Ruten

Nøjagtigt som i fem foregående år afsluttes løbet med en relativt flad etape, der ender i regionens hovedby, Valencia. I tidligere udgaver har man undervejs skullet op over en ganske hård bakke, der for tre år siden skabte en del udskilning, men ligesom i 2019 og 2020 har man fjernet den forhindring. I stedet er der tale om en for løbet helt usædvanligt nem sag, hvor man ligesom sidste år har droppet omgangene inde i Valencia - formentlig en god ide i disse coronatider - men hvor der alligevel er lagt op til en stor massespurt.

I alt skal der tilbagelægges bare 91,2 km, der fører feltet fra Paterna til Valencia ad en rute, der er en kopi af den, der blev benyttet sidste år, bortset fra at selve afslutningen inde i målbyen er helt ny, selvom målet er placeret samme sted - en ændring, der gør etapen 6,5 km kortere. Startbyen er en forstad til målbyen, og den indledende del af etapen består således af en lille sløjfe mod nordvest. Først kører man mod syvest ud af byen og siden nordvest igennem fladlandet, inden man drejer mod nordøst for at køre frem til det nordligste punkt, idet det undervejs stiger ganske svagt.

Herefter fortsætter det flade terræn, mens man kører mod sydøst, men modsat i 2019 slår man en lille sløjfe mod nord, hvor man skal op ad et let stigende stykke og derefter ned af et let faldende stykke, indtil man afslutter sløjfen i byen Betera med dagens spurt efter 75,3 km. Derfra går det mod sydøst ind mod Valencia og ind gennem forstæderne, idet terrænet er ganske svagt faldende. Modsat tidligere år er finalen slet ikke teknisk, da man - måske grundet coronasituationen - dropper turen rundt i byen. I stedet går det ad den store brede hovedvej rundt i en ”snegl” med mere en kilometer igen, hvorefter vejen bugter sig i en blød kurve, inden man på den sidste kilometer skal lige igennem to rundkørsler, den sidste umiddelbart inden stregen.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Etapen byder på i alt 664 højdemeter.

Sidste år endte det i den ventede massespurt, og her lykkedes det endelig for Fabio Jakobsen at besejre Dylan Groenewegen som ellers havde vundet spurtopgørene på 1. og 3. etape, mens John Degenkolb endte som nr. 3. Groenewegen fik til gengæld sin sejr i 2019 ved at henvise Alexander Kristoff og Matteo Trentin til de sekundære podieplaceringer. I 2018 profiterede Jurgen Roelandts af Oliver Naesens styrt i sidste sving til at sejre foran Danny van Poppel og Clement Venturini. I 2017 endte det hele i endnu en massespurt, som blev vundet af Bryan Coquard foran Nacer Bouhanni. Stijn Vandenbergh vandt etapen til Valencia i 2016 fra et udbrud, der højst overraskende snød sprinterne, men byen har mest været rammen om massespurter. Således vandt Danilo Napolitano sidste etape i 2008, Daniele Bennati var hurtigst i 2007 og 2006, Alessandro Petacchi vandt i 2005 og 2003, og Aleksander Usov tog sejren i 2004. Forud for det sluttede løbet tre år i træk med enkeltstarter, der blev vundet af henholdsvis Alex Zülle, Viacheslav Ekimov og Abraham Olano. Byen har også været besøgt af Vueltaen, senest i 2009, hvor Fabian Cancellara vandt en enkeltstart. I 2004 vandt Petacchi en massespurt, mens ONCE vandt den indledende holdtidskørsel i 2002.

Vejret                                                                                                     

Måske har løbet været en våd affære, men det slutter smukt. Søndag bliver helt uden skyer og med en behagelig temperatur på 18 grader. Det vil være en anelse blæsende med en jævn vind (17-19 km/t) fra sydøst. Det giver medvind først på etapen, inden man får et længere sidevindsstykke. Dernæst er der modvind frem til sløjfen, hvor der er først sidemed- og siden sidemodvind, og slutteligt får man modvind ind mod Valencia. Efter sneglen får man kortvarigt sidevind, inden man bugter sig ind i modvind på opløbsstrækningen.

Favoritterne

At sport kan være ubarmhjertigt, fik Enric Mas at føle på den hårdest tænkelige måde, da en ellers imponerende flot enkeltstart blev ødelagt af en dum punktering. Dermed blev Movistar efterladt med lige-ved-og-næsten trods en ellers forbilledlig dag, hvor også Nelson Oliveira kørte noget nær sit livs bedste flade tonserenkeltstart - endda så god, at man i bagklogskabens ulideligt klare lys og med bevidstheden om Mas’ punktering måske havde stået anderledes, hvis ikke portugiseren var blevet ofret i går. Det havde dog givet et helt andet og formentlig langt lettere cykelløb og dermed et mindre tidstab til Küng, og ingen kan derfor vide, om udfaldet af den grund havde været et andet.

Medmindre Küng er lige så uheldig som Mas, vinder Movistar nu ikke løbet. Sidste etape er kort og flad, og selvom Stijn Vandenbergh snød feltet med et udbrud i 2016, er den fire gange i træk endt i en massespurt. Tidligere var der endda en bakke undervejs og en teknisk finale, som Vandenbergh udnyttede, men sådan er det ikke denne gang. Bakken er igen i år væk, og grundet corona droppes turen rundt i byen, hvorfor finalen nu er helt enkel og ligetil.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Der kan derfor ikke være tvivl om, at det bliver en spurt. Angrebene skal nok komme i en aggressiv start, men det brølstærke FDJ-hold vil sørge for et relativt svagt udbrud. Der er nok grænser for, hvor meget hjælp til jagten de kan få fra et Lotto-mandskab med bare tre mand, men de vil utvivlsomt kunne regne med støtte fra Bingoal og måske også Caja Rural og Cofidis i forsøget på at kontrollere etapen. Udbruddet bør derfor ikke have den store chance.

Vinden har før spillet en rolle på denne etape, men næppe denne gang. Egentlig blæser det pænt, men retningen er aldrig helt rigtig, særligt fordi der er ren modvind i finalen. Det kan sikkert skabe lidt nervøsitet, men næppe mere end det. Jeg regner altså med, at et friskt felt skal spurte om sejren efter en kort og hurtig dag, og finalen er også teknisk ukompliceret, men det er værd at bemærke, at den sidste rundkørsel kommer så tæt på mål, at det kan være meget svært at nå forbi efterfølgende.

Alligevel vælger jeg at pege på Caleb Ewan . Den lille australier manglede efter eget udsagn form i torsdags, hvor han betalte prisen for sin pause, og han var ikke i nærheden af at matche Arnaud Demare. Dengang var etapen dog også både lang, hård og ikke mindst våd, men denne gang er der tale om en kort, hurtig og tør etape. Det er glimrende for Ewan, der i blandt andet Australien har vist sig god på denne type etaper, og normalt må han også regnes som den hurtigste i dette felt. Jeg er lidt bekymret for den sene rundkørsel, der giver Demare og hans tog en fordel, men med hjælp fra John Degenkolb og Gerben Thijssen bør han igen sidde i Demares baghjul. Havde der været medvind, havde jeg peget på Demare, der burde kunne køre dem hjem fra rundkørslen, men i en modvindsspurt har aerodynamiske Ewan langt bedre chance for at gå forbi. Derfor tror jeg, at han får sin sejr.

Det kan dog også sagtens blive Arnaud Demare igen. Han er i bedre form end Ewan og har stadig klassikerbenene intakt, og forleden var han klart det bedste af de to favoritter. Det er så sikkert i amen i kirken, at toget med Küng, Miles Scotson, Ramon Sinkeldam og Jacopo Guarnieri vil dominere finalen totalt, og Demare vil igen blive sat perfekt op. Det bliver endda endnu vigtigere af den sene rundkørsel, og selv hvis Ewan skulle vise sig hurtigere, kan det blive svært at nå forbi. Derfor skulle det ikke undre, om det bliver fjerde etapesejr til de ustoppelige franskmænd.

Det er svært at se, hvem der skal slå de to favoritter, men denne gang giver jeg Jon Aberasturi den bedste chance. Han blev bremset af de mange styrt i regnen forleden, og derfor fik han ikke vist sin fart, men den har han vist i løbene forinden med en 4. plads i Almeria og en 2. plads i Cholet. Først og fremmest er han en ørn i positionskampen, og det vil ikke være mærkeligt, hvis han ender med at sidde lige bag de to favoritter. Sejren bliver praktisk talt umulig, men i en modvindsspurt ved man aldrig, hvis positionen og timingen er god.

Den anden topkandidat er Timothy Dupont, der blev nr. 2 forleden, da Ewan stoppede med at træde. Også han er hurtig og har været stærkt i år, og hans positionering er upåklagelig. Han er dog blevet slået af Aberasturi i deres to indbyrdes opgør i år, senest i den lidt ligegyldige spurt om 37. pladsen på 1. etape. Det kan give en lille overhånd til spanieren, men det kan sagtens i stedet være belgieren, der ender som ”best of the rest”.

Dernæst er der Simone Consonni, men dette er ikke rigtigt en etape for ham. Den er alt for let og for kort, og denne form for boulevardspurt er ikke rigtigt ham. Han manglede da også farten på 1. og 2. etape, men han er god i positionskampen og har et stærkt tog med Szymon Sajnok og Attilio Vivani. Det bør i hvert fald give et godt resultat. Det kunne være sjovt, hvis de gav Sajnok chancen, for han kan meget vel være hurtigere i denne afslutning, men det vil undre mig.

Arkea har Bram Welten, der egentlig burde være ret konkurrencedygtig her. Han har ofte vist, at formen faktisk er ganske pæn, men han er gang på gang blevet sat tilbage af ringe positionering. Den risiko er mindre i et felt med meget få sprintere i en finale, der er meget enkel. Det skal blive interessant endelig at se hans fart i et selskab som dette, hvis han kan sidde rigtigt.

Også på 2. etape blev det tydeligt, at Mikel Aristi har det svært med positionering, men denne gang er der lidt håb at hente i, at finalen nok engang er enkel. Han er ikke verdens hurtigste i en boulevardspurt, men hans to 2. pladser i år vidner om, at han faktisk er ganske stærk, når han en sjælden gang sidder rigtigt. Det kan blive svært med et svagt hold, men i denne finale er det muligt.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Det var ganske positivt at se banerytteren Sebastian Mora køre en god spurt forleden. Det er første gang, han viser fart på landevejen, og det skal blive spændende at få en bedre forståelse af, hvor hurtig han vitterligt er. Han er en af de få, der faktisk har en lead-out man i Jose Joaquin Rojas, der måske også kan få sin tur i en spurt, der dog ikke passer ham, og det kunne tale for, at han igen sidder pænt.

Måske er det også her, at Alfdan de Decker og Enzo Wouters kan vise lidt. De to belgiere har før kørt top 10-placeringer hjem i spurter på dette niveau, men de har begge lidt under manglende holdbarhed og positionering. Det kan måske løse sig på denne lette etape med en enkel finale. På papiret har de i hvert fald bedre resultater end de fleste rivaler i dette felt.

En rytter, der måske kan overraske, er Francesco di Felice. Han kom ikke frem forleden, men hans resultater som U23-rytter vidner om en vis fart. Hans positionering er nok et problem mod mere erfarne ryttere, og det kan koste gien, men han kunne sagtens have en fart, der kan række fornuftigt i dette felt.

Colin Joyce er i form og er hjulpet af et stærkt hold, hvilket taler for en top 10, men hans fart rækker ikke i denne boulevardspurt. Det gør den næppe heller for Edwin Avila - og for den sags skyld heller ikke for Felipe Orts og Alex Molenaar, hvis Burgso igen vælger at spurte med flere mand. Jonas van Genechten spurtede heller ikke forleden og ser ud til helt at have opgivet ævred, og Oskar Nisu kan næppe begå sig i dette felt.

Feltet.dks vinderbud: Caleb Ewan

Øvrige vinderkandidater: Arnaud Demare, Jon Aberasturi

Outsidere: Timothy Dupont, Simone Consonni, Bram Welten, Mikel Aristi

Jokers: Szymon Sajnok, Sebastian Mora, Jose Joaquin Rojas, Alfdan de Decker, Enzo Wouters, Francesco di Felice

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Fabio Jakobsens sejr fra 2020 i videoen til højre, Dylan Groenewegens sejr fra 2019, Jurgen Roelandts’ sejr fra 2018, Bryan Coquards sejr fra 2017 og Stijn Vandenberghs sejr fra 2016.