Løbets rolle og historie

Som et cykelsportens historiske nøglelande havde Italien engang en helt fantastisk endagsscene. Både foråret og efteråret var spækket med store klassikere og semiklassikere i noget af det smukkeste og mest alsidige terræn, man finder i verden. Klassikerryttere med et god punch på stigninger og en god spurt nød godt af de mange kuperede ruter, og man kunne stort set køre en fuld sæson ved alene at være beskæftiget i støvelandet.

Uheldigvis har de økonomiske vanskeligheder i Italien har en voldsom skadevirkning på kalenderen, og nu er der stort set ingen endagsløb tilbage i foråret. De eneste løb i februar er Trofeo Laigueglia, kun Strade Bianche, GP Industria og Milano-Sanremo har overlevet i marts, og i april er der kun Giro dell’Appennino tilbage. Siden det nye etapeløb Adriatica Ionica Race i juni har der ikke været afviklet ét eneste større løb og landet, og der er nu ikke længere ét eneste løb tilbage i august, hvor kalenderen tidligere var spækket til bristepunktet.

Efterårsklassikerne har imidlertid stort set alle overlevet. Faktisk er der intet andet land, der kan præsentere så mange endagsløb på denne tid af året, som Italien kan i september og oktober. Ikke færre end 12 endagsløb i kategorierne 1.1, 1.HC og WorldTour udgør på mindre end en måned en fascinerende og attraktiv del af cykelsæsonen, der spiller en helt særlig rolle og står så nært på mange rytteres hjerter, at de gør dem til hovedmål for anden del af sæsonen. Højdepunktet er selvsagt monumentet Il Lombardia, der traditionelt har været det sidste løb i serien. I de senere år har en restrukturering af kalenderen rykket løbet en anelse frem, således at weekenden med Giro dell’Emilia og GP Beghelli har rundet den italienske sæson af. I 2016 blev der imidlertid igen byttet rundt på tingene, og den model er blevet fastholdt siden, således at det er Il Lombardia, der lukker ballet den 13. oktober. Dermed afvikles der hele 12 endagsløb i perioden mellem d. 15. september og den 13. oktober i det, der er en af de travleste cykelperioder i et enkelt land på hele året.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

De mange endagsløb spiller en særlig rolle for italienske ryttere. De første løb har traditionelt været helt afgørende for landstræneren, der har brugt dem til at fastlægge de sidste brikker i sin VM-trup, og meget ofte ser man derfor landsholdet stille op med et stærkt hold og bruge det som en slags generalprøve. Løbene efter VM udgør deres egen blok i to travle uge med meget kuperede løb, hvor Giro dell’Emilia, GP Beghelli, Tre Valli Varesine, Milano-Torino og Gran Piemonte tjener som perfekt opvarmning til Il Lombardia. De to sidstnævnte er endda arrangeret af Giro-arrangørerne RCS Sport og har derfor et mere internationalt præg end seriens øvrige løb, der i højere grad domineres af italienere.

I sidste weekend blev serien indledt med Coppa Agostoni og Coppa Bernocchi, og i denne uge intensiveres aktiviteterne inden en VM-pause. Således køres der hele fire løb, onsdagens Giro della Toscana, torsdagens Coppa Sabatini, lørdagens Memorial Marco Pantani og søndagens Trofeo Matteotti, og dermed er der i den grad lagt op til VM-forberedelse i en løbsblok, der byder på et spændende miks af ruter med appel til forskellige ryttertyper.

Efter Giro della Toscana er det nu blevet tid til et af de berømte og klassiske endagsløb. I de seneste år har Coppa Sabatini, Giro dell’Emilia og GP Beghelli været afviklet over fire dage helt til slut på sæsonen i ugen efter Il Lombardia, men nu er de blevet skilt ad. Mens de to sidstnævnte løb nu finder sted i ugen efter VM som den sidste opvarmning til Il Lombardia, afvikles Coppa Sabatini fra og med i år i stedet som en sidste chance for at finpudse formen frem mod VM.

De seneste kalenderændringer har haft en fantastisk effekt på løbet. Den forrige kalenderomlægning var en mindre katastrofe for alle de tre nævnte løb, der udviklede sig til nærmest rent italienske anliggender med meget lidt internationalt touch. I de seneste år har langt flere store hold vist interesse i de tre begivenheder, der nu igen kan spille rollen som den ideelle forberedelse til Il Lombardia eller VM. Felterne er blevet langt stærkere, og løbene fik igen den prestige, de reelt fortjener og altid har haft. Trenden går igen i år, hvor Coppa Sabatini kan præsentere ikke færre end syv WorldTour-hold.

Coppa Sabatini afholdes nu i forlængelse af Giro della Toscana, som fra og med i år igen er et endagsløb. De to løb har også fået samme arrangører, der har samlet de to løb under titlen Memorial Alfredo Martini. Derfor er der også et stort overlap mellem de to felter, og samarbejdet har boostet arbejdet med at trække store ryttere til de to løb.

Coppa Sabatini blev første gang afviklet i 1952, da byen Peccioli ville arrangere et løb for at mindes Giuseppe Sabatini, der havde haft en smuk karriere mellem 1933 og 1947, men som døde alt for tidligt, bare 36 år gammel. Siden da er det kun blevet aflyst én gang, i 1977, og det har solidt etableret sig som en af de smukkeste og mest prestigiøse italienske efterårsklassikere. I de tidligere år havde det ikke samme tiltrækningskraft på stjernerne, men i 60erne og 70erne begyndte de store navne at få øjnene op for løbet. Ryttere som Franco Birossi, Gösta Pettersson, Giovanni Battaglin, Francesco Moser, Giuseppe Saronni, Moreno Argentin, Gianni Bugno, Maurizio Fondriest, Claudio Chiapucci, Bjarne Riis, Andrea Tafi, Andrei Tchmil, Paolo Bettini, Jan Ullrich, Giovanni Visconti, Philippe Gilbert, Diego Ulissi og Sonny Colbrelli har alle sejret i Peccioli, og efter et par år med mindre opmærksomhed er det nu altså igen for alvor været tilbage i rampelyset.

Det smukke ved Coppa Sabatini er den ikoniske spurt op ad bakke. Det har gjort det til et løb for puncheurs, og det afspejles til fulde på listen over nylige vindere. Visconti, Gilbert, Enrico Battaglin, Fabio Duarte, Ulissi og Colbrelli har netop specialiseret sig i at spurte på en stigning, og de har gjort brug af deres eksplosivitet til at føje klassikeren til deres flotte generalieblad.

Også sidste år sluttede det i den klassiske spurt, og her endte det hele på meget kontroversiel vis, da Andrea Pasqualon tog karrierens største sejr foran Sonny Colbrelli, der var meget utilfreds med sin landsmands spurt, og Francesco Gavazzi. Efter en endnu bedre sæson i år vender Pasqualon tilbage for at forsvare titlen og er igen oppe mod både Gavazzi og Colbrelli, der jagter en tredje sejr i en finale, han elsker.

Ruten

Den 66. udgave af Coppa Sabatini vil blive afviklet på den klassiske 195,9 km lange rute, der er blevet benyttet i de senere år, og som slynger sig rundt i terrænet omkring start- og målbyen Peccioli. Det er et rundstrækningsløb, der udgøres af tre forskellige rundstrækninger. Først skal rytterne køre én omgang på en stor 57,6 km lang sløjfe, der inkluderer stigningerne Terriciola (3,9 km, 2,8%) og Chianni (5,2 km, 4%) tidligt og Lajatico-stigningen (5 km, 2,5%) bare 10 km fra slutningen. Rundstrækningen slutter med den lille bakke op til mål, der skal forceres adskillige gange.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Efter første passage af målstregen skal rytterne køre tre omgange på en kortere 21,7 km lange rundstrækning, der inkluderer store dele af den store omgang. Første halvdel er flad, hvorefter rytterne igen skal op over Terriciola fem kilometer fra stregen, inden de igen forcerer målbakken.

Den sidste del af løbet udgøres af seks omgange på den 12,2 km lange afsluttende rundstrækning. Det er den fladeste af de tre, idet en tidlig nedkørsel fører frem til helt flade veje. Den eneste udfordring er den sidste 1 km lange målbakke, der stiger med 6,5% i snit. Det er en ganske tricky opkørsel, der inkluderer intet mindre end fire hårnålesving på den nedre del, og derefter er der yderligere to sving at håndtere, inden rytterne rammer den ca. 200 m lange opløbsstrækning.

Løbet byder på i alt 2161 højdemeter.

Ruten er som sagt helt den samme som sidste år.

Vejret

Det varme italienske efterårsvejr fortsætter torsdag, hvor der venter endnu en glohed da. Således vil der kun være enkelte skyer samt en temperatur på hele 31 grader. Det vil være en anelse mere blæsende end til onsdagens løb med en let til jævn vind fra nordøst, hvilket på den sidste rundstrækning giver modvind på målbakken og den efterfølgende nedkørsel, sidemodvind på første del af det flade stykke og sidemedvind på det sidste stykke frem til bakken.

Favoritterne

Coppa Sabatini er et løb for rigtige specialister. Den ikoniske finale i Peccioli gør det til en lækkerbisken for puncheurs, og det betyder, at løbet altid tiltrækker flere af de virkelige eksperter i netop denne type afslutninger. Alle stiller de til start med målet om, at det hele skal afgøres i en spurt på bakken i den toscanske by, og det betyder, at løbet ofte er meget kontrolleret. De seneste udgaver viser klart, at det er næsten umuligt at forhindre en samlet afslutning for eksperterne i at spurte op ad en bakke som denne, også selvom man altid ser mange forsøg i finalen. Stigningen skal som bekendt passeres flere gange og er egentlig en fin rampe til at iværksætte et angreb, men da resten af rundstrækningen favoriserer feltet, samles det altid til sidst - dog efter at der har været nogen udskilning undervejs.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Et lignende scenarium er meget tænkeligt i år. Bahrain-Merida møder op med et af løbets stærkeste hold, og de går 100% for at sikre sig en sejr med den dobbelte vinder Sonny Colbrelli, der endda har vist storform på det seneste. Sidste års vinder, Andrea Pasqualon, vil helt sikkert også stræbe efter en spurtafgørelse med sit stærke Wanty-hold, og det er tænkeligt, at Androni, Nippo og UAE, der alle også har specialister i finaler som disse, vil bidrage til at holde det samlet. Særligt UAE og Androni, hvis afsluttere Diego Ulissi og Francesco Gavazzi er relativt holdbare, vil formentlig sammen med Gianni Moscons Sky forsøge at gøre løbet hårdt, men samlet set er der så stor en interesse i en spurt, at vi kan se frem til dette scenarium én gang til.

Løbet er sluttet i en spurt hvert eneste år siden 2012, og dermed skal man blot kaste et blik på resultaterne fra de foregående udgaver for at få en ide om, hvem der har en chance i denne finale. Det fremgår tydeligt, at det er en blanding af stærke sprintere, der har stigende spurter som speciale - der skal dog være tale om de mest hårdføre af slagsen - samt puncheurs. Klatrere ender som regel også meget langt fremme, men de mangler det nødvendige punch til at slås med om sejren. I stedet er det umiddelbart de stærke sprintere, som favoriseres en anelse og generelt har de bedste resultater.

Der kan da heller ikke være tvivl om, at det er i sidstnævnte kategori, vi finder løbets store favorit. Det er ikke uden grund, at Sonny Colbrelli allerede har vundet løbet to gange, og havde det ikke været for den lidt kontroversielle spurt fra Pasqualon sidste år, havde han formentlig allerede nu sikret sig hattricket. Afslutningen i Peccioli er ganske enkelt skræddersyet til Colbrelli, der ganske enkelt er blandt verdens allerbedste puncheurs. Det viste han med 2. pladsen bag Peter Sagan på 5. etape i Touren og senest med 2. pladsen bag Michael Matthews i Montreal, hvor han formentlig havde vundet, hvis ikke han havde kørt en nærmest overmenneskelig lang spurt.

Løbet i Canada viste også, at Colbrelli er i storform, også selvom han som følge af jetlag havde udfald i Quebec og Coppa Agostoni. Den fuldstændig suveræne sejr i Coppa Bernocchi viser, at han er tilbage på sporet forud for et af sine yndlingsløb, hvor han endda kan se frem til støtte fra Giovanni Visconti og ikke mindst formstærke Enrico Gasparotto, ryttere, der selv ville kunne køre med om sejren i en spurt som denne. I øjeblikket synes det kun at være Sagan og Matthews, der kan matche Colbrelli i finaler som disse, og derfor er han vores klare favorit.

I dag var Gianni Moscon nærmest skræmmende stærk, og han har i det hele taget været i en klasse for sig i både Coppa Agostoni og Giro della Toscana. Med den superform kan han også gøre sig gældende i dette løb, for hans alsidige talent gør ham også til en glimrende puncheur. Det viste han med andenpladserne bag Matteo Trentin og Carlos Barbero på etaper i Vueltaen og Vuelta a Burgos sidste år, og denne stejlere finale passer ham endda endnu bedre. Det er klart, at han ikke har Colbrellis fart, men med den nuværende form synes intet at være umuligt for det italienske fænomen.

Sidste år blev Francesco Gavazzi nr. 3 i løbet, men det skete i et år, hvor han slet ikke var på sit vanlige niveau. Sådan har det bestemt ikke været i år, hvor han har været bedre end meget længe. Det viste han særligt, da han vandt 1. etape af Vuelta a Burgos i en finale, der minder om denne, og i Tour du Limousin, hvor han flere gange var tæt på sejren. Seneste kørte han stærkt i finalen af det hårde Coppa Agostoni, og formen er derfor fortsat glimrende. Sejren i Burgos viser, at en formstærk Gavazzi er meget stærk i disse finaler, og derfor hører han naturligt til blandt favoritterne. Androni kan endda også satse på Davide Ballerini og Andrea Vendrame, der også begge har alle forudsætninger for at gøre det godt her, og da de jagter point til Coppa Italia, kan de sikkert også få lov til alle at køre hver deres spurt.

FDJ stiller med to gode kandidater i Anthony Roux og Arthur Vichot, der begge er specialister i lige præcis denne type finaler. Særligt er der grund til at have tiltro til Roux, der i år har været stærkere end nogensinde og blandt andet har vundet det franske mesterskab. Senest viste han sin gode form, da han slog Gavazzi i en lignende finale i Limousin, men til gengæld skuffede han lidt i Canada. Han er dog en del af den franske VM-trup og bør derfor være tæt på topformen, og er han det, vil han køre med om sejren her. Vichot er et lidt mere usikkert kort, men 7. pladsen i puncheurfinalen i Quebec viser, at formen ikke er helt elendig, selvom løbet i Montreal, som det også var tilfældet for Roux, var for hårdt for ham.

Movistar var totalt usynlige i dagens løb, men burde have bedre chancer i morgen. Her stiller de nemlig med Carlos Barbero, der er specialist i finaler som disse. Det viste han senest med den suveræne sejr på 4. etape i Burgos, en etape, han i øvrigt har vundet flere gange. Denne er stejlere, men han har tidligere gjort sig gældende i finaler af denne type. Hans form er lidt usikker efter en ikke alt for overbevisende klatreindsats i England, men da præstationen ingenlunde var katastrofal, burde han være med fremme her.

Sidste år vandt Andrea Pasqualon, og faktisk burde han være en af de allertungeste favoritter. Desværre synes han ikke at være i nærheden af samme form efter en mildt sagt halvtam indsat i England, hvor det kun var på de lette etaper, han viste sig frem. Det er egentlig en skam i lyset af hans fremragende præstation i foråret, hvor han sejrede i lignende finaler i både Plumelec og Luxembourg. De præstationer viser da også, at han har niveauet. Nu skal han blot vise, at han også har formen. Har han ikke det, har Wanty i Xandro Meurisse, Dion Smith og i mindre grad Guillaume Martin tre fine alternativer, men det til trods alt være en overraskelse, hvis de vinder i så skarpt et felt.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Hvis der er et hold, der kan siges at have et luksusproblem, er det Nippo-Vini Fantini. Marco Tizza, Juan Jose Lobato, Marco Canola og Nicola Bagioli er alle deciderede specialister i denne type finaler, og det kan vel næsten udvikle sig til regulær slåskamp i holdbussen, når kaptajnhierarkiet skal afklares. Det er imidlertid nærliggende at tro, at mindst to af dem får lov at køre deres egen spurt, da det også handler om at maksimere pointhøsten i Coppa Italia, hvor der et meget attraktivt Giro-wildcard på spil.

Størst forventninger har vi til Tizza, der blev nr. 4 på omtalte Burgos-etape vundet af Gavazzi, og som i år har nået et helt nyt niveau. Det viste han særligt i dag med den dybt imponerende 5. plads i et løb, der burde have været alt for hårdt, og det er den form, der giver os en særlig tro på ham. Den virkelige puncheur på holdet er imidlertid Lobato, der ”i gamle dage” var verdens måske allerbedste i spurter som disse, hvilket sejre i Tour Down Under, Ruta del Sol og Dubai Tour vidner om. Det er han ikke længere, mens hans gode spurter i Coppa Bernocchi og Brussels Cycling Classic kan give håb om, at ”gamle Lobato” er ved at genopstå. Holdets officielle kaptajn er Canola, der sidste år vandt en lignende etape i Utah og seneste har opnået to andenpladser i puncheurfinaler i Limousin. I Burgos blev han imidlertid blot nr. 8, og selvom han officielt er holdets kaptajn, er han altså blevet en anelse overstrålet i år. Endelig er der stortalentet Bagioli, der imponerede på bakker som disse i Haut Var og flere tidlige løb, men som nok er den mest formsvage af de fire.

Er der stadig liv i Edvald Boasson Hagen? Man fristes næsten til at sige nej efter en helt igennem elendig sæson for den store nordmand. Det blev dog til en 10. plads i Montreal, der er et løb, som på papiret er til den hårde side for ham. Det kan give håb om, at han måske er på vej tilbage, og er han det, er dette en finale, der passer ham. I gamle dage var han svær at bide skeer med på bakker som disse, men det skal være bedre, end det har været tidligere i år. Holdets plan B er Tom-Jelte Slagter, der ligeledes er specialist i disse finaler, men hans præstationer på det seneste har været milevidt fra hans bedste niveau.

Diego Ulissi har blot deltaget i løbet to gange, men det har været med stor succes. Han vandt ved debuten i 2013 og blev sidste år nr. 4. Desværre blev det i både Canada og i dag i Toscana tydeligt, at han ikke helt har samme form, efter at sygdom slog ham ud inden de nordamerikanske klassikere. Det ændrer dog ikke på, at Ulissi som bekendt er en fremragende puncheur, og selvom han måske ikke er helt så god som tidligere, bør han være konkurrencedygtig. Spørgsmålet er bare, om ikke finalen er lidt for let til, at han kan slå de tungere folk. En plan B for UAE er stortalentet Alexandr Riabushenko, der endelig viste sit potentiale i dag, og som med sin sejr ved U23-EM for to år siden viste sine evner i finaler som disse. Endelig har de også Simone Consonni, der i Polen viste visse evner i denne type finaler, men som virkede meget træt i Vueltaen, og som nok kommer til kort på en relativt stejl bakke som denne.

Finalen her er også helt perfekt for Julien Simon, der ikke mindst i GP Plumelec gang på gang har vist sine evner i spurter som disse. Til gengæld er hans form ikke til at blive klog på. Han vandt det knaldhårde Tour du Doubs, men siden da har han skuffet, både i dag og GP de Wallonie. Samtidig vinder han sjældent i disse spurter, og derfor vil en sejr til franskmanden trods alt være overraskende. Cofidis har i Anthony Perez og i mindre grad Anthony Turgis yderligere to puncheurs, men deres form synes ikke at være den bedste.

Ag2r vil formentlig satse på Alexis Vuillermoz, der i dag ofrede sig for Romain Bardet. Han er imidlertid bedst på stejle mure, og denne finale er nok en anelse for let for ham, ikke mindst fordi han fortsat kæmper med at finde den allerbedste form efter styrtet i Touren. Måske vil Bardet endda også forsøge sig, men finalen her er for let for ham. Det er den også for Warren Barguil, der dog med 3. pladsen i Vallonien viste, at han er en fin top 10-kandidat også i denne afslutning. Det samme kunne hans holdkammerat Elie Gesbert være, men han synes ikke at have de gode ben fra Tour du Limousin længere.

En meget spændende kandidat er Luca Wackermann, hvis karriere så ud til at være i frit fald. I de seneste uger har han imidlertid rejst sig igen med kongeetapesejr i Limousin og gode præstationer i Coppa Agostoni og ikke mindst i dag. I sine velmagtsdage var det netop i disse finaler, han var bedst, men han har fortsat til gode at vise, at han allerede nu kan matche de allerhurtigste i denne afslutning.

Endelig vil vi pege på Paolo Toto. Italieneren har i år været blandt de bedste kontinentalryttere, og som en rytter, der både kan klatre og spurte, burde han have forudsætningerne for at gøre det godt. Han har dog til gode at vise sine evner i finaler som disse. Hans holdkammerat Nicola Gaffurini kørte sidste år i top 10, men kan få svært ved at gentage det i årets stærkere besatte løb.

***** Sonny Colbrelli

**** Gianni Moscon, Francesco Gavazzi

*** Anthony Roux, Carlos Barbero, Andrea Pasqualon, Marco Tizza, Juan Jose Lobato

** Edvald Boasson Hagen, Marco Canola, Diego Ulissi, Julien Simon, Alexis Vuillermoz, Luca Wackermann, Athur Vichot, Nicola Bagioli, Paolo Toto

* Mauro Finetto, Warren Barguil, Simone Ponzi, Alexandr Riabushenko, Xandro Meurisse, Enrico Gasparotto, Davide Ballerini, Giovanni Visconti, Simone Consonni, Manuel Belletti, Anthony Perez, Nicolas Edet, Dion Smith, Angel Madrazo, Tom-Jelte Slagter, Guillaume Martin, Romain Bardet, Edward Avila, Andrea Vendrame,

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.