Løbets rolle og historie

Denne del af april handler næsten udelukkende om ardennerklassikerne, men for de franske hold er det en af de allervigtigste uger af helt andre årsager. Tre af de 16 løb i Coupe de France-serie skal afvikles på bare syv dage, og det gør det til en helt afgørende tid for alle de ryttere, der har som mål at tage den samlede triumf i konkurrencen.

For at gøre tingene endnu mere komplicerede er løbene ret forskellige. Tirsdagens Paris-Camembert har traditionelt været et løb for ardennerspecialister. De to sidste løb i Bretagne har ikke mange fællestræk, da lørdagens Tour du Finistere afvikles i kuperet terræn og minder om tirsdagens løb, mens grusvejene i mandagens Tro Bro Leon har givet det dets kælenavn, det bretonske Paris-Roubaix.

Tro-Bro Leon er et af de mest oversete løb på kalenderen. Traditionelt har det være afviklet samme dag som Amstel Gold Race, og derfor er det ofte blevet negligeret af ikke-franske cykelfans, hvad man kan ærgre sig voldsomt over. Med dets mange grusveje i Bretagne er det en helt unik begivenhed, der tillige er et stort mål for mange af bedste franske ryttere. Mens de lokale stjerner ofte har det lidt svært i Paris-Roubaix, er Tro-Bro Leon deres chance for at gå efter sejren i et løb, der mindre meget om Klassikernes Dronning. I den bretonske version af Helvedet i Nord er udfordringen ikke brosten, men grusvejene gør det alligevel meget sammenligneligt med det største endagsløb på kalenderen. Ligesom i 2017 udnytter man klogeligt den sene påske til at flytte løbet fra søndag til mandag, og det giver løbet international tv-dækning på Eurosport.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Tro-Bro Leon blev første gang afviklet i 1984 af Jean-Paul Mellouët, der havde brug for at samle penge ind til en skole i den bretonske by Lannilis. Da han fandt de fleste løb alt for ensartede, besluttede han at gøre brug af de berømte grusveje i Bretagne. Løbet var for amatører frem til 1999, hvor det blev åbnet for professionelle, og gradvist er det rykket op i UCI-hierarkiet. Siden det nuværende system blev introduceret i 2005, har det været et 1.1-løb på UCI-kalenderen, og det er tillige en del af Coupe de France.

Løbet har haft udenlandske vindere som Mark Renshaw, Baden Cooke, Ryan Roth og danske Martin Mortensen, men det har hovedsageligt været domineret af hjemlige ryttere. I de seneste år er det blevet vundet af flere af Frankrigs mest prominente ryttere i brostensklassikerne, da Frederik Guesdon, Vincent Jerome, Adrien Petit og Damien Gaudin alle har stået øverst på skamlen i Lannilis.

Sidste år var det en anden af de franske klassikerspecialister, der sejrede. Med en voldsom forcering i finalen kørte Christophe Laporte hjem til en sjælden solosejr, inden Damien Gaudin 4 sekunder senere akkurat gik glip af sin anden sejr i et løb, han elsker. 16 sekunder bag Laporte sejrede Jelle Mannaerts i spurten om 3. pladsen og snød dermed Hugo Hofstetter for at sikre to Cofidis-ryttere på podiet. Efter en skuffende klassikersæson vender Laporte tilbage for at forsvare sin titel, og han er igen oppe mod Gaudin, der jagter revanche efter et uheldsramt Paris-Roubaix, samt Mannaerts og Hofstetter, der igen sammen med den forsvarende vinder vil udgøre en farlig Cofidis-duo.

Ruten

Ruten til Tro-Bro Leon undergår som regel ganske små modifikationer fra år til år, men grundlæggende er der altid tale om det samme løb, hvis væsentligste ingrediens er de mange grusveje og den klassiske afsluttende rundstrækning i Lannilis. I den 36. udgave står der 205,4 km på programmet, og de findes alle i området omkring Lannilis, en lille kystby nord for Brest i Bretagne. Som mange andre Coupe de France-løb kan det inddeles i en første del, der består af en stor omgang og herefter et par omgange på en finalerundstrækning. Bretagne er kendt for sine mange smalle, snoede veje, dårlige vejr og korte stigninger, og alt dette er en naturlig del af Tro-Bro Leon. Hovedudfordringen er imidlertid de i alt 30,4 km grusveje fordelt på 27 sektorer. Som noget nyt er der indført en ny, lidt længere rundstrækning, inden man rammer den klassiske, korte rundstrækning, men derudover er der ingen væsentlige ændringer.

Den store rundstrækning er 162,2 km lang og indeholder 16 af de 27 grusvejsstykker. Starten går i år i Plouguerneau lidt nord for Lannilis, og i år kører man denne gang med uret rundt, inden man kører ind til målbyen. Som i Paris-Roubaix skal man først tilbagelægge en længere strækning på asfalt, men i år er det først senere, at man når den bretonske kyst, hvor man for alvor stifter bekendtskab med det vanskelige underlag. Den første sektor kommer efter 56,0 km, og herefter kommer de hurtigt efter hinanden uden megen mulighed for at restituere. Således er den længste afstand mellem to på hinanden følgende sektorer 15,6 km (mellem sektor 3 og 4), og i anden halvdel af løbet bliver det særligt intenst. Når man rammer den 8. sektor efter 134,6 km, venter således ikke færre end 9 sektorer i løbet af de næste 25,6 km! Med sine 2300 m er sektor 1 den længste, men de fleste har en længde på omkring 1000 m. Nogle er flade, andre svagt faldende, og nogle stiger svagt. Derudover er vejene ofte meget smalle, og der er adskillige korte, stejle stigninger imellem grusvejsstykkerne.

Efter 162,3 km passerer man målstregen for første gang, og herefter skal man som noget nyt ud på en 33,7 km lang rundstrækning i området nord for Lannilis. Her venter ikke færre end 9 grusvejssektorer med en samlet længde på 8,4 km, og dermed giver det sig selv, at der ikke er megen mulighed for at komme sig mellem stykkerne. Efter den 1800 m lange sektor 24, der slutter efter 188,8 km, rammer man 3,5 km senere den afsluttende rundstrækning, hvor man for første gang skal over det velkendte 700 m lange grusvejsstykke, der altid dominerer finalen, hvorefter man rammer asfalten igen med bare 11,5 km til stregen.

Efter 196 km krydser man stregen for anden gang, og nu afsluttes løbet med to omgange på den klassiske 4,7 km lange finalerundstrækning, hvilket betyder, at man skal yderligere to gange henover den sidste sektor. Det er en stort set helt flad rundstrækning med nogle let stigende stykker, men grusvejen er helt flad. Rytterne rammer igen asfalten med 2,1 km igen, og derefter er det stort set fladt frem til stregen, idet kun de sidste 500 m stiger svagt. Efter grusvejen er der to sene sving, det sidste med ca. 1 km til mål.

I alt er der 1687 højdemeter.

Sammenlignet med sidste år har man som noget nyt indført den nye rundstrækning og dermed forkortet den store runde, inden der igen venter to omgange på den velkendte rundstrækning i finalen. Antallet af grusvejssektorer er det samme, men den samlede distance på ujævnt underlag er reduceret med ca. 3 km. Grundlæggende er det dog det løb, vi kender fra tidligere.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Vejret

Det siger sig selv, at det dårlige bretonske vejr kan have stor betydning i et løb som dette, men i år vil det ikke være de klimatiske betingelser, der bidrager til dramaet. Ligesom resten af Nordeuropa er Bretagne nemlig ramt af flot forårsvejr, der mandag vil byde på en skyfri himmel og en temperatur på 19 grader. Der vil være en let til jævn vind fra syd, hvilket giver modvind, derefter sidevind og til slut primært medvind på den store rundstrækning. På den anden rundstrækning, vil der være sidevind på det sidste stykke, mens der på den sidste rundstrækning vil være først sidemodvind, derefter sidevind fra begyndelsen af grusvejen og til slut sidemedvind på den sidste kilometer.

Favoritterne

Det er ikke nogen tilfældighed, at Tro-Bro Leon er kendt som en miniudgave af Paris-Roubaix. Grusvejene betyder, at også forløbet er meget lig det, man ser i Roubaix. Ofte er der tale om en gradvis udskilning, hvor kun de stærkeste er tilbage. Ruten er ganske vist hovedsageligt flad, men den er alligevel ganske selektiv, og derfor har man også oftest set solosejre.

Ganske tit ser man en større gruppe komme fri relativt tidligt i løbet, og ofte er det de stærkeste, der sidder med. Hvis de bedste hold alle er repræsenteret, ender de som regel med at afgøre løbet. Grusvejene skaber herefter en gradvis udskilning, og det ender derfor ofte med, at der bare er en håndfuld ryttere tilbage på den sidste rundstrækning. I et løb, der plages af punkteringer, spiller held en stor rolle, og det samme gør taktiske overvejelser. Nøglepunktet er at komme med i den tidligere gruppe, og herefter er det som regel en overlevelseskamp, indtil kun det bedste er tilbage. Vi har dog også i de senere år set, at en spurt i en lille gruppe på måske helt op til 30 mand ikke har været et helt usandsynligt udkomme, og det kan ikke afskrives som mulighed, ikke mindst i et år, hvor vejret er fremragende.

Som i Paris-Roubaix spiller positionering en afgørende rolle, og i denne slags løb kan de stærke klassikerryttere virkelig excellere. Derfor ser man ofte, at løbet domineres af de ryttere, der også gør det godt i Roubaix. Med en flad finale er en god spurt bestemt ikke nogen ulempe, men nøgleegenskaben er styrke på de flade veje og evnen til at håndtere vind og den konstante positionskamp.

Betydningen af held og taktik gør også, at det er et meget åbent løb med et hav af potentielle vindere. Det gælder ikke mindst i et år, hvor feltet er ganske lovende, og hvor der er mange ryttere, der kan begå sig i et løb som dette. Samtidig kommer mange med et godt Paris-Roubaix i benene, og det gør det til et endnu mere uforudsigeligt og måske også taktisk løb end tidligere.

Det er dog svært ikke at pege på Marc Sarreau som vores favorit. Allerede sidste år gjorde den hurtige franskmand store fremskridt, men i år har han været næsten helt ustoppelig. Således har han været ganske overlegen i de fleste spurter, han har kørt, men han har også vist stor holdbarhed. Det gjorde han med sit sene angreb i Classic Loire-Atlantique og ikke mindst på kongeetapen i Sarthe, hvor han sad med de bedste. Samtidig har han stort potentiale på brostenene, hvilket han viste med en flot Roubaix-debut sidste år og ikke mindst i år, hvor han i første omgang var med i den Sagan-gruppe, der kørte op til Gilbert og Politt med ca. 60 km igen. I GP Denain dokumenterede han også evnerne ved et stort angreb på en pavé, hvorefter han alligevel havde kræfter til at vinde feltets spurt om 2. pladsen bag Van der Poel. Sarreau har derfor masser af form samt power på grusvejene, og han er utvivlsomt feltets hurtigste. Samtidig kommer FDJ med et af de stærkeste hold med erfarne Matthieu Ladagnous og formstærke Benjamin Thomas og Mickael Delage. Sarreau kan både vinde i et hårdt, selektivt løb, men også i en spurt i en større gruppe. Derfor er han vores favorit.

Sidste år viste Hugo Hofstetter med en 4. plads, at også han har smag for dette løb. I år synes han endda at være endnu stærkere. I hvert fald ser han ud til at have fået meget ud af at kæmpe sig igennem Volta a Caralunya, hvilket satte ham op til en 19. plads i Roubaix sidste søndag. Det vidner om, at benene er gode, og at han har evnerne i denne form for løb. Samtidig er han en af de bedste afsluttere med chancer i både en spurt i en større gruppe og som kandidat i et hårdt, selektivt løb. Det er klart, at han er på hold med den forsvarende mester, Christophe Laporte, men lige nu er Hofstetter den mest formstærke og dermed også den bedste kandidat for Cofidis.

Direct Energie har for vane at komme med et stærkt hold til dette løb, og det er bestemt også tilfældet denne gang. Bedst chance har nok Adrien Petit, der i år har kørt en fornem klassikerkampagne med en 6. plads i Gent-Wevelgem, en 26. plads i Flandern og senest en 15. plads i Paris-Roubaix. Franskmanden er i sit es på pavéer og grusveje og vandt da også løbet her tilbage i 2014. Præstationen i Roubaix vidner om form, og modsat flere af sine holdkammerater er han også så hurtig, at han kan stole på sin spurt. Det viste han senest i Gent-Wevelgem, og dermed ligner han bedste bud på vinder på det stærke franske mandskab, der jagter lidt succes efter Niki Terpstras uheld.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

Mange spærrede øjnene op, da Evaldas Siskevicius sikrede sig en top 10 i Paris-Roubaix. Et så godt resultat var naturligvis uventet, men det var nu ikke overraskende, at den slidstærke litauer ville gøre det godt. Det er nemlig præcis i denne type løb, at han har sine evner, og resultatet i Roubaix må i den grad have givet ham tro på et resultat også denne mandag. Formen er fremragende, og da han også er ganske hurtig, står han slet ikke med dårlige muligheder. Det er klart, at han er overmatchet i en spurt af folk som Sarreau og Hofstetter, men når man er stærk nok til at angribe i finalen af Paris-Roubaix, er man også stærk nok til at vinde Tro-Bro Leon. På Delko finder vi også de hurtige Iuri Filosi og Jeremy Leveau, der alle burde kunne gøre det ganske godt, ikke mindst fordi førstnævnte gjorde det fint i Finistere. Til gengæld er det ikke et løb for Julien El Fares.

Det har været et forår til rotterne for Christophe Laporte, der lagde ud som lyn og torden i Besseges, men siden har været en skygge af sig selv. Derfor er der umiddelbart heller ikke meget, der tyder på, at han vil kunne gentage sidste års sejr, men afskrive ham kan man ikke. Han var nemlig betydeligt bedre i Roubaix end i de øvrige klassikere, og ligesom Sarreau var han oprindeligt en del af den gruppe, der endte med at køre om sejren. Man kan derfor håbe, at formen langsomt er i fremgang, og at han har fundet benene til dette løb. Sidste års overlegne solosejr viser i hvert fald, at han mestrer kunsten at begå sig på de bretonske grusveje, og med sin gode spurt kan han også begå sig, hvis en større gruppe skal afgøre det. Cofidis har udover Hofstetter og Laporte også hurtige Damien Touze samt Dimitri Claeys¸ der i Finistere begge viste form, og de er også typer, der med den rette frihed, kan gøre sig.

Det lykkedes aldrig helt for Frederik Backaert at finde formen til klassikerne, men det er han i den grad kommet efter. Først blev han nr. 26 i Roubaix, i onsdags var han stærkeste mand i udbruddet i Brabantse Pijl, og senest kørte han sig til en fornem 4. plads i Finistere, hvor ruten ellers burde være lidt for hård til ham. Dette er et løb, han elsker og mestrer, hvilket hans tidligere 2. plads viser, og han har også en hæderlig afslutning. Det er klart, at han skal af med sprinterne, men det er også muligt med den form, han har stillet til skue. Wanty har også Timothy Dupont, der også burde have gode chancer, hvis løbet bliver knap så hårdt, og som vil være en af favoritterne i en spurt i en større gruppe. Tom Devriendt kunne også komme i spil og måske hurtige Boris Vallee, der overraskede positivt i Sarthe.

En anden rytter, der virkelig har fundet formen, er Alexis Gougeard. Den franske maskine vandt kongeetapen i Sarthe, hvor han også tog den samlede sejr, og senest var han ganske tæt på at snyde dem alle med et stort soloridt i Finistere. Efter års problemer har han endelig fundet benene, og han er en mand, der i den grad har gode muligheder for at køre alene hjem i et hårdt løb som dette. Til gengæld kan han ikke spurte, og derfor er det benene og motoren, der skal give ham sejren. Ag2r har også en velkørende Quentin Jauregui, der burde kunne gøre det godt på denne rute, og som er relativt hurtigt, samt den endnu hurtigere Dorian Godon ¸ der overraskede stort med en 10. plads i Finistere og kunne være en god outsider. Til gengæld er den dobbelte vinder Samuel Dumoulin helt ude af form. Erfarne Stijn Vandenbergh viste storform i Roubaix, men han skal alene hjem for at vinde, hvilket kan blive svært.

Med en 1. og en 2. plads i de to seneste udgaver har Damien Gaudin med sin status som Roubaix-specialist vist, at det er et løb, der passer ham. Franskmanden jagter i år i den grad revanche efter et uheldsramt Paris-Roubaix, men formen er faktisk ganske god. Han gjorde det nemlig fint i Flandern Rundt, som eller er et løb, der slet ikke passer ham, og han er helt sikkert topmotiveret til et løb, der altid er et stort mål. Hans problem er bare, at han ikke kan spurte, og derfor skal han bruge sin power til at køre alene hjem. Direct Energie har også Lilian Calmejane, der dog ikke er skabt til dette løb og jeller ikke synes i storform, men som utvivlsomt vil være aggressiv, samt Thomas Boudat¸ der er velkørende og burde have en chance, hvor det ender i en spurt i en større gruppe. Til gengæld er ellers formstærke Jonathan Hivert som en let puncheur ikke prototypen på en rytter til dette løb.

Wallonie kommer med et meget spændende hold, der føres an af Baptiste Planckaert. Efter en god sæsonstart faldt han lidt sammen i klassikerne, men nu har han virkelig fundet benene. Det viste han med den fornemme 3. plads i Tour du Finistere, og også dette løb burde passe ham. Han blev i hvert fald nr. 7 tidligere. Han ville nok have ønsket sig lidt flere bakker, men han har formen og hurtigheden. Holdet har imidlertid også en meget stærk joker i Emils Liepins, der utvivlsomt er en af feltets allerhurtigste og har vist holdbarhed i terræn som dette. Han kunne meget vel ende som holdets stærkeste kort. Også Aksel Nommela , der ligeledes er hurtig, viste i Drenthe evner i løb som disse.

Arkea kommer med et fremragende hold, der føres an sprinteren Bram Welten. Med sin 8. plads på brostenene i Denain viste han en vis holdbarhed i disse løb, og han er tillige en af løbets hurtigste. Det har han for nyligt vist med en 2. plads i Vitré og en 4. plads i Cholet, og her bør han ikke have samme problemer med positionskampen. Holdet har imidlertid også de hurtige Kevin Ledanois, Laurent Pichon og Romain Hardy, der dog ikke er skabt til dette løb, formstærke Anthony Delaplace, der mangler en spurt, men er stærk i dette terræn, samt Benoit Jarrier, der trods en status som hjælper med 2. pladser har vist smag for dette løb. Selv unge Clement Russo har i Roubaix vist evner i dette løb, og dermed kan alle syv mand reelt lave et resultat.

Bert De Backer har hele to gange kørt finale i Paris-Roubaix, men det er efterhånden længe siden. 20. pladsen i onsdags viser dog, at han stadig har evnerne, og han burde derfor også kunne spille en rolle i dette løb. Til gengæld er Vital Concepts sprinter Lorrenzo Manzin desværre meget formsvag, og det er ikke just det perfekte løb for Jonas Van Genechten. Måske kan Kris Boeckmans sidde med hjem til en spurt for holdet, men De Backer ligner bedste kort.

Israel Cycling Academy har et par spændende kandidater i Mihkel Raim og Guillaume Boivin. Raim viste i Denain, at han er ganske god i disse løb, ligesom han gjorde det, da han sidste år vandt Great War Remembrance Race. Hans gode spurt gør ham farlig, men desværre virker han ikke specielt formstærk. Det har Boivin heller ikke gjort, men han viste klar fremgang i Finistere. Finder han benene, burde det være et godt løb for en stærk og holdbar afslutter som ham. Edwin Avila passer til gengæld ikke til løbet, og Tudy Barbier synes at have mistet al forme.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

FDJ vil formentlig satse 100% på Sarreau, men i et løb som dette kan det være klogt at spille på flere kort. Det kan åbne døren for Benjamin Thomas, der burde have poweren til grusvejene, og som efter en svær tid endelig viste god form i Finistere i går. Erfarne Matthieu Ladagnous er specialist i denne type løb, men han synes slet ikke at have ramt formen fra sidste år. Til gengæld virker hurtige Mickael Delage bedre end meget længe og kan måske overraske.

Androni har supertalentet Andrea Vendrame, der bare bliver ved med at imponere, senest med 2. pladsen i Finistere. Desværre er han puncheur, og dette løb er ikke umiddelbart ideelt for ham. Med det, han viser i disse dage, er han alligevel svær at udelukke, ikke mindst fordi han også har sin spurt som et godt våben. En anden kandidat er Mikel Aristi fra Euskadi. Han var sidste år i top 10, men ser ud til at have mistet af form.

Riwal havde det svært på bakkerne i Finistere, men dette løb burde passe dem langt bedre. Andreas Stokbro har netop vundet U23-rytternes Flandern Rundt, og Nicolai Brøchner viste senest i Normandiet sine evner i dette terræn. Måske kan de ikke gå med de bedste i et animeret løb, men i en spurt i en gruppe burde de begge have en chance for at sikre sig et resultat.

På kontinentalholdene er det særligt værd at holde øje med Pierre Barbier og Emiel Vermeulen. Begge har vist, at de er i stand til at være med helt i front i massespurter på dette niveau, og deres kørsel i Denain, hvor de blev hhv. nr. 7 og 5 viser deres evner i denne type løb. Auber har den formstærke Kevin Le Cunff, der dog foretrækker flere bakker, samt Anthony Maldonado, der dog synes formsvag. Tarteletto har Floris Gerts samt sidste års nummer 3, Jelle Mannaerts¸ der er et godt bud i tilfælde af en spurt, og det samme er Jacob Hennessy fra Canyon, der også har Rory Townsend, som overraskede stort med en 3. plads i Classic Loire Atlantique. Endelig burde det også være et god løb for den britiske mester Connor Swift, der har en stor motor, ligesom erfarne Aleksejs Saramotins i Paris-Roubaix har vist evner i dette terræn, og han kommer med god form efter fin kørsel i Japan for nylig.

***** Marc Sarreau

**** Hugo Hofstetter, Evaldas Siskevicius,

*** Christophe Laporte, Frederik Backaert, Alexis Gougeard, Damien Gaudin, Baptiste Planckaert

** Emils Liepins, Timothy Dupont, Bram Welten, Bert De Backer, Pierre Barbier, Emiel Vermeulen, Mihkel Raim, Guillaume Boivin, Andrea Vendrame, Quentin Jauregui, Dorian Godon, Aksel Nommela

* Stijn Vandenbergh, Benjamin Thomas, Kevin Le Cunff, Jelle Mannaerts, Laurent Pichon, Romain Hardy, Anthony Delaplace, Nicolai Brøchner, Andreas Stokbro, Anthony Maldonado, Lilian Calmejane, Jonas Van Genechten, Damien Touze, Floris Gerts, Jonathan Hivert, Tom Devriendt, Iuri Filosi, Dimitri Claeys, Rudy Barbier, Mikel Aristi, Jacob Hennessy, Matthieu Ladagnous, Samuel Dumoulin, Connor Swift

Danskerne

Riwal stiller med seks danskere, hvoraf Andreas Stokbro og Nicolai Brøchner begge burde have gode muligheder i et løb som dette. De støttes af Mathias Norsgaard, Tobias Mørch Kongstad, Torkil Veyhe og Emil Vinjebo.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Christophe Laportes sejr fra 2018, Damien Gaudins sejr fra 2017, Martin Mortensens sejr fra 2016, Alexandre Geniez’ sejr fra 2015 samt Adrien Petits sejr fra 2014.