Livestream Flandern Rundt, Volta Limburg Classic og GP Miguel Indurain uden afbrydelser

 Sæt dit managerhold til Baskerlandet Rundt 

Løbets rolle og historie

Ingen vil holde igen, når rytterne møder frem til starten i Antwerpen søndag morgen. Indtil nu har ethvert brostensløb haft et element af forberedelse over sig, men det er bestemt ikke tilfældet i søndagens Flandern Rundt. Det er endelig tid til at gå efter de store mål, og de største brostensspecialister vil i sidste ende få deres klassikersæson bedømt på, hvad der sker denne søndag og om 14 dage i Roubaix.

Flandern Rundt indgår sammen med Milano-Sanremo, Paris-Roubaix, Liege-Bastogne-Liege og Il Lombardia på listen over cykelsportens fem monumenter - de mest ikoniske endagsløb - og dets rødder i den cykelgale flamske region gør det til et af de mest eftertragtede. Fansene skaber en helt særlig atmosfære, der ikke findes noget andet sted på cykelkalenderen.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Den første udgave af løbet blev holdt i 1913 og blev arrangeret af Karel Van Wijnendaele, der var en af grundlæggerne af sportsavisen Sportwereld. Som mange andre store historiske løb blev Flandern Rundt skabt ud fra ønsket om at promovere et medie, og det lagde grunden til en af sportens mest ikoniske begivenheder.

Før 2. Verdenskrig blev løbet typisk afviklet samme sag som Milano-Sanremo. De bedste italienske og franske ryttere foretrak sidstnævnte, hvilket forklarer, hvorfor der kun var én ikke-belgisk vinder i tiden før krigen. Efter at man besluttede at adskille de to løb på kalenderen, begyndte de begge at blomstre, og det gjorde dem til to af sportens største endagsløb.

Flandern Rundt er højdepunktet i Den Flamske Cykeluge og er toppen af kransekagen i den løbsserie, der tilbyder adskillige løb med et ens design. I løbet af nogle få uger sidst i marts og først i april kører rytterne adskillige løb på de samme smalle, brostensbelagte og stejle veje i et ganske lille område i De Flamske Ardenner, hvor de zigzagger sig gennem området for at komme op ad så mange af de kendte stigninger som muligt.

Løb som Omloop Het Nieuwsblad, Dwars door Vlaanderen, E3 Harelbeke og Flandern Rundt er alle designet på denne måde og giver dermed en helt speciel form for cykelløb, der karakteriserer denne helt unikke del af sæsonen. Af en eller anden grund er det stort set begrænset til dette korte tidsrum, og de berømte veje bruges kun sjældent i den øvrige del af sæsonen. I denne tid er de imidlertid det absolutte centrum for cykelsporten, og alle de foregående begivenheder har været én lang opbygning til søndagens store finale, et af de vigtigste øjeblikke i hele cykelsæsonen. Flandern Rundt er det eneste monument, der kan siges at have en hel løbsserie, der alene tjener som forberedelse til den store begivenhed.

Mens det andet brostensmonument, Paris-Roubaix, hovedsageligt er en flad sag, hvor forskellen alene gøres af det vanskelige underlag, og hvor de bedste ryttere baserer deres resultater på styrke og udholdenhed, er Flandern Rundt helt anderledes. Rutens væsentligste karakteristikum er de mange hellingen - korte, stejle, ofte brostensbelagte stigninger - og derfor kræver succes i Flandern, at man har et vist punch til at håndtere de stejle skråninger i De Flamske Ardenner.

Faktisk var det aldrig planen for arrangørerne at bruge dårlige veje. I løbets unge dage var det ganske enkelt de eneste, der var tilgængelige. I 1950erne begyndte man i Belgien af asfaltere vejene, men på det tidspunkt havde løbet allerede dets helt særlige natur. Da de første klassiske stigninger fik lagt asfalt, begyndte alarmklokkerne at ringe, og arrangørerne måtte i kontakt med de lokale folk på de mange barer for at finde de gemte veje, der kunne benyttes til deres løb. De er nu blevet en væsentlig del af løbet og nogle af de mest ikoniske steder i cykelverdenen.

Stigningerne er faktisk nu så berømte, at den præcise sammensætning af ruten er genstand for heftig debat. Flandern Rundt følger ganske vist en fast formel, men de finere detaljer af ruten varierer fra år til år. Distancen og antallet af stigninger kan være forskelligt, og start- og målbyerne har ikke været de samme. Efter oprindeligt at være startet i Gent er løbet i de senere år begyndt i Brugge, indtil man i 2017 flyttede startområdet til Antwerpen.

I mange år var finalen imidlertid den samme. Fra 1973 til 2011 sluttede løbet i Meerbeke og havde den velkendte afslutning med den berømte Muur van Geraardsbergen og Bosberg helt til sidst i løbet. Det er nu ændret. I stedet bød 2012- og 2013-udgaverne på et par omgange på en rundstrækning, der inkluderede to af regionens sværeste stigninger, Oude Kwaremont og Paterberg. Fjernelsen af Muren gav anledning til heftig debat, og mange cykelfans betragtede beslutningen som mangel på respekt for løbets historie.

Den generelle opfattelse var, at den nye rute var hårdere end den gamle, men tingene udviklede sig helt anderledes end forventet. Rundstrækningen, der blev brugt i 2012 og 2013, indeholdt ganske vist to brutale stigninger, men den havde også masser af lange, lige veje, der gjorde det umuligt at angribe udefra. I stedet blev favoritterne tvunget til at vente til sidste passage af Kwaremont-Paterberg-duoen, og det gav anledning til et kontrolleret og forudsigeligt løb.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

I et forsøg på at undgå det scenarium ændrede arrangørerne igen ruten forud for 2014-udgaven. Mens Kwaremont og Paterberg forblev de to sidste stigninger, opgav man rundstrækningsformatet, og i stedet placerede man den frygtede Koppenberg-stigning, der kun benyttes i netop dette løb, meget tættere på mål end vanligt. Ændringerne blev hilst velkommen af de fleste klassikerstjerner, mens de hurtige afsluttere var mindre begejstrede for den nye, hårdere rute. Ændringen havde tilsyneladende den ønskede effekt, da 2014-løbet blev meget mere selektivt. Arrangørerne var begejstrede, og derfor har de bibeholdt samme finale lige siden. I 2017 vendte Muren for første gang siden 2011 endda tilbage, denne gang dog i en forventet birolle som en af de tidligere stigninger. Helt overraskende viste det sig imidlertid, at Quick-Step åbnede løbet allerede der og lagde grunden til deres succes ved at tage favoritterne Greg van Avermaet og Peter Sagan på sengen. Modellen blev gentaget i de følgende to år, men siden 2020 har den ikoniske stigning igen været fraværende.

Selvom begge brostensmonumenter i de senere år har været domineret af Fabian Cancellara og Tom Boonen, er det ingen overraskelse, at favoritlisten er forskellig i de to løb. Mens en rytter som Thor Hushovd aldrig var i spil til at vinde i Flandern, var han en af de mest stabile ryttere i Nordfrankrig. Med dets kombination af brosten og stigninger kan Flandern Rundt betragtes som en sammensmeltning af Paris-Roubaix og ardennerklassikerne, og derfor er det ikke mærkeligt, at visse ryttere kan begå sig i begge typer løb. Ryttere som Michal Kwiatkowski og Sonny Colbrelli har ofte kørt i Flandern, men skippet Paris-Roubaix - noget sidstnævnte dog nok fortrød, da han vandt i Frankrig i sin debut! - og tidligere brugte også Greg van Avermaet, Philippe Gilbert og Peter Sagan den model for derved at have en vis friskhed til et af flere af løbene i Ardennerne. Samme billede ser vi i år, hvor navne som Tim Wellens, Alberto Bettiol, Tiesj Benoot, Michael Matthews, Tom Pidcock, Jakob Fuglsang, Tadej Pogacar og Valentin Madouas, der alle har stigninger som en spidskompetence, vil være til start på søndag, men til gengæld ikke skal nyde godt af de flade veje i Roubaix.

Trods forskellene domineres vinderlisterne i høj grad af de samme navne, og faktisk er dette årtusindes to store stjerner Boonen og Cancellara blandt de mest vindende i begge løb. Med sin tredje sejr i 2012 udlignede Boonen løbsrekorden, der indehaves af Achiel Buysse, Fiorenzo Magni, Eric Leman og Johan Museeuw, og i 2014 tog også Cancellara sin tredje sejr i De Ronde. Begge fejlede dog i deres sidste forsøg på at tage den historiske fjerde sejr, og dermed er der nu fem ryttere, der deles om rekorden.

Af de aktive ryttere er der dog ingen, der har mere end én sejr, og det blev der heller ikke ændret på sidste år, der med danske øjne blev en historisk udgave. Alle så frem til endnu et opgør mellem ærkerivalerne Wout van Aert og Mathieu van der Poel, der havde spurtet om sejren i 2020, men da de to favoritter kørte væk, fik de selskab af Asgreen. Danskeren viste sig først stærkere end Van Aert, der ikke kunne følge med i finalen, og bedst som det meste af cykelverdenen formentlig havde givet sejren til den på papiret hurtigere Van der Poel, skabte Asgreen sensationen ved at overspurte hollænderen og dermed tage den blot anden danske sejr i det ældgamle monument. 32 sekunder senere sikrede Greg van Avermaet sig sin fjerde podieplads, da han med et sent angreb kørte væk fra en decimeret favoritgruppe, der havde hentet Van Aert. Asgreen vender naturligvis tilbage for at forsvare titlen, og da han igen er oppe mod både Van der Poel og Van Avermaet, deltager hele podiet fra sidste års udgave af løbet.

 Livestream Flandern Rundt, Volta Limburg Classic og GP Miguel Indurain uden afbrydelser

 Sæt dit managerhold til Baskerlandet Rundt 

Ruten

Som sagt har arrangørerne lyttet til de mange ryttere, der har kritiseret den rute, der blev introduceret i 2012 og 2013, for at skabe for konservativt cykelløb. Kontrakten med den nye målby, Oudenaarde, skulle dog respekteres og derfor er man ikke vendt tilbage til den gamle finale med Muren og Bosberg, men forud for 2014-udgaven gjorde man finalen meget hårdere. Det nye rundstrækningsformat var til gavn for tilskuerne, men ansporede ikke til aggressiv kørsel, og selvom man fra arrangørside har ønsket stadig at passere de sidste stigninger flere gange, har man nu sammensat en mere alsidig finale, indsat flere stigninger og givet færre muligheder for at komme sig mellem udfordringerne. Det har givet anledning til ganske underholdende cykelløb i årene siden 2014, og derfor har man i alt væsentligt fastholdt samme finale i nu snart et årti.

Den store nyhed i 2017 var, at starten flyttedes fra Brugge til Antwerpen, og at Muren gjorde et velkomment comeback, men denne gang som en mere perifer stigning næsten 100 km fra målstregen. Alligevel var det allerede her, at grunden til Philippe Gilberts sejr blev lagt, og derfor kunne det ikke undre, at den ikoniske stigning var med igen i 2018 og 2019. Det skulle den også have været i 2020, men da arrangørerne grundet den pressede kalender senere valgte at forkorte løbet, gled den ud igen. Tilsyneladende er det anstrengte forhold mellem arrangøren, Flanders Classics, og bystyret i Geraardsbergen stadig ikke helt godt, for Muren vendte ikke tilbage i 2021, selvom løbet i en klassisk kalender naturligvis var tilbage ved en mere klassisk distance, og heller ikke i 2022 er der fundet plads til Flanderns vel nok mest berømte stigning.

I det hele taget er ruten stort set en kopi af den, der blev benyttet i både 2020 og 2021, men alligevel skrues der op for sværhedsgraden - eller i hvert fald udholdenhedskravene. Beslutningen om at droppe afstikkeren til Geraardsbergen reducerede distancen i både 2020 og 2021, men den trend brydes i den grad i år, hvor løbet forlænges med næsten 20 km, så der nu skal køres mere end 270 km. Det er ikke sket siden 1999, og med sine 272,5 km er årets udgave den længste, siden Johan Museeuw i 1998 tog den sidste af sine tre sejre. De mange nye kilometer findes dog primært i den flade og underholdningsmæssigt relativt uinteressante indledning, og senere i løbet er ændringerne ganske marginale. Antallet af stigninger reduceres fra 19 til 18 mod de 17, der var i 2019 og 2020, og de 18, vi havde i 2017 og 2018, da man dropper den meget tidlige passage af Katteberg, der lå som ensom ø som den første udfordring på sidste års rute, og derudover erstattes den meget svære brostensstigning Eikenberg, der dog kom meget tidligt i løbet med den lettere asfaltstigning Achterberg. Antallet af flade pavéer er fortsat syv, da man dropper en tidlig passage af Holleweg i forbindelse med den aflyste passage af Katteberg, men til gengæld lægger man en passage af Kerkgate ind i forbindelse med passagen af Wolvenberg. Umiddelbart herefter rammer man Jagerij-pavéen, og derfra vil de sidste 108 km være præcis de samme som sidste år.

Den afsluttende kombination af Oude Kwaremont og Paterberg er brutal, da begge stigninger er blandt regionens allerhårdeste. Faktisk er det en meget sværere finale end den gamle med Muren og Bosberg. Hvad der gjorde 2012- og 2013-udgaverne mindre aggressive var de mange kilometer på store, flade veje på den afsluttende rundstrækning, hvilket gjorde det svært at angribe fra distancen. Ved at opgive rundstrækningsformatet har man kunnet reducere afstanden mellem stigningerne og dermed gjort det sværere at organisere en jagt.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Rytterne skal fortsat op over Kwaremont tre gange og Paterberg to gange, men næstsidste passage af de to stigninger kommer længere fra mål, end den gjorde på den gamle rute. I stedet afsluttes løbet med en rundstrækning, der skiller sig ud ved at inkludere den frygtede Kopppenberg, der altid har været et nøglepunkt, men i det nye format kommer meget tættere på mål og er langt vigtigere. For ottende år i træk vil den nu indgå i den absolutte finale, der indledes, når man med 54,6 km igen rammer Kwaremont for anden gang, og herefter følger stort set alle Flanderns vanskeligste stigninger i løbets afsluttende fase.

Trods ændringerne følger løbet fortsat den formel, der karakteriserer de fleste flamske klassikere. Løbene starter alle med et langt, fladt stykke, før man bevæger sig ind i De Flamske Ardenner. Her snor man sig rundt i et meget lille område for at ramme så mange af de berømte stigninger som muligt. Efter at have været oppe over adskillige hellingen og henover flere flade pavéer bevæger man sig ad flade veje tilbage til målbyen. De smalle veje, stejle stigninger og det ubehagelige underlag gør typisk løbene til en sag for de hårde drenge, da den gradvise udskilning betyder, at kun ganske få har overlevet, når man når målområdet. Forskellen på løb som Flandern Rundt, E3, Dwars door Vlaanderen og Omloop Het Nieuwsblad udgøres af start- og målbyerne, antallet af stigninger og ikke mindst distancen, der gør Flandern Rundt til klart det længste.

Siden 1998 er løbet startet i Brugge, men i 2017 skrev man i stedet kontrakt med Antwerpen, der nu er rammen om indskrivningen. Nøjagtig som Brugge er havnebyen placeret langt fra De Flamske Ardenner, og derfor indledes den i år altså hele 272,5 km lange rejse med en lang, flad og i år altså forlænget tur mod sydvest til byen Zottegem, der ligger på grænsen til det kuperede område, og som nås efter 98,2 ret ensformige kilometer. Herefter rammer man de første brosten, Lippenhovestraat og Paddestraat, der kommer med hhv. 168,8 og 167,3 km igen, inden man når frem til målbyen Oudenaarde efter 114 km. Modsat sidste år dropper man nu passagen af Katteberg og Holleweg, og i stedet kører man videre igennem fladt terræn mod sydvest ned til hjertet af De Flamske Ardenner.

Det er rytternes sidste puster, inden løbet ændrer karakter. Fra det øjeblik man rammer den næste helling, er der meget kort afstand mellem bakkerne. Det lange indledende stykke tjener som formål at akkumulere træthed og skabe et tidligt udbrud. I mange flamske klassikere kan tilstedeværelse i det tidlige udbrud være en billet til et topresultat - bare tænk på Imanol Erviti i 2016 - og derfor er løbet ofte meget aggressivt i den indledende fase. Det er ganske vist vanskeligere at holde hele vejen i dette løb end i de kortere klassikere som E3 og Dwars door Vlaanderen, men det ændrer ikke på, at der ofte er en brutal kamp fra start, og at det tager lang tid at få etableret udbruddet.

Den første væsentlige udfordring kommer med 136,2 km igen, og det er en af nøglestigningerne, der åbner ballet. Først gælder det således selveste Oude Kwaremont (2200 m, 4%, max. 11,6%, 1500 m brosten), og derfra går det hurtigt med stigningerne. Den maksimale afstand mellem to på hinanden følgende stigninger er 16,0 km, men i langt de fleste tilfælde er der mindre end 10 km, inden det igen går løs.

Ved indløbet til Kwaremont vil positionskampen for alvor starte. Det er stadig alt for tidligt for favoritterne at spille ud, men fra nu af skal man være fremme stort set hele tiden. Positionering betyder mindst lige så meget som power og klatreevner i Flandern Rundt, da det er næsten umuligt at passere ryttere på de smalle veje. At starte en stigning for langt tilbage kan sagtens være enden på løbet, specielt hvis man fanges bag et af de mange styrt, der utvivlsomt vil præge dramaet.

Rytterne er nu startet på den første store rundstrækning, der inkluderer yderligere 7 stigninger. Man fortsætter mod nordøst for at ramme asfaltstigningen Kortekeer (1260 m, 6,4%, max. 17%) med 125,7 km igen, hvorefter det som noget nyt gælder asfaltstigningen Achterberg (1500 m, 4,4%, max. 14%), der melder sig med 119,2 km igen. Umiddelbart herefter gælder det som noget nyt en passage af pavéen Holleweg (650 m) med 116,9 km, og den fører næsten direkte til en af de stejle asfaltstigninger, Wolvenberg (645 m, 7,9%, max. 17,3%), der kommer med 114,2 km igen.

Herefter skal man med 110,5 km igen som noget nyt over Kergate-pavéen (1400 m) med 110,7 km igen, hvorefter man rammer ruten fra 2021, når man passerer Jagerij-pavéen (800 m) med 108,1 km igen. Herefter gælder det den frygtede brostensstigning Molenberg (463 km, 7%, max. 12%), der vendte tilbage sidste år, med 101,9 km til stregen og den nye Marlboroughstraat (1040 m, 3%, max. 7%) med 97,9 km tilbage. Herefter venter de to asfaltstigninger Berendries (940 m, 7%, max. 12,3%) og Valkenberg (550 m, 8,2%, max. 13%), der kommer hurtigt efter hinanden med hhv. 93,9 og 88,5 km igen. Det var nu, rytterne skulle have været oppe over Muren, men den sløjfe droppes. I stedet får man efter Valkenberg 12,4 km til at komme sig, inden man som noget nyt skal over den ret svære brostensstigning Berg The Houte (1100 m, 6%, max. 21%) med 76,1 km igen. Nu rammer man den helt klassiske rute, som vi kender til hudløshed, når man skal over Kanarieberg (1000 m, 7,7%, max. 14%), der kommer med 70,6 km igen.

Disse første stigninger tjener flere formål. Først og fremmest sætter de sig i benene og bidrager afgørende til at gøre løbet hårdt og skabe gradvis udskilning. Fra starten af den kuperede zone sker der konstant en udtynding af feltet. I tillæg til den stadige positionskamp, der automatisk øger farten, er der altid flere hold, der prøver at sætte et solidt tempo på stigningerne for at gøre løbet selektivt.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

Vigtigere er det imidlertid, at denne fase ofte er domineret af mange angreb. Det er stadig for tidligt for podiekandidaterne at røre på sig, men det kan være rette tid til at sende holdkammerater ud foran. Kaptajnerne fra de mindre hold er også ofte ivrige efter at vise sig selv frem i denne fase og med et angreb måske sikre sig en genvej til finalen. Angrebene kan komme på stigningerne, men meget ofte udnytter man en kortvarig stilstand på de større, bredere veje til at snige sig afsted.

Efter Kanarieberg følger igen det længste flade stykke på 16,0 km mellem to stigninger, hvor der kan ske en form for samling, og derfor kan det være et relativt stort felt, der rammer de sidste 60 km. Denne fase kan imidlertid give anledning til lidt ro og derfor være en oplagt chance for at stikke af og derved foregribe favoritternes angreb.

Er det ikke sket tidligere, vil løbet start for alvor, når der resterer 54,6 km, hvor rytterne rammer Oude Kwaremont (2200 m, 4%, max. 11,6%, 1500 m brosten) for anden gang. Den efterfølges direkte af en anden af de sværeste stigninger, brostensmuren Paterberg (360 m, 12,9%, max. 20,3%), og dermed kommer den afsluttende duo her for første gang sammen. Når de igen rammes 40 km senere, vil de være de sidste udfordringer i løbet.

Rytterne tager nu hul på den afsluttende rundstrækning, der blev introduceret i 2014, og den er som sagt meget hårdere end den, der blev benyttet i 2012 og 2013. Den mest markante nyskabelse er introduktionen af den berømte brostensstigning Koppenberg (600 m, 11,6%, max. 22%), der kommer med bare 44,6 km til mål. I de senere år har denne helling, der ikke indgår i de øvrige klassikere og efter Jesper Skibbys berømte uheld i flere år blev vurderet til at være for farlig at benytte, for alvor skabt ravage, og selvom underlaget er forbedret siden 90erne, er det stadig løbets måske sværeste stigning.

At køre op ad Kwaremont, Paterberg og Koppenberg inden for bare 10 km er ganske enkelt brutalt, og derfor er det nu tid for favoritterne til at spille ud. Efter Koppenberg rammer man den 2400 m lange pavé Mariaborrestraat med 40,5 km igen, og 5,4 km efter den berømte stigning gælder det Steenbeekdries (700 m, 5,3%, max. 6,7%). Derefter venter endnu en af Flanderns sværeste stigninger. Som det har været tilfældet siden 2014 kommer brostensstigningen Taaienberg (530 m, 6,6%, max. 15,8%) - Tom Boonens favoritstigning, der ofte har været rammen om hans angreb - dybt inde i finalen med bare 36,7 km til mål, og derfor vil den igen spille en nøglerolle. Her har de store navne i de øvrige udgaver spillet med musklerne på alle disse fire svære stigninger, og selvom ingen af angrebene før 2020 har været løbsafgørende, har de skabt en meget lille gruppe af favoritter relativt langt fra mål. I 2020 blev de endda helt afgørende, da det var umiddelbart inden Taaienberg, at Van der Poel, Van Aert og Alaphilippe kørte væk.

Efter Taaienberg bliver det lidt nemmere, og det kan være det, der forhindrer alt for tidlige angreb fra favoritterne. I de næste 20,0 km er den eneste udfordring den lange, jævne stigning Kruisberg (2500 m, 5%, max. 9%, 450 m brosten), der kommer med 26,5 km igen, men denne sektion har alligevel vist sig at spille en vigtig rolle. Det var her Jurgen Roelandts sikrede sig en podieplads ved at angribe i 2013, og i 2014 sikrede Stijn Vandenbergh og Greg Van Avermaet sig en billet til finalen ved at stikke af netop her på et tidspunkt, hvor storfavoritterne Cancellara og Sagan var isolerede og selv skulle jagte. I 2015 satte Alexander Kristoff og Niki Terpstra det afgørende fremstød ind netop her, og i 2016 overraskede Sagan ved sammen med Michal Kwiatkowski og Sep Vanmarcke at tage Cancellara på sengen. I 2018 var det også her, Terpstra kom med sit sejrsgivende angreb, og sidste år var det også på Kruisberg, at Asgreen lancerede det angreb, kun Wout van Aert og Mathieu van der Poel kunne besvare. Det er således her, at alle de podiekandidater, der ikke kan følge de absolutte favoritter, skal foregribe de sværeste angreb. Hvis udskilningen har været voldsomt i den svære fase lidt tidligere, vil der ikke være mange hjælperyttere, og denne del er derfor enormt aggressiv og svær at kontrollere.

Som det har været tilfældet siden 2012, skal det hele afgøres på Kwaremont-Paterberg-duoen. Den første af disse stigninger kommer med 16,7 km til mål, mens den sidste afslutter vanskelighederne bare 13,2 km fra stregen. Disse to stigninger er nogle af de hårdeste i løbet, men de er meget forskellige. Kwaremont er en lang, jævn stigning, der handler mere om power og udholdenhed end acceleration, mens Paterberg er kort og brutalt stejl og dermed perfekt til at spurte hele vejen fra bund til top. I 2014 angreb Cancellara på førstnævnte, og det var kun Vanmarcke, der kunne følge ham, mens det i 2016 var på Paterberg, at Sagan satte Vanmarcke og kørte alene hjem. I 2019 var det på Kwaremont, at Bettiol kørte fra alt og alle, og sidsye år var det også på Kwaremont, at Van Aert måtte slippe Asgreen og Van der Poel. Det er her de sidste angreb skal sættes ind, og det er her de stærkeste skal gøre forskellen.

De sidste 13,2 km består af en lang tur mod nordøst til Oudenaarde langs flade, store og brede veje. Som regel er det på dette tidspunkt et stort forfølgelsesløb mellem flere mindre grupper, men det kan også være rammen om et fascinerende taktisk spil, hvis flere ryttere er sammen i front. I 2012 og 2013 var der en relativt stor forfølgergruppe bag de tre bedste ryttere, men siden 2014 har løbet været meget mere selektivt. Det sidste sving kommer 8 km fra mål, og herefter er det ligeud hele vejen til stregen på den flade Minderbroederstraat, hvor en fortjent vinder af Flandern Rundt skal kåres efter 272,5 brutale kilometer i noget af det værste terræn, Flandern kan byde på.

Løbet byder på i alt 2281 højdemeter mod 2190 i 2021, 2003 i 2020 og 2156 i 2019.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

 Livestream Flandern Rundt, Volta Limburg Classic og GP Miguel Indurain uden afbrydelser

 Sæt dit managerhold til Baskerlandet Rundt 

Vejret

Det er ikke mange løb, der afhænger så kraftigt af vejret som Flandern Rundt. Selvom ruten er hård og selektiv, øges vanskeligheden dramatisk, hvis forholdene er blæsende, kolde og regnfulde. Hvis vejret er brutalt, bliver det ren overlevelse, mens flere ryttere har en chance, hvis det er en flot forårsdag. I nyere tid viser specielt 2015-udgaven af Gent-Wevelgem, hvordan dårligt vejr dramatisk kan forandre en flamsk klassiker, og mens de hurtige folk håber på en solskinsdag, satser de hårde drenge på rigtigt belgiervejr. Mange cykelfans betragter det ikke som et rigtigt Flandern Rundt, hvis ikke rytterne har set lidt til den belgiske kulde og regn.

Sådan bliver det dog ikke denne gang. Ganske vist har Belgien ligesom Danmark i de seneste dage haft et pust af kulde med snebyger både torsdag og fredag, men i weekenden ser det bedre ud. Søndagen vil endda starte solrigt med kun få skyer, men fra middagstid vil der kun være lidt sol. Fra 14-tiden vil der også være en bygerisiko på 20-30%, og med en temperatur på bare 7 grader - ved starten endda bare 2 grader - vil det være en helt anderledes kold fornøjelse end sidste uges forrygende varme. Til gengæld vil der ikke være megen vind med bare en let brise (5-11 km/t) fra nordvest. Det giver i den indledende fase først sidevind, så sidemedvind og slutteligt sidemodvind. I den kuperede zone vil vinden komme fra alle tænkelige retninger, men til slut vil der være sidemedvind på Kwaremont og sidemodvind på Paterberg, hvorefter der venter et kort modvindsstykke og slutteligt sidevind på den lange, lige vej ind til Oudenaarde, idet der dog gradvist bliver mere sidemedvind på de sidste par kilometer.

Favoritterne

For nogle år siden handlede al snak op til Flandern Rundt altid om de samme to navne. Tom Boonen og Fabian Cancellara var de evige favoritter, hvis indbyrdes styrkeforhold altid varierede, men derefter fulgte en interessant årrække, hvor favoritfeltet var meget brede. Alligevel var der altid en eller anden, der havde skilt sig ud. Efter Boonen var i særklasse i 2012, og alle øjne var rettet mod Cancellara i 2013 og 2014 kom der et navn på banen i 2015, hvor Alexander Kristoff var ustoppelig i optakten. I 2016 talte alle atter om den store duel mellem Peter Sagan og Cancellara, i 2017 var det Sagan og Greg Van Avermaet, der stjal de fleste overskrifter, men derefter oplevede vi nogle meget åbne år i 2018 og 2019, hvor der var meget stor diskussion om, hvem der gik ind til løbet med de bedste kort på hånden.

Men så kom crossfænomenerne. I både 2020 og 2021 har man følt sig hensat til de gode, gamle Boonen-Cancellara-dage. Forud for begge udgaver var der nemlig lagt op til en fortsættelse af den evige rivalisering mellem Mathieu van der Poel og Wout van Aert, der i begge tilfælde skilte sig ud som de mest indlysende favoritter. Alligevel har der begge gange været én, der har blandet sig. I 2020 var det Julian Alaphilippe, der fik en bedre brostensdebut, end man kunne have håbet på, men som fik sit løb ødelagt af en motorcykel. I 2021 var det Kasper Asgreen, der allerede med sejren i E3 havde vist, at han var manden, der kunne slå de to crosskanoner, og det gjorde han som bekendt på en søndag, der for altid vil stå mejslet ind i dansk cykelhistorie.

I år er der igen et helt naturligt fokus på Van Aert og Van der Poel. Belgieren lignede en mand, der var i sin egen liga i både E3 og Gent-Wevelgem, og Van der Poel mødte brostenene for første gang onsdag på bedst tænkelig vis ved at tage sin anden sejr i Dwars door Vlaanderen. Alligevel er alt ikke ved det gamle. Denne gang er det ikke bare de to crosskanoner, fokus samler sig om. Tværtimod tegner der sig et bredere favoritfelt med reelle vinderchancer - og det endda i et år uden Alaphilippe. Således tilføjer Pogacar et uhyre interessant krydderi, som kan få selv den mest selvsikre crossstjerne til at ryste i bukserne, Tom Pidcock meldte sig i den grad ind i kampen onsdag, da først der kom styr på den dårlige mave, og selvom niveauet ikke har været som i 2021, tør ingen afskrive Asgreen i et løb, der denne gang er det længste siden 1998 og når op på den anden side af de uhyggelige 270 km. Med fem så gode vinderbud er det ikke helt som i de gamle Boonen-Cancellara-dage, hvor duoen fordelte rovet mellem sig fire gange på fem år - og i de to år forinden blev til halv Boonen-sejr, da det store fokus på belgieren gjorde det muligt for Stijn Devolder at vinde to gange.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Netop Devolders sejre viser, at brostensløb ikke altid handler om at være stærkeste. Det blev vi blandt andet mindet om i Gent-Wevelgem i 2020, hvor de to isolerede crossrivaler effektivt fik elimineret hinanden, og i E3 i 2021, hvor de begge blev sat godt og grundigt til vægs af Deceunincks imponerende overtal, der for 117. gang i historien med en kombination af taktisk snilde og Asgreens solide råstyrke var nok til at sikre sejren. Taktik spiller altid en rolle, som de foregående løb også har vist. Denne gang har det bare ikke været Quick-Step, der har siddet i deres obligatoriske overtal, men derimod Jumbo, der har dikteret slaget så benhårdt, at selv verdens mest autoritære diktatorer næsten må føle, at deres jerngreb er alt for løst, når man ser på, hvordan man virkelig kan diktere.

Flandern Rundt er dog også anderledes end E3 og Gent-Wevelgem. Begge de to mindre klassikere slutter med 30-40 relativt lette kilometer. Den luksus har man ikke i Flandern Rundt, hvor finalen er betydeligt hårdere. Faktisk indledes finalen først for alvor, når de værste udfordringer er ved at være ovre i de to øvrige klassikere, og her går det først rigtigt løs, når man med 54,6 km igen rammer Kwaremont for anden gang. Herfra er løbet så vanskeligt, at der kun to gange kommer et lidt lettere stykke, hvor taktik for alvor kan spille en rolle. Det sker efter Taaienberg, hvor de næste 20 km kun byder på Krusiberg-stigningen, og netop her har vi som opregnet i rutebeskrivelsen ovenfor meget ofte set de kloge taktiske fremstød, der mod isolerede favoritter kan skabe overraskelser. Det sidste stykke er selvfølgelig de flade 13 km tilbage mod Oudenaarde, men historien viser dog ganske klart, at de stærkeste som regel er kørt væk, og at taktik her kun rigtigt har spillet en rolle i en ofte relativt stor forfølgergruppe, hvor et hav af isolerede kaptajner aldrig kan samarbejde. De seneste år taler da også sit tydelige sprog. Vi skal vel helt tilbage til Nick Nuyens’ overraskende sejr i 2011, hvor man stadig kørte den gamle og utvivlsomt lettere finale, for at finde det seneste eksempel på en vinder, der ikke har kunnet regnes som en af løbets nok to eller tre stærkeste.

I den forstand er Flandern Rundt et mere ærligt løb, og det har været vanskeligere for Quick-Step at sætte fysikken ud af spillet og skabe den overtalssituation, de altid drømmer om. Det gør også løbet langt lettere at gennemskue end Milano-Sanremo, hvor den lette rute betyder, at der er en endeløs serie af vinderkandidater. I hvert fald var hverken Jasper Stuyven eller Matej Mohoric de mest oplagte vindere, men den slags overraskelser ser man sjældent i de fire øvrige monumenter. De er alle mere fysiske, og her er det oftest en af de allerstærkeste, der vinder.

Netop det forhold, at man i højere grad kan stole på sin fysik, end man kan i de øvrige brostensløb, vil formentlig få en stor betydning i forhold til, hvordan årets udgave gribes an. Det skyldes også, at der denne gang har været en forskydning i magtbalancen. Vi har været vant til, at Van Aert og Van der Poel har kørt for to af de svagere mandskaber, og at det var Quick-Step, der kunne drage fordel af en tidlig åbning og medfølgende isolering af kaptajnerne. Denne gang er der vel næppe nogen, der reelt tror på, at det lader sig gøre at isolere Van Aert tidligt i løbet - hans løjtnant, Christophe Laporte, lignede trods alt næststærkeste mand i E3 og måske også i Gent-Wevelgem - og selvom alle må gyse lidt ved udsigten til et opgør mand mod mand med den Van Aert, vi så i de seneste brostensløb, er det svært at se, at det er et løb, der kan åbnes tidligt. Den faktor, der måske kunne have held med det foretagende, Quick-Step, er nemlig åbenlyst i en klassikerkrise, jeg ikke mindes at have set i de sidste mange, mange år. Van der Poel har det fint med Jumbos kontrol, da han tror på sin fysik, og Alpecin er formentlig et af de stærkere hold, der kan være med til at låse løbet frem mod anden passage af Kwaremont og hjælpe til med at kontrollere det altid farlige og lettere stykke mellem Taaienberg og sidste passage af Kwaremont.

Det skyldes også, at Jumbo formentlig vil gribe løbet anderledes an, end de har gjort de seneste dage. I både Omloop, E3 og Gent-Wevelgem legede de med overtallet, når de først havde fået det skabt, og vi så masser af angreb fra både Laporte og Tiesj Benoot. Den slags vil vi formentlig se mindre af på søndag. Vi så i søndags, at satsningen på Laporte ikke førte til det ønskede resultat, og selvom det i det lettere løb formentlig var deres bedste chance for at vinde, da først Van Aerts Kemmelberg-angreb ikke var nok, vidner det om, at en bredere strategi ikke er uden risici. Samtidig er dette løbet, Van Aert vil vinde, og hans lyst til at give gaver til holdkammeraterne må være meget tæt på 0. Da han samtidig har tanket uhyre meget selvtillid de seneste dage og må to fuldt og fast på sit niveau, tror jeg, at vi vil se et mere defensivt Jumbo-hold, end vi har set hidtil. Der vil formentlig blive taget færre chancer, leget mindre med overtallet og satset mere på Van Aerts fysik.

Det udelukker naturligvis ikke, at overtallet ikke kan blive brugt mere kreativt. Situationen i den kuperede zone mellem Kwaremont og Taaienberg og på det efterfølgende fladere stykke kan sagtens blive så ukontrollerbar, at det lønner sig med at lade Laporte eller Benoot svare på angrebene. Van Aert har formentlig også lært af sidste års VM, hvor han var alt for langsom til at melde ud, at han ikke havde benene, og hvis han atter har en knap så god dag på søndag, vil han næppe tøve med at give Laporte og Benoot frit spil til at søge muligheden. Chancen for et mere taktisk løb er således til stede, men mest taler for et mere kontrolleret løb, hvor Jumbo vil være mere defensive og sørge for at iscenesætte et finaleopgør på de sidste stigninger, hvor det vil være fysikken, der taler.

Undtagelsen kan komme, hvis løbet åbnes lige så tidligt som i 2020, hvor Van der Poel, Van Aert og Alaphilippe allerede kørte væk inden det lette stykke efter Taaienberg. Skabes der så voldsom en udskilning, at vi allerede her har en meget lille gruppe med måske kun to-tre kaptajner mod to-tre Jumbo-ryttere, vil det være hovedløst ikke at sætte Van Aerts rivaler under pres med gentagne angreb. På den facon kan der sagtens blive skabt plads til lidt af den Jumbo-taktik, vi har set de seneste dage, selvom hierarkiet denne gang formentlig er mere fastlåst.

Det gør det også svært at angribe tidligt. Det er ellers velkendt, at man ved at anticipere favoritterne kan komme meget langt - bare se på Mads Pedersens og Kaspers Asgreens 2. pladser de seneste år - for har man et forspring inden de værste bakker, slipper man for at skulle følge de værste kraftkarle, når de åbner for gassen. Kommer man først over Kwaremont-Paterberg, har vi jo en Wevelgem- eller E3-agtig finale, hvor alt kan ske, og hvor vi så sent som i 2019 så Asgreen snige sig væk, dog ganske vist kun til en 2. plads bag suveræne Alberto Bettiol, og i 2021 så Greg van Avermaet sikre sig 3. pladsen ved et tilsvarende snigerangreb.

Det betyder ikke, at det ikke vil blive forsøgt. Netop fordi Jumbo har været så stærke, vil mange formentlig gerne have det forspring, der kan være vejen til et topresultat. Mange vil elske at gentage Quick-Steps berømte overraskelsesangreb på Muren i 2017, hvor deres genialitet sikrede Philippe Gilbert sejren og fangede favoritterne Sagan og Van Avermaet på det forkerte ben. Det bliver desværre næppe muligt denne gang.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

De svære tidlige stigninger er også væk. For tredje år i træk er der ingen Mur, og Eikenberg ryger i svinget i år. Molenberg er svær, men den kommer lidt for tidligt til, at de for alvor kan bruges. Stykket frem mod anden passage af Kwaremont er ret let, og selvom forsøget sikert vil blive gjort, og at vil blive vidner til megen tidlig aggression, er første del af løbet umiddelbart lidt for let til, at der kan skabes en afgørende forskel, inden finalen indledes ved anden passage af Kwaremont med 54,6 km igen. Det skyldes også det gode vejr, der ikke just indbyder til større udskilning tidligt. Derefter følger så næsten 20 brutale kilometer, hvor slaget formentlig vil blive åbnet, og så kan Jumbo efter Taaienberg vurdere, og løbet lægger mest op til at kontrollere for Van Aert frem mod finalen, eller om gruppen er så lille, og de vigtigste favoritter alle så isolerede, at det er risikoen værd at begynde at lege bare en smule med overtallet. Med så stærkt et Jumbo-hold taler mest formentlig for, at vi vil se det endelige opgør mellem de største favoritter på Kwaremont-Paterberg til sidst, efter at de 20 svære kilometer har skabt den væsentligste udskilning. Spørgsmålet er bare, hvor mange der er kommet med så langt.

Sandsynligheden for et mere fysisk opgør mand mod mand øges også af, at de fem største favoritter tror på sig selv og aldrig sparer sig. Det gør Van Aert og Van der Poel aldrig, og de ved, at de kan vinde en spurt i Oudenaarde - også mod hinanden. Det samme ved Pidcock, der slog Van Aert i Brabantse Pijl (og måske endda også i Amstel Gold Race!), og Asgreen ved fra sidste år, at han bestemt også kan stole på sig selv, hvis det skal afgøres på stregen. Pogacar vil måske være mere usikker, men Tour-kongen er aldrig bange for at føre og ikke typen, der agerer dødvægt. Risikoen for, at manglende føringsvilje i finalen kan gøre det hele mere taktisk, er mindre, hvis vi efter de sidste stigninger ikke har andre end et eller flere af de fem mest indlysende topnavne. Alle tror nemlig meget på sig selv.

En af de ryttere, der har allermest grund til at tro på sig selv er Wout van Aert. Selvom onsdagens løb i mine øjne gjorde løbet betydeligt mere åbent, end det tegnede sig onsdag morgen, har jeg svært ved ikke at pege på den stærke belgier. Der er nemlig en verden til forskel på den Van Aert, vi så i 2021 og i 2022. For et år siden havde han brændt sig selv af med en klassementssatsning i Tirreno, som - også efter hans eget udsagn - betød, at han aldrig blev sig selv igen, før klassikersæsonen var ovre (i parentes bemærket er sejre i Amstel Gold Race og Gent-Wevelgem jo så ikke et helt dårligt udkomme!). Det er netop den fejl, han i år har villet undgå, og den strategi synes at være lykkedes perfekt. Cross-VM og Strade Bianche blev droppet, og under Paris-Nice var der plads til to gedigne fridage, selvom det betød, at Primoz Roglic på den første bjergetape pludselig var uhyre sårbar.

Derfor har vi set en helt anderledes frisk Van Aert i år. Hans Sanremo blev ødelagt af Pogacars endeløse serie af angreb, som han ikke turde undlade at besvare, og siden han kom til Belgien, har han lignet en mand med to gear mere end alle andre. Havde han ikke ventet på Laporte på Kwaremont i fredags, havde han formentlig vundet E3 med et mere end 30 km langt soloridt, og i Wevelgem var hans angreb på den stejle tur op ad Kemmelberg, hvor han ellers sad i dårlig position, uhyggeligt stærkt og uden modsvar fra nogen af rivalerne. Det løb var desværre for let til, at det kunne vindes på ren styrke, hvorfor man hurtigt gik til plan B, men den slags vil vi som sagt næppe se søndag. Det er løbet, Van Aert vil vinde, og meget taler for, at Jumbo vil satse mere målrettet på plan A, nemlig at Van Aert skal vinde løbet på sin råstyrke.

Den har hidtil været adskillige procent over alle andres, og selvom Pogacar og Van der Poel nu er inde i billedet, Pidcock har fundet sig selv, og Asgreen må formodes at være i fremgang og bedre i et langt løb, har Van Aert været så suveræn, at det er svært at se, at han denne gang bliver sat i finalen, som han ellers gjorde det i både E3 og Flandern sidste år, hvor han hele tiden forsøgte at finde de procent, han havde tabt i Tirreno. Denne gang har han også fordel af det stærkeste hold. Jumbo har vundet positionskampen frem mod alle nøglestigninger i årets klassikere, og det er derfor formentlig alle andre, der skal brænde tændstikker på at lukke de huller, der altid opstår i den svære serie over 20 km. Samtidig kan Van Aert også i finalen lukrere på sit hold, hvor Laporte og Benoot kan køre fuld finale. Skal der lukkes huller, er der folk til at gøre det, og Van Aert kan derfor slippe for at ødsle med kræfterne, som han har haft for vane. Den risiko burde være elimineret denne gang, hvor han snarere formentlig vil være den mest friske, når de når finalen.

Der er dog også usikkerhed. Van Aert havde i 2021 en bekymrende tendens til at fejle, når de store mål kom og altid at toppe en anelse for tidligt, og den risiko eksisterer altid, når der er gået mere end en måned, siden han suverænt vandt i Omloop. Hans spurt er heller ingen garanti. Både Van der Poel og Pidcock har slået ham på stregen, Asgreen slog Van der Poel sidste, og Pogacar var millimeter fra at slå ham til OL. Faktisk har Van Aert ofte skuffet i spurterne i disse finaler, og derfor er den sikreste strategi at komme alene hjem. Med hans nuværende overlegenhed og stærke hold, der vil give ham fordele gennem hele løbet, tror jeg imidlertid kun, at det måske er Pogacar, der kan følge ham, når han åbner op til sidst - og ham burde han trods alt at have styr på i en spurt. I søndags talte han om dårlige ben efter en mindre magtdemonstration på Kemmelberg, og den overlegenhed var så suveræn, at jeg tror på, at Van Aert denne søndag endelig bryder den forbandelse i de største løb, som har varet siden hans sejr i Sanremo for nu snart to år siden.

Som det fremgår af ovenstående, er det Tadej Pogacar, der for mig fremstår som den største trussel. Det er rigtigt, at sloveneren kun blev nr. 10 i onsdagens brostensdebut. Det er også rigtigt, at han mangler erfaring i et løb, hvor erfaring generelt er afgørende. Det er tillige rigtigt, at hans hold i kraft af Matteo Trentins manglende form ligner et af de svagere. Og ja, det er også rigtigt, at løbet bestemt ikke passer ham ideelt, og at vi aldrig har set, om han kan begå sig på de brostensstigninger, som onsdagens løb var nærmest klinisk renset for.

Alligevel anser jeg det ikke som umuligt, at Pogacar kører fra alt og alle. Hans overlegenhed i Strade Bianche og Tirreno var rystende, og selvom Poggio var for let til at gøre en forskel, og han begik en taktisk fejl ved at komme med sit hårdeste angreb på stigningens eneste modvindsstykke, var også hans angrebsbyge i Sanremo rystende god. Trods det manglende resultat onsdag efterlod han også et uhyre overbevisende indtryk. Et styrt betød, at han ikke kom med, da bussen kørte på Berg Ten Houte, men generelt klarede han positionskampen ganske fint. Han kom blæsende med imponerende fart, da han endelig åbnede for gassen, men her var han trods alt oppe mod overmagten i forsøget på alene at indhente seks af verdens allerstærkeste ryttere. Det soloforsøg burde have slået alle ihjel, men da først han var kommet sig, blev han bare bedre og bedre igennem hele finalen, og slutteligt efterlod han et uhyre stærkt indtryk, da han rev forfølgergruppen itu på den sidste flade pavé.

Sidstnævnte var ekstremt opløftende. Det største spørgsmålstegn for lette ryttere er nemlig altid, om deres power rækker mod de tungere folk på brostenene. At det var ham, der splittede gruppen på en endda flad pavé var det perfekte bevis på, at Pogacar har masser af power. Vi har også tidligere se, at en klejn fyr som Alaphilippe har kunnet matche Van Aert og Van der Poel på brostensbakkerne, og Pogacars meget siddende klatrestil gør ham endda langt bedre egnet til disse stigninger end verdensmesteren.

Læs også

UAE-komet vinder efter fænomenal nedkørsel

Det er klart, at der er udfordringer. Pogacar må med sit svage hold være mere sårbar i positionskampen, og måske er hans risikovillighed også mindre, når vi her taler om noget så sjældent som en Flandern Rundt-favorit, for hvem løbet ikke er et af de allervigtigste sæsonmål. Heldigvis har han Trentin, der er en ørn på det område, til at hjælpe sig, og med det kommer han langt. Vi har desværre også set, at han kan have en tendens til at ødsle lidt for meget med kræfterne, men netop fordi han er på udebane i dette løb, vil der formentlig være mindre machomand over den Pogacar, vi vil se søndag. Med tanke på det, vi har set fra Alaphilippe på disse brostensstigninger, den skræmmende styrke, han har vist gennem hele året, og det uhyre opløftende indtryk, han efterlod onsdag, er Pogacar for mig at se den eneste mand, der udover Van Aert kan køre fra alt og alle. Det er formentlig også hans sikreste vej til sejr, men som han viste ved OL, har han også en vis grund til at tro på sin spurt, selv hvis han er oppe mod Van Aert. Det er dog endnu en potentiel magtdemonstration fra Pogacar, der bringer ham op som nr. 2 på min liste.

Sloveneren er imidlertid ikke den eneste, der avancerede på denne liste efter onsdagens løb. Han har trods alt hele tiden stået højt trods den usikkerhed, hans manglende erfaring har skabt. Det har Tom Pidcock også, men han styrtdykkede i søndags, da det stod klart, at hans vedvarende maveproblemer var mere genstridige end som så. Meldingen havde jo ellers været, at han efter det missede Strade Bianche, havde haft en fremragende højdetræningslejr, og at han var i storform til Sanremo, der også blev ødelagt af maveproblemer. Derfor var det skuffende at se, at han faldt hurtigt fra i Wevelgem, da hans mave endelig tillod ham at gennemføre et cykelløb igen.

Alligevel var der en antydning af, at formen var så god, som han hele tiden har insisteret på. Han beskrev i hvert fald, hvordan han havde følt sig ”awesome” på første tur op ad Kemmelberg, men selv et vidunderbarn kan åbenbart ikke klare sig uden næring. I hvert fald var han helt tømt, da hans frygt fro, at maven igen satte sig på tværs, betød, at han fik spist for lidt og derfor løb tør for kræfter, da det gjaldt.

Onsdag tog han igen for sig af retterne, og denne gang holdt maven imidlertid hele vejen, og pludselig var han ”awesome” hele vejen. Pidcock lignede vel løbets stærkeste mand, i hvert fald på stigningerne, men begik en tilsyneladende taktisk brøler ved at angribe lidt hovedløst fra spids, lige inden han fik Benoot og senere Van der Poel i nakken. Efterfølgende sagde han, at han vil være godt tilfreds, hvis han på søndag har de samme ben, og som udenforstående er det svært at være uenig i, at han skulle være det. Van der Poel var da heller ikke sen til at beskrive ham og Benoot som gruppens to stærkeste.

Er han på toppen, er Pidcock livsfarlig. Sidste år led han under sygdom i de største flamske løb, men hans kørsel i årets Omloop og i dag, hvor den afgørende gruppe kørte på den eneste svære brostensstigning, viser, at han også er en af de små fyre, der sagtens kan begå sig på brosten. Ineos har også vist sig som et af de få hold, der kan sidde med overtal i finalen, i hvert fald hvis Jhonatan Narvaez er tilbage efter sit styrt i søndags, hvis Michal Kwiatkowski fortsætter fremgangen fra Sanremo, hvis Dylan van Baarle finder fredagens ben, og hvis Ben Turner fortætter sit vanvittige gennembrud. Når han kan slå Van Aert i en spurt i Brabantse Pijl (og måske også i Amstel Gold Race), kan han slå hvem som helst til sidst. Vi ved også, at Pidcock altid rejser sig til de store løb, uanset om det er VM i cross, OL i mountainbike eller VM på landevej, nærmest uanset hvor ringe hans forberedelse har været. Der er bare ét helt ubesvaret spørgsmål. Hans mave holdt til et løb over 180 km, men kan den også forsyne ham med energi nok, når han skal køre næsten 100 km længere? Hvis ikke, er han taberdømt. Hvis svaret er ja, kan han løbe med det hele.

Det er helt uvant for mig at rangere Mathieu van der Poel som nr. 4 til et stort endagsløb, men denne gang kan det ikke være anderledes. Noget kunne nemlig tyde på, at hollænderen alligevel betaler en pris for en forberedelse, der mildt sagt har været alt andet end optimal. Han lød ellers uhyre optimistisk, da han ankom til Belgien forud for onsdagens løb, men selvom han endte øverst på podiet i Waregem, var de første 183 km gennem de flamske bakker vist lidt en øjenåbner for den normalt så suveræne hollænder. I hvert fald var han ikke for fin til at indrømme, at han slet ikke havde været løbets stærkeste, og den vurdering er det svært at være uenig i. Han var i hvert fald sjældent tam i finalen, og havde Ineos med Turner og Pidcock ikke været så stærke i finalen, var det formentlig Benoot og Campenaerts, der havde afgjort løbet.

Alligevel vandt Van der Poel løbet, og det siger alt om hans klasse. Det er også helt indlysende og logisk, at han naturligvis må være i formfremgang, men den fornemmelse, man fik af hans kørsel på 1. og 2. etape i Coppi e Bartali, nemlig at han ikke har indhentet det forsømte, blev i første omgang bekræftet. Spørgsmålet er nu, om han kan nå at finde de manglende procent til på søndag.

Det er svært, men ikke umuligt. Vi så sidste år, hvor han også kom tilbage fra samme rygskade, at han forbedrede sig med stormskridt. Der var i hvert fald en stor fordel på den Van der Poel, der ved VM kun kunne følge med, og den Van der Poel, der vel smed en Roubaix-sejr væk ved at spille alt for meget med musklerne som løbets stærkeste mand. Samtidig kan dagens løb have været en kærkommen øjenåbner. Van der Poel er kendt for at bruge for mange kræfter, som han gjorde det i Roubaix sidste år, og heller ikke onsdag sparede han på sig selv. Vi så til gengæld til både VM og i Sanremo, at han godt kan finde ud af at lægge bånd på sig selv, når han føler, at formen mangler den sidste finjustering.

Efter at have følt sig som en af de svagere i onsdagens frontgruppe vil han formentlig stille til start søndag med en lidt mere defensiv strategi, og det kan være det, der giver ham de sidste procent, der skal give ham sejren i finalen. Ligesom Pidcock rejser Van der Poel sig altid, når det gælder, og sidste år kom han eksempelvis til Flandern Rundt efter et uhyre skuffende Dwars door Vlaanderen, og alligevel var han bare få tråd fra at vinde løbet. Han kan som bekendt tillade sig at stole på sin spurt og køre løbet en anelse defensivt, og med samme fremgang, som vi så mellem VM og Roubaix for et halvt år siden, er det bestemt ikke utænkeligt, at Van der Poel gør rent bord i de flamske klassikere, han vil køre i år.

Læs også

Lunds holdkammerat om dominans: Det er fantastisk

Tilbage blandt de fem topfavoritter er Kasper Asgreen, men modsat sidste år, hvor han lignede - og endte med også at være - manden, der kunne true de to crosskanoner, er der denne gang flere spørgsmålstegn ved danskeren. I hvert fald var det både fredag og søndag helt tydeligt, at han var et stykke fra sidste års niveau, og han var da også som altid hudløst ærlig i sin erkendelse af, at han på fredagens stigninger ikke havde været god nok. Heller ikke i søndags kunne han matche Van Aerts sidste forcering på Kemmelberg, men det er vel ikke helt forkert, at man kunne fornemme en smule fremgang. I hvert fald var Asgreen så god, at han udover Van Aert og Laporte var den eneste, der virkede skarp i begge de to store opvarmningsløb, mens løbets øvrige favoritter havde ét løb, hvor de ikke var med blandt de bedste på de afgørende stigninger.

Asgreen ligner en mand i fremgang, og det virker logisk i lyset af den afbrydelse af forberedelserne, hans covidsygdom i februar forårsagede. Selv var han også ganske optimistisk inden E3, hvor han beskrev formen som på samme niveau som i 2021, og selvom det åbenlyst ikke holdt vand, da realiteterne blev afsløret, er det et positivt tegn, at hans egne data er gode. Asgreens store force har også altid været hans force, og et løb på 270 km, hvor den afgørende fase først indledes efter 220 km, må ubetinget passe ham bedre end et løb, hvor det hele allerede er slut efter 200 km, eller hvor der som i søndags kun er ganske få og derfor meget eksplosive stigninger. Modsat alle de ovennævnte er Asgreen en fyr, hvis største force netop må være hans motor over lange distancer, og derfor taler meget for, at han vil være tættere på end hidtil.

Spørgsmålet er, om formfremgang og distance er nok til at lukke det relativt store hul, der syntes at være til Van Aert. Denne gang må han endda leve uden den vanlige Quick-Step-fordel, selvom der må være et berettiget håb om, at han kan få selskab af Florian Senechal i finalen, hvis franskmanden endelig kan undgå de uheld, der har ramt tre gange på en god uge. Til gengæld kan han drage fordel af et bredere favoritfelt. Asgreens stjerne er dalet en anelse over de seneste dage, og det er næppe lige nu ham, Van Aert og Jumbo frygter allermest. Samtidig har det måske været en god øjenåbner, at han i E3 ikke var nogen supermand, for her var det ham, der spillede meget med musklerne på de tidlige stigninger. Med erkendelsen af, at der lige nu er i hvert fald én rytter, der er bedre end ham, vil han forhåbentlig passe bedre på sig selv. Han ved også fra sidste år, at han kan tillade sig at stole på sin spurt, og han har både med sejren i E3 og med 2. pladsen i Flandern Rundt vist, at han er knivskarp i de taktiske finaler, hvis de er samlet i en lidt større gruppe. Mulighederne for et titelforsvar er bestemt til stedet, selvom hans chancer lige nu synes mindre, end det var tilfældet for et år siden.

Bag de fem favoritter, der alle har vist, at de kan enten vinde eller være meget tæt på at vinde de største og længste løb, ligger Christophe Laporte. Ser man alene på styrkeforholdet over E3 og Gent-Wevelgem, lignede han næstbedste mand, men siden dengang er Pogacar og Van der Poel kommet ind i billeder, mens Pidcock har fået - i hvert fald for nu - styr på maven. Laporte har stadig til gode at køre med om sejren i et af de største løb, men at han i år er så knivskarp, kan ingenlunde undre. Allerede sidste år gjorde han så store fremskridt, at han i Flandern Rundt lignede en af de allerstærkeste på de afgørende stigninger, og som mange andre har han åbenlyst nydt godt af et skifte til Jumbo, der som regel kan udøve mirakler med deres nye ryttere.

Laporte var synligt svagere end Van Aert i begge løb, men til gengæld lignede han næstbedste mand fredag, ligesom han var med i den kvartet, der var samlet bag Van Aert på toppen af Kemmelberg søndag. Havde han ikke været oppe mod den mere snu og nok også lidt hurtigere Biniam Girmay, havde han også vundet sportens tredjestørste brostensklassiker efter et løb, hvor han virkede ganske overbevisende. Hans sejrschancer afhænger god meget af hans rolle på holdet. Som sagt er det mit bud, at Jumbos hierarki på søndag vil være mere entydigt, og at der bliver mindre plads til, at han kan køre sin egen chance.

Som jeg skriver ovenfor, er det imidlertid heller ikke svært at se situationer, hvor han kan komme i spil. Det kan både ske, hvis Jumbo sidder i massivt overtal mod isolerede topfavoritter allerede på det lettere stykke efter Taaienberg, men også hvis der samles lidt flere folk efter sidste passage af Paterberg. I det tilfælde vil Jumbo formentlig hellere lege med deres overtal end at satse 100% på Van Aerts spurt, og det kan bringe franskmanden i spil, ligesom uheld til kaptajnen naturligvis kan det. Laporte skal stadig bevise, at han også kan have samme niveau som hidtil i finalen af de allerhårdeste løb, men hans kørsel hidtil taler for, at han kan ende med helt i front. Hans rolle på holdet må så afgøre, hvorvidt det også kan føre til en mulighed for at gå efter sejren.

Hele den smøre kan gentages om Tiesj Benoot. Egentlig så det i åbningsweekenden ud til, at Benoot ville være den naturlige løjtnant bag Van Aert, for her viste belgieren med det samme, at hans skifte til Jumbo har forvandlet ham fra en lidt tam skikkelse i de seneste sæsoner til en helt ny og historisk stærk udgave af sig selv. Hans styrt i Strade Bianche betød, at han i E3 og Gent-Wevelgem ikke var lige så overbevisende som i sæsonstarten, men han var trods alt stadig god nok til at være blandt de 7-8 bedste i nøglemomenterne begge dage.

Måske var det netop lidt løbskilometer, han manglede. Onsdag var han i hvert fald meget tæt på at ligne den rytter, vi så i åbningsweekenden, og på stigningerne og med sit dobbeltangreb i finalen efterlod han måske sammen med Pidcock det mest lovende indtryk. Det er klart, at han i de første løb ”kun” var den tredjebedste af de tre fra Jumbo, men hans kørsel onsdag antyder, at han sagtens kan vise sig næstbedst på søndag. Den lange distance bør være en fordel for manden, der chokerede verden med en 5. plads i sit allerførste monument som nyprofessionel, og dette mere klatretunge løb passer ham meget bedre end alle de foregående. Desværre afhænger alt for ham også af rollen på holdet og risikoen for et mere låst Jumbo-hierarki, og hans kørsel hidtil taler også for, at han trods alt bliver ofret først, hvis de, som man kan vente, sidder med tre mand i finalen. Dertil kommer, at han formentlig skal alene hjem for at vinde. Til gengæld er det også meget lettere at komme, hvis man sidder i et overtal. Det kræver bare, at holdet giver ham chancen.

Det er mindre indlysende, hvem der skal være næste mand på listen, men det kunne være Matej Mohoric. Sloveneren fik lynhurtigt lagt sit styrt i Strade Bianche bag sig med den overraskende sejr i Sanremo, hvor hans form viste sig bedre, end han havde ventet, og siden da synes han helt naturligt kun at være blevet bedre. Brostensløbene er betydeligt mere fysisk krævende, og her er der ingen fribilletter, hvis man kører godt nedad eller han en ingeniøragtig tilgang til udstyr, men Mohoric har de seneste dage bevist, at han også har en fysik, som kun de færreste kan matche. Det har ellers igennem alle årene knebet for ham i disse løb, men det enorme niveauspring, han tog sidste efterår, og som indvarslede hans klassikergennembrud er heldigvis fortsat, da det virkelig gjaldt.

Læs også

Hollænder vinder kongeetape - Tobias Lund mister førertrøjen

Mohoric har konstant været en af de bedste. Han var med, da Jumbo splittede feltet på Eikenberg i fredags, han lignede en af de bedste på Kwaremont i finalen, og i søndags efterlod han et af de bedste indtryk på Kemmelberg. Han har også vist, at lange distancer er hans store force, som han selv understregede, da han sidste sommer vandt den længste Tour-etape, vi havde set i mere end 20 år. Den evne kom til udtryk med sejren i Sanremo, og den bør komme til udtryk igen på søndag. Alligevel er der også meget, der taler mod Mohoric som vinder. Han er hurtig, men der er flere, der er hurtigere end ham. Han er stærk, men der er flere, der er stærkere end ham. Og hans hold har ikke været blandt de stærkeste. Det kan dog ændre sig med tilføjelsen af den i Catalonien lovende Dylan Teuns samt Jan Tratnik, der i onsdags bekræftede det lovende Sanremo, og et overtal kan være godt i finalen. Mohoric skal nemlig formentlig vinde løbet ved at komme favoritterne i forkøbet, men netop den slags lange ridt er også hans speciale. Chancen er mindre, end den var i Sanremo, men den sjældne Sanremo-Flandern-double kan ikke helt udelukkes.

I nu to sæsoner har jeg brugt disse optakter til at fortælle, at det ville blive nu, at Stefan Küng fik sit brostensgennembrud, men det skete aldrig. Det skyldtes dog ikke fysisk styrke, men når det virkelig gjaldt, var schweizeren altid uheldig. Således blev han syg i Flandern Rundt i både 2020 og 2021, og i sidste års Paris-Roubaix var han ramt af så mange uheld, at hans løb var slut, nærmest inden det var begyndt. Tredje gang var imidlertid lykkens gang. I år har Küng bekæftet sit enorme potentiale med yderst overbevisende præstationer i næsten alle sine brostensløb. Han var imponerende i Omloop, i E3 var han en af de bedste på nøglestigningerne, og han bekræftede blot formen med endnu en overbevisende præstation i Waregem onsdag. På den måde har han sat en fed streg under det, hans vanvidsklatring i både Paris-Nice og Algarve viste, nemlig at han lige nu er bedre end nogensinde.

Han har ganske vist også haft sin udfald. Hverken i Kuurne eller Wevelgem virkede han helt oppe på pedalerne, og noget kunne tyde på, at han har haft lidt sværere ved andendagsgildet. Det bør dog ikke blive et problem denne søndag, hvor den lange distance derimod burde passe storartet til en mand med hans motor. Det beviste han i hvert fald med sit endagsgennembrud ved VM i 2019, men han har til gengæld til gode at bevise det i finalen af dette løb. Her er finalen betydeligt mere klatretung end de forrige løb, og spørgsmålet er, om Küng i sidste ende vil komme til kort mod de lettere folk til allersidst. Det har vi til gode at se, og selvom han sammen med formstærke Valentin Madouas udgør en af de mest spændende duoer, har han også den evige udfordring, at han kun vinder, hvis han kommer alene hjem. Heldigvis er han med sin power også en af de ryttere, der har bedst chance for at fuldføre et soloridt, hvis først han når frem til den flade finale. Udfordringen bliver at overleve Paterberg sidste gang. Herefter kan han spille det spil, der gav ham en 3. plads i E3 med et snigerangreb til sidst.

Jeg har også stadig et stærkt blik for Jhonatan Narvaez. Egentlig anså jeg slet ikke ecuadorianeren som brostensrytter, men snarere som en uhyre lovende ardennertype, men det ændrede sig sidste år i åbningsweekenden, hvo han med det samme bragede ind på scenen med fabelagtig kørsel både lørdag og søndag. Desværre blev hans gennembrud udsat med et år, da en skade ruinerede resten af foråret, men i år er han fortsat, præcis hvor han slap i 2021. Allerede i åbningsweekenden var han uhyggeligt velkørende både lørdag, hvor han og Pidcock samme med Sonny Colbrelli var de eneste, der syntes for alvor at kunne måle sig med Jumbo på bakkerne, og det positive indtryk bekræftede han i Kuurne, som han var få meter fra i hvert fald at fuldføre med en podieplads.

At det ikke bare var udtryk for dårlig form, så vi i fredags. Han og Ineos sov inden Taaienberg, men efter at supertalentet Ben Turner havde lukket det meste af hullet, skulle Narvaez bare træde to gange, inden han var tilbage i frontgruppen med en af brostenssæsonens mest overbevisende forceringer. Det kostede ham tilsyneladende ikke mange kræfter, for alligevel var han en af de stærkeste gennem resten af løbet.

Der er dog også spørgsmålstegn inden søndag. For det første er det uklart, hvordan han er kommet sig efter søndagens ærgerlige styrt, men Ineos har ikke meldt ud, at han skulle have slået sig selv. Derudover har vi til gode at se, hvordan han klarer distancen, der for ham er en ubekendt, og derfor kan det sagtens være, at han falder igennem. Hvis til gengæld han er på toppen og er frisk efter 270 km, er han til gengæld en af de få, der måske kan løbe med det hele. Han har i hvert fald virket overbevisende nok hidtil - særligt på de stejleste stigninger som Taaienberg, Koppenberg og Paterberg - og han vil være på et hold, der i den bedste af alle verdener sidder med måske fem mand dybt inde i finalen. Spurte kan han også, selvom E3 viste, at der er hurtigere folk end ham, og han har derfor mange gode kort på hånden. Nu skal styrtet bare have efterladt ham frisk nok, og så må vi håbe, at han denne gang ikke skal brænde sine tændstikker på en ærgerlig opkørsel tidligt i løb. Kommer han med en tilsvarende forcering i finalen, kan de kræfter næppe bruges på langt mere dødbringende maner.

Valentin Madouas har længe haft sit primære fokus på Ardennerne, men i 2020 forsøgte han sig i Flandern Rundt. Med en 14. plads viste han med det samme et vist potentiale, og efter et 2021, hvor det ikke fungerede, har han i den grad bygget videre på det i år. Han var i hvert fald en af de ryttere, der trods en opkørsel på Eikenberg, stadig var stærk nok til at køre fuld finale i E3, og igen onsdag så han uhyre overbevisende ud, da han blev del af den Pogacar-gruppe, der etableredes i finalen. Til gengæld er han også to gange i træk blevet fanget på det forkerte ben i forbindelse med den første udskilning, og det kunne indikere, at han har mangler i positionskampen.

Den slags bliver som regel dyrt i disse løb, men i Flandern Rundt er prisen måske ikke helt så høj. Her er udskilningen over de svære 20 km i finalen mere gradvis, og når først den sidste elite er samlet, handler det mere om fysik. Her har Madouas hver eneste gang lignet en af de mere friske i finalerne, og særligt på Kwaremont i E3, hvor han som den eneste forsøgte at angribe fra favoritterne, lignede han en mand med overskud. Han er mere ubekendt over længere distancer, men klarede sit første Flandern Rundt fornemt. Dette mere klatretunge løb bør også passe godt til en rytter, hvis force netop er klatreevnerne, og han har endda også en hæderlig spurt, ligesom han sammen med Küng udgør en af løbets mest potente duoer. Spørgsmålet er bare, om niveauet rækker til trods alt at køre med om sejren i et brostensløb som denne.

En anden ardennerrytter, der er værd at holde øje med, er Dylan Teuns. Belgieren havde en stor dag, da han holdt Pogacar bag sig i Alperne under Touren sidste år, men derudover har det faktisk været meget sløjt i de seneste år, hvor han har været langt fra fordums styrke. Lige netop i Flandern Rundt har han dog gjort det ganske pænt. Han blev nr. 11 i 2020, hvor hans sæson ellers var lige til skraldespanden, og sidste år var han blandt de stærkeste, da blandt andre Julian Alaphilippe åbnede løbet tidligt, inden han forsvandt mod slutningen. Det er alt sammen uhyre løfterigt, for denne gang synes Teuns at komme til Flandern i flyvende form. Han har ganske vist misset næsten hele sæsonstarten med den sygdom, der ramte ham efter Valencia, men comebacket i Catalonien var imponerende. For en ardennerfyr som Teuns er en samlet 12. plads i et bjergløb i hvert fald et fremragende resultat, og det kom endda, selvom han gennem hele ugen bestemt ikke sparede på kræfterne i sit hjælpearbejde for Phil Bauhaus, Wout Poels og Sonny Colbrelli. Hans erfaring i brostensløbene er ikke specielt stor, men han har nu to gange gjort det glimrende i dette løb, ligesom han har kørt med om sejren i Omloop. Nogen stor sprinter er han ikke, selvom han sagtens kan afslutte, og det bliver derfor lidt af en opgave at gøre det færdigt, men sammen med Mohoric kan han udgøre en af de mest interessante duoer i et mere taktisk løb. Han synes i hvert fald at have formen til for tredje år i træk at spille en rolle.

Læs også

Danskere holder sig til i klassementet - Franskmand vinder på hjemmebanen

Det er højst usædvanligt, at man skal så langt ned på listen, inden man finder det andet navn fra Quick-Step, men det siger alt om den krise, den megen sygdom har efterladt holdet i. Der er dog en vis grund til at tro på, at Florian Senechal kan spille en rolle. Franskmanden så i hvert fald ganske stærk ud, da han var blandt de ryttere, der på Eikenberg kørte op til fronten i E3, men desværre fik vi aldrig lov at se, hvor langt evnerne rakte, da en punktering lige inden Paterberg tog ham ud af finalen. Det kom endda efter et Sanremo, hvor han havde klaret Poggio, men herefter blev fanget bag Giacomo Nizzolos styrt, og minsandten om ikke uheldsbygen fortsatte i Wevelgem, hvor han styrtede tidligt i løbet.

I skrivende stund er det uklart, hvordan han har det efter uheldet i søndags, men det lignede alene overfladiske skrammer. I det lys er der grundlag for at finde lidt optimisme i den kørsel, han viste i fredags og i Sanremo, men det er også svært for alvor at tro på franskmanden. I hvert fald var det uvant for Quick-Step overhovedet at komme på bagkant i E3, hvor han under normale omstændigheder burde have siddet fremme ved Asgreen, og i forvejen havde han ikke virket alt for overbevisende frem til Sanremo, ligesom han blev sat yderligere tilbage af sygdom efter Paris-Nice. Sidste år nåede han heller ikke det ventede niveau i foråret, men han kan finde trøst i, at vi ved, hvor god han kan være. Det så vi i brostensklassikerne i 2020, hvor han lignede en af de allerstærkeste på stigningerne, og det så vi med hans fremragende VM sidste år. Samtidig har han altid den fordel, at hans spurt er god, selvom han har spurtet ganske bekymrende i år, og at han måske kan lukrere lidt på at være den lille i en potentiel Quick-Step-duo i finalen. Om han har sit VM-niveau nu, er desværre nok tvivlsomt, men da vi endnu ikke har set ham køe en finale, er det også et spørgsmål, der fortsat står ubesvaret hen.

Det er først inden for de seneste år, at Michael Matthews er begyndt at satse på brostensløbene, og selvom satsningen ikke er fuldtonet, har den været en pæn succes. Han blev i hvert fald nr. 6 i sit første Flandern Rundt i 2019, og sidste år var han også med i den lille gruppe, der spurtede om sejren i Wevelgem. Til gengæld manglede han benene, da det gjaldt i Flandern Rundt, og det er i det hele taget meget sigende for Matthews den seneste tid. Meget har tydet på, at hans bedste tid måske er ovre, også når man ser på hans kørsel til VM sidste år.

Heldigvis har han rejst sig lidt igen. Man skal altid passe på med at lægge alt for meget i Milano-Sanremo, der er et meget lettere løb end dette, men her så han i hvert fald ganske stærk ud. Det gjorde han bestemt også, da han satte selveste Sonny Colbrelli til vægs i en stigende spurt i Catalonien, og særligt sidstnævnte må have givet ham en del selvtillid. Desværre betød sygdom, at han udgik bare to dage senere, og i skrivende stund er det uklart, hvor godt han er kommet sig. Til gengæld ved vi, at han er bedst i de længste løb, hvor han har en ganske imponerende historik i snart sagt alle lange klassikere, og vi ved også, at han efter et hårdt løb stadig kan have en vis tiltro til sin spurt. Af alle de flamske klassikere er det utvivlsomt også dette løb, der passer ham bedst, men har han stadig de sidste procent, han havde, da han var bedst? Det har han formentlig ikke, og det store spørgsmål er, om han mangler for mange af dem, ligesom sygdommen blot skaber mere usikkerhed. Endelig betyder et svagt hold, at han meget vel kan ende på bagkant, som han før er gjort det i disse løb, men hans præstation i Catalonien og Sanremo samt hans flotte debut her i 2019 giver alligevel en vis grund til lidt optimisme.

Forud for denne sæson havde jeg store forventninger til Dylan van Baarle, der sidste år gjorde enorme fremskridt. Således kørte han i top 10 i næsten alle de store brostensklassikere, og det hele kulminerede med hans imponerende sølvmedalje til VM. Desværre synes han ikke helt at have ramt den i år. Allerede i Algarve og Paris-Nice klatrede han dårligere, end vi normalt har set det på den tid af året, og derefter blev han som så mange andre syg. Han så ud til at være tilbage på sporet i E3, hvor han ikke blot kom tilbage på Eikenberg, men også holdt ud hele vejen i finalen. Han lignede dog aldrig en af gruppens stærkeste, og det indtryk blev bekræftet af nogle sløje løb både søndag og onsdag, hvor han var helt, helt usynlig. I det lys er der intet, der tyder på, at han er på samme tårnhøje niveau som til VM. Heldigvis er dette lange, opslidende løb også det, der passer ham bedst, og det er her, han har sine bedste resultater med en 4. plads i 2017, en 6. plads i 2016, en 8. plads i 2020 samt en 10. plads i 2021, og faktisk har han ikke været uden for top 18 de seneste seks år. Hans bedste resultater er opnået ved den anticiperingsstrategi, han ofte har benyttet i dette løb, og som også gav ham sidste års sejr i Waregem, og hvis han mangler de sidste procent, er den bedste taktik nok igen at komme favoritterne i forkøbet. Spørgsmålet er, om det lader sig gøre, hvis Jumbo styrer løbet med hård hånd, men det er ikke umuligt i et løb, hvor alle vil se på hollænderne. Selvom han ikke har virket helt flyvende, var hans indsats i E3 trods alt opløftende, og han er del af det vel nok næststærkeste hold i det løb, der passer ham bedst. Det giver trods alt visse perspektiver.

Har Victor Campenaerts motoren til et langt monument? Ifølge ham selv har han ikke. I hvert fald har han gjort de 200 km lange klassikere til sine store mål, fordi han af erfaring altid brænder sammen, når man kommer ud på de helt sene timer. Mønsteret så vi bekræftet i søndags, hvor han bestemt ikke havde diamanter i benene og endte i tredje gruppe bag mange sprintere efter Kemmelberg, og igen begrundede han sin nedtur med den lange distance. Til gengæld stå det også klart, at han er i flyvende form. Det så vi onsdag, hvor han var her, der og alle vegne, og hvor Van der Poel endda beskrev ham som løbets stærkeste. Sandt er det da også, at han så stærk ud i fladlandet med sine overbevisende angreb, men det var også ret klart, at han på bakkerne lignede en af de svageste.

I det lys er dette løb, der er mere klatretungt end de foregående, bestemt ikke ideelt, og det kan heller ikke overraske, at det er på stigningerne, Campenaerts har haft sine problemer. Ganske vist har han forbedret sig helt kolossalt, siden han bragede igennem med sin samlede 3. plads i Benelux i august, men det er trods alt helt nyt for den normalt lidt tunge belgier at blande sig med de bedste på disse stigninger. Derfor frygter jeg også, at den hårde sektion mellem Kwaremont og Taaienberg, der først indledes efter ca. 220 km og mange timer i sadlen, vil tage livet af vores fightende belgier. Omvendt var han så overbevisende onsdag, at man aldrig kan regne ham ude, slet ikke hvis han holder sit løfte om at køre aggressivt og derved kan komme favoritterne lidt i forkøbet.

Forud for denne sæson lignede Ben Turner ikke det mest spændende af de nye Ineos-talenter, men han har i den grad overrasket positivt. Hans start var ellers relativt stille, men fra det øjeblik han ankom til Denain, hvor han sammen med Narvaez lignede løbets stærkeste, har han være flyvende. Det var ham, der reddede Ineos-mandskabet fra deres blunder på Taaienberg i fredags, og i Wevelgem var han tods en rolle som hjælper uhyre synlig og meget overbevisende. Onsdag så han endelig ud til at have sikret sig en beskyttet rolle, og den påtog han sig i den grad med stærk og overbevisende kørsel, selvom han i finalen nok lignede gruppens svageste. Alligevel var det ham, der med sin voldsomme føring til allersidst var hovedansvarlig for, at Benoot og Campenaerts ikke endte med at køre om sejren, og dermed fik han sat en streg under, at han fortsat havde noget i tanken.

Nu er det store spørgsmål naturligvis, hvordan han klarer mere end 270 km, men den lange distance i Wevelgem generede ham ikke, og holdet har beskrevet netop hans uudtømmelige motor som hans helt store våben. Hurtig er han også, og dermed har han formentlig hele pakken, selvom det vil være for meget at forvente at se ham køre med om sejren i sit første monument. Det udestår også at se, hvor meget beskyttelse han kan få på et hold med helt op til fire mere erfarne kaptajner, men hans kørsel hidtil burde have givet ham en vis beskyttelse. Blandt andre Asgreen, Pedersen og Benoot har bevist, at man sagtens kan være med helt, helt fremme, selv når man køber løbet for første gang uden nogen specielt stor WorldTour-erfaring.

Læs også

Vidunderbarn lykkedes med sit ”første udbrud i karrieren”

Jasper Stuyven er en af de ryttere, der har forsøgt at skubbe sin formkurve lidt grundet den ændrede kalender med et senere Roubaix. Det projekt synes ikke helt at være lykkedes. Denne gang gjorde han først debut i åbningsweekenden, hvor han havde en del mangler, og heller ikke hans Paris-Nice virkede alt for opløftende. Om han var på sporet, finder vi aldrig ud af, for den sygdom, der kostede ham Sanremo, har utvivlsomt sat ham noget tilbage. Han har da heller ikke efterladt det bedste indtryk hidtil. Han var opmærksom tidligt i E3, men løb hurtigt tør for kræfter, og selvom han fik sneget sig med i det rigtige hug i Wevelgem, var han tilsyneladende så mærket, at han kørte eb katastrofal spurt, ligesom han på stigningerne virkede helt usynlig. Man må formode, at han er i fremgang, men spørgsmålet er, om han har kunnet lukke det store hul, der stadig var i fredags og i søndags. Det er nok tvivlsomt efter et år, hvor vi stadig har til gode at se den bedste Stuyven. Omvendt så vi sidste år, at han vel var bedre end nogensinde, ikke mindst da han blev nr. 4 til VM, ligesom han med et sent angreb også sikrede sig en 4. plads i dette løb. Motoren og evnerne rækker i hvert fald langt, men han skal bevise, at formen også gør det.

Jeg vil også fremhæve Jan Tratnik. Sloveneren var ikke oprindeligt udset til at køre disse løb, men en kombination af hans stærke Sanremo og Colbrellis bekymrende afbud er formentlig årsagen til, at han er blevet hentet ind i sidste øjeblik. Han gjorde sin debut onsdag, hvor han var ganske overbevisende. Manglende erfaring og et svagt hold betød formentlig, at han ikke kom med, da bussen kørte på Berg Ten Houte, men herefter var han med hele vejen, også da Pogacar gav den gas på de sidste brosten. Han har kun kørt løbet én gang tidligere, nemlig i 2019, hvor han bare blev nr. 87, og det var i det hele taget den eneste sæson, hvor han forsøgte sig på brostenene - helt uden skyggen af succes. Dengang var han imidlertid heller ikke i nærheden af nogen form, men det har han i den grad været i år. Han så allerede stærk ud med sit finaleangreb på kongeetapen i Valencia, i Strade Bianche så han ud til at kunne køre finale, indtil han skulle give Pello Bilbao sin cykel og efter et anonymt Tirreno som hjælper, blev han først nr. 9 sit blot andet Sanremo, inden han blev nr. 9 igen i onsdags. Det er klart, at han kommer til løbet som hjælper for Mohoric og Teuns, og at han mangler erfaring, der kan koste i positionskampen, og vi har stadig til gode at se ham i finalen af så hårdt et løb som dette. Distancen i Sanremo klarede han dog til UG - og vi giver ham gerne kryds og slange med også - og det er i hvert fald opløftende i et løb, hvor fysik har større tendens til at opveje for manglende erfaring og position. Hurtig på stregen er han også, og så ved man aldrig, hvilke muligheder der opstår, hvis Bahrain skulle sidde med tre mand i finalen.

For en uges tid siden så det ud til, at 2021 ville blive året, hvor Mads Pedersen endelig kunne slå igennem i de svære flamske løb. Med sin power, sin motor og sin spurt har han kunnet vinde i både Wevelgem og Kuurne, men ser man bort fra 2. pladsen i Flandern i 2018, hvor han sikrede sit resultat ved at angribe tidligt, har han aldrig været tæt på at følge de bedste i E3, Omloop og Flandern Rundt, hvor han altid er blevet sat relativt tidligt. Det var den trend, hans stærke sæsonstart og ikke mindst han vanvidsridt i Sanremo, hvor han klatrede på et for ham uhørt niveau, så ud til måske at kunne byde, men sådan er det desværre ikke gået. Igen kom han til kort i E3, og hans kørsel i onsdags, hvor han trods god position virkede meget lidt overbevisende på bakkerne var blot endnu mere bekymrende, særligt i lyset af en rute, der bestemt ikke hørte til blandt de sværeste.

Heldigvis er der også lidt at klynge håbet til. Pedersen var en af de fem stærkeste på Kemmelberg i søndags, og i det hele taget virkede han gennem hele Gent-Wevelgem som en mand i overskud, hvad der bekræftedes af en meget stærk sidste spurt. Hans store force er som bekendt også lange og opslidende løb, og derfor er det ikke mærkeligt, at han i søndags var god over en lang distance. Desværre er den mest sandsynlige forklaring på, at det netop var søndag, han var stærk, formentlig, at det løb også var det klart letteste og mest eksplosive af de tre. Hvis det er rigtigt, er det bekymrende frem mod Flandern Rundt, hvor kravene til klatreevnerne er i en helt anden liga. Den liga har Pedersen aldrig spillet i på disse bakker, og lige nu er det svært at bevare den optimisme, Sanremo skabte. Omvendt har han den enorme fordel, at han spurter fabelagtigt lige nu og derfor ”bare” skal følge med, men i det spil hjælpes han til gengæld ikke af et Trek-hold, der synes på bagkant lige nu. Man kan håbe, at distancen hjælper ham, men lige nu ser det ud til, at disse flamske løb fortsat er en anelse for hårde.

Derfor forventer jeg faktisk også, at Alexander Kristoff slår ham. Nordmanden er heller ikke en ørn til de hårdeste flamske løb, der over en bred kam altid har været for hårde, og han er stort set uden resultater i både E3 og Omloop. Undtagelsen er imidlertid dette løb, hvor den lange distance plejer at forvandle ham. I de korte løb har han aldrig kunnet gå med de bedste på stigningerne, men når folk er trætte, og silken og punchet er slidt af, kan Kristoff pludselig være med. Det kan han endda så godt, at han har en rystende god rekordserie i dette løb, hvor han endte i top 5 i alle udgaver mellem 2013 og 2020!!! Desværre blev serien brudt sidste år, hvor han med en 18. plads leverede sit ringeste resultat i 10 forsøg, men det i sig selv er jo et rystende imponerende faktum. Desværre er det ikke tilfældigt, at det netop var sidste år, at han havde sit dårligste år. Kristoff var aldrig på toppen i 2021, og noget tyder på, at hans gradvise forfald fortsætter. Han var dog også ramt af både sygdom og sidste års mange aflysninger i februar, hvilket var lidt af en katastrofe for en mand, der skal bruge et hav af løb på at varme motoren op.

Heldigvis er han i år blevet tæsket igennem med en meget omfangsrig kalender, og han virker også meget stærkere end sidste år. Han sad sjældent godt fremme på bakkerne i både Wevelgem og Waregem, og faktisk er det længe siden, han har virket så velkørende, selvom han missede E3 med sygdom. Han kunne ikke være med onsdag, men det var også et meget eksplosivt løb på asfaltstigninger over en kort distance - nærmest den diametrale modsætning til det, der venter søndag. Undgår han uheld, bliver jeg overrasket, hvis ikke han gør det betydeligt bedre end sidste års 18. plads, og vi ved, at han som den ukronede konge af spurter efter lange, hårde løb, faktisk har vundet en spurt på målstregen i Oudenaarde i alle udgaver siden 2013. Desværre har det i ni ud af de ti tilfælde kun været for en sekundær placering - dog to gange for en podieplads - og i et felt med så stærke kandidater, virker det meget usandsynligt, at Kristoff ender i den gruppe, der skal spurte om sejren i et opløb, han ellers synes at eje.

Endelig er der Michal Kwiatkowski, der er en anden rytter i jagt på sin bedste form. Polakken blev sat tilbage af sygdom i optakten, og han var milevidt fra sit niveau, da han startede i UAE Tour. Han fik dog overraskende hurtigt indhentet efterslæbet, og i Sanremo va han pludselig ganske stæk, selvom Benoit Cosnefoys styrt fik ædelagt hans løb. Desværre blev han ramt af endnu mere uheld, da sygdom hurtigt sendte ham ud af Catalonien, og det vil derfor nok være overraskende, hvis han har fysikken til at være med i så hårdt og langt et løb, når han stiller til start med meget få løbsdage og hele to væsentlige tilbageslag. I forvejen har Kwiatkowski igennem mere end et år lignet en mand, der ikke længere er ved fordums styrke, og forventningerne forud for sæsonen kunne derfor også være en smule beherskede. Nogen dårlig klassikerrytter er han dog ikke blevet. Han gjorde det ganske fint i Ardennerne sidste å, og hans Sanremo giver også grundlag for en vis optimisme. Selvom han altid har skuffet i dette løb, hvor han i fem forsøg aldrig er blevet bedre end nr. 27, har han med sin sejr i E3 bevist, at han sagtens kan begå sig i de brostensløb, han aldrig for alvor har satset på. Spørgsmålet er bare, om han stadig har niveauet, sæligt efter en sæsonstart med to sygdomsperioder og et meget stort efterslæb, da han startede sæsonen for kun en god måneds tid siden.

OPDATERING: Netop som optakten var færdigskrevet, indløb meldingen om Wout van Aerts sygdom. I skrivende stund er det uklart, om han deltager, og en endelig beslutning tages først fredag. I det lys er det umuligt at give ham de fem stjerner, som han ifølge ovenstående havde fået, og jeg har i første omgang nedgraderet vurderingen af ham. Jeg opdaterer optakten fredag eller lørdag, når vi ved, om han starter, og mere om den tilstand, han i givet fald vil befinde sig i. Her vil jeg også opdatere på den betydning, det vil have af løbets dynamik, hvis han melder afbud, for som det fremgår af ovenstående analyse, vil et totalt fravær af Van Aert eller en tvivlsom form afgørende ændre på den tilgang, de forskellige hold må formodes at have.

OPDATERING 2: Wout van Aerts fravær er fredag aften blevet bekræftet. Den lovede opdatering på betydningen for løbet følger lørdag aften, når den endelige startliste er kendt.

Læs også

Optakt: Vuelta Asturias

OPDATERING 3: Den endelige startliste er kommet. Udover Van Aerts exit er de væsentligste ændringer, at hele Israel-PT har trukket sig grundet deres sygdom, at Kwiatkowski ikke kommer til start, og at DSM alligevel har udtaget Søren Kragh. Jeg har tilføjet et afsnit om ham ovenfor, ligesom holdoversigten nedenfor er opdateret.

Som lovet vil jeg også give en vurdering af, hvad det betyder for løbet, at Van Aert er ude. Det ændrer dynamikken helt. Jumbo ventedes at kontrollere løbet, men det vil de ikke længere. Det vil de overlade til Alpecin og Quick-Step, der slet ikke har samme styrke, og i stedet vil de have en helt anderledes aggressiv tilgang med Benoot og Laporte, der formentlig gerne vil anticipere de største favoritter. Alpecin og Quick-Step er betydeligt svagere, og det øger chancen for en overraskelse. Ovenfor forventede jeg, at det kunne blive svært at komme favoritterne i forkøbet, men det bliver lettere nu. Det øger chancerne for, at ryttere, der ligger lidt under de største navne, kan få det forspring, som kan give adgang til finalen.

Jeg har dog også en forventning om, at løbet nu kan blive åbnet tidligere. Tadej Pogacar vil formentlig gerne undgå for megen positionskamp, og han vil foretrække et opgør mand mod mand på fysisk styrke. Det er sandsynligt, at han tager initiativ tidligt i den svære zone, der starter ved anden passage af Kwaremont, og dermed kan vi få en længere og mere selektiv finale. Det øger chancerne for de ryttere, der er bedst i opslidende løb og er i hvert fald godt for Pogacar og Asgreen, der har distancen som deres store styrke. Til gengæld kan det måske stille lidt spørgsmål ved Van der Poels forberedelse, selvom han selv betegner den som god - især når han efter i onsdags konkluderer, at han skal forbedre sig, hvis han skal vinde søndag. Lange distancer er dog ikke i sig selv en ulempe for hollænderen, der sagtens kan køre en lang finale, og som vi så sidste efterår, kan han lynhurtigt finde de procenter, han manglede i onsdags. En lang finale kan måske også stille lidt større spørgsmålstegn ved, om Pidcocks mave holder, selvom han ved VM beviste, at en lang finale passer ham fint, selvom han dengang virkede betydeligt svagere, end han gør nu.

Med andre ord tror jeg på en mere længere finale, end da jeg skrev den oprindelige optakt, og på et mindre kontrolleret løb. Der ventes ikke på samme måde at være et hold til at kontrollere, hvis der hurtigt etableres en lille favoritgruppe, og det vil være til fordel for særligt Jumbo og Ineos, der har den største chance for at sidde i overtal. Til gengæld vil Pogacar, Van der Poel og Asgreen også tro så meget på sig selv, at risikoen for, at der går alt for megen taktik i den, bør være begrænset. Hvis de alle tager det ansvar, man kan forvente, vil en lang finale formentlig stadig betyde, at bedste mand vinder. En lang finale, koldt vejr og et opslidende løb er kun til fordel for Pogacar, som således forbliver min nye favorit i Van Aerts fravær.

OPDATERING 4: Søren Kragh har efter seneste opdatering oplyst, at han kæmper lidt med sit helbred og kan være en tvivlsom starter. Ovenstående vurdering er baseret på en antagelse om, at han er på toppen.

***** Tadej Pogacar

**** Tom Pidcock, Mathieu van der Poel

*** Kasper Asgreen, Christophe Laporte, Tiesj Benoot, Matej Mohoric, Stefan Küng

** Jhonatan Narvaez, Søren Kragh, Valentin Madouas, Dylan Teuns, Florian Senechal, Michael Matthews, Dylan van Baarle, Victor Campenaerts, Ben Turner, Jasper Stuyven, Jan Tratnik, Mads Pedersen, Alexander Kristoff

* Rasmus Tiller, Anthony Turgis, Tim Wellens, Michael Valgren, Michael Gogl, Gianni Vermeersch, Tobias Johannessen, Mike Teunissen, Ivan Garcia Cortina, Alex Aranburu, Greg van Avermaet, Fred Wright, Matteo Trentin, Magnus Sheffield, Matis Louvel, Yves Lampaert, Andrea Pasqualon, Alex Kirsch, Nils Politt, Dion Smith, Amaury Capiot, Zdenek Stybar, Oliver Naesen, Xandro Meurisse, Jannik Steimle, Arjen Livyns, Damien Touzé, John Degenkolb, Lewis Askey, Florian Vermeersch

 Livestream Flandern Rundt, Volta Limburg Classic og GP Miguel Indurain uden afbrydelser

 Sæt dit managerhold til Baskerlandet Rundt 

Danskerne

Kasper Asgreen, Søren Kragh og Mads Pedersen er alle blandt favroitterne og er omtalt ovenfor. Det samme er Michael Valgren, men selvom dette længere og mere klatretunge løb passer ham meget bedre end de foregående, synes han stadig at mangle de procent, der gør ham til en topkandidat i årets løb. Hos Movistar skal Mathias Norsgaard støtte Alex Aranburu og Ivan Garcia Cortina, mens William Blume på Uno-X skal hjælpe Tobias Johannessen og Rasmus Tiller.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Kasper Asgreens sejr fra 2021, Mathieu van der Poels sejr fra 2020, Alberto Bettiols sejr fra 2019, Niki Terpstras sejr fra 2018, Philippe Gilberts sejr fra 2017, Peter Sagans sejr fra 2016, Alexander Kristoffs sejr fra 2015 samt Fabian Cancellaras sejre fra 2014 og 2013.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

Quick Step-Alpha Vinyl: Asgreen ligner den klare plan A med Senechal som det oplagte alternativ. Onsdag kørte Jannik Steimle sig til rollen som plan C, men han har ikke lignet en mand, der kan være med helt fremme. Både Yves Lampaert og Zdenek Stybar mangler meget efter deres sygdom.

Jumbo-Visma: Med Van Aert ude handler det om Laporte og Benoot, der er fremragende alternativer. Mike Teunissen har manglet lidt for meget, selvom både han og den lidt tungere Nathan van Hooydonck er ganske velkørende.

Lotto Soudal: Campenaerts ligner bedste bud. Tim Wellens var usikker på, hvor han stod efter sin pause, og starten i onsdags var ikke lovende. Det plejer at være enten-eller med den svingende belgier, og derfor vil det undre mig, hvis han, der i forvejen ikke er ved fordums styrke, flyver på søndag. Florian Vermeersch har vist sig lidt for tung til disse løb, i hvert fald for nu, og Brent van Moer har ikke imponeret. Det har Cedric Beullens, men niveauet er for højt.

Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux: Det handler om Kristoff, men Andrea Pasqualon viste både i åbningsweekenden og i onsdags, at han kan lave et fint resultat. Løbet er til gengæld lidt for hårdt for en ellers velkørende Adrien Petit, og Aimé de Gendt er stadig ikke på toppen.

Ag2r Citroën Team: Greg van Avermaet viste lidt livstegn i onsdags, men han er desværre ikke længere god nok til at matche de bedste i disse hårde løb. Det samme gælder for Oliver Naesen, der har været langt fra de bedste og havde et grimt styrt onsdag, og det samme gælder for Stan Dewulf og Bob Jungels. Damien Touzé har gjort det pænt, men niveauet er for højt.

EF Education-EasyPost: Michael Valgren ligner det bedste bud, og han er omtalt under "Danskerne”. Alberto Bettiol har erkendt, at han efter sygdom ikke når at finde formen til klassikerne, og heller ikke Jonas Rutsch eller Jens Keukeleire er i nærheden af deres bedste form.

Trek-Segafredo: Det handler om Stuyven og Pedersen. Holdet har en stærk løjtnant i Alex Kirsch, der virker bedre end nogensinde, men ikke kører med helt i front. Toms Skujins har ikke været flyvende og styrtede tillige i onsdags, og løbet er for hårdt for Edward Theuns.

Alpecin-Fenix: Van der Poel må være den klare kaptajn. Gianni Vermeersch synes ikke at nå at finde sin bedste form efter sin sygdom. Selvom han så godt ud i E3, kan Michael Gogl næppe lave et topresultat her, også fordi hans tilstand er uklar efter onsdagens styrt, og Silvan Dillier kommer altid til kort i disse løb. Holdet henter Xandro Meurisse ind, men selvom han har set bedre ud i de sidste løb, synes han stadig at være et stykke fra fordums styrke, og ellers stærke Oscar Riesebeek leder stadig efter formen efter en skade.

Læs også

Efter flere dages nedtur havde McNulty overraskende gode ben

UAE-Team Emirates: Det må handle om Pogacar. Vi så onsdag, at Matteo Trentin fortsat mangler for meget efter sin hjernerystelse.

TotalEnergies: Anthony Turgis har desværre ikke fundet sidste års form, og efter nu tre skuffende løb i træk vil det under, hvis han pludselig er med helt i front søndag. Niki Terpstra viste lidt livstegn onsdag, men ligesom Edvald Boasson Hagen og Daniel Oss er han færdig med at være med helt fremme i dette løb. Unge Sandy Dujardin er spændende, men det er for tidligt at se ham fremme.

INEOS Grenadiers: Med Pidcock, Narvaez, Van Baarle og Turner som mulige kandidater står holdet så stærkt, at Magnus Sheffield er ren hjælper, selvom han så godt ud onsdag.

Team BikeExchange-Jayco: Det handler om Matthews. Dion Smith viste dog god form i Italien og har i Benelux Tour vist, at han har visse evner i disse løb. Luke Durbridge har skuffet igen i år.

Astana Qazaqstan Team: Gianni Moscon befinder sig stadig i en gigantisk formkrise, og holdet er derfor helt uden chancer.

Bahrain-Victorious: Med Mohoric, Teuns og Tratnik har holdet en meget bred trup. Fred Wright har ikke levet op til mine forventninger i år, og Heinrich Haussler synes slet ikke ved fordums styrke, måske grundet fredagens styrt.

BORA-hansgrohe: Nils Politt viste lidt livstegn onsdag, men efter sin sygdom mangler han stadig for meget til så svært et løb. Heller ikke Marco Haller eller Danny van Poppel er flyvende, og bedste mand har været Jonas Koch, der dog er overmatchet her.

Cofidis: Piet Allegaert kørte fint onsdag, men løbet her er en anelse for svært.

Groupama-FDJ: Holdet har med Küng og Madouas været en af de positive oplevelser. De sekunderes af Kevin Geniets og Olivier Le Gac, der begge har kørt på et højt niveau og kan komme langt i deres hjælperroller. Lewis Askey har derimod manglet lidt mere end ventet, men har været syg og kan på den baggrund overraske.

Movistar Team: Det handler om Alex Aranburu og Ivan Garcia Cortina, hvor sidstnævnte ligner bedste bud. Han har set bedre ud end længe, men har stadig manglet for meget. Aranburu så meget stærk ud i Italien, men har skuffet i disse løb, selvom dette er det, der passer ham bedst. Johan Jacobs imponerede i søndags, men han kan ikke være med helt i front her.

Team DSM: Selvom holdet ikke kalder ham kaptajn, er Kragh som nævnt ovenfor eneste gode bud. Den erklærede kaptajn John Degenkolb har været langt fra de bedste. Joris Nieuwenhuis og Nikias Arndt har gjort det pænt, men de er overmatchet her.

B&B Hotels-KTM: Alexis Gougeard fortsatte onsdag sin lille genfødsel, men dette løb er for hårdt. Det er det også får Luca Mozzato og den ellers spændende mountainbiker Victor Koretzky.

Bingoal Pauwels Sauces WB: Arjen Livyns ligner eneste reelle kandidat, men selvom han er bedre nu, har han aldrig fundet sidste års form.

Sport Vlaanderen-Baloise: Robbe Ghys kørte et flot Gent-Wevelgem, men dette løb er for svært. Kenneth van Rooy er altid solid, men i de store løb mangler han for meget, som det også gælder for Lindsay de Vylder, der ellers synes i fremgang.

Team Arkea Samsic: Matis Louvel bekræftede onsdag, at han er meget formstærk lige nu, men niveauet jer må være lidt for højt, som det også er det for Amaury Capiot, der ellers så bedre ud i går efter en sværere periode. Connor Swift, Clement Russo og Benjamin Declercq har ikke været flyvende på det sidste.

Uno-X Pro Cycling Team: Rasmus Tiller er et af de mest spændende brostenstalenter og viste i E3, at han ikke mangler alt for meget for at være med helt i front, men han vil formentlig stadig mangle mere i så svært et løb som dette. Det bliver også spændende at følge multitalentet Tobias Johannessen, der er i flyvende form og med sin mountainbikebaggrund formentlig kan gøre det ganske fint, men det vil være overraskende at se ham helt fremme i denne form for fladbaneløb i sit allerførste forsøg i et monument.

 Livestream Flandern Rundt, Volta Limburg Classic og GP Miguel Indurain uden afbrydelser

 Sæt dit managerhold til Baskerlandet Rundt