Ruten

En fast tradition efter det indledende holdløb har været, at de følgende dage har budt på hhv. en puncheur- og en sprinteretape. Det ændres der ikke på i år, selvom man har droppet holdløbet, og denne gang kommer puncheuretapen først. Torsdagens etape indledes ganske vist fladt, men til gengæld sluttes der med nogle ganske svære stigninger, der nok kan skabe nogen udskilning, inden de eksplosive afsluttere vil se frem til at boltre sig på en lang, jævn og ikke specielt stejl bakke op mod det nye mål i Chiusdino, hvor chancen for et førertrøjeskifte er ganske god.

I alt skal der tilbagelægges 202,0 km, der fører feltet fra Camaiore til Chiusdino. Startbyen er den samme som på 1. etape og ligger helt ude ved den flade tyrrhenske kyst, hvorfra man begiver sig mod sydøst ned langs vandet ad en helt flad vej. Man holder sig dog et stykke inde i landet og passerer vest om Lucca og øst om Pisa, mens man langsomt kommer længere og længere væk fra kysten. Det ændrer dog ikke på, at terrænet er helt fladt, mens man bevæger sig hen langs Volterra-floden.

Efterhånden kommer man dog ind til stigningerne, og selvom man holder den sydøstlige retning, skifter etapen karakter, når man efter 91,0 km rammer en ikke-kategoriseret stigning (2,4 km, 6,2%). Den leder op til et småkuperet plateau med to mindre, men ganske stejle bakker. Den sidste leder op til Casole d’Elsa, hvor man kører mod sydøst ned ad en nedkørsel og rammer et relativt fladt plateau, der følges mod sydøst og senere syd med masser af bakker på begge sider.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Dem tager man igen fat på, når man drejer mod øst for at køre op ad en svær ikke-kategoriseret stigning (4,5 km, 6,5%), der leder op til byen Casciano, som nås efter 156,5 km. En let nedkørsel leder nu mod sydøst, syd og sydvest, indtil man drejer mod vest ind på den kategoriserede Poggio Alla Croce (5,3 km, 6,5%, max. 11%), der er ganske irregulær med 8,5% over de sidste 1500 m frem mod toppen, som rundes efter 171,4 km.

Nu følger man et plateau mod vest, inden en lidt kringlet nedkørsel leder mod nordvest og vest, indtil man drejer mod sydvest for at køre op ad en bakke til byen Monticano, hvor dagens spurt kommer efter 187,5 km. Her drejer man mod nordvest for at følge en ganske let faldende og senere flad og lige vej, indtil man drejer mod sydvest ind på målstigningen, der er kategoriseret. Den stiger med bare 3,6% over 7,7 km med et maksimum på 8% og er over de første 5 km jævn med ca. 3%. Med 3 km igen tager den lidt mere fat med 4,4% over de næste 1900 m, der er jævne, inden de sidste 1100 m stiger helt stabilt med 5,4%. Undervejs følger man en i starten relativt lige vej, der dog på den sidste kilometer bliver noget mere snoet med en relativt skarp kurve bare 200 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 2353 højdemeter.

Chiusdino har ikke tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Vejret

Der er udsigt til bygevejr det meste af ugen, men torsdagen bliver endnu en flot dag. Den starter i hvert fald solrigt med kun få skyer, men omslaget i vejret varsles om eftermiddagen, der bliver mere overskyet med kun lidt sol. Temperaturen vil nå 15 grader, og der vil være en let til jævn vind (ca. 15 km/t) fra sydvest. Det giver nærmest uafbrudt sidevind indtil Poggio Alla Croce, hvor man har sidemodvind indtil begyndelsen af nedkørslen. Herefter er der sidevind, indtil man får direkte modvind fra bunden af målstigningen, hvilket varer ved hele vejen.

Analyse af 1. etape

Cykelsporten er på mange måder som atletik. Det er en samling af en hel serie af discipliner, der så vidt forskellige, at det er helt umuligt at være god til dem alle. De store forskel mellem de to sportsgrene er bare, at man inden for atletik vælger at specialisere sig indenfor ét eller et par områder, mens cykelrytter er tvunget til at forsøge sig med det hele, uanset om det er fladt terræn, bjerge eller tidskørsler.

Indenfor atletik har man dog et forsøg på at krone den mest alsidige atlet i mændenes tikamp og kvindernes syvkamp. En lignende konstruktion findes ikke inden for cykelsporten, for selvom etapeløb jo egentlig er et forsøg på at hylde alsidigheden, er der visse evner som spurtstyrke, der kun i meget begrænset omfang tæller i en stilling, hvor klatre- og tempoevner vægter uforholdsmæssigt meget.

Hvis man indførte et cykelsportens svar på tikamp, hvor et pointbaseret system skulle krone den bedste i sportens mange forskellige discipliner, er det rimeligt at antage, at Wout van Aert ville være favorit. Det er i hvert fald ganske uhørt, at én og samme rytter kan blive nr. 3 på den Tour-bjergetape med allerflest højdemeter, køre i top 2 i to af de flade monumenter, vinde et af de mest kuperede endagsløb, blive nr. 2 til et uhyre hårdt VM, vinde sølv ved VM i enkeltstart og samtidig vinde massespurter på WorldTour-niveau.

Det er imidlertid, hvad Van Aert har bedrevet bare efter sidste sæsons nedlukning, og i dag satte han så en fed streg under sin status som feltets alsidige unikum, da han bare fire dage efter en 4. plads i et Strade Bianche med mere end 3000 højdemeter, vandt åbningsetapen i Tirreno-Adriatico, der var en af den slags lette og flade affærer, der normalt kun tiltaler de reneste af de rene sprintere.

En sådan kan man ellers ikke karakterisere Van Aert som. Nok har han vundet tre massespurter i Touren, men hver gang var det under helt særlige omstændigheder. To af sejrene kom efter gevaldige sidevindsræs, der passede en hårdfør klassikertype som ham, og den sidste triumf kom i en afslutning, der bød på en relativt lang bakke i finalen - igen guf for en mand, der gerne vil have trættet de hurtigere rivaler lidt.

Nej, forud for i dag havde Van Aert aldrig vundet en ”rigtig” massespurt. Han vandt ganske vist i Dauphiné, da han ved et tilfælde fandt ud af, at han faktisk kunne blande sig med sprinterne, men det var i en uhyre kringlet finale, hvor han alene vandt på sin positionering. Til gengæld var han i sidste års urimeligt flade Milano-Torino ganske tæt på at sejre i et helt let løb, men dengang måtte han trods alt sande, at Arnaud Demare var betydeligt hurtigere.

Det var der egentlig også ryttere, der var i dag. Ikke helt uventet kom løbets to på papiret hurtigste, Caleb Ewan og Tim Merlier, blæsende bagfra, da den forudsigeligt begivenhedsfattige sag helt som forventet skulle afgøres med et brag af en massespurt på den mere end 8 km lange flade opløbsstrækning i Lido di Camaiore, hvor vi i et lille årti ellers havde vænnet os til, at det altid var et holdløb, der skød Løbet mellem de to Have i gang. Både Ewan og Merlier har imidlertid gang på gang måttet sande, at massespurter handler om mere end fart, og begge skal også bruge mere end to hænder for at tælle det antal spurter, hvor de grundet ringe positionering er blevet slået af langsommere folk.

Sådan gik det også denne gang. Van Aerts spurt var ganske overbevisende, da han slog den tidligere supersprinter Fernando Gaviria for rent bord og med enorm margin, men var alle sprinterne startet side om side, havde han ikke kunnet matche Ewan og Merlier. Men præcis som hans Tour-etapesejr i Privas blev opnået ved eminent positionering, hvor han greb hjulet på det den dag så flyvende Sunweb-tog, var Van Aert i dag en konge i den positionskamp, der ofte er meget vigtigere end selve farten.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Van Aerts tog med Edoardo Affini, Nathan van Hooydonck og Timo Roosen er ellers ikke løbets stærkeste, men hollænderne gjorde det blændende arbejde med at holde kaptajnen fremme de sidste kilometer. Og da Roosen som sidste mand måtte give fortabt i kamp med de mere udprægede tog i form at et sjældent velfungerende UAE, var belgieren lynhurtig at gribe Gavirias baghjul. Herfra kunne han blæse over stregen med en sådan hast, at det vel kun var Ewan og Merlier, der havde farten til at matche ham.

Det var ellers tæt på at lykkes for Ewan. Stregen skulle ikke være kommet mange meter længere fremme, inden han havde kunnet tage sin første etapesejr i løbet efter 2. pladser også i 2016 og 2018. Desværre blev dagens løb en bekræftelse på det, vi har set gennem hele 2020 og senest også i UAE Tour, nemlig at toget med Roger Kluge og Jasper de Buyst ganske enkelt ikke kan matche de bedste. Og da Ewan, som ellers synes at have en fart, der nærmer sig hans bedste år, ikke har samme fine positionering, som han syntes at have fundet i 2019, måtte han nok engang sande, at han i en spurt havde for meget terræn at hente til, at det kunne blive til den sejr, hans fart egentlig fortjente.

Men det gik ham da bedre, end det gjorde for Merlier. Den ellers så uhyre formstærke og meget hurtige belgier har desværre gjort det til en kedelig vane at få alt, alt for lidt ud af sin tårnhøje fart. Sidste år lykkedes det ham således kun at køre én ordentlig massespurt i tre forsøg i dette løb, og det siger lidt om farten, at han da også vandt, da han endelig havde frit løb, selvom det var det første WorldTour-etapeløb i hans stadig korte karriere. Da Mathieu van der Poel har vist sig at være overraskende svag som lead-out man, er Merliers resultatliste stadig så ”fattig”, at mange slet ikke har opdaget, hvor hurtig han egentlig er.

Potentialet er der dog. Det kan man måske ikke længere sige om Alvaro Hodeg. Den engang så lovende colombianer synes på vej mod et tidligt forfald, der vel egentlig allerede startede efter det grimme styrt i efteråret 2019, hvor han ellers så ud til at være i sit livs form. Sidste vinter fik han bøllebank i de sydamerikanske løb, og siden kørte han en alt andet end overbevisende Giro.

I dag traf Deceuninck så det måske lidt kontroversielle valg at satse på Hodeg og ikke den uhyre formstærke Davide Ballerini. Da de to kommende sprinteretaper meget vel kan vise sig for hårde for colombianeren, gav det dog måske alligevel lidt mening at satse på den mere klassiske sprinter, hvis han skulle have bare én chance for at rejse sig i dette løb. Det gjorde han imidlertid slet, slet ikke på en dag, der blev en sjælden fiasko for Deceuninck-holdet.

På papiret var toget med Kasper Asgreen, Julian Alaphilippe, Zdenek Stybar, Bert van Lerberghe, Ballerini og Hodeg ellers det i særklasse stærkeste i et løb uden mange rigtige tog, og de så da ud til at have alt under kontrol, da Asgreen skød frem med resten af banden lige i hælene. Lidt overraskende kunne de imidlertid slet ikke matche rivalerne, og resultatet blev, at Ballerini og Hodeg var alt for langt tilbage, da spurten startede. Her bekræftede Ballerini ganske vist sin eminente form med et langt lead-out, der var så godt, at det rakte til en plads i top 10, men Hodeg var blot til allersidst i stand til at presse sig forbi den mand, der egentlig skulle køre spurten for ham. Det var bestemt ikke en indsats, der gav indtryk af en mulig genrejsning.

I det hele taget var det en sort dag for de colombianske sprintere. Hvis landets førende på området, Gaviria, en dag skulle rejse sig igen, skulle det nok have været i dag. Efter nu i mere end et år at have været helt fra snøvsen lykkedes det nemlig Maximiliano Richeze efter eminent forarbejde af den lovende Ivo Oliveira at køre et lead-out som dengang, han var verdens bedste til netop det. For en sjælden gangs skyld kunne Gaviria få al ønskelig plads til at vise sin reelle fart, men desværre rakte den slet ikke til at matche hverken Van Aert eller Ewan. Noget kunne desværre tyde på, at Gaviria er på vej til at skrive sig på den lange liste af fænomener, som bryder igennem på kometagtig maner, men også går i forfald i alt for ung en alder.

Lidt forfald har der også været over Elia Viviani i det seneste års tid, men hans UAE Tour gav håb om en mulig genrejsning. Faktisk tankede han i ørkenen så megen selvtillid, at vi i dag for første gang siden skiftet til Cofidis så det franske hold arbejde hele dagen for ham i et WorldTour-løb. Desværre gik et eller andet galt for den normalt ellers så positioneringsstærke italiener, der blev fanget alt, alt for langt tilbage og således aldrig fik mulighed for at teste, hvor langt hans nuværende fart virkelig rækker. Dermed blev det, der skulle have været en tiltrængt succesoplevelse, nok engang en kedelig oplevelse for den engang så succesrige stjerne.

Apropos stjerner i forfald… Nu er det svært at betegne Peter Sagan som en mand i forfald, for slovakken er stadig en af verdens allerbedste cykelryttere, men han er ingenlunde den rytter, han engang var. I dette løb er han ganske vist lovlig undskyldt af sin nylige covid-sygdom, der desværre gør det sandsynligt, at en rytter, der i dag skal bruge et hav af løbsdage på at finde formen, ikke når sit højeste niveau til klassikerne, men det var en bemærkelsesværdig tam spurt, han kørte i dag. Ganske vist havde den altid positioneringsstærke Sagan fundet Ewans hjul - selvom det viste sig at være den forkerte hest at spille på - men han var helt ude af stand til bare at holde australierens hjul og endte i stedet med at blive lukket inde. Nu har Sagan aldrig været en mand til denne slags boulevardspurter, men i dag gjorde han ikke noget for at fjerne frygten for, at den uheldige sæsonstart vil præge ham resten af foråret.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Det blev heller ikke nogen stor dag for Matteo Moschetti. Den italienske sprinterkomet har ellers lignet en mand på vej tilbage efter sine mange uheld, men den engang så fine positioneringsevne har det i den grad knebet med. I dag kom han således aldrig frem, og dermed står vi stadig efterladt med spørgsmålet om, hvor hurtigt den engang så lovende italiener er i øjeblikket.

Dermed blev dagens massespurt igen en lektion i, at positionering er altafgørende. Andrea Vendrame, Luka Mezgec og Hugo Hofstetter, der ellers ikke er kendt for deres høje fart i boulevardspurter, sikrede sig alle top 10-placeringer ved at sidde rigtigt. Samtidig måtte Ewan og Merlier altså sande, at man kan være nok så hurtig, men at det ikke hjælper, hvis ikke man sidder rigtigt.

Det gjorde Van Aert til gengæld, og dermed kan belgieren nu føje de helt lette sprinteretaper til listen over forskellige typer af cykelløb, han allerede har vundet. Efter etapen gav han endda også udtryk for, at han holder fast i sin oprindelige plan om at give klassementet et skud - en plan, han ellers havde trukket lidt i land på i den seneste tid - og dermed kan vi meget vel ende i den situation, at manden, der vandt løbets letteste etape, også kører med om i hvert fald topplaceringerne i et af sportens største løb.

Der er en grund til, at Van Aert ubetinget må regnes som cykelsportens tikæmper.

Favoritterne

Dagens klassiske sprinteretape er meget symptomatisk for Tirreno-Adriatico, der altid er flinke ved sprinterne, men hvis der er noget, der kendetegner løbet, er det puncheuretaperne. Der findes ikke mange WorldTour-løb med en så betydelig hang til at slutte på korte bakker skabt til eksplosive afsluttere, og det er således en fast tradition, at der i tillæg til weekendens mur-etape altid er en puncheuretape i løbet af de første tre dage.

Årets udgave er en ny af slagsen, og vi har aldrig tidligere været en tur op ad bakken i Chiusdino. Den er dog på ingen måde noget, der kan skræmme mange af de eksplosive afsluttere, for der er på ingen måde tale om nogen mur. Ganske vist er det en relativt lang sag, men procenterne er bløde, og det er først til sidst, at den tager lidt mere fat.

Alligevel vil det være dumt at undervurdere etapens sværhedsgrad. Nok har den samlede etape ikke alt for mange højdemeter, men med en helt flad indledning er det altså en pæn koncentration af klatring, vi har til sidst. De to lange stigninger inden den indlagte spurt er også ganske svære og rigeligt vanskelige til, at eksempelvis en stærk bakkesprinter som Caleb Ewan kan glemme alt om at være med til sidst - og i øvrigt vil han nok også finde den sidste bakke for lang, når procenterne til slut trods alt er ganske pæne.

Nej, skal man i spil til denne etape, skal man klatre bedre end gennemsnittet. Der stilles derfor to krav til etapevinderen, nemlig at han kan overleve stigningerne undervejs og derefter gøre det færdigt på en bakke, der er lang, men ikke stejl. Og så er det ikke svært at gennemskue, at mange pile igen peger på de tre stjerner, Mathieu van der Poel, Wout van Aert og Julian Alaphilippe.

Først skal vi dog frem til finalen, og det betyder, at der er en etape, der skal kontrolleres. Starten er imidlertid ganske let, og vi er så tidligt i løbet, at jeg primært tror, at det er wildcard-holdene, der vil i udbrud. Jeg tror derfor, at man uden alt for mange sværdslag får sendt et relativt svagt udbrud afsted, og herefter vil Jumbo tage kontrol.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Der er ingen tvivl om, at hollænderne vil gå efter at skabe samling. Dels er det en perfekt finale for Van Aert, og dels er forskellene så små, at der også er en førertrøje at forsvare. De kan tænkes at finde allierede i Alpecin og Deceuninck, men det kan også meget vel være, at de skal stå for alt arbejdet selv. Uanset hvad bliver det nok en begivenhedsfattig indledning, for selvom der jo faktisk er sidevind stort set hele dagen, er der sjældent særligt åbent i området, og vindstyrken bør heller ikke være kraftig nok.

Det interessante bliver, hvad der sker på bakkerne. Det er oplagt angrebsterræn, og hverken Deceuninck, Alpecin eller Jumbo har det mest bjergstærke hold til at kontrollere så svær en finale. Særligt kunne det være interessant, hvis Ineos udnyttede deres superhold til at gå i offensiven, men dertil er der nok for langt til mål. Det betyder dog ikke, at der ikke sagtens kan komme angreb, og det er ikke givet, at de tre favorithold kan køre dem ind.

Heldigvis vil de altid kunne finde allierede. Klassementet er fortsat tæt, og skulle klatrestærke folk køre væk, må man formode, at UAE og Ineos giver en hånd med. Derfor bliver det med en lidt lettere afslutning nok svært at udnytte de vanskelige bakker til en succesfuld offensiv fra distancen. Mere interessant er det måske, om der er hold, der kunne finde på at lægge pres på. Her peger pilen i første omgang på Deceuninck, men de har ikke rigtigt holdet til det. I stedet kunne det måske være Astana for Alex Aranburu, men mest af alt tror jeg på, at det vil være Deceuninck, der tager initiativet i denne fase. Og så er der trods alt grænser for, hvor stærkt det kommer til at gå.

Nogen udskilning skal der dog nok komme, og derefter taler meget som sagt for, at vi får det samlet til en spurt. Her kan det igen blive svært for de tre favorithold at kontrollere bakken, men de har omstændighederne med sig. Der er tale om en lang, lige vej med direkte modvind, og det ansporer ikke just til angreb udefra. Det ligner en umulig mission, og samtidig gør modvinden utvivlsomt, at opkørslen bliver lettere, end den kunne have været.

Selve spurten er ikke helt enkel. Som sagt er vejen helt ukompliceret, men kurven med knap 200 m igen ser relativt skarp ud. Det gør finalen lidt mere eksplosiv og teknisk, hvis der skal relanceres efter svinget, og det bliver derfor ikke bare en ren powerspurt.

Der er ingen tvivl om, at de tre superpuncheurs er de store favoritter, og det er så jævnbyrdigt, at det kan gå alle tre veje. Vi er i den situation, at vi aldrig rigtigt for alvor har set trioen i denne slags finaler, og derfor er hierarkiet faktisk temmelig uafklaret.

Efter nogen overvejelse vælger jeg at pege på Mathieu van der Poel, og det skyldes alene den lidt kringlede afslutning. I en flad spurt er Van Aert utvivlsomt den hurtigste af de tre, men på en bakke som denne er det langt mere jævnbyrdigt mellem i hvert fald de to crossstjerner. Van der Poel er dog den mest eksplosive af de to, og den skarpe kurve til sidst taler til fordel for det tekniske unikum, der senest viste sit eminente kick, da han spurtede fra Alaphilippe på den langt stejlere bakke i Siena under Strade Bianche. Ingen kan betvivle, at Van der Poel lige nu er i sublim form, og i en modvindsspurt, hvor man ikke kan åbne for tidligt, bliver det en kortere og mere eksplosiv spurt. Det var til fordel for Van der Poel, da han slog Van Aert i Flandern Rundt, og det vil formentlig også være til hans fordel her. Derfor tror jeg på årets tredje sejr til det hollandske vidunderbarn.

Det vil dog være dumt at udelukke endnu en sejr til Wout van Aert. Han har ikke kørt mange puncheurspurter, men han slog immervæk Alaphilippe, da han vandt 1. etape af Duaphiné sidste år i en finale, der minder meget om denne. Dengang var der dog tale om en rigtig powerspurt, hvor Van Aert kunne køre den lange spurt, han elsker, og det bliver sværere i en modvindsspurt med et sent sving. Samtidig er det også klart, at Van Aert ikke på en bakke har den fartmæssige fordel, han har på flad vej, og hierarkiet her er betydeligt mere lige. Det ændrer dog ikke på, at det ikke er nogen stejl bakke, og på disse procenter er det stadig muligt, at Van Aert er den hurtigste af de tre. Poweren og farten har han i hvert fald, og han har allerede i Dauphiné vist, at han kan vinde på denne slags bløde målbakker.

Det er i sig selv et lille mirakel, at vi kan have en puncheurspurt, hvor Julian Alaphilippe blot er nr. 3 på min liste. Jeg frygter imidlertid, at denne bakke trods alt er lidt for let til, at han kan slå de tungere og på flad vej hurtigere rivaler. Samtidig er modvinden næppe en fordel for Alaphilippe, der skal have løbet så hårdt som muligt, og det åbner betingelserne ikke rigtigt op for. Alligevel er det helt umuligt at udelukke en sejr til verdensmesteren. Den tekniske finale giver ham utvivlsomt en bedre chance, fordi han som Van der Poel er uhyre eksplosiv og teknisk eminent. Procenterne er også høje nok til, at det kan lade sig gøre at true de lidt tungere folk, og derfor kan det sagtens blive denne torsdag, at verdensmesteren tager årets første sejr.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Det er svært at tro på, at vinderen ikke bliver en af de tre favoritter, men der er et hav af forrygende puncheurs, der i hvert fald kan gøre et forsøg. Greg van Avermaet har utvivlsomt også sat kryds ved denne etape, men desværre er belgieren ikke længere så hurtig som i gamle dage. Han viste dog lovende takter med sin 2. plads i puncheurspurten på 1. etape i Var, og han må stadig regnes som en af de bedre afsluttere i en finale som denne. Formen rakte ikke helt til Strade Bianche, men hans åbningsweekend og Var var fint, og i sidstnævnte løb klatrede han også så godt, at han klarer stigningerne her. Modvinden er nok heller ingen ulempe for den lidt tungere Van Avermaet, der med 5% akkurat holder sig inden for en grænse, hvor han også på så lang en bakke bør kunne være med. Desværre rækker farten nok ikke længere til at vinde.

En anden kandidat er Michal Kwiatkowski. Det er stadig lidt svært at vurdere hans form, da styrtet i Laigueglia kostede ham for meget i Strade Bianche, men hans kørsel i Besseges indikerer, at han er velkørende nu. Denne slags finaler har altid været guf for Kwiatkowski, og procenterne til slut er også høje nok til, at han har en fordel i forhold til tungere typer. Samtidig er det sene sving en gave til den teknisk dygtige og eksplosive polak, og selvom han er her som hjælper, taler meget for, at Ineos godt kan give ham chancen for at teste formen i en finale, der passer ham som fod i hose. Kwiatkowski er dog også så loyal, at han meget vel kan ende med alene at hjælpe Egan Bernal sikkert igennem etapen.

Jeg er ret spændt på at se Sergio Higuita i denne finale. Colombianeren er stadig så ubeskrevet et blad, at han har kørt meget få af denne slags afslutninger, men det burde passe ham glimrende. Ganske vist blev han kun nr. 7 i Dauphiné, men med sit punch og sin enorme hurtighed også på flad vej taler alt for, at han er skarp også på denne slags bløde procenter. Han var tillige i fremragende form i UAE Tour, og det tyder på, at han er klar til at udfordre her. Han havde nok haft glæde af medvind, ligesom hans positionering kan blive en udfordring, men sidder han rigtigt, tror jeg, at hans fart kan række temmelig langt.

Det er utvivlsomt også en finale, Alex Aranburu har blik på. Han vandt som bekendt flere af slagsen, inden han skiftede til Astana, men her har han nok skuffet en anelse. Det gjorde han i hvert fald i Vueltaen sidste år, men han rejste sig lidt med en hæderlig spurt på 2. etape i Provence. Her var finalen lettere end denne, men en hårdere og lidt stejlere afslutning bør kun styrke Aranburus chancer. Astana har også et fremragende hold til at sætte ham i scene. Spørgsmålet er bare, om farten helt rækker til også at vinde etapen.

Jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg skal mene om Tadej Pogacar. Jeg hælder mest til, at procenterne nok er lidt for bløde til, at han kan vinde, og det bliver bestemt ikke lettere af modvinden. Omvendt overrasker Pogacar gang på gang, og han viste senest sine eminente puncheurevner i spurten på Jebel Jais i UAE Tour. Han positionerer sig også godt, og han er betydeligt stærkere, end da han i formsvag udgave blev nr. 5 på den omtalte Dauphiné-etape. Jeg tror stadig, at han kommer lidt til kort mod tungere folk, men med lige netop Pogacar ved man aldrig.

Ag2r har også Andrea Vendrame, og i en spurt som denne, hvor det mest er benene, der taler, vil jeg tro, at han og Van Avermaet kører hver deres spurt. Han viste fremragende form i Laigueglia, hvor han var meget tæt på de allerbedste i et uhyre stærkt besat løb, og det taler for, at han nok skal komme overbakkerne undervejs. Han har på papiret også alle forudsætningerne for at være en god puncheur, men faktisk har han ikke vist meget i denne slags finaler hidtil - i hvert fald ikke på dette niveau. Jeg fornemmer, at han nok er lidt bedre som afslutter på flad vej efter et hårdt løb, men han har da én gang i Giroen - ganske vist bag et udbrud - vundet en spurt på en bakke.

Heller ikke Valentin Madouas har som professionel kørt mange af denne slags spurter, men han fik med sin 3. plads på 1. etape i Var vist, at han mestrer kunsten. Denne finale måtte nok gerne have været en anelse hårdere, men den bør også være stejl nok til, at en fyr som Madouas kan være med. Han har vist sig ret god i positionskampen, hvor han endda har den altid loyale Thibaut Pinot samt Rudy Molard til at hjælpe sig, og han har vist fornem form fra sæsonstart. Han er nok oppe mod hurtigere folk, men han bør ende fornuftigt.

BikeExchange vil kunne satse på Robert Stannard. Heller ikke han er prøvet i mange finaler på dette niveau, men hans 5. plads på Suances-etapen i Vueltaen var lovende. Han er lynhurtig på flad vej, og dermed står han stærkt på denne lidt blødere bakke. Desværre har hans form i åbningsweekenden, Strade Bianche og Larciano ikke været overbevisende, men med modvind burde han have en fair chance. En udfordring kan det være, at holdet kan yde begrænset støtte, og det kan svække ham i positionskampen.

En joker er Ivan Garcia Cortina. Mest af alt hælder jeg til, at den bliver for hård, men når han kan blive nr. 3i Montreal, har han også en fair chance for at klare bakkerne her. Han virkede meget overbevisende i Omloop, og han klarede også Strade Bianches mange højdemeter ganske fornuftigt. Modvinden vil i hvert fald hjælpe en relativt tung fyr som ham, men spørgsmålet er, om den sidste del ikke bliver lidt for stejl. Spurte op ad bakke kan han dog, som vi så i Paris-Nice sidste år, og han har efterhånden så mange gange imponeret med sin holdbarhed, at jeg ikke tør udelukke ham her heller.

Læs også

UAE-komet vinder efter fænomenal nedkørsel

Selvfølgelig skal vi også nævne Peter Sagan, der jo i gamle dage ville være storfavorit på denne etape. Problemet er bare, at slovakken ikke har samme niveau længere, og samtidig har han haft en meget problematisk optakt med sin covid-sygdom. Historien fra 2019 skræmmer, og dengang var han uhyre ringe i dette løb efter forudgående sygdom. Samtidig skal han nu om dage bruge mange løb for at finde formen. Derfor vil det undre mig, hvis han kommer over de svære stigninger undervejs, men er han bedre end ventet, er Sagan naturligvis en vinderkandidat i en finale, der passer ham som fod i hose - og modvinden gør det i det mindste mere realistisk.

Det er ikke meget, vi har set til Julien Simon i år, og hans form kan derfor være svær at vurdere. Det bør dog være en god finale for den lille franskmand, der har vundet flere af denne slags løb i Frankrig tidligere. Efter nogle lid sløje år viste han sig frem med en 6. plads på Suances-etapen under Vueltaen, hvor han viste, at han stadig kan køre denne slags afslutninger. Hans 4. plads i Drome viser, at formen stille og roligt er på vej, og derfor bør han kunne levere et resultat her.

Vi skal vel også til at nævne Giulio Ciccone i disse slags finaler. Han overraskede som bekendt stort med sin 2. plads i Provence, men til gengæld kom han lidt ned på jorden igen i Var. Samtidig synes hans form ikke længere at være helt så flyvende, og jeg vil tro, at Var gav et bedre indtryk af hans reelle niveau end Provence. Da han før har overrasket, skal vi dog åbne døren for, at han kan gøre det igen, og derfor skal han naturligvis nævnes.

Trek har dog også en spændende outsider i Quinn Simmons. Han har aldrig kørt denne slags finaler tidligere, og derfor er han netop typen, der kan overraske. Hans storform kom til udtryk i det svært uheldige Strade Bianche, og han er også en relativt hurtig herre. På en bakke som denne burde han med sin kombination af power og hurtighed kunne gøre det ganske godt, når procenterne er relativt moderate, selvom han nok ikke er hurtig nok til faktisk at vinde. Og så sjal han have chancen på et hold, der først og fremmest skal have Ciccone og Vincenzo Nibali sikkert igennem.

Lotto vil sikkert forsøge sig med Tim Wellens, der kom lidt bedre i gang igen i Strade Bianche. Han har før vundet puncheurfinaler i blandt andet Giroen og Ruta del Sol, men denne er ikke helt svært nok til, at han faktisk kan vinde - slet ikke i modvind. At han ikke er nogen dårlig afslutter på en bakke, viste han dog ved sine to etapesejre i Vueltaen for under et halvt år siden, og derfor bør det blive til et resultat.

Jeg er også nødt til at nævne Egan Bernal. Nej, den lille colombianer vinder ikke etapen, men han overraskede stort med sin 3. plads på den omtalte Dauphiné-etape. Hans form er fabelagtig, og han viste lidt af sin hurtighed med sin flotte spurt i Laigueglia, hvor han slog Mauri Vansevenant, der senere spurtede sig til sejr i Larciano. I Dauphiné lukrerede han på stærkt arbejde af Kwiatkowski, og hvis han igen får polakken som bodyguard, ender han sikkert ret langt fremme igen.

Endelig er der etapens superjoker. Natnael Tesfatsion er en af de mest spændende afrikanere, og han har i de afrikanske løb, hvor han har vundet Tour of Rwanda samlet, vist sig som en særdeles hurtig herre. Klatre kan han også, og han overraskede flot i søndags ved at klatre med eliten på San Baronto-stigningen i Larciano. Dermed har han både formen og evnerne til at overraske i denne finale, selvom han naturligvis mangler erfaringen i positionskampen.

Generelt er det en finale, hvor klassementsrytterne skal spurte for ikke at tabe tid, og derfor vil folk som Geraint Thomas, Jakob Fuglsang, Simon Yates og Simon Carr formentlig ende langt fremme. Det gør Thibaut Pinot nok også, men med sin form vil han og Rudy Molard formentlig koncentrere sig om at hjælpe Madouas. Patrick Konrad vil spurte, hvis Sagan sættes af, men den ellers hurtige østriger vil ikke kunne vinde og synes ikkehelt formstærk. Davide Ballerini kunne være en spændende outsider, men bakken er så hård, at han formentlig skal hjælpe Alaphilippe, og det samme gælder for den ellers hurtige Joao Almeida, der dog nok skal holde sig til, og Zdenek Stybar. Falder Garcia Cortina fra, kan Gonzalo Serrano tage sin chance, men han så sine begrænsninger i Vueltaen sidste år. Simon Clarke fandt endelig formen i Strade Bianche og er en god top 10-kandidat, men jeg tror ikke, at han kan være med helt fremme. Jeg vil tro, at det bliver for hårdt for Andrea Pasqualon, Hugo Hofstetter, Davide Cimolai, Nico Denz, Joris Nieuwenhuis og Luka Mezgec, der formentlig også vil køre for Stannard, ligesom Fabio Felline formentlig vil køre for Aranburu og Davide Formolo for Pogacar. Loic Vliegen har ikke imponeret med sin form, og holdkammeraten Lorenzo Rota er ikke hurtig nok. Alberto Bettiol er en oplagt kandidat, og han rejste sig lidt igen i Strade Bianche, men jeg tror ikke, at niveauet rækker endnu, hvorfor Higuita nok er et bedre valg. Endelig har Nathan Haas, Marco Canola og Simone Velasco næppe niveauet længere, mens Jan Tratnik ikke har kørt denne slags finaler i en menneskealder.

Feltet.dks vinderbud: Mathieu van der Poel

Øvrige vinderkandidater: Wout van Aert, Julian Alaphilippe

Outsidere: Greg van Avermaet, Michal Kwiatkowski, Sergio Higuita, Alex Aranburu, Tadej Pogacar

Jokers: Andrea Vendrame, Valentin Madouas, Robert Stannard, Ivan Garcia Cortina, Peter Sagan, Giulio Julien Simon, Ciccone, Quinn Simmons, Tim Wellens, Egan Bernal, Natnael Tesfatsion