LIVESTREAM HELE MILANO-SANREMO UDEN AFBRYDELSER TIL HALV PRIS
 SÆT DIT HOLD TIL KLASSIKERSPILLET - PRÆMIER FOR OVER 20.000 KR

Løbets rolle og historie

Paris-Nice og Tirreno-Adriatico markerede i cykelmæssig forstand forårets komme, men det er ikke etapeløb, der inden for vores sport karakteriserer denne årstid. Foråret er nu engang intimt forbundet med endagsløb, og selvom de to første store europæiske løb begge er del af en ganske imponerende etapeløbskalender på denne tid af året, handler de første måneder hovedsageligt om klassikerne. Kun ganske få etapeløbsryttere har deres allerstørste sæsonmål på denne tid af året, men for endagsrytterne er intet mere vigtigt end de kommende måneder.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Omloop Het Nieuwsblad, Kuurne-Bruxelles-Kuurne og Strade Bianche gav en første mulighed for at teste formen i et virkeligt betydningsfuldt endagsløb, men alle havde stadig primært karakter af forberedelse. På lørdag er opvarmningsfasen imidlertid endegyldigt slut. Nu er der ikke længere nogen undskyldninger: klassikerrytterne skal være 100% til årets første store endagsløb, Milano-Sanremo.

Forårsklassikerne finder hovedsageligt sted i Nordeuropa, men det hele starter under - vanligvis - varmere himmelstrøg i det, der er et af to italienske monumenter. Den italienske endagsscene har traditionelt været ekstremt righoldig med mange legendariske og prestigiøse løb, men helt i top i hierarkiet er Milano-Sanremo og Il Lombardia, der spiller en helt særlig rolle. Som internationale endagsløb i et land, hvor de nationale hold traditionelt spiller en stor rolle, er de begge blandt cykelsportens fem monumenter og har den helt specielle ære at henholdsvis starte og slutte klassikersæsonen.

Under navnene La Primavera og La Classicissima har Milano-Sanremo en helt speciel position i cykelsportens historie. Det blev første gang afviklet i 1907, og årets udgave vil således være nummer 112. Den lange rejse fra storbyen Milano til Middelhavet og den efterfølgende tur hen langs kysten er blevet domineret af de fleste af cykelsportens allerstørste navne.

Straks fra start var løbet ikke bare for de lokale ryttere, idet allerede den første vinder, franskmanden Lucin Petit-Breton, var af udenlandsk herkomst, og man skulle frem til 1909, før Luigi Ganna blev første italienske vinder. Ikke desto mindre blev de første år domineret af hjemlandet, og det lykkedes Constante Girardengo at vinde seks gange, Gino Bartali at tage fire sejre og Fausto Coppi at komme til Sanremo først tre gange.

Den dominerende skikkelse i løbet har imidlertid været Eddy Merckx, der vandt ikke færre end syv gange mellem 1966 og 1976 som led i en periode på 30 år, hvor italienerne vandt bare tre udgaver. I de senere år har hjemmebanenationen igen fået en mere prominent plads i det, der er deres vigtigste endagsløb, men efter Filippo Pozzatos sejr i 2006 var det først i 2018, at Vincenzo Nibali endelig igen brød tørken.

Mange klassikere har navne, der er nært forbundet med deres historie og udgøres af navnene på start- og målbyerne. Grundet de kortere distancer i moderne cykling lever de færreste imidlertid op til deres titler, idet starten ofte er flyttet tættere på målbyen. Det er eksempelvis tilfældet for løb som Paris-Roubaix og Paris-Tours, der ikke længere starter i den franske hovedstad.

Milano-Sanremo er en af de få undtagelser, der stadig beærer traditionen ved faktisk at blive afviklet mellem de to byer, der udgør navnet. Løbet følger stadig den helt traditionelle rute fra storbyen Milano henover den flade Po-slette og op over Turchino-passet, inden man rammer den kuperede Middelhavskyst. Adskillige små afvigelser fra den direkte rute betyder, at rytterne bliver sendt op ad en masse små stigninger langs kysten, hvilket gør det til en hård udfordring i særdeles smukke omgivelser. Denne loyalitet over for traditionen betyder, at løbet er cykelsportens længste, og i år kommer distancen igen helt op at kysse den magiske grænse på 300 km med en længde på hele 293,0 km.
 

Det traditionelle design gør løbet helt unikt. Da det hovedsageligt er fladt, er det ikke mærkeligt, at det ofte vindes af en sprinter. De mange sene stigninger betyder imidlertid, at klassikerspecialister og puncheurs har de perfekte affyringsramper til angreb, og de to sidste udfordringer, de legendariske stigninger Cipressa og Poggio, kommer så tæt på mål, at det er muligt at holde hjem.

Der findes ingen anden klassiker, der på den måde appellerer til begge disse to ryttertyper. Mens Il Lombardia og Liege-Bastogne-Liege er fyldt med stigninger, betyder brostenene i Flandern Rundt og Paris-Roubaix, at disse to monumenter er alt for hårde for de traditionelle sprintere. Hårdheden af disse løb betyder derfor, at listen over potentielle vindere er ganske kort, men i Sanremo er det uforudsigeligheden, der hersker, og langt flere ryttere har en realistisk mulighed for at vinde. Løbets natur skaber ofte en situation, hvor et reduceret felt forsøger at hente et sent udbrud, der ofte tager form på Poggio i den absolutte finale, og det er altid uhyre spændende, om det lykkes at skabe samling til en massespurt. På listen over klassikere, der kan vindes af en sprinter, har løbet kun selskab as Gent-Wevelgem, Scheldeprijs, Paris-Tours og Kuurne-Bruxelles-Kuurne, og her er det italienske løb i særklasse det største.

Efter at man for ca. 50 år siden introducerede Cipressa- og Poggio-stigningerne har løbet haft et helt fast format, men i 2008 gjorde man løbet hårdere ved at introducere den nye stigning Le Manie. Den kom ganske vist langt fra mål, men den gjorde det meget sværere for sprinterne. Således var den langt hårdere end de øvrige stigninger i løbet, og derfor blev den italienske klassiker betydeligt vanskeligere, hvilket gav sig udslag på listen over vindere. I årene med Le Manie var det kun i 2009 og 2010, at en større gruppe afgjorde løbet, mens Fabian Cancellara, Matthews Goss, Simon Gerrans og Gerald Ciolek alle tog sejre fra mindre grupper eller ved at nå mål alene.

Læs også

Starttider: Enkeltstart på 3. etape af Romandiet Rundt

Le Manie var imidlertid ikke nok for arrangørerne, der ønskede at gøre løbet mere attraktivt for klatrerne. Forud for 2014-udgaven planlagde man derfor at inkludere den nye stigning Pompeiana mellem Cipressa og Poggio. Forventningen var, at det ville gøre det helt umuligt for sprinterne, og derfor var folk som Mark Cavendish og André Greipel blandt de mange, der helt opgav den italienske klassiker. I stedet lagde folk som Vincenzo Nibali, Chris Froome og Alejandro Valverde alle løbet ind i deres forårsplaner.

Sten- og jordskred reddede imidlertid sprinterne, idet de lokale myndigheder vurderede, at nedkørslen fra Pompeiana var for farlig, og RCS måtte derfor tage en sen beslutning om igen at droppe stigningen. Det fik Cavendish og Greipel til at skifte mening, mens Valverde og Froome begge opgav at stille til start i Italien. Da det samtidig hele tiden havde været planen igen at køre uden om Le Manie, blev 2014-ruten pludselig den nemmeste siden 2007.

RCS insisterede på, at Pompeiana ville blive inkluderet i fremtiden, og derfor ventedes det, at 2014-udgaven ville blive sprinternes sidste chance. Året efter var nedkørslen imidlertid stadig ikke brugbar, og har man helt opgivet ideen. Da Le Manie heller ikke er vendt tilbage, er løbet pludselig vendt tilbage til sit helt klassiske format, hvor Passo del Turchino, de tre små capi-stigninger, Cipressa og til sidst Poggio er hovedudfordringerne. Det betød også, at vi igen fik massespurter i 2014, 2015 og 2016.

I 2015 blev denne tilbagevenden til rødderne fuldendt, da man returnerede til den oprindelige afslutning på Via Roma i Sanremo, der ikke havde været benyttet siden 2007. Det har reduceret afstanden fra toppen af Poggio til mål med ca. 1 km og øget chancerne for klassikerrytterne. Ikke desto mindre er det en ændring, der er blevet hilst velkommen af sprinterne, der alle drømmer om at vinde løbet på det sted, der historisk har karakteriseret løbet, og derfor er Milano-Sanremo i dag det løb, det traditionelt har været, og den helt traditionelle rute har været benyttet i årene mellem 2015 og 2019. I 2020 blev den ændret radikalt grundet coronarestriktionerne, og i 2021 måtte man erstatte Turchino-passet med en alternativ stigning grundet jordskred, men planen er, at Milano-Sanremo nu skal holde sig til rødderne, som det også vil være tilfældet i 2022-udgaven, der bliver den helt klassiske.

Fraværet af Turchino betød intet for 2021-udgaven, der efter en lang dags venten igen blev kogt ned til den spændingsmættede finale på Poggio. Her ventede alle på angrebene fra Julian Alaphilippe, Mathieu van der Poel og Wout van Aert, men det var kun franskmanden, der forsøgte sig. En ganske stor gruppe på 17 mand kom alligevel fri og holdt akkurat feltet bag sig med 7 sekunder. Caleb Ewan havde klatret som en drøm og var klar til at spurte sig til sejren, men uden holdkammerater kunne han ikke forhindre, at Jasper Stuyven og Søren Kragh i to omgange fik sneget sig væk. Danskeren endte med at agere rent trækdyr for belgieren, og derfor kunne Stuyven med sin spurt akkurat holde Ewan, Van Aert og resten af gruppen bag sig, så australieren for anden gang måtte tage til takke med 2. pladsen. Stuyven vender tilbage for at forsvare sin titel, og da både Ewan og Van Aert også er med, vil hele sidste års podium være at finde i feltet igen denne gang.

 LIVESTREAM HELE MILANO-SANREMO UDEN AFBRYDELSER TIL HALV PRIS
​ SÆT DIT HOLD TIL KLASSIKERSPILLET - PRÆMIER FOR OVER 20.000 KR

Ruten

Milano-Sanremo er som sagt et af de få løb, der fortsat lever op til sit navn i den forstand, at det faktisk starter i Milano og slutter i Sanremo. Da både Le Manie og Pompeiana som nævnt ovenfor definitivt er ude af billedet, har løbet haft den helt klassiske 293 km lange rute i alle årene mellem 2015 og 2019. Sådan skulle det også have været i 2020, men her betød diverse borgmestres modvilje mod løbet i et coronaramt Italien, at man måtte ændre turen ned mod den liguriske kyst helt, så vi fik en mere kuperet indledning inden den traditionelle finale med Cipressa- og Poggio-stigningerne, og sidste år betød jordskred, at løbets ældste stigning, Turchino, helt usædvanligt måtte erstattes af en anden stigning i en ændring, der var helt betydningsløs.

I år vender løbet til gengæld endelig tilbage til det helt traditionelle format, som det har haft i det meste af de seneste årtier, og der er derfor absolut ingen overraskelser på den 293 km lange rejse fra Po-sletten til Sanremo på den italienske Middelhavskyst. Derfor kan løbet ventes at have dets helt sædvanlige forløb, som har gjort La Primavra til en værdsat del af cykelkalenderen og givet anledning til spændingsmættede finaler. Ruten er næsten helt uforandret i forhold til årene mellem 2017 og 2019 med den marginale ændring, at starten er flyttet til Vigorelli-velodromen i Milano, hvilket forlænger distancen fra 291 til 293 km.

Starten går altså denne gang fra velodromen i byens centrum, og derfra bevæger man sig mod sydøst og ned mod Middelhavet. Milano er placeret midt på Po-sletten, der er et af Europas fladeste områder. Derfor består de første 140,5 km af en næsten fuldstændig flad rejse, der alene tjener det formål at akkumulere træthed og give et tidligt udbrud mulighed for at blive etableret.

Læs også

Spansk mester står foran stor beslutning

Grundet distancen har udbryderne reelt ingen chance for at holde til mål, og de får derfor ofte nogle meget store forspring, der let når op på mere end 10 minutter. Løbet bliver langsomt mere seriøst, når man nærmer sig bakkerne, der ligger gemt bag Middelhavskysten, og rytterne skal her op over dagens længste stigning, Passo del Turchino (2,4 km, 5,4%), før de får det første glimt af havet. Stigningen fører op til løbets højeste punkt i 532 m højde, men er ikke vanvittigt svær, selvom de sidste 1,8 km stiger relativt jævn med 5-7%, inden man efter 142,9 km runder toppen. Ikke desto mindre er det første chance for de hold, der vil af med sprinterne, til at øge farten og gøre løbet så hårdt som muligt.

Turchino-passet efterfølges af en teknisk nedkørsel, der fører direkte ned til Middelhavskysten bare få kilometer vest for storbyen Genova. Så snart man har nået kystvejen, drejer man til højre, og herfra består resten af løbet af en lang tur langs vandet, kun afbrudt af nogle små ture ind i landet, hvor man udfordres af de mange stigninger, der kendetegner den smukke liguriske kyst.

Som sagt havde rytterne for nogle år siden Le Manie på programmet på den første del af denne rejse, men stigningen er nu fjernet. Derfor er de første 80 km af denne kysttur næsten fuldstændigt flade, og der kommer ingen klatreudfordringer, før feltet når frem til 240 km-mærket. Ikke desto mindre vil det være vigtigt for mange hold at holde farten høj, da det handler om at gøre løbet så svært som muligt for sprinterne. Milano-Sanremo er altid et langt ventespil, hvor det er den lange distance, der langsomt trætter rytterne.

De første udfordringer er de tre små capi, Capo Mele (1,9 km, 4,2%), Capo Cervo (1,9 km, 2,8%) og Capo Berta (1,8 km, 6,7%), der kommer hurtigt efter hinanden efter henholdsvis 241,5, 246,4 og 254,2 km. Det er vanligvis her, at det tidlige udbrud splittes op og gradvist hentes, mens klassikerspecialisternes hold øger farten markant. Stigningerne er aldrig hårde nok til at blive brugt til angreb, men nedkørslerne kan være farlige, og som det skete for syv år siden kan de benyttes af en mindre gruppe til at slå et hul, specielt hvis vejene er våde.

Fra toppen af Capo Berta resterer der 38,8 km. Den første del er den korte nedkørsel, der leder frem til et fladt indløb til bunden af Cipressa-stigningen. Det er her, den virkelige finale starter, og derfor er positionering frem mod stigningen ekstremt afgørende. Det giver derfor anledning til en brutal krig, hvor rytterne nærmest spurter frem mod stigningen, og herfra er der ikke længere mulighed for at komme sig.

Med en længde på 5,6 km, en gennemsnitlig stigningsprocent på 4,1 og et maksimum på 9% er Cipressa en relativt nem stigning. De første 3,85 km er ganske konstante med 4-5%, mens de sidste kilometer er nemmere med et gennemsnit på bare 2,1% frem til toppen, som rundes efter 271,4 km. I stedet bliver stigningen gjort hård af det faktum, at den kommer efter næsten 270 km i sadlen. Ofte etableres der en lille gruppe på stigningen, og de benytter ofte den meget tekniske nedkørsel til at øge forspringet, men i de senere år feltet kommet samlet over.

Fra bunden af nedkørslen resterer der 18,3 km. De første 9,1 km foregår langs den flade kystvej, og her er farten altid voldsomt høj. Det gør det vanskeligt for udbrydere at holde sig fri, og derfor er der oftest skabt samling, når man når bunden af Poggio med bare 9,7 km igen.

Løbets mest ikoniske stigning er bare 3,7 km lang og har en gennemsnitlig stigningsprocent på beskedne 3,7 og et maksimum på 8%. De første 2,06 km stiger med 4,3% i gennemsnit og efterfølges af det sværeste stykke på 5,6%. Som på Cipressa bliver det nemmere nær toppen, idet de sidste 700 m stiger med bare 2,0%. Det er her de sidste angreb fra de eksplosive puncheurs skal sættes ind, og ofte er det en lille gruppe, der etableres hen over toppen. Sprinterne skal grave dybt for at hænge på, hvis de fortsat vil have en chance for at spurte om sejren.

Toppen af stigningen kommer med bare 5,5 km til mål og efterfølges af en ekstremt teknisk nedkørsel, der inkluderer adskillige hårnålesving. Det er ikke her, et felt kan organisere en jagt, og teknisk stærke nedkørere i et udbrud har gode chancer for at vinde tid.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Rytterne er tilbage på kystvejen, når der resterer 2,2 km, og herefter er vejen helt flad. Vejene gennem byen er samtidig lange og lige og således perfekte for en organiseret jagt. 850 m fra stregen er der et venstresving i en rundkørsel, mens det sidst sving kommer 750 m fra mål. Denne sidste del er ofte scenen for en fantastisk jagt mellem feltet og en lille frontgruppe, hvor udbryderne både skal holde høj fart og tage sig af det taktiske spil, der ofte har forhindret dem i at køre om sejren og i stedet givet plads til, at en reduceret massespurt har afgjort løbet på en af cykelsportens mest berømte veje, Via Roma.

Løbet byder på i alt 2095 højdemeter mod 2020 på sidste års rute og 2727 på den meget specielle rute, der blev brugt i 2020.

Læs også

Klassikerrytter tæt på UAE-skifte

 LIVESTREAM HELE MILANO-SANREMO UDEN AFBRYDELSER TIL HALV PRIS
​ SÆT DIT HOLD TIL KLASSIKERSPILLET - PRÆMIER FOR OVER 20.000 KR

Vejret

Det er et velkendt faktum, at vejret altid spiller en kolossal rolle i klassikerne. Solrige og varme betingelser gør de store løb meget nemmere, mens regn og vind kan gøre det til en brutal overlevelseskamp. Traditionelt har Milano-Sanremo naturligvis haft meget bedre vejr end de nordlige klassikere, men af en eller anden grund var løbet nærmest lammet af elendige forhold i 2013, 2014 og 2015. I 2013 var kulden uudholdelig, og rytterne måtte fragtes i busser henover Tuchino-passet, mens det i 2014 regnede hele dagen. Også 2015-udgaven var en særdeles våd affære, mens i de senere år har løbet været afviklet i fine betingelser - naturligvis mest markant i 2020-sæsonens sommerudgave, hvor det var varmen, der var udfordringen

I år brydes trenden med godt vejr ikke, men der er alligevel en interessant og usædvanlig faktor, som vi faktisk også havde i sidste års løb. Gennem hele dagen vil det være solrigt med kun få skyer, og rytterne kan se frem til temperaturer på 10 grader ved den tidlige start i Milano og 16 grader på den afsluttende tur hen langs kysten.

Det interessante er vinden. På Po-sletten blæser det sjældent, og der vil fra start bare være en let vind (11-12 km/t) fra øst. Man skal dog ikke meget syd for Milano, før der vil blæse en frisk vind (20-22 km/t) fra nordøst. Den vil aftage lidt til 15-18 km/t, når de rammer kysten, men den vil hurtigt tiltage. I Savona ventes den at komme fra nord med en styrke på ca. 25 km/t, inden den igen drejer mod nordøst og når et maksimum på 31-32 km/t i Imperia umiddelbart inden Cipressa. I Sanremo ventes det også at blæse kraftig (26-28 km/t) med nu mere fra østnordøst end ren nordøst. Det giver en dag med med- og sidemedvind nærmest hele vejen. På Cipressa vil der være direkte medvind, mens der på Poggio umiddelbart vil være sidevind, men går vinden mere over i østnordøst, vil der være sidemedvind. Fra toppen vil der være medvind hele vejen, herunder på opløbsstrækningen.

Favoritterne

Milano-Sanremo er kendt som den rutemæssigt letteste af de store klassikere, men samtidig den sværeste at vinde. Det er ikke uden grund. Hvor der i de hårdeste endagsløb sker en naturlig udskilning, der kun efterlader de stærkeste til at slås om sejren, kan stigningerne i Milano-Sanremo overleves af et stort antal ryttere. Det betyder, at listen over potentielle vindere er relativt lang, specielt fordi en spurt efter 300 km er helt anderledes end en traditionel massespurt i Tour de France.

Derfor sker der tit store overraskelser, når en større gruppe ender med at skulle afgøre løbet, hvilket bl.a. afspejles i podiet fra 2016, hvor både Ben Swift og Jurgen Roelandts figurerede, selvom ingen af disse vanligvis har meget at skulle have sagt mod de hurtigste folk i en klassisk sprint. Når man dertil lægger, at de sidste stigninger kommer så tæt på mål, at verdens bedste klassikerryttere, der alle må formodes nu at være i topform, samtidig kan gøre en forskel i finalen, er det klart, at listen over vinderkandidater bliver nærmest alenlang - ikke mindst når Jasper Stuyven sidste år vise, hvordan man kan vinde løbet uden at gøre det via en spurt overhovedet.

Det er denne uforudsigelighed, der har fået mange til at beskrive Milano-Sanremo som et lotteri, og der er bestemt megen sandhed i, at held spiller en kolossal rolle i den italienske klassiker. Således var der næppe mange, der havde forudset sejrene til Gerald Ciolek og Simon Gerrans, og selvom både Matthew Goss og Arnaud Demare var på de flestes liste over mulige vindere, var det de færreste, der havde dem blandt deres fem topkandidater. Mest chokerende var naturligvis Vincenzo Nibalis sejr i 2018. Den italienske grand tour-stjerne var nemlig så formsvag, at han alene satte sit angreb ind for at trætte Sonny Colbrellis rivaler inden spurten. Alligevel lykkedes det ham at udnytte en mangel på organiseret jagt til at tage karrierens mest uventede triumf. Sidste sæsons sejr til Jasper Stuyven var heller ikke den letteste af forudse.

Det er altid et stort spørgsmål, om løbet skal afgøres i en spurt, eller om en gruppe kan holde hjem. Med Pompeiana og Le Manie ude er løbet imidlertid tilbage i dets helt traditionelle format, og her taler historien sit tydelige sprog. Da løbet benyttede denne rute i 1990erne og første del af 2000erne, lykkedes det kun for Filippo Pozzato i 2006, Paolo Bettini i 2003 og Gabriele Colombo i 1996 at snyde de hurtige folk i en æra, hvor La Primavera var stærkt domineret af sprintere.

Efter den seneste tilbagevenden til den gamle rute i 2014 har scenariet imidlertid klart ændret sig. End ikke det dårlige vejr i 2014 og 2015 kunne ændre på det forhold, at sprinterne kom til fadet, og vi fik tre massespurter i træk mellem 2014 og 2016. Reelt skal 2018-udgaven også regnes som en sprinterudgave, for det var kun Nibalis særprægede overraskelsesangreb, der gjorde forskellen, mens de eksplosive folk ikke kunne gøre forskellen.

Læs også

Overraskende prologvinder udgår med slemt brud

Det er siden 2017, at vi har set forandringen, og de fleste gange har Julian Alaphilippe spillet en rolle i at snyde sprinterne. Han har kørt løbet fem gange, og både i 2017, 2019, 2020 og 2021 har han været med til at gøre en forskel, der er holdt hele vejen hjem. 2020-udgaven er grundet den betydeligt hårdere rute og megen varme lidt speciel og ikke rigtigt brugbar som sammenligningsgrundlag, men selvom sprinterne stadig har en historisk overhånd på denne rute, synes chancerne for en massespurt i dag at være reduceret, også ganske betydeligt. Det er trods alt nu fem år i træk, at vi ikke har haft en spurt, og selv hvis vi regner 2018 som et sprinterår, står den stadig 4-1 i angribernes favør.

Vejret spiller altid en afgørende rolle i Sanremo, og det vil helt sikkert blive en nøglekomponent også i år. Denne gang skyldes det imidlertid ikke, at vi får en gentagelse af de episke 2013-forhold, som stadig står mejslet i mangen en cykelfans erindring, eller det sommervejr, som fik alle til at smelte i august i 2020. I stedet venter der betingelser, jeg ikke mindes fra tidligere udgaver af løbet, før vi fik dem sidste år - og nu får vi dem minsandten igen på præcis samme måde, som det var tilfældet for et år siden.

Det er nemlig en voldsom blæst, der rammer Italien på lørdag, og med en generel sidemed- og medvind hele dagen vil jeg tro, at Gianni Bugnos hastighedsrekord på 45,802 km/t fra 1990 meget vel kunne stå for fald. Det troede jeg ganske vist også sidste år, hvor Jasper Stuyven ”kun” nåede Sanremo med en gennemsnitsfart på 45,06 km/t, men chancen er reel igen i år, særligt hvis løbet køres så aggressivt, som jeg tror. Til gengæld bliver det nok svært at erobre Ruban Jaune - prisen for historiens hurtigste løb på over 200 km - som mellem 1997 og 2015 fem gange i træk blev slået i Paris-Tours, inden Philippe Gilbert med vilde 50,63 km/t over 219,6 km satte den aktuelle rekord på den vilde, voldsomme og episke sidevindsetape i Vueltaen i 2019, hvor han som den første brød grænsen på 50 km/t. Dertil er distancen for lang, og der er for lang en fase, hvor det går roligt for sig.

Farten vil også gøre det til et vanskeligt løb. Rytterne kommer til at blæse hen over Po-sletten og senere hen langs kysten, og det bør alt sammen bidrage til et betydeligt hårdere løb, end vi ofte får. Det bliver slet ikke så gratis at sidde på hjul, som det plejer, og det er ganske dårligt nyt for sprinterne.

Spørgsmålet er så, om vi ligefrem kan se sidevindskørsel med de voldsomme vindstyrker, der bare øges gennem dagen. Det vil dog trods alt undre mig. Der er som regel ret megen læ op langs den kuperede kyst, hvor vinden vil komme fra land- og ikke vandsiden. Dertil kommer, at vinden på den flade og mere åbne Po-slette ikke er helt så kraftig, og sidste år, hvor vinden var endnu kraftigere, var der aldrig optræk til sidevindskørsel. Den risiko kan derfor nok afblæses, men vinden bør alligevel bidrage væsentligt til løb med den ekstra vanskelighedsgrad, den vil give.

Vindretningen på de sidste stigninger er altid helt afgørende. I år vil der være sidevind på den lette Capo Mele, men medvind på de to øvrige af Tre Capi-stigningerne, også den ret hårde Capo Berta. Allerede her kan der lægges et vist tryk og blive skabt den første udskilning.

Dernæst vil vinden stå direkte i ryggen på Cipressa og stort set hele vejen hjem. Skal det nogensinde igen lykkes at vende tilbage til tidligere tider og køre hjem allerede herfra, skal det være i år med den kraftige medvind. I de senere år har vi ikke rigtigt set de store angreb på Cipressa - snarere på den tekniske nedkørsel - og i stedet er den blevet brugt til at lægge et pres. Om det går på samme måde denne gang, er jeg til gengæld ikke helt sikker på.

Allervigtigst er traditionelt vindretningen på Poggio, og her brydes medvindstrenden lidt. Faktisk vil der modvind på den nedre del, inden man får sidevind på den lange lige vej, der udgør hovedparten af stigningen. Noget tyder dog på, at vinden i selve Sanremo-regionen vil være mere i østnordøst end i nordøst. Bliver det tilfældet, er det endnu værre for sprinterne end sidste år. I givet fald vil vi nemlig have sidemedvind, og netop vindretningen på Poggio er altid det, sprinterne studerer allermest. Caleb Ewan taler sjældent om andet, når han bliver bedt vurdere sine chancer - og han beder altid for modvind. At der herefter vil være medvind hele vejen ind til stregen vil blot gøre det endnu sværere at skabe samling - og det vil gøre det endnu lettere at lave den taktiske Stuyven-manøvre, der sidste år gav sejr, og som er et stærkt våben i en finale, hvor de hurtige folk kan være isolerede.

Konklusionen er klar. Vejrudsigten gør det uhyre svært for sprinterne, der bestemt ikke får noget foræret denne gang. Én ting er, at det generelt hurtige løb vil gøre det mere selektivt og formentlig føre til et mindre felt til sidst. Noget andet er, at den gunstige vind i finalen vil gøre det endnu lettere for de bedste puncheurs at gøre som i 2017, 2019, 2020 og til dels i 2021, nemlig både at køre væk og holde hele vejen hjem.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Endnu dårligere nyt er der for sprinterne, når man forsøger at spå om holdenes taktik. Her tegner der sig to nøglemandskaber - egentlig burde der også have stået Quick-Step på listen, men efter Julian Alaphilippes afbud må de nu regnes som outsidere - og det er naturligvis Jumbo og UAE. Begge kommer med den klare intention at undgå en massespurt, og det er en almindelig forventning, at de to hold vil lægge pres på fra det øjeblik, vi rammer Tre Capi-stigningerne. UAE er nu endda uden Matteo Trentin, der ikke er kommet sig efter sit styrt i Paris-Nice, og det betyder, at de møder med en brølstærk klatretrup, der alene har til formål at gøre løbet så hårdt, at Tadej Pogacar kan gøre forskellen i finalen. Jumbo har slet ikke samme klatrestyrke og vil ikke kunne skabe samme blodbad, men sammen bør de nok kunne sikre, at det i et medvindsløb bliver et meget mærket felt, der rammer Cipressa.

Som sagt har Cipressa i de seneste år været reduceret til lidt af en parentes i løb, hvor alt har handlet om Poggio, og vi skal tilbage til 1996 for at finde det seneste succesrige Cipressa-fremstød. I år er der imidlertid megen spekulation, om det kan ændre sig. Alle ved, at Pogacar ikke er bange for at angribe tidligt, og han har allerede offentligt leget lidt med ideen om at angribe allerede på den sværeste af de to stigninger.

Det kan der sagtens være en ide i. Cipressa er betydeligt sværere end Poggio, der - som vi så sidste år, hvor Caleb Ewan rundede toppen i baghjulet på Wout van Aert - selv for et nu fuldvoksent monster som Pogacar kan være vanskelig at bruge til at sætte de mest klatrestærke afsluttere. Det vil særligt være tilfældet, hvis vi får sidevind og ikke den medvind, som der kun måske kan være udsigt til. Kan han skabe en lille gruppe på Cipressa, vil han få det blodbad, han drømmer om, for så vil det være langt lettere at køre fra sine sidste rivaler på Poggio til sidst. Med den direkte medvind på kystvejen mellem de to stigninger er det også året, hvor et tidligt angreb måske kan lade sig gøre.

Skal det lykkes, kræver det dog allierede. Det helt afgørende bliver, hvad Wout van Aert vil. Tør han satse butikken på en offensiv på Cipressa, hvis de hentes, og han herefter mangler de fornødne kræfter på Poggio? Det er ikke helt indlysende. Naturligvis vil han svare på et angreb, men vil han samarbejde?

Det tror jeg faktisk, at han vil. Meget vil tale for, at han vil have Primoz Roglic med i et sådant fremstød, og så er situationen pludselig slet ikke så dårlig. Det vil definitivt eliminere Caleb Ewan og de andre sprintere, og det vil gøre finalen så hård, at risikoen for en Stuyven-sniger nede i Sanremo er mindre. Van Aert er heller aldrig bange for at køre offensivt, og jeg vil tro, at Jumbo er med på en Cipressa-offensiv, hvis Pogacar sender en invitation.

De skal dog bruge flere allierede, og her er Ineos oplagte at kigge på. Rammer han stigningen i en ordentlig position, er Tom Pidcock formentlig også med i front, og han vil i hvert fald også gerne derudad. Som han klatrer lige nu, tør jeg endda ikke helt udelukke, at selv Filippo Ganna kan være med i festen, og hvis man har Ganna, Van Aert, Roglic, Pidcock og Pogacar til at føre på det flade, ser det pludselig slet ikke så let ud for feltet, selvom de fleste af de øvrige hold skulle deltage i jagten. Læg dertil, at Matej Mohoric, hvis han er i form igen efter sit Strade-styrt, er endnu en oplagt allieret, nu hvor Bahrain i fravær af bronkitisramte Sonny Colbrelli også vil have så hårdt et løb som muligt, og han vil endda have nedkørslen som et våben, hvis ikke han i første omgang kan svare på et Pogacar-angreb - et våben, som også den velkørende Søren Kragh vil have. Måske kan Pogacar endda få den formstærke Alessandro Covi med i et sådant angreb

Får vi så en Cipressa-offensiv? Jeg er ikke sikker, men jo mere man iagttager Pogacars kørsel, jo mere plausibelt synes det at være. Om det så holder hele vejen, er også et åbent spørgsmål, men jeg anser faktisk sandsynligheden som ganske stor. I det tilfælde kan vi få et i moderne sammenhæng helt nyt Sanremo, hvor de bedste klatrere skal slås om det på Poggio. Om de så kan sætte hinanden på den meget lette bakke, er usikkert, men har de kørt fuldt igennem på Cipressa og på det flade, vil chancen være betydeligt større, særligt med den varslede medvind. Det vil i hvert fald øge chancen for en solosejr kraftigt. Poggio er efter 300 km trods alt så svær, at ingen kunne følge Julian Alaphilippe og Wout van Aert, da vi havde en hård udgave i 2020 - og faktisk kørte verdensmesteren jo fra belgieren, som først kom tilbage på nedkørslen.

Det er også muligt, at det bliver mere klassisk. I det tilfælde vil UAE formentlig nøjes med at lægge et benhårdt pres på Cipressa, og så vil vi have den velkendte vilde positionskamp frem mod Poggio, hvor positionering i et stort felt altid er altafgørende. Farten er som regel tårnhøj fra bunden, når der lægges pres på inden angrebene, og på en højhastighedsstigning er det meget svært at bevæge sig frem. Rammer man bakken blandt de bagerste, vil man ikke kunne køre med i angrebene, heller ikke selvom man hedder Pogacar.

Også i det scenarium tror jeg, at det bliver svært for sprinterne i år. Kombinationen af et hårdt pres og den kraftige medvind gør, at det virker usandsynligt, at vi i år får den første spurt siden 2016, selvom scenariet aldrig kan udelukkes. Feltet er aldrig mere end et par sekunder bag de forreste, og dårligt samarbejde i Sanremo kan ødelægge alt. Mest sandsynligt vil det dog i dette Poggio-scenarium dog være, at vi får den klassiske gruppe - formentlig mindre end sidste år - og de kan herefter drage fordel af den uhyre tekniske nedkørsel til måske at gøre en forskel, spurte om sejren eller køre en taktisk finale, hvor man kan lave en Stuyven-manøvre til sidst.

Læs også

Belgisk stjerne usikker til Touren

Sidstnævnte gør, at alle, der overlever Poggio i en lille gruppe, reelt har en chance for at vinde, og her bliver det meget afgørende, om der vil være isolerede kaptajner. Caleb Ewan har fået et overraskende svagt hold til rådighed, og han vil formentlig sidde alene, hvis han overlever så langt, men denne gang bliver Stuyven-manøvren mindre sandsynlig, da det er svært at tro, at Roglic ikke vil sidde hos Van Aert - i hvert fald hvis løbet først åbnes på Poggio.

Konklusionen er, at vi i år formentlig skal arbejde med både et Poggio- og Cipressa-scenarium, og det er Pogacar og Jumbos samarbejdsvilje, der bestemmer, hvilket vi får. Poggio er formentlig stadig det mest sandsynlige, men jo mere, jeg tænker over det, jo mere tror jeg på, at vi får en lille gruppe allerede efter Cipressa. Uanset om vi ender det ene eller det andet sted, anser jeg en massespurt som mindre sandsynlig, og skal en rytter som Ewan vinde løbet, skal han formentlig klatre lige så godt som sidste år samt stole på et Poggio-scenarium. Et Cipressa-scenarium vil blive for hårdt for ham, da han næppe kan matche et Pogacar-angreb på den stejleste af de to stigninger.

 LIVESTREAM HELE MILANO-SANREMO UDEN AFBRYDELSER TIL HALV PRIS
​ SÆT DIT HOLD TIL KLASSIKERSPILLET - PRÆMIER FOR OVER 20.000 KR

Den udvikling er god for Wout van Aert, der under disse betingelser ender som min favorit. Selv i en massespurt vil belgieren altid være en vinderkandidat, selvom vi så sent som sidste år fik bekræftet, at han ikke har Ewans topfart. Hans bedste chance kommer imidlertid i det hårde løb, der også gav ham sejren for to år siden, og som der kunne være udsigt til igen i år. Hans strategi med at skippe cross-VM og køre et relativt roligt program med fridage under Paris-Nice synes at have båret frugt. I hvert fald var han nærmest uhyggelig, da han overtog Roglics rolle som feltets chefmonster og i søndags var hovedansvarlig for, at Simon Yates i dag ikke kan kalde sig vinder af Paris-Nice.

Spørgsmålet er, om han ender med at betale samme pris som sidste år. Her gravede han netop så dybt i Tirreno, at han aldrig lykkedes med at komme sig - en fejl, han begik senere på året i Tour of Britain, hvor han ødelagde sit VM og sit Roubaix. I søndags gravede han i hvert fald formentlig dybere, end han havde ønsket sig, men han har stadig haft en meget mildere sæsonstart end sidste år, hvor han blev nr. 4 i et brutalt Strade Bianche og kørte sig til den samlede 2. plads i Tirreno. Denne gang vil det undre, hvis ikke han er frisk og tæt på 100%, når han starter på lørdag. I søndags så han i hvert fald ud til at være tæt på.

Van Aert vil være den naturlige favorit i både et Poggio- og et Cipressa-scenarium. Der er ingen tvivl om, at Pogacar er en bedre klatrer end ham, men på Poggios bløde procenter får selv sloveneren svært ved at sætte ham. Det lykkedes ganske vist for Alaphilippe for to år siden, men ikke med så meget, at Van Aert ikke kunne komme tilbage på nedkørslen. Sidstnævnte vil altid være et fremragende våben for belgieren, der er en af feltets tekniske dygtigste og bør kunne køre eksempelvis Pogacar ind, hvis han igen må give et par meter. En spurt nede i Sanremo kan altid give overraskende udfald - bare se på, hvordan det gik, da Peter Sagan spurtede mod Michal Kwiatkowski og Julian Alaphilippe i 2017 - og derfor kan han aldrig vide sig sikker, men som han viste for to år siden, er han svær at bide skeer med i en afgørelse efter 300 km. En større risiko er det, at vi igen får en lidt for stor gruppe, som vi gjorde det sidste år, men denne gang vil der være den væsentlige forskel, at han formentlig kan regne med Roglic i finalen. Kører sloveneren som den rene hjælper, han har annonceret, bliver en Stuyven-manøvre svær, og dermed ligner Van Aert manden, der skal slås, uanset om løbet udvikler sig efter det ene eller det andet scenarium.

Da han annoncerede sin deltagelse i januar, lignede Tadej Pogacar en stærk outsider, men næppe en af topfavoritterne. Det har ændret sig. Dels er der selvfølgelig afbuddene fra to af de tungeste favoritter i form af Mathieu van der Poel og Julian Alaphilippe, og dels har sloveneren været så skræmmende de seneste dage, at en tredje monumentsejr på 11 måneder nu slet ikke ser så usandsynlig ud. Pogacar har endda fået betingelserne, som han vil have det. Den voldsomme medvind vil formentlig gøre løbet til en af de hårdeste udgaver, og det er netop forudsætningen, hvis han skal vinde. Derudover har han klare allierede i Jumbo og Ineos, der har en tilsvarende interesse i et hårdt løb, sprinterholdene ser svage ud, og han har et meget stærkt hold, der uden Trentin alene har til formål at sætte hans angreb i scene.

Pogacar er så godt kørende, at han kan vinde fra begge de omtalte scenarier, men Cipressa-scenariet giver ham klart den bedste chance. Kan en lille gruppe køre væk allerede fra den første af de to stigninger, vil finalen på Poggio blive så hård, at selv Van Aert kan komme under pres af de vilde forceringer, sloveneren leverer i disse dage. Alaphilippe viste som sagt for to år siden, hvordan belgieren - der dengang efter sin Strade Bianche-sejr var i absolut flyvende form - kan sættes, hvis man har det rette kick, og selvom Pogacar på det område måske ikke helt kan matche verdensmesteren, synes hans accelerationer blot at blive stærkere og stærkere. Jeg tvivler på, at han kan køre alene hjem, hvis det alene skal afgøres på Poggio, men skaber han selv Cipressa-scenariet, ligner det ikke en umulighed, selvom nedkørslen nok vil gavne crossrytterne mere end ham,

Pogacars bedste chance er at køre alene hjem, men man gør dumt i at undervurdere ham i en spurt. Han overspurtede Alaphilippe i Sanremo sidste år, og franskmanden vandt i 2019 som bekendt dette løb i en spurt i en relativt stor gruppe, som talte blandt andre Sagan. Skulle Pogacar overspurte Van Aert, eksempelvis i en duel mellem bare de to, vil det være præcis lige så overraskende, som da Kwiatkowski slog Sagan i en lignende situation i 2017. En spurt efter 300 km giver mærkelige udfald, hvad Sagan efterhånden har erfaret et hav af gange, og derfor vil der være sket større sensationer end en spurtsejr til Pogacar i en mindre gruppe. Med andre er sloveneren i spil på flere måder, med Cipressa-scenariet som den klart foretrukne, og derfor virker det ikke længere spor usandsynligt, at han på lørdag skriver sig yderligere ind i historiebøgerne, hvor hans kapitler allerede er ganske lange.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Løbets helt store joker er Tom Pidcock. Efter han trak fra Strade Bianche med sygdom, har der været musestille om briten, og det er helt uklart, hvor hårdt han var ramt. Sidste år betød netop sygdom i tiden mellem Strade Bianche og Sanremo, at vi skulle frem til Brabantse Pijl, inden han fandt sine bedste ben, men alligevel kørte han finale i dette løb, dog mest som det tynde øl. I år er der grund til at tro, at han er stærkere. I hvert fald var hans base betydeligt bedre i en åbningsweekend, hvor han overraskede sig selv med et højere niveau, end han havde ventet. Har sygdommen bare været af mildere karakter, kan han være tæt på 100% nu - og den Pidcock, vi så i Amstel Gold Race sidste år, vil være svær at bide skeer med her.

Nærmer han sig sit topniveau, vil han have en god chance for at følge Pogacar og Van Aert i de angreb, der måtte komme på Cipressa og Poggio. Han er måske den af de tre, der passer dårligst til disse højhastighedsstigninger, men en Pidcock på 100% kan sagtens være med. Derefter vil han have flere kort at spille. Han vil formentlig stadig være regnet som den mindst farlige af de tre, og det kan måske give ham en chance for at spille det taktiske spil, men hovedscenariet må være, at han skal stole på sin spurt. Her viste han sidste år i Brabantse Pijl og Amstel Gold Race, at Van Aert på ingen måde kan vide sig sikker, selvom denne helt flade medvindsfinale nok vil gøre en spurtsejr vanskeligere. På den anden side har Kwiatkowski én gang tidligere vist, at en Pidcock-type på Via Roma kan overspurte en Van Aert-type, og derfor vil det ikke være spor overraskende, hvis det bliver på lørdag, at Pidcock vinder sit første monument.

Hvad så med Mathieu van der Poel? Det kom som en glædelig overraskelse, at han deltager, men han er også løbets helt store spørgsmålstegn. Det er stensikkert, at han endnu ikke er på toppen, men modsat holdets meget forsigtige udmelding lyder han selv ganske optimistisk. I hvert fald siger han klart, at han kun stiller op, hvis han tror, at han kan vinde, og at han føler sig stærkere end ved sidste års VM og Roubaix. I de løb blev han som bekendt hhv. nr. 8 og 3, og så kan udgangspunktet ikke være helt ringe.

Havde det været Flandern Rundt eller Paris-Roubaix, havde jeg ikke rangeret ham som nr. 4. De løb er nemlig så hårde, at man med det samme betaler en pris, hvis ikke man er på toppen. Sagan, der jo var i skræmmende dårlig form sidste år, både i Tirreno og de efterfølgende brostensklassikere, bekræfter imidlertid, at Sanremo er så ”let”, at man kan komme meget langt, selvom man ikke er 100%. Det er klart, at Van der Poels tilgang vil være defensiv og ikke offensiv, som den plejer, og får vi mit Cipressa-scenarium, vil jeg også tro, at han løber tør for kræfter på Poggio, da hans motor næppe rækker til et Pogacar-angreb efter så hårdt et løb.

Hvis til gengæld UAE blot lægger pres på og venter med det slovenske angreb til Poggio, vil Van der Poel kunne bringes i spil. Poggio er en let stigning, hvor Sagan bekræftede, at man kommer langt på sit punch, og med de optimistiske meldinger må man antage, at Van der Poel vil have en fair chance for at sidde med de bedste, hvis ikke han er så nonchalant med sin positionering, som vi for ofte har set det. Efter en hård dag har han før slået Van Aert, nemlig i Flandern Rundt, og der findes ingen af de favoritterne til det hårde scenarium, han ikke kan slå på Via Roma. Med den begrænsede forberedelse vil en sejr være en overraskelse, men med den optimisme, han udstråler, vil det bestemt ikke være en sensation.

En rytter, der må føle sig svigtet af vejrguderne, er Caleb Ewan, der med sine to andenpladser i forvejen må føle, at Sanremo vil ham det ondt. I hvert fald skulle der et sandt Nibali-mirakel til for at slå ham i 2018, og sidste år var det en uventet Stuyven-sniger, der snød ham for det fulde udbytte af sit livs klatrepræstation - en præstation, der betød, at han rundede Poggio som en af de allerførste. Dengang kom det som en kæmpe overraskelse, da Ewan forinden havde været formsvag og var udgået af Tirreno med sygdom, men klatrer han på samme niveau i år, vil det overhovedet ikke undre. Sidste år kom den forbedrede klatring som følge af dedikeret klatretræning, og samme opskrift har han benyttet i år. Det synes at have givet frugt, for Ewan har virket uhyre overbevisende på stigningerne i både Var, Kuurne og ikke mindst Saudi Tour - præstationer, der har efterladt ham sprængfyldt med selvtillid og tro på egne evner. Han udgik ganske vist af Tirreno som følge af et helt ligegyldigt styrt, der ikke var værre, end at han vandt etapen samme dag, og det handlede vist mest om at spare sig inden dette løb, hvor han må formodes at være tæt på sit livs form.

Som jeg skriver ovenfor, bliver Cipressa-scenariet formentlig for svært for ham, men efter sidste års klatrepræstation er det klart, at han kan vinde fra Poggio-scenariet, også selvom vi ikke får den massespurt, hvor han vil være den naturlige favorit, hvis han med hjælp fra Florian Vermeersch kan klare den positionskamp, hvor han kan være svingende. Pogacars deltagelse er en alvorlig streg i regningen, og det vil være vanskeligere for ham at hænge på til toppen denne gang, men med sine saudiske klatreben og benene fra sidste år ligner det ikke en umulighed - også fordi vinden optrådte sig tilsvarende sidste år. Igen vil han have den udfordring at kontrollere opløbet i Sanremo, hvor han formentlig vil være helt alene, men her kan han meget vel have en allieret i Jumbo, der i den situation nok stadig vil bruge Roglic til at undgå ”en Stuyven”. En spurtsejr er inden for rækkevidde, men lige nu ser det ud til, at Pogacar meget vel kan gøre løbet så hårdt, at selv hans lige nu meget overbevisende klatreben ikke er nok.

Sidste år var der megen ballade i Italien over, at Filippo Ganna havde ofret sig for sit hold ved at lægge et tidligt pres på Poggio. Dengang virkede kritikken latterlig og udtryk for den overvurdering af italienerens evner, som også kommer til udtryk, når italienere beskriver ham som mulig grand tour-vinder. I år er billedet imidlertid anderledes. Ganna har i foråret leveret sit livs klatrepræstationer, først i Provence, siden i UAE Tour og senest på 4. etape i Tirreno. Særligt præstationerne på de bløde procenter på Jebel Jais i Emiraterne viser, at han med sin power har en chance for at være med på bløde højhastighedsstigninger. Endnu mere opløftende var hans kørsel på Bellante-stigningen i Tirreno. Ganske vist løb han tør for kræfter i finalen, men da Remco Evenepoel kom med et stærkt angreb ved første passage af stigningen, viste Ganna, at han også har punchet til at svare på den slags angreb, når procenterne er medgørlige - og der var de endda vanskeligere, end de er på Poggio.

Som sagt tror jeg på, at Ganna kan være med i et tidligt angreb på Cipressa, men det scenarium vil formentlig alligevel ende med at være for hårdt. Skal det til gengæld afgøres på Poggio alene, ligner han en mand med en god chance for at runde toppen med de bedste. I det tilfælde står han ikke dumt. Sandsynligheden taler for, at han og Pidcock vil udgøre en duo, og her vil Ganna være livsfarlig. Får han blot én meter, hjælper det næppe meget, at Van Aert skulle have Roglic til at jagte. Ganna er manden, der for alt i verden ikke må få et forspring på vejen mod Via Roma, men lige nu ser han stærk nok ud til, at han kan bringe sig i en position til at lave ”den Stuyven”, der er hans vej til sejr. I år bliver han i hvert fald ikke ofret i et løb, han har gjort til et stort, stort mål, og han viste med sin vilde sejr på et bjergmaraton i Giroen i 2020, at han synes at have motoren til distancen, som dog fortsat er en ubekendt.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Primoz Roglic har gjort det helt klart, at han er rejst til Italien for at hjælpe Van Aert, og efter den store gave, han fik af sin holdkammerat i lørdags, er lysten til at ofre sig 100% næppe blevet mindre. Det vil derfor være overraskende, hvis Roglic ender i en position, hvor han faktisk kan gå efter sejren, men umuligt er det ikke. Dels er der naturligvis altid risikoen for, at Van Aert har uheld - og det er nok hans bedste vej til succes - men det kan heller ikke udelukkes, at holdet havner i en situation, hvor de vælger at bruge overtallet lidt mere kreativt end blot at bruge Roglic til at holde det samlet i Sanremos gader, hvad der ellers ligner hans primære opgave. Hvis Ewan eksempelvis sidder i gruppen, vil det ikke være dumt at brede paletten lidt ud fremfor at satse entydigt på en spurt, men det scenarium, hvor Pogacar ender i en Jumbo-sandwich nede i Sanremo, hvad der nok er mest sandsynlig, hvis løbet er åbnet på Cipressa, er bestemt ikke umuligt at forestille sig. Her vil meget stadig tale for, at holdet vil stole på Van Aerts spurt, men i virkeligheden vil det vel være klogest at angribe ham på skift. Hvis Pogacar i den situation ikke kan svare det hele, er det ikke svært at regne ud, om han foretrækker en sejr til en belgier eller til en slovensk ven, han endda efter eget udsagn stadig føler en vis gæld til efter det vilde kup, han leverede i Vogeserne i 2020.

Hvis Pidcock er den ene ubekendte, er Matej Mohoric den anden. Sloveneren har ikke kørt siden sit styrt i Strade Bianche, og da han i forvejen ikke viste meget i løbene forinden, aner vi ikke, hvor han står. Hidtil har han altid skuffet i forårsklassikerne, hvor hans resultatliste er begrænset, men sidste efterår nåede han også et niveau, han aldrig tidligere har været i nærheden af. Hans kørsel i åbningsweekenden gav efter en opløftende start i Valencia indtryk af, at han er på rette vej, og hvis ikke styrtet har sat ham for meget tilbage, vil han være i spil til det hårde løb, vi har udsigt til. Han er ikke så klatrestærk og eksplosiv som de tre topfavoritter, men han har et gyldent våben i sin nedkørsel, både efter Cipressa og Poggio. Faktisk har han brugt den til at komme tilbage til fronten i både 2019 og 2021, hvor han begge gange var med i den lille gruppe nede i Sanremo, og det var endda dengang, hvor hans niveau var et helt andet. Selvom han senest i Valencia viste, at han sagtens kan spurte, er det svært at se ham vinde en spurt på Via Roma. Til gengæld er han et af de allerbedste bud på at lave ”en Stuyven”, hvis han begynder at nærme sig de ben, han havde i efteråret.

Der er ikke megen snak om Alessandro Covi, men det kan vise sig at være en fejl. UAE har ikke meldt hierarkiet ud, men meget taler for, at han vil være holdets plan B. Formentlig vil han få frihed til at gå med i sin kaptajns angreb, uanset om det bliver på Cipressa eller Poggio. Han er uhyre svingende og derfor svært utilregnelig - ikke mindst fordi hans Strade Bianche var skuffende - men hans niveau har i år været uhyre overbevisende. Seneste klatrede han som en drøm i Trofeo Laigueglia, og disse meget eksplosive stigninger passer ham langt bedre, som han viste på de to første etaper i Andalusien. Sidder han i finalen sammen med Pogacar, vil han stadig være lynhurtig i en spurt, men næppe hurtig nok til at vinde. Til gengæld vil holdet formentlig forsøge at udnytte et overtal og ikke som eksempelvis Jumbo forsøge at kontrollere. Jeg ved godt, hvilken af de to UAE-ryttere der vil få mest frihed - og så kan vi pludselig stå med en populær italiensk vinder.

Hvis Ewan mangler en makker, når han skal sende klagebreve til vejrguderne, kan han ringe til Jasper Philipsen. Belgieren har med den forrygende hurtighed, han har opnået de seneste to år, vist, at han sammen med sin australske kollega vil være den store favorit, hvis det ender i en massespurt. Modsat Ewan fejler han aldrig i sin positionering, der er hans helt store styrke, og hans fart er også meget tæt på at være på niveau med australierens. Får Philipsen chance for at spurte om sejren i Sanremo, er der al mulig grund til at tro, at han kan vinde.

Får han så det? Han har imponeret mig med sin holdbarhed og klatrede fornemt i Paris-Nice. Han bør ikke få problemer med at overleve Poggio, men jeg ser ham til gengæld ikke være med på samme måde, som Ewan var det sidste år. Der er også usikkerhed om hans form efter et styrt på 2. etape i Paris-Nice og ikke mindst den sygdom, der sendte ham ud af løbet. Han er frisk igen, men i et medvindsløb skal Philipsen formentlig være tæt på 100% for at vinde, og spørgsmålet er, om han er det. I forvejen anser jeg en massespurt som usandsynlig, men da den ikke er umulig - heller ikke i et medvindsløb - er Philipsen stadig at regne som en af de tungere favoritter.

Efter et sent afbud fra Jasper Stuyven er Mads Pedersen alligevel blevet udtaget til et løb, han ellers havde valgt fra. Det er godt nyt, da den formstærke dansker længe har lignet en oplagt kandidat til en af de klassikere, der passer ham allerbedst. Tidligere ville jeg have vurderet, at han ville få svært ved at overleve de to sidste stigninger, der er lidt for lange til, at han kan klare dem på sit punch, men med sin nuværende superform og sin store motor over lange løb anser jeg det nu som usandsynligt, at han ikke klarer Poggio. Til gengæld vil så lange stigninger for Pedersen som regel handle om overlevelse, og han vil næppe være i stand til at gå med de bedste i angrebene. I Cipressa-scenariet er han i hvert fald ude af billedet, og i Poggio-scenariet tror jeg også, at Pogacar, Van Aert og co. er for stærke trods hans åbenlyse form.

Derfor er medvinden og Pogacars deltagelse dårligt nyt. Som sagt vil begge forhold bidrage til et løb, der næppe ender i den spurt, som lige nu ligner Pedersens vej til sejr. Hvis alligevel vi får en spurt, ligner han en af de største favoritter - foran Van Aert og kun overgået af Ewan og Philipsen. Vi så i Paris-Nice, at han lige nu synes markant hurtigere end Jumbo-kaptajnen, men det er også klart, at Ewan og Philipsen på papiret er hurtigere. Meget er dog anderledes efter 300 km, hvor Pedersens motor for alvor kommer til sin ret, og han er tillige god i den positionskamp, der altid er temmelig kaotisk, selvom han kan tabe en pris for et svagt hold. Særligt Ewan er svær at bide skeer med på Via Roma, men skal Pedersen slå ham, skal det være efter så langt og hårdt et løb. Desværre for ham hjælper vinden ham næppe med at få den store sejrschance, hans form ellers burde give ham.

En af de positive overraskelser i Paris-Nice var Søren Kragh. Danskeren havde bestemt ikke virket overbevisende i optakten, men i Frankrig lignede han endelig igen den rytter, der imponerede så stort i 2020. Senest vi så Kragh i en god forfatning, var som bekendt i dette løb for et år siden, og hvor hans præstation dengang kom som en overraskelse, ved vi denne gang, at han er i form. Med Kragh gælder altid, at man aldrig ved, hvad man skal forvente, men holder han det tårnhøje niveau, han viste på sidste etape, virker det ikke usandsynligt, at han kan spille samme rolle som sidste år. Cipressa-scenariet bliver nok en anelse for hårdt, men skal det hele afgøres på Poggio, skal han blot klatre på samme niveau, som han gjorde sidste år, hvor han var en af de stærkeste, eller bruge sin nedkørsel til at komme tilbage. Spurte kan han også, men det bliver næppe på lørdag, at Kragh slår Van Aert på stregen. Til gengæld har han nu flere gange - to gange i Touren og sidste år i Sanremo - vist, at han mestrer kunsten at lave ”en Stuyven”. Undgår han denne gang en blid medpassager, kan det sagtens ende med at gå anderledes, end det gjorde for et år siden.

Det var netop Jasper Stuyven, der var han blinde medpassager for et år siden, og det kom som en overraskelse for de fleste, at belgieren skulle ende som løbets vinder. Dengang havde han ikke vist meget i optakten, men han havde alligevel virket stærkere, end han har gjort i år. Denne gang køres Roubaix senere, og derfor har han helt bevidst holdt igen med sin løbsaktivitet med en usædvanligt sen debut i åbningsweekenden. Her manglede han fortsat en del, og heller ikke hans Paris-Nice virkede alt for overbevisende. Der var dog heller ikke mange etaper, der passede ham, og Stuyven har i de senere år været ganske god til at time sin form. Sidste år var han uhyggeligt konsistens i sine klassikere, inden han måske nåede sit højeste niveau nogensinde ved VM. Det er ikke min fornemmelse, at han har samme niveau, og jeg tvivler denne gang på, at han kan gå med de bedste, men han har omvendt ikke vist noget, der udelukker, at han vil have de samme ben som sidst. Heller ikke han slår trods sin fine spurt Van Aert på stregen, men den bedste til at lave ”en Stuyven” må vel i virkeligheden være netop Stuyven.

Læs også

LIVE nu: Tobias Lund i førertøjen sat

En rytter med potentiale til at overraske er Alex Aranburu. Baskerens niveau er temmelig svingende, og derfor skal man altid være varsom med at skrue forventninger op, men hans præstation i Tirreno var lovende. Han var i hvert fald bedre, end jeg havde ventet på Bellante-etapen, der med sine højhastighedsstigninger minder meget om det, han vil møde her, hvor han med 7. pladser i sine to første forsøg allerede har vist sine evner. Særligt var det opløftende, at han sidste år gik med de bedste på Poggio, og hans nuværende form indikerer, at det er muligt igen. For Aranburu gælder imidlertid altid, at hans positionering formentlig kan ende med at koste ham det hele, og sidste år var det faktisk også et lille mirakel, at han endte i front, når man så på hans position tidligere på Poggio. Lykkes det Movistar at bringe ham frem, uanset om der angribes på Cipressa eller Poggio, synes han at have formen til at køre finale, men vejen til sejr går for ham også via ”en Stuyven”, da han trods sin fine spurt aldrig vil overspurte Van Aert.

En anden rytter, det kan være værd at holde øje med, er Anthony Turgis. Han har kørt temmelig svingende i år, men det er min fornemmelse, at han er ganske velkørende. I hvert fald var hans angreb på 1. etape i Paris-Nice meget overbevisende, og han klatrede chokerende godt på Col de la Mure fire dage senere. Sidste år nåede han helt nye højder i klassikerne, hvor han lignede en af de allerbedste i Flandern Rundt, men også i dette løb kørte han med de bedste på Poggio. Der er bedre klatrere end ham, men han har både punchet og positioneringsevnen til at være med. Cipressa-scenariet bliver nok for hårdt, men i et Poggio-scenarium er han i spil. Han er så hurtig, at han vil være en af de få, der kan choksejre mod Van Aert - bare se på hans 2. plads i Kuurne sidste år - men hans bedste vej til sejr er stadig ”en Stuyven”. Her er det næppe en ulempe, at han stadig af de fleste regnes som en total underdog.

En rytter, der har skuffet i optakten, er Michael Matthews. Hans Strade blev ødelagt af styrt, og hans Tirreno var en mindre katastrofe. I hvert fald havde han satset stort på 4. og 5. etape, men han var helt bag om dansen. Alligevel skal man aldrig afskrive ham. Styrtet kan forklare meget, og hans enkeltstart var faktisk ganske opløftende. Torsdag har han også meldt ud, at han er overrasket over sin gode form og føler sig helt klar til løbet. Hans niveau sidste år var generelt temmelig skuffende, men i dette lidt lettere løb var han alligevel med i finalen. Matthews synes altid at rejse til netop dette løb, hvor han med sine to 3. pladser flere gange har været tæt på. I en flad spurt er der hurtigere folk end ham, men netop i dette løb har han for vane at overraske. For to år siden vandt han således feltets spurt bag Van Aert og Alaphilippe, og det vidner om, at han vil være en kandidat til at vinde en spurt i en lille gruppe. Til gengæld vil det undre mig, hvis han har farten til at vinde en massespurt mod folk som Ewan og Philipsen.

Som sagt anser jeg en spurtafgørelse som usandsynlig, men udelukkes kan den ikke. I det tilfælde må vi bringe Alexander Kristoff i spil. Nordmanden er ikke så hurtig, som han var engang, men efter mere 250 km har han som bekendt en spurthistorik, ingen kan matche. Hans holdbarhed har til gengæld været aftagende, og han har ikke overlevet Poggio siden 2019. Til gengæld er det også første gang siden 2019, at han har haft en ordentlig forberedelse, hvor han har fået de mange løb, hans motor skal bruge. Med den klatring, han viste i Tirreno, ligner han en mand, der sidder med feltet hjem, hvis det samles, og hans overraskende gode spurt i et ellers let løb i Torino, vidner om, at de stadig skal frygte ham, når han har 300 km i benene, ikke mindst hvis Biniam Girmay får sat ham godt op i finalen.

En anden sprinter, der synes i god form, er Arnaud Demare. Det kan godt være, at han stadig befinder sig i en resultatmæssig krise, men hans klatreben virker ganske gode. Det var de i hvert fald i Tirreno, hvor han på de første kuperede etaper sad atypisk langt fremme, og med sejren i Paris-Tours mindede han os jo også om, hvor holdbar en formstærk Demare er. Resultatmæssigt er det ikke blevet til meget, men det skyldes, at hans positionering og tog slet ikke har fungeret. Hans stigende spurt på 3. etape i Tirreno indikerer derimod, at hans fart faktisk er ganske fremragende, og den bliver sjældent ringere efter 300 km. Han vil få et problem i positionskampen i Sanremo, hvor hans hold vil være svagt, men sidder han rigtigt må han regnes som en af de ryttere, der har farten til at vinde - særligt efter 300 km, hvor han med sejren i løbets seneste massespurt i 2016 allerede én gang har vist sin styrke.

En anden sprinter, der må tilskrives en reel chance, er Giacomo Nizzolo. Løbet er det, italieneren allerhelst vil vinde, men det er først i de senere år, hvor han er blevet fri af Fabian Cancellaras skygge og siden blevet sine skader kvit, at han har kunnet give det et skud. I 2019 og 2021 endte han beskedent i udkanten af top 20, men med sin 5. plads i 2020 har han bevist, at det er et løb, han kan vinde. I alle tre forsøg har han overlevet Poggio, og selvom hans form efter lidt sygdom i februar kan være lidt svært at vurdere, er Nizzolo blevet så holdbar - bare se på hans fabelagtige VM, hvor han kørte med de allerbedste - at det vil være en overraskelse, hvis ikke han sidder med hjem. Han har stadig til gode at køre en perfekt spurt i Sanremo, men havde han siddet på hjulet af Van Aert i Gent-Wevelgem, kunne han måske have vundet, og det vidner om, at han synes at kunne afslutte også efter så langt og hårdt et løb. Desværre synes hans gode positionering i dag at svigte ham, og derfor kan et svagt hold måske koste ham sejren, hvis vi får den massespurt, der vil være hans vej til sejr.

Vi ved stadig ikke, om Nacer Bouhanni havde vundet løbet, hvis ikke han havde tabt kæden i 2016, men det virker ikke usandsynligt. Tidligere er han også blevet nr. 6 i 2015 og nr. 8 i 2017, og det vidner om, at Poggio er inden for hans rækkevidde. Også sidste år sad han med feltet hjem, og dermed har han bevist, at han også med det niveau, han har i dag, kan overleve Poggio. Hans hjernerystelse i januar satte ham tilbage, og da han også udgik af Tirreno med en forkølelse, kan hans form være svær at vurdere, men han meldes at være kommet sig fint. Hans fart har siden Touren sidste år lignet noget af det, vi kendte fra tidligere, og det bekræftede han i Torino, hvor han så ud til at være mindst lige så hurtig som Mark Cavendish. Medvinden er til gengæld ikke en gave, og jeg kan godt have min tvivl om, hvorvidt Bouhanni lige nu har formen til at overleve Poggio. Historien siger dog, at han formentlig gør det, og med den spurtstyrke, han viste i Touren og Torino, kan han måske få revanche for nedturen for seks år siden.

Hos Bora må de sande, at Sam Bennett i år ikke har formen til at spille en rolle, men de har et godt alternativ i Danny van Poppel. Hollænderen nåede helt nye højder i 2021, hvor han begyndte at nærme sig sin gamle fart og ikke mindst imponerende med sin holdbarhed. Den holdbarhed kom særligt til udtryk i hans flotte Gent-Wevelgem, og hans kørsel i Saudi Tour og senest Paris-Nice vidner om, at han er i form. De er efterhånden også blevet ret langt mellem de klassiske Van Poppel-offdays, og det synes i hvert fald at være realistisk at tro, at han kan overleve Poggio. På papiret er der hurtigere folk end ham, men den spurtstyrke, der i et meget skrapt sprinterfelt gav ham pointtrøjen i Benelux Tour sidste år, vidner om, at han med det rette held og den rette timing ikke er uden chance, hvis det mod forventning ender i en massespurt.

Man kommer heller ikke uden om at nævne Peter Sagan. Det gjorde jeg nemlig ikke sidste år, hvor hans optakt var en sand katastrofe, og det viste sig at være en fejl. Slovakken blev sat som den første på bakkerne i Tirreno efter en covidinfektion, der havde sat ham langt, langt tilbage, men alligevel dukkede han op som en anden Fugl Føniks, da han sad med de bedste på Poggio og blev nr. 3 i spurten bag den sejrende Stuyven. I år har optakten været endnu ringer med et hårdt covidforløb i januar, sygdom efter en åbningsweekend, hvor hans niveau var lige så kritisk som i Tirreno sidste år, og senere sygdom, der tvang ham ud af Tirreno. Intet tyder på, at Sagan vil sidde med de bedste, og selvom hans positionering har givet ham fine resultater i Torino og Tirreno, ligner han heller ikke en mand med farten til at vinde en massespurt. Sidste års forløb fortæller os bare, at Sagan har en evne til ofte at finde et rimeligt niveau, når det gælder, og dette løb er trods alt så ”let” og eksplosivt, at en formsvag Sagan sidste år kunne køre finale. Det kan ske igen, og ender vi med en spurt i en mindre gruppe, har han vist så meget fart, at han vil være en trussel.

Læs også

Lefevere om muligt Alaphilippe-skifte: Måske vil han prøve noget andet

Endelig vil jeg forsøge at nævne Fred Wright. Briten er stadig et temmelig ubeskrevet blad, men det vil ændre sig inden længe. Allerede sidste efterår viste han i Benelux Tour, hvor han var hjælper for Colbrelli og Mohoric, at det store gennembrud står lige for døren, og det har han bekræftet i år. Selvom han brækkede håndleddet i Saudi Tour, kom han bragende tilbage med en overraskende god åbningsweekend, og senest imponerede han stort med sin klatring i Nice i søndags, hvor han i finalen arbejdede som et æsel for Jack Haig. Med Colbrelli ude vil han formentlig kunne se frem til en beskyttet rolle, og så bliver det spændende at se, om han allerede er så god, at han kan gå med de bedste på Poggio. Ender vi med en gruppe af samme størrelse som sidste år, har han en chance. Selvom han er hurtig, vinder han ikke en spurt, men når man er så ukendt, at mange sikkert ikke aner, hvem man er, står man ikke ringe, hvis det handler om at lave ”en Stuyven”.

BEMÆRK: Arrangørerne har heller ikke i år udsendt en foreløbig startliste, og derfor er denne optakt ”work in progress”. Det er sandsynligt, at jeg tilføjer flere favoritbeskrivelser, hvis der udtages interessante navn - eksempelvis er det før set, at Alejandro Valverde i sidste øjeblik har meldt sig til, når han er i form - og derudover vil jeg komme med den endelige stjernetildeling nedenfor, når jeg kender den endelige startliste. Dansker- og holdoversigten vil tillige blive opdateret, efterhånden som trupperne endeligt udtages.

OPDATERING 1: Trek har erstattet den sygdomsramte Jasper Stuyven med Mads Pedersen, hvorfor jeg har tilføjet et afsnit om ham ovenfor. Bahrain har meddelt, at Mohoric er med som vejkaptajn, da han ikke er i form efter sit styrt, og derfor er han nedrangeret. Der gå tillige rygter om Mathieu van der Poels overraskende deltagelse, men han tilføjes først, når hans deltagelse er bekræftet. Endelig er holdoversigten opdateret torsdag aften med de senest udtagne og justerede trupper.

OPDATERING 2: Mathieu van der Poels glædelige deltagelse er bekræftet, hvorfor der er tilføjet et afsnit om ham. Til gengæld er Ewan desværre ude, og i lyset af Philipsens uheldige optakt har jeg revurderet min opfattelse og tildelt den formstærke og mere holdbare Pedersen min favoritrolle, hvis det mod forventning ender i en spurt. Pogacar har været ramt af sygdom og er først begyndt at træne igen torsdag, men melder sig frisk. Da han alligevel næppe skulle have trænet hårdt ovenpå Tirreno, er det næppe nogen voldsom svækkelse. Endelig er holdoversigten og stjernetildelingen opdateret på baggrund af den endelige startliste.

 LIVESTREAM HELE MILANO-SANREMO UDEN AFBRYDELSER TIL HALV PRIS
​ SÆT DIT HOLD TIL KLASSIKERSPILLET - PRÆMIER FOR OVER 20.000 KR
 

***** Wout van Aert

**** Tadej Pogacar, Tom Pidcock

*** Mathieu van der Poel, Filippo Ganna, Primoz Roglic, Alessandro Covi, Mads Pedersen

** Jasper Philipsen, Søren Kragh, Alex Aranburu, Anthony Turgis, Michael Matthews, Alexander Kristoff, Arnaud Demare, Giacomo Nizzolo, Nacer Bouhanni, Danny van Poppel, Peter Sagan

* Bryan Coquard, Benoit Cosnefroy, Mikkel Honoré, Florian Senechal, Zdenek Stybar, Michal Kwiatkowski, Biniam Girmay, Ethan Hayter, Ivan Garcia Cortina, Simone Consonni, Gonzalo Serrano, Fabio Jakobsen, Niccolo Bonifazio, Elia Viviani, Davide Cimolai, Michael Valgren, Stefano Oldani, Andrea Vendrame, Vincenzo Albanese, Alberto Bettiol, Florian Vermeersch, Fabio Felline, Phil Bauhaus, Matej Mohoric, Greg van Avermaet, Robert Stannard, Quentin Pacher, Kevin Geniets

Danskerne

Mads Pedersen og Søren Kragh ligner det bedste danske bud og er omtalt ovenfor. Michael Valgren så ud til at finde noget form i Strade Bianche, men i Tirreno så det ud til, at han stadig har noget vej til toppen, og da det i forvejen er et løb, der er lidt for eksplosivt til ham, er det nok tvivlsomt, om han leverer det helt store resultat, selvom han er i en kaptajnrolle. Mikkel Honoré har meldt om god form overfor Feltet.dk og vil få mulighed for at gå med de bedste på Poggio. Hans potentiale rækker til det, men hans form kan være svær at vurdere efter flere løb som hjælper.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Jasper Stuyvens sejr fra 2021, Wout van Aerts sejr fra 2020, Julian Alaphilippes sejr fra 2019, Vincenzo Nibalis sejr fra 2018, Michal Kwiatkowskis sejr fra 2017, Arnaud Demares sejr fra 2016, John Degenkolbs sejr fra 2015, Alexander Kristoffs sejr fra 2014 og Gerald Cioleks sejr fra 2013.

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle:

Trek-Segafredo: Holdet er efter nu bygget 100% op om Pedersen. Alex Kirsch er bedre end nogensinde, men hans opgave bliver at forsøge at overleve Poggio, så han kan spille en rolle som lead-out for danskeren. Gianluca Brambilla er fortsat ikke på toppen, mens heller ikke Toms Skujins og Tony Gallopin ikke kan gå med de bedste på Poggio.

Ag2r Citroën Team: Som en holdbar afslutter har Andrea Vendrame en god chance for et godt resultat, men da han næppe kan gå med de bedste på Poggio, er han en usandsynlig vinder. Normalt burde Benoit Cosnefroy være en af de mest eksplosive folk til finalen på Poggio, men hans nuværende form synes ikke at række. Greg van Avermaet er ikke længere stærk nok, men falder Vendrame fra, kan han stadig spurte sig til et hæderligt resultat, mens Bob Jungels ikke længere er en outsider til et løb som dette.

Læs også

Optakt: Vuelta Asturias

Alpecin-Fenix: Med Van der Poels overraskende deltagelse har holdet nu to optioner, hollænderen til et hårdt løb og Philipsen til et let. Falder Philipsen fra, og er Van der Poel for mærket til at spurte, har holdet tre holdbare og formstærke afsluttere i særligt Stefano Oldani, men også Robert Stannard og Kristian Sbaragli. Det er dog kun en yderlig top 10, der er realistisk.

Astana Qazaqstan Team: Efter sin sygdom har Gianni Moscon desværre fortsat meget langt igen. Holdets håb synes at være en top 10 med Fabio Felline i en spurt.

Bahrain Victorious: Holdet har nedspillet forventningerne til Mohoric, der ikke er i form efter sit styrt. De håber nu at få Phil Bauhaus med hjem, men selvom han har forbedret sin holdbarhed, synes det umuligt i et medvindsløb som dette. Damiano Caruso har formen til at sidde med langt fremme, men han synes ikke længere eksplosiv nok til et løb som dette, og det samme gælder for solide Jan Tratnik, der ellers nu burde kunne tage en sjælden chance.

Bardiani-CSF-Faizané: Holdet har Sacha Modolo og Filippo Fiorelli til en spurt, men med den klatring, de har vist i år, kommer de næppe med hjem, og selv hvis det sensationelt skulle lykkes, har de manglet fart. Holdets primære opgave må være at ramme udbruddet.

BORA-hansgrohe: Holdets eneste reelle option synes at være en spurt med Van Poppel. Marco Haller kan være plan B, hvis hollænderen har en af sine offdays, men han synes ikke i storform. Holdets to ryttere til angreb på Poggio, Giovanni Aleotti og Ide Schelling, synes milevidt fra formen.

Cofidis: Holdet satser 100% på en spurt, og de har hele tre holdbare afsluttere. Førstevalget er utvivlsomt formstærke Bryan Coquard, men selvom han også efter et hårdt løb vil have et fabelagtigt tog bestående af formstærke Simone Consonni og den stadig bedre Davide Cimolai, er det næppe nok til, at han kan vinde en flad spurt i dette felt. Falder han mod forventning fra, er Consonni plan B og Cimolai plan C. Det store spørgsmål er, om Coquard og måske endda Consonni klatrer så godt, at de kan lave det, Ewan gjorde sidste år. I det tilfælde øges chancerne betydeligt. Simon Geschke og Davide Villella ventes ikke at kunne være med i angrebene på Poggio.

Drone Hopper-Androni Giocattoli: Eduard Grosu og Filippo Tagliani kommer ikke med hjem til en spurt, og det gør heller ikke Umberto Marengo. Normalt er Jhonatan Restrepo top 10-kandidat i en spurt efter et hårdt løb, men han synes at mangle sin bedste form.

EF Education-EasyPost: Holdet synes 100% bygget op om Michael Valgren, der er omtalt under danskerne ovenfor. Alberto Bettiol ville normalt være et bedre bud til dette løb, men han har angiveligt helt opgivet at nå at finde form inden klassikerne efter sin sygdom. James Shaw er halvhurtig, men jeg ser ham ikke gå med i angrebene eller køre i top 10 en spurt, og det samme gælder for den ellers af og til overraskende holdbare Jonas Rutsch.

Eolo-Kometa Cycling Team: Holdet satser på Vincenzo Albanese, der burde have en god chance for at sidde med hjem, hvis det bliver en spurt, hvor han dog næppe kan håbe på mere end en yderlig top 10. I dag må Francesco Gavazzi regnes som ren hjælper for ham.

Læs også

Evenepoel tilbage på landevejen

Groupama-FDJ: Holdet er bygget 100% op om Demare. Quentin Pacher og Kevin Geniets er ganske vist i god form, men de er ikke stærke nok til at gå med de bedste i et hårdt løb.

INEOS Grenadiers: Holdet er bygget op om Pidcock og Ganna. Michal Kwiatkowski er altid en option, men han skal have forbedret sig mærkbart siden UAE Tour, hvis han pludselig skal spille en rolle i finalen efter en problematisk vinter. Holdet drømmer om at få Elia Viviani med hjem til en spurt, men han har ikke fordums holdbarhed, og med nylig sygdom virker det ikke sandsynligt, selvom løbet er hans store forårsmål. Normalt burde Ethan Hayter være en af de store favoritter, men med den nuværende form synes han kun at kunne være med i en større spurt, hvor han vil mangle farten. Har han en offday, er Ben Swift et alternativ, men han er ikke længere i stand til at gentage sin to podiepladser fra tidligere.

Intermarché-Wanty-Gobert: Holdet kommer for at spurte med Kristoff, men de giver Biniam Girmay en fri rolle, hvis løbet bliver for hårdt for nordmanden. Jeg ser dog ikke eritreeren gå med de bedste i sit første monument, og han får kun lov at spurte, hvis Kristoff er faldet fra. Loic Vliegen var god sidste år og er i form, men må som formstærke Andrea Pasqualon være ren hjælper, og Tirreno viste, at den spændende Lorenzo Rota ikke kan gå med de bedste på Poggio.

Israel-Premier Tech: Alle mand for Nizzolo. Krists Neilands har ikke formen til at være med i angreb.

Jumbo-Visma: Holdets helt klare kaptajn er Van Aert, men som nævnt ovenfor må man åbne en dør for Roglic. Alle øvrige må regnes som rene hjælpere, også formstærke Christophe Laporte.

Lotto Soudal: Med Ewan ude er holdet outsidere. Håbe er vel en spurt med Florian Vermeersch, dermangler lidt punch til at gå med de bedste i angreb på Poggio, Maxim van Gils er ikke i storform, og Philippe Gilbert må indse, at han aldrig fuldender sin monumentsamling.

Movistar Team: Holdets bedste option er Aranburu, der skal bruges i et hårdt løb. En formstærk Ivan Garcia Cortina ville normalt være e kandidat til angreb på Poggio, men nu synes han kun at have formen til en massespurt, som han ikke kan vinde. Trods forbedret holdbarhed klarer Max Kanter ikke bakkerne, og mens han normalt burde være en god kandidat til at supplere Aranburu med angreb på Poggio, synes hurtige Gonzalo Serrano ikke at have formen til et løb, der ellers kan passe ham.

Quick-Step Alpha Vinyl Team: Uden Alaphilippe må holdet sande, at de i år bare er jokers. Jeg anser det som en umulighed, at Fabio Jakobsen overlever bakkerne i dette medvindsløb, og han er da også primært med for at samle erfaring. Med Davide Ballerini ude bliver holdets sprinter Florian Senechal, men han har ikke farten til at vinde en spurt i dette felt. De ryttere, der skal gå med de bedste på Poggio, er Mikkel Honoré, Andrea Bagioli, Zdenek Stybar og Senechal, og med de meldinger fra Honoré, som er omtalt under "Danskerne", ligner han bedste bud. Bagioli har virket temmelig langt fra sit niveau, og hverken Stybar eller Senechal efterlod i Paris-Nice indtryk af at have indhentet det manglende fra den skuffende åbningsweekend, og den sygdom, der tvang dem ud af løbet, har næppe gjort det bedre.

Team Arkea-Samsic: Holdet er bygget 100% op om Bouhanni. Hverken Connor Swift eller Maxime Bouet kan være med i angreb på Poggio.

Team BikeExchange-Jayco: Alle mand for Matthews, også Luka Mezgec.

Team DSM: Kragh ligner manden, da holdets to hurtige folk er ude med sygdom. Andreas Leknessund er i form, men er ikke eksplosiv nok til dette løb.

TotalEnergies: Turgis ligner bedste bud med Sagan som joker. Med sin nuværende form vil Niccolo Bonifazio måske kunne sidde med hjem, hvis Sagan igen er helt fra den, men det er usandsynligt i dette medvindsløb, selvom han tidligere har overlevet Poggio. Edvald Boasson Hagen kunne også være et alternativ, men faktisk tror jeg, at Turgis vil være foretrukket i en spurt.

UAE- Team Emirates: Pogacar er den klare nr. 1, men som nævnt tror jeg, at Covi også kan få en beskyttet rolle. Davide Formolo mangler formentlig efter sin skade lidt for meget til at være andet end hjælper, og det gælder også for formsvage Diego Ulissi. Til en spurt vil holdet have Ryan Gibbons, der kan klatre, men jeg vil faktisk tro, at de ender med at køre spurten for Pogacar eller Covi, hvis den situation opstår.

 LIVESTREAM HELE MILANO-SANREMO UDEN AFBRYDELSER TIL HALV PRIS
​ SÆT DIT HOLD TIL KLASSIKERSPILLET - PRÆMIER FOR OVER 20.000 KR