Ruten

Det kan godt være, at årets rute ikke byder på så mange sprinteretaper som tidligere, men de hurtige folk skal nok komme til fadet. Det burde i hvert fald med sikkerhed være tilfældet på løbets tredje etape, der ligner den nemmeste og byder på 30 helt flade kilometer mod slutningen. Måske trættede bakken på 1. etape en mand eller to, og derfor handler det om at slå til på denne torsdag, der bliver den sidste dag med en helt klassisk massespurt i et fuldt felt.

Med en distance på bare 122,6 km er der tale om en yderst kort etape, der fortsætter turen rundt om Marmara-havet ved at føre feltet fra Canakkale til Edremit. Henover natten har feltet flyttet sig over et smalt stræde og ind i den asiatiske del af Tyrkiet, hvor stort set hele resten af løbet vil finde sted. Startbyen går langs kysten, og man lægger ud med at køre mod sydvest ad kystvejen, der dog denne gang er mere kuperet end på de foregående etaper. Efter 20,9 km når man frem til dagens Turkish Beauty Sprint, hvor man drejer mod syd væk fra vandet. Der venter herefter en mindre bakke, men derefter går det igennem fladt terræn frem mod dagens spurt, der kommer efter 42,8 km.

Kort efter ændrer terrænet karakter, når det begynder at stige jævnt mod syd frem mod forplejningszonen. Her drejer man mod sydøst via et lille plateau, inden man tager hul på dagens kategori 3-stigning (8,1 km, 2,4%), der har top efter 76,8 km. Fra toppen går det via en teknisk nedkørsel mod sydøst ned mod kysten, der nås efter ca. 85 km. Herefter er den sidste del af etapen meget enkel, idet det går mod øst via den lige, helt flade kystvej, der leder direkte ind i målbyen, som ligger få kilometer inden i landet. Således er der ikke et eneste sving på de sidste 3 km, der tillige er helt flade.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Etapen byder på i alt på 1187 højdemeter.

Edremit har ikke tidligere været mål for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Vejret                                                                                                          

Tour of Turkey har blandt andet til formål at promovere Tyrkiet som turistdestination, og det hjælper været til med i disse dage. Således vil også torsdag blive solrig, selvom det vil sky til først på eftermiddagen. Med en temperatur på 16 grader vil det stadig være køligt efter tyrkisk standard, og denne gang vil det også være relativt blæsende med en frisk vind fra nord. Det giver direkte medvind hele vejen ned til forplejningszonen, hvorefter der vil være sidemedvind ned til afslutningen på nedkørslen. Herfra vil der være sidevind hele vejen ind til mål via den lange, flade kystvej.

Analyse af 2. etape

Det er ikke nogen hemmelighed, at Sam Bennett har kæmpet lidt med selvtilliden og med at overbevise sig selv om, at han vitterligt er en af feltets supersprintere. Han har i hvert fald ofte talt om, hvordan han har brug for med jævne mellemrum at sejre, og at blot en lille tørkeperiode hurtigt kan få ham til at tvivle. Derfor har det netop for ham været særligt vigtigt at finde en form for stabilitet, der ellers i den grad manglede i den tidlige del af karrieren, og det er måske i høj grad den sneboldeffekt og deraf følgende voksende tro på sig selv, der i de seneste par år har ført ham det sidste skridt ind i verdenseliten.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Måske var det også det, der var på spil i går. Efter at han ellers med vanlig autoritet havde sikret sig sin 8. etapesejr i det tyrkiske etapeløb ved at vise opkomlingen Fabio Jakobsen, at han altså fortsat mangler lidt for at kunne slå de allerhurtigste, nedspillede han nemlig igen forventningerne til sig selv. Denne gang var det manglende form efter en længere pause, der havde fået ham til at tvivle på egne evner, og derfor virkede han oprigtigt overrasket over, at det faktisk var lykkedes ham at vinde med det, der lignede en vis lethed i løbets første massespurt.

På den baggrund lød Bennett bestemt ikke som en mand, der troede på et trøjeforsvar på dagens 2. etape. Den sluttede nemlig på en bakke, der ganske vist under normale omstændigheder ikke burde være for svær for ireren, som særligt i sidste års Giro dokumenterede, at han klatrer langt bedre end hovedparten af feltets øvrige supersprintere. Bennett gjorde det imidlertid klart, at han vist havde ladet formen dykke lidt mere, end godt var, og han lignede en mand, der primært var kommet til Tyrkiet for at vinde løbets to massespurter.

Efter dagens etape er der imidlertid god grund til at slette det vinderinterview fra diverse arkiver. Det kan nemlig karakteriseres som i bedste fald misvisende og værste fald decideret vildledende, og selvom den altid ydmyge Bennett virkede ganske oprigtig i sin vurdering af sin form, fortjener han vist alligevel prædikatet løgnhals. Da det i dag gik løs i finalen på den lille bakke, der helt som spået slet ikke var så hård, som profilen kunne indikere, var der nemlig ingen, der var blot i nærheden af at kunne true den suveræne irer.

Det så ellers længe ud til, at det var en helt andet Bora-rytter, der skulle løbe med sejren. Lukas Pöstlberger var nemlig lige ved at gentage sin genialitet fra 1. etape af Giroen i 2017, da han udnyttede en smule stilstand i favoritgruppen, da de nåede det lille plateau, der ledte frem til den sidste rampe. I et felt, hvor kaptajnerne alle syntes isolerede, fik han nemlig lynhurtigt opbygget sig et forspring, som længe truede med at sende sejren til Østrig.

Det bragte naturligvis Bennett i en lidt penibel situation, for kunne han vitterligt tillade sig at åbne en spurt, når holdkammeraten havde kurs mod sejr? Det stod imidlertid hurtigt klart, at Pöstlbergers ben blev tunge som bly, da han ramte den sidste lille, ganske stejle rampe op mod mål. Det var signalet for Bennett til at åbne for gassen, og herfra tog han en sejr, der var så knusende overlegen, at der ville være registreret en tidsforskel ned til nr. 2, hvis ikke han havde indledt sin fejring så tidligt.

Sejren vidner atter om, at Bennett har mestret den svære kunst både at udvikle sin hurtighed og at genfinde den holdbarhed, der faktisk var hans varemærke i U23-karrieren, hvor han var kendt som meget mere end bare en sprinter. Sjovt nok var det faktisk først, da han forud for 2017-sæsonen besluttede sig for igen at gå væk fra rollen som en mere klassisk sprinter, at han også begyndte at vinde massespurter på højeste niveau. Dermed har han fået i både pose og sæk og er nu en af de sprintere, der kan begå sig i det bredeste spektrum af finaler.

Sejren blev ikke mindre imponerende af, at finalen faktisk gjorde det af med andre holdbare sprinter. Den næstbedste var højst overraskende Christophe Noppe, der tog en uventet 12. plads, mens bakkespecialisten Juan Jose Lobato med en 16. plads ikke var med helt i front, men dog endelig viste lidt form. Længere tilbage sad en af dagens favoritter Simone Consonni på en beskeden 18. plads, fire placeringer foran den ellers ret tunge Eduard Grosu, der ligesom Noppe overraskede positivt. Til gengæld skuffede folk som Ryan Gibbons, Jon Aberasturi og Enrique Sanz, der ellers alle har denne type spurter som deres speciale, men som slet ikke var i nærheden af at matche de bedste.

I front var der heller ingen spor af Caleb Ewan, men i lyset af det chok, han havde gennemlevet bare en times tid tidligere, var hans 44. plads nok alligevel nærmest en lettelse. Kortvarigt så det nemlig ud til, at hans Giro-deltagelse kunne være i fare, da han blev siddende på asfalten efter et grimt styrt. Heldigvis skulle det hurtigt vise sig, at han med en bandage om håndleddet kunne køre videre, men desværre kostede det ham det nødvendige overskud til også at gøre sig gældende i finalen. Det må utvivlsomt være frustrerende for den lille australier, der efter en lidt tam start for Lotto i den grad har brug for at få styrket en sejrskonto, der foreløbig kun tæller én officielt UCI-sejr, og dagens etape var formentlig hans bedste mulighed for at kunne drage til Italien med en frisk triumf i bagagen. I lyset af de dramatiske konsekvenser, han kunne have måttet imødese, slap han nådigt, men det tyrkiske eventyr bliver nu ikke længere nødvendigvis det, han havde håbet, selvom han - hvis håndleddet har det bedre - burde have fine chancer på især 4. og 6. etape.

De generelle vanskeligheder for sprinterne betød også, at det i stedet især var klassementsrytterne, der boltrede sig i front, og list overraskende opstod der faktisk ganske store huller til sidst. Tv-billederne dokumenterer det ikke, men en stor del af forklaringen på de mange forskelle er et styrt, der i finalen bidrog til at splitte feltet. Det involverede desværre en af løbets helt store favoritter, den spanske veteran Raul Alarcon, der efter flere år med fremragende resultater i både Spanien og Portugal, her har fået sin store chance for at vise sine evner i et WorldTour-løb. Heldigvis har han som følge af uheldet fået noteret samme tid som mange af de øvrige favoritter, herunder W52-holdets plan B, Ricardo Mestre, men det udestår stadig at finde ud af, om han er for forslået til at spille den ventede hovedrolle senere i løbet.

Læs også

UAE-komet vinder efter fænomenal nedkørsel

Derudover var det som ventet de mere eksplosive folk, der var med i front. Mest tilfreds kan Felix Grossschartner være, efter at han med en flot spurt ikke blot sikrede Bora en dobbeltsejr, men også kunne sætte seks bonussekunder ind på kontoen. Om han er for tung til Kartepe-stigningen på lørdag, har vi stadig til gode at se, men dagens resultat viser i hvert fald, at han er kommet til Tyrkiet med god form. Ligeledes var det forventeligt at se de hurtige UAE-klatrere Jan Polanc og Valerio Conti helt fremme samt de to puncheurs Mauro Finetto og Valerio Conti, ligesom også halvhurtige Merhawi Kudus kunne sætte list sekunder på kontoen i forhold til flere af rivalerne. Til gengæld var der et lille tidstab til to af løbets øvrige favoritter, Ben O’Connor, der ikke overraskende led lidt i den eksploisve finale, samt Remco Evenepoel.

Netop Evenepoel må leve med, at han som en forventet kommende superstjerne, tiltrækker sig enorm opmærksomhed, og derfor bliver hver en meter af hans kørsel gransket ekstra tæt. Mange belgiske medier vil da helt sikkert også bemærke, at det belgiske fænomen stadig har en del af lære, hvad taktik angår. I hvert fald lignede det ikke verdens klogeste beslutning at være så aktiv i en finale, hvor han alligevel ikke havde de store chancer, og hvor hans store aktivitet formentlig var hovedforklaringen på det lille tidstab. På den anden side har han ikke haft mange muligheder for at lære blot det mindste om taktik og økonomisk kørsel i en juniortid, hvor han som regel tilbragte alle løbene helt alene langt foran feltet

Forhåbentlig holder han lidt mere igen, når det helt store slag om den samlede sejr skal slås på lørdag, for han får brug for alle kræfter, hvis han skal sejre på toppen af den modbydelige stejle Kartepe-stigning. Indtil da må han leve med, at al opmærksomhed formentlig vil være rettet mod Bennett, der med den præstation, han i dag leverede, reelt kan drømme om at vinde fem af de seks etaper. Den næste chance kommer allerede torsdag, hvor han igen skal finde de mere klassiske sprinterben frem. Nu ved vi i hvert fald, at der intet er i vejen med formen, og at man aldrig skal stole på, hvad der kommer ud af munden på den irske løgnhals.

Favoritterne

Efter at dagens etape som ventet ikke gjorde nogen forskel i klassementet, ser sprinterne frem til igen at komme til fadet i det, der må ventes at være løbets sidste chance for de tunge sprintere. Det er til gengæld også en glimrende en af slagsen, for i et løb, hvor der generelt er skruet op for vanskelighederne i finalerne, byder 3. etape på den eneste helt lette rute, som vi kender dem fra Tyrkiet. Ganske enkelt er der en lang, jævn opkørsel, men den vil ikke spille en rolle på en dag, hvor blot ca. 120 km skal tilbagelægges, og hvor sprinterne dermed håber at være relativt friske til sidst.

Derfor ligner det også en dag, der som udgangspunkt vil være ganske udramatisk. Alle ved, at Bora og Deceuninck vil arbejde for en massespurt, og derfor vil der næppe være den helt store lyst til at gå i udbrud. Der er ret hård kamp om de sekundære trøjer, og det kan give anledning til lidt tidlig aktivitet, men når først gruppen er kørt, burde det hurtigt falde til ro. På så kort en etape vil man ikke give dem lang snor, og vi forventer, at Bora og Deceuninck vil stå for arbejdet. Lotto burde måske også give en hånd med, men i lyset af Caleb Ewans styrt kan de vælge at tage den med ro.

Den lange stigning midtvejs er let og burde ikke volde kvaler, men det skal til gengæld blive interessant at se, hvad der sker, når man rammer den flade kystvej. Her vil der nemlig være direkte sidevind og endda en ikke ubetydelig en af slagsen. Det burde som minimum give lidt nervøsitet og stress. Vi har da også før set, at feltet kan splittes i Tyrkiet, men det hører til sjældenhederne. Vi vil tro, at det på den store, brede vej vil være svært at udnytte forholdene, men vi udelukke det ikke helt. Vi tror mest, at det ender i en fuldtonet massespurt, men hvor sidevindskørslen måske kan trætte folk lidt mere på den ellers ret lette etape.

Til slut venter en helt enkel spurt, hvor man blot følger en lang, lige, flad vej, der er helt uden sving. Dermed ligner det en rigtig lækkerbisken for de klassiske sprintere med den højeste topfart, og det er ikke en spurt, hvor man nødvendigvis skal bruge et godt tog.

Efter dagens opvisning er det svært at komme udenom, at Sam Bennett er den klare favorit. Al snak om dårlig form blev i hvert fald effektivt gjort til skamme, da han med stor autoritet satte sig igennem i en finale, hvor det trods alt krævede en vis kondition at sidde med i front. Dermed er det hævet over enhver tvivl, at Bennett er kommet til Tyrkiet ganske velforberedt, og han viste på 1. etape, at han helt som forventet ikke blot på papiret, men også i virkelighedens verden er feltets hurtigste.

Udfordringen har tidligere været hans positionering, men det har han virkelig fået styr på. Det har vi set i alle hans seneste løb, hvor han har gjort det til sit speciale at sætte sig bag det bedste tog. Det vil han formentlig også gøre i morgen, hvor det er ganske tænkeligt, at det er ham, der vil sætte sig bag Deceuninck, og lykkes det, bliver han meget svær at slå. I forvejen er det en ret ukompliceret finale, hvor hurtigste mand bør vinde, og da det er Bennett, ligner det et stensikkert irsk hattrick.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Hans værste rival må være Fabio Jakobsen. Forud for løbet var der en vis spænding om, hvor tæt den unge hollænder ville være på Bennett, efter at han siden sidste års Tour of Guangxi har vist, at han også kan slå verdens bedste på ren fart. Han var da heller ikke langt fra i tirsdagens spurt, men måtte efterfølgende erkende, at han havde åbnet lidt for tidligt i den hårde modvind. Det var imidlertid så tæt, at Jakobsen kan have en berettiget forventning om, at han måske kan få ram på sin irske rival.

Skal det lykkes, skal han naturligvis lukrere på sin største fordel: sit tog. Vi så i går ikke uventet, at Deceuninck var i særklasse de stærkeste, og selv uden Michael Mørkøv, der aldrig kom frem, afleverede Davide Martinelli, Maximilano Richeze og Alvaro Hodeg hollænderen perfekt. Det vil de formentlig gøre igen i morgen, og herefter er der op til Jakobsen at vise, at han med lidt bedre timing måske alligevel kan vinde.

Onsdag var en møgdag for Caleb Ewan, der fik spoleret sin måske bedste chance for at vinde en etape af et dumt styrt. Heldigvis burde han ikke have pådraget sig alvorlige skader, men et ømt og forslået håndled er alt andet end ideelt, når der skal rives i styret under en spurt. I forvejen er han oppe mod to på papiret hurtigere konkurrenter, efter at vi på 1. etape fik bekræftet, at han stadig ikke har den fart, han havde i 2017.

Alligevel må Ewan være den værste trussel mod en sejr til en af de to store favoritter. Faktisk var hans spurt i går slet ikke ringe, og han havde faktisk fin fart. I stedet var det igen hans positionering, den kneb med, men får han rettet op på det på en dag, hvor de forhåbentlig gemmer Jasper De Buyst til finalen og dermed har et ganske fint tog, som også tæller Enzo Wouters og Roger Kluge, er det ikke umuligt. Vi så i hvert gald med de to 2. pladser i Paris-Nice, at han med den rette timing har en sejr inden for rækkevidde.

Deceuninck bør køre for Jakobsen, der er holdets hurtigste, men det kan ikke helt udelukkes, at der er lavet en arbejdsdeling mellem ham og Alvaro Hodeg. De har i hvert fald før fordelt opgaverne mellem sig og støttet hinanden, og selvom logikken siger, at formstærke Jakobsen er manden, der skal satses på, ved man aldrig. Vi så imidlertid også så sent som i Koksijde, at Hodeg ikke har sin holdkammerats fart, og han skal derfor gøre alt rigtigt for at vinde. Med det bedste tog er det imidlertid ikke umuligt. Faktisk slog han sidste år Bennett på den ligeledes helt flade 5. etape, og det viser, at han har en reel chance.

Det er svært at forestille sig en vinder fra et af de andre hold. Måske er det Matteo Malucelli, der har den bedste chance. Vi så i hvert fald med 2. pladsen på 1. etape i San Juan, at han er lynhurtig efter et relativt let løb. Han har haft det overraskende svært i positionskampen på det seneste, men med et tog, der tæller Sebastian Mora samt Jon Aberasturi og Nelson Soto, der måske begge også kan få chancen, står han ikke dårligt i en ukompliceret finale som denne. Kan han ramme rigtigt, ligner han i hvert fald en af de få, der har farten til at true de store. Alternativt kan formstærke Aberasturi og endda også Soto komme i spil. De er begge gode kandidater, men det er svært at se dem slå de hurtigste.

Det kan Eduard Grosu måske. Rumæneren har haft en svær sæsonstart, men synes at have fundet formen. Det så vi senest i det ret hårde løb i Vitré, hvor han kørte i top 5 og igen på 1. etape. Grosus speciale er ganske vist tekniske spurter, hvor han kan bruges sin kamikazeagtige kørestil, men vi så i tirsdags, at han også kan gøre sig gældende i mere enkle afslutninger. Han vandt sidste år en spurt i Tour of Croatia og har dermed vist, at han kan gøre sig gældende på dette niveau.

UAE Team Emirates har igen to kandidater i Simone Consonni og Juan Sebastian Molano. På 1. etape kørte de for italieneren, og derfor burde det vel egentlig være colombianerens tur. Han styrtede imidlertid heftig på dagens etape og kan næsten ikke være kommet nådigt fra det ret ublide møde med asfalten. Derfor tror vi, at de atter kører for Consonni, men han burde ikke være hurtig nok i en boulevardspurt som denne. Til gengæld er han god til at positionere sig, og hans tog med Alexandro Rabbushenko og Molano er ganske stærkt. Vi håber dog, at Molano er frisk nok, for han viste med sin fine kørsel i Asien sidste år og sejren i Colombia, at han har et vist potentiale og en fin topfart.

Tør vi nævne Mark Cavendish ? Vi vover at gøre forsøget. Briten har ellers intet vist siden sin seneste sygdomsperiode, men faktisk så han slet ikke dårlig ud i dag, hvor han tog en flot føring i bunden af bakken. Dermed kan man håbe, at han efterhånden har fundet lidt form. Han synes totalt at have mistet sit gamle killerinstinkt og sin eminente positioneringsevne, men i en enkel finale som denne burde han altså kunne lukrere på et tog, der tæller Ryan Gibbons og ikke mindst Mark Renshaw. Det ville helt sikkert glæde mange, hvis en af feltets helt store stjerner kunne vise glimt af sin gamle hurtighed på en let etape, hvor han som minimum burde være konkurrencecdygtig.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Neri Sottoli har den ganske lovende Luca Pacioni, der i år har vist fornem hurtighed. Det så vi senest med 6. pladsen på 1. etape, men hans resultater fortæller slet ikke, hvor stærk han er. Han positionering har nemlig været helt til hundene, og han er altid kommet med fart fra en skidt position. Her har han imidlertid et lidt bedre tog med særligt Liam Bertazzo, niveauet er lavere end i flere andre løb, og finalen er så enkel, som den kan være. Dermed kan der være et berettiget håb om, at det endelig vil lykkes Pacioni at havne i en position, hvor han kan vise, hvor hurtig han virkelig er.

Nippo stiller med det unge sprintertalent Giovanni Lonardi, der virkelig har imponeret i sin første tid, hvor han har taget flere sejre i Asien. Her får han chancen for at måle sig med de store, og det gik hæderligt på 1. etape. Han mangler helt sikkert rutine i positionskampen, men med et tog, der tæller både Juan Jose Lobato og Imerio Cima har han fin støtte. Samtidig er finalen så let, at det burde være en god chance for ham til at vise, at han har farten til at blande sig med de store kanoner.

Vi vil også pege på Enrique Sanz. Den erfarne spanier er egentlig ikke en mand til flade boulevardspurter som disse, og han vil utvivlsomt havde foretrukket et hårdere etape. Omvendt kommer han til løbet med fin form efter sine tre nylige etapesejre i Alentejo, og generelt har han i år spurtet bedre end længe. Han har formentlig stadig ikke farten til at være med helt i front, men kombinationen af god form og positionering kan give et hæderligt resultat.

Det skal også blive spændende at følge Rally. Holdet fejlede på 1. etape, men har på papiret et ganske fint tog. Det er stadig åbent, om de satser på Ty Magner eller John Murphy, der synes at bytte lidt rundt af og til, men de har begge vist, at de kan være med helt i front i de amerikanske løb. Denne finale er ret enkel og ligner det, de kender fra hjemlandet. Derfor burde det være på en etape som denne, at de kan blande sig i front, ikke mindst fordi toget er så godt og også tæller Evan Huffman og Pier-André Cote.

Endelig vil vi pege på Christophe Noppe. Belgieren har ikke en skræmmende hurtighed, men i år er han oftere og oftere endt ganske pænt. Det gjorde han senest på 1. etape, og i dag overraskede han stort med en 12. plads i en finale, der slet ikke burde være ham. Det tyder på, at han i den grad har fundet noget form. Han har formentlig stadig ikke farten til at være med helt i front, men han synes efterhånden at have fundet den positioneringsevne, der før ham relativt stabil i spurterne, og benene er helt åbenlyst gode.

Andre kandidater til spurten er Jordan Parra, Luis Carlos Chia, Ahmet Örken, Yevgeniy Gidich, Samuel Caldeira, Daniel Lopez og Matthew Gibson, men de får alle svært ved at være med helt i front i en boulevardspurt som denne.

Feltet.dks vinderbud: Sam Bennett

Øvrige vinderkandidater: Fabio Jakobsen, Caleb Ewan

Outsidere: Alvaro Hodeg, Matteo Malucelli, Eduard Grosu, Simone Consonni, Juan Sebastian Molano

Jokers: Mark Cavendish, Luca Pacioni, Giovanni Lonardi, Jon Aberasturi, Enrique Sanz, Ty Magner, John Murphy, Christophe Noppe