["<a href=\"rdb\/loeb\/2015\/milano-sanremo\/\" target=\"_blank\">Milano-Sanremo<\/a> falder oven p\u00e5 halvanden uges fremragende cykell\u00f8b i <a href=\"rdb\/loeb\/2020\/tirrenoadriatico\/\" target=\"_blank\">Tirreno-Adriatico<\/a> og specielt i Paris-Nice, og man m\u00e5 h\u00e5be, at denne k\u00f8relyst fors\u00e6tter l\u00f8rdag. Men selvom disse l\u00f8b har rigelig med pr\u00e6stige i sig selv, m\u00e5 man ej forglemme, at de op gennem historien og til stadighed prim\u00e6rt har v\u00e6ret t\u00e6nkt som transport- og opvarmningsl\u00f8b til netop Milano-Sanremo. Det er derfor ikke for meget at sige, at Milano-Sanremo for alvor sparker cykels\u00e6son i gang og gejler op til en m\u00e5ned, hvor der prim\u00e6rt er fokus p\u00e5 endagsl\u00f8b. <br\/><br\/>Milano-Sanremo er s\u00e5ledes den f\u00f8rste af s\u00e6sonens fem store \u201dmonomenter\u201d. P\u00e5 trods af, at l\u00f8bet med sine n\u00e6sten 300 km er cykelkalenderens l\u00e6ngste l\u00f8b i \u00e5r, endda l\u00e6ngere end normalt, er der tale om en mere blid opstart p\u00e5 s\u00e6sonen, end den som venter rytterne i Belgien. Selv om l\u00f8bet pga. sne til tider har m\u00e5ttet aflyse rutens f\u00f8rste og l\u00e6ngste stigning, Passo de Turchino, har solen oftest budt rytterne velkommen ved ankomsten feriebyen Sanremo. <br\/><br\/><b>Ruten<\/b> <br\/>Noget af det fascinerende ved de store klassikere er naturligvis, at l\u00f8bene k\u00f8res p\u00e5 den mere eller mindre samme rute \u00e5r efter \u00e5r. Visheden om, at rytterne passerer de samme veje og stigninger som fortidens semiguder \u2013 Merckx, Coppi, Bartali \u2013 er selvf\u00f8lgelig en del af magien ved de fem store \u201dmonomenter\u201d. Mens disse navne til evig tid vi st\u00e5 som mejslet i sten p\u00e5 l\u00f8bets sejrsliste, kan de italienske veje alts\u00e5 ikke forsikre samme kontinuitet. Flere uforudsete omst\u00e6ndigheder har nemlig gjort, at arrang\u00f8rerne har set sig n\u00f8dsaget til at finjustere ruten. <br\/><br\/>Et jordskred har medf\u00f8rt en aflukket tunnel, og derfor vil ruten for Milano-Sanremo blive fire kilometer l\u00e6ngere end traditionelt. Denne tvungne detour har arrang\u00f8rerne udnyttet til at inkludere endnu en stigning, kaldet Le M\u00e0nie, der ligger omkring 100 km f\u00f8r m\u00e5l. Stigningen skulle eftersigende v\u00e6re h\u00e5rd og stejl og have en meget teknisk nedk\u00f8rsel. Derudover er der ogs\u00e5 blevet lavet en v\u00e6sentlig \u00e6ndring i rutens afsluttende kilometre. Efter rytterne passerer den afsluttende stigning Poggio, vil ruten ikke f\u00f8re direkte mod den klassiske boulevardspurt p\u00e5 Via Roma i Sanremo. P\u00e5 grund af vejarbejde p\u00e5 Via Roma vil man stedet tage en sl\u00f8jfe omkring havnefronten, langs den italienske Riviera med m\u00e5lstreg omkring byens gamle baneg\u00e5rd. Denne \u00e6ndring betyder samtidig, at der vil v\u00e6re \u00e9n ekstra km p\u00e5 flad vej efter Poggio, hvilket ikke burde gavne potentielle udbrydere. <br\/><br\/>Der er dog ikke noget, der tyder p\u00e5, at disse \u00e6ndringer skulle g\u00e5 hen og influere l\u00f8bets klassiske handlingsforl\u00f8b v\u00e6sentligt. Den nye stigning kan f\u00e5 lidt betydning, da den ligger placeret det sted p\u00e5 ruten, hvor feltet typisk begynder rigtigt at hale ind p\u00e5 morgenudbruddet. Her kan en teknisk nedk\u00f8rsel selvf\u00f8lgelig besv\u00e6rligg\u00f8re denne jagt, om end l\u00f8bet har rigeligt med kilometer til, at feltet nok timer det perfekt alligevel. Stigningen kan endvidere have den effekt, at kr\u00e6fterne tappes yderligere p\u00e5 l\u00f8bets tungere ryttere. <br\/><br\/>Det synes alts\u00e5 sandsynligt, at l\u00f8bet vil udarte sig meget efter samme m\u00f8nster, som l\u00f8bet har haft for vane i nyere tid. L\u00f8bet vil starte i h\u00f8j hastighed de f\u00f8rste mange kilometer efter starten i Milano. Hastigheden vil falde efter, at dagens ubrud p\u00e5 mellem 5-12 ryttere kommer af sted. Disse vil opbygge et stort forspring, og feltet f\u00f8rst vil begynde at s\u00e6tte farten op ved Passo de Turchino. Efter nedk\u00f8rslen herfra er der stadig 40 kilometer flad vej indtil den nye stigning Le M\u00e0nie. Dern\u00e6st f\u00f8lger nogle sm\u00e5 stigninger, Capo Mele, Capo Cervo og Capo Berta, hvor et mere eller mindre samlet felt langsomt vil indhente morgenudbrudet, inden de rammer den 5 kilometer lange stigning Cipressa med omkring 20 kilometer til m\u00e5l. P\u00e5 Cipressa er det typisk sekund\u00e6re favoritter, der angriber, mens de st\u00f8rste favoritter typisk venter til Poggio. Med vilde og eksplosive ryk vil stjernerne fra de bakkede klassikere fors\u00f8ge at hive sig v\u00e6k, mens sprinterne fors\u00f8ger at snige sig med over. <br\/><br\/><b>Debatten <br\/><\/b>I de sidste mange \u00e5r har tendensen v\u00e6ret, at hverken udbrud fra Poggio og Cipressa har holdt hjem. Milano-Sanremo har alts\u00e5 udviklet sig til et l\u00f8b for sprintere. Som f\u00f8lge heraf er der hvert \u00e5r masser af debat op til l\u00f8bet. Den ene side af debatten \u00f8nsker, at ruten nyt\u00e6nkes for at genskabe l\u00f8bets oprindelige \u00e5nd og udfald, mens den anden side mener, det vil v\u00e6re blasfemi at \u00e6ndre en klassisk rute med mere end 100 \u00e5r p\u00e5 bagen. Begge synspunkter har merit, og begge giver udtryk for hvert sit romantiske syn p\u00e5 cykelsporten. <br\/><br\/>Argumenterne for en nyt\u00e6nkning af ruten er mange. Man mener ikke udviklingen af l\u00f8bet har fulgt med udviklingen af ryttertyper. Moderne sprintere har jo ingen s\u00e6rlige problemer med at sidde med over mindre stigninger som Cipressa og Poggio. Samtidig har l\u00f8bets ekstreme l\u00e6ngde ogs\u00e5 den effekt, at noget af eksplosionskraften slipper ud af de ryttere, der besidder et godt antrit. Ruten har alts\u00e5 ikke fulgt cykelsportens udvikling med det resultat, at forl\u00f8bet med en uundg\u00e5elig massespurt bliver for forudsigeligt og kedeligt. Den cykelromantiske id\u00e9 er da, at Milano-Sanremo - en af sportens st\u00f8rste begivenheder, vundet p\u00e5 heroisk man\u00e9r af alle de store ikoner, har fortjent bedre, end at en gruppe p\u00e5 omkring 50 ryttere afg\u00f8r l\u00f8bet mellem sig. <br\/><br\/>Over for dette synspunkt st\u00e5r en lidt uhomogen masse, hvis f\u00e6llesskab prim\u00e6rt best\u00e5r i, at man \u00f8nsker, at l\u00f8bet bevares. Der er naturligvis dem, som har interesse i massespurterne, dvs. sprinterne selv som forholder sig tavse i debatten, mens klatrerne altid er yderst vokale i \u00f8nsket om at \u00e6ndre ruten. P\u00e5 det punkt er det selvf\u00f8lgelig ikke irrelevant, at Italien gennem mange \u00e5r har haft de dominerende sprintere, Alessandro Petacchi og Mario Cipollini, hvorfor de italienske arrang\u00f8rer ikke har haft s\u00e5 meget incitament til at \u00e6ndre ruten. Og s\u00e5 findes der jo faktisk cykelfans, for hvem det smukkeste i verden er en massespurt. I deres \u00f8jne har udviklingen v\u00e6ret fin; nu har alle deres \u201dmonoment\u201d: Milano-Sanremo til sprinterne; Lombardiet til klatrerne; Roubaix til sk\u00f8re brostenselskere; Liege til bakkerytterne; Flandern til bakke og, ja, brostenstosser. <br\/><br\/>Lig med de f\u00f8rn\u00e6vnte s\u00e5 findes der vi, som p\u00e5 nostalgisk og romantisk facon, synes, det ville v\u00e6re frygteligt at \u00e6ndre Milano-Sanremo, men stadig ville fortr\u00e6kke et mere selektivt l\u00f8b. I den forstand er det, l\u00f8bet mangler ikke flere stigninger, men modet til at turde \u00e5bne l\u00f8bet noget tidligere. Det er selvf\u00f8lgelig en utopi at tro, at mentaliteten pludselig skulle \u00e6ndre sig blandt cykelrytterne, men h\u00e5bet lever videre blandt idealister. Der er ogs\u00e5 sket noget interessant med Milano-Sanremo. For med l\u00f8bets efterh\u00e5nden repetetive handlingsforl\u00f8b med massespurt har man efterh\u00e5nden ikke s\u00e5 store forventninger. Men det h\u00e6nder jo stadig, at dette m\u00f8nster bliver brudt. Det h\u00e6nder at en Bettini og en Pozzato lige netop holder feltet bag sig. Det kr\u00e6ver noget ekstraordin\u00e6rt, men s\u00e5 bliver det heller ikke meget smukkere. <br\/><br\/>Sp\u00f8rgsm\u00e5let er om \u00e5rets rute med den nye stigning eventuelt kan fungere som et medierende alternativ mellem disse modstridende synspunkter. En m\u00e5de at forbedre mulighederne for udbryderne, uden samtidig at destruere l\u00f8bets historiske v\u00e6rdi ved at opfinde en helt ny finale. <br\/><br\/><b>Favoritterne<\/b> <br\/>Favoritterne skal alts\u00e5 findes mellem to ryttertyper; sprintere og ryttere, som kan sl\u00e5 til p\u00e5 de sidste stigninger. Og der er vitterligt samlet en stjerneparade af begge typer p\u00e5 startlisten. Skulle det ende i en massespurt m\u00e5 den st\u00f8rste favorit m\u00e5 v\u00e6re sidste \u00e5rs vinder, Oscar Freire (Rabobank), der efterlod et rigtig fint indtryk i Tirreno-Adriatico med to etapesejre. Det, som taler for Freire, er, at han med sikkerhed kommer med over Poggio og generelt blot bliver bedre jo l\u00e6ngere l\u00f8bet er. Freire er dog ikke og har aldrig v\u00e6ret den hurtigste blandt sprinterne, s\u00e5 intet er sikkert. Den komplette mods\u00e6tning til Freire er naturligvis Alessandro Petacchi, hvis spurt netop ofte er blevet tappet for kr\u00e6fter grundet bakkerne og de mange kilometer. Petacchi synes dog med \u00e5rene at v\u00e6re blevet st\u00e6rkere p\u00e5 begge fronter, og han bakkes op af et Milram-tog, der ledes an af Erik Zabel. <br\/><br\/>Den store ubekendte i regnestykket m\u00e5 v\u00e6re Tom Boonen fra Quick Step. Boonen dominerede i Tour of Qatar og vandt i Californien, men var fuldst\u00e6ndig usynlig i Tirreno-Adriatico. Om dette skyldes, at Tom Boonen i denne s\u00e6son k\u00f8rer efter et nyt program er sv\u00e6rt at sp\u00e5 om, men der har v\u00e6ret meget stille omkring den belgiske superstjerne. Lidt for stille. Skulle Boonen lig tidligere \u00e5r ikke helt have benene kan Geert Steegmans tage over. Alternativt kan Quick Step benytte en effektiv flerstrenget taktik ved angribe med st\u00e6rke bakkeryttere som Paolo Bettini og Giovanni Visconti, mens resten af holdet forholder sig afventende. En lignende taktik udm\u00f8ntede sig i 2006 til, at Filippo Pozzato kunne sejre. Credit Agricole har til geng\u00e6ld kun \u00e9t seri\u00f8st bud, men til geng\u00e6ld er det et rigtig godt bud. Thor Hushovd har v\u00e6ret superk\u00f8rende hele s\u00e6sonen og senest viste han stor styrke i Paris-Nice. Andre topsprintere t\u00e6ller Danilo Napolitano (Lampre), Robert Hunter (Barloworld) og <a href=\"rdb\/ryttere\/robbie_mcewen\/\" target=\"_blank\">Robbie McEwen<\/a> (Silence-Lotto), mens det synes sikkert, at unge ryttere som Gerald Ciolek (High Road), Jose Joaquin Rojas Gil (Caisse d`Epargne) f\u00f8r eller siden kommer til at dominere dette l\u00f8b. <br\/><br\/>En mand som vil v\u00e6re ivrig efter at snyde sprinterne vil v\u00e6re Philippe Gilbert, der sammen med Riccardo Ricco\u2019 var t\u00e6t p\u00e5 at holde det jagende felt efter sig i fjor. Gilbert har allerede vundet Het Volk, hvor han p\u00e5 imponerende vis k\u00f8rte n\u00e6rmest alene i 50 kilometer. De italienske sejrherrer fra Paris-Nice, Davide Rebellin (Gerolsteiner) og <a href=\"rdb\/ryttere\/rinaldo_nocentini\/\" target=\"_blank\">Rinaldo Nocentini<\/a> kan ligeledes t\u00e6nkes som nogle interessante navne n\u00e5r feltet n\u00e5r Poggio. <br\/><br\/>Vinderen til Milano-Sanremo plejer dog f\u00f8rst at have k\u00f8rt Tirreno-Adriatico frem for Paris-Nice. Derfor er navne som Alessandro Ballan (Lampre), Danilo Di Luca (LPR), Enrico Gasparotto (Barloworld) samt selvf\u00f8lgelig den tidligere vinder Filippo Pozzato nogle rigtige gode bud. Joaquin Rodriguez (Caisse d`Epargne), der satte alle konkurrenter p\u00e5 Tirreno-Adriaticos meget h\u00e5rde 3. etape, har selvf\u00f8lgelig ogs\u00e5 alle de rigtige kvaliteter til at lave et angrib, der kan m\u00e6rkes. <br\/><br\/>Samlet vinder af Tirreno-Adriatico blev Fabian Cancellara, og det har sat Team CSC i en uventet favoritposition, som de bedre havde v\u00e6ret foruden. Mange peger nu p\u00e5 CSC\u2019s st\u00e6rke schweizer som favorit, men det er sv\u00e6rt at forestille sig en situation, hvor det kan komme p\u00e5 tale. Cancellara kan stadig ikke forventes at s\u00e6tte feltet p\u00e5 Poggio, og en mand til massespurterne har han aldrig v\u00e6ret. Hypotetisk set kan han angribe p\u00e5 nedk\u00f8rslen eller m\u00e5ske angribe p\u00e5 de sidste kilometer. Her vil hastigheden dog v\u00e6re alt for h\u00f8j til, at man for alvor kan tro p\u00e5 det. I stedet m\u00e5 Team CSC s\u00e6tte sin lid til, at Fr\u00e4nk Schleck og Karsten Kroon kan g\u00f8re noget p\u00e5 stigningerne. Bedste mulighed for topplacering m\u00e5 v\u00e6re, at Stuart O\u2019Grady viser god form og sidder med feltet hjem, i hvilket tilf\u00e6lde en top 10 placering ikke kan afvises. <br\/><br\/>Der er tre danskere til start, alle formodentlig i bundne roller. Frank H\u00f8j stiller op for Cofidis, mens <a href=\"rdb\/ryttere\/lars_ytting_bak\/\" target=\"_blank\">Lars Bak<\/a> og <a href=\"rdb\/ryttere\/matti_breschel\/\" target=\"_blank\">Matti Breschel<\/a> er at finde i Team CSC\u2019s trup. Bedste bud m\u00e5 v\u00e6re Matti Breschel, som generelt har vist ok form i de l\u00f8b han har k\u00f8rt. Skulle Breschel komme med over stigningerne og O\u2019Grady ikke, kan det t\u00e6nkes, at danskeren er hurtigste mand p\u00e5 Team CSC. Med sin spurt kunne den unge dansker vise sig klar til de kommende uger p\u00e5 brosten, og med La Primavera hilse et for\u00e5r med cykelsport velkommen for hele Danmark."]Milano-Sanremo falder oven på halvanden uges fremragende cykelløb i Tirreno-Adriatico og specielt i Paris-Nice, og man må håbe, at denne kørelyst forsætter lørdag. Men selvom disse løb har rigelig med præstige i sig selv, må man ej forglemme, at de op gennem historien og til stadighed primært har været tænkt som transport- og opvarmningsløb til netop Milano-Sanremo. Det er derfor ikke for meget at sige, at Milano-Sanremo for alvor sparker cykelsæson i gang og gejler op til en måned, hvor der primært er fokus på endagsløb.

Milano-Sanremo er således den første af sæsonens fem store ”monomenter”. På trods af, at løbet med sine næsten 300 km er cykelkalenderens længste løb i år, endda længere end normalt, er der tale om en mere blid opstart på sæsonen, end den som venter rytterne i Belgien. Selv om løbet pga. sne til tider har måttet aflyse rutens første og længste stigning, Passo de Turchino, har solen oftest budt rytterne velkommen ved ankomsten feriebyen Sanremo.

Ruten
Noget af det fascinerende ved de store klassikere er naturligvis, at løbene køres på den mere eller mindre samme rute år efter år. Visheden om, at rytterne passerer de samme veje og stigninger som fortidens semiguder – Merckx, Coppi, Bartali – er selvfølgelig en del af magien ved de fem store ”monomenter”. Mens disse navne til evig tid vi stå som mejslet i sten på løbets sejrsliste, kan de italienske veje altså ikke forsikre samme kontinuitet. Flere uforudsete omstændigheder har nemlig gjort, at arrangørerne har set sig nødsaget til at finjustere ruten.

Et jordskred har medført en aflukket tunnel, og derfor vil ruten for Milano-Sanremo blive fire kilometer længere end traditionelt. Denne tvungne detour har arrangørerne udnyttet til at inkludere endnu en stigning, kaldet Le Mànie, der ligger omkring 100 km før mål. Stigningen skulle eftersigende være hård og stejl og have en meget teknisk nedkørsel. Derudover er der også blevet lavet en væsentlig ændring i rutens afsluttende kilometre. Efter rytterne passerer den afsluttende stigning Poggio, vil ruten ikke føre direkte mod den klassiske boulevardspurt på Via Roma i Sanremo. På grund af vejarbejde på Via Roma vil man stedet tage en sløjfe omkring havnefronten, langs den italienske Riviera med målstreg omkring byens gamle banegård. Denne ændring betyder samtidig, at der vil være én ekstra km på flad vej efter Poggio, hvilket ikke burde gavne potentielle udbrydere.

Der er dog ikke noget, der tyder på, at disse ændringer skulle gå hen og influere løbets klassiske handlingsforløb væsentligt. Den nye stigning kan få lidt betydning, da den ligger placeret det sted på ruten, hvor feltet typisk begynder rigtigt at hale ind på morgenudbruddet. Her kan en teknisk nedkørsel selvfølgelig besværliggøre denne jagt, om end løbet har rigeligt med kilometer til, at feltet nok timer det perfekt alligevel. Stigningen kan endvidere have den effekt, at kræfterne tappes yderligere på løbets tungere ryttere.

Det synes altså sandsynligt, at løbet vil udarte sig meget efter samme mønster, som løbet har haft for vane i nyere tid. Løbet vil starte i høj hastighed de første mange kilometer efter starten i Milano. Hastigheden vil falde efter, at dagens ubrud på mellem 5-12 ryttere kommer af sted. Disse vil opbygge et stort forspring, og feltet først vil begynde at sætte farten op ved Passo de Turchino. Efter nedkørslen herfra er der stadig 40 kilometer flad vej indtil den nye stigning Le Mànie. Dernæst følger nogle små stigninger, Capo Mele, Capo Cervo og Capo Berta, hvor et mere eller mindre samlet felt langsomt vil indhente morgenudbrudet, inden de rammer den 5 kilometer lange stigning Cipressa med omkring 20 kilometer til mål. På Cipressa er det typisk sekundære favoritter, der angriber, mens de største favoritter typisk venter til Poggio. Med vilde og eksplosive ryk vil stjernerne fra de bakkede klassikere forsøge at hive sig væk, mens sprinterne forsøger at snige sig med over.

Debatten
I de sidste mange år har tendensen været, at hverken udbrud fra Poggio og Cipressa har holdt hjem. Milano-Sanremo har altså udviklet sig til et løb for sprintere. Som følge heraf er der hvert år masser af debat op til løbet. Den ene side af debatten ønsker, at ruten nytænkes for at genskabe løbets oprindelige ånd og udfald, mens den anden side mener, det vil være blasfemi at ændre en klassisk rute med mere end 100 år på bagen. Begge synspunkter har merit, og begge giver udtryk for hvert sit romantiske syn på cykelsporten.

Argumenterne for en nytænkning af ruten er mange. Man mener ikke udviklingen af løbet har fulgt med udviklingen af ryttertyper. Moderne sprintere har jo ingen særlige problemer med at sidde med over mindre stigninger som Cipressa og Poggio. Samtidig har løbets ekstreme længde også den effekt, at noget af eksplosionskraften slipper ud af de ryttere, der besidder et godt antrit. Ruten har altså ikke fulgt cykelsportens udvikling med det resultat, at forløbet med en uundgåelig massespurt bliver for forudsigeligt og kedeligt. Den cykelromantiske idé er da, at Milano-Sanremo - en af sportens største begivenheder, vundet på heroisk manér af alle de store ikoner, har fortjent bedre, end at en gruppe på omkring 50 ryttere afgør løbet mellem sig.

Over for dette synspunkt står en lidt uhomogen masse, hvis fællesskab primært består i, at man ønsker, at løbet bevares. Der er naturligvis dem, som har interesse i massespurterne, dvs. sprinterne selv som forholder sig tavse i debatten, mens klatrerne altid er yderst vokale i ønsket om at ændre ruten. På det punkt er det selvfølgelig ikke irrelevant, at Italien gennem mange år har haft de dominerende sprintere, Alessandro Petacchi og Mario Cipollini, hvorfor de italienske arrangører ikke har haft så meget incitament til at ændre ruten. Og så findes der jo faktisk cykelfans, for hvem det smukkeste i verden er en massespurt. I deres øjne har udviklingen været fin; nu har alle deres ”monoment”: Milano-Sanremo til sprinterne; Lombardiet til klatrerne; Roubaix til skøre brostenselskere; Liege til bakkerytterne; Flandern til bakke og, ja, brostenstosser.

Lig med de førnævnte så findes der vi, som på nostalgisk og romantisk facon, synes, det ville være frygteligt at ændre Milano-Sanremo, men stadig ville fortrække et mere selektivt løb. I den forstand er det, løbet mangler ikke flere stigninger, men modet til at turde åbne løbet noget tidligere. Det er selvfølgelig en utopi at tro, at mentaliteten pludselig skulle ændre sig blandt cykelrytterne, men håbet lever videre blandt idealister. Der er også sket noget interessant med Milano-Sanremo. For med løbets efterhånden repetetive handlingsforløb med massespurt har man efterhånden ikke så store forventninger. Men det hænder jo stadig, at dette mønster bliver brudt. Det hænder at en Bettini og en Pozzato lige netop holder feltet bag sig. Det kræver noget ekstraordinært, men så bliver det heller ikke meget smukkere.

Spørgsmålet er om årets rute med den nye stigning eventuelt kan fungere som et medierende alternativ mellem disse modstridende synspunkter. En måde at forbedre mulighederne for udbryderne, uden samtidig at destruere løbets historiske værdi ved at opfinde en helt ny finale.

Favoritterne
Favoritterne skal altså findes mellem to ryttertyper; sprintere og ryttere, som kan slå til på de sidste stigninger. Og der er vitterligt samlet en stjerneparade af begge typer på startlisten. Skulle det ende i en massespurt må den største favorit må være sidste års vinder, Oscar Freire (Rabobank), der efterlod et rigtig fint indtryk i Tirreno-Adriatico med to etapesejre. Det, som taler for Freire, er, at han med sikkerhed kommer med over Poggio og generelt blot bliver bedre jo længere løbet er. Freire er dog ikke og har aldrig været den hurtigste blandt sprinterne, så intet er sikkert. Den komplette modsætning til Freire er naturligvis Alessandro Petacchi, hvis spurt netop ofte er blevet tappet for kræfter grundet bakkerne og de mange kilometer. Petacchi synes dog med årene at være blevet stærkere på begge fronter, og han bakkes op af et Milram-tog, der ledes an af Erik Zabel.

Den store ubekendte i regnestykket må være Tom Boonen fra Quick Step. Boonen dominerede i Tour of Qatar og vandt i Californien, men var fuldstændig usynlig i Tirreno-Adriatico. Om dette skyldes, at Tom Boonen i denne sæson kører efter et nyt program er svært at spå om, men der har været meget stille omkring den belgiske superstjerne. Lidt for stille. Skulle Boonen lig tidligere år ikke helt have benene kan Geert Steegmans tage over. Alternativt kan Quick Step benytte en effektiv flerstrenget taktik ved angribe med stærke bakkeryttere som Paolo Bettini og Giovanni Visconti, mens resten af holdet forholder sig afventende. En lignende taktik udmøntede sig i 2006 til, at Filippo Pozzato kunne sejre. Credit Agricole har til gengæld kun ét seriøst bud, men til gengæld er det et rigtig godt bud. Thor Hushovd har været superkørende hele sæsonen og senest viste han stor styrke i Paris-Nice. Andre topsprintere tæller Danilo Napolitano (Lampre), Robert Hunter (Barloworld) og Robbie McEwen (Silence-Lotto), mens det synes sikkert, at unge ryttere som Gerald Ciolek (High Road), Jose Joaquin Rojas Gil (Caisse d`Epargne) før eller siden kommer til at dominere dette løb.

En mand som vil være ivrig efter at snyde sprinterne vil være Philippe Gilbert, der sammen med Riccardo Ricco’ var tæt på at holde det jagende felt efter sig i fjor. Gilbert har allerede vundet Het Volk, hvor han på imponerende vis kørte nærmest alene i 50 kilometer. De italienske sejrherrer fra Paris-Nice, Davide Rebellin (Gerolsteiner) og Rinaldo Nocentini kan ligeledes tænkes som nogle interessante navne når feltet når Poggio.

Vinderen til Milano-Sanremo plejer dog først at have kørt Tirreno-Adriatico frem for Paris-Nice. Derfor er navne som Alessandro Ballan (Lampre), Danilo Di Luca (LPR), Enrico Gasparotto (Barloworld) samt selvfølgelig den tidligere vinder Filippo Pozzato nogle rigtige gode bud. Joaquin Rodriguez (Caisse d`Epargne), der satte alle konkurrenter på Tirreno-Adriaticos meget hårde 3. etape, har selvfølgelig også alle de rigtige kvaliteter til at lave et angrib, der kan mærkes.

Samlet vinder af Tirreno-Adriatico blev Fabian Cancellara, og det har sat Team CSC i en uventet favoritposition, som de bedre havde været foruden. Mange peger nu på CSC’s stærke schweizer som favorit, men det er svært at forestille sig en situation, hvor det kan komme på tale. Cancellara kan stadig ikke forventes at sætte feltet på Poggio, og en mand til massespurterne har han aldrig været. Hypotetisk set kan han angribe på nedkørslen eller måske angribe på de sidste kilometer. Her vil hastigheden dog være alt for høj til, at man for alvor kan tro på det. I stedet må Team CSC sætte sin lid til, at Fränk Schleck og Karsten Kroon kan gøre noget på stigningerne. Bedste mulighed for topplacering må være, at Stuart O’Grady viser god form og sidder med feltet hjem, i hvilket tilfælde en top 10 placering ikke kan afvises.

Der er tre danskere til start, alle formodentlig i bundne roller. Frank Høj stiller op for Cofidis, mens Lars Bak og Matti Breschel er at finde i Team CSC’s trup. Bedste bud må være Matti Breschel, som generelt har vist ok form i de løb han har kørt. Skulle Breschel komme med over stigningerne og O’Grady ikke, kan det tænkes, at danskeren er hurtigste mand på Team CSC. Med sin spurt kunne den unge dansker vise sig klar til de kommende uger på brosten, og med La Primavera hilse et forår med cykelsport velkommen for hele Danmark.