Ruten

Siden kalenderskiftet fra februar til maj har man haft tradition for altid at have en stor bjergetape på programmet, og ret hurtigt blev det den stejle Mount Baldy, der med sin top i næsten 2000 m højde blev løbets mest ikoniske stigning. Således har den været mål for kongeetapen hele fire gange siden debuten i 2011, og efter et års fravær vender den tilbage som afslutning på årets vanskeligste etape, der i fravær af enkeltstarten og andre bjergafslutninger på løbets næstsidste dag formentlig vil være næsten altafgørende i at bestemme, hvem der skal vinde den 14. udgave af Amerikas største cykelløb.

Efter fire enormt lange etaper venter der en af de korte, intense bjergetaper, der bruges hyppigere og hyppigere, da der denne gang blot skal tilbagelægges 127,5 km mellem Ontario og toppen af Mount Baldy. Startbyen er en forstad til Los Angeles og ligger umiddelbart syd for bjergene, og man lægger således ud med at køre mod vest og siden nord igennem helt fladt og siden let stigende terræn frem til den første spurt, der kommer efter 13,5 km. Herfra fortsætter man ind i bjergene, og det fortsætter med at stige hele vejen til toppen af kategori 1-stigningen Glendora Ridge Road (9,2 km, 6,8%), som kommer efter 28 km.

Bjergspurten er placeret bare få kilometer fra etapemålet, men i stedet for at forsætte hele vejen op til toppen drejer man mod øst for at følge en lang, ganske teknisk nedkørsel. Man kører en lille sløjfe nord om en sø, inden nedkørslen leder mod sydvest det sidste stykke ned til Los Angeles-forstæderne Azusa og Glendora, der ligger i fladlandet. Her drejer man mod øst for at køre hen til dagens sidste spurt, der er placeret efter 84 km.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Efter spurten tager etapen for alvor fat, for de sidste 43,5 km er næsten alle stigende. Allerede med det samme drejer man mod nord og nordøst for at køre tilbage mod toppen af Mount Baldy via kategori 1-stigningen Glendora Mountain Road (12,6 km, 5,1%), hvis top rundes, når der resterer bare 28 km. Den leder op til et plateau, der følges mod nordøst, inden man skal op over en ikke-kategoriseret stigning (5,9 km, 5,8%), der har top 14 km fra stregen. Herefter venter endnu et kort plateau, der leder mod nordøst og øst frem til toppen af dagens første stigning. Denne gang fortsætter man imidlertid hele vejen mod nordøst til toppen af kategori HC-bjerget Mount Baldy, der officielt stiger med 8,4% over 8,2 km, men altså reelt er kulmination på en mere end 40 km lang klatretur. Stigningen byder på flere hårnålesving og retter sig derefter ud på de sidste 2 km, inder man med 700 m igen rammer en serie på hele fire hårnålesving, der leder frem til den 100 m lange opløbsstrækning. Det flader en anelse ud nær toppen, inden man rammer de sidste 600 m, der stiger med 14,5%.

Trods den korte distance byder etapen på hele 3497 højdemeter.

Mount Baldy har fire gange tidligere været benyttet som mål. Det skete senest i 2017, hvor Andrew Talansky slog Rafal Majka, George Bennett, Ian Boswell og Brent Bookwalter i en spurt på toppen og dermed tog karrierens sidste store sejr. I 2015 kørte Julian Alaphilippe sig med en etapesejr i førertrøjen, selvom Peter Sagan chokerede verden og forsvarede sig heroisk på en stigning, der burde være alt for svær, ved at køre ind på sjettepladsen. Sergio Henao og Ian Boswell var 23 sekunder efter på hhv. anden- og tredjepladsen. I 2012 slog Robert Gesink Darwin Atapuma i en spurt, mens Fabio Duarte blev nummer 3 14 sekunder senere. I 2011 slog Levi Leipheimer Chris Horner i en spurt, mens Laurens Ten Dam var hele 43 sekunder efter på tredjepladsen.

Læs også

Klassikerrytter tæt på UAE-skifte

Vejret

Efter den meget blæsende 5. etape venter der mere vind fredag, hvor rytterne ellers kan se frem til en skyfri dag med en temperatur i bunden af stigningerne på 23 grader. Der vil nemlig være en hård vind fra sydvest, hvilket siver sidemedvind på første stigning, men derefter modvind stort set hele vejen ned ad nedkørslen. Der vil være sidemedvind på det flade stykke i dalen og derefter direkte medvind stort set hele vejen op af den i alt knap 45 km lange stigning.

Analyse af 5. etape

Cykelsporten er ikke altid retfærdig. Det er således ganske almindeligt, at de hold, der igennem et helt løb har ført an i feltet i håb om en etapesejr, slutteligt må se sig slået af en rytter fra et mandskab, der ikke rørte en finger hele dagen. Den arbejdsindsats, der ligger til grund for en sejr, er i hvert fald ofte vidt forskellig, og der er meget stor forskel på den arbejdsiver, de forskellige hold udviser. Det er således velkendt, at Deceuninck-Quick Step sjældent forspilder en chance for at påtage sig et ansvar, hvis blot de lurer den mindste chance for en sejr, mens et hold som Mitchelton-Scott omvendt er notorisk berygtede for deres manglende vilje til at påtage sig det ansvar, mange mener må være deres.

I det lys var det herligt at se, hvordan Bahrain-Merida i nat fik løn som fortjent, da Ivan Garcia på fornem vis tog en længe ventet første professionel sejr i den knaldhårde og spændende finale på 5. etape af Tour of California. Mange var nemlig nok forbløffede over, at det netop var det arabiske mandskab sammen med Tejay van Garderens førende EF-tropper tog ansvar for at kontrollere det store og ganske stærke udbrud, der med blandt andre Peter Sagan i gruppen meget let kunne have fået lov at køre om etapesejren. Det krævede ikke mange blik på Bahrains trup at indse, at det måtte handle om chancerne for netop Garcia, men i lyset af at den talentfulde spanier endnu havde sin første gevinst til gode, og at finalen med den lille mur i udkanten af Ventura meget vel kunne have vist sig for hård, var mange nok alligevel forundrede over, at araberne stod for at indhente udbruddet på den næsten 220 km lange etape.

Ikke desto mindre viste de deres talentfulde sprinter den rette tillid, og den var han helt voksen til at løfte. Da røgen havde lagt sig efter en hektisk finale, hvor først Zdenek Stybar havde forsøgt at køre alene hjem, og senere George Bennett og Sergio Higuita havde sat et seriøst angreb ind på klassementet, lykkedes det nemlig til slut at skabe samling, så 24 ryttere skulle spurte om sejren. Og da blikket gled hen over gruppen, stod det klart, at stigningen slet ikke havde gjort det forskel, man kunne have ventet, da først Maximiliano Richezes argentinske mestertrøje, siden Garcias store skikkelse og til slut også den lille, kompakte Nacer Bouhanni kom til syne. Dermed stod det klart, at der næppe ville blive mange bonussekunder at slås om i klassementet, for etapen havde ikke budt på den selektion, hurtige folk som Maximilian Schachmann, Kasper Asgreen, Sergio Higuita og Gianni Moscon kunne have håbet på.

I det interne opgør mellem gruppens tre sprintere var Garcia imidlertid den lille. Selvom han ikke er den samme som tidligere, er Bouhanni nemlig en af sportens mest dekorerede topsprintere, og selvom han i dag mest er lead-out man, har Richeze trods alt ikke færre end 16 sejre på cv’et. Til sammenligning stod Garcias høst indtil i nat stadig på 0, og derfor var det langt fra givet, at det ville være ham, der ville komme først over stregen.

Det gjorde han imidlertid, og dermed bekræftede han det enorme potentiale, han første gang viste for en bredere offentlighed, da han nærmest sensationelt som sprinter i sin allerførste grand tour under Vueltaen i 2017 var meget tæt på at vinde 19. etapes knaldhårde udbrudsetape. Selv i dag har han sikkert søvnløse nætter over, at han ikke holdt hovedet lidt mere koldt og udnyttede den fantastiske chance, han havde for at spurte sig til sejr på sin hjemmebane, men det skulle alligevel være et varsel om, at et nyt, for Spanien lidt atypisk talent var født. Også sidste år imponerede han i Vueltaen med nogle imponerende udbrudsforsøg i bjergene, ligesom han særligt i dette forår gav prøver på talentet i brostensklassikerne, men indtil i nat havde han altså endnu ikke vundet. Nok er han hurtig, men der er mange, der er hurtigere end ham, og trods sin holdbarhed har han altid skullet spurte mod bedre sprintere.

Sådan så det altså ud til at være i nat, men denne gang var det Garcia, der blev den store og således endegyldigt cementerede, at Bahrain godt kan vise ham tillid i det omfang, de gjorde i nat. Samtidig er hans stjerne på holdet nok heller ikke blevet mindre af, at hans sejr indbragte lidt tiltrængt succes til et mandskab, der har haft en katastrofal sæsonstart. I et år, hvor end ikke sejrsmaskinen Rohan Dennis har kunnet vinde enkeltstarter, var det således indtil i nat blot blevet til en spurtsejr med Sonny Colbrelli i Oman samt Jan Tratniks flotte prologsejr i Romandiet, og da hverken Colbrelli eller Dylan Teuns slog til i årets klassikere, er det et kriseramt arabisk mandskab, der nu kan håbe, at Garcia med sin sejr har igangsat et momentum, som Vincenzo Nibali kan bygge videre på i Touren.

For Richeze var etapen en stor frustration, for han havde mulighed for helt uventet at kunne tage Deceunincks fjerde etapesejr i træk - og det endda med fire forskellige ryttere. Det er ellers ikke tit, at argentineren, der måske er verdens bedste lead-out man, får sin chance, og normalt har han ellers en yderst imponerende evne til at gribe den, når den en sjælden gang byder sig. Det så vi, da han trods sin rolle som lead-out for Gaviria endte 2016-udgaven af Tour de Suisse med både etapesejr og pointtrøje, eller da han sidste år efter et tidligt styrt fra Gaviria vandt 1. etape af Tour of Turkey, ligesom han også har kapitaliseret på Gavirias uheld til at vinde en etape på hjemmebanen i San Juan i 2017. Nu om dage er det ellers ret sjældent, at vi ser, hvor godt en formstærk Richeze faktisk klatrer, men det blev vi mindet om i nat, hvor mange nok kunne have undt en af feltets mest loyale ryttere karrierens tredje sejr på WorldTouren.

Dagens helt store overraskelse var dog hverken Garcia eller Richeze. Det var derimod Bouhanni. Det er nu ikke ukendt, at franskmanden er en ganske glimrende klatrer - særligt hans 5. plads på 13. etape af 2014-udgaven af Vueltaen må stadig stå i frisk erindring hos mange - men efter et forår, hvor sygdom satte ham ud af spillet, og han i april vel nærmest lignede en mand på vej mod total deroute, da han udgik i Sarthe efter en skræmmende ringe præstation, var forventningerne til ham i dette løb vel mildt sagt beherskede. Da holdet meldte ud, at problemerne skyldtes magnesiummangel, var vi nok mange, der havde svært ved ikke at betragte det som en dårlig undskyldning, men noget kunne tyde på, at det måske alligevel var det, der var forklaringen på de mange trængsler. I hvert fald leverede Bouhanni i nat sin vel nok bedste klatrepræstation i mange, mange år, og selvom det må gøre ondt, at han fejlede så fælt i en spurt, han burde have vundet, må resultatet alligevel betragtes som en halv sejr. Med Christophe Laportes katastrofeforår in mente kan Bouhanni, som vi allerede nævnte i går, måske alligevel have kurs mod en rolle som Cofidis-sprinter i sommerens Tour de France.

Læs også

Starttider: Enkeltstart i Romandiet Rundt 2024

Det er også værd at bemærke sig, at Joris Nieuwenhuis blev nr. 4. Den tidligere U23-verdensmester i cykelcross har eller sikke kørt meget på landevejen, men er i år blevet professionel hos Sunweb, hvor han først gjorde debut med en 20. plads i Eschborn-Frankfurt den 1. maj. I bare sin anden start for holdet var han altså i nat tæt på podiet et hårdt WorldTour-løb, og det borger for en vis kvalitet hos den lovende hollænder. Med tanke på det, vi har set fra andre cykelcrossryttere i de senere år, er han i hvert fald en fyr, der er værd at holde øje med.

For klassementsrytterne blev etapen ikke helt det, nogle havde håbet. Den varslede sidevind udeblev fuldstændigt, da det skulle vise sig, at rytterne var pakket inde af de mange californiske skove gennem hele etapen, og derfor endte det med, at etapen kunne koges ned til et sidste opgør på muren. Her var det som sagt Stybar, der iværksatte et stort forsøg på at vinde etapen, inden supertalentet Higuita atter bekræftede, at han er den næste colombianske topklatrer, da han blæste væk fra feltet i jagten på de bonussekunder, ventede på toppen. Den acceleration kunne kun Bennett, der lignede en mand i hopla, matche, men da Higuita naturligvis ikke kunne køre væk fra Tejay van Garderen sammen med en af de værste rivaler, måtte Bennett påtage sig alt arbejdet alene, og det var naturligvis umuligt i kamp mod den seksmandsgruppe med Gianni Moscon, Kasper Asgreen, Maximilian Schachmann, Felix Grossschartner, Tadej Pogacar og Rigoberto Uran, der havde etableret sig bag dem. Kort efter kom også gruppen med van Garderen og Richie Porte tilbage, og dermed blev det kun de bonussekunder, som blev samlet op af blandt andre Asgreen, Bennett og ikke mindst Higuita, der med en 3. plads i spurten også bekræftede sin fantastiske hurtighed, gjorde forskelle på en etape, der i alt væsentligt blev neutraliseret.

Etapen gav alligevel visse svar. Særligt var det bemærkelsesværdigt, at 2017-vinderen Bennett var så overbevisende på en eksplosiv stigning, der bestemt ikke er hans kop te, og han ligner i den grad en mand, der er kommet til USA for at gentage triumfen fra for to år siden. Higuita fik også bevist, at EF så rigtigt ved at belønne hans flotte forår med en fremrykket kontrakt, så han kunne starte allerede i dette løb, men det betød til gengæld ikke, at alt var godt i EF-lejren. Uran, der normalt ellers er godt på disse bakker, kunne ikke holde hjul på Higuita og Bennett, og værre var det, at van Garderen tilsyneladende slet ikke kunne være med, og da Mount Baldy i forvejen lignede en svær udfordring for den ikke længere så klatrestærke amerikaner, ser hans gule trøje nu endnu mere truet ud, end den gjorde for 24 timer siden.

Desværre kunne det også se ud til, at Porte endnu ikke har genfundet sin bedste form efter sine mange sygdomsperioder, for normalt er den lille australier ganske god på bakker som disse. Han så i hvert fald ikke overbevisende ud i dagens finale, men det kan også have været en velkalkuleret indsats, hvor han i lyset af finalens trods alt ret lette karakter valgte at spare på kræfterne til i morgen. Om det er tilfældet ved vi ikke, men vi er meget, meget klogere, når røgen om 24 timer har lagt sig på Mount Baldy.

Her vil vi også så at se, hvor langt Kasper Asgreens klatreevner rækker. I dag viste han fin kørelyst ved at samle 3 sekunder op i den første spurt, og han viste atter sin styrke ved at være med i den seksmandsgruppe, der samledes bag Higuita og Bennett. Nu slutter festen imidlertid for den store dansker, der trods alt ikke kan køre lige op med de lette folk på Mount Baldy, men det skal blive ganske interessant at se, hvor langt frem på resultatlisten han kan få sin store krop. Og da både Jonas Gregaard og Jesper Hansen, der begge er rigtige klatrere, samtidig viser god form, kan det blive en ganske interessant nat set med danske øjne.

Det gør det ikke for Garcia. For den store spanier handler nattens etape bare om overlevelse, men mon ikke lidelserne bliver lidt mere udholdelige med tanke på, at han så fornemt tilbagebetalte sit hold for den tillid, de lidt overraskende viste ham på denne nats lange maraton. Han har i hvert fald utvivlsomt fået smag på mere, ikke mindst fordi også 7. etape kunne være en god etape for holdbare sprintere, og nu ved hans hold, at de kan stole på, at han kan levere. Det sker nemlig heldigvis af og til, at initiativ faktisk belønner sig.

Favoritterne

Lige siden ruten til årets Tour of California blev præsenteret, har det stået klart, at det hele trods et stort antal højdemeter og mange meget lange etaper formentlig ville kunne koges ned til det afgørende opgør på løbets mest ikoniske stigning, Mount Baldy. Sådan er det ikke gået, da den manglende kontrol på 2. etape betød, at nogle af løbets forhåndsfavoritter kunne sikre sig en ikke uvæsentlig og lidt uventet tidsgevinst, men for de fleste har de første fem dage bare handlet om overlevelse. Stort set alle de store navne er da også stadig så tæt på Tejay van Garderens førertrøje, at de stadig kan nå at vinde løbet samlet, for Mount Baldy er et meget svært bjerg, der som regel sprænger feltet til atomer.

Vi kender efterhånden denne korte, intense Mont Baldy-etape, der er blevet kørt i næsten uændret format hele fire gange tidligere. De fleste af stigningerne er lange og relativt lette, men den afsluttende 8 km lange klatretur op til toppen er brutal. Her sætter de bedste klatrere sig oftest igennem, og selvom det kun er den sidste del af den i alt mere end 40 km lange klatretur, der er svær, har vi før set nogle enorme tidsforskelle på bjerget. Vi så imidlertid også i 2017, hvor en lille gruppe spurtede om sejren, at der ikke er garanti for nogen stor selektion, og i tre af de hidtidige fire besøg er det en spurt - i grupper på hhv. 2 og 5 mand - der har afgjort slaget. I de fleste tilfælde har afstandene ned til de næste dog været kolossale.

I år kan man tro på, at det bliver en hård og selektiv etape. I hvert fald vil der være en ganske kraftig medvind stort set hele vejen fra bunden til toppen af den 40 km lange stigning, og særligt på den første del, hvor det ellers kan være relativt let at sidde på hjul, vil det gøre det nemmere at skabe udskilning. Det vil også gøre det muligt for favoritterne at angribe længere udefra, når vi endelig rammer den stejle del, og det er godt nyt for de mange, der har en del tid at hente på Tejay van Garderen og de øvrige, der sikrede sig en vigtig tidsgevinst i mandags.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Det er klart, at der er mange, der drømmer om at vinde på Mount Baldy, men det er nu ikke helt så enkelt endda at få et opgør mellem favoritterne. Det er nemlig en meget vanskelig etape med meget lidt fladt terræn, og da starten er hård, kan der meget vel blive etableret et stærkt udbrud. Det er kun EF, der har et så stærkt hold, at de med sikkerhed ville kunne skabe samling, men for dem vil det være en klar fordel, hvis bonussekunderne forsvandt fra spillet, og van Garderen derfor kan tillade sig at tabe mere til de bedre klatrere. Med mindre der i udbruddet skulle være en trussel mod den gule trøje, vil amerikanerne derfor formentlig overlade det til andre at tage ansvar.

Til gengæld er der mange andre, der har brug for bonussekunder. Det gælder naturligvis særligt George Bennett, der efter i dag må have fået masser af selvtillid, og som længe har set frem til denne dag. Der er derfor ingen tvivl om, at Jumbo vil gøre alt for at hente udbruddet, men spørgsmålet er, om det bare seks mand store hold har styrken til det.

Der er dog andre hold med en lignende interesse. Det gælder UAE, hos hvem Tadej Pogacar allerede har sikret sig et forspring, samt Bora, der også skal bruge bonussekunder til Felix Grossschartner. Normalt burde Trek med Richie Porte også kaste kræfterne ind i jagten på sejr, og selvom han ikke så skræmmende ud i dag, må man næsten formode, at de trods alt vil forsøge at gå efter det i et løb, hvor de har den på papiret bedste klatrer. Til gengæld er Gianni Moscon og Ineos nok fint tilfredse med at lade etapesejren og bonussekunderne forsvinde, så italieneren ikke trues så meget bagfra og i højere grad kan koncentrere sig om alene at køre fra van Garderen.

Derfor tror vi også, at det ender i et opgør mellem favoritterne. Starten vil helt sikkert blive aggressiv, og på den første stigning burde der blive skabt et solidt og formentlig stort udbrud. Særligt Jumbo vil dog tage meget få chancer, og de vil nok blive holdt i så kort snor, at de kan køres ind på den 40 km lange klatretur til sidst. Her vil hold som Jumbo og Trek have en interesse i at gøre det hårdt, men de har ikke de stærkeste mandskaber. EFs superhold skal som sagt ingen steder, og derfor kan vi forvente os, at Bennett relativt tidligt løber tør for hjælpere og derfor tvinges til at åbne ballet relativt tidligt på den stejle del nær toppen. Det vil heldigvis blive lettere med den kraftige medvind, og slutteligt forventer vi, at løbet skal afgøres i et direkte opgør mellem de bedste klatrere.

Her vil vi pege på George Bennett som vores favorit. På papiret er newzealænderen sammen med Porte og Uran løbets bedste klatrer, ikke mindst med de enorme fremskridt han gjorde i et 2017, hvor han særligt i Tour de Pologne var dybt imponerende. I år har han haft et skidt forår efter en meget lovende start i Australien, men i dette løb ligner han en mand i hopla. Han var i hvert fald meget stærk i dagens eksplosive finale, der ikke passede ham, og det borger godt for et rigtigt bjerg, der er meget bedre for en dieselklatrer som ham. Han har tidligere som Trek-rytter og i forbindelse med sejren for to år siden vist, at han har det fint med de amerikanske højder, og han nyder godt af, at der både er medvind og stejle procenter. Det er klart, at det kan blive svært for ham at sætte de mange EF-klatrere, der i teorien blot kan sidde på hjul, men med medvind og superben tror vi, at det kan lade sig gøre. Bennett ligner i hvert fald en mand, der for alvor har fundet formen, og derfor er han vores favorit til at løbe med sejren.

I dag var det Sergio Higuita, der angreb på muren og vandt bonusspurten på toppen, og han kørte endda så stærkt, at hans kaptajn, Rigoberto Uran, ikke kunne holde hjul på ham og Bennett. Også på 2. etape var han den stærkeste i favoritgruppen, og det viser, at det ikke var noget tilfælde, at han imponerede så stort i forårets løb i Spanien og Portugal. Det er klart, at det er noget andet at skulle klatre op ad et langt bjerg, og denne gang kan han ikke lukrere på det punch, der har været hans styrke på 2. og 5. etape. I Andalusien manglede han det sidste for at følge de bedste på kongeetapen, men det lykkedes ham at komme tilbage, og det viser i hvert fald, at han ikke er langt fra at kunne matche også verdenseliten på lange stigninger. Som colombianer er han vant til højderne, og han har den taktiske fordel, at han med van Garderen som alibi i teorien bare skal sidde på hjul af de bedste hele vejen til toppen. Her vil han næsten med sikkerhed være den hurtige i en spurt. Med andre ord handler det for stortalentet Higuita om at vise, at han allerede nu er god nok til også at køre med de bedste på WorldTouren. Noget kunne tyde på, at det er muligt.

Forud for løbet havde vi Richie Porte som favorit, men vores forventninger til australieren er nu mere afdæmpede. Han har nemlig ikke lignet en mand med stort overskud, og selvom der kan have ligget taktiske overvejelser bag, burde han som minimum havde siddet med den seksmandsgruppe, der jagtede Bennett og Higuita på dagens etape. Naturligvis har han ikke Higuitas eksplosion, men han er ganske eksplosiv på korte stigninger, og derfor var dagens præstation ikke et godt tegn. Omvendt er det tydeligt, at han er meget bedre end tidligere på foråret, efter at han nu har været sygdomsfri i halvanden måned, og han betragter etapen her som den første vigtige test frem mod Touren. Lige nu kan man tvivle på, om han er kommet langt nok, men ingen kan benægte, at Porte er feltets i særklasse bedste klatrer. Derfor bør det også være muligt for ham som minimum at køre med om sejren.

EFs superhold tæller også Rigoberto Uran, der er i samme luksussituation som Higuita, at han i teorien med van Garderen som alibi ikke behøver at tage én eneste føring undervejs. Til gengæld er dette også hans første løb siden kravebensbruddet i Paris-Nice, og da han i dag måtte slippe Bennett og Higuita, så vi, at han i hvert fald endnu ikke er i topform. Han er dog i hvert fald konkurrencedygtig, og han burde trods alt have bedre chancer på en rigtig bjergetape. Som sagt har han en taktisk fordel, også fordi han, Higuita og måske van Garderen og en velkørende Lachlan Morton måske kan sidde i overtal, og det kan naturligvis udnyttes. Da colombianeren samtidig er ganske hurtig på stregen og god i højderne, er det slet ikke utænkeligt, at han med en sejr tanker vigtig selvtillid frem mod Touren.

2. etapes største skuffelse var vel nok Tadej Pogacar. Det slovenske supertalent havde sikret sig adgang til frontgruppen, men på den sidste bakke op mod mål blev han trods sin status som den bedste klatrer henvist til 4. pladsen. Det kan enten tages som udtryk for træthed efter et hårdt og langt forår eller som bevis på, at han har det svært med den tynde luft, og begge dele vil naturligvis også kunne ramme ham på denne etape. Som ren klatrer burde Mount Baldy dog heldigvis passe ham langt bedre end 2. etapes eksplosive finale, og han viste os i Baskerlandet, at han allerede nu klatrer godt nok til at blande sig med de bedste på WorldTouren. Samtidig har han også en god spurt, så finder han de ben, han manglede i mandags, er han utvivlsomt god nok til at vinde en bjergetape som denne.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Er stigningen for stejl for Felix Grossschartner? Indtil nu har den store tysker haft det svært i de rigtige bjerge, men med sejren i Tyrkiet og 4. pladsen i Romandiet viste han, at han har gjort store fremskridt. Desværre for ham er niveauet her betydeligt højere, end det var i Tyrkiet, og stigningerne her er langt sværere, end de var i Romandiet. Derfor er dette den første virkelige test for Grossschartner på en stor bjergetape i WorldTour-selskab, og det skal blive interessant at se, om han kan klare den. Hidtil har han set meget overbevisende ud, og han ligner ikke en mand, der er i formnedgang endnu. Han kan næppe gøre meget andet end at følge med, men til gengæld vil han have sin spurt som et våben, hvis han kan hænge på hele vejen til toppen.

Det har været godt at se Gianni Moscon køre så flot i dette løb. Den kontroversielle italiener er i gang med at lægge sit katastrofale forår bag sig, og hvis han for alvor finder benene, ved vi alle, at han kan være helt ustyrlig, som han var det sidste efterår. Normalt vil han mene, at Mount Baldy er lidt for svær en sag for en stor fyr som ham, men hans kørsel ved sidste års VM viste os, at han sagtens kan være med også på stejlere stigninger end denne, når han har sin bedste form. Det har han ikke endnu, og derfor er det nok en anelse for tidligt at tro, at han kan vinde en etape som denne. Han var imidlertid ganske overbevisende i dag, hvor det var ham, der på muren trak seksmandsgruppen fri bag Bennett og Higuita, og med sin gode spurt skal han i teorien bare følge med for at have en chance for at vinde.

De seneste dage har tydeligt vist, at Maximilian Schachmann efter en længere pause ikke har den superform, han havde i klassikerne. Alligevel har han været ganske konkurrencedygtig, og selvom han har manglet sit vanlige punch på både 2. og 5. etape, har han trods alt været med fremme begge dage. Problemet for Schachmann er bare, at han ikke er klatrer, og selv i superform ville Mount Baldy være for svær for ham. Omvendt har Peter Sagan og Julian Alaphilippe vist, at også klassikertyper kan være med på den ikke specielt lange stejle del, og i et felt, der ikke er specielt dybt, burde han nok kunne være med helt fremme. Det rækker nok ikke til sejr, men et hæderligt resultat er muligt.

Et af løbets mest opmuntrende forhold har været, at Jesper Hansen har rejst sig efter et sygdomsramt forår. Danskeren har holdt sig flot til indtil nu i terræn, der slet ikke passer ham, og det burde love godt for et rigtigt bjerg, hvor han vil være langt mere komfortabel. Det er klart, at der er bedre klatrere end ham, men har han de ben, der sidste år gav ham en top 10 i Catalonien eller i 2017 en podieplads i Tyrkiet, burde han være en af de bedste rene klatrere i et felt uden mange topnavne. Forhåbentlig bliver det i nat, at Hansen igen viser os sit klatrepotentiale.

Efter år med trængsler rejste Simon Spilak sig endelig lidt med en fin præstation i Romandiet, og det skabte lidt tro på, at han også kunne præstere i Californien. Desværre har han ikke virket så overbevisende indtil nu, men de eksplosive stigninger har bestemt heller ikke passet til hans tunge dieselmotor. Han burde være mere komfortabel på en mere klassisk bjergetape som denne, men det er nok alligevel for meget at håbe på, at han skulle kunne vinde. Dertil har han trods alt ikke vist nok siden sejren i Tour de Suisse i 2017, og han synes ikke længere helt at have det niveau, der skal til for at være med helt i front på WorldTouren.

Det har været godt at se Jonas Gregaard vise sit klatrepotentiale efter en ellers ikke alt for overbevisende start på WorldTouren. Han kom ganske vist lidt til kort på den lille bakke op til mål i mandags, men i nat virkede han meget overbevisende i sit arbejde i den gruppe, der til sidst fik kontakt med de forreste. Vi er stadig ret overbeviste om, at han mangler for meget for at være med helt i front - det så vi trods alt tydeligt i mandags - men det skal blive interessant at se, hvor langt han kan komme på en rigtig bjergetape.

Hansen ligner bedste bud på Cofidis, men de har andre kort at spille. Det gælder vel særligt Darwin Atapuma. Colombianeren har ganske vist haft et katastrofalt 2018 og en skidt start på 2019, men han så ganske hæderlig ud i den eksplosive finale på 2. etape. Han burde være langt bedre tilpas på en lang stigning i højderne, og han er da også tidligere blevet nr. 2 på Mount Baldy. Han synes ikke længere at have samme niveau, men man kan håbe på en lille genrejsning. Holdet har også den unge Mathias Le Turnier, der har været meget ustabil, men som af og til har givet prøver på sit talent, og som gjorde det ganske fint på 2. etape.

Endelig vil vi fremhæve Riccardo Zoidl. Efter det fejlslagne første forsøg på WorldTouren var han ganske suveræn i de mindre løb sidste år, og han har derfor vist, at han stadig har et højt niveau. Han kommer til løbet med en fin top 20 fra Romandiet, og det er ikke nødvendigvis et dårligt tegn, at han mistede tid i den eksplosive finale på 2. etape, hvor hans manglende eksplosion var dyr. Han har altid været en meget offensiv rytter, der ikke er bange for at tage chancer. Han vinder ikke i et opgør med favoritterne, men skal man pege på en mand, der kan vinde fra distancen, må han være buddet.

Naturligvis fortjener Kasper Asgreen også en kommentar. Danskeren har virkelig imponeret hidtil, men denne etape er trods alt for svær. Han får heller ikke mulighed for som folk som Atapuma, Le Turnier og Zoidl at angribe fra distancen, og derfor skal han alene begrænse tabet. Med den nuværende form kan han måske på en superdag gå i top 10, men vi skyder ham til en placering mellem nr. 11 og 20. Tejay van Garderen bør trods sin forslåede hånd naturligvis også gøre det godt, men han viste i dag, at han ikke klatrer godt nok til at vinde etapen, og det handler alene om at begrænse tabet og forsvare trøjen. Her vil han få god hjælp af den velkørende Lachlan Morton og Lawson Craddock, der begge er låst i en hjælperrolle. Rohan Dennis er for tung til at vinde så svær en bjergetape, og Hermann Pernsteiner har ikke været flyvende på det seneste, ligesom Rodrigo Contreras skuffede i mandags, og Rob Britton gjorde det i går.

Feltet.dks vinderbud: George Bennett

Øvrige vinderkandidater: Sergio Higuita, Richie Porte

Outsidere: Rigoberto Uran, Tadej Pogacar, Felix Grossschartner, Gianni Moscon

Jokers: Maximilian Schachmann, Jesper Hansen, Simon Spilak, Jonas Gregaard, Darwin Atapuma, Mathias Le Turnier, Riccardo Zoidl

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Andrew Talanskys sejr fra 2017, Julian Alaphilippes sejr fra 2015, Robert Gesinks sejr fra 2012 og Levi Leipheimers sejr fra 2011.