Ruten

Efter tre dage, hvor man har kunnet tabe løbet, men ikke vinde det, er det endelig tid til det første store klassementsslag. Paris-Nice har som regel været blottet for lange enkeltstarter, men siden 2017 har man haft for vane at lægge en halvlang kamp mod uret ind. Det tog man til et nyt niveau i 2019, hvor man havde en mere end 25 km lang tonserrute, men i år er tidskørslen mere i stil med det, vi så i 2017 og 2018. I år venter der således en mere klassisk distance på 15,1 km omkring Julian Alaphilippes hjemby Saint-Amand-Montrond, hvor det kuperede terræn med mere end 200 højdemeter og en ganske teknisk rute vil stille krav om større alsidighed end blot evnen til at træde mange watt på flad vej.

I alt skal der tilbagelægges 15,1 km i og omkring Saint-Amand-Montrond. Fra starten i byens nordlige udkant kører rytterne en omgang på en trekantet rundstrækning, der sender dem op ad en bakke (1 km, 5,4%) og ned ad en stejlere nedkørsel med to U-vendinger undervejs. Herefter følger man en flad vej mod sydøst, inden man drejer mod nordøst, hvor det atter begynder at stige med 6,2% i snit over 1,7 km. Nu flader det atter ud, mens man kører mod øst frem til mellemtiden, der tages efter 7,0 km.

Efter mellemtiden følger man en flad vej mod nordøst, inden man skal igennem et meget skarpt sving, der leder ind på en let faldende vej, som fører mod sydvest og vest tilbage mod Saint-Armand-Montrond. Her slutter man af med 4 km, der er stort set helt flade, men også tekniske med skarpe sving med 3800, 3000, 2200 og 2000 m igen, inden en man skal gennem en rundkørsel for derefter at ramme en 1200 m lang, lige og 6 m bred boulevard, som leder frem til mål.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Etapen byder på i alt 224 højdemeter.

Saint-Amand-Montrond er en i cykelsammenhæng hyppigt besøgt by. Paris-Nice var senest forbi i 2015, hvor André Greipel spurtsejrede foran Arnaud Demare og John Degenkolb, mens Tom Boonen var hurtigere end Allan Davis og Francisco Ventoso i 2006 og Alessandro Petacchi hurtigere end Jaan Kirsipuu og Robbie McEwen i 2002. Touren lagde senest vejen forbi på den uhyre dramatiske sidevindsetape i 2013, hvor Mark Cavendish slutteligt spurtede sig til sejr foran Peter Sagan og Bauke Mollema i en gruppe på 14 mand. I 2008 vandt Fabian Cancellara den afsluttende enkeltstart foran Kim Kirchen og Christian Vande Velde, mens Carlos Sastre sikrede sig den samlede sejr, og i 2001 vandt Lance Armstrong en enkeltstart foran Igor Gonzalez de Galdeano og Jan Ullrich i byen. Tour du Limousin havde en enkeltstart i byen i 2010, hvor Gustav Erik Larsson vandt foran Sebastian Langeveld og Nicolas Vogondy, og byen var også tit vært for det nu hedengangne Paris-Correze, senest i 2004 og 2003 med to spurtsejre til Jaan Kirsipuu og i 2001 med spurtsejr til Wesley van Speybroeck. Endelig kommer Tour de l’Avenir tit forbi, senest i 2017 med spurtsejr til Alvaro Hodeg, i 2010 med spurtsejr til John Degenkolb, i 2007 med solosejr til Jose Herrada, i 2002 med spurtsejr til Filippo Pozzato og i 2000 med udbrudssejr til Laurent Chotard.

Vejret

Det skyede og blæsende vejr fortsætter på en onsdag, der vil starte regnfuldt, men som bør holde tør under hele enkeltstarten. Med en temperatur på hele 17 grader vil det være lunt, men solen vil være gemt bag et tykt skydække. Der vil være relativt blæsende med en frisk sydvestlig vind (20 km/t), som kan aftage en anelse i løbet af eftermiddagen. Efter den indledende rundstrækning giver det primært medvind frem til mellemtiden og derefter mod- og sidemodvind stort set resten af vejen.

Analyse af 3. etape

Nu har jeg aldrig haft intentioner om at kunne leve af spilvirksomhed, men alligevel måtte han godt have ventet lidt endnu, ham spanieren. Som de folk, der har fulgt vores live-opdatering vil vide, har jeg nemlig flere gange fremhævet Ivan Garcia Cortina som den rytter, jeg forventer det største gennembrud fra i årets brostensklassikere, når de forhåbentlig om et par uger skydes i gang igen på de belgiske landeveje. Desværre er der knap så meget fidus over den vurdering, efter at det spanske stortalent i dag stillede sin enorme styrke til skue ved at tage karrierens anden sejr - og endda også den anden på WorldTouren - i en knaldhård modvindsspurt på en bakke i La Chatre som afslutning på dagens 3. etape i Paris-Nice.

Det er nemlig slet ikke nogen overraskelse, at den atypiske spanier, der elsker brosten, sidevind og regn mere end bjerge og solskin, nu også kan kalde sig etapevinder i et af sportens allerstørste løb. Han har nemlig længe banket på til sit store gennembrud i en bredere offentlighed, men det er for mange gået under radaren, måske fordi han havde en lidt svær start som professionel og ikke som en anden Remco Evenepoel skabte overskrifter, inden han blev sluppet ud af børnehaven.

Det gør han imidlertid i dag, og det vil han gøre mange, mange gange i fremtiden. Det er meget sigende for den lidt tøvende udvikling, at dagens sejr blot var den anden, men det er lige så sigende om potentialet, at det var den anden på højeste niveau. Og modsat sidste års gevinst i Californien, hvor man kan diskutere den modstand, han havde i spurten i Ventura, var det udtryk for tårnhøj klasse, at han i dag fik Peter Sagan til at ligne en slags amatør i en stigende finale, der var langt stejlere end antydet i løbsbogen og dermed var skræddersyet til den trefoldige verdensmester.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Garcia Cortina har imidlertid ved mange andre lejligheder vist os, at noget stort er i vente. Det første soleklare bevis kom, da han alene kørte op til Laurens de Plus og Marc Hirschi på ardenneretapen i sidste års BinckBank Tour og derved kørte fra flere af verdens bedste klassikerryttere i terræn, der burde være for svært. Og det helt store bevis kom i sidste års GP Montreal, hvor han efter mere end 4000 højdemeter spurtede sig til en tredjeplads i et felt, der var så stjernebesat, at man med rette kunne have anmodet om at få lagt en rød løber ud ved startstregen.

Den slags opnår man kun, hvis man har klasse, og derfor var det også så ærgerligt, at Garcia Cortina, der elsker regnvejr, blev syg inden et VM, der på papiret lå til hans højreben, og hvor han endda var udset som plan B, hvis Alejandro Valverde blev for kold i de regnfulde betingelser. Faktisk så det ud til, at vi igen skulle blive snydt i dette forår, da helbredet nok engang sendte spanieren til tælling forud for Ruta del Sol og kostede ham deltagelsen i åbningsweekenden.

Tilsyneladende er han bare så god, at han kan forberede sig til Paris-Nice fra sygesengen. Allerede på 1. etape overraskede han nemlig sig selv ved ene mand at holde Tiesj Benoot og Julian Alaphilippe i snor og dermed vel i virkeligheden var den direkte årsag til, at det blev Maximilian Schachmann, der vandt etapen, selvom de to slet ikke er på samme hold. Dermed fik han vist, at formen allerede på plads igen, og det var den i sandhed også i dag, da Sagan gispede efter vejret bare for at holde hans hjul.

Spurtsejren var endnu mere imponerende, hvis man ihukommer omstændighederne. Én ting er, at bakken var langt stejlere end anført, noget andet er, at han kæmpede med den modvind, der havde gjort hele etapen til en sand langgaber, som var en time efter tidsplanen. Al logik ville normalt sige, at spanieren var startet for tidligt, men alligevel var han så suveræn, at ingen kom i nærheden.

Faktisk er det meget typisk for Garcia Cortina. Han har nemlig ikke været nogen ørn i positionskampen, og derfor kan jeg huske i hvert fald tre spurter, hvor han fra en håbløs position har åbnet sin spurt alt, alt for tidligt. Det har uundgåeligt ført til, at han er faldet tilbage, men nu er han tilsyneladende blevet så stærk, at det intet betyder - modvind og bakke til trods.

Desværre skal han også glæde sig over, at han har Sagan til at give sejren nogen vægt. Løbets tre supersprintere var nemlig alle sat ud af spillet forinden, og dermed fik vi aldrig at se, hvordan han ville have stået i et opgør mod dem. Mest uheldig var naturligvis Sam Bennett, der efterhånden højst overraskende ligner modeksemplet på, at Deceuninck gør alt til guld. Nu var Bennett jo guld i forvejen, men derfor er det måske bare endnu mere bemærkelsesværdigt, at ireren er kommet så sløjt fra start i et år, hvor han ellers med et nyt og stærkt tog lignede en mand, der ville vinde hver anden dag gennem hele sæsonen.

Det har han i hvert fald ikke gjort endnu, og efter en nedtur i Emiraterne og en yderst sløj start på dette løb, hvor han ofte har haft svært til at vænne sig til kulden, ser det nu sort ud for fremtidsudsigterne. I skrivende stund er det stadig uklart, hvor slemme skaderne er, men den irske mester lignede i hvert fald ikke en mand, der er klar til at køre cykelløb lige med det samme. Nu kan det være, at coronovirus gør det hele temmelig lige meget, men uanset hvad har sæsonstarten ikke været god for irerens i forvejen meget skrøbelige selvtillid.

Den har Caleb Ewan mere af efter en ganske god sæsonstart, og derfor kan han nok også leve med, at han fik Hugo Hofstetter op at ride på sit baghjul, så franskmanden fløj direkte ind i uheldige Bennett, men alligevel må han være ekstra frustreret. Den hårdere bakke gjorde nemlig finalen langt mere velegnet til Ewan end først antaget, og da John Degenkolb og Jasper de Buyst havde ført ham til en god position, kunne han have været meget vanskelig at slå i denne finale. Desværre betød uheldet, at vi nu aldrig får at se, hvor Garcia Cortina står i forhold til rytteren, der efterhånden har udviklet sig til en sand specialist i stigende spurter.

Det har Sagan som bekendt altid været, men alligevel var det overraskende at se ham fremme i dag. Bora-holdet har endnu ikke meldt ud, om det vitterligt var planen, at Sagan skulle have chancen i en finale, der var stigende, og at det var forklaringen på, at Pascal Ackermann endte med et tidstab på mere end 4 minutter. Med mindre Sagan havde brug for at få afstøvet selvtilliden, ville det dog være en ulogisk beslutning i en afslutning, der stadig lå bedre til den hurtigere tysker, der således kan være blevet fanget i et af de mange styrt, de martrede den nervøse, men i sidste ende ufarlige etape.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Det bliver vi klogere, når Bora får udsendt en reaktion, men hvis formålet var et selvtillidsboost, endte det med det modsatte. I gamle dage ville Sagan have været meget svært at slå i en stigende finale, hvor han fra position 2 fik et perfekt lead-out af en rival, der havde kørt en alt for lang modvindsspurt. Sagan måtte imidlertid kæmpe med blot at holde hans hjul og bar dermed endnu mere ved til den mistanke, man må have efter en sløj tid for den engang så suveræne slovak. Naturligvis er Sagan stadig en klasserytter, som han viste på 2. etape og i virkeligheden også med en 2. plads i dag, men det var altså heller ikke i dag den Sagan, vi kender. Og med VM som undtagelse har det vel egentlig ikke været det, siden han vandt Roubaix i 2018.

At finalen var hård, fremgår tydeligt af resultatet. Normalt er Andrea Pasqualon ikke podiekandidat i en spurt som denne, men som puncheur trivedes italieneren, der tidligere har vundet løb som GP Plumelec og Tour de Luxembourg i langt hårdere afslutninger. Det var også bemærkelsesværdigt, at Cees Bol, der ellers normalt er god i stigende spurter, ikke havde meget punch, selvom Michael Matthews afleverede ham ganske godt.

Folk som Nacer Bouhanni og Rudy Barbier, der normalt er hurtigere på flad vej end folk som Garcia Cortina og Pasqualon kom ikke meget fremad, selvom de var blandt de få, der ikke blev sat ud af spillet af styrtet. Og hverdagskost er det trods alt heller ikke, at Anthony Turgis, Mads Würtz og Oliver Naesen ender i top 10 i en massespurt, og at det meste af den nedre del af top 20 udgøres af lutter klassementsryttere.

Bennett var ikke den eneste, der kunne se styrtet fortsætte en skidt sæsonstart. Også Elia Viviani, der i den grad havde brug for et selvtillidsboost, kunne se uheldet ødelægge chancen for oprejsning, efter at han i går havde vist lidt livstegn. Piet Allegaert viste endda store klasse ved at køre et lead-out, der dog mere viste sig at gavne Sagan, men desværre fik vi aldrig at se, om Viviani har forbedret sig siden de små ydmygelser, han oplevede inden sin tur til VM på bane.

Endnu værre fik det for stakkels Bryan Coquard. Franskmanden, der indledte sit år med at brække skulderen under træning, har været forfulgt af uheld lige siden. I tirsdagens Le Samyn viste han ellers fornem form, men en punktering på et kritisk tidspunkt betød, at han løb tør for kræfter. Og i dag fulgte han en punktering op med et ærgerligt styrt, som må få ham til at spørge, hvad i alverden han har gjort forkert, siden han skal straffes så hårdt.

Den slags bekymringer har Giacomo Nizzolo ikke. Italieneren har nemlig haft en forrygende start, og derfor kan han nok leve med, at heller ikke han kunne spurte, som han gerne ville. Det kunne dog måske have været anderledes, hvis ikke han nok engang havde været en lille enmandshær for et NTT-hold, der ikke ydede ham meget støtte. Naturligvis var det et slag, at Max Walscheid røg ned i Coquards styrt, men det var desværre endnu en dag, hvor det sydafrikanske holds guldfugl lidt for tit var Palle alene i verden.

For klassementsrytterne blev det en god dag. Efter nogle hektiske dage endte det som en langsom og let dag. De blæsende betingelser gjorde det stadig stressende og uroligt med mange styrt, men den generelle modvind gjorde også, at udfordringen meget af tiden snarere var at holde sig varm. Det var i hvert fald en anden form for udfordring end den sidevindskørsel, der har domineret de første dage, men formentlig ganske velkomment dagen inden en vigtig enkeltstart.

Det er nemlig, hvad der venter nu. Efter nogle dage, der har mindet os alle om, at Paris-Nice handler om mere og andet end at klatre og køre enkeltstart, er det nu slut for sidevindskørsel i denne omgang. Fra nu af handler det med torsdagens fladere etape som en undtagelse om udfordringer, som passer bedre til de ryttere, der normalt kæmper om sejren i etapeløb, og hvoraf mange har noget at rette op på efter nogle dramatiske dage.

Det har Garcia Cortina ikke. Efter sin sygdom kom han til Frankrig med stor tvivl om sin form og som min (og sikkert også mange andres) fidus til brostensklassikerne. Når løbet slutter - og det kan ske før, end vi aner - rejser han til gengæld hjem som en mand, alle helt sikkert vil holde et yderst vågent øje med, hvis der bliver en brostenssæson i coronaåret 2020.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

OPDATERING: Det er kommet frem, at Ackermann ahvde defekt med 4 km igen. Tillige er Bennett sluppet uden brud og starter i morgen.

Favoritterne

Endelig! Selvom der helt sikkert er folk som Julian Alaphilippe, Maximilian Schachmann og Tiesj Benoot, der havde håbet på muligheden for at vinde tid i sidevinden i sidste dage, viser Alaphilippes punktering forleden også, at de første tre etaper har haft større risiko for fiasko end for succes. Derfor er der næppe nogen af løbets favoritter, der ikke er lykkelige for at være kommet så langt mod syd, at sidevinden er et overstået kapitel i årets løb. Fra nu af kan den ”rigtige” klassementskamp - i hvert fald så meget kamp, som løbets vigtigste aktør, coronavirussen, tillader.

Paris-Nice var tidligere ikke begejstrede for enkeltstarter, og nu, hvor de atter er begyndt at bruge dem, har de som regel lavet dem både tekniske og kuperede. Sådan var det ikke sidste år, men i 2017 og 2018 havde vi ruter, der mindede meget om denne. Her så vi først Julian Alaphilippe sejre på den meget specielle enkeltstart, der sluttede på Mont Brouilly, men til gengæld blev han blot nr. 3, da Wout Poels for to år siden leverede en lille magtdemonstration på den rute, der ligger tættest på det, vi har i år.

Disse enkeltstarter er uhyre svære at læse. På den ene side er de to bakker ret seriøse, særligt den sidste, der over næsten 2 km har en ganske pæn procent, og det betyder med det samme, at de tunge specialister er ude af billedet. Samtidig er det guf for klassementsrytterne - også dem, der ikke er specialister - og vi så da også i 2018, at de var altdominerende på en dag, hvor Poels sejrede foran Marc Soler, Alaphilippe, Felix Grossschartner, Ion og Gorka Izagirre, Luis Leon Sanchez, Tim Wellens, Sergio Henao og Esteban Chaves. Den gang var ruten dog mere kuperet med 382 højdemeter over 18,5 km mod årets 224 højdemeter over 15,1 km.

Bakkerne modsvares på den anden side af en anden halvdel, der tiltaler specialisterne. Meget af ruten er meget teknisk, hvilket helt sikkert vil spille en ret afgørende rolle, men der er stadig to lange, lige strækninger efter mellemtiden, hvor de store motorer kan åbne lidt op, men hvor der også er yderligere en meget teknisk sektion.

Med andre ord skal man både kunne klatre, styre cyklen og træde mange watt på en enkeltstart, der bestemt ikke er typisk og formentlig vil blive domineret af klassementsryttere mere end klassiske specialister. De specialister, der klatrer fornuftigt, vil dog have bedre chancer end i 2018, og det er umiddelbart meget vanskeligt præcist at sige, om den er så kuperet, at vi skal se mest i retning af tempostærke klassementsryttere som Alaphilippe eller Maximilian Schachmann, der også er teknisk dygtige, eller om bakkerne er så moderate, at det stadig peger mere i retning af klatrestærke specialister som Victor Campenaerts og Kasper Asgreen.

Heldigvis får vi en fair dyst. Det ser vigtigst af alt ud til at holde tørt, og vinden er også relativt stabil. Der kan være en tendens til lidt mindre vind til de sidst startende, hvilket må være en fordel på en dag, hvor der er mere mod- end medvind. Ændringen er dog så marginal, at det næppe får den helt store betydning.

Umiddelbart vil jeg tro, at det står mellem Campenaerts, Asgreen, Schachmann og Alaphilippe med Stefan Küng som en lille outsider, men på så kompliceret og alsidig en rute kan man altid vente sig en lille overraskelse, som vi senest så det i Ruta del Sol, hvor Dylan Teuns sejrede på en rute, der kunne minde om denne - ganske vist i et markant svagere tempofelt nærmest renset for klatrestærke specialister. Alle har de en reel chance for at vinde, og jævnbyrdigheden er så stor, at jeg har skiftet holdning fire-fem gange, mens jeg har skrevet disse indledende linjer.

Det er derfor også med tøven, at mit favoritvalg er faldet på Victor Campenaerts. I første omgang skulle man ellers mene, at han vil lide for kraftigt på de to bakker, hvor han bør tabe tid til mere klatrestærke typer. Hovedet på sømmet blev imidlertid slået af belgierens mageløse klatring i UAE Tour, hvor han først chokerede med en topplacering på 3. etape efter en hel dag i udbrud og siden sad med klatrerne meget længe på 5. etape. I forvejen så vi på den lange enkeltstart i Giroen sidste år og ikke mindst ved VM i Østrig i 2017, hvor han chokerede sig selv på en meget svær stigning, at Campenaerts kan køre med om sejren på enkeltstarter, der stiller endnu større krav til klatreevnerne end denne.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Campenaerts er ikke nogen dårlig tekniker, og han klatrer så godt i sin nuværende form, at han kan begrænse tabet på stigningerne. Derefter skal han vinde løbet på den sidste del, hvor han vil være en af de allermest kraftfulde. Med sin VM-bronze og sidste års sejr i klassefeltet i Tirreno har Campenaerts bevist, at han tilhører den absolutte elite, og når han kan blive nr. 2 på Giro-enkeltstarten sidste år, kan han også vinde denne. Med den form, han viste i ørkenen, tror jeg, at han klatrer godt nok til at sejre.

Den anden uhyre formstærke specialist er naturligvis Kasper Asgreen, der med magtdemonstrationen i Kuurne viste, at han er flyvende. Hans podiepladser i Tour de Suisse og ved EM viser også, at han skal regnes som en af de førende specialister, og han er helt sikkert ikke blevet ringere siden dengang. Klatreevnerne er også gode, men han har stadig til gode at bevise, at de også rækker til at vinde en enkeltstart, der er så kuperet som denne.

Det føler jeg mig egentlig overbevist om, at de er, men alligevel må Campenaerts tilskrives lidt bedre chancer. Distancen er nemlig umiddelbart til ugunst for Asgreen, der her ikke får samme fordel af sin største styrke, nemlig motoren. Ved EM og i Schweiz gjorde han det godt på relativt korte enkeltstarter, men han har stadig til gode faktisk at vinde. Det kan godt blive i morgen, at det endelig sker for supertalentet, der snart bliver en af tempogiganterne, men spørgsmålet er, om denne rute er passende nok til, at det vil ske.

En rytter, der allerede har vundet en WorldTour-enkeltstart, er til gengæld Maximilian Schachmann. Det skete nemlig i sidste års Baskerlandet Rundt, hvor han sejrede på en enkeltstart, der med en stejl mur og en vanvidsnedkørsel var endnu mere speciel end denne. Ligesom Asgreen har han udviklet sig yderligere siden dengang, og lige nu lægger han nærmest på dag for dag. Formen er åbenlyst fabelagtig, og med sine gode tekniske evner, sin power på flad vej og gode klatreevner kunne han vel næppe have ønsket sig en bedre rute, selvom den nok ikke passer ham helt så godt som i Baskerlandet.

Når Schachmann ikke er min favorit, skyldes det primært det sidste powerstykke. Han skuffede nemlig en anelse på den relativt flade enkeltstart i Algarve, hvor man kunne have ventet sig mere af en mand i åbenlys superform og med stærke tempoevner. Denne enkeltstart er heldigvis betydeligt sværere, og det stiller Schachmann bedre. Derfor er det langt fra umuligt, at han tager sin anden sejr i løbet.

Lige siden rutepræsentationen har Julian Alaphilippe glædet sig til at køre enkeltstart i sin hjemby. Ruten synes da også at være designet med ham for øje. I hvert fald er kombinationen af bakker og tekniske udfordringer nærmest perfekt for franskmanden, der med sin flotte sejr i sidste års Tour nok engang understregede, at han er fremragende på denne type enkeltstarter, som vi også så, da han sejrede i dette løb for tre år siden.

Alligevel er Alaphilippe ikke klassisk specialist, og han vil formentlig tabe tid på den sidste del, i hvert fald hvis man ser bort fra de tekniske sektioner. Samtidig har han stadig til gode at overbevise os helt om, at han er sig selv igen efter den skuffende præstation for halvanden uge siden. I forvejen skal Alaphilippe nok være i topform for at køre virkelig gode enkeltstarter, og han blev eksempelvis slået af Schachmann i Baskerlandet, hvor ruten passede ham endnu bedre. For to år siden blev han også ”kun” nr. 3 på en tilsvarende rute. Som Touren viste, er det dog stadig ganske sandsynligt, at franskmanden tager drømmesejren på hjemmebanen.

Jokeren er Stefan Küng. Al logik siger, at ruten er for kuperet for den schweiziske maskine, men det er bare svært ikke at være imponeret over hans forrygende form. Det så vi allerede på stigningerne i Algarve, hvor han trods punktering i bunden af Foia-stigningen alligevel kørte i top 30, og siden i åbningsweekenden og i går i sidevinden. Netop i Algarve så vi også, at han kan klatre, og han kørte slutteligt sin klart bedste enkeltstart siden skiftet væk fra sin BMC-cykel, selvom han blev slået af to verdens- og viceverdensmesteren. Jeg vil stadig tro, at store Küng taber for meget på de første to bakker, men med den enorme power, han har lige nu, skal man intet udelukke.

Da Küng i 2018 vandt enkeltstarten i Tour de Suisse, blev Søren Kragh nr. 2. Samme år blev han nr. 5 i Touren og 3 i BinckBank Tour, og i et ellers skidt 2019 blev han alligevel nr. 3 i og 4 på de to enkeltstarter i Tour de Suisse. Det viser, at danskeren er en af verdens bedste, når han er i form, og det er han i den grad i øjeblikket, hvor han er komme flyvende ned fra højderne. Med de ben burde han også sagtens kunne klare disse bakker, og teknisk dygtig er han også. Power har han masser af, og derfor har han egentlig det meste af pakken. Nu skal han bare vise, at han har taget det skridt, han hidtil har manglet.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Det kan godt være, at Tejay van Garderen er falmet gevaldigt, men enkeltstart kan han stadig køre - måske bedre end nogensinde. Sidste år blev han nr. 4 i dette løb og ikke mindst nr. 2 bag Wout van Aert i Dauphiné, ligesom han i 2018 vandt i Californien og blev nr. 3 i Tour de Suisse. Hans form er lidt svær at læse, fordi han ikke er en ørn i sidevind og arbejdede for holdet i Colombia, men han har helt sikkert etapen som mål. Bakkerne taler til hans klare fordel, men til gengæld kan ruten være en anelse for teknisk til at gøre ham til en reel vinderkandidat. Noget teknisk vidunder er han nemlig langt fra.

Det er Richie Porte bestemt heller ikke, men alligevel skal han imødeses med stor spænding. Nok er det stadig svært at sige, præcis hvor meget han har rejst sig efter et svært 2019, men da han fulgte Quintana på Mont-Faron og vandt Tour Down Under i overlegen stil, viste han i hvert fald, at han er bedre end sidste år. Desværre har han ikke kørt de bedste enkeltstarter siden 2017, men sidste år viste han dog i Touren, at han stadig kan. Særligt kuperede enkeltstarter ligger til hans højreben, og selvom han ikke er her for at køre klassement, burde han have masser af motivation til at jagte et resultat og teste sig selv. Modsat mange andre har han også taget den med ro de seneste dage, og mister han ikke alt for meget tid i svingene, bør han køre stærkt.

En spændende joker er Tanel Kangert . Esteren var tidligere en mester i kuperede enkeltstarter, men det fik en brat ende for nogle år siden. Sidste år blev han heldigvis en del af EF-bølgen, og han kørte sig efter en fremragende enkeltstart i Giroen til en 7. plads ved VM. Samtidig kommer han til dette løb i fabelagtig form efter uhyre overbevisende kørsel i Haut-Var og særligt Ardeche, og den kuperede rute tiltaler ham. Udfordringen er distancen for en mand, der sjældent kører i top 10 over mindre end 25 km.

Ved benævnte VM blev hans holdkammerat Lawson Craddock nr. 6. Det var lidt af et gennembrud for amerikaneren, men han havde tidligere vist potentialet med en 4. plads i Vueltaen et par uger tidligere samt en 6. plads i Tour de Suisse og en 7. plads i dette løb. I det hele taget var han en af de EF-ryttere, der slog voldsomt igennem i disciplinen i 2019, og det er han klar til at bygge videre på nu. Hans form er dog lidt usikker, da han angiveligt havde en lille krise efter et Tour Colombia, hvor han arbejdede for holdet, men den kuperede rute passer ham.

Det burde den også gøre for Thomas de Gendt , der sidste år genfandt sine tempoevner med fremragende enkeltstarter i både Giroen og Touren. Desværre synes belgieren ikke at være i topform, for han har bestemt ikke imponeret hidtil, hvor han konstant er røget af blandt de første i sidevinden. Det er nu ikke unormalt for en mand, der hader positionskamp, men da han ikke har kørt løb siden Down Under, er han svær at vurdere. Udfordringen er også, at distancen er for kort for en mand, der har det bedste efter timevis i sadlen.

Vi fortsætter rækker af EF-ryttere med at pege på Alberto Bettiol. Egentlig ville jeg gerne have haft ham højt på listen efter hans overlegne kørsel i Besseges, hvor han med sejr på enkeltstarten beviste de tempoevner, der sidste år kom ud af det blå under Tirreno. Desværre tilbragte han efterfølgende en uges tid i sengen med influenza - dog ikke Covid-19 - og i sidevinden i starten af løbet synes han at have tabt noget form. I forvejen så vi også sidste år, at han fortsat ikke kan regnes som specialist, men med Besseges-benene er dette en rute, der passer ham som fod i hose.

Ser man bort fra de tekniske dele, er den også god for Thibaut Pinot . Hans enkeltstarter har altid været dit af et mysterium, efter at han startede ud som håbløs, siden blev specialist, der besejrede Tom Dumoulin på en kuperet rute i Romandiet og så faldt sammen igen. Sidste år ændrede han imidlertid positionen, og det gav resultat med en god enkeltstart i Touren. Derfor skal han også på en rute som denne regnes som en mand, der kan være med helt i front, men det kan også blive skuffende - ikke mindst fordi han åbenlyst ikke er i sin bedste form endnu.

Dylan Teuns overraskede med sejren på den meget tilsvarende enkeltstart i Ruta del Sol. Her er feltet dog af en helt anden kaliber, og det vil være en gedigen sensation, hvis han gentager bedriften. Ikke desto mindre viste han i Spanien, at han på sine gode dage kører gode enkeltstarter, selvom vi også i blandt andet Dauphiné sidste år fik bekræftet, at det kan blive både fugl og fisk. Ruten passer ham, og formen er åbenlyst fremragende, og derfor burde der være gode chancer for, at det denne gang går i den rigtige retning, selvom det næppe bliver til sejr.

Bahrain har også Pello Bilbao, der sidste år tog et gigantisk skridt i disciplinen med nogle fremragende enkeltstarter i Giroen netop på kuperede ruter som denne. I Ruta del Sol skuffede han måske en anelse, men en 4. plads er trods alt ikke helt ringe. Han synes at være i bedre form nu end i Spanien, hvor han var et stykke fra sit bedste, og derfor kan vi vente os en bedre præstation på en rute, der synes skræddersyet. Spørgsmålet er bare, om han giver den gas, nu hvor han har droppet klassementet. På papiret er det også en ideel rute for Damiano Caruso, der i Giroen viste, at han nok er den bedste af de tre Bahrain-ryttere, men jeg tror stadig ikke, at formen rækker for italieneren, der er en langsom starter.

Læs også

UAE-komet vinder efter fænomenal nedkørsel

Sunweb stiller også med Michael Matthews, der jo er at regne som specialist. Den tekniske og kuperede rute passer ham også fint, men desværre skuffede han for det meste på sine enkeltstarter i 2019, hvor han ikke havde fordums styrke. I forvejen har vi set, at han stadig mangler nogle procent i årets første løb, for han har ikke imponeret i sidevinden, hvor han på 1. etape var en af få Sunweb-ryttere, der ikke var med i første gruppe. Det ændrer dog ikke på, at Matthews kører pænt, og at han burde køre stærkt på denne rute.

Listen over danske kandidater tæller også Mads Würtz Schmidt. Den tidligere verdensmester har genfundet tempobenene de seneste år, og samtidig har han i dette forår taget et gigantisk skridt - måske efter at have gennemført Touren. Det har været tydeligt i denne uge, hvor han har kørt fremragende. Desværre er den kuperede rute ikke til hans fordel mod så klatrestærke folk, og vi så også i Algarve, at han stadig mangler lidt i forhold til de bedste.

Vincenzo Nibali skal også nævnes. Efter nogle sløje år på tempocyklen rejste han sig i Giroen, hvor han kørte nogle fremragende enkeltstarter. Desværre så vi også i Algarve, at han helst skal have en del højdemeter, og denne enkeltstart er ikke så klatrekrævende, som de to første Giro-enkeltstarter var det. I forvejen er han stadig ikke i topform, selvom han er meget bedre end vanligt på denne tid af året - det så vi tydeligt i Ardeche - og selvom han nok skal køre pænt, vil han næppe være med helt i front.

Endelig vil jeg pege på Felix Grossschartner. Egentlig fortjener han det ikke, for han har ikke kørt én eneste god enkeltstart siden den sensationelle 4. plads i dette løb for to år siden. Dengang viste han imidlertid, at han mestrer denne slags ruter, når han er i form, og det er han pludselig kommet efter en svag sæsonstart. I hvert fald har han været flyvende i sidevinden. Nu skal han bare én gang for alle vise, at resultatet i 2018 ikke en enlig svale.

Jeg kunne også være fristet til at pege på Jan Tratnik, der elsker kuperede og tekniske ruter, men sidste år skuffede han næsten konstant, når altså ikke der var tale om en ultrakort prolog. Nikias Arndt kører altid solidt, men top 10 bliver svær på denne rute, og trods sjældent god klatreform må ruten altså også værd for hård for Yves Lampaerts. Bakkerne udelukker formentlig også Mads Pedersen, Ryan Mullen, Tom Scully og Nils Politt, der jo egentlig klatrer fint, men ikke er rigtig specialist. Ruten burde passe perfekt til Pierre Latour, men hans form synes stadig at være helt væk, og Bob Jungels virker stadig til at være så meget en skygge af sig selv, at det er svært at tro på ham over bare 15,1 km, hvor motoren slet ikke når i gang. Endelig har Tobias Ludvigsson trods enkelte lyspunkter undervejs primært skuffet i de seneste sæsoner.

Feltet.dks vinderbud: Victor Campenaerts

Øvrige vinderkandidater: Kasper Asgreen, Maximilian Schachmann

Outsidere: Julian Alaphilippe, Stefan Küng, Søren Kragh, Tejay van Garderen, Richie Porte

Jokers: Tanel Kangert, Lawson Craddock, Thomas de Gendt, Alberto Bettiol, Thibaut Pinot, Dylan Teuns, Pello Bilbao, Michael Matthews, Mads Würtz Schmidt, Vincenzo Nibali, Felix Grossschartner