På Valentinsdag den 14. februar 2004 døde Marco Pantani ensom og forladt i et hotelværelse i Rimini. Myndighederne angav dødsårsagen til at være en overdosis af kokain, hvilket adskillige siden har betvivlet og i stedet peget på mord. Men i dag har retsmedicinsk ekspertise fastslået, at Pantani i realiteten begik selvmord.
Annonce
Den ”lille elefant” eller ”piraten”, som var Pantanis kælenavne, var en gudsbenådet klatrer og vandt i 1998 såvel Giro d’Italia som Tour de France, hvilket ingen siden har gjort ham efter. Pantani, der i dag ville være 44 år gammel, havde også et problematisk forhold til præstationsfremmende stoffer og blev fx smidt ud af Giro d’Italia i 2001 af samme årsag. Hans sidste cykelløb blev Giroen i 2003, hvorefter der fulgte en lang række nedture og indlæggelse på en psykiatrisk klinik. Den 14. februar blev han fundet død på hotellet i Rimini.
Siden har forskellige konspirationsteorier udviklet sig, og navnlig hans mor har pustet kraftigt til ilden. Det blev fx påstået, at Pantani var indblandet i narkohandel og var blevet myrdet af narkogangstere. Det sidste år er der udkommet flere konspirationsteoretiske bøger om emnet, hvilket fik retten i Rimini til at genåbne sagen i august måned.
Professor Franco Tagliaro, der har været retsmedicinsk ekspert i sagen, fastslår nu endegyldigt, at der ikke var tale om mord, og angiver dødsårsagen til at være ”hjerteslag som følge af en blandet overdosis bestående af medicin og narkotika”. Medicinen var primært antidepressiver, og de euforiserende stoffer var primært kokain.
SENESTE
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce