Ruten

Der er en grund til, at sprinterne ofte holder sig væk fra Dauphiné, der jo først og fremmest er et bjergløb, men som regel har løbet haft en eller to etaper også for de rigtige sprintere. Det gælder også i år, for efter to ganske kuperede dage kan rytterne tirsdag endelig se frem til lidt mere menneskeligt terræn. 3. etape brder nemlig kun på fire mindre stigninger, og med mere end 50 helt flade kilometer til sidst er der lagt op til massespurt i Riom.

I alt skal der tilbagelægges 177 km, der fører feltet fra Le Puy-en-Velay til Riom. Fra start kører man mod nordvest igennem let stigende terræn, inden man drejer mod nord for at køre op ad kategori 4-stigningen Cote d’Allegre (2,1 km, 4,7%), hvis top rundes efter 24,5 km. Efter et lille fladt stykke går det videre mod nord via en ganske teknisk nedkørsel, inden man rammer en lang, lige og let faldende vej, der fører mod nord frem til forplejningszonen, som nås efter 80,5 km. Herefter drejer man mod nordvest for via en snoet vej at køre igennem let faldende terræn ned til dagens tre sidste små bakker.

De kommer umiddelbart efter hinanden og indledes med kategori 4-stigningen Cote d’Augerolles (4,9 km, 3,5%), der har top efter 105,5 km. Efter en nedkørsel kommer kategori 4-stigningerne Cote de Courpiere (2 km, 4,7%) og Cote de Coulaud (1,2 km, 5,6%) lige i rap med toppe efter hhv. 117,5 og 121 km. Herfra fortsætter man mod nordvest via et let faldende stykke, inden det bliver helt fladt, når man kører mod nord og siden vest, sydvest og øst frem til dagens spurt, der kommer efter 158,5 km. Til slut går det mod vest og nordvest igennem fladlandet frem til målbyen, hvor der venter en helt enkel finale uden ét eneste sving på den mere end 5 km lange opløbsstrækning, der er 6 m bred. Det stiger ganske let, den sidste kilometer med 0,7% i snit.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Etapen byder på i alt 1386 højdemeter.

Riom har ikke tidligere været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Vejret

Det triste vejr fra dagens etape fortsætter endnu en dag. Tirsdag ventes det nemlig at skulle regne gennem hele etapen, og det vil kun tage til, som dagen skrider frem. Temperaturen vil ikke være højere end 15 grader, og der vil bare være en svag til let find sydøst og øst. Det giver med- og sidemedvind stort set hele dagen. Til slut vil der være medvind på den alenlange opløbsstrækning.

Analyse af 2. etape

Criterium du Dauphiné har traditionelt været et løb, der er blevet afgjort på en kombination af en ofte lang enkeltstart og tre eller fire store bjergetaper i Alperne. Ganske vist har ASO brudt lidt op i det til tider fastløste manuskript, siden de overtog løbet, men alligevel har det hørt til sjældenhederne, at de første tre dage, har ført til det helt store drama.

Sådan skulle det ikke blive i år. Allerede da ruten blev præsenteret, og det blev annonceret, at man for første gang ville bevæge sig ind i Cantal-departementet, der er kendt som hjemsted for noget af det vanskeligste terræn, det knaldhårde Massif-Central kan byde på, lå det i kortene, at en overraskelse måske kunne være i vente. Da profilen for dagens 2. etape blev den fornemmelse kun styrket, men alligevel kom det formentlig bag på de fleste, at vi allerede mandag reelt skulle kunne afskrive flere af forhåndsfavoritterne fra kampen om den samlede sejr.

Det var da heller ikke givet, at ruten, der trods alt bød på 15 flade kilometer til sidst, skulle få så dramatiske konsekvenser, som de gjorde, da navne som Richie Porte, Emanuel Buchmann, Dan Martin, Romain Bardet og Steven Kruijswijk alle tabte 31 sekunder. Heldigvis viste feltet en helt enorm kørelyst, der allerede fra start gjorde løbet så benhårdt, at alle tidsplaner blev sprængt i stumper og stykker. Den vanskelige start blev nemlig ikke blot benyttet af de klassiske lykkeriddere som Alessandro De Marchi og Benoit Cosnefroy, men også af klassementsryttere som Emanuel Buchmann, Julian Alaphilippe, Tom Dumoulin og David Gaudu, som ingen naturligvis kunne tillade sig at forære blot det mindste forspring, og da de fandt vej til et skræmmende udbrud, stod det klart, at håbet om en sejr til en af de holdbare sprintere definitivt var slukket.

Ineos indså nemlig hurtigt faren, og hvis nogen var i tvivl om, hvorvidt Chris Froome er kommet til Frankrig for at vinde løbet, blev det tydeliggjort, da Michal Kwiatkowski, som oprindelig havde fundet vej til udbruddet, blev kaldt tilbage. Briterne vurderede nemlig, at polakkens chancer mod folk som Buchmann, Alaphilippe, Dumoulin og Gaudu var for små, og derfor var det ikke risikoen værd at lade gruppen sejle væk. Havde Ineos taget den chance, kunne de nemlig meget vel have smidt løbet på gulvet, for der var ikke mange andre hold end dem, der ville kunne køre så stærk en gruppe ind. Måske ville det have tvunget andre mandskaber til at reagere, men om de kunne have skabt samling, var meget tvivlsomt. Derfor viste Ineos-ledelsen fuld støtte til Froome ved at kalde Kwiatkowski tilbage, og derefter gik den vilde jagt gennem det vanskelige terræn, hvor det lynhurtige tempo sled det meste af feltet ned til sokkeholderne, inden udbruddet langt om længe blev kørt ind kort inden den sidste stigning.

Det førte naturligvis blot til nye angreb, men da den efterfølgende gruppe slap fri, var truslen slet ikke af samme karakter. Ganske vist talte den nye gruppe stærke klatrere som Dylan Teuns og Guillaume Martin, men førstnævnte er for begrænset i de høje bjerge og sidstnævnte så svag en temporytter, at Froome ikke så nogen umiddelbar grund til at reagere. Da duoen helt som forventet viste sig at være de stærkeste på den sidste stigning, gik briterne således ikke i panik, og de koncentrerede sig i stedet om det klassementsslag, som det voldsomme tempo havde åbnet døren for.

Her var der også brug for alle ressourcer. Ganske vist havde Ineos igen imponeret med en skræmmende styrke, der betød, at de kun havde brugt Vasil Kiryienka og Ian Stannard op, da de nærmede sig sidste stigning, men den sidste forcering for at hente udbruddet, havde også sendt Kwiatkowski og Dylan Van Baarle til tælling. Da Gianni Moscon havde en offday, efterlod det Froome med bare Wout Poels ved sin side, og briterne så derfor kortvarigt en smule sårbare ud, da en flyvende Michael Woods fik Alberto Bettiol til at sprænge feltet til atomer, efter at hans EF-hold allerede på den foregående stigning havde vist, at canadieren er kommet til Frankrig for at køre cykelløb.

Det var dog ikke Woods, men en yderst velkørende Thibaut Pinot, der åbnede ballet og tydeligt fik vist, at han allerede nu nærmer sig den forrygende form, der sidste efterår indbragte ham en suveræn sejr i Il Lombardia. Woods, der virkelig var i sit es i dette eksplosive terræn, var over ham som en mis, men det bar vel alligevel Froome, der med størst autoritet satte sig igennem. Uden de store problemer kørte han væk fra favoritgruppen og alene op til de to rivaler, og han viste dermed, at det ikke var uden grund, at hans hold tidligt på etapen havde satset 100% på Tour-kongen. I hvert fald lignede Froome en helt anden rytter end den mand, der i sin seneste optræden i løbet i 2017 var langt fra sit vanlige niveau, og for første gang i år gav han et bevis på, at der er en grund til, at de fleste vel stadig betragter ham som manden, der skal slås til sommer. Med tanke på enkeltstartens betydning på denne ganske lette rute fik Froome i hvert fald i dag etableret sig som den oplagte favorit til dette løb, hvor han altså kan tage sin fjerde sejr på bare syv år.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Kort efter fik også de fleste af de øvrige favoritter kontakt igen, men det holdt hårdere. Jakob Fuglsang blev måske fanget lidt ude af position og lignede ikke en mand i svær krise, men det holdt lidt hårdere for Nairo Quintana, der eksploderede i forsøget på at følge Froome. Heller ikke Adam Yates lignede en mand med det allerstørste overskud, men alle var de dog stærke nok til komme tilbage. Det samme var den skræmmende stærke Poels, der trods sit arbejde på den nedre del af stigningen stadig havde overskud til at køre fra folk som Porte, Martin, Bardet og Kruijswijk, og dermed fik kronet den Ineos-opvisning, vi var vidner til gennem hele løbet. Med en sådan løjtnant kan Froome med tryghed imødese de kommende etaper, og samtidig kan han glæde sig over, at den ustabile hollænder for en sjælden gangs skyld viser form allerede fra starten af sommeren og ikke desperat skal jagte sine bedste ben, inden de som regel kommer i Tourens tredje uge.

Den store taber var naturligvis Porte, der på bekymrende vis bar yderligere ved til frygten for, at han vitterligt ikke længere har det niveau, han havde i sine bedste år. I hvert fald skal vi nu et år tilbage for at finde sidste gang, den eminente australier viste os, hvorfor han i de senere år har været den dominerende skikkelse i de ugelange etapeløb. Efterfølgende gav han imidlertid udtryk for en vis tilfredshed med resultatet, for det er åbenbart en del af en langsigtet plan om ikke denne gang at være i flyvende form allerede en måned inden Touren. Om det er den sande forklaring på dagens knap så prangende præstation, ved vi først om en måneds tid, men med tanke på de generelle præstationer i det seneste års tid kan man ikke undgå at være en anelse bekymret på hans vegne.

Mere overraskende var det, at Dan Martin og Romain Bardet kom til kort. Mens Porte af natur er en uforudsigelig lottokupon, man aldrig kan regne med, har Martin og Bardet i de seneste år været nogle af de mest stabile ryttere i netop dette løb. Ganske vist havde Bardet allerede inden løbet meldt ud, at formen nok ikke var helt så god denne gang, men alligevel var det overraskende, at han kom til kort på en etape som denne. Endnu mere uventet var det for Martin, der ellers burde være i sit es i denne type terræn. I lyset af, at enkeltstarten i forvejen stod til reelt at udelukke en samlet sejr til dem begge, ser de dermed nu definitivt ud til at være ude af kampen om det podium, de begge tidligere har besteget to gange.

Lige så overraskende var det, at den ellers normalt så stabile Steven Kruijswijk ikke sad med - og så alligevel ikke. Hollænderen har nemlig aldrig været specielt god i ugelange etapeløb, hvor hans dieselmotor aldrig når at blive varm, og da etapen her samtidig havde en ganske eksplosiv finale, var det ikke just en dag for Kruijswijk. Med tanke på, at han på sine gode dage kan hive en god enkeltstart op af hatten, var det således ikke noget dårligt udkomme for rivalerne, at de fik sat hollænderen lidt tilbage, inden hans motor kommer i omdrejninger, og vi rammer de lange stigninger, der er hans virkelige force.

Mest grund til ærgrelse har Emanuel Buchmann nok. Mens Dumoulin, der i parentes bemærket grundet sin knæskade slet ingen klassementsambitioner har haft, Haig, Gaudu og Alaphilippe alle betale en dyr pris og smed deres klassement med den modige offensiv tidligt på etapen, imponerede tyskeren ved som den eneste udbryder også at kunne køre finale. Med det in mente er det nærliggende at tro, at han ville have med i front, hvis han havde bevaret roen først på etapen og kørt som de øvrige klassementsryttere. Set i bakspejlet var den tidlige offensiv både hovedløs og uklog, men på den anden side så vi i Baskerlandet, at han med et lignende overraskelsesangreb var meget tæt på at løbe med den samlede sejr. Og dagens flotte præstation er i hvert fald endnu et stensikkert vidnesbyrd om, hvor enorme fremskridt han har gjort i en 2019-sæson, hvor han har været en af sæsonens oplevelser.

Midt i det hele glemmer vi næsten Teuns’ flotte sejr, og det er egentlig urimeligt. Ganske vist er han formentlig stadig for begrænset på de lange alpestigninger til at kunne være med i kampen om sejren, men dagens resultat var en hårdt tiltrængt succes efter en ardennersæson, der for andet år i træk endte som en fiasko. Desværre kniber det for Teuns at finde sine bedste ben, præcis når han vil, men når det lykkes, er han imponerende. Mange husker sikkert hans drømmesommer i 2017, hvor han vandt tre etapeløb, herunder WorldTour-løbet Tour de Pologne, på mindre end en måned, og sidste år kørte han som udbryder en dybt imponerende Vuelta, inden han med en 3. plads i Lombardiet sikrede sig sin første podieplads i Lombardiet. Og netop i den italienske klassiker overraskede han med sine evner i meget bjergrigt terræn. Kan han gøre det igen i denne uge samt køre enkeltstarter, som han gjorde sidste efterår, kan han måske alligevel holde sig til ganske langt fremme i klassementet.

Det bliver nok i virkeligheden sværere for Martin. Den lille Wanty-rytter fik ellers igen dokumenteret de store fremskridt, han fortsætter med at gøre, men desværre vil han få så gedigne prygl på onsdag, at han aldrig vil kunne vinde dette løb. Til gengæld blev han næsten belønnet for den initiativlyst, han altid udviser, og man kan nu håbe, at det er et varsel om, at han vil få sit helt store gennembrud, når han atter skal føre Wanty-mandskabet an i Touren om en måneds tid.

Hvorvidt det vil ske, vil vi blive meget klogere på i de kommende dage. Dagens medrivende etape var nemlig kun en lille appetizer, der skulle vise sig langt mere informativ, end vi kunne have forventet. Dauphiné er nemlig et løb, der først og fremmest afgøres på enkeltstarten og i Alperne, som vi først rammer på fredag. Hvis dagens generalprøve var et varsel om, hvad vi har i vente, kan vi ikke undgå at gå en god udgave af det franske bjergløb i møde.

Favoritterne

Dauphiné har aldrig været et sprinterløb, men de hurtige folk får som regel en chance eller to for at teste Tour-formen. Det gør de også i år, hvor det efter en usædvanligt vanskelig start på løbet endelig er tid for de hurtige folk at komme til fadet. Vest for Alperne findes der nemlig masser af fladt terræn, og efter en 2018-udgave, hvor de hurtige folk havde det næsten urimeligt svært, har arrangørerne i år lagt to godbidder ind til sprinterne i det fladland, der trods alt også er en naturlig del af bjergløbet.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Derfor bør der heller ikke være meget hokuspokus over denne etape. Det kan godt være, at løbet heller ikke i år har tiltrukket mange sprintere, men det gør det bare endnu mere oplagt for dem, der er mødt frem, at gå efter sejren. Samtidig har det været en brutal indledning på løbet, og der er helt sikkert et træt ben eller to, der vil se frem til en lidt roligere dag i sadlen.

Vi forventer således, at det bliver en begivenhedsfattig start, hvor udbruddet etableres nærmest fra km 0. Der er ikke megen grund til at gå i en udsigtsløs offensiv, og derfor vil det formentlig kun være de mindre hold, der er aktive. Bahrain vil hurtigt tage kontrol med det dobbelte formål at forsvare Dylan Teuns’ trøje og gå efter en spurtsejr med Sonny Colbrelli, og vi forventer, at de hurtigt får selskab af Bora og Deceuninck-Quick Step, der har løbets to hurtigste sprintere. Også Arkea kan tænkes måske at give en hånd med, og det bør være nok til at skabe samling. Man skal altid passer på med at undervurdere et udbrud på en medvindsetape som denne, men med den helt ubarmhjertige finale, hvor der ikke er ét eneste sving, bør sprinterholdene kunne skabe samling til den ventede massespurt

Selve spurten kunne ikke være enklere. Ganske vist er vejen ikke særlig bred, men den er til gengæld alenlang. Med andre ord er det en spurt for de virkelige powersprintere, der ikke nødvendigvis er svært afhængige af et godt hold. Samtidig betyder medvinden, at det er en spurt, der kan køres langt udefra, men hvor man også skal tage i betragtning, at vejen er ganske let stigende.

Det får os til at pege på Sam Bennett som vores favorit. Ireren har i år for alvor cementeret sin status som en af verdens absolut hurtigste, og efter at han i år har slået navne som Elia Viviani og Fernando Gaviria i en direkte udmåling på topfart, kan man sagtens argumentere for, at han er den værste trussel mod Dylan Groenewegens position som feltets hurtigste sprinter. Samtidig har han imponeret med en positioneringsevne, der er blevet markant forbedret, og han har tillige vist fremragende holdbarhed undervejs. Også forud for dette løb viste han fornem form i Rund um Köln og ikke mindst i Hammer Series, og han er formentlig kommet lettere igennem de seneste dage end mange af de mere klassiske sprintere. I et løb uden mange sprintertog er hans støtte fra Christophe Pfingsten og Shane Archbold endda noget af det bedste, der kan opdrives. Kombinerer man det med, at Bennett har den højeste topfart, bør han kunne føje endnu en sejr til den lange række på denne etape.

Hans værste rival må være Alvaro Hodeg. Det kan godt være, at colombianeren ikke helt har samme topfart som kollegaen Fabio Jakobsen, men han har haft en karrierestart, der ikke er meget ringere end hollænderens. Det er blevet til WorldTour-sejren i Catalonien, Polen og Tyrkiet, og i sidstnævnte slog han sågar Bennett i en af 2018-udgavens to klassiske massespurter. Efter en lidt svær start på året kommer han til dette løb med god selvtillid, efter at han i Tour of Norway fik ram på hurtige folk som Alexander Kristoff og Kristoffer Halvorsen, og selvom Bennett er af en anden kaliber, har han altså vist, at han med den rette timing kan true ireren. De seneste hårde dage er en ulempe for den tunge colombianer, men han kan til gengæld glæde sig over, at hans tog med Petr Vakoc, Zdenek Stybar, Philippe Gilbert og Julian Alaphilippe bliver svært at matche for mange andre end Bora.

Tør vi nævne André Greipel som en af de absolutte topfavoritter? Egentlig berettiger hans præstationer i år slet ikke til det, men det er omvendt svært at finde mange andre, der har en topfart, der kan måle sig med Bennetts. Den fart har Greipel slet, slet ikke vist i en sæson, hvor han nærmest ingen resultater har opnået, og hvor hans i forvejen ringe positioneringsevne er blevet nærmest katastrofal. Han føler da også selv, at han totalt har mistet killerinstinktet, men skal man pege på en spurt, hvor han kan rejse sig, må dette være den ideelle. Dels er der tale om en let stigende powerspurt lige efter Greipels smag, og dels er de tekniske udfordringer så små, at selv Greipel skulle have en chance for at placere sig godt. Toget er svagt, hvilket igen kan blive en enorm hindring, men i Florian Vachon har han dog en vis støtte. Han har trænet stenhårdt frem mod Touren og vil være topmotiveret til endelig at sikre sig et resultat. Da det trods alt er under et år siden, at han ikke var langt fra at vinde en Tour-etape og slog folk som Gaviria og Ewan i Tour of Britain, kan man håbe, at det også kan lade sig gøre.

Sonny Colbrelli var svært uheldig med at blive lukket inde på 1. etape, hvor han havde sin bedste chance for at vinde en etape. Heldigvis har han vist fremragende form, ikke mindst i dag, hvor han sad med meget langt fremme. Han er bestemt ikke ren sprinter, men en let stigende powerspurt burde ikke være ringe for en af feltets bedste puncheur. Samtidig er han kendt for at spurte godt, når alle er slidte, og han vil være kommet lettere igennem de seneste etaper end de fleste af rivalerne.  Desværre har det på det seneste knebet meget med positioneringen, men det kan han måske se sig ud af i denne ukomplicerede finale. Toget er desværre heller ikke det bedste, men han har dog i Jan Tratnik og Luka Pibernik to folk til at køre sig frem. Det er ikke den ideelle etape for Colbrelli, men i dette felt har han en chance.

Clement Venturini er bestemt ikke en ren sprinter, men i dette felt bør han være en af de hurtigste. I år har han gjort ganske store fremskridt, og selvom hans bedste resultater er kommet i stigende spurter, har han med sin gode positioneringsevne også gjort det godt i fladere finaler. Med Bardets lille nedtur i dag kan han forhåbentlig få Oliver Naesen og Benoit Cosnefroy til at køre for sig, og i dette felt er det slet ikke en ringe støtte. Opløbet stiger heldigvis også en anelse, og det bør tiltale Venturini, der dog først og fremmest skal vinde i kraft af sin positioneringsevne, timing og snilde.

Edvald Boasson Hagen fik en drømmestart på løbet, men det bliver ikke let at tage sejr nr. 2 i morgen. I de senere år har han nemlig tabt en del topfart, og han er slet ikke så hurtig som tidligere. Det blev tydeligt i Norge, hvor han klart blev slået af de mere rene sprintere, men han var dog stadig konkurrencedygtig, når det lykkedes ham at finde en god position. Den let stigende powerspurt burde være god for Boasson Hagen, der til gengæld må se langt efter megen støtte. Det vil nok kræve en del held at finde den rette position, men lykkes det, synes han i dette felt at have farten til at levere et godt resultat.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Mitchelton-Scott skal vælge, om de vil køre for Luka Mezgec eller Daryl Impey. Normalt er Mezgec den mest oplagte afslutter i en klassisk spurt som denne, men inden løbet gik holdets meldinger i retning af, at der skulle træffes en beslutning undervejs. Mezgec viste da heller ikke just forrygende fart i Norge, og det kan derfor gå begge veje. I en spurt som denne må sloveneren dog fortsat formodes at være hurtigst, og han ligner det mest naturlige valg. Uanset hvem der vælges, vil vedkommende imidlertid have et fremragende tog, der også tæller plan C, Dion Smith. Hverken Mezgec eller Impey har den højeste topfart, men i en afslutning som denne kan de måske kompensere for det.

Med Marcel Kittels pause har Jens Debusschere pludselig overtaget rollen som førstesprinter på Katusha, men det er nu ikke meget, belgieren har vist for at gøre sig fortjent til den tillid. I de senere år har der været langt mellem resultaterne, og senest så han mildt sagt ikke imponerende ud i de spurter, han kørte i Californien. Når vi alligevel nævner ham, skyldes det et opløb, der passer ham, og hvor han ikke lider for meget under positioneringsproblemerne. Samtidig har Katusha med Alex Dowsett, Nils Politt, Jose Goncalves og Mads Würtz et ganske potent lead-out, han måske kan lukrere på.

Da han vandt en etape i Eneco Tour i 2017, viste Edward Theuns en imponerende topfart. Desværre gik han helt i stå i løbet af sin sæson på Sunweb, og det bestemt ikke gået meget bedre efter hjemkomsten til Trek. Her burde han dog få en chance for at genfinde lidt af fordums styrke i en stigende spurt, der passer ham. Hos sig har han endda en af feltets bedste lead-out men i Koen De Kort, og et godt lead-out fra hollænderen kan måske være nøglen til en lille genrejsning af Theuns, der nu burde få lidt mere støtte, efter at Richie Porte ikke just imponerede på dagens etape.

Bryan Coquard har fravalgt løbet til fordel for Belgium Tour, og det giver Lorrenzo Manzin en stor chance for at spurte i et af Frankrigs største løb. Med en 2. plads på sidste etape i Vueltaen i 2017 har franskmanden vist sine evner på dette niveau, men desværre er hans form meget svingende. I år lagde han stærkt fra land, men oplevede derefter en lang periode med dårlige ben. I de seneste uger er det blevet bedre, og han har blandt andet vundet Tour de Bretagne samlet, men imponeret har han ikke. Desværre er hans tog også næsten ikke-eksisterende, og det kan gøre det svært for en rytter, der måske nok er hurtig, men også positioneringssvag.

Astana skal beslutte sig for, om de vil spurte med Davide Ballerini eller Magnus Cort. Baseret på det, vi har set hidtil i år, peger meget i retning på, at Ballerini får chancen. Desværre er både Ballerini og Cort nogle holdbare fyre, der nok ikke har topfarten til at matche de bedste i dette felt, heller ikke selvom opløbet er let stigende. Egentlig er Cort vel den hurtigste af de to, men mønsteret i år har altså været, at Ballerini har været nr. 1. Dertil kommer, at Cort har lidt så meget under sin positionering, at det vel knap er blevet til et resultat. Sammen kan de måske kompensere for det, som de gjorde i Oman, hvor Cort arbejdede flot for Ballerini, men det bliver svært at vinde.

Lotto vil køre spurten for Jens Keukeleire, men han har generelt spurtet skidt i de senere sæsoner. I Dunkerque gjorde han det imidlertid pludselig lidt bedre igen, og han opnåede blandt andet en 5. plads i en massespurt. Det stigende opløb bør også hjælpe ham lidt, men uden megen støtte har han helt sikkert ikke farten til at vinde.

Endelig vil vi pege på Joris Nieuwenhuis. Sunweb vil køre spurten for enten ham eller Casper Pedersen, men vi vil vurdere, at hollænderen er den hurtigste af de to. Han viste i hvert fald fin fart med en 4. plads på en etape i Californien, ligesom han spurtede sig til en 8. plads på sidste etape i Norge, hvor han endda også fik en 2. plads på 3. etape, dog mere via et godt sving end via spurtstyrke. Crosstalentet har ikke farten til at vinde, men efter en lovende start skal det blive interessant at se, hvor langt han kan komme med hjælp fra Pedersen.

Andre ryttere, der kan tænkes at blande sig i spurten, er Jonas Koch, Wout van Aert, Pascal Eenkhoorn, Oliveiro Troia, Logan Owen, Simon Clarke og Xandro Meurisse.

Feltet.dks vinderbud: Sam Bennett

Øvrige vinderkandidater: Alvaro Hodeg, André Greipel

Outsidere: Sonny Colbrelli, Clement Venturini, Edvald Boasson Hagen, Luka Mezgec, Daryl Impey

Jokers: Jens Debusschere, Edward Theuns, Lorrenzo Manzin, Davide Ballerini, Magnus Cort, Jens Keukeleire, Joris Nieuwenhuis