For første gang nogensinde køres der VM i landsvejsløb i Mellemøsten. Det sker søndag. Det er på sin vis skønt og fint for cykelsportens globalisering. At vi er endt i Qatar er heller ingen tilfældighed. Det var soleklart, at vi ville ende her, for cykelsporten er ikke anderledes end de andre sportsgrene. Faktisk er det mest underlige, at det har taget så længe, for Qatar satser stort på sport og cykelsporten spurter om nogen hen, hvor pengene er.

VM i Qatar kan ikke komme bag på nogen. Der ligger et langt, hedt forspil bag. Første spadeskridt blev taget i 2002, hvor første udgave af Tour of Qatar blev kørt. Tour of Qatar er et samarbejde med lokale aktører og ASO, der også arrangerer Tour de France. Siden er Tour of Qatar blevet et stort optaktsløb for diverse hold, der bruger løbet til at varme op til den nye sæson i vintermånederne. Langsomt, men sikkert, har Qatars magthavere således forført cykelsportens interessenter. I 2012 blev VM endelig tildelt Qatar. Det var meget forudsigeligt.

Problemet er, at der er stor forskel på, om man cykler rundt i Qatars golde ørkenlandskab i vinteren eller efteråret. Samtidig er der stor forskel på, hvad man forventer sig af et løb i forsæsonen og et VM. Lad os tage disse dilemmaer én for én.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Vejret: Om vinteren er Qatar varmt, men behageligt. Det er et oplagt sted at holde træningslejr. Europa er koldt på denne årstid og Qatar ligger slet ikke så langt væk. Men i september, hvor VM traditionelt afholdes, er der ørkenvarmt. Af samme grund har man rykket VM til oktober, men temperaturene er stadig voldsomt høje, nemlig omkring 40 grader - ofte mere. Det er varmt. Heri består et af de store spændingsmomenter ved årets landevejsløb, men samtidig også et af de store kritikpunkter. Er det overhovedet sikkert? Det finder vi snart ud af. Derudover: hvilken indflydelse vil de høje temperaturer få på rytternes kørsel? Vil holdene forsøge at knække hinanden i varmen, eller vil man se et afventende, bange løb? Bliver det nødvendigt at forkorte løbet til blot 107 kilometer for rytternes sikkerhed, som UCIs regler tillader? Der er megen usikkerhed.

Ruten: Fra Tour of Qatar ved vi, hvad der er i vente. Qatar er et relativt lille land. Vi har set det hele. Langs kysten er der rig mulighed for spændende sidevindskørsel, men etaperne ender som oftest i massespurter. Der findes ingen bakker i Qatar. Selv til VM i København eller Zolder forsøgte man at sexe det op med lidt bakker - bare fordi, det hører sig til. Man fornemmer, at arrangørerne og UCI godt vidste, at et helt fladt VM ikke ville falde i god smag, for da Qatar blev præsenteret som VM-vært, var meldingen, at man ville bygge ’falske’ bakker til lejligheden, akkurat som man havde gjort ved VM i Moskva i 1980.

Senere blev det meldt ud, at det ikke kunne lade sig gøre grundet alle de andre infrastrukturprojekter, der foregår i Qatar i disse dage. Så blev en ny, flad og snørklet rute primært i Doha præsenteret, inden UCI igen trådte i kraft, da man frygtede et kedeligt gadeløb. Det samme så man, da blev Qatar blev tildelt VM i fodbold: man lovede forinden, at stadions ville have aircondition, men arrangørerne skrottede siden ideen og nu forsøger man så på andre måder at tilpasse et fodbold-VM til Qatar.

Så nu er vi endt, hvor vi er: der køres 150 kilometer langs Golfkysten (med mulig sidevind) og løbet afsluttes med en mere teknisk, flad rundstrækning, der køres nogle gange. Det minder meget om det, der præsenteres i Tour of Qatar hvert år, med den forskel, at løbet vil være meget varmere og længere. Sådan cirka. Det kan blive farligt, det kan blive spændende, men det kan også blive drønkedeligt. Vi venter spændt.

Ruten

Der skal i alt tilbagelægges 257,5 kilometer. Løbet starter i ’the Aspire Zone’, Dohas sportslige bydel. Her ligger der et væld af store, flotte sportsbygninger, lige fra sportsakademier til stadions til administrative bygninger. Herfra kan ruten deles op i to dele.

Fra Aspire Zonen føres rytterne gennem Doha og siden nord ud af byen. Herefter bevæger feltet sig nord på, langs kysten - men ikke helt ud til vandet - indtil man til sidst vender om og bevæger sig sydpå, nu langs vandet og igen ind til Doha. Dette svarer til omkring 150 kilometer på cyklen. Sportsligt set er dette den mest interessante del af løbet. Hvis vinden øst fra er hård, vil der være mulighed for sidevindskørsel. Det kan skabe et voldsomt spændende løb med en lang finale. Her vil de store, talstærke hold være tilgodeset.

Herefter kommer løbets anden del. Når rytterne igen rammer Doha, bliver de ført ind på en rundstrækning på 15,2 kilometer, der skal køres syv gange. Rundstrækningen foregår på ’The Pearl’ - en fuldstændig mandeskabt ø, som vist nok er skabt med Venedig som forbillede. Rundstrækningen indeholder relativt mange sving - ni skarpe af slagsen - hvorfor disse omgange meget vil tage sig ud som gadeløb, men hvor det samtidig er svært at gøre en forskel da, ja, det er ret fladt. På grund af de mange sving og rundstrækningens cirkulære form kan man heller ikke forvente at vinden vil få den store betydning.

Favoritterne

Årets VM kan ende med at blive særdeles interessant, særligt hvis sidevinden kommer i spil. I det tilfælde kan man forestille sig, at et eller flere af de større hold skaber ravage og at rytterne når ind til rundstrækningen i små, meget opdelte felter. Det ville være episk. Vi krydser fingre.

I alle scenarier er det mest sandsynlige dog, at vinderen skal findes blandt feltets sprintere. Hvis man samtidig har et stort læs hjælperyttere med sig, er man endnu bedre stillet. Derudover er det vigtigt, at man har udholdenhed og stamina efter mere end 250 kilometer.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Det føles underligt at skrive efter så mange beskedne sæsoner, men med disse betragtninger in mente er der kun en storfavorit, nemlig Mark Cavendish (Storbritannien). Cavendish var suveræn i massespurterne under årets Tour de France og støttes op af et brølstærkt hold. Cavendish har langsomt bygget formen op og virker i solid form. Vigtigst af alt, så har Cavendish mange gange vist, at han er stærk efter 250 kilometer; han vandt det sidste ’sprinter-VM’ i København og har også sejret i Milano-Sanremo. Derudover har englænderen gentagende gange vist sig kløgtig og stærk nok til at sidde med i Qatars sidevinde - det har været kilden til begge hans sejre i Tour of Qatar.

Men Cavendish er slet ikke urørlig, og massespurter er komplicerede og uforudsigelige. Blandt førsteudfordrerene vil vi fremhæve den lovende Fernando Gaviria (Colombia). Det colombianske fænomen er så fantastisk spændende, at han måske er den mest spændende udfordrer. Først og fremmest er Gaviria utrolig stærkt og hurtig, hvilket seneste blev cementeret i Paris-Tours, hvor han stod bag en voldsom magtdemonstration. Formen er i top, og han er Colombias bedste bud. Samtidig må man forvente, at Gaviria er vant til høje temperaturer. En neoprof som verdensmester? Underligere ting er sket.

Blandt de mere erfarne profiler vil vi fremhæve Arnaud Démare (Frankrig), André Greipel (Tyskland) og den forsvarende verdensmester Peter Sagan (Slovakiet).

Démare er interessant, fordi han er formstærk og slidstærk. Tidligere på årets vandt han Milano-Sanremo og franskmanden har gjort det godt i stort set alle optaktsløbene. Det franske hold er stærkt, og i Nacer Bouhanni har man en stærk løjtnant - men spørgsmålet er, om de kan blive enige.

Lignende spørgsmålstegn kan stilles ved det tyske hold, hvor man stiller op med André Greipel, John Degenkolb og Marcel Kittel. Alle er mulige vindere, men der er anker vil alle tre kandidater. Degenkolb er beviseligt robust efter mange kilometer i sadlen, men formen er aldrig helt kommet op at ringe i en sæson, der har været plaget af skader. Kittel er et monster og nok den hurtigste af de tre - men det hele har ikke svinget i 2016, og Kittel plejer at miste topfart efter 200 kilometer på cyklen. Grepel er den mest stabile, men behøver et helt perfekt leadout før han kan vinde.

Og så er der Peter Sagan. Hvad skal man sige? Den forsvarende verdensmester er cykelsportens store Stjerne. Han kan det hele: han er feltets mest karismatiske, talentfulde og alsidige rytter. Årets rute er ikke ideel - en bakke eller to havde hjulpet. Uden et talstærkt hold bag sig kan Peter Sagan kun holde sig til hele dagen og blot vente, vente, vente. Kan han det? Selvfølgelig kan han det. Og efter en 250 kilometer er det ikke utænkeligt, at Sagan stadig er den hurtigste.

Blandt outsiderne vil vi fremhæve Giacomo Nizzolo (Italien), Alexander Kristoff (Norge), Michael Matthews (Australien), Tom Boonen (Belgien) og Dylan Groenewegen (Holland). Nizzolo, Boonen og Groenewegen er interessante, da de kommer fra store cykelnationer, som har interesse og erfaring i sidevindskørsel - men hvor de næppe vinder en massespurt. Michael Matthews er altid stærk efter et langt løb og er formentlig god til at håndtere varmen, men australierens problem er simpelthen, at ruten ikke er hård nok. Kristoff er den store joker - han er stor og stærk og hurtig, men nordmanden synes at have mistet lidt topfart.

De danske chancer er fine. Traditionelt er danske ryttere godt skolet i sidevindskørsel og i Magnus Cort har man et interessant bud. Cort bakkes op af Søren Kragh-Andersen, Lars Bak, Matti Breschel, Chris Juul-Jensen og Michael Mørkøv. Disse er potentielt rigtig godt rustet til sidevindskørsel og holdet indeholder også ryttere, der kan køre et solidt leadout. Problemet er blot, at Cort endnu ikke har vist sig hurtig nok til at køre med om medaljerne, men mindre kan også gøre det.

Feltet.dks favoritvurdering

*****: Mark Cavendish

****: Fernando Gaviria

***: Arnaud Demare, Andre Greipel, Peter Sagan

**: Giacomo Nizzolo, Alexander Kristoff, Michael Matthews

*: Tom Boonen, Magnus Cort, Nacer Bouhanni, Marcel Kittel, Dylan Groenewegen