der dog blev holdets bedste resultat. Holdet kom slet ikke frem i massespurten i Rom, og dermed endte Trek med Brambilla på en 18. plads en meget anonym Giro, som de færreste vil huske.

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb forud for Touren?

Ruben Guerreiro fik tildelt den svære opgave at sparke gang i Treks sæson ved Tour Down Under. Efter en anonym første halvdel, hvor det kneb for Mads Pedersen at gøre sig gældende i massespurterne, kom kaptajnen med de bedste hjem på den hårde 4. etape, hvor Laurent Didier spurtede sig til en 10. plads. Det var dog på kongeetapen, hvor han med en 10. plads viste sig ansvaret voksent, og efter at Pedersen på sidste etape var blevet nr. 8 i massespurten, sikrede den unge portugiser sig en fin 9. plads samlet.

Endnu bedre skulle det dog gå på to andre kontinentet. Først jagtede tilbagevendte Giacomo Nizzolo en længe ventet første sejr efter sit skadesmareridt i Vuelta a San Juan. Efter en 4. plads i den første spurt overlod han kortvarigt ansvaret til Ryan Mullen, der var den store favorit til enkeltstarten, og her svigtede han ikke. Allerede på sin tredje løbsdag tog han sin første sejr for sit nye hold, der endda også havde Gregory Daniel på en flot 4. plads. Dagen efter var Nizzolo endnu tættere på, da han spurtede sig til en 2. plads, inden Eugenio Alafaci fik en chance i et udbrud på 6. etape, der gav en 8. plads. Den helt store forløsning kom på sidste etape, hvor Nizzolo var hurtigst af alle og tog en vigtig sejr, der kunne vise, at han måske var på vej tilbage. Til gengæld skuffede Jarlinson Pantano lidt i klassementet, hvor han blot blev nr. 11.

Den europæiske sæsondebut var endda endnu bedre. Her stillede holdet til start i de fire løb ved Challenge Mallorca, og de lagde ud som lyn og torden, da John Degenkolb fuldendte et formidabelt lead-out ved at vinde det første. Dagen efter var en stærk Gianluca Brambilla den sidste, der måtte opgive at følge Tim Wellens, Gianni Moscon og Alejandro Valverde i det første af de to hårde løb og endte derfor som nr. 4 efter en flot dag, hvor Michael Gogl blev nr. 7, Bauke Mollema nr. 8 og Tsgabu Grmay nr. 11. Det overtal udnyttede holdet på formidabel vis i det tredje løb, hvor Toms Skujins slog kontra på et langt udbrud for Gogl og herfra kørte alene hjem til en stor sejr i et af sine første løb for holdet. Også Mollema var igen med fremme med en 10. plads. Trek-festen fuldendtes, da Degenkolb atter var hurtigst i det sidste løb i Palma, og dermed kunne amerikanerne tage fra middelhavsøen med tre ud af fire mulige sejre.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Holdet var også fortsat aktive i Australien, hvor en 14. plads til Koen De Kort dog blev det tamme udbytte af Cadel Evans Great Ocean Road Race. Langt bedre gik det i det mindre Herald Sun Tour. Holdet var allerede meget tæt på en sejr på prologen, hvor Pedersen og Alex Frame måtte se sig henvist til hhv. en 2. og en 4. plads med blot et sekund op til Ed Clancy. Dagen efter sad både De Kort og Guerreiro med de bedste hjem i et sandt sidevindsdrama, hvor de blev hhv. nr. 4 og 9, mens Pedersen vandt feltets spurt om 10. pladsen. Dagen efter var danskeren igen hurtigst, og da der denne gang ikke var folk ude foran, tog han således allerede den 2. februar holdets 6. sejr - et fantastisk udbytte på ganske få løbsdage. På kongeetapen blev Guerreiro imidlertid henvist til en 3. plads ude af stand til at matche suveræne Esteban Chaves, og dagen efter blev det til endnu en 3. plads i en spurt i en mindre gruppe. Samlet betød det en 4. plads til den unge portugiser.

Efter den flotte start forsvandt holdets momentum desværre hurtigt. I Dubai Tour skulle Degenkolb følge op på den gode sæsonstart, denne gang med støtte fra Nizzolo. De første tre massespurter gav imidlertid blot placeringer som nr. 13, 5 og 14, og på kongeetapen gav han hurtigt ansvaret videre til Nizzolo, da han følte sig dårligt kørende. Italieneren overraskede imidlertid positivt med en flot 5. plads på den stejle Hatta Dam, men holdet faldt helt sammen på sidste etape, hvor et tidstab betød, at det ikke blev til et klassementsresultat. Nizzolo overtog rollen som sprinter i det andet arabiske løb, Tour of Oman, og her lagde han pænt ud med en 3. plads på 1. etape. Dagen efter viste Fabio Felline, at han måske var på vej tilbage efter sygdom, da han blev nr. 9 i en spurt i en lille gruppe, men han kunne slet ikke følge det op på de to følgende mellemhårde etaper, der ellers burde have været guf for ham. Til gengæld rejste Peter Stetina sig efter en dårlig start med en 6. plads på kongeetapen, inden Nizzolo rundede festen af ved med sin evige stabilitet at blive nr. 3 også i den sidste massespurt. Samlet blev det blot til en 15. plads med Stetina.

Sidste akt i det arabiske eventyr var Abu Dhabi Tour, hvor Frame dog overtog rollen som topsprinter fra holdets to stjerner. Det havde han svært ved, og en 12. plads var bedste resultat på de tre flade etaper. Matthias Brändle skuffede også med en 14. plads på den flade enkeltstart, ligesom en sygdomsramt Brambilla faldt igennem på kongeetapen. Her leverede unge Niklas Eg imidlertid en mindre sensation ved i det stærkt besatte WorldTour-løb at blive nr. 7 - et resultat, der dog ikke kunne omsættes i klassementet, hvor han havde tabt tid i sidevinden.

Guerreiro og Mollema skulle efter den lovende start løfte ansvaret i Volta ao Algarve, hvor Degenkolb skulle forsøge sig i spurterne. Den store tysker lagde lidt skuffende ud med en 6. plads, inden Mollema viste fremragende form ved at spurte sig til en 2. plads på toppen af Foia-stigningen på 2. etape. En godkendt enkeltstart gav en 13. plads - desværre havde holdets bedste kort, Mullen, defekt - inden Degenkolb med en 3. plads kom endnu tættere på sæsonens tredje sejr. Til slut greb Guerreiro, der ellers havde tabt tid på den første bjergetape, sin chance, da et udbrud kørte hjem på kongeetapen, men her måtte han med en 2. plads se sig slået af Michal Kwiatkowski. Mollema missede akkurat podiet med en samlet 4. plads, men amerikanerne kom fra Portugal med endnu en serie flotte resultater. Desværre var Guerreiro ikke på samme niveau som i Australien, og han kunne i de hårde endagsløb Classic Sud-Ardeche og Drome Classic slet ikke gøre sig gældende.

Mollema og Degenkolb udgjorde kaptajnduoen i årets første store europæiske etapeløb, Paris-Nice, der dog skulle blive lidt af en fiasko. Degenkolb blev på 2. etape blot nr. 9 i den eneste regulære massespurt, og ramt af sygdom kunne han end ikke sidde med feltet hjem på 3. etape. Dagen efter fik en ligeledes sygdomsramt Mollema sig en lussing på enkeltstarten, hvor han på en 40. plads tabte hele 1.35, og nedturen fortsatte dagen efter, hvor Degenkolb missede sin sidste chance ved at smide mere end 11 minutter på den sidste relativt flade etape, der dog havde De Kort på en 10. plads. Mollema var ikke i nærheden af noget på de tre afgørende etaper og endte blot som en samlet nr. 30.

I Tirreno-Adriatico stillede holdet primært med en klassikertrup med Nizzolos spurtchancer som det store fokus, og efter en 8. plads i holdløbet lagde italieneren godt fra land med endnu en 3. plads på 2. etape. Da Felline endnu ikke var på toppen, viste holdet sig ikke frem på de tre hårde etaper, og endnu værre blev det af, at Nizzolos knæproblemer dukkede op igen og tvang ham ud af løbet. Jasper Stuyven tog over med en 11. plads i den sidste massespurt, inden Pedersen kørte en fremragende afsluttende enkeltstart, hvor han blev en flot nr. 4 i skrapt selskab.

Serien af WorldTour-løb fortsat i Volta a Catalunya, hvor målsætningen var etapesejre. Første lille resultat opnåede Skujins med en 9. plads i spurten på 2. etape, inden han blev nr. 11 dagen efter. Efter en lussing på kongeetapen kom den helt store triumf, da Pantano, som ellers fortsat var fuld af forundring over sin manglende form - sygdom viste sig senere at være forklaringen - tog holdets første WorldTour-sejr ved at vise sig som stærkeste mand i et udbrud. Også på sidste etape var han med fremme, da han spurtede sig til en 4. plads bag den ensomme sejrherre Simon Yates, og dermed var der endelig lidt opmuntring til den uheldige colombianer.

Pantano tog en etapesejr i Volta a Catalunya
 

Mollema var igen rask og skulle finde tilbage på sporet i det mindre Settimana Coppi e Bartali. Et lidt skuffende holdløb rakte kun til en 5. plads, men dagen efter slog han til ved at vinde løbets eneste bjergetape 2 sekunder foran Diego Rosa. Efter at Felline havde spurtet sig til en 7. plads på den sidevindsplagede 3. etape, tabte den hollandske stjerne imidlertid sejren til sin italienske rival, da han blot blev nr. 5 på den hårde afsluttende enkeltstart og således endte som nr. 2. Det havde imidlertid givet ham selvtillid forud for WorldTour-løbet Vuelta al Pais Vasco, men her kunne han ikke fastholde momentum. Med hhv. en 13. og 17. plads mistede han allerede lidt tid på de to første etaper, men kom tilbage på sporet med en flot 9. plads på enkeltstarten. En 14. og en 16. plads på de to afgørende bjergetaper netød dog, at han blot endte på den samlede 7. plads.

Nizzolo var tilbage i sadlen i Circuit Cycliste Sarthe, men overlod i sit forsigtige comeback sprinteransvaret til Frame. Efter en 9. plads på 1. etape kom han med en 2. plads dagen efter ganske tæt på en stor sejr. Efter en resultatløs kongeetape forsøgte Nizzolo sig endelig selv på sidste etape, men her rakte benene ikke til mere end en 7. plads. Derfor ventedes fremgang i Tour of Croatia, hvor han og holdets anden formodede Giro-kaptajn, Brambilla, der ellers havde været ramt af lungebetændelse, skulle finpudse formen. En 5. plads i den første spurt var et lille skridt frem, og dagen efter var han endnu tættere på med en 2. plads. Desværre vendte problemer tilbage, og på den følgende bjergetape måtte han atter tage hjem og kort efter endegyldigt opgive Giroen. Heller ikke Brambilla fik nogen god opvarmning, da han trods hårdt arbejde fra Eg kom til kort på samme etape. Da danskeren endelig fik frie tøjler, var det for sent, og han måtte tage til takke med en 5. plads, to placeringer bedre end kaptajnen. På den sidste bjergetape fik Eg sin chance, men et tidligt udbrud betød, at han blot blev nr. 6, og det hele rakte til en samlet 5. og 8. plads for hhv. Eg og Brambilla. Kort efter var en relativt svag trup til start i Tour de Romandie, hvorfra de kom hjem helt uden resultater.

Som et amerikanske hold tillægger Trek naturligvis Tour of California stor betydning, og i år var det op til Stetina og Guerreiro at jagte et samlet topresultat, mens Kiel Reijnen fik en chance som sprinter. Sidstnævnte spurtede sig til en 7. plads på 1. etape, inden holdet fik sig en dukkert på den første bjergetape, hvor Guerreiro blev nr. 10, Nicola Conci nr. 14 og Stetina blot nr. 15. Til gengæld rejste de sig dagen efter, da Skujins - kongen af udbrud i Californien - tog sin tredje udbrudssejr i løbet i en medrivende afslutning på den hårde 3. etape. Til gengæld mistede holdets kaptajner masser af tid på både enkeltstarten og den sidste bjergetape, og det blev blot til beskedne placeringer som nr. 13 og 10 for Reijnen på de to sidste bjergetaper. Til gengæld fortsatte Skujins sin aggressive kørsel og sikrede sig herved bjergtrøjen.

Læs også

Lefevere om mulig Alaphilippe-skifte: Måske vil han prøve noget andet

Guerreiro fortsatte videre til Norge, hvor han var holdets kaptajn i Tour des Fjords. Her blev det efter to beskedne præstationer til en fin 7. plads på kongeetapen, hvor Gogl tillige blev nr. 12. Bonussekunder betød, at østrigeren blev en flot nr. 5 og Guerreiro nr. 10. Til gengæld havde holdet det svært i Hammer Stavanger, hvor en 3. plads i Hammer Chase dog betød, at de til slut avancerede til en samlet 8. plads. Selvom Degenkolb blev hentet ind til Hammer Limburg, gik det bestemt ikke bedre i Holland, hvor det blev til en yderst beskeden 12. plads.

Criterium du Dauphiné blev af Trek ikke brugt til Tour-forberedelse, men var derimod en chance for Brambilla til at udnytte den gode form, han havde viste mod slutningen af Giroen. Det var dog Brändle, der først kom i fokus, da han trods en skade, som havde kostet ham Giro-deltagelsen, blev nr. 6 på prologen. Derefter spurtede Brambilla og Skujins sig til hhv. en 11. og en 9. plads på de to relativt flade etaper, inden holdet med en 6. plads på holdløbet gav den italienske kaptajn et godt udgangspunkt inden de fire bjergetaper. Her kom han imidlertid til kort med en 20. plads som bedste resultat, inden han udgik på sidste etape, og Grmay var derfor som samlet nr. 17 holdets bedste mand.

I stedet var det Tour de Suisse, der blev brugt som Tour-forberedelse for de to kaptajner, Mollema og Degenkolb. Forinden havde Van Poppel grebet en sjælden chance til at spurte sig til en 11. plads i opvarmningsløbet GP Kanton Aargau, og det manglende resultat her var måske et dårligt varsel. Mollema mistede i hvert fald tid, da holdet blot blev nr. 12 på det indledende holdløb, og en formsvag Degenkolb kunne ikke sidde med hjem på de første tre halvhårde sprinteretaper. Heldigvis havde holdet Stuyven som plan B, og med en 8. plads på 3. etape sikrede han, at holdet ikke var helt uden resultater inden bjergene. Her lagde Mollema godt ud med en 5. plads i spurten på den eksplosive 5. etape, inden Gogl fik sin chance i et udbrud på 6. etape. Med et stærkt angreb på sidste stigning lignede han længe en vinder, men til slut faldt han sammen og gled ned på en 7. plads. Dagen efter skuffede Mollema med en 14. plads på kongeetapen, inden Degenkolb endelig fik sin chance på den flade 8. etape. Her blev han ført fremragende frem af Stuyven, som han dog ikke kunne gå forbi, og belgieren endte som nr. 5 en enkelt placering foran kaptajnen. Til slut kørte Mollema en skidt enkeltstart, der betød, at han blev en skuffende nr. 12 samlet.

Lidt overraskende stillede holdet som eneste WorldTour-hold til start i de danske UCI-løb Fyn Rundt og GP Horsens. Her levede de op til forventninger, da Pedersen spurtede sig til sejren i den gamle fynske klassiker. Til gengæld lykkedes det ikke i Horsens, hvor danskeren måtte tage til takke med en 7. plads. Kort efter gjorde Nizzolo endelig comeback i Adriatica Ionica Race, hvor også Brambilla var til start. De kom fint fra land med en 3. plads på holdløbet, inden Nizzolo overraskede mange ved at spurte sig til en 6. plads på den hårde 2. etape. Til gengæld kom holdet til kort på kongeetapen, hvor Brambilla og Stetina blot blev hhv. nr. 7 og 8, inden Nizzolo sluttede flot af med placeringer som nr. 2 og 8 på de sidste to sprinteretaper. Samlet blev det til hhv. en 8 og en 10. plads til Stetina og Brambilla.

Som afslutning på første del af sæsonen gjaldt det de nationale mesterskaber, der kastede flere enkeltstartstitler af sig. Således vandt Grmay igen i Etiopien og Mullen igen i Irland, ligesom Skujins viste sig stærkest i Letland. Til gengæld måtte en skuffet Brändle tage til takke med en 2. plads i Østrig og Didier med en 4. plads i Luxembourg. Det blev ikke til linjeløbstitler, men Degenkolb var ganske tæt på i Tyskland, hvor kun Pascal Ackermann var hurtigst i spurten. Stuyven endte i en Quick-Step-sandwich i Belgien, som betød, at han måtte tage til bronze, ligesom Pantano i februar i Colombia havde gjort det pænt med en 4. plads. Derudover sluttede Pedersen, Skujins, Gogl, Reijen og Felline alle i top 10 i deres linjeløb, dog uden at få del i medaljerne.

Hvordan klarede holdet sig i Tour de France?

Mens Giroen tydeligvis ikke havde fået det store prioritet, var det anderledes i Touren, hvor holdet mødte til start med ambitioner om et godt klassement med Bauke Mollema og spurtsejre med John Degenkolb. Sidstnævnte fik støtte af Jasper Stuyven, der også selv kunne få en vis frihed, samt Koen De Kort. Tsgabu Grmay og Julien Bernard var med som Mollemas bjerghjælper, og derudover havde man i de aggressive Toms Skujins og Michael Gogl to folk, der kunne tage chancer i mellemhårdt terræn.

Degenkolb havde viste gode takter ved de tyske mesterskaber, men kom lidt haltende fra start med blot en 8. og en 9. plads på de to første sprinteretaper. Herefter havde holdet det svært på holdløbet, hvor de blot blev nr. 14 efter allerede dagen forinden at have mistet en syg Grmay. Degenkolb blev blot nr. 8 på den følgende sprinteretape, men til gengæld viste Mollema lovende takter med en 7. plads i sin første test på Mur-de-Bretagne. Herefter viste Degenkolb også stigende form med først en 6. og siden en 3. plads på de to følgende sprinteretaper, men det skulle blot vise sig at være opvarmning frem mod det helt store resultat. På den følgende brostensetape tog den store tysker nemlig karrierens måske vigtigste sejr, da han mere end to år efter sit grimme træningsstyrt i Spanien viste sig stærkest på brostensetapen. Faktisk endte dagen som lidt af et Trek-show, da Stuyven også blev nr. 6, og Mollema sluttede med de øvrige favoritter.

Kæmpe forløsning for Degenkolb, da han vandt 9. etape af Tour de France.
 

Ned på jorden kom holdet imidlertid med det samme, de ramte bjergene. Mollema mistede tid allerede på den første alpeetape, der ellers ikke gjorde en stor forskel, og dagen efter faldt han helt sammen ved at smide mere end 11 minutter til Geraint Thomas. En endnu større lussing fik han på Alpe d’Huez, hvor tabet blev fordoblet, og dermed blev blikket i stedet rettet mod etapesejre. Her fik Degenkolb den første chance, da han i spurten på 13. etape blev en fin nr. 4, men tættest på kom holdet på de to følgende udbrudsetaper. Først imponerede Stuyven stort i Mende, hvor han med et tidligt angreb var lige ved at snyde alle sine medudbrydere, men til slut akkurat blev overhalet af Omar Fraile og Julian Alaphilippe, så han måtte nøjes med en 3. plads. Dagen efter viste holdet kollektiv styrke ved at placere Mollema, Skujins og Bernard i det afgørende udbrud. Skujins og Mollema klarede den første udskilning, og Mollema kom med i den afgørende trio sammen med Magnus Cort og Ion Izagirre. Desværre var han ikke uventet den langsomste i spurten, hvor han blot blev nr. 3, mens Skujins som nr. 5 og Bernard som nr. 10 gav holdet hele tre mand i top 10.

Mollema fortsatte sin aggressive kørsel i Pyrenæerne, hvor han akkurat kom til kort på 16. etape, der fra et udbrud kastede en 4. plads af sig. Til gengæld skuffede Degenkolb fælt i det efterhånden ret sprintersvage felt, da han blot blev nr. 7 i spurten på 18. etape. Samtidig var Mollema efterhånden løbet tør for kræfter, og derfor blev al fokus til sidste rettet mod spurten i Paris. Her leverede Stuyven en fabelagtig indsats ved at aflevere Degenkolb helt perfekt, men tyskeren måtte på stregen desværre se sig henvist til 2. pladsen af Alexander Kristoff. Således kunne amerikanerne tage hjem med en af de helt store etapesejre og flere opløftende præstationer fra især Degenkolb, men med endnu en klassementsnedtur for Mollema.

Hvordan klarede holdet sig i Vuelta a Espana?

Bauke Mollema har ikke lagt skjul på, at han godt kan lide rollen som etapejæger, og derfor drog han til Vuelta a Espana med ambitionen om at vinde en etape samt forberede sig til VM. Holdets anden mission var endelig at få Giacomo Nizzolo definitivt på ret køl med en serie gode spurtpræstationer, der skulle bakkes op af Kiel Reijnen. Nicola Conci var med for at lære og måske forsøge sig i bjergene, hvor også Gianluca Brambilla var et bud på en etapevinder. Fabio Felline jagtede fortsat fremgang efter sin sygdom, Matthias Brändle skulle forsøge sig på de to enkeltstarter, og endelig var erfarne Markel Irizar med for at styre tropperne.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Desværre skuffede Brändle fælt på den indledende enkeltstart, hvor Felline imidlertid med en 12. plads viste lovende takter. Nizzolo viste sig til gengæld flyvende fra begyndelsen, da han allerede i den første massespurt blev nr. 2 bag Elia Viviani. På den følgende bjergetape mistede Brambilla og Mollema begge megen tid, og dermed kunne man med det samme begrave alle uudtalte klassementsambitioner. I stedet gik Mollema som lovet i angrebsmode, og allerede på 5. etape var han tæt på, da han endte i en trio, som spurtede om sejren. Desværre var han oppe mod den hurtigere Simon Clarke og måtte tage til takke med 2. pladsen. Dagen efter blev Nizzolo i den anden massespurt fanget af en sjælden Quick-Step-fejl, som betød, at han blot blev nr. 11. Brambilla viste stigende form med en 12. plads på den hårde 7. etape, og Nizzolo imponerede herefter stort ved som en af de bedste rene sprintere at blive nr. 5 i puncheurfinalen på 8. etape. Allertættest på sejr kom holdet imidlertid på den følgende bjergetape, hvor Mollema lignede den store favorit i det rigtige udbrud. Desværre lod han sig snyde af et tidligt angreb fra Ben King, og selvom han jagtede desperat, måtte han tage til takke med endnu en 2. plads.

Nizzolo startede den anden uge godt med en 3. plads i den tredje massespurt, inden Brambilla fik sin store chance i et udbrud på 12. etape. Her kollapsede han imidlertid til sidst og endte blot som nr. 7. Dagen efter forsøgte Felline og Mollema sig i udbrud på La Camperona, hvor især sidstnævnte dog viste klare træthedstegn ved blot at blive nr. 20, endda fire placeringer bag sin holdkammerat. Helt anderledes lovende var det for Brambilla, der i kamp med favoritterne blev hhv. nr. 16 og 11 på de følgende to bjergetaper og derfor pludselig på sidste hviledag var avanceret til en samlet 13. plads.

Brändle og Felline skuffede begge på enkeltstarten, hvor de var helt uden for top 20, ligesom Nizzolo lavede en sjælden fejl på 18. etape, hvor han blot blev nr. 9. Derefter kæmpede Brambilla heroisk på de to sidste bjergetaper, hvor han dog ikke kunne fortsætte de fine takter og især på den sidste af de to tabte masser af tid. Her rejste Mollema sig til gengæld flot ved efter deltagelse i et tidligt udbrud at blive nr. 11 i kamp med favoritterne, inden Nizzolo rundede løbet flot af med endnu en 3. plads i spurten i Madrid. Den forløsende etapesejr udeblev derfor i et løb, hvor Brambilla samlet blev nr. 16, men to andenpladser til Mollema og flere podiepladser til Nizzolo betød, at Trek havde spillet en ganske synlig rolle på de spanske landeveje.

Hvordan klarede holdet sig i de øvrige løb efter Touren?

Allerede inden Touren endnu vr ovre fortsatte Giacomo Nizzolo sit seneste comeback ved at blive en ganske fin nr. 9 i GP Cerami. Efter den ovenfor omtalte 3. plads i RideLondon Classic gjaldt det herefter det første WorldTour-etapeløb, Tour de Pologne, hvor holdet også drømte om samlet succes til Gianluca Brambilla, Jarlinson Pantano eller Fabio Felline. Nizzolo skulle allerede nu vise sig konkurrencedygtig, da han med vanlig stabilitet blev hhv. nr. 4, 3 og 6 i løbets tre massespurter. Til gengæld fadt holdet igennem på den første klassementsetape, hvor Brambilla blot blev nr. 16. Inden de to afgørende etaper fortsatte Nizzolo sine lovende takter med en 8. plads i den knaldhårde bakkespurt på 5. etape, hvorefter han stillede sig i Brambillas tjeneste. Det blev dog blot til hhv. en 14. og en 15. plads på de to sværeste etaper, og italieneren endte således som nr. 13 samlet.

Som et amerikansk hold var Trek naturligvis også til start i Tour of Utah og Colorado Classic, hvor Peter Stetina var kaptajn. Efter en skidt prolog og en fin 5. plads til Kiel Reijnen på den første sprinteretape, fik Stetina sig imidlertid en lille lussing på den første bjergetape, hvor han blot blev nr. 16. Herefter kørte Reijnen et par gode spurter, der gav hhv. en 10. og en 3. plads - på den sidste af de to etaper blev Nicola Conci endda også nr. 7 - inden en genfødt Stetina blev nr. 3 på kongeetapen. Desværre var der tale om en enlig svale, da Conci som nr. 10 var bedste mand på den sidste bjergetape, og holdet måtte således tage til takke med en samlet 10. plads til kaptajnen og en 12. plads til Conci. Bedre gik det ikke i Colorado, hvor Toms Skujins skulle vise sig som bedste mand. Efter en 9. plads i den første massespurt blev han ligeledes nr. 9 på bjergenkeltstarten. Det blev til en tredje 9. plads i 4. etapes massespurt og til slut en samlet placering som nr. 8.

BinckBank Tour var et stort mål for Jasper Stuyven, der sidste år havde vundet en etape og var blevet nr. 3 i sit hjemlands løb. Han lagde pænt ud med en 9. plads i den første massespurt, men mistede med en 32. plads en del tid på enkeltstarten, hvor holdets specialister, Ryan Mullen, Mads Pedersen og Matthias Brändle, alle skuffede med placeringer som hhv. nr. 12, 18 og 29. Stuyven fejlede i den følgende massespurt, men derefter leverede holdet en genialitet på 4. etape. Med 1 km igen var mandskabet i kontrol, og da Pedersen åbnede et hul bag Stuyven, kunne kaptajnen køre alene hjem til en sjælden WorldTour-sejr for amerikanerne. Derefter gjaldt det de to afgørende etaper, men de gik ikke som håbet. Først endte han som nr. 22 med de øvrige favoritter på Amstel-etapen, og til slut blev han blot nr. 12 på Flandern-etapen, som han ellers havde vundet i 2017. Samlet måtte han derfor tage til takke med en lidt skuffende 10. plads.

Holdet rejste til Tour du Poitou-Charentes med det unge sprintertalent Matteo Mosschetti i dennes debyt som stagiaire. Straks fra start viste han sit værd med en 2. plads i den første massespurt bag ustoppelige Arnaud Demare, der endte med at vinde alle fem etaper. Han blev dog sat inden den anden massespurt, der i stedet gav en 8. plads til Michael Gogl, inden han rejste sig med en 6. plads på 3. etape. Gogl skulle forsøge sig på enkeltstarten, hvor han blev en hæderlig nr. 5, og det rakte efter en fejlslagen spurt på sidste etape til en samlet 5. plads med Gogl og en 10. plads med Julien Bernard samt en ungdomstrøje til Gogl.

September var fyldt med en hel serie mindre endagsløb, der var et mål for Stuyven, som med 2. og 3. pladserne i de større Brussels Cycling Classic og GP Quebec, havde vist god form. Den tog han med sig til GP de Wallonie, hvor han på den sidste bakke uimodståeligt knuste al modstand og tog sæsonens anden sejr. Et par dage senere kørte han et suverænt lead-out for John Degenkolb i Kampioenschap van Vlaanderen, men en ustoppelig Dylan Groenewgen betød, at de måtte nøjes med en 2. plads til tyskeren og en 3. plads til belgieren. I Primus Classic greb Ruben Guerreiro en uventet chance i et udbrud, hvor han dog blev den lille i spurten og således blot nr. 5. Stuyven havde skippet det løb for at være klar på hjemmebanen i GP Jef Scherens, og her begejstrede han publikum ved i en massespurt at tage sæsonens tredje sejr, endda med Skujins på en 7. plads efter et sent angreb.

Mads Pedersen sejrede i endagsløbet Tour de l’Eurometropole
 

Boy Van Poppel fik en chance som kaptajn i Omloop van het Houtland, hvor han blev nr. 7 i massespurten, inden Stuyven og Degenkolb var tilbage i Tour de l’Eurometropole. Her stillede de sig imidlertid til rådighed for Pedersen, der med god hjælp fra Stuyven kørte op til et sent udbrud. Her lukkede belgieren et sent angreb fra Benoot ned på den sidste kilometer, så den tidligere danske mester kunne spurte sig til karrierens største endagssejr, mens Stuyven selv blev nr. 10. Til gengæld havde det kostet kræfter inden GP d’ Isbergues, hvor en ikke specielt godt kørende Degenkolb blev bedste mand som nr. 14 i et forfærdeligt sidevindsløb. Samtidig gjorde holdet det pænt til VM i holdløb, hvor de blev nr. 7, ligesom Mollema viste sig frem med en 11. plads i linjeløbet.

Mens en del af holdet som omtalt ovenfor havde stor succes i de italienske efterårsklassikere jagtede Degenkolb succes på hjemmebanen i Sparkassen Münsterland Giro. Her kom han ganske tæt på sejren, da han blev nr. 2 bag Max Walscheid. Han håbede at få revanche i Tour of Turkey, men sygdom satte ahm tilbage inden starten. Derfor fik han blot en 7. plads ud af de to første sprinteretaper, men langsomt fandt han bedre ben. Således blev han nr. 3 på den hårdere 3. etape, inden holdet viste sig fint frem med en hhv. en 6. og en 12. plads til Guerreiro og Felline på kongeetapen. På den flade 5. etape sikrede en snu Felline sig bonussekunder, inden Degenkolb kørte sin bedste spurt, der gav ham en 2. plads. Til gengæld skuffede han på sidste etapes brostensbakke, hvor Guerreiro med en 9. plads bekræftede sin gode form, og til slut endte man med Felline og Guerreiro som hhv. nr. 5 og 6 i den samlede stilling.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Holdet sluttede sæsonen af i Asien, hvor det først blev til en ikke specielt prangende 8. plads i Hammer Hong Kong. Derefter var Stuyven og Brambilla kaptajner i Tour of Guangxi, hvor belgieren dog havde det svært på de meget flade etaper. Således blev en 8. plads eneste udbytte af de tre første sprinteretaper, og bedre blev det ikke, da Brambilla blot blev nr. 19 på kongeetapen. Heldigvis rejste Stuyven sig, da terrænet blev hårdere, og i den reducerede massespurt på 5. etape sluttede han det gode efterår af med en 3. plads. Også i Japan Cup var holdet til start, men her skuffede Fabio Felline fælt, så han blot blev nr. 13, endda fire placering bag holdkammeraten Koen De Kort.

Den endelige dom

Når man ser på den ret smalle trup, er det næsten uforståeligt, at det er mindre end to år siden, at manager Luca Guercilena talte om en samlet sejr i WorldTouren. Dengang skyldtes ambitionerne dog særligt indkøbet af Alberto Contador, men efter dennes karrierestop uden indhentning af en erstatning stod det klart, at amerikanerne i 2018 ikke ville være i nærheden af de bedste hold. Det blev da også tydeligt, da holdet på WorldTour-ranglisten gled fra en 5. og en 13. plads, og det kan næsten alene tilskrives alle de point, Contador tog med sig hjem til Spanien.

Ledelsen havde helt sikkert håbet, at andre kunne løfte arven, men det kom de aldrig i nærheden af. Det vil dog være mest rimeligt at dele holdets præstation i to. I de nordlige klassikere viste holdet nemlig ganske stor styrke, også selvom det absolutte topresultat manglede. Til gengæld kneb det i den grad i etapeløbene, hvor det blev til ganske få klassementsresultater, og hvor man efter endnu en skuffende sæson må spørge, om ikke Bauke Mollema snart er bedre i rollen som etapejæger og endagsrytter end som klassementskaptajn.

Det var især Jasper Stuyven, der var holdets lysende stjerne. Ganske vist blev det af de tre sejre kun til en enkelt på WorldTouren, men i forårets klassikere var han den allermest stabile. Ingen andre kan prale med at have været i top 10 i alle større endagsløb mellem Milano-Sanremo og Paris-Roubaix. Han manglede fortsat det sidste til faktisk at kunne omsætte den pæne kørsel til sejr, men efter et efterår, hvor han på mindre end to måneder vandt hele tre løb og kørte som en sand motorcykel, er der tegn på, at han nu er klar til at tage det næste skridt. Samtidig viste Mads Pedersen med den sensationelle 2. plads i Flandern Rundt, 5. pladsen i Dwars door Vlaanderen og den sene sejr i Tour de l’Eurometropole, at hans potentiale er stort, og derfor var det en stabil brostenssæson, der åbner muligheder for fremtiden.

Til gengæld kneb det for holdets store brostensstjerne. Sygdom var en del af forklaringen på nedturen, men foråret viste, at John Degenkolb fortsat ikke er samme rytter som før det grimme styrt i 2016. Den store sejr på brostenene i Touren og en hel serie pæne massespurter, der kulminerede med 2. pladsen i Paris kunne dog tyde på, at han nærmer sig, også selvom efteråret viste, at han slet ikke er så stabil som tidligere. Uanset hvad er tre sejre og et anonymt forår dog for lidt for en mand af Degenkolbs kaliber.

I det hele taget var holdet temmelig uheldigt. Uden Contador var der forventninger til Jarlinson Pantano og Fabio Felline, men selvom førstnævnte faktisk tog en sejr på WorldTouren i Volta a Catalunya, fik de begge det meste af sæsonen ruineret af sygdom. Lungebetændelse satte også Gianluca Brambilla tilbage inden hans mål i Giro d’Italia, men selvom han var bedre senere på sæsonen, er han fortsat ikke i nærheden af sit 2016-niveau.

Giacomo Nizzolo er heller ikke sig selv endnu, men et stærkt efterår med en serie podiepladser i Vueltaen og en 3. plads i RideLondon Classic betød dog, at han kan se optimistisk på fremtiden. Det er straks sværere for Mollema. Han viste sig ganske vist som en fremragende etapejæger i både Touren og Vueltaen, ligesom hans andenplads i San Sebastian og 11. plads ved VM vidner om evnerne som endagsrytter, men en 7. plads i Vuelta al Pais Vasco som eneste top 10-resultat i et WorldTour-etapeløb er alt for lidt for en mand, der skal agere klassementskaptajn. Samtidig var han for ustabil i de kuperede klassikere, hvor han vekslede mellem gode og svage præstationer.

Listen over skuffelser tæller også Matthias Brändle, der er famlet hen i total anonymitet som temporytter, Peter Stetina, der dog delvist var hæmmet af helbredsproblemer, samt Ryan Mullen, der ikke fik det ventede udbytte af skiftet til Trek. Derimod var det særdeles opmuntrende at se evigt aggressive Toms Skujins vinde hele tre løb med flot, offensiv kørsel, og han har vist, at han bliver et spændende bekendtskab fremover. Også de unge klatrere Niklas Eg og Nicola Conci gjorde det pænt og har gode udsigter for fremtiden.

Det kan dog ikke ændre på, at det grundlæggende var en trist sæson for Trek. 20 sejre lyder måske ganske pænt, men langt de fleste var i mindre løb. Kun Degenkolbs Tour-etapesejr skiller sig for alvor ud i en sæson, der primært var domineret af en hel stribe sekundære topplaceringer i brostensklassikerne. Etapeløbene endte i alt væsentligt som en mindre katastrofe, og derfor må man håbe, at indkøbet af Richie Porte til næste år kan bringe amerikanerne tilbage på sporet.

Karakter: 3/10

Se evalueringerne for de andre hold her.