Optakt: 7. etape af Tour of California
18. maj 2019 14:30Foto: Sirotti
af Emil Axelgaard

Tadej Pogacar cementerede sin status som et af sportens absolut mest lovende etapeløbstalenter ved både at vinde kongeetapen og bringe sig i førertrøjen på toppen af Mount Baldy. Inden han kan krones som vinder at sit første WorldTour-løb, skal han imidlertid overleve sidste etape, der er alt andet end en gang flad paradekørsel, og hvor der meget vel kan være lagt op til aggressiv og offensiv kørsel, hvor særligt EF formentlig vil forsøge at knække det relativt svage UAE-mandskab.

Ruten

I 2015 endte løbet i et drama om bonussekunder, hvor det akkurat lykkedes Peter Sagan at fravriste Julian Alaphilippe den samlede sejr i den sidste spurt, men som regel har sidste etape ikke kunnet ændre på klassementet. Det vil den næppe heller kunne gøre i år, selvom der på den afsluttende dag venter en ganske svær etape med en lang stigning midtvejs på etapen. Det har i tre af fire tidligere besøg været nok til, at et udbrud har kunnet køre om sejren, og derfor er der lagt op til en intens sidste etape, hvor vi meget vel kan blive vidner til et opgør mellem en række lykkeriddere samt de mest hårdføre sprintere, der drømmer om at få sig en massespurt.

 

Med sine bare 126 km er også den sidste etape ganske kort, og den fører feltet fra Santa Clarita til Pasadena. Startbyen ligger et par kilometer nord for Los Angeles og dermed Pasadena, men i stedet for at køre direkte ind til mål, slår man et smut ind i det bjergområde, der var rammen om kongeetapen. Man lægger således ud med at køre mod øst igennem let stigende terræn frem til dagens første spurt, der er placeret efter 45 km. Her drejer man mod sydøst, mens det fortsætter med at stige hele vejen op til toppen af kategori 3-stigningen Angelest Forest Highway (3,2 km, 6%) i 1471 m højde.

 

Herefter bliver etapen imidlertid betydeligt lettere over de sidste 62 km. En ikke specielt teknisk nedkørsel leder mod sydvest og siden sydøst, inden man skal op over en lille bakke, der leder tilbage op i 1086 m højde. Herefter går det mod sydvest, syd og sydøst via den sidste og mere tekniske nedkørsel, der leder direkte ned til Pasadena, hvor målstregen krydses i forbindelse med dagens sidste spurt efter 111 km. Etapen afsluttes nu med 3 omgange på den 5 km lange rundstrækning, der er rektangulær og leder hele vejen rundt om Rose Bowal Stadium. De første fire km er ganske let stigende, inden det kort inden den røde flamme begynder at falde ned mod mål. Det sidste skarpe sving kommer med 2,8 km igen, men efter den røde flamme bugter vejen sig konstant til højre og til sidst ganske skarpt ind på den bare 100 m lange opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 2366 højdemeter.

 

Pasadena blev sidst besøgt i 2017, hvor et udbrud ganske overraskende holdt hjem, og hvor Evan Huffman kunne spurte sig til sin anden etapesejr ved at slå David Lopez, Nicolas Edet og Lachlan Morton. I 2014 endte det i en massespurt, hvor Peter Sagan slog Thor Hushovd og Danny Van Poppel. I 2009 var Rinaldo Nocentini hurtigere end Hayden Roulston og Pieter Weening i en tremandsspurt, mens George Hincapie slog Rory Sutherland, Jason McCartney, Michael Creed og Tom Zirbel i en femmandsspurt året forinden.

 

 

 

 

 

 

Vejret

Efter nogle blæsende dage lægger vinden sig til sidste etape, der vil finde sted under et tungt, men tørt skydække. Temperaturen ventes at nå 22 grader, og der vil blot være en let vind fra sydvest. Det giver sidemedvind frem til toppen af stigningen og derefter mod- og sidemodvind på nedkørslen til Pasadena. På rundstrækningen vil der først være sidemedvind og dernæst sidemodvind, inden man ved den røde flamme drejer ind i modvind, der leder frem til svinget bare 100 m fra stregen.

 

Analyse af 6. etape

Da arrangørerne af Tour of California i sin tid gav udtryk for deres ønske om at flytte deres løb fra februar til maj, var der flere begrundelser. Den ene var ideen om, at en mere gunstig dato kunne gøre det muligt at besøge højere bjerge, end det var muligt i den iskolde vinter, men den måske vigtigste var tanken om, at man herved kunne tiltrække flere af sportens største stjerner. Ganske vist fik man også i februar mange topnavne til USA, men meget ofte var de stadig i vinterform og helt ude af stand til at konkurrere med de lokale helte, der havde forberedt sig specifikt til løbet, og derfor blev løbet i de tidlige år totalt domineret af amerikanere i et omfang, så det nærmest var Levi Leipheimers personlige ejendom.

 

Ønsket blev imødekommet for nu snart 10 år siden, men det har ikke haft den ønskede effekt. Kun på sprintersiden har det været muligt i vidt omfang at tiltrække giganterne, og vi har set navne som Peter Sagan, Marcel Kittel, Mark Cavendish og Fernando Gaviria alle tage flere etapesejre i løbet. Når det gælder klassementsryttere, har det til gengæld haltet betydeligt. I maj deler de sig nemlig ofte i to grupper, nemlig dem, der kører Giro, og dem, der rejser til højderne for at forberede sig til Touren, og derfor er også den nye kalenderplacering svært uheldigt, hvis ambitionen er at få deltagelse af stjerner som Chris Froome, Geraint Thomas, Tom Dumoulin og Primoz Roglic.

 

På den baggrund kan man argumentere for, at projektet har været en fiasko, men sådan bør man ikke se det. Mens det amerikanske løb måske ikke giver os mulighed for at se stjernerne dyste mod hinanden, har det udviklet sig til en talenternes legeplads, hvor de unge folk, der endnu ikke er modne nok til at løfte kaptajnansvaret i en grand tour, kan få en stor chance for at vinde et prestigiøst WorldTour-løb. Således har vi i de senere år set Egan Bernal og Julian Alaphilippe løbe med sejren, ligesom George Bennett for to år endegyldigt tog springet fra hjælperytter til en af Jumbo-holdets kaptajner. Andre eksempler har været Tejay van Garderens sejr i 2013, hvor han stadig var relativt ung, eller Rohan Dennis’ og Lawson Craddokcs podiepladser i 2014, ligesom Daniel Martinez sidste år sikrede sig en 3. plads i sit første år på WorldTouren.

 

Årets udgave har i den grad levet op til det prædikat. Ganske vist var det lykkedes at få etablerede navne som Richie Porte, Rigoberto Uran og Bennett til start, men da røgen i nat lagde sig over løbets mest ikoniske stigning, var det ingen af de tre stjerner, der stod øverst på podet. I stedet endte etapen og kampen om førertrøjen som en fantastisk duel mellem to af sportens helt store etapeløbstalenter, Tadej Pogacar og Sergio Higuita, der med en pragtpræstation til fulde levede op til det potentiale, de har vist igennem hele sæsonen.

 

I sidste ende var det Pogacar, der trak sig sejrrigt ud af opgøret og dermed ikke blot tog sin tredje sejr i sin meget korte professionelle karriere, men også satte kurs direkte mod en stor WorldTour-sejr i en alder af bare 20 år. Dermed har han kurs mod at fortsætte den lille tradition, som Bernal allerede startede sidste år, nemlig at den regerende Tour de l’Avenir-vinder også sejrer i Californien, og der findes vel ikke et smukkere bevis på, at et løb har appel til talenterne, end netop det, at det vindes af vinderne af ungdommens Tour de France.

 

Havde man før sæsonen sagt, at Pogacar skulle vinde Tour of California, havde mange nok været skeptiske. Ganske vist havde han som sagt vundet l’Avenir og kørt med om topplaceringerne i Tour de Slovenie, men han havde trods alt ikke vist et potentiale, der var blot i nærheden af det, Bernal havde viste i sin sidste tid på lavere niveau. Sloveneren har imidlertid taget os alle med storm, og efter en hæderlig debut i Tour Down Under, skabte han allerede i februar den første mindre sensation, da han først overspurtede verdensstjernerne Wout Poels og Enric Mas på Foia-stigningen og siden også tog den samlede sejr i Volta ao Algarve. Den præstation tog han til et nyt niveau, da han klatrede med verdens bedste på den knaldhårde sidste etape i Baskerlandet, og efter en lidt uheldsramt ardennerkampagne slog han så i nat til i det løb, han egentlig allerede i Algarve i februar havde udråbt som forårets store mål.

 

Hvad der er iøjnefaldende Pogacar, er naturligvis først og fremmest de indlysende fysiske evner, der gør ham til et sandt naturtalent. Det er imidlertid også den ro og modenhed, der langt overgår, hvad man normalt ser for en 20-årig. Det var således imponerende at se, hvordan han tilbage i februar i Algarve bevarede fatningen, da andre mistede den, og da først Poels havde slidt sig ihjel i en lang forcering, kunne den lange slovener let gide forbi Sky-stjernen og sikre sig karrierens første sejr.

 

I nat gentog han det kunststykke. Pogacar gik ikke i panik, da Higuita ganske langt fra mål satte det, der kortvarigt lignede det afgørende fremstød ind. I stedet holdt han sit tempo, og mens procenterne begyndte at vide i den lille colombianers lårbasser, pacede han sig stille og roligt tilbage til sin værste rival i både kampen om etapesejren og den samlede triumf. Derefter læste han den kringlede spurt helt rigtigt ved at går forbi umiddelbart inden sidste hårnålesving og på stregen slå den ellers på papiret hurtigere colombianer og derved cementere sin status som 2019-sæsonens udgave af Bernal. Det kommer endda bare en dag efter, at Valerio Conti kørte sig i lyserødt i Giroen og er derfor endnu et bevis på, at det pengestærke UAE-mandskab efter et katastrofalt 2018 endelig har fået styr på deres mange stjerner, der nu sammen med de unge talenter indkører det ene flotte resultat efter det andet.

 

Til gengæld blev det ikke til den drømmedebut på WorldTouren, som Higuita havde drømt om, men når den værste skuffelse har lagt sig, må han alligevel kunne se tilbage på løbet med en vis tilfredshed. Mens der forud for sæsonen trods alt var en del snak om Pogacar, var der ikke mange, der overhovedet nævnte Higuita. Naturligvis havde han da kørt pænt på Manzana Postobon, men slet ikke leveret specielt iøjnefaldende præstationer, og modsat folk som Bernal, Esteban Chaves, Miguel Angel Lopez og Nairo Quintana, der alle gjorde opmærksomme på sig selv ved at vinde Tour de l’Avenir havde Higuita ikke gjort opmærksom på sin eksistens hos andre end cykelnørder.

 

Det har imidlertid i den grad ændret sig. EF-mandskabet havde egentlig allerede luret potentialet og tilbudt ham en kontrakt, men blev også enige om, at et halvt år på det lille Fundacion Euskadi nok var meget godt for den videre udvikling, inden springet til WorldTouren kunne tages. Lige siden det allerførste pedaltråd i Challenge Mallorca i januar, hvor han første gang blandede sig helt i front med navne som Alejandro Valverde, har han imidlertid vist, at der absolut ingen grund var til at vente. Higuita var i februar og marts her, der og alle vegne, og havde det taktiske spil bare været en anelse anderledes, kunne han såmænd have vundet kongeetapen i Andalusien i skarp konkurrence med Yates-brødrene, Jakob Fuglsang, Ion Izagirre, Tim Wellens og Steven Kruijswijk.

 

Det fik EF-mandskabet til at fremrykke skiftet til den 1. maj, og i denne uge har Higuita endegyldigt dokumenteret, at han allerede nu hører til på WorldTouren. Med tanke på den yderst begrænsede erfaring, han har på dette niveau, er det yderst løfterigt, at han allerede i sit allerførste WorldTour-løb kan køre med om sejren, og havde han ikke været oppe mod en velkørende Pogacar, var det ham, der havde tronet øverst på podiet. Det er på stående fod meget vanskeligt at huske en rytter, der har vundet sit allerførste løb i sportens eliteserie, og det siger en del om, at EF-mandskabet her har fundet en sand lille guldfugl, der endda ikke blot klatrer som en drøm, men også er lynhurtig på stregen, som vi så det med 3. pladsen på 5. etape.

 

Dermed blev det ikke helt uventet Higuita, der skulle løfte ansvaret for det ellers i bredden så stærke EF-mandskab. Tejay van Garderen gled nemlig hurtigt agterud, og mens han nok kan henvise til sin forslåede hånd som undskyldning, er det svært ikke at se nedturen som udtryk for en generel tendens. Mens hans tempoevner stadig er intakte, står det nemlig efterhånden mejslet i granit, at van Garderen næppe nogensinde igen bliver den klatrer, han engang var, og faktisk skal vi vel tilbage til det ærgerlige sygdomsrelaterede exit fra Touren i 2015 for at finde sidste gang, han var på sit højeste niveau. I USA har han ellers haft for vane altid at kunne finde nogle ekstra procent, men det kunne han ikke denne gang. Og da Rigoberto Uran tilsyneladende fortsat er for mærket af et forår, der har været lagt i ruiner af et brækket kraveben og derfor valgte at vente på sin amerikanske kaptajn, mens Lachlan Morton og Lawson Craddock var blevet brugt til at kontrollere Maximilian Schachmanns tidlige fremstød, blev det på papiret så stærke mandskab efterladt med bare en colombiansk opkomling til at slås om sejren.

 

Nu vi er ved det med talenterne, er det naturligvis helt umuligt at komme udenom Kasper Asgreen. I gårsdagens optakt havde jeg ganske vist åbnet muligheden for, at den formstærke dansker måske på en superdag kunne klemme sig ind i top 10, men at det skulle blive til en 6. plads foran adskillige mere etablerede klatrenavne, overgik alle forventninger. Som en anden Tom Dumoulin skilte danskeren sig ud som en sværvægter i en letvægtsboksekamp, men det forhindrede ham ikke i at holde sig til, da George Bennett med sit første angreb reducerede gruppen til bare 8 mand, og derfra efterlignede han også i køretaktik hollænderen, da han lod rivaler være rivaler og kørte det brutale bjerg som en enkeltstart, der gjorde det muligt på den sidste kilometer sammen med Riccardo Zoidl at overhale Simon Spilak og sikre sig det nærmest sensationelle resultat - i øvrigt præcis den samme placering, som Peter Sagan ligeledes helt sensationelt sikrede sig, da han for fire år siden højst overraskende tog den samlede sejr i løbet.

 

Ugen må således have været lidt af en øjenåbner for Asgreen, der alene kom til USA for at køre spurter for Fabio Jakobsen og måske teste sig selv i et udbrud eller to. Nu har han kurs mod at komme hjem med en etapesejr, en podieplads og en pointtrøje i et løb, hvor han både har klatret med de bedste, slået Jasper Philipsen i en spurt og brilleret som puncheur i South Lake Tahoe. Med andre ord har Asgreen vel været løbets mest alsidige rytter, og dermed har han pludselig fået udvidet sin horisont ganske gevaldigt. Han har gjort det klart, at det er brostensklassikerne, der fortsat har hans fokus, men nu ved han, at han har mulighed for at gå efter andet og mere, hvis han skulle få lyst til det undervejs. Og så kan man naturligvis i sit stille sind ærgre sig over, at det lige netop var i 2019, at Tour of California for første gang nogensinde ikke bød på en enkeltstart, for i givet fald kunne det være gået helt, helt anderledes.

 

I det hele taget blev det en stor dansk dag. Ganske vist måtte Jonas Gregaard ikke helt uventet indse, at han stadig er lidt for grøn til at blande sig med verdenseliten, men Jesper Hansen fulgte fornemt op på de flotte takter, han har vist siden starten på løbet. Dermed synes han endelig at være kommet sig over sine helbredsproblemer, og selvom de har kostet ham chancen for at vise sig frem i mange af forårets bjergløb, er der heldigvis masser af bjerge endnu, hvor han kan få lov at boltre sig i den ekstra frihed, han har på Cofidis. Endelig leverede Magnus Cort, der ellers ikke just har haft diamanter i benene i denne uge, en sensation, der vel næsten overgår Asgreens, da han helt ud af det blå kørte sig ind på en 13. plads på en dag, hvor al logik sagde, at han burde være rullet til toppen sammen med gruppettoen.

 

Mens talenterne boltrede sig, kom de to forhåndsfavoritter til kort. Bennett, der ellers havde virket så stærk på 5. etape, åbnede ganske vist selvtillidsfuldt ballet, men måtte hurtigt sande, at han var oppe mod to ryttere, der var stærkere end ham. En 3. plads på etapen er ganske vist hæderligt, men i et relativt smal felt havde han håbet på og forventet mere. Desværre kommer det som kulminationen på et trist forår, hvor det aldrig er lykkedes 2017-vinderen at finde det tårnhøje niveau, han havde i 2018, ikke mindst i Tour de Pologne, hvor han var på et helt andet niveau end rivalerne.

 

Løbets helt store klassementsstjerne, Porte, kom også til kort, og selvom en 4. plads naturligvis markerer en solid fremgang efter et forår, der er blevet ruineret af den ene sygdom efter den anden, kan man alligevel ikke lade være med at være en anelse bekymret. Porte har ganske vist altid været uhørt ustabil, ikke mindst som følge af sit skrøbelige helbred, men med ham har det som regel været enten-eller. Enten har han været i sin egen liga, som han har været det i forbindelse med sine mange sejre i løb som Paris-Nice, Tour de Romandie, Volta a Catalunya og Tour Down Under, eller også har han været skidt tilpas og næsten pinligt ringe. I dette løb har han imidlertid været god, men langt fra sit tårnhøje topniveau, og det er naturligvis en anelse bekymrende for en mand, der kun i meget få perioder har vist glimt af sin tårnhøje klasse siden det grimme styrt i Touren i 2017.

 

Etapen besvarede også spørgsmålet om, hvorvidt store Felix Grossschartner efter sejren i Tyrkiet havde gjort så store fremskridt, at han også kunne køre med om sejren på et rigtigt bjerg som dette. Svaret kom tidligt på stigningen, da den store østriger gled agterud, og dermed må han nok sande, at han stadig er lidt for tung til for alvor at kunne gøre sig gældende i de hårde etapeløb. Det samme gælder for fænomenet Maximilian Schachmann, men vi vidste allerede på forhånd, at han ikke er en mand til de høje bjerge, slet ikke med en form, der ikke er i top. Til gengæld viste han atter med sit modige angreb fra distancen, at han er en herlig cykelrytter, der aldrig er bange for at tage initiativ og skabe løbene.

 

Endnu værre gik det for Gianni Moscon, der var dagens største taber, men det var nu ikke helt uventet. Ganske vist har han gjort det bedre end ventet hidtil, men i lyset af, at formen ikke rakte til deltagelse i Giroen, havde det næsten også været for meget at forlange at kræve, at den relativt store italiener skulle kunne køre med om sejren i de høje bjerge. For ham må ugen alt andet lige have været en positiv oplevelse, der for første gang i år har vist ham i en konkurrencedygtig forfatning og tændt et håb om, at han kan blive klar til at hjælpe Froome og Thomas i Touren.

 

Endelig viste etapen, at Simon Spilak, der ellers knap har kunnet træde en bule i en blød hat siden sejren i Tour de Suisse i 2017, vitterligt er blevet konkurrencedygtig igen, ligesom Riccardo Zoidl leverede en klassepræstation, der understregede, at der var en grund til, at han var helt dominerende i mange af sidste sæsons mindre etapeløb. Til gengæld må Rohan Dennis trods en hæderlig indsats stadig indse, at han stadig ikke viser klatreevner, der giver blot det mindste håb om, at det giver mening at fortsætte det grand tour-projekt, han har tænkt sig at genoptage efter OL i Tokyo i 2020.

 

Den slags overvejelser behøver Pogacar ikke at gøre sig. Det slovenske fænomen fik med nattens triumf understreget, at han har kurs mod en stor karriere som grand tour-rytter, præcis som Bernal gjorde det med sidste års sejr. Og samtidig cementerede han Tour of Californias status som talenternes udstillingsvindue. Efter seks dage er fem af de seks etaper nemlig blevet vundet af unge talenter, og hele podiet udgøres af ryttere, der har maksimalt 13 måneder erfaring på WorldTouren. Vil man vide, hvem der kommer til at dominere cykelsporten i fremtiden, er Californiens cykelstolthed simpelthen et af de bedste steder at finde sine svar.

 

Favoritterne

Tour of California har haft tradition for at slutte med en relativt flad etape, men der er stor forskel på, om man kører fra syd til nord eller fra nord til syd. I førstnævnte tilfælde slutter man nemlig som regel med den helt flade Sacramento-etape, der indledte årets løb, og det er naturligvis en etape, der på mange måder minder om den paradeafslutning, man også ser i specielt grand tours. Helt anderledes forholder det sig, når man bevæger sig i den modsatte retning, for her har man ofte haft betydeligt sværere udfordringer på sidstedagen, og selvom den Pasadena-etape, der i år slutter løbet, kun har været afslutning én gang tidligere, nemlig i 2017, har den flere gange vist, at den er alt andet end en triviel sprinteretape.

 

Det så vi senest i 2017. Her forsøgte sprinterholdene at gå efter en spurt, men på en meget aggressiv dag skulle det vise sig at være umuligt at skabe samling. Det lykkedes endda klassementsrytterne Lachlan Morton med deltagelse i udbruddet at køre sig fra en 9. til en 7. plads, samtidig med at sprintere som Marcel Kittel og Alexander Kristoff, der ellers begge havde sat deres hold frem for at føre, ikke kom med feltet hjem.

 

Det fortæller alt om, at sidste etape langt fra bliver nogen procession, og hvis nogen har lyst til at udnytte terrænet, kan det blive et knaldhårdt cykelløb. I tre af fire tilfælde er et udbrud kørt hjem på Pasadena-etapen, men vi så også i 2014, at det kan ende i en reduceret massespurt. Sammenlignet med etapen for to år siden er terrænet denne gang en anelse lettere, da der er fjernet en stigning inden den lange nedkørsel til Pasadena, men grundlæggende er der tale om en næsten identisk etape.

 

Og vi forventer i den grad, at terrænet bliver udnyttet. Det er nemlig ikke raketvidenskab at indse, at UAE-mandskabet er svagt og svækket, ikke mindst efter Kristijan Duraeks exit, og det virker helt usandsynligt, at de mange slagne hold vil lægge sig ned uden kamp. Særligt EF vil med deres superhold helt sikkert gøre et sidste forsøg på at knække Pogacar, og det virker også stærkt usandsynligt, at folk som Maximilian Schachmann, Felix Grossschartner og Gianni Moscon, der i nat oplevede en nedtur, vil lægge sig ned uden kamp. Særligt Schachmann og Moscon er nogle aggressive typer, der ikke har meget at tabe, og derfor er der i den grad lagt i kakkelovnen til en lynhurtig og superintens etape med et hav af angreb.

 

Det betyder også, at et hav af forskellige scenarier er i spil, men to muligheder synes udelukkede. Vi ser ikke, at et ufarligt udbrud relativt let kan køre hjem, som vi så det på 3. etape, og tempoet på stigningerne bør også være så opskruet, at det ikke bliver en etape for de klassiske sprintere og dermed formentlig heller ikke for løbets hurtigste, Fabio Jakobsen. Vi forventer nemlig, at EF vil komme stormende ud til etapen med alt, hvad de har, at der vil blive angrebet i et væk på de første svære 100 km, og at UAE for alvor kommer under pres.

 

Hvad kan Pogacar stille op? Med det svage hold er han nødt til at koncentrere sig om sine værste rivaler, nemlig Sergio Higuita, Kasper Asgreen, George Bennett og Richie Porte. Formentlig vil han relativt let kunne isoleres, og derfor er sandsynligheden for, at han må lade nogle andre gode navne køre væk, ganske stor, og derfor forventer vi, at en vanvittig start vil give anledning til et superudbrud med navne, der vil bringe Pogacars 1. plads under pres.

 

Derfor udelukker vi faktisk heller ikke et trøjeskifte. Selvom Pogacar selv er brølstærk, kan han ikke kontrollere dem alle, og UAE kan næppe køre et udbrud med folk som Maximilian Schachmann, Tejay van Garderen, Gianni Moscon, Rigoberto Uran og Rohan Dennis, der alle ligner oplagte udbryderkandidater ind. Han skal håbe på en alliance med andre hold, særligt Deceuninck og Jumbo, der har podiepladser at forsvare, men heller ikke de har de stærkeste hold.

 

Derfor forventer vi faktisk, at en meget farlig og brølstærk gruppe vil køre hjem og afgøre etapen på rundstrækningen inde i Pasadena, mens UAE og eventuelle allierede jagter som besatte for at skabe samling. Naturligvis kan det ikke udelukkes, at det vil ende i en spurt, men i givet fald vil det formentlig være uden langt de fleste af sprinterne. Særligt ærgerligt er det for en mand som Jasper Philipsen, der med den fornemme form, han viste på 5. etape, hvor han var i udbrud hele dagen og alligevel næsten sad med første gruppe, egentlig ville være vores favorit i tilfælde af en spurt, men som nu får nok at gøre med at forsøge at forsvare Pogacars trøje.

 

Det får os til at pege på Maximilian Schachmann som favorit. Tyskeren har med to udbrudssejre i Catalonien og en enkelt i Giroen vist os, at han er en sand udbryderkonge, og selvom han endnu ikke er i topform efter klassikerne, har han vist gode ben i denne uge. I nat viste han atter sin initiativlyst, da han satte EF under pres med et tidligt angreb, men endte alligevel akkurat uden for top 10. Med et tidstab på 1.28 er han en af de ryttere, Pogacar kan være nødt til at lade køre, og det synes næsten at være helt givet, at Schachmann vil forsøge sig. Kommer han først afsted, er han som regel helt umulig at hente, og samtidig ved vi, at han er lynhurtig på stregen. Det får os til at tro, at Schachmann løber med endnu en sejr i et år, der har været helt fantastisk for det tyske supertalent.

 

En anden helt oplagt kandidat er Davide Ballerini. Allerede med sit stærke angreb i Frankfurt viste italieneren, at han er kommet ud fra sin pause i flyvende form, og det har han til fulde understreget i denne uge, hvor han har været i udbrud i tide og utide. I nat vil han helt sikkert forsøge igen, om ikke andet for endegyldigt at sikre sig bjergtrøjen, og han ligner en helt oplagt kandidat til denne etape. Det er klart, at terrænet kan blive lidt for svært, hvis EF for alvor åbner for gassen, men Ballerini har med sine sejre i sidste års italienske efterårsløb vist, at han klatrer bedre end som så. Han har i hvert fald en reel mulighed for at gå i offensiven på stigninger som disse, og i et udbrud vil han være meget svær at slå på stregen. Samtidig er han en af de mest holdbare sprintere, der nok burde kunne sidde med hjem, hvis det bliver en reduceret massespurt, og dermed kan han vinde på flere forskellige faconer.

 

Som skrevet i analysen var nattens etapen en nedtur for Gianni Moscon, men det var nu ikke helt uventet. Det ville næsten have været for meget at forlange, hvis han allerede nu var i stand til at køre med de bedste i bjergene, men formen har vist sig god nok til, at han er blandt de bedste i mere moderat terræn. Det så vi på både 2. og 5. etape, og det gør ham til en helt oplagt kandidat til et udbrud, nu hvor han har mistet tid. Enhver ved, at den italienske traktor er brølstærk i denne slags terræn, og da han samtidig har en ganske fin spurt, er han en af de oplagte kandidater til at gå i udbrud og herefter gøre arbejdet færdigt inde i Pasadena.

 

Et andet skarpt bud kunne være Rohan Dennis. Det er stadig lidt af et mysterium, hvorfor han har udset sig et etapeløb uden enkeltstart som forårets mål, og nu står han med blot en enkelt mulighed for at få noget med hjem. Det er denne etape til gengæld også en ganske god mulighed for. Dennis ligger måske nok til i klassementet, men han er en af de ryttere, Pogacar meget vel kan være tvunget til at lade køre, og hvis først Dennis kommer væk, ved vi alle, at han formentlig er næsten umulig at hente. Vi så allerede med hans tidlige udbrud på 3. etape, at han ikke er bange for at gå i offensiven, og han har ikke meget at miste i et løb, hvor han trods alt tidligere har været på podiet. Samtidig har han i løb som Tour of the Alps og Tour de Romandie vist os, at han sagtens kan vinde en spurt i en lille gruppe, og derfor skulle det ikke undre, om det endelig kan lykkes Dennis at få lidt tiltrængt succes.

 

Efter en svær klassikersæson trænger Magnus Cort også til et resultat. Danskeren har vist ganske svingende tendenser i dette løb, hvor han måske lidt skuffende ikke klarede bakken på 5. etape, men hvor han til gengæld skabte nattens største sensation med sin 13. plads på Mount Baldy. Man kan frygte, at den kraftpræstation har kostet en anelse for meget, ikke mindst fordi Cort kan være ret svingende, men den viser i hvert fald også, at formen ikke kan være helt ringe. Om han også kan køre med Moscon, Schachmann og co., når de åbner ballet, er måske mere usikkert, men har han en god dag, er det bestemt muligt, og vi ved alle, at han har killerinstinktet til også at gøre det færdigt fra et udbrud. Selv i en reduceret massespurt, vil han naturligvis være en af favoritterne, hvis han har samme ben som i går og ikke skal køre for Ballerini, der hidtil har været holdets nr. 1 i spurterne.

 

EF vil formentlig ikke tillade, at der kører en gruppe uden dem, men de har det problem, at de mangler hurtige folk. Sergio Higuita får ikke lov af Pogacar, og dermed er det Rigoberto Uran, der er holdets bedste afslutter. Han er med sit tidstab til gengæld også et skarpt bud på en mand, der kan gå i offensiven, og selvom han ikke er nogen topsprinter, ved vi, at han en ganske fin spurt. Det er klart, at han meget vel kan være overmatchet af hurtigere folk, men særligt hvis han har selskab af folk som Lachlon Morton, Tejay van Garderen og Lawson Craddock, der også kan spurte til husbehov, vil han måske have en chance, ikke mindst hvis EF-mandskabet kan angribe rivalerne på skift.

 

Efter sejren på 5. etape er Ivan Garcia sprængfyldt med selvtillid, og der er ingen tvivl om, at han går ind til etapen med det mål, at det skal ende i en reduceret massespurt. Det er Bahrain desværre ikke stærke nok til at sikre, og derfor må han formentlig enten satse på, at andre hold kan skabe samling, eller at han kan komme med i udbrud. Han har i Vueltaen vist os, at han har en fantastisk evne til at køre offensivt, også i meget hårdere terræn end dette, men om han har formen til at gøre det her, er mere tvivlsomt. Selvom han klatrede godt i torsdags, har han været betydeligt dårligere på de andre etaper, og vi tror, at etapen kan vise sig for svær til, at han kan ramme den rette gruppe. Udelukkes kan det dog ikke, og med sin gode spurt vil han altid være farlig, hvis det lykkes. Naturligvis vil han også være en af favoritterne i tilfælde af en reduceret massespurt.

 

Med sine tre etapesejre har Toms Skujins vist sig som lidt af en udbryderkonge i dette løb, men han var dybt skuffet over formen i løbets indledning. Heldigvis ser han ud til at have fundet benene efter først at have været i udbrud på 5. etape og i nat at have ført hårdt og længe for Richie Porte. Nu er Porte ude af kampen om den samlede sejr, og Skujins vil helt sikkert gøre alt for at ramme udbruddet. Det plejer han at være en mester i, og når han er i form, er dette terræn helt perfekt for ham. Han har samtidig vist, at han er også er hurtig nok til at gøre det færdigt i en spurt, og hans chancer bestemmes derfor først og fremmest af, om han har god nok form til at køre væk i det, der ligner en vanvittigt hurtig og aggressiv etape.

 

På papiret burde Peter Sagan være etapens storfavorit. Slovakken ville være et knivskarpt bud på et udbrud og den naturlige favorit til en reduceret massespurt, hvis han havde været i form. Desværre har han lignet en hængt kat gennem det meste af løbet, og hans to podiepladser er snarere et udtryk for god positionering end gode ben. Med de klatreevner, han har vist hidtil i løbet, ligner han ikke en mand, der kan modstå EFs benhårde pres, men det er klart, at Sagan aldrig kan afskrives på en etape som denne. Sidder han med til sidst, uanset om det er i et udbrud eller i et reduceret felt, vil han næsten altid være favoritten i en spurt, hvor der endda er en ret kraftig kurve lige inden stregen.

 

En anden god kandidat er Zdenek Stybar. Med sit gode angreb på 5. etapes mur viste han, at han allerede har fundet en fin form igen, og dette burde være en fin mulighed for en fyr som ham. Han er dog ikke en mester på lidt længere stigninger, og vi frygter, at han kan få det lidt for svært undervejs, hvis EF for alvor lægger pres på. Samtidig har Deceuninck ikke det bedste hold til stigningerne, og han kan derfor få til opgave at sidde hos Asgreen. Hvis han har benene og den nødvendige frihed, har han dog en spurt, der gør det realistisk også at kunne gøre det færdigt.

 

Schachmann og Sagan er gode muligheder, men de har også Felix Grossschartner. Østrigeren fik sig lidt af en lussing i nat, og han må i den grad være revanchelysten. Også han har tabt så meget tid, at Pogacar kan lade ham køre, og særligt hvis både han og Schachmann kommer afsted, begynder det at se lovende ud. Grossschartner har også en hæderlig spurt, men man kan dog frygte, at det bliver lidt for svært at gøre det færdigt på flad vej i en gruppe, hvor der kan være hurtigere folk med.

 

Kan Kasper Asgreen vinde igen? Det er klart, at Pogacar ikke kan lade ham køre, så hans eneste chance er, at det bliver samlet til en spurt. Her har han til gengæld også på både 3. og 5. etape vist sig at være overordentlig konkurrencedygtig, ikke mindst da han slog en ganske vist kramperamt Philipsen i tirsdags. Til gengæld så vi også på 5. etape, at han trods alt ikke helt kan matche sprinterne, men ender det i en spurt, kan det meget vel være i så lille en gruppe, at Asgreen efter et hårdt og svært løb kan gøre det færdigt på en dag, hvor de hurtige folk alle er sat af.

 

En anden kandidat i det scenarium er naturligvis Sergio Higuita. Den lille colombianer bliver bare ved med at imponere, og selvom vi vidste, at han var hurtig, var det alligevel overraskende, at han på 5. etape kunne spurte sig til en højst overraskende 3. plads. Det er klart, at han kommer til kort, hvis de hurtige folk er med hjem, men ender det i en meget selektiv etape, har han en chance, ikke mindst fordi EF formentlig kan sidde i et overtal og dermed køre et lille lead-out frem mod den sene kurve.

 

Der er også en stribe sprintere, der har en chance for at klare den. På 5. etape sad Maximiliano Richeze og Nacer Bouhanni begge med hjem, mens Travis McCabe og Edwin Avila så stærke ud på 2. etape. Alle vil de have en fremragende chance for at vinde, hvis de klarer udfordringerne, men vi tvivler. Denne gang er der nemlig tale om lange stigninger og ikke bare en kort mur, og det kan gøre det svært for særligt Richeze og Bouhanni, der er mere eksplosive end holdbare. McCabe og Avila er mere slidstærke, men også de kan meget vel få det for svært. En outsider kunne være talentfulde Joris Nieuwenhuis, men etapen bliver nok for hård for crossrytteren, ligesom Reinardt van Rensburg har en chance, selvom farten nok ikke helt rækker i en flad spurt. Normalt burde John Degenkolb også være et bud, men hans klatring er ikke, hvad den var engang.

 

I det hele taget kan de fleste af løbets klatrestærke ryttere ramme udbruddet, men de fleste af dem er for langsomme til at have en stor chance. I en ukontrollerbar finale i et lille udbrud kan meget dog ske, og derfor kan det sagtens ende med en sejr til en ikke specielt spurtstærk klatrer.

 

Feltet.dks vinderbud: Maximilian Schachmann

Øvrige vinderkandidater: Davide Ballerini, Gianni Moscon

Outsidere: Rohan Dennis, Magnus Cort, Rigoberto Uran, Ivan Garcia, Toms Skujins

Jokers: Peter Sagan, Zdenek Stybar, Felix Grossschartner, Kasper Asgreen, Sergio Higuita, Maximiliano Richeze, Travis McCabe, Nacer Bouhanni, Edwin Avila

 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Evan Huffmans sejr fra 2017 samt Peter Sagans sejr fra 2014.

INFO
Optakter
Nyheder
Tour of California
Nyheder Profil Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Jumbo-Visma to og tre i Kampioenschap van Vlaanderen

Ung hviderusser toer i Slovakiet Rundt: Finalen passede mig godt

Optakt: Memorial Marco Pantani

Optakt: Primus Classic

Optakt med etapevinderbud: Okola Slovenska/Tour de Slovaquie

Følg Van der Poel, Sagan og Van Avermaet teste VM-formen

Stagiairen Steimle: Jeg har kørt fire løb for Quick Step og vundet de to

Demare stærkest i Slovakiet Rundt - Brøchner lige udenfor top 10

Quick Step-stagiaire vinder Kampioenschap van Vlaanderen efter sidevindsdrama

Nyt managerspil til VM og efterårsløbene

Holm om Sagan: Rytterne hader ham

Sunweb overvejer at sagsøge østrigsk dopingsynder

Motion: Min MTB-sæson - Jeg kører på cykel for sjov

Optakt: Kampioenschap van Vlaanderen

Cavagna forlænger med Deceuninck-Quick Step

Bennett, Impey eller Colbrelli? – Disse ryttere er stadig uden kontrakt

Prøv banecykling - og få billet til 6-dagesløbet

Seks arresteret i spansk antidoping-operation

Lefevere: Vi burde boykotte holdstafetten

Franskmand vender hjem til Marseille

Specialized Days - en unik mulighed for at se og prøve 2020-nyhederne

Bendixen slutter sæsonen af i Belgien

Fransk rytter testet positiv for EPO - Deler træner med Alaphilippe

Quaade skriver to år med Riwal-Readynez

Hindsgaul hasteindkaldt til VM

Transferlisten 2019-2020 - ProTeams

Transferlisten 2019-2020 - DANSK

Transferlisten 2019-2020 WorldTour

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST

TORSDAG

Lutsenko-sejr vigtig for moralen inden VM

Kritik af cross-åbning i USA

Grosu vinder kongeetapen i Slovakiet Rundt

Bernal efter løbspause: Jeg troede ikke, at jeg ville være så god

Dumoulin rystet efter nye beskyldninger: Fik måske ulovlig hjælp i Giro-sejr

Medie: 24-årig nordmand skifter til Riwal næste år

Lutenkso vinder Coppa Sabatini efter vildt soloridt

Ambivalent Blaudzun: Stokbro fortjener det

Optakt: Coppa Sabatini

Landa: Bahrain-Merida giver mig chancen som leder

Ny mountainbike teknikbane ved Brandbjerg

Valverde motiveret inden VM efter flot Vuelta

Lefevre mener: Evenepoel kan vinde VM i enkeltstart

Valverde taler ud om sin depression

Cofidis skriver kontrakt med to ryttere

Sivakov melder sig klar til Touren

ColoQuick-rytter må melde afbud til VM

ONSDAG

Thomas og Yates med England til VM

EF Education First skriver med norsk sprinter

Küng tog anden sejr på fire dage i Slovakiet

Jetlagpræget-Neilands overrasket over stor solosejr

Neilands sejrer i Wallonien

Steve Cummings har brud på fire ryghvirvler

Visconti vinder Giro Della Toscana foran Bernal

Wout Poels siger farvel til Ineos

Sean Kelly vælger Alaphilippe som favorit til VM

Kristoff vinder i Slovakiet – Mørkøv toer

Andreas Stokbro ny WorldTour-rytter

Spaniere anført af verdensmesteren Valverde

TIRSDAG

Optakt: Giro della Toscana

Optakt: GP de Wallonie

Amador bliver costaricansk enmandshær til VM

Ung tysker får kontrakt hos Deceuninck-Quickstep

Unik italiensk historie hviler på Trentins VM-skuldre

Benoot om VM-vragning: Jeg er skuffet

Rygte: Ineos og Lotto Soudal jagter Guerreiro

Sunweb sender Asbjørn Kragh i aktion i Belgien

Wacker får vigtige kilometer i benene i Slovakiet

Kristoff skal skaffe sejre i Slovakiet

Ulissi håber på godt resultat i Pantani-løb

EF Education First glad for Vueltaen trods styrt

CCC håber på slovakisk topresultat

AG2R sender VM-klart mandskab til Vallonien

Van Baarle får lang forlængelse hos Ineos

LIVESTREAM: GP de Wallonie og Coppa Sabatini

Italien til VM uden Nibali

Skræmmende stærke slovenere til VM

Produktnyt: Trek Supercaliber XC MTB

Debutanten skriver: Stjerneløbet - En hyldest til de frivillige kræfter

Hermans forlænger med Nicki Sørensens hold

Polen uden Kwiatkowski ved VM

Betancur erstatter Bernal til VM