Løbets rolle og historie

De høje bjerge indgår kun sjældent i endagsløb, og derfor er det kun passende, at Schweiz, et af de mest bjergrige lande i Europa, altid har fokuseret mere på etapeløb end endagsløb. Trods dets relativt beskedne størrelse har landet ikke mindre end to ugelange etapeløb på WorldTour-kalenderen, Tour de Suisse og Tour de Romandie, og det siger alt om landets rolle som et af sportens traditionelle nøglelande.

Schweiz er imidlertid ikke kun høje bjerge. Den nordlige del af landet tilbyder et fantastisk terræn, selvom det ikke har store stigninger. Der er ikke mange flade veje i området, og derfor er det ikke overraskende, at det er meget populært blandt cykelturister. Det er også det perfekte terræn for svære endagsløb, og de få af disse, landet har haft, har som regel været afviklet i dette område.

Meisterschaft von Zürich var engang en af de største efterårsklassikere og var et fremragende eksempel på den type løb, området kan byde på. Uheldigvis er det løb nu forsvundet, og det efterlader nu bare ét stort endagsløb på UCI-kalenderen. Udover det lidt mindre GP Lugano, der hidtil har været afviklet i februar og sidste for første gang fandt sted i juni for at skabe større synergi med de øvrige schweiziske løb, er GP Kantan Aargau det eneste UCI-løb i Schweiz, der har tilladelse til at invitere WorldTour-hold.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Løbet er imidlertid ikke bare en national stolthed, men en prestigiøs begivenhed med en perfekt placering på kalenderen. Dets status afspejles i dets placering som et 1.HC-løb i det internationale hierarki, og det finder sted bare to dage før starten på Tour de Suisse, hvilket gør det mere og mere populært. For mange ryttere er det schweiziske etapeløb det første løb efter en lang løbspause, og GP Kanton Aargau tilbyder således en chance for at få et enkelt løb i benene inden den nationale rundtur. Derudover er det perfekt forberedelse til det ni dage løb, der ofte tilbringer ca. halvdelen af tiden i det kuperede terræn i den nordlige del af landet. Det har gjort det til et godt løb for stærke sprintere og klassikerryttere, der altid har masser af muligheder i løbet af de ni dage, og GP Kanton Aargau kan derfor betragtes som den bedste opvarmning til de kuperede etaper i det største schweiziske løb.

GP Kanton Aargau blev første gange afviklet i 1964, da Jan Lauwers vandt den første udgave. Siden da er det blevet holdt hvert år, og det har altid været en stor international begivenhed. Faktisk kom den første schweiziske vinder først i 1981, da Daniel Gisiger var første over stregen, og kun 10 udgaver er blevet vundet af en lokal rytter. Michael Albasinis udvikling til en af de bedste klassikerryttere i verden har i høj grad bidraget til hjemlandets succes, idet den stærke schweizer er skabt til den kuperede rute og har vundet to af de seneste otte udgaver.

Løbet er højdepunktet i Gippinger Radsporttage, der er en cykelfestival først i juni. Det er et rundstrækningsløb, der afvikles på en kuperet omgang, som er skabt til stærke sprintere og klassikerryttere. Det afspejles i listen over nylige vindere, der tæller navne som Albasini, Simon Geschke, Sergey Lagutin, Sacha Modolo, Giacomo Nizzolo og Alexander Kristoff, der alle har en god spurt efter en hård dag i svært terræn.

Sidste år brugte Alexander Kristoff løbet til at få lidt tiltrængt succes, da han spurtede sig til anden sejr i løbet foran de to puncheurs Francesco Gavazzi og Marco Canola. Efter et succesrigt Tour of Norway vender nordmanden tilbage for at forsvare titlen og forsøge at vinde for tredje gang, og han er igen oppe mod Gavazzi og Canola, der fortsat holder sig i gang mindre end to uger efter afslutningen på Giro d’Italia.

Ruten

Mange endagsløb varierer ruten fra år til år, men der har aldrig været meget plads til eksperimenter i Schweiz’ største endagsløb. I adskillige år blev løbet afviklet på den samme 12,1 km lange rundstrækning, men i 2016 tvang vejarbejde arrangørerne til at opfinde en nu 18,87 km lang runde, som man genbrugte i 2017. Sidste år modificerede man den en anelse, da den blev forlænget til 19,8 km ved at lægge en ekstra kilometer ind midtvejs, men den væsentligste nyskabelse var, at løbet blev indledte med et par omgange på en forkortet rundstrækning. I alt væsentligt var der dog tale om en rute, var er stort set identisk med den, der er blevet benyttet i 2016 og 2017, og samme model gentages helt uden ændringer i 2019.

Den nye rundstrækning er som sagt 19,8 km lang, men det i alt 185,9 km lange løb, der både starter og slutter i Leuggern tæt på Gippingen, indledes med i alt tre omgange på en forkortet 9,2 km lang rundstrækning, der blot er den nordlige del af den store rundstrækning. Man lægger ud med at køre mod nordvest og nord gennem relativt fladt terræn, inden man vender rundt og til slut kører mod syd ned langs floden tilbage mod Leuggern, hvor målstregen krydses.

Efter de tre omgange på den lille rundstrækning afsluttes løbet med 8 omgange på den fulde 19,8 km lange rundstrækning. Efter målpassagen fortsætter man mod syd. Efter en kilometer på flad vej rammer rytterne den lille bakke, der stiger med 5,2% i gennemsnit over 1,8 km. Toppen kommer med 15,8 km igen, og efter et kort, fladt stykke fører det frem til en lang, gradvis nedkørsel, efter at rytterne er vendt rundt for at køre nordpå. Her følger endnu en ganske lille bakke med top 7,1 km fra mål.

Med ca. 5 km igen når man det nordligste punkt på ruten, hvorfra man igen vender rundt og kører tilbage sydpå igennem fladt terræn langs den nærliggende flod. Der er ingen væsentlige tekniske udfordringer, idet rytterne følger en bugtende vej, der har et blødt sving ved den røde flamme. Der er imidlertid gemt en lille overraskelse til sidst, idet de sidste 500 m stiger med ca. 5%.

Løbet byder på i alt 2412 højdemeter.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Vejret

Vejrmæssigt har den første del af sommeren bestemt ikke været den smukkest i Europas historie, men Schweiz, der ellers er kendt for sit lunefulde vejr, byder heldigvis rytterne på en nærmest perfekt cykeldag. Torsdag vil der ikke være en sky på himlen, og temperaturen vil nå 25 grader. Der vil blot være en svag vind fra sydvest, hvilket på den store rundstrækning først giver modvind indtil kort efter toppen af stigningen og derefter sidemed- og medvind over et længere stykke. På de sidste kilometer vil der være mod- og sidemodvind, herunder modvind på opløbsstrækningen.

Favoritterne

For nogle år siden lykkedes det altid en mindre gruppe at holde hjem i GP Kanton Aargau, og det blev aldrig afgjort i en reduceret massespurt. Tiderne har imidlertid forandret sig i de seneste fem år. Alle de seneste udgaver er blevet afgjort i spurter, og nu om dage synes de fleste hold at gå ind til løbet med en sprinter i spidsen. Det har gjort løbet mere kontrolleret og har betydet, at de hurtige folk har haft det afgørende ord.

For fjerde år i træk benytter man nu med mindre modifikation den rute, der har blev indført i 2016, og den gør det endda endnu mere sandsynligt, at løbet skal afgøres i en spurt. Afstanden fra toppen af sidste stigning til mål er nu meget længere, og med en længere rundstrækning og dermed færre omgange (igen i år endda endnu færre ture på bakken som følge af indførelsen af den lille rundstrækning) er antallet af højdemeter også mindre. Dermed er løbet blevet meget nemmere, og det er blevet meget sværere for angriberne at gøre en forskel. Ganske vist har vi altid en vis udskilning, som vi også havde det i 2018, hvor 75 af de 120 startende nåede mål med feltet, men i de senere år har massespurten aldrig været truet.

Derudover fortsætter tendensen til, at de fleste hold møder op med en sprinter, der kan overleve stigningerne, og derfor vil der altid være mange hold til at jagte, hvis et udbrud skulle slippe fri på en af stigningerne mod slutningen. Denne gang vil ikke mindst det ganske stærke UAE-mandskab, der vil gå efter endnu en sejr til den tidligere vinder Alexander Kristoff, men mon ikke også Wanty med formstærke Andrea Pasqualon vil hjælpe til? Bora har en hurtig herre i Rudiger Selig, Androni har sidste års nr. 2, Francesco Gavazzi, og Andre Vendrame, Nippo kommer med sidste års nr.  3, Marco Canola, og Direct Energi stiller med Thomas Boudat, der efter sejren i Circuit de Wallonie må have masser af selvtillid. Kombinerer man det med det gode vejr, vil det være en overraskelse, hvis ikke løbet atter skal afgøres i en spurt.

Selvom det skal afgøres i en dyest mellem de hurtige folk, er det værd at huske på, at løbet har en del højdemeter, og man skal derfor være en habil klatrer for at spille en rolle. De fleste af de hurtige folk i løbet er dog alle kendt for deres holdbarhed og bør være der til slut. Derudover er det værd at huske på, at opløbet stiger, og det spiller en stor rolle i kampen om sejren. Således var det ikke tilfældigt, at det sidste år var klassikertyperne Gavazzi og Canola, der gjorde Kristoff selskab på podiet og ikke mere klassiske sprintere.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Uanset hvad er det svært ikke at pege på Alexander Kristoff som den store favorit. Nordmanden har med to sejre i fire forsøg vist sig som skabt til dette løb, og det er ingenlunde mærkeligt. Kristoff er nemlig en mester i at spurte efter lange og hårde løb, hvor han især i klassikerne har vist sig næsten mulig at besejre. Læg dertil, at hans speciale er let stigende spurter på lange opløbsstrækninger, og det står klart, hvorfor han har haft så stor succes netop her. Modsat sidste år kommer han endda til Schweiz med god form og masser af succes, efter at det for første gang lykkedes ham at tage den samlede sejr i Tour of Norway. Måske er hans lead-out ikke det bedste, idet det i alt væsentligt består af Sven Erik Bystrøm, men det store forkromede tog er heller ikke nødvendigt i denne finale. Her er det vigtigst at have et godt hold til at kontrollere løbet, og med folk som Rui Costa, Tom Bohli og Valerio Conti har han præcis det. I dette løb er der ingen, der har Kristoffs topfart, og derfor tror vi, at det bliver til en tredje sejr til nordmanden.

Hans værste rival må være Andrea Pasqualon. Ganske vist lykkedes det ikke italieneren at genvinde hverken GP Plumelec eller Tour de Luxembourg, men selvom han åbenlyst ikke synes at have samme form som sidste år, blev han alligevel hhv. nr. 7 og 3. Pasqualon er samtidig en eminent puncheur, og selvom han er bedst i hårdere finaler, er dette slet ikke en dårlig spurt for den holdbare italiener, der kun for alvor er konkurrencedygtig, når det stiger. Han er da også tidligere blevet både nr. 2 og 6 i dette løb, og selvom hans hold er relativt svagt i en tid, hvor A-trupperne er til Belgium Tour og Dauphiné, har han farten til at true Kristoff på en sådan bakke, hvis han sidder godt placeret i finalen, der heldigvis ikke er voldsomt kompliceret. Wantys to øvrige sprintere, Boris Vallee og Alfdan De Decker , er for tunge til dette, hvor Pasqualon utvivlsomt er kaptajnen

Bora kommer med et ganske alsidigt hold, der har flere kort at spille. Man må dog formode, at der satses på Rudiger Selig. Tyskeren er ganske vist mest kendt som en af verdens bedste lead-out men, men når han en sjælden gang får chancen, viser han ofte ganske fin hurtighed. Det så vi senest i Giroen, hvor han efter Ackermanns styrt på 10. etape spurtede sig til en 3. plads, ligesom han sidste år vandt en reduceret massespurt i Slovakiet Rundt og sikrede sig placeringer som hhv. 2 og 3 i massespurter i BinckBank Tour. Det er klart, at et stigende opløb og de mange højdemeter ikke er til hans fordel, men når Selig er i form, klatrer han fint. Det hele afhænger af, hvordan han er kommet op ud af Giroen. Hvis han får chancen, har han et fremragende tog med Oscar Gatto, Michael Schwarzmann, Erik Baska og Jay McCarthy, og det kan være det, der giver ham den nødvendige fordel i forhold til den hurtigere Kristoff. Skulle Selig være for kvæstet, vil det være nærliggende at give McCarthy chancen i et stigende opløb, der burde passe den australske puncheur, og han har før vist, at han kan vinde WorldTour-spurter på dette niveau. Schwarzmann, der også er ganske holdbar, kunne være en plan C, mens Baska er en mere klassisk sprinter, der næppe vil være begejstret for denne finale.

Indtil for nylig var Thomas Boudat ved at miste troen på, at han stadig kunne blande sig i spurterne, men det har ændret sig på det seneste. Ganske vist kom sejren i det hårde Circuit de Wallonie i en spurt i en gruppe på bare 5 mand, men forinden tankede han selvtillid med både en 2. og en 4. plads i Vallonien. I forvejen har han vist, at han kan vinde spurter på dette niveau, blandt andet med sidste års sejr i Ruta del Sol, og sejren i Vallonien viser, at han er i fremragende form. Hans store problem er ikke farten, men positioneringen, hvilket ikke bør være den store udfordring i denne finale. Han elsker et stigende opløb og er en holdbar herre. For en gangs skyld har han endda stærke folk i Lilian Calmejane og Pim Ligthart til at køre sig frem, og det kan være nøglen til endelig også at kunne vise, hvor hurtig han egentlig er.

Androni kommer med supertalentet Andrea Vendrame, der i år har haft en sand drømmesæson med flere topplaceringer og sejre i Frankrig. I Giroen fik han sit store gennembrud på den større scene, da han vandt feltets spurt i punceurfinalen på 7. etape og uden uheld meget vel kunne have slået Esteban Chaves i udbruddet på 19. etape. Det viste, at han kom ud af løbet i god form, og denne finale er ganske enkelt helt perfekt for hurtige Vendrame. Han skal dog fordele opgaverne med sidste års nr. 2, Francesco Gavazzi, der dog ikke helt synes at have samme hurtighed som tidligere. Det ændrer dog ikke på, at han sidste år vandt en puncheurspurt i Burgos og blev nr. 2 her, hvilket viser, at han sagtens kan være med fremme.

Nippo- Vini Fantini stiller med hele fem hurtige folk, men i denne stigende spurt må man formode, at der satses på Marco Canola. Det er trods alt i puncheurfinaler, at italieneren har sit speciale, og sidste års 3. plads viser, at dette er en god afslutning for ham. Det flotte udbrud i søndagens hårde GP Lugano viser, at han er kommet fra Giroen i god form, men desværre synes han heller ikke helt at have samme hurtighed som tidligere. Andre kandidater er det unge sprintertalent Giovanni Lonardi, der er en mere klassisk sprinter end Canola, og som efter en god præstation i en stigende spurt i Tyrkiet ligner en plan B. Holdet kan også satse på talentfulde Nicola Bagioli , der i Burgos sidste år viste sine puncheurevner, men som synes formsvag efter nylig sygdom. Endelig har holdet også Giro-etapevinderen Damiano Cima samt dennes bror Imerio Cima , der er endnu hurtigere, men i denne type finale synes de at måtte underordne sig deres holdkammerater.

Dimension Data stiller med Reinardt van Rensburg, der kun sjældent får lob at køre for sig selv. Dette stigende opløb er dog lige efter hans smag, og han er da også tidligere blevet nr. 5. Han viste sin hurtighed med en 5. plads i en stigende spurt i Californien, og også på sidste etape viste han god form, men fik desværre startet sin spurt for tidligt. Her har han et ganske kompetent hold til at støtte sig med folk som Michael Valgren og Tom-Jelte Slagter til at køre lead-out. Han er ikke feltets allerhurtigste, men det kan de måske hjælpe med at kompensere for.

Katusha kommer med Rick Zabel, der mest er kendt som lead-out man, men som tog alle på sengen, da han pludselig vandt en etape i Yorkshire. I Californien blev det imidlertid kun til en 12. plads, da han fik sin egen chance, og da han ikke er den mest holdbare, kan dette løb vise sig for hårdt for ham. Til gengæld har han tidligere i blandt andet Californien vist, at han er god i stigende spurter. En plan B må være Nathan Haas, der elsker puncheurafslutninger og i de seneste år har spurtet bedre end tidligere. Han har været meget formsvag i år, men et lovende Rund um Köln kunne tyde på, at han er klar til at rejse sig. Dette kunne være et godt sted at starte.

En spændende kandidat er Sep Vanmarcke. Belgieren er mest kendt som klassikerspecialist, men herfra ved vi også, at han har et eminent punch på bakker. I år viste han sin hurtighed, da han vandt en spurt i en gruppe på en knaldhård etape i Haut-Var, og denne finale burde endda passe ham endnu bedre, også selvom de seneste løb har vist, at formen ikke er helt i top. EF kunne også køre spurten for Alex Howes, der ligeledes burde elske denne finale og før har gjort det godt i de amerikanske spurter, men som ikke har forsøgt sig som sprinter i noget, der minder om en menneskealder.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

Gennem årene er det blevet til 6 top 10-placeringer fordel over to første-, en anden-, to fjerde- og en femteplads til veteranen Michael Albasini. Det siger alt om, at han elsker denne afslutning, men måske er det meget symptomatisk, at han sidste år blot blev nr. 25. I 2018 og 2019 har Albasini nemlig været milevidt fra sit gamle niveau, og vi tvivler på, at han stadig har den nødvendige hurtighed til at vinde her, heller ikke selvom han på det schweiziske landshold har en god lead-out man i Patrick Müller.

Gazprom-Rusvelo stiller med den holdbare sprinter Sergey Shilov, der tidligere har vundet spurter i små grupper efter hårde løb. Efter en svær tid har han rejst sig i år, men han synes ikke helt at have fordums hurtighed. På papiret burde ruten her dog passe ham. Russerne har også den eksplosive Evgeny Shalunov, men han er nok ikke helt hurtig nok til at vinde her.

Ag2r kommer ikke med et hold, der er specielt velegnet til dette løb, men de kan forsøge sig med Dorian Godon , der med sejren på prologen i Mayenne viste en ganske fin form, eller Julien Duval, der fik en dag i førertrøjen i det franske løb. På samme måde kan Sport Vlaanderen forsøge sig med Kevin Deltombe , Dries Van Gestel og Kenneth Van Rooy, der ligesom Godon og Duval kan drage fordel af bakken, men som får svært ved at slå sprinterne.

På kontinentalholdene vil vi særligt fremhæve Marco Tizza, der som en hårdfør afslutter burde være som skabt til dette løb, og som med en 10. plads i Lugano viste fremragende form, samt Sangeminis Leonardo Bonifazio, der har kørt flere top 10-placeringer hjem i juni, og Paolo Toto¸ der ligeledes er ekspert i at spurte efter hårde løb. IAM har den hårdføre afslutter Fabian Lienhard, der har flere fine placeringer i dette løb, samt Dylan Page, der dog nok er for tung til denne rute.

Som sagt er det før lykkes at snyde sprinterne, og da løbet har deltagelse af solide klassikerfolk, kan man ikke helt udelukke, at det kan ske igen. Her virker Michael Valgren, Lukas Pöstlberger, Jay McCarthy, Roman Kreuziger, Sep Vanmarcke, Nathan Haas, Matteo Montaguti, Patrick Schelling og Lilian Calmejane som de bedste bud.

OPDATERING: Det i forvejen sprintersvage Ag2r-mandskab er uden Dorian Godon, men har i stedet udtaget Nico Denz, der sammen med Julien Duval vil være manden til en eventuel spurt.

OPDATERING 2: Selig kommer ikke til start, og Bora kan derfor vælge at køre for McCarthy, Schwarzmann, Gatto og Baska. Australieren er bedste bud.

OPDATERING 3: Gavazzi kommer ikke til start, hvorfor Androni må satse 100% på Vendrame, mens Gazprom er uden Shilov og Shalunov og må satse på formsvage Alexander Porsev. EF stiller med Dan McLay i stedet for Alex Howes, men den stigende finale passer formentlig alligevel bedst til Vanmarcke. Endelig stiller Bagioli ikke til start for Nippo, der stadig må formodes at køre for Canola.

***** Alexander Kristoff

**** Andrea Pasqualon, Thomas Boudat

*** Andrea Vendrame, Marco Canola, Reinardt van Rensburg, Rick Zabel, Jay McCarthy

** Nathan Haas, Sep Vanmarcke, Michael Albasini, Marco Tizza, Giovanni Lonardi, Paolo Toto, Michael Schwarzmann, Dan McLay

*  Fabian Lienhard, Leonardo Bonifazio, Nico Denz, Oscar Gatto, Kevin Deltombe, Damiano Cima, Dylan Page, Michael Valgren, Lilian Calmejane, Matteo Montaguti, Patrick Müller, Roman Kreuziger, Patrick Schelling, Roland Thalmann, Julien Duval, Erik Baska

Danskerne

Michael Valgren er til start for Dimension Data, og han kunne faktisk gøre det hæderlig i denne stigende spurt. Han må dog formodes at skulle køre spurten for Reinardt van Rensburg, men måske kan han få lov til at angribe i et løb, hvor det før er lykkedes Valgren-typer at snyde feltet.