Løbets rolle og historie

Mens det meste af cykelverdenen stadig ser tilbage på tre fantastiske uger med cykelløb i Italien, gør de mange ryttere, der har brugt maj måned på en hård træningsblok, sig klar til en af de vigtigste perioder på hele året. Juni måned er én lang gradvis opbygning til det store klimaks ved Tour de France i juli, og fra nu af er kalenderen med omhu tilrettelagt med det formål. Bortset fra de nationale mesterskaber er der stort set ikke ét eneste stort endagsløb på programmet, og i stedet er kalenderen fyldt med korte etapeløb, der tjener som perfekt forberedelse til verdens største etapeløb.

Nogle ryttere har brugt Tour of California, Tour of Norway, Tour de l’Ain, Hammer Series eller nogle af de franske endagsløb til at genfinde løbsbenene, men for mange er det Criterium du Dauphiné eller Tour de Suisse, der er det store comeback. Nogle af de ryttere, der skal til Schweiz om et par uger, har imidlertid endnu en chance for at genfinde løbsrytmen, før de stiller til start i et af årets hårdeste løb. Tour de Luxembourg er et fremragende løb til at komme i gang igen, idet der tilbydes en alsidig rute, der ikke er for hård, samt en afslappet og behagelig atmosfære.

Luxembourg er et stort cykelland, og det er derfor ikke sært, at den nationale rundtur har en lang historie. Løbet blev første gang afviklet i 1935, og bortset fra en lille pause under Anden Verdenskrig har det været afviklet hvert eneste år siden da. I de tidlige år blev det domineret af de hjemlige ryttere, inden franskmændene og belgierne begyndte at vise fanen. Siden Arie den Hartog vandt i 1964, er løbet imidlertid i stigende grad blevet internationaliseret, og de seneste årtier er vinderne kommet fra utallige forskellige nationer. Ganske interessant er det, at det var rammen om en af Lance Armstrongs første store sejre efter comebacket fra hans cancersygdom, idet han vandt løbet i 1998 på sin vej mod en fjerdeplads i Vueltaen. Løbet har også været succesrigt for danskere, idet Matti Breschel vandt i 2014, Jakob Fuglsang i 2012, Jørgen Bo Petersen i 2001 og Søren Lilholt i 1987.

Læs også

Klassikerrytter tæt på UAE-skifte

På grund af den lange historie nyder Tour de Luxembourg stor status i UCI-hierarkiet. Det er et 2.HC-løb, og selvom det i de senere år har haft svært ved at tiltrække mange WorldTour-hold, har dets status aldrig været truet. Da WorldTouren/ProTouteren blev introduceret i 2005, var arrangørerne oprindeligt en del af planen om at fusionere de nationale rundture i Luxembourg, Belgien og Holland til et stort Tour de Benelux. Disse ideer førte til skabelsen af Eneco Tour (nu BinckBank Tour), men i sidste ende valgte de belgiske og luxembourgske arrangører at holde deres egne løb i live som selvstændige begivenheder, og BinckBank Tour kører i dag slet ikke igennem Luxembourg.

For få år siden forsøgte man sig med et eksperiment, hvor man flyttede løbet til sidst i juni, men det var ingen succes. Den tredje uge i måneden er en af årets allertravleste, og derfor var det givet, at det ville blive en fiasko at afvikle løbet samtidig med Schweiz og Slovenien Rundt, Route du Sud og Ster ZLM Tour. Nu er det tilbage på sin gamle plads lige efter Giroen, hvor det afvikles stort set uden konkurrence og derfor traditionelt har fået en del opmærksomhed.

I de seneste tre år har løbet imidlertid fået en nye konkurrent. Den nye Hammer Series er blevet sat i søen af Velon, der er skabt af et flertal af WorldTour-hold, og da disse alle i denne weekend skal deltage i den nye begivenhed i Holland og samtidig skal starte i Dauphiné fra søndag, er løbet i Luxembourg endt som de helt store tabere. Således var BMC i 2017 eneste hold fra den fineste division til start, og end ikke Lotto, der i mange år har brugt løbet til at starte André Greipels Tour-forberedelse, var med. Heldigvis kunne man trøste sig med Greg Van Avermaets deltagelse, hvilket sikrede en vis opmærksomhed, men det kunne ikke ændre på, at man har det svageste felt i umindelige tider.

Desværre er derouten fortsat nu, hvor den nye Hammer Series-runde i Stavanger sammen med det opgraderede Tour of Norway har gjort kalenderen endnu mere pakket, og igen er løbet i Luxembourg endt som den store taber. Sidste år vil der således for første gang ikke ét eneste WorldTour-hold til start, og det samme vil desværre være tilfældet i år. Arrangørerne har talt om, hvad der kan vende nedturen, og det har været overvejet at reducere det til et endagsløb. En endelig beslutning er dog ikke truffet.

Luxembourg er et lille land, og derfor er det ganske imponerende, at arrangørerne kan mønstre et fem dage langt løb. Selvfølgelig betyder landets beskedne størrelse, at der ikke er plads til mange eksperimenter. Derfor er etapefinalerne ofte med år efter år, og løbet har et ret fast format. Den eksplosive prolog i hovedstaden, hvor man spurter op ad en kort brostensbakke i et af årets mest ikoniske løb, efterfølges af en blanding af sprinteretaper og kuperede etaper, der er skabt til stærke sprintere eller ardennerspecialister. Luxembourg er bestemt ikke fladt, men der er heller ingen høje bjerge, og derfor er det et perfekt løb for puncheurs og hurtige klassikerryttere.

Det blev tydeligt sidste år, hvor Andrea Pasqualon viste sine evner som afslutter på små bakker. Efter at have vist storform med en sejr i GP Plumelec inden løbet var italieneren ganske suveræn, da han vandt to af de tre svære etaper, hvilket var nok til at vinde med hele 15 sekunder ned til Jan Tratnik og 29 sekunder ned til Pit Leyder - enorme afstande i et løb, der som regel afgøres på sekunder. Selvom han ikke kunne forsvare sin titel i Plumelec, vender Pasqualon tilbage i håb om at gentage bedriften fra sidste år, og han er igen oppe mod Leyder, der atter er en af spydspidserne på det lokale Leopard-hold. Til gengæld er Tratnik ikke med, da han nu er skiftet til Bahrain-Merida, som ikke deltager.

Ruten

Som sagt er der ikke meget plads til variation i et lille land som Luxembourg, og derfor følger løbet ofte et ret fast mønster. Den ikoniske aftenprolog, der for mange er begyndelsen på sommeren i cykelmæssig forstand, giver de eksplosive ryttere en chance for at spurte op ad en stejl brostensbakke og sikre sig den første førertrøje, inden sprinterne kommer til fadet på 1. etape. Derefter venter som regel to kuperede etaper, der har tilgodeset stærke sprintere og klassikerryttere, hvoraf kongeetapen typisk er kommet om lørdagen. Tidligere var sidste etape ofte ikke så svær, men siden 2013 er den blevet holdt på en meget svær rundstrækning i hovedstaden, hvor en afslutning på den korte, stejle Pabeierbierg har skabt spænding frem til allersidst.

I mange år foretrak man flade finaler på svære rundstrækninger, hvor en hård stigning et par kilometer fra mål kunne skabe udskilning og bruges til sene angreb. Derfor skulle de klatrestærke folk angribe fra distancen, hvis de ville af med de hurtigere afsluttere. I 2014 sammensatte man imidlertid en ny, meget sværere rute med hele to finaler på korte, stejle stigninger og kun én etape for sprinterne, og den rute blev stort set genbrugt i 2016. Faktisk synes man nu at have fundet et helt fast format, hvor prologen og sidste etape går igen hvert eneste år, og hvor man herefter skifter mellem to helt faste sammensætninger af de tre midteretaper. I 2015 og 2017 var der derfor tale om stort set samme rute, ligesom også 2018-, 2016- og 2014-udgaverne var næsten identiske.

Den model fortsættes i år, hvor man i store tæk vender tilbage til ruten fra 2015 og 2017, men hvor der også er blevet plads til en del nytænkning. De faste elementer i form af den eksplosive prolog og finaleetapen på Plabeierbierg genbruges, men de første to linjeløbsetaper er helt nye. Igen i år får sprinterne kun én chance, nemlig på torsdagens 1. etape, men selv her sluttes der på en ny rundstrækning, der bestemt ikke er flad. Dagen efter gælder det en helt ny afslutning i Rosport, hvor to ganske svære stigninger på en rundstrækning vil rydde ud i feltet og sikre, at vi formentlig får en spurt i et stærkt reduceret felt. Som altid afvikles kongeetapen om lørdagen, og denne gang vender løbets vel hidtil hårdeste målstigning tilbage, når der for anden gang i historien efter et enkelt års fravær skal sluttes på den korte, stejle Herrenberg i Diekirch. Dermed venter der hele to puncheurfinaler, da de samme ryttertyper kan se frem til at slås om den samlede sejr på Plabeierbierg i hovedstaden på søndagens sidste etape.

Læs også

Starttider: Enkeltstart i Romandiet Rundt 2024

Prolog

En af de mest ikoniske etaper på cykelkalenderen er aftenprologen i Tour de Luxembourg. Selvom arrangørerne ændrer ruten en anelse fra år til år, er den altid godt 2 km lang og slutter år efter år med den samme brostensbelagte bakke op til mål, hvor rytterne ankommer efter et par minutters rent syrebad på en meget eksplosiv og teknisk stærkning For mange er dette aftenslag den første indikation inden for cykelverdenen på, at sommeren endelig er kommet.

Også i år har man ændret på ruten, så der i år skal tilbagelægges 2,1 km i landets hovedstad, Luxembourg, mod de 2,3 km, der var på programmet sidste år. Fra start kører man mod sydvest ud til en U-vending allerede efter 110 m. Herfra snor man sig mod øst og sydøst i en mindre teknisk fase, inden man midtvejs kommer frem til floden. Her drejer man skarpt til venstre og kører derefter igennem ganske let stigende terræn mod nordvest op langs vandet, inden man til slut rammer den 700 m lange målbakke, der stiger med 6,8% i snit og indledes med 354 m brosten undervejs, hvor det stiger med ikke mindre end 15,09% med et maksimum på 18.16%. Med 340 m igen drejer man skarpt til venstre, og bare 50 m senere vender endnu et venstresving, inden det hele afsluttes med et sidste højresving, der leder ind på den 90 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 54 højdemeter trods den korte distance.

Ganske vist er prologen ændret en anelse, men der er alene tale om, at små modifikationer i starten, der næppe vil spille en rolle. Derfor er der tale om en etape, der stort set er identisk med den, de fleste af rytterne allerede kender. Det er en ganske speciel prolog, der ikke er skabt til enkeltstartsspecialister. Tværtimod er det en etape for puncheurs, stærke sprintere og eksplosive typer, der har power og fart til at spurte op ad en bakke, og tekniske evner til at håndtere de mange sving.

Det var kendt som Jimmy Engoulvents etape, idet franskmanden vandt i 2007, 2010, 2012 og 2013 samt blev nummer 2 i 2008, nummer 3 i 2011 og nummer 4 i 2015. Han er imidlertid nu gået på cykelpension, og i stedet har andre taget over. Det gælder særligt Damien Gaudin, der har vundet to år i træk. Sidste år slog han Alexander Krieger og Jan Tratnik med hhv. 1 og 3 sekunder, og i 2017 havde han hhv. 1 og 4 sekunder ned til BMC-duoen Greg Van Avermaet og Jempy Drucker. I 2016 slog Drucker Maurits Lammertink og Tom Bohli med hhv. 3 og 4 sekunder, og i 2015 var det Adrien Petit, der sejrede foran Bryan Coquard og Arnaud Gerard. I 2014 vandt Danny Van Poppel foran Drucker og Alex Kirsch, og hollænderen blev i 2014 nummer 2 bag Engoulvent og foran Jonathan Hivert. Derudover har også Fabian Cancellara vundet i 2011 og 2008, Gregory Rast i 2009 og Kim Kirchen i 2006, hvor etapen gjorde debut.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

1. etape

Dagen efter den indledende prolog har sprinterne som regel fået deres første chance på det, der ofte har været den fladeste etape i løbet. Det vil de også gøre i år, idet 1. etape igen i år har den letteste finale af de fire linjeløbsetaper, og faktisk ser det ligesom sidste år ud til at blive de rigtige sprinteres eneste mulighed. Derfor vil det være en overraskelse, hvis ikke de hurtige afsluttere får det samlet til en spurt.

I alt skal der tilbagelægges 191,3 km mellem Siweburen og Hautcharage. Startbyen er en forstad til hovedstaden, hvorfra man igennem relativt fladt terræn kører mod nordvest. Efter et par mindre bakker i starten flader det lidt ud, når man snor sig videre mod nordvest forbi den første spurt, der kommer efter 34,4 km. Kort efter skal man op over kategori 1-stigningen Holtz (2,7 km, 5,19%, max. 7%), hvis top rundes efter 39,7 km, hvorefter man fortsætter mod nord på over kategori 1-stigningen Boulaide (2,5 km, 4,92%, max. 7%), der har top efter 56,0 km. Umiddelbart efter snor man sig mod øst og nord frem til kategori 2-stigningen Mecher (800 m, 7,5%, max. 10%), hvis top passeres efter 70,7 km.

Efter den tredje stigning bliver det lettere. Kort efter når man det nordligste punkt på et plateau, hvorefter man kører mod sydøst i fladt terræn og derefter mod vest via en nedkørsel. Herefter går det stik syd hele vejen ned til målbyen, først via et let stigende stykke og en nedkørsel og siden via næsten helt fladt terræn. Her rammer man rundstrækningen og krydser stregen i forbindelse med den anden spurt efter 168,9 km. Etapen afsluttes nu med to omgang på den 11,2 km lange runde, der er placeret vest for byen. Den første del er let stigende, og den anden halvdel let faldende. Man følger en lige vej, indtil man drejer skarpt til venstre med 700 m igen. Det faldende stykke kommer i etaper, og den sidste kilometer er flad. Der er en tredje og sidste spurt på målstregen efter første omgang.

Etapen byder på i alt 2766 højdemeter.

Rundstrækningerne på de sidste tre etaper er så svære, at dette er den eneste chance for de rene sprintere. Heller ikke denne etape er dog let, da der er næsten 3000 højdemeter på programmet. De fleste udfordringer kommer dog i den første halvdel, og derfor må man formode, at det ender i en massespurt, dog primært for hårdføre folk, der også kan holde sig friske på den ikke helt nemme rundstrækning.

Hautcharage har kun én gang tidligere været målby i dette årtusinde. Det var i 2013, hvor Alexander Porsev vandt 1. etapes massespurt foran Gerald Ciolek og Juan Jose Lobato.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

2. etape

Efter en dag for sprinterne gælder det den første af de tre kuperede etaper, der vil afgøre løbet. Kampen om den samlede sejr indledes med en helt ny finale i Rosport, hvor en relativt flad etape afsluttes med en omgang på en rundstrækning, der byder på to vanskelige stigninger. Fra toppen er der dog relativt langt fra mål, og det kunne derfor ligne en etape, der skal afsluttes i en spurt i en mindre gruppe, hvor vigtige bonussekunder kan være på spil.

I alt skal der tilbagelægges 168,6 km, der fører feltet fra Steinfort til Rosport. Man lægger ud med at køre en omgang på en flad 13,4 km lang rundstrækning omkring startbyen, hvor man slutter af med at køre den første spurt i startbyen ved rundens afslutning. Herfra snor man sig mod nord op langs grænsen til Belgien, inden man snor sig mod nordøst igennem kun let kuperet terræn. Herefter kringler man sig rundt i en generelt østlig retning, mens man passerer tværs gennem hertugdømmet. Der er flere mindre bakker, inden en nedkørsel fører ned til forplejningen, der er placeret efter 100,8 km helt ude ved grænsen til Tyskland.

Efter frokosten fortsætter man mod nord igennem helt fladt terræn frem til målstregen, der krydses i forbindelse med den anden spurt efter 116,5 km. Etapen afsluttes nu med omgange på to forskellige rundstrækninger. Den første er 32,9 km lang og indledes fladt, inden man skal over kategori 2-stigningen Roudenhoff (1,7 km, 5,35%, max. 14%), hvis top rundes efter 127,3 km. Efter et lille plateau går det via en nedkørsel og fladt terræn tilbage til mål, hvor stregen krydses i forbindelse med den sidste spurt efter 149,4 km.

Til slut gælder det en omgang på en 19,2 km lang rundstrækning, der indledes benhårdt med kategori 1-stigningen Michelsbierg (2,1 km, 8,0%, max. 13%). Fra toppen resterer 16,4 km, og der bydes ikke på en nedkørsel. I stedet kører man næsten direkte ind på kategori 2-stigningen Boursdorf (1,3 km, 4,46%, max. 9%). Efter toppen er der blot 13,5 km tilbage og de indledes med endnu en lille kontrabakke og en skarp nedkørsel, inden de sidste knap 10 km er helt flade. På de sidste 3 km kører man op lang en flod, som man krydser i forbindelse med to skarpe sving lige ved den røde flamme. Til slut er der endnu et skarpt sving med 400 m til mål.

Etapen byder på i alt 2141 højdemeter.

Samlet set er det løbets fladeste etape, men finalen er bestemt ikke let. Da der er tale om en ny afslutning, har vi intet erfaringsgrundlag, men Michelsbierg synes at være en stigning, der kan gøre en vis skade. Fra toppen er der stadig så langt, at der formentlig vil ske en eller anden form for regruppering, men det bliver næppe en stor gruppe, der ventes at skulle spurte om både bonussekunder og etapesejr.

Rosport har ikke tidligere været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Uheldig hollandsk profil udgår

3. etape

Hvert år kommer løbets kongeetape om lørdagen, og det er også tilfældet i år, selvom de svære afslutninger på 2. og 4. etape betyder, at den ikke har samme altafgørende betydning som tidligere. Der er dog ingen tvivl om, at lørdag er løbets vigtigste dag, når en rute med 3000 højdemeter afsluttes med den stejle bakke op til målet i Diekirch, der ligesom i 2017 synes at skulle give et ganske klart svar på, hvem der vil vinde årets udgave af Luxembourgs nationale rundtur.

I alt skal der tilbagelægges 178,7 km, der fører feltet fra Mondorf-les-Bains til Diekirch. Startbyen ligger helt nede i landets sydligste del på grænsen til Frankrig, og her lægger man ud med at køre n omgang på en flad rundstrækning, inden man i startområdet kører den første spurt efter 21,7 km. Derfra snor man sig mod nord igennem terræn, der kun er let kuperet, inden man rammer stigningerne i den nordlige del af landet. Her skal man først over kategori 1-stigningen Medernach (2,2 km, 6,59%, max. 10%), der har top efter 72,4 km, inden man kort efter rammer kategori 1-stigningen Beaufort (2,9 km, 6,62%, max. 12%), hvor top er placeret efter 86,0 km. Et kort fladt stykke fører nu videre mod nordvest op langs grænsen til Tyskland, inden man skal over kategori 1-stigningen Vianden (4,5 km, 6,11%, max. 9%), hvis top passeres efter 103,7 km på etapens nordligste punkt.

Efter de tre første stigninger følger et let kuperet tykke, der fører mod vest og syd, inden man drejer mod øst for at køre op ad kategori 1-stigningen Fleibut (3,0 km, 7,17%, max. 11%), hvis top passeres med bare 45,7 km igen. Umiddelbart efter skal man over en længere, ikke-kategoriseret stigning, der fører mod nord, inden mand kører mod syd via en nedkørsel ned til Diekirch, hvor den anden spurt er placeret efter 156,0 km. Herefter kører man for første gang op ad målstigningen Herrenberg (2,6 km, 6,58%, max. 12%), der er i kategori 1.

Efter passagen af stregen kører man en omgang på en 18,7 km lang rundstrækning, der byder på en lille bakke i første del, men derefter hovedsageligt er faldende. Når man er tilbage i Diekirch, kører man for sidste gang op ad Herrenberg, hvor målstregen er placeret på toppen. Der er et skarpt sving i bunden og et hårnålesving med 1500 m igen, hvorefter vejen kun bugter sig let.

Etapen byder på i alt 3005 højdemeter.

Finalen på Herrenberg blev brugt for to år siden, hvor et samlet felt spurtede på ad bakken med Anthony Perez som sejrherre foran Greg Van Avermaet. Det er meget tænkeligt, at vi vil se t lignende scenarium denne gang, men man skal bestemt ikke undervurdere første del af etapen heller. De 3000 højdemeter gør det til en hård dag, ikke mindst fordi stigningerne er længere, end man ofte ser det i Luxembourg. Derfor vil der sikkert være skabt en del udskilning inden finalen, hvor de eksplosive puncheurs kan slås om sejren og bonussekunder på løbets vigtigste etape.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Finalen på Herrenberg er kun blevet brugt én gang tidligere, nemlig i 2017, hvor Anthony Perez sejrede i en puncheurspurt foran Greg Van Avermaet og Xandro Meurisse. Finaler i Diekirch er dog ikke ukendte. Med flade afslutninger, der har været rammen om reducerede massespurter efter en hård finale, har byen således været på rutekortet stort set hvert år i dette årtusinde. I 2015 vandt André Greipel en massespurt, mens Giacomo Nizzolo var hurtigst i 2013, hvor en mindre gruppe spurtede om sejren. En ung Tony Gallopin var hurtigst i 2010, Frank Schleck tog en solosejr i 2009, Michael Albasini slog Joost Posthuma i en duel i 2008, og Jonas Ljungblad var hurtigst i en lille gruppe i 2006. Inden da vandt Bram Schmitz i 2005, Kim Kirchen i 2004, Serguei Ivanov i 2003, Guennadi Mikhailov i 2002, Fabio Baldato i 2001, Alessandro Petacchi i 2000 og Jesper Skibby i 1999. Endelig var byen rammen om de nationale mesterskaber i 2011, hvor Frank Schleck vandt linjeløbet og Christian Poos enkeltstarten.

4. etape

Siden 2006 har løbet sluttet i hovedstaden Luxembourg, men modsat mange andre nationale rundture, der ender med en massespurt i landets største by, er alt stadig i spil helt frem til målstregen i det luxembourgske etapeløb. Således har man i de senere år endt løbet med en vanskelig finale på den korte, stejle Pabeierbierg, der igen i år vil lægge asfalt til afslutningen, og derfor vil der kunne vindes tid i klassementet helt frem til slutfløjtet. Igen er det eksplosive puncheurs og stærke sprintere, der vil være i spil til etapesejren, og dermed er det en passende afslutning på et løb, der er skabt til netop denne ryttertype.

På sidste dag skal der tilbagelægges 176,0 km mellem Mersch og hovedstaden Luxembourg. Startbyen er placeret lidt nord for målbyen, og man indleder derfor etapen med at slå en sløjfe mod nord, hvor man efter en relativt flad start møde to store stigninger i den nordlige del af landet. Først gælder det en ikke-kategoriseret stigning, inden man skal over kategori 1-stigningen Goesdorf (3,6 km, 6,36%, max. 8%), der har top efter 48,3 km. Herefter snor man sig videre mod nordvest frem til det nordligste punkt, hvor dagens første spurt er placeret efter 78,1 km.

Efter spurten kører man mod vest, inden man vender rundt og kører tilbage mod sydøst med retning mod hovedstaden. Undervejs skal man over tre ikke-kategoriserede stigninger, men terrænet er ikke alt for vanskeligt. Kort efter kører man mod øst gennem startbyen og videre frem til den anden spurt, der er placeret efter 139,8 km kort efter den anden af de tre stigninger. Herefter går det mod syd og sydvest ned til byen Luxembourg, hvor man kører ud til Plabeierbierg i den nordvestlige udkant. Via en lille bakke kommer man frem til rundstrækningen, hvor man første gang skal op ad den lille kategori 1-stigning (825 m, 9,05%, max. 14,02%), på hvis top stregen krydses for første gang efter 164,6 km. Derefter afsluttes løbet med tre omgange på den 3,8 km lange rundstrækning, så man i alt skal op ad stigningen fire gange (med bjergpoint på spil de første tre gange). Målstregen er placeret på toppen i en ikke specielt teknisk finale, hvor der efter et hårnålesving på nedkørslen med 2200 m igen kun er ét skarpt sving i bunden af bakken.

Etapen byder på i alt 2960 højdemeter.

Finalen på Pabeierbierg er blevet en sand klassiker, der altid danner rammen om en spektakulær afslutning. Som regel er de bedste ryttere adskilt af bare få sekunder, og derfor ender det som regel med en dyst mellem de bedste puncheurs i en finale, hvor der kan vindes både ”virkelige” sekunder og vigtige bonussekunder. Historien viser imidlertid også, at et udbrud meget ofte holder hjem, inden favoritterne selv slås om den endelige sejr, og alt er derfor i spil på en altid meget medrivende sidste etape.

Læs også

Lefevere om muligt Alaphilippe-skifte: Måske vil han prøve noget andet

I 2018 blev den førende Andrea Pasqualon angrebet på den sidste rundstrækning, men det lykkedes ham at holde det samlet til en spurt i en ganske lille gruppe, hvor Anthony Perez sejrede foran Eduard Prades og Pasqualon selv. I 2017 splittedes feltet som altid sidste gang på stigningen, inden Greg Van Avermaet konfirmerede den samlede sejr ved at vinde en spurt foran Alex Kirsch og Xandro Meurisse på en dag, hvor kun de tre mand fik noteret vindertiden. I 2016 slog Philippe Gilbert den samlede vinder Maurits Lammertink og Dylan Teuns i en klassisk puncheurfinale, hvor 11 mand sluttede inden for 10 sekunder. Året inden var Sean De Bie bedste mand i et stort udbrud, mens André Greipel tog sit livs første at to udbrudssejre i 2014. Bob Jungels slog Paul Martens og Jan Bakelants i en tremandsdyst i 2013, mens Jurgen Roelandts var eneste overlevende fra et udbrud på en meget regnfuld dag i 2012. Romain Feillu vandt en spurt i 2011, og Gorka Izagirre sejrede på samme facon i 2010. Matti Breschel var hurtigst i 2009, Salvatore Commesso tog en udbrudssejr i 2008, og Gregory Rast og Stefano Garzelli var de stærkeste i feltet i hhv. 2007 og 2006.

Favoritterne

Tour de Luxembourg har altid været et løb for puncheurs og ardennerspecialister, men i de senere år er den tendens blevet endnu mere udtalt. Tendensen til at skabe hårdere ruter med flere afslutninger på korte stigninger har betydet, at løbet er blevet et for de meget eksplosive typer og virkelige specialister i netop denne type afslutninger. Tidligere skulle klatrerne og de stærkeste være lidt mere aggressive for at skabe forskelle, men nu kan mange af dem vente til afslutningerne, hvor de vanskelige bakker betyder, at de sande eksperter kan dyste om sejren og vigtige bonussekunder.

I år byder hele fire af de fem etaper på chancer for at gøre forskelle i klassementet. De eksplosive puncheurs, der er specialister i at spurte på stejle stigninger, vil kunne vinde sekunder på prologen, der ofte domineres af netop denne ryttertype samt stærke sprintere, samt i finalerne på Herrenberg og Plabeierbierg på 3. og 4. etape, hvor vi har tidligere har set, at det er disse ryttere, der dominerer. Som regel opstår der små huller, når feltet splittes i disse finaler, og sammen med bonussekunder vil det ofte være tidsforskelle på 3-15 sekunder, der afskiller klassementsrytterne på disse etaper.

Udover de tre oplagte etaper med knaldhårde finaler skal man ikke undervurdere 2. etape. Bakkerne på rundstrækningen er hårde, og etapen ender med garanti ikke i en klassisk massespurt. Formentlig vil vi se angreb fra favoritterne, men den lange afstand til mål vil nok sikre, at det ender i en spurt i en gruppe. Her vil de hurtigste af klassementsrytterne kunne gå efter bonussekunder. 1. etape er heller ikke nem, men bør dog ende i en massespurt. Det betyder dog ikke, at den er ligegyldig, for klassementsryttere som Andrea Pasqualon, Alexander Krieger og Baptiste Planckaert er hurtige nok til at være med her også. Derfor ser vi løbet som en dyst mellem de klatrestærke puncheurs samt de to ovennævnte sprintere, der alle skal slås om bonussekunder og tid på prologen, 2., 3. og 4. etape samt for nogles vedkommende i spurten på 1. etape.

Endelig er der naturligvis vejret, der altid er en vigtig faktor. Desværre ender en varm onsdag med tordenbyger om aftenen, og det betyder, at den meget tekniske prolog kan blive lidt af et lotteri. Herefter falder temperaturen, og der venter nogle ganske pæne dage, dog med risiko for tordenbyger igen fredag. Samtidig er det værd at notere sig, at fredag og især lørdag bliver ganske blæsende, og selvom det sjældent sker i dette løb, kan man ikke helt udelukke, at sidevind kan spille en rolle.

Årets udgave af løbet er som sagt uden WorldTour-hold, men det gør det ikke mindre interessant. Faktisk er feltet meget spændende med mange formstærke puncheurs, der er som skabt til dette løb. Eksempelvis har vi en meget formstærk Jesus Herrada, der dog er bakket op af et svagt Cofidis-hold, et meget stærkt Wanty-hold anført af sidste års vinder Pasqualon, og også et meget stærkt Direct Energie, der føres an af den ustabile lottokupon Jonathan Hivert, der vil elske denne rute. Derudover har stort set alle holdene en topkandidat i et felt, hvor mange lurer på chancen for at opnå et resultat.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Det gør løbet ret åbent, men vi tror, at det vil lykkes for Andrea Pasqualon at forsvare sidste års titel. Desværre ser det ikke ud til, at italieneren har helt samme form som sidste år, hvor han kom til løbet med en frisk sejr i det knaldhårde GP de Plumelec i bagagen. I år måtte han nøjes med en 7. plads, men det viser dog, at formen efter et generelt skidt forår endelig har nået et vist niveau. Pasqualon viste sidste år, at han har udviklet sig til en helt eminent puncheur i finaler som dem, der venter på 3. og 4. etape, og han har derfor gode muligheder for at kæmpe med om sejren på de to vigtigste etaper.

Baseret på det, vi så i Plumelec, tror vi faktisk, at han kan få svært ved at vinde de to sværeste etaper, men han bør være med fremme. Når vi alligevel peger på ham som favorit, skyldes det, at han har de første to etaper som våben. Han ligner umiddelbart favoritten i en reduceret massespurt på 2. etape, og i et sprinterfattigt felt kan han også køre med om sejren på 1. etape. Selvom han blot blev nr. 22 sidste år burde prologen også passe perfekt til en eksplosiv sprinter som Pasqualon, og derfor kan de første tre etaper give ham et solidt forspring inden de to vigtigste dage. Bakket op af det stærkeste hold bør han kunne være med fremme også her, og derfor tror vi, at han gentager sidste års sejr.

Egentlig ville vi gerne gøre Jonathan Hivert til favorit. Ruten er nemlig som skabt til den eksplosive franskmand, der i år med sejrene i GP Miguel Indurain og Aragonien igen har vist, at han måske er den bedste puncheur i dette felt. Problemet er bare, at han også er lidt af en lottokupon, hvis form kan svinge helt enormt nærmest fra dag til dag. Han var alt andet end imponerende i Plumelec, og det kunne tyde på, at han lige nu er i en af sine dårlige perioder. Omvendt er det bare 14 dage siden, at han vandt på en ganske vist lidt let rute i Aragonien, så formen kan ikke være helt væk. Er han på toppen, bør han vinde dette løb, idet han så vil være den naturlige favorit på 3. og 4. etape, ligesom han endda kan gå efter bonus i spurten på 2. etape. Prologen passer ham helt perfekt, og han er da også tidligere blevet nr. 2, 3, 3, 5 og 7 på den tekniske og eksplosive rute. Med andre ord er Hivert den ideelle kandidat til dette løb, hvor han tidligere er blevet nr. 2, 4 og 5 samlet. Nu skal han bare vise, at han også har formen til at vinde, og hvis det er tilfældet, har han et eminent hold til at støtte sig.

Løbets stærkeste kunne meget vel være Jesus Herrada. Spanieren viste nemlig storform med 2. pladsen i Plumelec, og her viste han, at han ikke helt har glemt de puncheuregenskaber, han ellers kun viser sjælden i disse tider. Med den form er han vel den naturlige favorit til de to sidste etaper, og det giver ham et glimrende udgangspunkt for at gå efter sejren. Til gengæld vil han næppe kunne få del i bonussekunder på 1. og 2. etape, og selvom han som ung var en god temporytter, tror vi, at prologen er lidt for eksplosiv til, at han på sine gamle dage kan matche de hurtigere folk. Hans største problem er dog det svage hold, for skulle han køre sig i gult, kan han få svært ved at kontrollere den knaldhårde finale på 4. etape, hvor han meget let kan isoleres. Det ændrer dog ikke ved, at Herrada synes at være i storform, og hvis han vitterligt er løbets stærkeste, har han gode muligheder for at vinde.

Bag løbets tre mest oplagte favoritter finder vi blandt andre Anthony Turgis. Franskmanden kommer formentlig som udgangspunkt til løbet for at hjælpe Hivert, men får han frihed, passer ruten ham ganske ideelt. Siden sidste års podieplads ved de franske mesterskaber har han gjort enorme fremskridt, og i år har han vundet i Marseille, ligesom han blev nr. 2 i WorldTour-løbet Dwars door Vlaanderen. Med en samlet 4. plads i Dunkerque og som deltager i Direct Energies magtdemonstration i sidste uges Circuit de Wallonie har han vist form, og han er helt sikkert et mere sikkert kort end ustabile Hivert. Da han sidst deltog i løbet i 2016, blev han nr. 4 samlet, hvilket vidner om evnerne. Han burde klare sig hæderligt på prologen, og derefter skal han køre med om sejren på de to sidste etaper. Det stærke Direct Energue har også en efterhånden formstærk Niki Terpstra , men den eksplosive rute passer ham ikke, og han skal køre offensivt for at være en kandidat.

Delko har Julien El Fares, der virkelig er kommet tilbage i denne sæson. Med en nylige 9. plads på kongeetapen i Ain samt 8. og 3. pladser i weekendens to løb i Frankrig har han vist sig som en af feltets mest formstærke ryttere. Med samlede 8. og 7. pladser i hhv. 2011 og 2013 har han vist, at han i sin storhedstid var god på denne rute, og de korte bakker passer ham da også. Han mangler måske den sidste eksplosivitet, men det kan han kompensere for med sin form. Til gengæld vil han tabe tid på prologen, og det kan måske være det, der koster ham sejren. I virkeligheden burde Mauro Finetto være et endnu bedre kort, men efter styrtet i Dunkerque måtte han skippe de to løb i Norge, og han kan derfor umuligt være i storform. Delio Fernandez er en tredje kandidat, men da han ikke har tidligere tiders spurt, får han svært ved at vinde.

Alexander Krieger har for det lille Leopard-mandskab altid gjort det godt i dette løb, men sidste år lykkedes det ham for første gang også at sidde med på stigningerne. Kongeetapen blev en anelse for hård, men alligevel endte han på den samlede 5. plads i kraft af de bonussekunder, han sikrede sig undervejs. Som sprinter har han mulighed for at høste bonussekunder på de to første etaper, og prologen, hvor han sidste år blev nr. 2, er også et våben. Herefter skal han vise, at han kan være med på de to sværeste etaper også, og det er efter sidste års præstation muligt, ikke mindst fordi han har vist form. Leopard har også sidste års overraskende nr. 3 Pit Leyder, men han synes desværre slet ikke at have samme form denne gang. Lige så interessant er den lovende og hurtige Szymon Rekita, der kørte stærkt i marts og april, men også han synes at have tabt den bedste form. Endelig ser unge Jack Burke ud til at være en rytter med potentiale til at overraske, ikke mindst efter at han blev nr. 4 i det hårde Tour du Jura.

En af løbets mest formstærke ryttere er Baptiste Planckaert, der kommer til løbet efter en 2. plads i Circuit de Wallonie i torsdags og en sejr i Rund um Köln i søndags. Med den gode form vil han være en af favoritterne til de to første etaper, og som sprinter burde han også gøre det godt på prologen. Desværre har han stadig til gode at vise, at han kan begå sig i puncheurfinaler som dem, der venter i weekenden, men selv hvis de bliver lidt for hårde, kan han med bonussekunder på de første etaper vinde alligevel. Wallonies anden sprinter, Justin Jules, ville normalt også være en kandidat, men han synes ikke at have formen længere. Det gør heller ikke Eliot Lietaer, der ellers normalt ville være en oplagt kandidat, men holdet har en velkørende Dimitri Peyskens, der kan gøre det godt, men ikke vinde.

Wanty satser helt sikkert på Pasqualon, men de har flere kort. Et af dem er Aime De Gendt, der fik sit store gennembrud ved de belgiske mesterskaber sidste år. I 2019 har han haft det svært, men med en 6. plads i Dunkerque viste han endelig form. Ruten her burde passe til den eksplosive belgier, der skal begrænse tabet på prologen og slå til i weekenden. Holdet har også Jerome Baugnies , der altid er skidt kørende i foråret, men som plejer at finde formen til sommeren. En 12. plads i Circuit de Wallonie samt søndagens sejr i et løb uden for UCI-kalenderen tyder på, at det også gør sig gældende i år, og som en god puncheur burde han kunne lide weekendens etaper. Det burde Loic Vliegen også kunne, men efter et svært forår mangler han nok stadig for meget form, selvom han kørte hæderligt i Vallonien i torsdags. Endelig har holdet Frederik Backaert, men han synes ikke længere at være i sin bedste form og er ikke eksplosiv nok.

Læs også

Evenepoel tilbage på landevejen

For tre år siden vandt Maurits Lammertink løbet efter en medrivende duel med Philippe Gilbert. Desværre har han efter årene på Katusha ikke længere samme niveau, og selvom han har vist fremgang igen i år, er han ikke lige så god som dengang. Han udgik endda i Norge med sygdom og har derfor ikke haft den optimale forberedelse til et puncheurløb, der ellers passer ham ideelt. Det er også et godt løb for Nick van der Lijke, men også han udgik i Norge med sygdom. Endelig har Roompot Huub Duijn , der plejer at gøre det godt, men har skuffet fælt i år, samt en velkørende Pieter Weening , der dog slet ikke er på hjemmebane på denne eksplosive rute.

Sport Vlaanderen har nogle gode kandidater, der er skabt til denne rute, men desværre synes de ikke at være i form. Særligt Benjamin Declercq burde elske dette puncheurløb, men han skuffede fælt i finalen af Rund um Köln. Det samme gjorde Thomas Sprengers, der ligeledes burde være god på denne rute. Derudover har holdet Piet Allegaert, der to gange er kørt i top 10 på prologen, men som i både 2017 og 2018 kom til kort på de hårdere etaper.

Corendon-Circus har Gianni Vermeersch, der sidste år viste, at han ikke bare er crossrytter, men også en eksplosiv landevejsrytter. Han var Mathieu van der Poels vigtigste hjælper i klassikerne, men hvor han står formmæssigt nu er uklart. Løbet burde også være godt for Jimmy Janssens, men han har slet ikke fundet formen i år. Det har Philipp Walsleben heller ikke, men efter en lang pause er det muligt, at han nu har de ben, han havde sidste år, og som vil gøre ham til en god kandidat.

Det luxembourgske landshold stiller med FDJ-talentet Kevin Geniets, der kommer til løbet med en 6. og en 10. plads fra weekendens franske løb. Her viste han glimrende form og evner i denne type terræn. Desværre er han nok ikke eksplosiv nok til at vinde løbet.

En dark horse kunne være Colin Joyce , der sidste år i Yorkshire og Arctic Race viste sine evner også i hårde puncheurfinaler. Desværre er de to sidste etaper her nok for hårde, ikke mindst fordi han har skuffet i år og endda har haft en lang pause. Rally har også den mere klatrestærke og relativt eksplosive, men meget ustabile Adam De Vos samt altid aggressive Robin Carpenter, der burde være stærk i dette terræn.

Riwal kommer desværre uden Alexander Kamp, der burde være skabt til dette løb, men de har to outsidere i Sindre Lunke og Emil Vinjebo. Nordmanden er relativt stærk i dette terræn, men desværre var hans kørsel i Norge ikke overbevisende. Vinjebo viste i Drome Classic, at han har det rette punch til at begå sig på denne rute, men efter i sidste øjeblik at være taget af holdet i Norge kunne noget tyde på, at han ikke har formen, nu hvor han ikke har været i aktion siden Ringerike GP for snart en måned siden.

Bardiani har som så ofte før ikke meget at komme efter, men de har en dark horse i Luca Wackermann. Efter en svær tid vandt han sidste år kongeetapen i Tour du Limousin, der er et puncheurløb som dette. Desværre har den ustabile italiener intet vist i år, og da han ikke har kørt løb siden Tour of the Alps, vil det være en overraskelse at se ham fremme i et løb, der ellers passer ham.

Endelig vil vi nævne Euskadi. Egentlig burde de satse på Garikoitz Bravo, der er god på en rute som denne, men efter to DNFs i weekenden synes formen at mangle. Større forventninger er der grund til at have til Vuelta-etapevinderen Oscar Rodriguez, men da han ikke har kørt løb i en måned, er også hans form et åbent spørgsmål. Han mangler den sidste eksplosivitet, men i Tour du Finistere viste han, at han godt kan afslutte på bakker. Ruten er til gengæld for eksplosiv for Mikel Iturria, Fernado Barcelo og Mikel Bizkarra.

OPDATERING: Cofidis har tirsdag morgen alligevel udtaget af Anthony Perez, der har vundet i begge årets to hårdeste finaler (på Herrenberg i 2017 og på Plabeierbierg i 2018). Han virkede ikke alt for overbevisende i weekenden, men er selvsagt en af favoritterne. Samtidig styrker det Cofidis betydeligt, og de nævnte forbehold over Herradas hold skal derfor tages med en gran salt. Sammen kan Perez og Herrada udgøre en meget stærk duo. Holdet har også udtaget Christophe Laporte, men de to svære etaper er nok for vanskelige for franskmanden.

OPDATERING 2: Delko stiller også med Javier Moreno, der endelig begynder at vise form og i Tour Down Under har vist sig som en hædelig puncheur. Til gengæld kommer hverken Eliot Lietaer eller Nick van der Lijke til start.

OPDATERING 3: W52 har udtaget Joao Rodrigues, der med sejren i Alentejo har vist sig som en god puncheur, samt Cesar Fonte. Holdet har også den kontroversielle Raul Alarcon med, men han ventes ikke at kunne blande sig på denne rute.

***** Andrea Pasqualon

**** Jonathan Hivert, Jesus Herrada

*** Anthony Turgis, Anthony Perez, Julien El Fares, Alexander Krieger, Baptiste Planckaert,

** Aime De Gendt, Jerome Baugnies, Maurits Lammertink, Loic Vliegen, Gianni Vermeersch, Joao Rodrigues, Kevin Geniets, Colin Joyce, Emil Vinjebo, Luca Wackermann, Oscar Rodriguez, Pit Leyder, Jimmy Janssens, Benjamin Declercq, Szymon Rekita

* Sindre Lunke, Cesar Fonte, Mauro Finetto, Dimitri Peyskens, Thomas Sprengers, Dimitri Claeys, Delio Fernandez, Huub Duijn, Christophe Laporte, Pieter Weening, Frederik Backaert, Niki Terpstra, Piet Allegaert, Philipp Walsleben, Justin Jules, Adam De Vos, Robin Carpenter, Jack Burke, Garikoitz Bravo

Danskerne

Som nævnt ovenfor burde Emil Vinjebo være en af to kaptajner på Riwal, der har Nicolai Brøchner til spurten på 1. etape. Derudover tæller holdet danskerne Rasmus Quaade, Tobias Mørch Kongstad samt Rasmus Bøgh Wallin.