Optakt: 6. etape af UAE Tour
27. februar 2020 18:27Foto: BORA-hansrohe / BettiniPhoto
af Emil Axelgaard

Adam Yates kunne ganske vist ikke gentage tirsdagens magtdemonstration på anden tur op ad Jebel Hafeet, men han gjorde tilstrækkeligt til reelt at sikre sig den samlede sejr. Inden han kan hyldes som vinder skal han dog tage sig i agt for sidevind, og det kunne måske blive et tema på fredagens nyskabelse, hvor der atter er lagt op til massespurt, men hvor kraftig vind atter truer med at kunne skabe splittelse, selvom vindretningen måske ikke er helt rigtig til netop det.

Tadej Pogačar snød Alexey Lutsenko på målstregen i 5. etape af UAE Tour

se mere cykling på

Ruten

De mellemøstlige løb er kendt for deres hang til gentagelser, men der er dog blevet plads til en enkelt nyskabelse i årets udgave. 6. etape byder nemlig på en tur hen langs Emiraternes nordkyst, men det er også det eneste specielle, der er over ruten. Kystvejen er nemlig både lige og pandekageflad, inden man afslutter etapen med omgange på en meget særpræget rundstrækning i Al Mirfa. Der venter derfor formentlig endnu en massespurt, hvis da ikke den frygtede ørkenvej har tænkt sig at splitte feltet til atomer.

 

Med en distance på 158,0 km er der tale om en relativt kort etape, som fører feltet fra Al Ruwais til Al Mirfa. Der er tale om to byer helt oppe ved landets nordkyst, og det er svært at forestille sig en enklere etape end denne. Ganske viste er starten lidt kringlet, når man igennem et par sving kører mod sydvest og syd ud gennem startbyen, men efter bare få kilometer når man hovedvejen, der fører mod øst igennem ørkenen hen langs kysten. Den er både lang og lige og helt uden skarpe sving, indtil man når Al Mirfa. I udkanten drejer man efter 94,6 km mod nord for at køre ind gennem byen.

 

Her rammer man den afsluttende rundstrækning, der må kaldes yderst sær. Efter passagen af målstregen drejer man til højre i en rundkørsel for at køre op ad en 700 m lang bakke, der stiger med 2,9% i snit og når op på 7%. På toppen vender man rundt i en rundkørsel, inden man i bunden drejer meget skarpt ind på hovedvejen. Den følger man mod sydøst igennem en serie rundkørsler, inden man atter drejer rundt i en rundkørsel for at køre hele vejen mod nordvest tilbage af samme vej og forbi målstregen fra den modsatte side. Lige efter stregen drejer man mod syd for at køre ned til en rundkørsel, hvor man med 1900 m igen skal hele vejen rundt. Nu går det tilbage mod nord, inden man med 250 m igen drejer skarpt til højre ind på den 250 m lange, 8 m brede opløbsstrækning.

 

Først kører man en omgang uden at lave afstikkeren op ad bakken, hvormed rundstrækningen bliver 17,9 km lang. Derefter kører man to hele omgange på den 18,8 km lange runde. Der er indlagte spurter ved starten på første og anden omgang efter hhv. 122,4 og 141,2 km.

 

Etapen byder på i alt 307 højdemeter.

 

Al Mirfa har ikke tidligere været mål for et stort cykelløb.

 

 

 

 

Vejret

Fredagens etape er en af dem, hvor der er grund til at forberede sig på vinden, når feltet atter skal igennem ørkenen. Det er nok med god grund, da fredag bliver blæsende. Skyer vil der være få af, og temperaturen er igen mere menneskelig end tidligere, nu på ca. 25 grader. Vigtigst er det, at der vil være en hård vind fra nordvest (25 km/t). Det giver sidemedvind hele vejen hen langs kysten, mens der på rundstrækningen stort set vil være uafbrudt med- eller modvind. I svinget med 3,2 km igen drejer man dog fra modvind ind i sidemedvind, inden man med 1900 m igen vender rundt og får sidemodvind. Efter svinget med 250 m igen er der sidemedvind på opløbsstrækningen.

 

Analyse af 5. etape

Hvis nogen for et år siden havde tilbudt Tadej Pogacar, at han i starten af sin blot anden sæson som professionel skulle blive nr. 2 på en stor bjergetape i et stærkt besat WorldTour-løb, havde han formentlig ikke tøvet det mindste med at skrive under. Den slags bedrifter er nemlig ikke hverdagskost i den benhårde cykelverden, hvor de første sæsoner som regel handler om at lære, og derfor ville en sådan præstation i sig selv have været bemærkelsesværdig for en rytter med bare ét år på bagen.

 

I disse tider er der imidlertid ikke meget, der er, som det var engang. Sidste år fik vi den yngste Tour-vinder, hvis man ser bort fra de koryfæer, der sejrede i de første udgaver, hvor man med rette kan sige, at der var tale om en helt anden sport, og lige nu er den rytter, der har scoret flest point i 2020, kun lige fyldt 20. Med den opblomstring af talent, der kastes ud over feltet med løs hånd i disse år, er al normalitet ophævet, og nu om dage skal man snart forvente, at unge ryttere allerede i sæson 1 viser sig konkurrencedygtige på WorldTour-niveau.

 

Derfor forstår man godt, at Pogacar havde svært ved at skjule sin skuffelse, da han forleden ikke bare blev slået af Adam Yates, men fik sig sådan en øretæve, at han en kort overgang må have overvejet, om han var bokser eller cykelrytter. Det slovenske vidunderbarn tog som bekendt hele verden med storm med sit forrygende 2019, der kulminerede med tre (!!!) etapesejre og en samlet 3. plads i hans første grand tour, og da han for nylig lignede et rumvæsen fra en helt anden planet på stigningerne i Valencia, blev han hypet så meget i tiden op til UAE Tour, at man næsten fik fornemmelsen af, at løbet allerede var kørt.

 

På den baggrund kan man heller ikke fortænke Pogacar i at have ladet sig ride lidt med. Selvom han i offentligheden naturligvis udtrykte respekt for konkurrenterne, kunne man på tirsdagens skuffede ansigt tydeligt se, at han vitterligt havde regnet med at vinde løbet på samme vis, som han gjorde det i Valencia. I det lys var det måske meget sundt for ham at blive mindet om, at WorldTouren altså er benhård, og at sejrene ikke kommer gratis - heller ikke selvom man hedder Pogacar, Evenepoel eller Bernal.

 

Netop fordi han fik den påmindelse, må dagens sejr på løbets anden tur op ad Jebel Hafeet også have føltes ekstra sød. Hvor han to dage siden lignede en fluevægter i kamp med en sværvægter, der gav ham nogle gedigne britiske tæv, blev vi nemlig i dag vidner til en helt lige og meget fascinerende duel. Allerede fra start viste Pogacar sin ukuelige fightervilje, da han efter indledende føringsarbejde fra Oliveiro Troia sendt Sven Erik Bystrøm og siden en uhyre imponerende Davide Formolo frem for at lægge pres på, da feltet efter en nervøs dag i sidevinden alligevel ramte stigningen i stort set intakt form.

 

Derefter kom Pogacar med sit første stød. Og siden kom endnu et. Og endnu et. Og flere endnu. Desværre for sloveneren havde Yates hver gang paraderne oppe, og den lille brite lignede slet ikke en mand, der kunne rystes. Faktisk sad man måske snarere med fornemmelsen af, at Yates var klar med et knockoutstød i samme stil som forleden, og at han bare ventede på rette stund til at slå til, efter at han et par gange havde testet Pogacar med nogle mindre forceringer.

 

Den tese blev bekræftet, da Yates endelig åbnede op på den sidste stejle del af stigningen. I første omgang så han da også ud til at være sejlet væk og have cementeret sin status som løbets stærkeste. Men modsat i tirsdags var han denne gang ikke på en anden planet, og Pogacar viste sin tårnhøje klasse, da han fik rettet op på den uopmærksomhed og dårlige placering, der i første omgang havde gjort det umuligt at reagere på Yates’ angreb og herved give briten præcis den samme påmindelse om, hvor svært det er at vinde på WorldTouren, som han selv havde fået 48 timer tidligere. Og da han sluttede af med at overspurte den normalt hurtigere Alexey Lutsenko i den kringlede finale, fik han genopbygget den i tirsdags så flossede selvtillid, reddet sit holds store hjemmebaneløb og ligesom på 2. etape i Valencia vist, at han altså skal regnes som en uhyre skarp afslutter i stigende finaler.

 

Forud for løbet havde en Pogacar-sejr på denne etape ikke været det mindst overraskende. I lyset af Yates’ overlegne styrke i tirsdags, må det alligevel regnes som uventet, at et hul på mere end et minut kunne lukkes på bare to døgn. De mulige forklaringer er mange, og det er nærliggende at pege på, at Pogacars hang til dårligt vejr havde givet ham vanskeligheder i tirsdagens bageovn, at slovenerens store motor altid gør ham bedre fra dag til dag i et etapeløb, og at Yates’ manglende holdbarhed jo altid betyder, at han falmer i grand tours - et forhold, der dog sjældent har spillet samme rolle i ugelange etapeløb.

 

Uanset hvad årsagen er, fik vi en fascinerende duel, hvor to af verdens bedste cykelryttere viste sig at være præcis lige stærke. Og når det er sådan, sker det ofte, at stærkeste mand ikke vinder, som det var meget tæt på at ske i dag. Da først Yates og Pogacar måtte indse, at det stod uafgjort i deres indbyrdes duel, kom Lutsenko, David Gaudu og Ilnur Zakarin nemlig tilbage, og så pegede favoritpilen pludselig på Lutsenko, der på papiret var den hurtigste på den ret lette sidste kilometer, der bød på en nedkørsel og en 4%-rampe op mod mål.

 

På toppen af et bjerg gælder den almindelige logik imidlertid ikke altid, og selvom Lutsenko egentlig havde gjort det rigtige ved at komme først igennem sidste sving, blev han alligevel akkurat overspurtet af Pogacar - tilsyneladende til så stor forundring for ham selv, at han allerede var klar til at hæve armen, dog heldigvis først efter stregen. Den må have gjort ondt på kasakken, men når han ligger i sin seng i aften, kan han alligevel se tilbage på løbet med tilfredshed. Nok var han synligt svagere end de to bedste, men havde man for bare et år siden sagt, at Lutsenko ville køre med om sejren på en stigning på mere end 10 km, var man helt sikkert blevet mødt med hovedrysten. I løbet af det seneste er Lutsenkos klatreevner blevet mangedoblet, og det har været helt tydeligt i denne uge.

 

Det er de ikke for Gaudu, der efterlod et bedre indtryk i dette løb for et år siden, men løbet her har blot bekræftet, at franskmanden skal regnes som en af verdens allerbedste klatrere. Her manglede han de sidste procent i forhold til de bedste, men efter nedturen i Provence var det et stærkt comeback. Desværre byder meget af sæsonen på hjælpearbejde for Thibaut Pinot, men de to kan til gengæld udgøre en ganske skræmmende duo, når det til sommer går løs på de franske landeveje.

 

Dagens mand var dog nok en helt anden. Formolo kom ikke alt for stærkt fra start forleden, men i dag kørte han en fabelagtig etape. Ikke blot satte italieneren et dræbende tempo på en stor del af bjerget, han havde også overskud til at køre alene op fra forfølgergruppen til de forreste. Det vidner nok engang om, at Formolo på sine store dage er en fabelagtig rytter, som ikke synes at være blevet ringere af skiftet til UAE, og mens han er for begrænset på holdbarhed og klatreevner til at blive den grand tour-rytter, man spåede, er der grund til at sætte et ardennerkryds ud for sidste års nr. 2 i Liege.

 

En anden markant vinder var Ilnur Zakarin. Forud for løbet var meldingerne om russerens form positive, men håbet om en genrejsning efter to forfærdelige sæsoner blev hurtigt lagt på pause af hans skuffende indsats på 3. etape. I dag var han imidlertid som forvandlet i en præstation, der var hans i særklasse siden sidste års kortvarige genopblomstring i forbindelse med Giro-etapesejren, og dermed gav han atter liv til mistanken om, at den engang så lovende russer måske kan få noget positivt af at komme væk fra et Katusha-hold, der i de sidste år bestemt ikke gjorde folk bedre. Han kan endda finde inspiration hos Victor De La Parte, der er blomstret gevaldigt op efter skiftet til CCC, og som sammen med Zakarin, Hirt, Fausto Masnada og Jan Hirt gør, at polakkerne, der indtil nu har en belgisk enmandshær med Greg van Avermaet, nu faktisk har noget interessant at byde på i etapeløbene.

 

En anden genrejst mand var Alejandro Valverde. Nej, den spanske veteran var stadig ikke på niveauet fra 2018 og 2019, hvor han sejrede på dette bjerg, men det var alligevel en helt anden spanier, vi så denne gang, i forhold til de uhørt tamme præstationer i Valencia og på 3. etape. Derfor lægger vi også lige en dæmper på begravelsesplanerne endnu engang og husker på, at Valverde også sidste år lagde usædvanligt ringe fra land, inden han alligevel blev nr. 2 i Vueltaen og var uhyre tæt på at vinde Il Lombardia. Man skal ikke glemme, at Valverde i år kun har ét reelt mål, nemlig OL, og det har fået ham til at gøre noget for ham så unormalt som at starte sæsonen på halvt blus. Det er derfor først i Tokyo til juli, at vi ved, om Duracell-kaninen stadig kan vinde de største løb som 40-årig.

 

Ser man på top 4, kunne man let ledes til at tro, at det var ret meningsløst at have samme finale to dage i træk. De forskellige vindforhold betød imidlertid, at resten af resultatlisten var meget anderledes. Forleden så vi således, at de meget eksplosive folk som Patrick Konrad, Diego Ulissi og Gorka Izagirre var med helt fremme på en dag, hvor modvinden gjorde det svært at køre væk. Niklas Eg, der desværre ikke helt kunne indfri sine forventninger (måske grundet en lang jagt efter en punktering) har allerede bekræftet, at medvinden i dag gjorde det hele meget hårdere, og det var derfor naturligt at se, at dieselklatrere som Zakarin og De La Parte gjorde det langt bedre end forleden, mens de eksplosive folk faldt længere tilbage.

 

Måske var det også derfor, at Eddie Dunbar skuffede. Den lille irer har nemlig hidtil været bedst på kortere stigninger, mens han endnu har til gode at slå igennem i bjergene. En solid præstation på Ventoux og en tendens til gode sæsonstarter havde skruet forventningerne til dette løb i vejret, men på begge de to bjergetaper og måske særligt i dag er det blevet klart, at han nok desværre ikke står først for, når kaptajnrollerne skal fordeles hos Ineos’ stjerneparade.

 

Rafal Majka er nok heller ikke helt tilfreds, efter at han ikke helt kunne leve op til den fine kørsel i tirsdags, men løbet har samlet set alligevel bekræftet, at polakken fortsætter de fine takter fra sidste år. Til gengæld blev min frygt for, at holdkammeraten Konrad stadig er for begrænset som klatrer desværre bekræftet, da han på dagens hårdere kørsel blev klart distanceret. Og heller ikke Wilco Kelderman, der havde efterladt et så positivt indtryk i Provence, var tilfreds med udkommet, selvom en 6. plads i et WorldTour-løb ikke er at kimse ad - slet ikke for en mand, der har ligget næsten uafbrudt i en sygeseng i de seneste mange sæsoner.

 

Der er nemlig også folk, der har længere vej tilbage end ham. Det gælder særligt for Wout Poels, der leverede endnu en skuffende præstation og nu desværre kan se tilbage på en alenlang periode, hvor han ikke har haft det niveau, han senest havde, indtil han styrtede i Paris-Nice i 2018. Det gælder også for Domenico Pozzovivo, der i dag må sande, at der er et stykke vej endnu, hvis han skal tilbage efter det grimme styrt, der nær havde afsluttet hans karriere. Og for Giulio Ciccone, der havde så store ambitioner inden løbet, endte det hele i en gigantisk fiasko, som dog heldigvis ikke er noget, der lægger en dæmper på forventningerne til den lovende italiener. Han skal nok mest af alt ærgre sig over, at han missede en sjælden chance for at køre for sig selv.

 

Slutteligt er der de to små kuriosa. Løbets vel nok største overraskelse har været Victor Campenaerts, der først leverede et mindre mirakel i tirsdags ved næsten at ende i top 20 på en dag, hvor han havde været i udbrud på hele etapen, inden han i dag blev en nærmest sensationel nr. 16. Den slags vidner om form, og noget tyder på, at også Primoz Roglic skal sørge for at gøre sit hjemmearbejde, hvis han skal slå den belgiske maskine på enkeltstarten i Paris-Nice om knap to uger.

 

Det andet er Geoffrey Bouchard. Franskmanden er ikke til at blive klog på, men supermotionisten, der blev professionel, er altså en spændende herre. Det tog ham lidt tid at vænne sig til WorldTouren, men sidste års bjergtrøje og utallige udbrud i Vueltaen viste, at læretiden snart er overstået. Det blev dagens 12. plads en bekræftelse på, selvom det er en skam, at den ellers så spændende klatrer er så uhyre svingende.

 

Det er Pogacar ikke. Sloveneren har ikke kørt mange løb siden debuten i 2019, hvor han ikke har spillet en rolle, og derfor var det også helt forventet, at han ville være en hovedaktør på de arabiske landeveje i år. Måske blev det ikke til den samlede sejr, han også selv måske var kommet til at forvente, men det vidner om karakter og hans enorme dieselmotor, at han alligevel kunne rejse sig igen. Og heldigvis bliver en revanche altid lidt sødere, når den kommer som oprejsning efter en skuffelse. Det ved vidunderbarnet i hvert fald nu.

 

Favoritterne

Adam Yates har kurs mod en samlet sejr, men der er dog én væsentlig udfordring, der står mellem ham og den store triumf. Mens 7. etape formentlig er så beskyttet af Abu Dhabis høje huse, at vinden her ikke vil splitte feltet, kan fredagens tur gennem ørkenen blive en halvfarlig oplevelse. Den kraftige nordvestenvind, der også gjorde dagens etape til en uhyre nervøs affære, fortsætter nemlig med at blæse hen over de sanddækkede vidder og truer med at omdanne en rolig sprinterdag til et blodbad med grupper ud over hele vejen.

 

Desværre for de ryttere, der drømmer om et lille kup mod Yates, tror jeg ikke, at retningen er den rette. Ganske vist får de sidemedvind på hele turen hen langs kysten, og selvom der måske er lidt for meget medvind, har det i hvert fald potentiale til at blive brugt offensivt. Problemet er bare, at det slutter brat, når man efter 93,8 km drejer ind mod Al Mirfa og rammer rundstrækningen, og herfra vil der over de sidste 66,2 km næsten konstant være enten direkte med- eller modvind.

 

66,2 km er langt, og derfor skal man være meget determineret, hvis et forspring skal holdes. Naturligvis vil viljen være der, hvis et stort navn er faldet fra, enten i form en podierytter eller en eller flere af supersprinterne, men kommer man ikke af med en af de tunge drenge, vil den med sikkerhed gå helt i stå, så snart feltet første gang rammer modvindsstykket på rundstrækningen, og derefter vil det blive en helt forudsigelig sprintersag.

 

Etapen har altså potentiale, men det kræver, at et stort navn sover i timen i løbet af de første 93,8 km. Er alle på mærkerne, som de var det i dag, vil der blive samling igen, og så får vi massespurten. Sådan tror jeg også, at det ender. Jeg tror nemlig, at der vil være lidt for meget med- fremfor sidevind, som det var tilfældet i dag, hvor FDJs mange angreb aldrig var bare tæt på at være farlige. Jeg udelukker ikke et sidevindsdrama, men jeg tror, at vindretningen giver en massespurt.

 

Jeg forventer derfor et løb i to dele. Det er slet ikke sikkert, at vi får et rigtigt udbrud, for de første 93,8 km bliver nervøse og hurtige. Vi så i dag, at FDJ og Ineos ikke var bange for at prøve, og det vil de sikkert være igen, præcis som Jumbo, Bora, Deceuninck, UAE og Sunweb er hold, der kunne have den slags lyster. Og skulle der falde ro på undervejs, så et udbrud etableres, kan ny nervøsitet hurtigt betyde, at de bliver kørt ind igen.

 

Første del af løbet bør derfor blive lynhurtig og nervøs, men når vi rammer rundstrækningen, vil det formentlig gå helt i stå. Et udbrud kan sejle væk, hvorefter Bora, Jumbo, UAE, Lotto og Deceuninck kan samarbejde om at holde dem i snor. Interessant kunne det være, hvis de to sene spurter kan bruges af klassementsrytterne til at gå efter bonussekunder, men derudover bliver det nok udramatisk frem mod spurten.

 

Det er igen en meget speciel en af slagsen. Først følger et alenlangt modvindsstykke, hvor alle vil vente, vente og vente, men efter svinget med godt 3 km igen handler det om at komme frem. Man skal i hvert fald sidde fornuftigt ved U-vendingen med 1900 m igen, selvom den efterfølgende modvind igen betyder, at man ikke må starte for tidligt. Herefter bliver det igen en vild spurt frem mod det sidste sving, der denne gang kommer bare 250 m fra stregen. Med medvind på opløbsstrækningen kan man derefter stort set starte sin spurt med det samme, og den bedst placerede sprinter bør derfor have en stor fordel i denne kringlede finale.

 

Derfor bør rytteren med det bedste tog også have en stor fordel. Problemet er bare, at det er svært at se, hvem det er. Efter at Michael Mørkøv er taget til bane-VM, er Deceuninck slet ikke skræmmende - slet ikke efter Shane Archbolds skuffende præstation på 4. etape - og da hverken Maximiliano Richeze eller Rudiger Selig har vist blot antydningen af deres gamle klasse, er heller ikke UAE eller Bora skræmmende. Lotto tager aldrig kontrol med Jasper de Buyst, der altid anbringer Caleb Ewan på det bedste hjul, og Jumbo er slet og ret ikke gode nok. Faktisk er det indtil nu Mitchelton, der har imponeret mest, men selvom Kaden Groves eller Luka Mezgec skulle blive sat perfekt op, vil det være næsten umuligt at holde alle fem supersprintere bag sig.

 

Det kunne derfor ligne en sejr til den, der er bedst til at positionere sig på egen hånd. Det er en spidskompetence for Bennett og Ewan, der stort set altid sidder på hjulet af det bedste tog, men det bliver denne gang uendeligt svært, når ingen ved, hvilket tog der er bedst. Derfor kunne det meget vel ende som lidt af et lotteri, hvor man stort set kan tildele de fem supersprintere en chance på hver 20%.

 

Skal jeg pege på en favorit, må det imidlertid være Sam Bennett. Nok skuffede han fælt forleden, hvor han blankt indrømmede, at han slet ikke havde sin normale power, men formen er altså ikke ringe. Det skal man blot gense finalen fra Hatta Dam for at forstå, og vi ved fra tidligere, at Bennett kan være ret svingende i etapeløb, hvor han meget ofte har sine berømte dårlige dage (selvom alle dage ifølge ham selv vist føles dårlige). Derfor må man formode, at onsdagens flop var et engangstilfælde, og hvis han er tilbage ved den styrke, han senest viste, da han kørte en overlegen spurt fra dårlig position på 5. etape Down Under, er han altså svær at bide skeer med.

 

Det er dog ikke så meget farten, der får mig til at pege på Bennett. Snarere er det den eminente positionering, han viste sidste år. Her var han uden megen støtte, og derfor forfinede han kunsten at få Shane Archbold til at anbringe ham på bedste hjul. Det er sværere, når ingen ved, hvilket hjul det er, men Bennett var så god i positionskampen i hele sidste sæson, at han formentlig nok vil sidde rigtigt. Gør han det, vil en Bennett ved fuld styrke være svær at gå forbi.

 

Det kan dog også meget vel ende med endnu en sejr til Dylan Groenewegen. Der er i hvert fald ikke længere tvivl om, at han stadig er verdens hurtigste, efter at han var fartmæssigt overlegen både på 1. og 4. etape. Problemet er, at 1. etape samt spurterne i Valencia nok engang viste, at positionering og Groenewegen ikke rigtigt rimer på hinanden. I går sad han perfekt, men det var undtagelsen, der bekræftede reglen, og hvis han nok engang sidder for langt tilbage, er 250 m ikke meget at komme tilbage på i en lynhurtig medvindsspurt. Omvendt så vi også på 1. etape her og på 1. etape i Valencia, at Groenewegen i kraft af sin fart kan lave de vildeste comebacks, og derfor er han den eneste, der kan vinde, selvom han skulle gå igennem rundkørslen i en ikke alt for god position.

 

Pascal Ackermann er bestemt ikke ringe til at positionere sig, men han er ikke helt så driftssikker som Ewan og Bennett. Til gengæld er han også en type, der ikke er bange for at åbne tidligt, og man kunne sagtens forestille sig, at han vil tage den risiko faktisk at køre sig frem allerede inden svinget. Går han først igennem svinget, er 250 m i medvind muligt at overleve for en mand, der elsker lange powerspurter, og som efter en svag start i Spanien, viste god fart på 1. og 4. etape. Dertil kommer, at Selig stadig på papiret er en forrygende lead-out man, og genfinder han endelig sin gamle klasse, er det bestemt ikke umuligt, at vi vil se en tysk duo først igennem sidste sving. Sker det, vil Ackermann være svær at slå.

 

Den specielle karakter af spurten bringer også Caleb Ewan i spil. Egentlig har dette løb bekræftet, at han nok må regnes som den langsomste af de fem i en ren massespurt som denne, men han har sin positionering som våben. Den kiksede forleden, men det hører trods alt til sjældenhederne. Ewans problem er bare, at han altid sætter sig på hjul af en rival, og selv hvis han går igennem svinget i en god position, vil han ofte have en af de fire største rivaler foran sig. Som den umiddelbart langsomste af de fem, kan det være svært at gå forbi. Omvendt er det så tæt i toppen af farthierarkiet, at alt er muligt for Ewan med en god position, især fordi 250 m altså er halvlang spurt, som godt kan blive en anelse for lang, hvis man åbner lige efter svinget.

 

Den sidste kandidat er Fernando Gaviria. Colombianeren viste på 4. etape, at han har sin gamle fart igen, og lige nu kunne han i mine øjne kæmpe med Bennett om titlen som nr. 2 bag Groenewegen, hvis vi alene ser på farten. Desværre bekræftede spurten også blot, at Richeze i år er en skygge af sig selv, og da Gaviria samtidig er den ringeste af de fem i positionskampen, kan det blive svært at vinde. Det betyder dog ikke, at det ikke kan ske. Dels kan Richeze finde sig selv i en spurt, hvor intet tog er dominerende, dels så vi på 4. etape, at også Gaviria kan finde en god position. Har han heldet i det, der kunne ligne et stort kaos, vil jeg tro, at kun Groenewegen har farten til at gå forbi.

 

Arnaud Demare er normalt ikke hurtig nok i dette selskab. Skal han vinde en spurt over de fem supersprintere, er dette imidlertid chancen. Her betyder farten ikke så meget, men det gør positionen. FDJ-toget har ikke været brillant indtil videre, men på 1. etape gjorde de det fint ved at aflevere Demare på Bennetts hjul, inden en Deceuninck-fejl desværre ødelagde det for ham. Med Mørkøvs exit ligner FDJ med Ramon Sinkeldam og Jacopo Guarnieri en kandidat til at kunne gå først igennem svinget, og ser vi Guarnieri og Demare i front på opløbsstrækningen, er 250 m ikke længere, end at Demare har en chance også mod de hurtigere folk.

 

Det samme kan siges om Kaden Groves og Luka Mezgec. Meldingen forud for løbet var, at Mitchelton ville køre for Mezgec, men sådan var det ikke forleden. Her fik Groves’ sin chance, og den greb han fint. Vigtigst er det, at Mitchelton har været bedst i begge finaler, først med Groves som lead-out man i søndags og siden med Mezgec som lead-out man i går. Hvem de kører for, ved vi ikke, men skal de vinde etapen, er Groves bedste bud. I denne type spurt bør han i hvert fald være hurtigst. Det er stadig svært at sejre i dette selskab, men endnu et suverænt lead-out af Mezgec gør det muligt. På samme måde kan Mezgec komme i spil, hvis Groves sætter ham perfekt op, selvom den lavere fart nok gør det sværere.

 

Gårsdagens spurt var en skuffelse for Rudy Barbier, men i søndags bekræftede han atter, at han er meget hurtigere end tidligere. Positionskampen har han også klaret godt, og hans tog med Matthias Brandle, Alex Dowsett, Omer Goldstein og Rick Zabel er også ganske stærkt, især nu hvor Deceuninck er stækkede. Barbier er stadig ikke den hurtigste i feltet, men i denne type finale skal man ikke udelukke, at Israel SUN måske kan vinde kampen og bringe ham i position til endnu et topresultat.

 

Alberto Dainese har både her og i Australien bekræftet sin hurtighed, men vi har også set, at han stadig mangler noget i positionskampen. Det kostede blandt andet i går, og derfor er denne spurt bestemt ikke optimal. Han har lavet nogle flotte comebacks bagfra, men det bliver sværere over 250 m i medvind. Man kan håbe, at han har heldet i det, der ligner et kaos, for han er formentlig en af de få, der har farten til at tage kampen op mod de seks store.

 

Det har Jakub Mareczko måske også. Italieneren er i hvert fald skarpere, end han var i 2019, og så sent som i går kom han flot tilbage fra en dårlig position. Netop det med den dårlige position er jo desværre hverdagskost for Mareczko, der derfor reelt ikke burde have en chance i en spurt med et sving 250 m fra stregen. Omvendt kan meget ske i kaos, og skulle miraklet ske inden svinget, synes Mareczko at have farten til at komme langt.

 

Endelig vil jeg pege på Attilio Viviani . Hidtil har jeg negligeret ham, fordi han er helt alene i finalerne og kun har beskeden støtte fra en formsvag Nathan Haas. Alligevel klarede han sig flot i gårsdagens kringlede finale, og det viser, at den unge italiener tilsyneladende mestrer kunsten at placere sig. Det er stadig lidt af et lotteri for så ung en fyr uden megen erfaring, men sejren i Schaal Sels sidste efterår og tidligere i år i Tropicale Amissa Bongo viser i hvert fald, at farten er fornuftig.

 

Mark Cavendish, Andrea Vendrame, Jose Joaquin Rojas, Albert Torres, Kiel Reijnen og Umberto Marengo synes ikke at have mange sejrschancer. Max Walscheid har det svært i positionskampen og har tillige skuffet med sin fart, og min tiltro til Imerio Cima er dalet lidt efter nogle sløje præstationer indtil nu.

 

OPDATERING: Etapen og resten af løbet er desværre aflyst grundet fund af coronavirus på rytterhotellet.

 

Feltet.dks vinderbud: Sam Bennett

Øvrige vinderkandidater: Dylan Groenewegen, Pascal Ackermann

Outsidere: Caleb Ewan, Fernando Gaviria, Arnaud Demare, Kaden Groves

Jokers: Luka Mezgec, Rudy Barbier, Alberto Dainese, Jakub Mareczko, Attilio Viviani

Feltet.dks vinderbud

På vej...
Sam Bennett
Dylan Groenewegen, Pascal Ackermann
Caleb Ewan, Fernando Gaviria, Arnaud Demare, Kaden Groves
Luka Mezgec, Rudy Barbier, Alberto Dainese, Jakub Mareczko, Attilio Viviani
Max Walscheid, Imerio Cima, Mark Cavendish, Andrea Vendrame, Jose Joaquin Rojas
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Meintjes: Det har været to hårde år

Krise hos CCC Team: Suspenderer ansatte og skærer i rytterløn

Matthews: Alt er så godt som det kan være

Dansk talentløb aflyses

Flandern-målby håber på løb til efteråret

Rund um Köln aflyst

Eksklusivt interviewBendixen nyder at kunne træne udenfor

Contador: Mareridts-Tour overbeviste mig om pension

Landa udtrykker frustration over udgangsforbud i hjemmevideo

Overblik: Disse løb er berørt af coronavirus

Van Avermaet åbner for lønnedgang: Vi er loyale

Medie: Arbejdsgruppe skal holde øje med cykelholdenes lønreduktioner

De Gendt sender stikpille forud for virtuelt Flandern Rundt

Woods organiserer åben genoptræning på Zwift

13 World Tour-ryttere skal dyste i virtuelt Flandern Rundt

Vuelta-direktør afviser urealistisk Giro-idé

Norsgaard i tilbagefald efter skade

Schweiz Rundt er aflyst

VIND ET HJULSÆT - VÆRDI 7.399!

Volta Limburg skal ikke køres i 2020 alligevel

Medie: CCC kan trække sig fra sporten

Cykelrejser: Hvor går turen til i 2020?

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST

TORSDAG

Mangler du et påskeæg til cykelentusiasten

Deltag på Python Camp Mallorca

Stuyven: Cykelsporten har brug for, at monumenterne bliver kørt

Tidligere fransk sportsminister: Det er sindssygt at afholde Touren i juli

Flandern Rundt inspirerede Philipsen til at blive cykelrytter

Elinor Barker: OL under pandemi ville være et apokalyptisk mareridt

Astana-rytter henter medicin til de ældre som frivilligt cykelbud

Vuelta-direktør: Vi er villige til at give plads til Touren

Arredondo forklarer karrierestop

Bettiol: En krise er uundgåelig

Produktnyt: Canyon Neuron AL 2020

Kämna: Den bedste sæsonstart går i vasken

Eksklusivt interviewKromann: Det er en udramatisk beslutning

Video i artiklen1.040 kilometer i weekenden: Belgier har sat sig et vildt mål

Video i artiklenPrudhomme forsikrer: Touren køres ikke uden tilskuere

Video i artiklenBahrain-McLaren skærer 70 procent i lønnen

Vanvittige afslutninger lukkede Feltet.dk Race Series

Radio Tour: Holms sportsdirektør kørte direkte hjem

ONSDAG

Naesen: Jeg vil ikke gå ned i løn

White om Touren: De næste fire uger er afgørende

Vild spurt giver østrigsk sejr - Kenneth Larsen vinder samlet

Criterium du Dauphine er aflyst

UCI aflyser alle løb til 1. juni

Plugge i skarp UCI-kritik: Det er dårligt lederskab

UCI-vicepræsident: Giro d'Italia kan ende i august

John Struve er død

Astana bekræfter: Alt løn er udbetalt og nedgang venter

coloQuick-rytterne træner igen efter selvvalgt karantæne

Radio Tour: At være sportsdirektør er blevet hårdere

Simon Nielsen vandt rekordløb i fornem finale

White: Håber på mere åbne tider om to uger

Ulissi oplevede sin datters fødsel fra isolation

UCI bekræfter: VM-ugens program offentliggjort

Haussler: Cavendish booster hele holdet

Gilbert: Håber på at køre løb i juni

Bookwalter: Brug for en stærkere fagforening

Juul-Jensen: Føles som at være på træningslejr

Video i artiklenRadio Tour, sæson 2, afsnit 7: Den moderne sportsdirektør og besøg af Lars Bak

Video i artiklenInteresseret i cykeludstyr, rabatter, guides - se her!

Nyt økonomisk styresystem skal bære hele cykelsporten

TIRSDAG

Van Avermaet: Touren 2021 bør rykkes

LIVESTREAM: Feltet.dk Race Series

Bekymret Aru: Cykling mister skønheden uden publikum

Virtu Cycling afvikler sine aktiviteter og lukker

Flerdobbelt verdensmester: At vinde OL er mit ultimative mål

De Gendt diskvalificeret fra Zwift pga. ”overmenneskelig” styrke

Dennis’ træner: Rohan giver aldrig op

Formolo om Corona: Vi er i krig

To franske løb er aflyst

Thomas: Touren uden publikum er ikke at foretrække

GOOD VIBES (ONLY) - Fra ret fed plan til RIDE SOLO - FLATTEN THE CURVE!

Riwal-Readynez suspenderer ansatte og søger lønkompensation

Moolman-Pasio: Man lærer meget af cykelsporten

Eksklusivt interviewLotto-dansker gik frivilligt ned i løn

Operation skal sikre Hermans comeback

Declercq måtte kæmpe sig til WorldTouren

Medie: Sponsorerne har tabt 40 procents synlighed

Modolo ser pessimistisk på tiden efter covid-19