Løbets rolle og historie

Nationale mesterskaber er altid en sær størrelse. I visse lande stiller enkelte hold op med mere end 20 ryttere - bare tænk på hæren af FDJ-ryttere, der møder op til de franske mesterskaber - mens andre er helt uden holdkammerater. Samtidig er startfeltet ofte langt mindre end ved et almindeligt UCI-løb, og det giver anledning til en helt atypisk løbslogik. Trods de specielle forhold tilhører løbene den eksklusive gruppe, der giver ret til at bære en speciel trøje i et helt år, og det giver dem en helt særlig prestige.

De fleste europæiske lande har den luksus, at de kan afvikle deres mesterskaber bare én uge inden starten på Tour de France, hvilket selvsagt gør løbene yderst stærkt besatte, idet de fleste ryttere er tæt på topformen. Forholdene er helt anderledes for lande på andre kontinenter. Grundet den lange afstand og hensynet til akklimatisering og jetlag er det umuligt at bede rytterne drage tilbage til deres hjemlande så tæt på årets vigtigste begivenhed, og det tvinger dem til at afvikle deres nationale mesterskaber på andre tider af året. USA har traditionelt holdt deres mesterskaber i maj - for nogle år siden flyttedes de imidlertid til den velkendte placering sidst i juni - mens mange afrikanske lande samt Colombia er blandt nationerne, der afvikler deres begivenheder i februar.

Grundet den store tidsforskel har New Zealand og Australien de vanskeligste forhold, hvad angår muligheden for at finde et ideelt tidspunkt for deres mesterskaber, og de har intet andet valg end at kåre deres mestre i løbet af deres sommer. Placeringen i januar betyder naturligvis, at de fleste topryttere er langt fra deres højeste niveau, og mange stjerner vælger endda helt at droppe kampen om de eftertragtede trikoter. Michael Matthews ville således være en oplagt favorit i Australien, men han har tradition for at blive i Europa under den europæiske vinter og vender som vanligt ikke tilbage til sit hjemland. Ofte er det kun et fåtal af nationens stjerner, der deltager, og det er da også sigende, at den måske største af dem alle, Cadel Evans, kun deltog i de to sidste år af sin karriere, hvor han var i gang med at sige farvel.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Ikke desto mindre får løbene kolossal opmærksomhed. Siden midten af oktober har cykelfans fra hele verden tørstet efter at se de professionelle ryttere tilbage i aktion, og de nationale mesterskaber i Australien og New Zealand har altid starten på den nye sæson. Hvis løbene havde været holdt på ethvert andet tidspunkt af året, ville de knap blive bemærket, men nu fremstår de som store højdepunkter. Startfelterne er måske ikke så stærkt besatte, som løbene fortjener, men løbene stikker ud på et tidspunkt, hvor der ikke sker meget i den internationale cykelverden. I år bliver der endda ekstra opmærksomhed om Australien, da de newzealandske mesterskaber efter ønske fra rytterne er blevet rykket til februar, hvorfor hele cykelverdenens øjne i de kommende dage vil være rettet mod det største af kontinentets lande.

Samtidig er den australske sommerkalender vokset betydeligt i de senere år. Tour Down Under has siden 2008 været det første WorldTour-løb og efterfølges nu af UCI-løbene Cadel Evans Great Ocean Road Race - der endda opnåeede WorldTour-status forud for 2017-sæsonen - og Herald Sun Tour. Det har skabt en solid blok af løb på den sydlige halvkugle, der gør det værd for de lokale ryttere at gøre perioden til et reelt mål. Et stigende antal ryttere fra regionen planlægger således at starte sæsonen på bedst mulig vis, og derfor er løbene alle blevet hårdere og konkurrencen skarpere, efterhånden som flere begivenheder er blevet tilføjet.

Bay Cycling Classic, der er en serie på tre eller fire kriterier, har traditionelt givet rytterne en chance for at få benene i omdrejninger, men de nationale mesterskaber repræsenterer den første reelle styrkeprøve for de lokale ryttere, der satser på succes ved Tour Down Under. Mens australierne og newzealænderne har en ulempe i forberedelsen til Touren, hvor de i de sidste to uger forud for løbet ikke har mulighed for at få løbskilometer, er de blevet tilgodeset i perioden frem mod Tour Down Under, idet de har haft en mulighed for både at teste formen på en enkeltstart og i et linjeløb - en mulighed, deres europæiske konkurrenter ikke har haft. Da de samtidig har langt bedre træningsbetingelser i det varme australske sommervejr og ikke skal tage hensyn til jetlag, har de en klar fordel forud for åbningen på den fineste løbsserie. For få år siden kunne europæerne stille op ved de australske mesterskaber, men efter kritik fra de lokale ryttere er den mulighed nu blevet fjernet.

Australien tilbyder både enkeltstarter onsdag og torsdag og linjeløb i weekenden og uddeler endda også trøjer efter et nationalt gadeløbsmesterskab på fredag. Enkelte WorldTour-ryttere stiller til start i sidstnævnte begivenhed, men det er hovedsageligt en sag for de hjemligt baserede ryttere. De store enkeltstarter for herrer og damer, både ungdom og seniorer, køres onsdag, mens torsdagens er reserveres til diverse holdløb og enkeltstarter indenfor paracykling. Lørdag er helliget linjeløb i paracykling og for ungdomsryttere, mens linjeløbene for eliten hos begge køn runder festen af søndag.

Sidste år rundede enkeltstarterne festen af med en mindre sensation. Her lykkedes det nemlig Luke Durbridge at besejre Rohan Dennis i dennes første løb i regnbuetrøjen, da han over de 40,9 km var 21 sekunder end verdensmesteren og 43 sekunder bedre end holdkammeraten Cameron Meyer. Dermed er det uafgjort mellem Durbridge og Dennis, der begge har vundet tre gange, og de vender også begge tilbage i et forsøg på at vinde for fjerde gang i 2020. Derimod fokuserer Meyer på linjeløbet , skipper enkeltstarten og opgiver dermed foreløbig drømmen om at udligne sine to landsmænd og føje en tredje titel til de sejre, han tog helt tilbage i 2010 og 2011.

Ruten

Mens ruten til linjeløbet stort set har været uforandret i adskillige år, er enkeltstartsruten blevet ændret adskillige gange, og den har tilgodeset flere forskellige ryttertyper. Nogle år har det været en hovedsageligt flad affære skræddersyet til specialisterne, men i 2015 blev en ny, mere kuperet, 40,9 km lang rute Buninyoung introduceret. Samme strækning blev derefter benyttet hele fem gange i træk, men til 2020-udgaven har man valgt forandring i form af en ny 37,5 km lang strækning, der intet har tilfælles med den forrige.

Ruten er stadig henlagt til Buninyoung, hvor der skal to omgange på en 18,8 km lang rundstrækning med start og mål i byen. Fra starten kører man en lille omgang rundt i byen op over en lille bakke, inden et fladt let faldende stykke leder mod øst ud af byen. Her sætter man kursen mod nord, hvor man følger en helt lige vej, der er helt flad.

Efter 8,3 km når man ud til et vendepunkt, hvorefter man følger den samme helt flade og lige vej tilbage mod syd. I udkanten af byen drejer man mod vest for at køre op ad samme bakke, som man tidligere kørte nedad, men i stedet for at følge samme vej hele vejen tilbage til udgangspunktet slår man en lille sløjfe i området syd for byen. Her er terrænet først helt fladt, inden det falder ned mod den sidste kilometer, der stiger med 2,1% i gennemsnit. Den sidste del er en anelse mere teknisk med nogle bløde kurver og skarpe sving med 5100, 4200, 1800, 1300 og 400 m igen. Ved første passage af stregen tages en mellemtid, hvorefter man kører den anden og sidste omgang.

Ruten har i alt 371 højdemeter, hvilket er ca. 60 færre end den gamle rute, der var 3,4 km længere.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Vejret

Australien står i brand, og så sent som i weekenden har ekstrem varme og kraftig vind sat landet i højeste alarmberedskab. Frygten for, at skovbrandene skulle påvirke de nationale mesterskaber, er imidlertid ubegrundede, for netop Buninyoung-området har faktisk et par kølige bygedage søndag og mandag, inden det atter bliver tørt og varmere. Onsdag synes endda næsten at blive en god dag til cykelløb, da der kun vil være få skyer og en temperatur på 25 grader. Til gengæld vil det være blæsende med en hård, men relativt konstant sydøstlig vind. Det giver primært sidemedvind på første del frem til vendepunktet og sidemodvind på turen tilbage mod Buninyoung. På den sidste lille runde vil der først være sidemedvind og slutteligt sidemodvind, indtil man atter får sidemedvind efter det sidste sving med 400 m igen.

Favoritterne

Det kan være svært for arrangørerne at få de store WorldTour-stjerner til at drage om på den anden side af jorden til de nationale mesterskaber, der ofte mangler en del af nationens topnavne i feltet. Det forholder sig imidlertid lidt anderledes med enkeltstarten, der modsat linjeløbet næsten altid har deltagelse af alle landets største specialister. Særligt Luke Durbridge og Rohan Dennis har for vane altid at gøre løbet til et første mål, Michael Hepburn deltager også med jævne mellemrum, og selv Richie Porte har kørt det flere gange i de seneste år, blandt andet med guld i 2015 og sølv i 2016 som resultat.

Den tendens gør sig også gældende i år, hvor feltet synes stærkere end i seneste udgave, der var en anelse pauver. Denne gang kommer landets stolthed, Mitchelton-Scott, nemlig med fire deltager mod blot tre i 2019, og de inkluderer både den forsvarende mester Durbridge og Hepburn. Trods sin status som verdensmester svigter Dennis aldrig den nationale titelkamp - slet ikke i år, hvor han er opsat på revanche efter 2019-sæsonens forsmædelige nederlag - og selvom man naturligvis savner specialister som Porte, Michael Matthews, Miles Scotson og sidste års bronzevinder, Cameron Meyer, der satser 100% på linjeløbet, er det et hæderligt felt, der skal slås om titlen på onsdag.

Til gengæld mangler feltet også dybde, som det næsten altid er tilfældet ved nationale mesterskaber, hvor et lille antal WorldTour-ryttere skal op mod et hav af kontinentalryttere og ryttere fra lokale australske klubber. Derfor er medaljekampen da også på forhånd reduceret til et opgør mellem nogle ganske få store navne, mens hovedparten af det i skrivende stund 29 mand store felt primært har karakter af rent fyld. Blot otte af disse kommer fra WorldTouren, fem kører for et kontinentalhold, og mere end halvdelen af feltet udgøres af helt lokale ryttere.

Det er da også de otte WorldTour-ryttere, der ventes at være dominerende. Efter flere år med samme rute skal de denne gang uddele hæderen på en helt ny strækning, hvilket naturligvis skaber lidt mere usikkerhed, end vi har været vant til. Den gamle rute var ganske kuperet og havde særligt én relativt grim bakke. Heller ikke den nye rute er helt flad, men den må dog betegnes som lettere. Højdemeterne er færre, og der er kun én lidt længere bakke, der skal forceres på begge omgange på rundstrækningen. Til gengæld stilles der større krav til de tekniske evner, da der mod slutningen er betydeligt flere sving end på den gamle rute, der nærmest bare bestod af én lang, lige vej. Den slags enkelhed finder man dog også på den indledende del af denne rute, og samlet set synes der at være tale om et glimrende løb for kraftfulde specialister, der ikke hører til i den allermest klatresvage kategori.

Forud for løbet har der været megen snak om vejret i det australske brandkaos, men det bør ikke blive et tema denne gang. Alle synes at få ensartede betingelser med en passende temperatur, masser af solskin og en ganske kraftig vind. Dermed får vi et helt fair opgør, hvor bedste mand burde vinde.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

De australske mesterskaber er altid svære at spå om, fordi det er første seriøse konkurrenceaktivitet for hele feltet i flere måneder. Derfor aner vi reelt ikke, hvem der er i form eller ej, og derfor må vi til tider famle lidt i blinde. De eneste faste holdepunkter, vi kan gribe fat i, er de sparsomme meldinger, rytterne er kommet med, samt den historik, de har for at ramme formen i disse tidlige måneder.

Denne usikkerhed kan dog ikke forhindre Rohan Dennis i at gå ind til løbet som absolut storfavorit. Sidste år led verdensmesteren i sit allerførste løb i regnbuetrøjen et nærmest halvpinligt nederlag, der skulle vise sig at være et varsel om langt større trængsler og ikke mindst et yderst uheldigt ægteskab med Bahrain-Merida og særligt Merida-cyklen. Skilsmisse og kontrovers er nu erstattet af ny kærlighed til Ineos, som angiveligt har været Dennis’ drømmehold i mange år, og sandt er det da også, at der synes at være en oplagt forbindelse mellem perfektionisten Dennis og briternes verdensberømte ”attention to details” og ”marginal gains”.

Hvorvidt denne forbindelse eksisterer på andet end bare papiret, får vi en første indikation af på onsdag. Ganske vist underpræsterede Ineos over en bred kam på deres enkeltstarter i 2019, men alligevel kommer Dennis til et hold, der modsat Bahrain er kendt for deres fokus på tidskørsler. Belært af den bitre erfaring har Dennis formentlig sikret sig, at der denne gang er styr på materiellet, og derfor burde vi undgå en lignende farce denne gang. Drømmen er en bragende flot start og en fjerde titel på fem år denne onsdag i Buninyoung, og han finder da også en småkuperet rute, der passer ham ganske glimrende. Samtidig er han altid i form i januar, hvor han sidste år blev nr. 5 i Tour Down Under, og det ventes også at være tilfældet i år, hvor han er en af kaptajnerne til det første WorldTour-løb. Selvom han måske skal vænne sig lidt til sin nye cykel, kan der ikke være tvivl om, at Dennis er løbets gigantiske favorit.

Hans værste rival må nok engang være Luke Durbridge. Den forsvarende vinder leverede en af sæsonens største sensationer lige fra start, da han besejrede Dennis med 21 sekunder for et år siden, og han drømmer naturligvis om at gentage den bedrift igen. Desværre er Durbridge slet ikke det tempomonster, der som helt ung vandt prologen i Dauphiné, blev U23-verdensmester og erobrede denne titel i både 2012 og 2013, men han er heldigvis også meget bedre end for et par år siden, hvor han stort set aldrig endte i top 10 på en international enkeltstart. Sejren over Dennis var ét bevis, og i efteråret gjorde han det også godt med en 4. plads i et stærkt besat Tour of Britain og en 13. plads ved VM, hvor han dog gik lidt ned mod slutningen efter en overbevisende start. Også han har for vane at køre stærkt i januar, hvor han allerede har testet formen i Bay Cycling Classic, og hans chancer burde i teorien være større på en fladere rute, da Dennis er en klart bedre klatrer. Omvendt er det ikke en tilfældighed, at Dennis slog ham med hele 3.01 ved VM, og derfor skal verdensmesteren igen underpræstere markant, hvis det skal blive til et titelforsvar til Durbridge.

Faktisk skal han nok snarere se sig over skulderen for at få en fjerde sølvmedalje end forsøge at slå Dennis, og her kan holdkammeraten Michael Hepburn blive en trussel. Siden han brød Durbridges sejrsstime i 2014, er det ikke lykkedes den tidligere banespecialist at gå på podiet ved de nationale mesterskaber, men han var bestemt heller ikke fan af den gamle, ganske kuperede rute. Den nye rute burde passe ham langt bedre, og han burde have gode muligheder for at gøre det bedre end 7. pladsen fra 2015 og 4. pladsen fra 2017, som er hans eneste resultater siden titlen for seks år siden. Hepburn er stadig en meget svingende figur på enkeltstarter, og han foretrækker fortsat kortere og fladere ruter, men hans ganske overraskende 10. plads på den ganske kuperede Tour-enkeltstart i 2018, viser, at han stadig er en fremragende temporytter også over længere distancer, når han rammer dagen. Modsat Durbridge og Dennis har han ikke samme tradition for at køre stærkt i januar, og derfor kan det sagtens være, at han falder helt igennem. Det ændrer dog ikke på, at han ligner den største trussel mod de to forhåndsfavoritter.

Selvom Dennis i dag er verdens bedste temporytter, lykkedes det ham aldrig at blive U23-verdensmester. Det gjorde det derimod for to af onsdagens rivaler. Udover Durbridge gælder det for Damien Howson, men ligesom for Durbridge er det som professionel slet ikke blevet til det ventede for den engang så tempostærke verdensmester fra 2013. Faktisk skal man være yderst kreativ for at finde et resultat fra hans tid som professionel, der viser, at han har en glorværdig tempofortid, og det er således aldrig lykkedes ham at placere sig bedre end som nr. 15 på en WorldTour-enkeltstart, ligesom de fleste af hans bedste resultater er af ældre dato. Sidste år viste han dog med en hæderlig 15. plads i Dauphiné, at han stadig kan køre hæderligt, og i dette felt bør han trods alt være et af de bedre navne, selvom han som klatrestærk havde foretrukket den gamle rute. Desværre har han ikke for vane at køre alt for stærkt i starten af sæsonen, og derfor kan også han sagtens risikere at falde helt igennem.

2019 er formentlig ikke det nye yndlingstal for Nathan Haas. I hvert fald var den seneste sæson en mindre katastrofe for den uhyre svingende Cofidis-rytter, der trods en hel serie af formudsving sjældent har haft et lige så ringe år som det sidste i Katusha-trøjen. Faktisk kom en af de eneste opløftende præstationer i form af en 4. plads på denne enkeltstart til trods for, at netop enkeltstarten altid har været en akilleshæl for ham. Han har da også givet udtryk for et ønske om at forbedre sig i disciplinen, og det er årsagen til, at han overhovedet kører dette løb for tredje år i træk efter tidligere placeringer som nr. 5 og 4. Haas har en stærk historik i årets første måneder, hvor han ofte har opnået sine allerbedste resultater, og måske har skiftet til Katusha ansporet ham til at komme flyvende ud af starthullerne. Den fladere rute passer ham ikke, og han kommer naturligvis aldrig i nærheden af Dennis, men med lidt held kan han måske snuse til bronzemedaljen efter en sæson, hvor to 19. pladser på enkeltstarterne i Tour de Suisse antyder, at han stadig bliver bedre til disciplinen

Den fjerde og sidste Mitchelton-Scott-rytter er Callum Scotson, der på mange måder kan skrive sig inde i samme lidt triste tradition. Også han blev som U23-rytter regnet som specialist med blandt andet en 5. plads ved VM i Norge i 2017, men som professionel har han slet ikke slået til. Eksempelvis blev han sidst eår blot nr. 6 i dette løb, og i hans første WorldTour-sæson var en 48. plads i BinckBank Tour det bedste resultat ud af tre enkeltstarter. Det er naturligvis ikke noget, der giver den store optimisme forud for 2020, men tvivlen må dog stadig komme ham lidt til gode efter en sæson, der primært handlede om at finde benene på højeste niveau. Har han trænet godt i løbet af vinteren og ramt januar måned med bedre form end gennemsnittet, burde han kunne hævde sig i kampen om medaljerne på onsdag.

Blandt sæsonens nye WorldTour-ryttere har vi den lovende Chris Harper, der efter en overbevisende sæson er blevet en del af Jumbo-Vismas superhold. Det er dog på stigningerne og ikke på enkeltstarten, at han har vist sin klasse, og faktisk synes enkeltstarten at være lidt af en svaghed. Omvendt blev han sidste år nr. 7 i dette løb som den bedste rytter uden for WorldTouren, og kender vi Jumbo-Visma ret, har de allerede forbedret hans tempoevner markant. Også hans form er et åbent spørgsmål, men mon ikke han er motiveret til at starte godt ud for sit nye hold, både her og i Tour Down Under på sin australske hjemmebane? Podiet virker ikke realistisk, men det vil være rimeligt at tro, at han kan gøre det endnu bedre end sidste år.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Uden for de professionelles rækker er det måske værd at holde øje med Michael Freiberg. Pro Racing Sunshine Coast-rytteren blev en højst overraskende linjeløbsmester sidste år, men også på enkeltstarten gjorde han det pænt med en 7. plads i 2018. En 3. plads ved de oceaniske mesterskaber sidste år viste, at han tilsyneladende er i fremgang i disciplinen, og modsat sine rivaler fra WorldTouren er han formentlig meget tæt på topformen. Historikken viser klart, at han ikke blander sig i kampen om medaljerne, men han kunne sagtens igen vise sig som den bedste rytter uden for WorldTouren.

Det er måske også værd at pege på den unge Jordan Villani. Hidtil har han alene kørt som klubrytter i Australien, men sidste års 9. plads og en 5. plads ved de oceaniske mesterskaber har sikret ham en plads på Subaru-Giant Team og dermed mulighed for at satse mere på cykelsporten. Der er næppe tale om en kommende WorldTour-rytter, men denne uges australske mesterskaber kan give os en fornemmelse af, hvor langt han kan komme.

Endelig er vi også nødt til at nævne Dylan Sunderland. Ligesom Harper er han en lovende klatrer, der med en serie gode resultater i blandt andet Asien har sikret sig en WorldTour-kontrakt, i hans tilfælde med NTT. Desværre er han klatrer og slet ikke temporytter, og derfor skal vi ikke forvente os mirakler overhovedet. I et felt, hvor vi allerede har nævnt feltets tempospecialister, og hvor de resterende rivaler primært er lokale klubryttere, burde han dog som den 8. og sidste WorldTour-rytter kunne hævde sig hæderligt og måske give det tidligere Dimension Data-hold lidt grund til optimisme efter nogle svære år.

Andre kandidater er Nicolas Squillari, der sidste år kørte i top 10, Angus Lyons , og måske særligt Marcus Culey, der i anden halvdel af december vandt fire af fem etaper samt alle trøjer i det malaysiske Tour of Selangor, men som er uden den store historik på enkeltstarter.

***** Rohan Dennis

**** Luke Durbridge, Michael Hepburn

*** Damien Howson, Nathan Haas

** Callum Scotson, Chris Harper, Michael Freiberg, Jordan Villani

* Dylan Sunderland, Marcus Culey, Nicolas Squillari, Angus Lyons

Startliste

Den endelige startliste findes her.