STREAM VUELTA A BURGOS UDEN AFBRYDELSER

Ruten

Et af kendetegnene ved Vuelta a Burgos er, at løbet ofte byder på etaper, der med finaler på korte, stejle stigninger er som skabt til eksplosive puncheurs. En af klassikerne er finalen på Alto del Castillo i udkanten af Burgos, der i mange år var med ved enkelte lejligheder, men nu er blevet den helt faste åbning på løbet. Som det har været tilfældet hvert år siden 2017, vil den lille, men ganske stejle bakke i løbets hovedby formentlig sørge for, at det er en puncheur eller en stærk sprinter, der bliver første mand i den lilla førertrøje.

I overensstemmelse med vanlig Vuelta a Burgos-tradition er der tale om en relativt kort etape på bare 157,0 km med både start og mål i Burgos. Byen ligger midt på den spanske højslette, hvor der er stort set helt fladt, og derfor er der ikke mange terrænmæssige udfordringer, selvom etapen i år er krydret med en stigning midtvejs. Fra starten ved Catedral de Burgos går det gennem relativt fladt terræn mod nordøst, idet det efter små 20 km begynder at falde ganske let. Efter 41 km drejer man mod nordvest for at følge en lige og ganske let faldende vej frem til etapens nordligste punkt. Her drejer man mod sydvest for at køre et kort stykke igennem fladt terræn.

Læs også

Klassikerrytter tæt på UAE-skifte

Den normalt meget flade åbningsetape får et krydderi, når man drejer mod øst for at køre op ad kategori 1-stigningen Altotero (7,8 km, 5,7%), der har tre km med 6-8% på den nedre del, men derudover blot stiger med 4-6%. Toppen rundes efter 75,0 km og leder op til et plateau. Det følges nu via en lige og let faldende vej, som leder mod sydvest, inden man efter 100,0 km drejer mod sydøst og efter 104,0 km drejer mod syd. Herfra falder det fortsat let, indtil man drejer mod sydøst for at køre igennem terræn, der er en anelse mere kuperet og fører ind mod centrum af Burgos. Efter 131 km kører man kortvarigt mod nordøst, inden det går mod syd ind mod byen, hvor man rammer den afsluttende rundstrækning

Finalen indledes, når det flade terræn kommer til en brat ende i bunden af kategori 3-stigningen Alto del Castillo, hvis top nås for første gang efter 143,0 km, hvor målstregen krydses. Herefter afsluttes løbet med en omgang på den 14,0 km lange rundstrækning. Den er hovedsageligt flad og teknisk meget enkel, men med 3,5 km igen når man toppen af en lille bakke (900 m, 5,4%). Herfra falder det ned mod 2 km-mærket via en lige vej med kun et blødt sving, inden en lige og flad vej leder frem til bunden af stigningen, hvor det afgørende slag skal slås. Den er 1 km lang, stiger med 6,1% i gennemsnit og følger en meget snoet vej med et enkelt hårnålesving. De første 170 m stiger med ca. 10,6%, men derefter ligger stigningsprocenten på ca. 5, selvom den kortvarigt når 9% nær toppen. Der er 200 m med brosten med 700 m igen, og det sidste sving kommer med ca. 200 m til stregen.

Etapen byder på i alt 1520 højdemeter.

Finalen blev senest benyttet sidste år, hvor den ellers hensygnende Edward Planckaert opnåede en stjernestund, da han sejrede i samme tid som Gonzalo Serrano samt med 1 sekund ned til Vincenzo Albanese og Santiago Buitrago, 3 sekunder ned til Romain Bardet og 9 sekunder ned til den første del af feltet. I 2020 overraskede Felix Grossschartner alt og alle ved at køre alene væk fra bunden, mens alle tøvede, og vinde med 8 sekunder ned til et felt anført af Joao Almeida og Alejandro Valverde. I 2019 slog Giacomo Nizzolo flot Alex Aranburu i en fascinerende duel, mens Eduard Grosu var hele 5 sekunder efter som nr. 3, og i 2018 viste Francesco Gavazzi sine evner som puncheur ved at sejre foran Pello Bilbao og Aranburu. I 2017 lykkedes det ganske overraskende Mikel Landa, Sergei Chernetckii og Lasse Norman at snige sig væk ved første passage af stigningen. Norman blev hentet op mod mål, hvor Landa kørte fra Chernetckii og sejrede med 2 sekunder ned til russeren og 3 sekunder ned Julian Alaphilippe, der var feltets hurtigste. I 2013 viste Juan Jose Lobato sine evner i denne type finaler ved at slå Daniel Moreno i en knivskarp dyst, mens Thomas Damuseau var 3 sekunder efter på tredjepladsen. Året inden vandt Simone Ponzi foran Daniele Ratto, Sergey Chernetskii og resten af feltet i en tilsvarende afslutning. I 2012 vandt Moreno med 2 sekunder ned til Sergio Henao og 7 sekunder ned til Simon Clarke, mens Joaquim Rodriguez i 2011 var 3 sekunder hurtigere end samme Moreno og 7 sekunder bedre end Samuel Sanchez.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

STREAM VUELTA A BURGOS UDEN AFBRYDELSER

Vejret

Vuelta a Burgos er kendt for vind og varme, men i år er det kun varmen, der bliver et tema. Den bliver til gengæld også brutal på en tirsdag, der kun vil byde på få skyer og en temperatur på 35 grader. Vinden vil bare være svag til let (6-9 km/t) og komme fra nordøst. Det giver primært modvind frem til første stigning og derefter hovedsageligt med- og sidemedvind frem til rundstrækningen. Her vil der primært være sidemodvind på første del, indtil man får sidemed- og medvind under indløbet til stigningen, hvor der vil være medvind på den nedre del og sidevind over de sidste 200 m.

Favoritterne

Etapen er som sagt en Burgos-klassiker, og mange af rytterne kender den eksplosive finale. Historien har vist, at finalen på Alto del Castillo passer til ægte puncheurs som Daniel Moreno, der elskede denne afslutning, men også sprintere med speciale på stigninger som Juan Jose Lobato, Carlos Barbero, Giacomo Nizzolo og senest Edward Planckaert kan i storform være med på en bakke som denne. Historisk har den været domineret af de lettere folk, mens sprinterne som regel er kommet til kort.

Det kan imidlertid i meget høj grad være et resultat af, at feltet historisk set har været meget tamt på sprintersiden. I 2019 havde vi for første gang i nogle år en holdbar sprinter i verdensklasse til start, og her lykkedes det - til min overraskelse afslutningens historik taget i betragtning - Nizzolo at slå den ægte puncheur Aranburu, som ellers var i storform og senere vandt en etape i løbet. Det skete endda, selvom Nizzolo trods sin holdbarhed bestemt ikke er kendt som specialist i at spurte på så stejle bakker. Sådan var det også sidste år, hvor det blev til et opgør mellem Edward Planckaert, Gonzalo Serrano, Vincenzo Albanese og Santiago Buitrago, der var eneste lidt lettere ryttere i den forreste kvartet, som kørte fra alt og alle. I 2020 var det til gengæld en ren puncheurfest, hvor sprinterne over en bred kam kom til kort, men her endte etapen også som en overraskende hård affære, hvor der blev gået til stålet allerede ved første passage, og hvor en kraftig vind gjorde det hele meget nervøst.

Der er relativt mange hold med en god rytter til finalen, og jeg tror derfor ikke, at det vil tage alt for lang tid at få etableret et udbrud, som nok primært vil bestå af de fem ProTeams. Herefter vil jeg forvente en relativt rolig dag. Det bliver en glohed, men meget stille dag, og selvom den spanske højslette er pivåben, bør vinden være så svag, at det aldrig bliver nervøst. I år skal man som noget nyt over en ganske lang stigning midtvejs, men den kommer så tidligt, at den ikke vil spille en rolle.

Finalen er så tricky, at det kan være svært at pege på en entydig favorit, og derfor kan der godt opstå lidt pokerspil, når der skal jagtes. Jeg vil dog tro, at Quick-Step og Movistar begge vil tage ansvar, og det er ganske sandsynligt, at vi også vil se UAE og måske også Trek og endda Caja Rural tage ansvar. Det bør være rigeligt til at sikre, at det ikke bliver i år, at det tidlige udbrud for første gang snyder feltet.

Derefter vil der formentlig være hektisk positionskamp frem mod første passage af stigningen. I 2017 kører Mikel Landa, Lasse Norman og Sergei Chernetckii lidt overraskende væk ved første passage af stigningen, men en gentagelse heraf er usandsynlig i et felt, der er meget stærkere. I stedet vil jeg tro, at Ineos med det samme viser deres dominans ved at tage fronten for at undgå problemer, også selvom de ikke rigtigt har en favorit til spurten. Det eneste hold, der har en ret klar interesse i at gøre det hårdt, er Bora, men jeg tvivler på, at de vil bruge mange kræfter på at sætte Wilco Kelderman i scene mod sprinterne. Derfor regner jeg heller ikke med den hårdeste udgave af etapen, hvilket også skyldes de meget svage vindforhold.

I sidste ende venter jeg den klassiske puncheurspurt, denne gang efter en knap så hård dag. Det er samtidig værd at huske på, at finalen er så kringlet, at positionering som regel betyder langt mere end evner som afslutter. Selve vejen op ad bakken er ret smal og snoet, og derfor er man helt uden chance, hvis man sidder for langt tilbage, når man rammer bakken. Det så vi blandt andet med den ellers meget hurtige Alex Aranburu i 2020. Et godt tog kan derfor være altafgørende.

Jeg synes, at årets felt er ret spændende, og der er ikke ét navn, der skiller sig ud. Med udsigt til et knap så hårdt løb og en nyere historik, hvor de tungere folk har haft overhånden, prøver jeg at gå med Davide Ballerini. Italieneren er ikke specielt testet i denne slags finaler, men det burde være en glimrende afslutning for ham. Han er i hvert fald nok stærkere end Nizzolo på bakker som disse, og hans landsmand har som bekendt vundet her. Han er også god i positionskampen og har i Jannik Steimle , der selv kunne lave et resultat her, en god lead-out man. Vigtigst af alt virkede han meget formstærk i Vallonien, hvor han vandt én etape fra et udbrud og var meget tæt på at gentage kunsten 24 timer senere. Lykkes han i positionskampen, tror jeg på, at han tager sin anden sejr på kort tid. Ilan van Wilder har også lidt punch og kan ende pænt, men vinde bør han ikke kunne.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Movistar trænger til noget succes, og den kan Ivan Garcia Cortina måske levere. Spanieren har været en skygge af sig selv i lang tid, men måske er der hul igennem. Han kom med et stærkt angreb i finalen i Ordizia, og i Getxo sad han helt fremme på en svær stigning, da han desværre styrtede. Dermed fik vi ikke at se, hvor god han er, men vi ved, at hans speciale er stigende spurter i stil med den, han vandt i Paris-Nice. Denne er en anelse hårdere, men det bør faktisk kun være en fordel for den Garcia Cortina, der endte på podiet i Montreal i 2019. Lige så stærk er han måske ikke nu, men faktisk tror jeg, at han kan være den mest kraftfulde i denne slags finale. Mest bekymret er jeg for positioneringen, der ikke er hans styrke, og selvom han har stærke folk i Mathias Norsgaard og Lluis Mas, har de også andre opgaver, ligesom de måske mangler den sidste fart frem mod bunden af bakken. Holdet har naturligvis også Alejandro Valverde, der endnu ikke har vundet her, men burde kunne. I dag tror jeg dog ikke, at han er helt hurtig nok, og først og fremmest kan jeg slet ikke se den lidt forsigtige Valverde tage nogen chancer i positionskampen lige inden Vueltaen.

Hvad så med Matteo Trentin? Det er lidt tvivlsomt. Italieneren har på papiret alle de rette karakteristika, men han er faktisk overraskende dårlig til at spurte på en bakke. Han virkede heller ikke helt i topform i Vallonien, men dog formstærk nok til næsten at vinde sidste etape fra et udbrud. Han er samtidig en ørn i positionskampen, og her kan han måske fange de ryttere, der en anelse bedre afsluttere på en bakke som denne. UAE har imidlertid også en stærk kandidat i Joao Almeida, der som hjælper for Evenepoel blev nr. 2 bag den tidligt angribende Felix Grossschartner i 2020. Det var imidlertid den udgave, der var meget hård og domineret af klassementsryttere, og en sådan udgave får vi næppe i år, hvor Almeida også synes at have tabt noget eksplosivitet. Det kunne også være en finale for Rui Costa , der bestemt kan lave et resultat, hvis han får chancen, men han er en usandsynlig vinder. Til gengæld er Fernando Gaviria overraskende svag til bakkespurter og derfor ikke realistisk i en finale så hård som denne,

Caja Rural har en spændende kandidat i Orluis Aular, der i år har gjort store fremskridt med hele fire sejre på lavere niveau, men også nogle flotte spurter i Baskerlandet. Denne form for stigende spurter burde være hans speciale, og jeg var særligt imponeret over, at han sidste år i Andalusien i en finale, der dog var en anelse lettere end denne, endte som nr. 2 bag sidste års nr. 2 på denne etape, Serrano, og samtidig slog stærke puncheurs som Daryl Impey, Ethan Hayter og Robert Stannard. Hans form er dog usikker efter et svagt comeback i Getxo, og da hans holdbarhed er svingende, kan han falde helt igennem i en finale, som kan være for hård. Getxo var dog for vanskeligt for sprinterne i år, og vi så i Baskerlandet, at han klatrede overraskende godt. Har han samme form nu, er han i hvert fald en seriøs kandidat. Caja Rural har også et mere holdbart alternativ i Fernando Barcelo¸ der virkelig har spurte godt i år, hvad han senest viste i Ordizia og ikke mindst på bakken i Getxo, der kan minde om denne. Han kan dog få det svært mod de mest kraftfulde. Også Jonathan Lastra kan køre en finale som denne, men han kan ikke vinde.

Jeg er lidt spændt på Wilco Kelderman. Hollænderen bliver bare bedre og bedre som puncheur, som han senest viste på blandt andet 1. og 10. etape i Giroen, og dette burde være en finale, der passer ham. Skal han slå de tungere folk, skal Bora måske gøre løbet hårdt, men vi så sidste år, at Buitrago ikke var langt fra. Den Kelderman, vi har set i år, er en bedre puncheur end Buitrago, og får Martin Laas og Patrick Gamper ham afleveret godt, anser jeg bestemt ikke en sejr som helt umulig, hvis han spurter som på 10. etape i Italien i maj. Formen er i hvert fald god. Jai Hindley har også et vist punch, men ikke nok til denne finale.

Jumbo er her med et ret tungt hold, og til denne etape har de en god kandidat i Timo Roosen. Både med top 5-placeringer i Canada og en podieplads på den stejle Hatta Dam i UAE Tour har han vist, at hans er fremragende i stigende spurter. Det har dog knebet i de senere år, og det er efterhånden svært at huske, hvornår vi sidste har set ham fremme. Derfor er han mere en joker end en sikker kandidat, men i positionskampen står han med støtte fra Edoardo Affini meget stærkt. Jumbo har også David Dekker, men medmindre han i sommerpausen pludselig har genfundet fordums styrke, har han i år været så skidt kørende, at det er svært at tro på ham i en finale, der nok også er lidt for hård, og som passer Roosen bedre.

Jon Aberasturi er blevet både nr. 5 og 7 i denne spurt, men den har altid været en anelse for hård. Det vil jeg tro, at den også er denne gang, da spanieren har haft et svært år helt uden den vanlige holdbarhed. Han viste heller ikke den store form i Getxo, der dog også var et svært løb for sprinterne i år. Han er god i positionskampen, men jeg tror, at finalen fortsat er for hård. Hellere vil jeg faktisk se Trek give chancen til Alex Kirsch, der efter sin sygdom i Touren forhåbentlig er klar og burde passe til finalen. Logikken siger dog, at de vil køre for den lokale helt i en finale, hvor han før har gjort det godt.

Sidste år var Santiago Buitrago den eneste lettere rytter, som var med i kampen om sejren. Det bør give mod på at gøre forsøget igen, og selvom hans form efter San Sebastian er usikker, bør han kunne gøre det pænt igen. Jeg er dog meget bekymret for hans positionering, da Bahrain er til start med et hold af klatrere, og han mangler nok også den sidste fart til at slå alle de tungere folk. Det er også muligt, at holdet giver chancen til den unge og i Slovenien meget lovende sprinter Matevz Govekar. Han er uprøvet i denne slags finaler, men han har den rette kombination af holdbarhed og fart, men han mangler formentlig for meget i positionskampen. Wout Poels har også punch, men denne er nok lidt for let, og jeg tvivler på, at de kører for ham.

Ineos skal først og fremmest sikkert igennem etapen, men egentlig er det en god afslutning for Omar Fraile, der senest ved sejren ved de spanske mesterskaber viste sine afslutterevner i stigende finaler. Han har do været uhyre formsvag igennem hele sæsonen, også i sin seneste optræden i Vallonien, og han ligner en hjælper for holdets klatrere. Etapen er dog let, og han kan lave et resultat, hvis han får chancen. Det er heller ikke en dum finale for Tao Geoghegan Hart , der måske vil give den et skud, som da han i 2018 blev nr. 6, men han får nok svært ved at vinde, også fordi formen som bekendt er tvivlsom efter San Sebastian. Pavel Sivakov vil kunne ende fint, men han skal bare undgå tab.

Ag2r har Damien Touzé. På papiret passer finalen ganske ideelt til ham, men det er efterhånden sjældent, at han blander sig i spurter. Han synes slet heller ikke at have fordums hurtighed, og han vil med et svagt hold nok komme lidt til kort i positionskampen. Ag2r har også Lilian Calmejane og Clement Berthet, der kan køre en spurt som denne, men de mangler nok farten til at vinde.

Læs også

Lefevere om mulig Alaphilippe-skifte: Måske vil han prøve noget andet

En spændende rytter er Omer Goldstein. Israeleren bliver bare stærkere og stærkere og var på sit højeste niveau hidtil i Vallonien. Han burde have de helt rette karakteristika, men han mangler nok farten og især positioneringen til at være med helt fremme. James Piccoli og Ben Hermans er heller ikke uden punch, men finalen er for let for dem.

EF har Ruben Guerreiro, der er en ganske god puncheur, men han er nok en anelse for let og uden den tilstrækkelige fart til faktisk at vinde, også fordi holdet får det svært i positionskampen. Et alternativ er James Shaw, der er i form og ganske hurtig, men heller ikke han har farten til at vinde. Også Esteban Chaves kan ende hæderligt, men ikke mere end det.

Burgos har to gode kandidater i Jetse Bol, der var i top 10 sidste år, og Jesus Ezquerra, der også burde have evner i en afslutning som denne. Det er dog svært at se dem helt fremme. Euskaltel vil prøve med Carlos Canal, der som holdbar sprinter bør kunne gøre det hæderligt, samt Gotzon Martin, der har alle de rette karakteristika og er meget spændende, men efter den lange skadespause har han lidt at bevise. Eolo har i Alessandro Fedeli er hæderlig puncheur, men han mangler nok den sidste fart, ligesom han får det svært i positionskampen.

Jeg tror ikke rigtigt på de øvrige hold. Astana skal bare holde Miguel Angel Lopez og Vincenzo Nibali fremme, og Kern Pharma har slet ikke en afsluttertyper i truppen.

Feltet.dks vinderbud: Davide Ballerini

Øvrige vinderkandidater: Ivan Garcia Cortina, Matteo Trentin

Outsidere: Orluis Aular, Wilco Kelderman, Timo Roosen, Joao Almeida, Fernando Barcelo

Jokers: Jon Aberasturi, Santiago Buitrago, Alejandro Valverde, Omar Fraile, Damien Touzé, Tao Geoghegan Hart, Omer Goldstein, Ruben Guerreiro, Matevz Govekar, Alex Kirsch, Rui Costa, Jetse Bol, Gotzon Martin, Alessandro Fedeli, David Dekker 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Edward Planckaerts sejr fra 2021, Felix Grossschartners sejr fra 2020, Giacomo Nizzolos sejr fra 2019, Francesco Gavazzi sejr fra 2018 og Mikel Landas sejr fra 2017

STREAM VUELTA A BURGOS UDEN AFBRYDELSER