Ruten                                                         

En af de nyere traditioner i Giroen er, at 16. etape ofte har været løbets kongeetape, og sådan er det også i år. Her skydes den afgørende uge i Dolomitterne og Alperne nemlig i gang, men som noget nyt sker det allerede inden den sidste hviledag. Den udsættes nemlig til tirsdag, og derfor er det nogle trætte stænger, der på en gigantisk dag med 212 km og hele 5700 højdemeter skal over nogle af Dolomitternes mest kendte stigninger. Passo Fedaia og Passo Pordoi fungerer som brutal opvarmning til frygtede Passo Giau, og selvom der heller ikke denne gang er mål på toppen af den frygtede knold, viser historien tydeligt, at en af Dolomitternes vanskeligste stigninger gang på gang er rammen om et stort bjergslag i iltfattig luft, der vil gøre billedet af klassementet meget klarere, inden den med en dags forsinkelse står på hviledag.

Med en distance på 212,0 km er der tale om en af Giroens klassiske lange etaper, og den fører fra Sacile til skisportsbyen Cortina d’Ampezzo i hjertet af Dolomitterne. Startbyen ligger på Po-sletten lige syd for bjergene, og derfor går det løs fra start. Kun 13,1 km går ad en let stigende dalvej mod nordvest, inden man drejer mod øst for at passere kategori 1-stigningen La Crosetta (11,6 km, 7,1%, max. 11%), der er en uhyre regulær stigning uden udsving og med top efter 25,3 km.  En teknisk nedkørsel leder nu mod nord og nordvest ned til dalen, som følges mod nordvest, sydvest og vest op over to mindre bakker igennem ellers fladt terræn. Senere drejer man mod nordvest for at følge en let stigende dalvej, der leder forbi den første spurt efter 90,9 km og frem til byen Caprile, der nås efter 113,8 km.

Her tager etapen fat igen, når man drejer mod sydvest ind på kategori 1-stigningen Passo Fedaia (14,0 km, 7,6%, max. 18%), der er en meget irregulær stigning. De første 2,65 km stiger med 6,2% og leder op til dagens anden spurt, der kommer efter 119,0 km. De næste 2,65 km er lette med 3,2%, inden den igen tager fat med 3,35 km med 6,4%. Det er dog først de sidste 5,35 km, der er brutale med først 11,8% i snit over 2,75 km og siden 2,6 km med 10,5%, inden toppen rundes efter 128,1 km i 2057 m højde.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Efter stigningen går det mod nordvest, sydvest og nordvest af en kun kortvarigt teknisk nedkørsel ned til skysportsbyen Canazei, der nås efter 141,3 km. Her går det med det samme løs, når man kører mod nordøst og øst op ad Passo Pordoi (11,8 km, 6,8%, max. 10%), der med sin top i 2239 m højde er årets Cima Coppi og er en meget jævn stigning nærmest uden variation. Toppen rundes efter 153,2 km, hvorefter en meget teknisk nedkørsel leder mod øst og nordøst ned til Arabbas, hvorfra man kører mod øst, sydøst, nordøst og syd frem til udkanten af Caprile, man også passerede tidligere på etapen, inden det går videre mod nordøst frem til Ponte T. Condalonga, der nås efter 184,7 km. Undervejs er terrænet stærkt kuperet med flere mindre bakker med toppe efter 173,8 km (500 m, 7,0%) og 181,2 km (2,2 km, 6,4%).

Herfra indledes finalen, når man kører mod nord og øst op ad kategori 1-stigningen Passo Giau (9,9 km, 9,3%, max. 14%), der er kendt som en yderst stejl og meget regulær stigning, der stort set er uden udsving, men dog sværest i bunden med 9,8% over de første 3,1 km og lettest ved toppen med 8,9% over de sidste 2,7 km. Toppen i 2233 m rundes efter 194,5 km, hvorfra der resterer 17,5 km, der næsten alle er faldende. Det går mod nordøst ad en meget kringlet nedkørsel til udkanten af målbyen, hvor man med 2,3 km igen i et hårnålesving drejer mod sydøst med retning mos centrum. Med 1650 m igen bliver nedkørslen mindre stejl, inden de sidste 750 m stiger med 4,6% og slutter med 300 m på brosten. Vejen bugter sig let, inden man drejer to gange for at passere en flod med 1300 m igen, inden der er en relativt skarp kurve i bunden af bakken. Derefter drejer man to gange i rap med 500 m igen, inden der er et sidste skarpt sving, som leder ind på de 300 m med brosten.

Etapen byder på i alt hele 5710 højdemeter.

Cortina d’Ampezzo har kun én gang tidligere været mål for et stort cykelløb i dette årtusinde. Det var i Giroen i 2012, hvor Joaquim Rodriguez var hurtigste mand foran Ivan Basso og Ryder Hesjedal i en gruppe på seks favoritter. Dengang var etapen betydeligt lettere, men finalen med Passo Giau var den samme.

Læs også

Starttider: Enkeltstart på 3. etape af Romandiet Rundt

Vejret

I de seneste dage har der været skævet med nervøsitet til den våde vejrudsigt, der harmonerer dårligt med tre toppe i mere end 2000 m højde. Desværre ser den lige så problematisk ud som frygtet. I startbyen Sacile ventes der i løbet af mandagen at falde ikke færre end 38 mm, og kan man tro prognoserne - og det kunne man ikke i lørdags - er der 100% risiko for, at det vil regne hele eftermiddagen. Meget bedre er det ikke i målbyen Cortina d’Ampezzo, hvor meteorologerne varsler 26 mm regn, ligeledes med en nedbørsrisiko på 100%. Temperaturen ved start vil være 16 grader, men i målbyen vil den blot være 9 grader, hvilket bør svare til en temperatur under frysepunktet på de to sidste bjergtoppe. Blæsende vil det til gengæld ikke være med bare en let vind (10-12 km/t) fra først nordøst og siden sydøst. Det giver indledende sidemodvind, men inde i bjergene bør det i stedet give med-og sidemedvind frem til bunden af Fedaia. Her vil der være med- og sidemedvind indtil halvvejs oppe af Pordoi, hvor man får sidemodvind, der varer ved frem til bunden af Giau. Her bør der være sidemedvind stor set hele vejen op, indtil man efter toppen får sidevind. Med 2,3 km igen får man modvind, inden man på den sidste kilometer får først sidevind og slutteligt medvind på de sidste 300 m med brosten.

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

Analyse af 15. etape

Grand tours adskiller sig fra de fleste andre WorldTour-løb ved, at sejrene i en vis forstand er billigere til salg, end det ellers er tilfældet. Den påstand vil mangen en rytter nok stille sig yderst skeptiske overfor, for der er naturligvis ingen andre løb, der fysisk er så krævende som de tre længste etapeløb. Samtidig adskiller de sig fra de fleste af selv WorldTour-løbene ved, at de er absolutte sæsonhøjdepunkter for langt hovedparten af de deltagende ryttere, hvorfor farten og niveauet generelt er tårnhøjt.

Til gengæld er en grand tour også lang. I løbet af de tre dage er der altid etaper, hvor et relativt upåagtet udbrud kan få lov at køre efter sejren, og derfor er døren til succes også åben for ryttere, der ellers i sæsonens andre WorldTour-løb stort set altid er henvist til hjælperroller. Man skal således ikke lade blikket glide ned over listen over nyere etapevindere længe for at finde adskillige navne, der aldrig ville have skyggen af chancen for at vinde en klassiker eller i et af de ugelange WorldTour-løb, hvor den begrænsede længde betyder, at det næsten altid er favoritterne, der kører om sejrene, uanset om terrænet er fladt, kuperet eller decideret bjergrigt.

Den form for fastlåsthed findes ikke i grand tours, hvor feltet naturligt nok tager sig sine hviledage. Et tre uger langt løb er et spørgsmål om at vælge sine kampe med omhu, og derfor må de store hold altid lade et par etaper sejle. Det åbner til gengæld døren for nogle af de mindre hold, der ellers har meget svært ved at sikre sig WorldTour-sejre andre steder, men her får muligheder, som de sjældent bydes andre steder på den fineste kalender.

Årets Giro er et sjældent godt eksempel på dette. Faktisk kan man vel tale om sensationernes Giro i den forstand, at løbet har været spækket med ganske upåagtede vindere. En tung fyr som Taco van der Hoorn, der hverken er klatre- eller spurtstærk burde reelt være afskåret fra at sejre på den store scene, det er bemærkelsesværdigt, at den ganske vist talentfulde, men stadig sejrsløse Victor Lafay tager karrierens første gevinst i så stærkt besat et løb, ingen havde drømt om, at nyprofessionelle Mauro Schmid, der forud for løbet ikke havde vundet noget som helst siden juniortiden, skulle vinde en af løbets mest prestigiøse etaper, og det var vel de færreste, der anså det som realistisk, at løbets mindste hold, Eolo, skulle vinde på løbets mest mytiske bjerg, Monte Zoncolan, med Lorenzo Fortunato, der forud for Vuelta a Asturias i slutningen af april slet ikke havde vist klatreevner, der blot gjorde det muligt at drømme om den slags bedrifter.

Læs også

Spansk mester står foran stor beslutning

Ikke blot har rytterne været overraskende. Det samme har holdene. Det lille Eolo-holds sejr på Zoncolan var på alle måder naturstridigt, ligesom det var bemærkelsesværdigt, at Intermarché, det klart svageste af WorldTourens 19 mandskaber, tog årets første sejr i et af de allerstørste løb. Cofidis er bestemt heller ikke forvænte med sejre, men har allerede en gevinst i bogen, Ag2r havde forud for løbet kun vundet én gang i 2021 - endda på årets allerførste dag - og det relativt profilfattige Groupama-FDJ, der efter tabet af Thibaut Pinot er et hovedløst dyr, har ført løbet i flere dage. Androni var blot få kilometer fra at snyde Van der Hoorn for sejren i Canale, og Bardiani har haft flere top 5-placeringer og været langt mere end blot det tv-hungrende udbryderhold, de har været i de seneste år.

Men måske kommer det største mirakel fra Sydafrika. Bevares, Qhubeka-mandskabet er skam en del af WorldTouren, og holdet var endda på vej til at blive en helt lille magtfaktor, da de på uhyre fornem vis vandt ikke færre end fem etaper i Tour de France. Det er imidlertid så længe siden, at man næsten har glemt det, og i de seneste tre sæsoner har holdet mest af alt været kendt som WorldTourens sejrsfattige fiasko, der år efter år har været inventar i den absolutte bund af diverse ranglister. Giacomo Nizzolo var i 2020 en sand enmandshær, der gjorde holdet en anelse mindre anonymt end tidligere, men 7 sejre i 2018 og 2019 og 8 sejre i 2019 fortæller historien om et hold, der desværre mest har været kendt for at få deres ellers mange dygtige ryttere til at underpræstere.

Den status har bestemt ikke ændret sig i år. Da det rebrandede hold stillede til start i årets Giro, havde holdet blot vundet ét cykelløb, det relativt lille Clasica de Almeria, der endda blev afviklet helt tilbage i den spæde sæsonstart. Naturligvis var det enmandshæren Nizzolo, der stod for den hidtil eneste sejr, ligesom han blev en flot nr. 2 i Gent-Wevelgem, men generelt har navne- og identitetsskiftet intet hjulpet for sydafrikanerne. Ganske vist kunne holdet gå ind til årets Giro med en 15. plads på verdensranglisten - en klar forbedring i forhold til tidligere - men det skyldtes mere andre holds fiasko end deres egen succes. Én enkelt sejr siger vist det hele om et igen i år temmelig anonymt sydafrikansk hold.

Desværre så det ikke ud til, at Giroen ville blive spor anderledes. Da vi efter 10 etaper gik på hviledag halvvejs inde i løbet, stod sejrstælleren stadig på 0. Holdets kaptajn Domenico Pozzovivo havde lignet en mand, der i bjergene var næsten urimeligt alene, inden han desværre styrtede ud ad af løbet, og Nizzolo havde trods sine to andenpladser også mest givet indtryk af at agere på egen hånd i finalerne. Holdets eneste tilbageværende klatrer, Kilian Frankiny, var milevidt fra noget som helst i bjergene, og derudover bestod holdet primært af ryttere, der enten var tiltænkt hjælperroller for Nizzolo, var for urutinerede eller som ryttertyper uegnede til at vinde etaper, hvis man ser bort fra Victor Campenaerts’ nu endda neddroslede tempoevner.

Nej, det lignede endnu en fiasko for Qhubeka - indtil altså miraklernes Giro kastede flere mirakler af sig. Nok var de første 10 dage en tynd kop te, men efter seks af de syv etaper i løbets anden løbsblok kan vi nu højst sensationelt konstatere, at Qhubeka har vundet de tre! Det var altså holdet, der forud for starten havde præcis én sejr, og i sidste sæson foruden Nizzolos to sejre blot vandt én gang på WorldTouren, nemlig med den nu bortrejste Ben O’Connor i netop Giroen for et halvt år siden.

At Nizzolo vandt i Verona, var nu ikke overraskende. Efter to andenpladser tidligere i løbet var det klart, at hans fart rakte langt i dette felt. Som bekendt har vi også vænnet os til, at Nizzolo er Qhubekas enmandshær, og derfor var det kun naturligt, at det måtte være ham, der indhøstede holdets succes - også selvom det var karrierens første grand tour-etapesejr.

Langt mere sensationelle er de to andre etapesejre. Nyprofessionelle Schmid havde end ikke i sin vildeste fantasi drømt om, at han ville vinde den højst eftertragtede etape over de toscanske grusveje. Og selvom Victor Campenaerts er et stort navn i sporten, skyldes det alene hans evner i kampen mod uret. I linjeløb er han nemlig slet ikke en vindertype, og da han i dag stillede til start på løbets 15. etape, var hans eneste sejr i andet end en tidskørsel hans triumf på kongeetapen i 2019-udgaven af Belgium Tour, hvor taktikken i den grad magede sig for ham.

Derfor var Campenaerts også en usandsynlig vinder, da rytterne i dag stillede til start i kystbyen Grado. Nok var han en god udbrudskandidat til en etape med en flad start, for hans store motor har faktisk gjort ham til en hyppig udbrudsdeltager i Giroen, som vi så med hans 2. plads på 19. etape sidste år og senest med hans offensiver på 8. og 12. etape. Problemet er bare, at Campenaerts som spurtsvag tempomaskine uden videre klatreevner ikke just er prototypen på en mand, der rent faktisk kan gøre det færdigt.

Han var bestemt heller ikke den åbenlyse favorit, da det efter en kaotisk etapestart og en hård kamp for at ramme udbruddet, endelig stod klart, hvilke 15 mand der fik kappet elastikken, og at de uden videre modstand fra feltet også vil få lov at køre om sejren. Nok betød den flade start, at langt hovedparten af de indlysende favoritter til en udbrudssejre havde trukket nitten i fladlandslotteriet, men der var nu langt mere oplagte vindere end Campenaerts.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Modstanderne var mange. Der var Quinten Hermans, der som klatrestærk og lynhurtig klassikerspecialist, var nærmest skræddersyet til den kuperede rundstrækning samt den eksplosive finale, arrangørerne havde designet på grænsen mellem Slovenien og Italien. Der var Nikias Arndt, der før har vundet en udbrudsetape i Vueltaen og som klatrestærk sprinter hele tiden lignede et oplagt match til denne rute. Der var de måske knap så holdbare, men stadig tilstrækkeligt klatrestærke sprintere Simone Consonni og Juan Sebastian Molano, for hvem terrænet bestemt ikke var uden for rækkevidde. Der var klasserytteren Bauke Mollema, for hvem afslutningen bestemt ikke var ideel, men som dog fandt stigninger nok til, at han kunne drømme om at gøre forskellen. Og der var den alsidige og formstærke Dario Cataldo, der både kan klatre og spurte, og som tidligere har taget udbrudssejre i både Giroen og Vueltaen.

Og så var der Campenaerts. På papiret ubetinget en af den spurtstærke gruppes ringeste afsluttere. På papiret en af de tungere folk, i hvert sammenlignet med gruppens bedste klatrere, der endda alle var at regne som hurtigere end ham. Og på papiret måske gruppens bedste temporytter, men med lidt for lidt fladland i finalen til for alvor at kunne gøre brug af de evner i ønskeligt omfang.

Heldigvis kender Campenaerts sine begrænsninger, og derfor griber han altid udbruddene ens an. Det gjorde han på 19. etape sidste år, hvor han angreb i ét væk for på en ellers flad rute at undgå en spurt, men akkurat missede båden, da Josef Cerny sejlede væk. Og det gjorde han i udbruddet på 8. etape, hvor han spillede sine kort optimalt ved i fladlandet at opbygge et forspring, der i sidste ende bare var for spinkelt regnet op mod den ganske svære målstigning.

Betingelserne var helt de samme denne gang. Campenaerts vidste, at den uhyre stejle stigning på etapens rundstrækning var for vanskelig til, at han havde gode chancer for at overleve, og selv hvis det skulle lykkes, var han prisgivet mod gruppens mange hurtige folk. Den sidste lille bakke var bestemt heller ikke en gave for en mand, der ikke just kan karakteriseres som eksplosiv.

Nej, Campenaerts’ eneste reelle mulighed var at få et forspring inden stigningerne, og det projekt gik han så i gang med. Det lykkedes med godt 20 km igen, da han sammen med to af gruppens andre elefanter, sprinteren Albert Torres og den ellers i år så imponerende brostensrytter Oscar Riesebeek, fik slået et lovende hul, der straks sendte samarbejdet blandt forfølgerne på prøve. Dermed var det deja-vu i forhold til etapen for otte dage siden, hvor han desværre havde fået en klatrer, nemlig Giovanni Carboni, med sig på slæb.

Det havde han ikke denne gang, hvor det var helt indlysende, at han og Riesebeek nok skulle får skovlen under Torres på den svære stigning. Langt mindre oplagt var det, at forspringet også var tilstrækkeligt til at holde de bedre klatrere bag sig. Heldigvis var klatreudfordringerne denne gang betydeligt mere moderate end for otte dage siden, og da først Campenaerts og Riesebeek havde overlevet stigningen med et stadig komfortabelt forspring til en forfølgergruppe, hvis samarbejde ikke altid var lige velfungerende.

Alligevel var der lang vej igen. Heller ikke de to førende samarbejdede lige godt hele vejen, og det var helt uklart, hvem af de to spurtsvage førende ryttere der ville have evnen til at gøre det færdigt i et opgør på stregen. Faktisk var Riesebeek vel at regne som en anelse hurtigere, men heldigvis for Campenaerts handler en spurt efter en hård dag, slutteligt endda i regnvejr, ofte mere om friskhed end om fart. Den friskhed havde Campenaerts, der fysisk var den overlegne og flere gange satte sin rival under pres på de sidste kilometer.

Det viste sig, at den overlegenhed også satte sig igennem i finalen. Riesebeek fik måske kolde fødder ved udsigten til at kunne tage karrierens første sejr på den helt store scene og fik åbnet en spurt, der så ud til at være for lang. Det viste den sig også at være, og Campenaerts kunne dermed tage den usandsynlige etapesejr for en mand med et så ensidigt repertoirespektrum som ham.

Alene det forhold var bemærkelsesværdigt. Lige så bemærkelsesværdigt var det, at han med sejren sørgede for en firdobling af Qhubekas sejrshøst på blot seks dage. Og paradoksalt nok skete det på dagen, hvor holdets enmandshær, Nizzolo, tog hjem for at forberede sig til Touren og efterlod Qhubeka-mandskabet som et hovedløst misfoster, der var totalt fejlcastet til en sidste uge, der stort set kun handler om klatring. Men når chancerne er få, må man gribe dem, der er, og det gjorde Campenaerts til UG med kryds og slange. Når man betænker, hvor offensiv han har været i både dette løb og i årets klassikere, som han lidt kontroversielt valgte at prioritere til fordel for en nedprioritering af spidskompetencen på enkeltstarten, er det svært at have noget imod den sejr.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

I stedet blev gruppens stjerner efterladt tomhændede. Det gjaldt for Arndt og Consonni, der ellers gjorde det krævede ved at overleve stigningerne og spurte sig til sejren. Det gjorde det for Hermans, der som type var den mest velegnede til denne finale, men som sammen med Mollema ikke var i stand til at gøre den forskel på stigningerne, som tillod ham at komme af med de folk, der trods alt var hurtigere end den ellers hurtige belgier. Og det gjaldt for Cataldo, der ellers brugte sin hjælperytter Torres til at rette den fejl, de kollektivt havde begået ved at lade gruppens bedste temporytter undslippe i fladlandet.

Dermed blev det altså til endnu en etapesejr til en af løbets miniputter og ikke til det Bora-mandskab, der ellers på denne etape havde den nok bedste chance for at tage endnu en sejr med Peter Sagan. Forud for etapen så det da også ud til, at slovakken var tvunget til at jagte etapesejren - enten fra udbrud eller i en spurt - for ellers risikerede han at tabe pointtrøjen til Nizzolo på torsdag. Så snart europamesteren var rejst hjem, steg oddsene for en udbrudssejr imidlertid betragteligt, fordi Sagan nu er så tæt på at sikre sig den cyclamenfarvede trøje, at det nu pludselig lå i kortene, at Bora gjorde klogere i at spare på kræfterne for at jagte Emanuel Buchmanns podium på morgendagens kongeetape i stedet for at brænde holdet af på endnu en Sagan-sejr, der skam var rar at have, men nu sjovt nok risikerede at kompromittere og ikke styrke hans overordnede perspektiver i pointkonkurrencen.

Derfor var det pludselig heller ikke op til Sagan og Bora at jagte, da slovakken trods sine forsøg missede udbruddet. Ganske vist var Buchmann på tragisk vis styrtet ud af løbet allerede i etapens spæde begyndelse, men hvorfor skulle Bora hente et udbrud, der nu fjernede de point, der kunne bringe Davide Cimolai tilbage som en reel trussel i kampen om den trøje, Sagan så gerne ville vinde? Selvom Bora ikke længere havde Buchmann at tænke på, kunne det aldrig blive Boras opgave at jagte.

Og så var der ingen tilbage. Ganske vist havde Cimolai øjnet en chance, især da hans hold missede udbruddet, men han turde næppe satse på at overleve den vanskelige finale - særligt når Dan Martin har brug for det decimerede holds støtte i morgen. I det lys var det ret oplagt, at etapen måtte ende som den søndagstur, det jo sådan set også var, for et felt, der trængt til hvile inden en brutal afslutning på løbet. Og sådan blev det da også, da Ineos stille og roligt fragtede feltet til Gorizia.

Alligevel blev en af de mest begivenhedsfattige dage en af de mest dramatiske - nøjagtig som det var tilfældet, da den monotone 5. etape kostede os deltagelsen af Mikel Landa og Pavel Sivakov. En grand tour vindes desværre ikke kun i bjergene og på enkeltstarterne, og denne gang var det Buchmann, det gik ud over. Ganske vist var det efter gårsdagens lille nedtur på Zoncolan klart, at tyskeren næppe ville være i nærheden af at røre Zoncolan på en rute, hvor det i den sidste uge kun er mandagens bjergetape og til dels lørdagens 20. etape, der passer ham, men hans stabile dieselmotor gjorde ham stadig til en ganske god podiekandidat. Den kandidat er han nu ikke længere, og Buchmann må således stadig spejde langt efter den top 3, han så inderligt drømmer om. Desværre for Bora skete hans exit endda på et tidspunkt, hvor holdets anden stjerne, Sagan, har meget lidt at komme efter i den resterende del af løbet.

Desværre var han ikke alene. Vincenzo Nibali, der jo ellers var 24 timer fra et sandsynligt og meget klart signaleret monsterridt på mandagens tappone i Dolomitterne, er nu forslået og måske endda på vej ud af løbet - netop som han havde sørget for at miste den tid, han skulle bruge, for at levere det smukke comeback på den etape, der passede ham allerbedst. Hugh Carthy mistede sin nøglemand i bjergene, Ruben Guerreiro, og det resultatfattige Jumbo-hold mistede chancen for at bekræfte Jos van Emdens genrejsning som temporytter i Milano. Og så har jeg endda slet ikke nævnt alle de ryttere, der lige nu slikker deres sår efter et ublidt møde med asfalten.

På sin vis er det måske meget symbolsk, at ofrene for løbets styrt i altovervejende grad har været profiler og store navne. Den 104. udgave af verdens næststørste løb har nemlig i uhørt stor grad været de små holds og sensationers legeplads. Etapevinderne har i sjældent omfang været relativt små ryttere, og de mindste hold har overgået de store hold i succes. Og alt sammen kulminerede det med, at det ellers så sejrsfattige Qhubeka-hold i dag blev mandskabet, der vandt halvdelen af de foreløbig seks etaper i løbets anden uge!

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

Favoritterne

I en tid, hvor bjergetaper i stigende grad bliver ultrakorte og eksplosive, er de gammeldags gigantiske bjergetaper efterhånden et særsyn. Vueltaen har i hvert fald næsten droppet dem fuldstændigt, og selvom Touren altid sørger for at have mindst én ganske lang dag i bjergene, er også det franske løb i dag i stigende grad gået i Vueltaens foretrukne retning.

Læs også

LIVE nu: Frederik Wandahl forsat i favoritgruppen på kongeetapen

I det spil er det Giro-arrangørernes traditionalister. Her er man ikke bange for lange distancer, og man sørger altid for at have én rigtig tappone, dvs. en gigantisk bjergetape med mange højdemeter, en lang distance og mange bjergpas i tårnhøje højder. Her forceres ofte mytiske bjergpas som Stelvio og Gavia, og arrangørerne har oftest tilrettelagt det således, at denne løbets største klatremæssige udfordring kommer på 16. etape. Sjældent er der mål på toppen, men undervejs er denne løbets kongeetape så brutal, at kun de virkelige dieselklatrere vil elske mosten.

En sådan etape er der naturligvis også i år og igen som løbets 16. etape. Denne gang har man dog foretaget det specielle valg at afvikle den om mandagen inden første hviledag og ikke om tirsdagen med en dags pause til at komme sig inden det store slag. Samtidig bryder den lidt med trenden i årets løb, hvor der ellers er skåret markant ned på distancerne - noget af en kontrast til 2020-udgavens mange bjergmaratoner - og årets kongeetape er med sine 212 km én af kun få relativt lange etaper og faktisk på en delt andenplads på længderanglisten. Det vil dog være helt i modstrid med Giroens natur, hvis ikke løbet på i hvert fald én etape af denne type på en rute, der ellers er mere nytænkende end traditionel.

Når nu de øvrige bjergetaper er mere afdæmpede i deres omfang - i hvert fald hvis man ser bort fra det sjældent store omfang af meget stejle målbjerge - er det vel kun passende, at der gås alvorligt til stålet på kongeetapen. 5700 højdemeter er en skræmmende udfordring, der helt måler sig med de 5800 højdemeter på sidste års udgave af kongeetapen, og også i år er der plads til masser af iltfattig luft i højderne, selvom man denne gang holder sig betydeligt under de 2758 m over havets overflade, der på Stelvio var løbets top for et halvt år siden.

Nogle vil sikkert savne de helt høje bjerge som Stelvio og Gavia, men i lyset af vejrudsigten er det uhyre heldigt, at toppene denne gang er knap så høje, som vi ofte ser det. Spørgsmålet er bare, om det er nok til at sikre en fuld afvikling af etapen. Vejret kunne ganske enkelt ikke være meget ringere, og kan man denne gang stole på meteorologerne, burde der være 100% garanti for regn i hvert fald på første og sidste del af etapen med kun en mulighed for lidt ophold midtvejs. Lidt løs hovedregning tilsiger endda, at det bør fryse på toppen af både Pordoi og Giau, og dermed kan vi vel vente os endda et pænt snefald på etapens to sidste stigninger. Kombineret med de meget tekniske nedkørsler er det ikke just et drømmescenarium.

Desværre er det almindeligt, at disse store dolomitteretaper ændres. I 2013 blev 19. etape helt aflyst, de fleste husker det måske neutraliserede drama i 2014, og mange kan huske andre eksempler på, at etaper har været i fare. Det må denne desværre også regnes for at være. Arrangørerne er ganske vist optimistiske og har kun forlænget tidsgrænsen som en konsekvens af det elendige vejr, men jeg frygter, at vi mandag morgen kan vågne op til meldinger om en ændring og sikkert også udvanding af etapen. I lyset af arrangørernes optimisme baseres denne optakt dog på, at etapen afvikles som planlagt - dog naturligvis med den voldsomme kulde og regn, der synes at være en uundgåelig ledsager på denne dag.

Etapen er en gigantisk udfordring, der er helt anderledes end dem, vi hidtil har set. Det er første etaper med mange højdemeter og flere gigantiske bjergpas, og det er første gang, vi skal op i højderne. Dette er en rigtig nedslidende bjergetape for de sande dieselklatrere og slet ikke de relativt eksplosive finaler, vi har set hidtil - også på Zoncolan, hvor det meste af etapen var nem og kun finalen svær. Med andre ord er dette den første klassiske og ”rigtige” bjergetape i årets løb, og der er al mulig grund til at tro, at hierarkiet kan vendes rundt igen, som det er blevet så ofte i dette års udgave.

Erfaringen er også, at denne store tappone ofte ændrer i det billede, vi hidtil har set. Samtidig er det også erfaringen, at udbrud ofte løber med sejren. Det var tilfældet i 2017, hvor sejren gik til Giulio Ciccone, og også i 2017 var Mikel Landa millimeter fra at færdiggøre et stort ridt fra distancen. I mange tilfælde har det også været en sag for favoritterne som eksempelvis med sejrene til Tao Geoghegan-Hart i 2020, til Chris Froome i 2018 eller til Esteban Chaves i 2016, men det er generelt en etapetype, der passer udbrydere godt, særligt fordi de ofte har faldende finaler og kræver et hav af kræfter at kontrollere.

Udbruddet bør også have en storartet chance denne gang. Ineos og Egan Bernal signalerede i lørdags ganske kraftigt, at de er gået i et defensivt mode, nu hvor colombianeren allerede har et fint forspring. Skal Bernal have endnu en etapesejr, er det langt mere naturligt at gå efter en af bjergafslutningerne senere i løbet, hvor han ikke skal kaste sig ud i en halsbrækkende nedkørsel på våde veje for at færdiggøre et angreb succesfuldt. Denne etape er ganske vist prestigiøs, men på dette tidspunkt i løbet med tre svære dage forude og en Bernal, der ikke har behov for at gå i offensiven, bør Ineos’ tilgang igen være, at det først og fremmest handler om en dag uden problemer, hvor status quo vil være et tilfredsstillende udkomme.

Er der andre, der kunne gå efter etapesejren? Næppe Aleksandr Vlasov, der jo fik sig en gedigen lussing efter en hel dags Astana-arbejde forleden. Det bliver næppe heller Damiano Caruso, der er fint tilfreds med at forsvare sin 3. plads, og hvis engang så stærke, men nu meget lille Bahrain-hold heller ikke har skyggen af chance for at kontrollere denne gigantiske udfordring. Måske vil Hugh Carthy elske at gå efter den eneste etape, der virkelig passer hans dieselmotor, men heller ikke han kan ose af selvtillid efter i lørdags, og hans hold er også alt for svagt til at kontrollere, nu hvor Ruben Guerreiro er ude af løbet. Og Remco Evenepoel finder måske nok sin hidtil bedste etape, men han skal under ingen omstændigheder jagte en hel dag, når han har haft det så svært de seneste dage.

Læs også

Klassikerrytter tæt på UAE-skifte

Nej, skal der iværksættes en jagt, er der vel kun to muligheder. Den ene er Mitchelton. Simon Yates tankede selvtillid forleden, og han har heldigvis ikke opgivet tanken om at slå Bernal endnu. Selvom etapen egentlig passer ham ret dårligt, er det bestemt ikke utænkeligt, at Mitchelton vil lægge pres undervejs. Jeg ser dem dog ikke have etapesejren som mål, for heller ikke de har den store interesse i, at Yates nødvendigvis skal satse hele livet på den regnvåde og tekniske nedkørsel.

Den anden faktor er Ineos. Starten er brutal, og i den situation etableres næsten altid et stort og brølstærkt udbrud på den første svære stigning. Afstandene i klassementet er store, men det virker ikke utænkeligt, at folk som Dan Martin, Joao Almeida og Davide Formolo, der ikke har det store at miste ved at satse stort, vil være at finde i udbruddet. I det tilfælde vil briterne være nødt til at holde snoren så stram, at udbruddet alligevel kan komme tilbage. Det kan nemlig ske, hvis Mitchelton lægger pres, eller alene i kraft af favoritternes kamp til sidst på Giau. Og Mitchelton er et af de få hold, der har en styrke til faktisk at gøre noget ved sagen.

Jeg forudser derfor endnu en stor kamp for at ramme udbruddet, og jeg regner med en stor og meget stærk gruppe allerede på første stigning. Til gengæld er jeg ret spændt på, om Ineos vil lukke folk som Martin og Almeida ned med det samme. Det kan gøre deres dag betydeligt lettere, hvis ikke de skal jagte hele dagen. Samtidig er det på en dag som disse, at mange hold gerne vil have forposter afsted, og det bliver derfor lidt af en opgave for Ineos at styre første stigning.

Hvis udbruddet ikke indeholder halvfarlige folk som Martin og Almeida, tror jeg, at de holder. Ineos vil tage den med ro, særligt på de våde nedkørsler, og udbruddet kan få et stort forspring i den indledende fase. Det er ikke utænkeligt, at Mitchelton vil lægge et pres allerede på Fedaia og Pordoi, men ingen af favoritterne har formentlig selvtilliden til eller behovet til at angribe tidligt. Eneste kandidater er vel folk som Martin, Almeida og Formolo, der kan forsøge på et af de to første høje bjerge samt måske Remco Evenepoel, der jo altid er uberegnelig, men som lige nu synes at have det fint med at følge med, da han lige nu ikke oser af den selvtillid, han vanligvis gør. Derfor regner jeg mest af alt med nedslidning over de første to bjerge, hvor der udover angreb fra de nævnte måske er størst fare på nedkørslerne, der er tekniske og våde, og som måske kan splitte feltet, som de gjorde forleden. Også her er jeg dog usikker på risikovilligheden, for det er svært at se favoritter, der på våde veje kan se den store ide i at satse alt for voldsomt på dette tidspunkt, hvor mange stadig har podiet inden for rækkevidde.

I stedet regner jeg med, at kampen mellem favoritterne alene skal stå på Giau efter en hel dags nedslidning. Det er til gengæld også en led Satan, der altid er rammen om store slag, som vi så i den tilsvarende finale i 2012. Her vil vi formentlig se BikeExchange lægge pres eller Ineos kontrollere, indtil vi får angreb fra de mest friske nær toppen. Jeg regner dog med, at Bernal vil være relativt defensiv, indtil han muligvis angriber lige inden toppen for måske at kunne tage nedkørslen alene og uden at blive tvunget til at satse livet på at følge en mere risikovillig rytter.

Holder udbruddet så? Det tror jeg. Hvis Martin, Almeida eller Formolo kommer afsted, er der en chance for, at Ineos og andre hold, hvis top 10 kan være truet, vil jagte så hårdt, at udbruddet automatisk kommer tilbage i finalen, særligt hvis Mitchelton lægger pres. Hvis udbruddet er ufarligt, tror jeg til gengæld, at Ineos vil give dem så stort et forspring, at et utvivlsomt meget klatrestærkt udbrud vil kunne holde sig fri, også fordi de næsten altid vil øge til et mere forsigtigt felt på de våde nedkørsler. Da jeg tror, at Ineos vil forsøge at lukke til særligt Martin og Almeida tidligt, er mit bedste bud, at udbruddet holder, men at kandidaterne skal findes blandt ryttere, der ligger fra 14. pladsen og ned, fordi det er dem, Ineos formentlig vil lade køre.

Det får mig til måske lidt overraskende at pege på Jan Hirt. Tjekken er måske ikke den mest vindende rytter i feltet, men denne etape rimer i ufattelig grad på den solide dieselklatrer. Som han selv har gentaget mange gange de seneste dage, er det altid i den sidste del af en grand tour, at benene kommer, og det bekræftede han på Zoncolan, hvor han endda turde angribe favoritterne til sidst - en beslutning, han selv efterfølgende betegnede som lidt overmodig og dum. Det vidner imidlertid om, at benene er fremragende inden den etape, der passer ham allerbedst.

Det gør denne nemlig. Hirt er indbegrebet af en dieselklatrer med hang til stejle procenter, og det er ikke uden grund, at han i 2018 blev nr. 2 på den tilsvarende etape, kun slået af Giulio Ciccone i en tomandsspurt, efter at de to var kørt væk fra resten af udbruddet på Mortirolo. Med en knaldhård start taler alt for, at Hirt rammer udbruddet, og det brutale vejr minder meget om det, vi så i 2019, hvor rytterne knap kunne føle deres hænder i de brutale betingelser. Dengang viste Hirt, at han kan præstere i regnvejr, og det er blot endnu en faktor, der taler til hans fordel, ligesom hans ridt på Rettenbachferner viser, at han er en konge i højderne. Etapen minder så meget om 2019, og Hirt var så overbevisende i går, at hans navn uundgåeligt kommer op. Han er uhyre spurtsvag og skal alene hjem, men det er bestemt også sandsynligt på denne gigantiske bjergudfordring. Og hvorfor skulle Intermarché ikke vinde igen i en Giro, hvor de små hold vinder dag efter dag?

Mit næstbedste bud er Davide Formolo, men jeg er usikker på, om Ineos vil lade ham køre. Han har dog tabt så megen tid, at han ikke er nogen alt for stor trussel, også fordi hans grand tour-historik ikke er skræmmende, og det er ikke nødvendigvis ham, briterne jagter allerførst. Til gengæld er han ikke skabt til denne gigantiske bjergetape, der ikke rimer perfekt på en rytter, der første og fremmest er ardennerspecialist. Heldigvis har han i dette løb klatret ganske fornuftigt i de høje bjerge, senest på Zoncolan, hvor han præstation var ganske fornuftig, og han har før vist sig god i regnvejr, ikke mindst da han blev nr. 2 i Liege. Han har disse store soloridt i sig, som vi så med sejrene i Catalonien og ikke mindst Dauphiné sidste sommer. Jeg frygter stadig, at etapen er lidt for voldsom for ham, men da de fleste mere rendyrkede klatretyper synes formsvage, er Formolo et af de bedre bud på en udbrudsvinder.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Helt de samme reservationer har jeg om Koen Bouwman. Er etapen for voldsom for en fyr som ham, der ikke har været med i front på de store bjergetaper? Hvordan har han det med højderne, når han ikke er prøvet på så svær en etape? Det er imidlertid umuligt at komme uden om, at Bouwman lige nu virker slet og ret fremragende, og på dette tidspunkt i løbet er friskhed guld. Jumbo har klart signaleret, at udbrud med Bouwman og Bennett er førsteprioritet, og med den hårde start er der gode chancer for, at Bouwman sidder der igen. Han har vist, at han kan præstere i regnen, ikke mindst da han næsten vandt i 2018, og han ligner nu den stærkeste Jumbo-rytter, efter at han slæbte Tobias Foss op ad Zoncolan forleden. Her klarede han en meget svær stigning fremragende, og kan han også håndtere det store antal højdemeter og højderne, peger alt på, at Bouwman har formen til at vinde denne etape, også fordi han er lynhurtig i en spurt, hvis han skulle have selskab på toppen.

Efter Marc Solers exit er Movistar i rollen som etapejæger, og de har en ganske god chance denne gang. Forleden kørte Antonio Pedrero nemlig lige op med favoritterne på Zoncolan, og det vidner om, at han endelig har de kongeben, han alt for sjældent har. Mange vil huske, hvor suveræn han var som Richard Carapaz’ hjælper på Mortirolo-etapen i 2019, hvor han som Hirt excellerede i regnen. Til gengæld er Pedrero også en uberegnelig størrelse, der altid synes at underpræstere, når han rammer det rette udbrud. Det er en klar frygt, at det kan ske igen denne gang, for det er ikke noget tilfælde, at han endnu ikke har vundet ét eneste professionelt cykelløb. Heldigvis har hans form været konstant opadgående, siden han vendte tilbage i konkurrence med 2. pladsen i Asturien, og i lyset af præstationen forleden er han åbenlyst et glimrende vinderbud.

FDJ vil næppe sidde limet til Attila Valter, og der burde være plads til, at en af deres to bedste klatrere kan få chancen. Den ene af disse er Sebastien Reichenbach, der har haft en støt stigende formkurve gennem hele løbet. På både 9. og 14. etape slæbte han Valter til stregen, og han synes derfor mere formstærk, end resultaterne viser. Denne store bjergetape er guf for en ren klatrer som ham, og som hjemmeboende i Romandiet er han i hvert fald vant til at køre i regnvejr dag ud og dag ind, selvom han er en spinkel fætter. I gamle dage havde han været en indlysende topfavorit, men niveauet er desværre ikke som i det flotte 2018, hvor han spillede en nøglerolle på Froome-etapen. Mindre kan dog også gøre det, hvis han skal vinde fra et udbrud, og som en af de mest rene klatrere blandt ryttere med tidstab er han selvsagt et godt bud på denne etape.

Et andet godt bud er Matteo Badilatti. Schweizeren er indbegrebet af en dieselklatrer, og dette er derfor den sande etape for ham. Også han kommer fra Romandiet og er vant til regn, selvom han måske skuffede lidt i de betingelser i Tour de Romandie. Han synes dog at være blevet bedre og bedre gennem hele løbet og var med til at slæbe Valter til mål forleden. Erfaringen med Badilatti er, at det kan gå helt galt, og at han ender i gruppettoen, som vi så først i løbet, men han har nu været stabilt god på de seneste bjergetaper. Det taler for, at Badilatti rent faktisk er i en af sine mere stabile perioder, og han burde med den fremgang, han viste i Catalonien, efterhånden være klar til at vinde en stor bjergetape som denne.

Kan Lorenzo Fortunato gøre det igen? Det synes ikke helt umuligt, når man ser på, hvor stabilt han hidtil har klatret med favoritterne. Senest var han jo ganske overbevisende på Zoncolan, og han synes slet ikke at være i tilbagegang - måske snarere tværtimod. Regnen klarede han flot i løbets indledende fase, men til gengæld er han så ny en klatrer, at vi ikke aner, hvordan han klarer højderne og ikke mindst så mange højdemeter. Hidtil har han aldrig præsteret i de rigtige bjerge på dette niveau, og derfor er han lidt af et wildcard. På baggrund af det hidtil viste er det dog umuligt ikke at regne ham som vinderkandidat også på denne etape, særligt fordi han overgår sig selv dag for dag.

Får Dan Martin lov at køre? Jeg tror meget på, at han forsøger sig, enten på første stigning eller på Fedaia eller Pordoi. Til gengæld tror jeg, at Ineos vil lukke ham ned, hvis han angriber med det samme, men det er ikke stensikkert. Får han den frihed, han søger, bør han være udbruddets bedste, men til gengæld kan hans tilstedeværelse betyde, at flere hold vil jagte for at forsvare deres top 10. Det bliver derfor vanskeligt for Martin at holde sig fri, men han har tabt så megen tid, at han måske kan få den nødvendige frihed. Han er ikke skabt til denne type gigantisk bjergetape, men han er stadig den klare favorit fra snart sagt ethvert udbrud, han måtte ramme. Han har nemlig klatret med de bedste hidtil, og han har endda klaret den kulde, han hader, ganske fornemt. Hans gode spurt er også et våben, og sammen med de våde nedkørsler, hvor han har tendens til at styrte, synes største udfordring at være Ineos.

Det samme gælder for Joao Almeida. Evenepoel har givet ham løbepas, men er der hold, der har lyst til at bringe ham tilbage i spillet, og gider Ineos jagte ham hele dagen? Det tror jeg ikke, og derfor tvivler jeg på, at han vil få chancen. Udelukkes kan det dog ikke, når han er 8.32 fra trøjen, og får han først friheden, kan han vinde. Han er begrænset i bjergene i forhold til de bedste, men ikke i forhold til etapens øvrige udbrudskandidater, og han er en mester i at fighte på disse store bjergetaper. Hans spurt er åbenlyst et stærkt våben, men til gengæld så vi på 4. etape og sidste år, at han er sårbar i kulden. Den faktor kombineret med Ineos’ modvilje mod at lade ham køre, gør, at han formentlig må ende med at kæmpe for at begrænse i tabet.

Grundet tidspres overvejede jeg i går at skrive første del af denne optakt. Det undlod jeg heldigvis, for det havde været spildt arbejde. Efter at han åbenlyst sad op helt uden at kæmpe og smed minutter på Zoncolan, pegede alt nemlig på, at Vincenzo Nibali skulle på sit store togt denne mandag. Etapen har nemlig Nibali skrevet med fed ud over det hele. Vi er i den tredje uge, hvor han altid er bedst, vi taler om en stor bjergetape, der er skabt til Nibalis dieselmotor, der er det regnvejr, han elsker, nedkørslerne er våde og tekniske, og hans formkurve er klart opadgående, som vi så på 11. og 12. etape. Det er ikke uden grund, at han vandt den tilsvarende etape i 2017, for det er den slags etaper, han for alvor mestrer. Nu kom dagens styrt på tragisk vis i vejen, og selvom kom mere opløftende meldinger senere søndag aften, hvor de videre undersøgelser på hospitalet blev droppet, er det stadig ikke sikkert, at han overhovedet stiller til start. Derfor er det endnu mere tvivlsomt, om han kan levere det ridt, han havde planlagt, men heldigvis er der kun tale om et forslået ribben. Kan han overleve smerten, kan man ikke helt afvise, at Nibali kan gøre det, når nu etapen er så skræddersyet til ham. Motivationen og fighterviljen har han i hvert fald.

Er Einer Rubio efterhånden god nok til at vinde en sådan etape? Den tidligere toer i Baby-Giroen bliver i hvert fald bare bedre og bedre, og han har nu på to bjergetaper været helt tæt på favoritterne i bjergene, senest på Zoncolan. Som colombianer burde han elske højderne, og han viste på 6. etape, at han har det fint med regnen, selvom han er en spinkel skikkelse. Vi så på 20. etape sidste år, at han også er god i den tredje uge, men han er til gengæld uhyre ustabil, som vi også har set i dette løb. Movistars entydige mål med etapen er, at han og Pedrero begge rammer udbruddet, og selvom han nok vil være overmatchet, skal man ikke afvise endnu en første professionel sejr til en ung rytter, særligt når vi rammer de højder, hvor han trods alt burde trives bedre end de fleste.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Uden Nibali har Trek jo stadig Bauke Mollema. Hollænderen har prøvet igen og igen i dette løb, og det er efterhånden tydeligt, at han er langt fra sit bedste niveau. Det vidner dog om et vist niveau, at han gang på gang har ramt udbruddet, senest i dag, og på dette tidspunkt i løbet, er det næsten altid de friske folk, der sidder der dag efter dag. Er Nibali ikke frisk, kan meget tale for, at Mollema skal prøve igen, hvis ikke han skal blive hos Giulio Ciccone, hvilket er sandsynligt, hvis Nibali slet ikke starter. Lige nu ligner han ikke en mand, der kan gøre det færdigt, men denne dieseletape er virkelig Mollema mere end noget andet. Det dårlige vejr kan han også klare, og derfor er det nok stadig hans bedste chance for at tage den etape, han så indædt har jagtet.

Bora stiller med både Felix Grossschartner og Matteo Fabbro, der nu skal ramme udbruddet efter Buchmanns exit. Spørgsmålet er bare, om de kan gøre det færdigt. Det tvivler jeg desværre på, for ingen af de to synes at have ramt den absolutte topform. Særligt Fabbro har været skuffende, og selvom det er ham, der passer bedst til denne rene bjergetape, tvivler jeg på, at benene rækker. Heldigvis er han også så svingende, at han kan rejse sig, og hans kørsel i Tirreno, hvor han klarede kulden flot, vidner om, at hans topniveau rækker til at vinde. Omvendt er det med Grossschartner, der ikke er skabt til så stor en bjergetape med så mange højdemeter. Kulden vil sikkert hjælpe ham, ligesom hans spurt er et våben, men jeg tvivler på, at han ikke vil være overmatchet af bedre klatrere til sidst.

Sammen med Mollema er den anden formsvage superklatrer er George Bennett, men det er endnu sværere at tro på ham. Han var ringere end Mollema på Zoncolan, og det er velbeskrevet, hvor uhyre svært han har det i kulde og regn. Alligevel taler meget for, at han med den hårde start vil ramme udbruddet - i hvert fald vil enten han eller Bouwman - og denne etape er da også den, der passer en dieselklatrer som ham bedst. Forleden mente han, at det flade terræn og det hårde tempo for at holde Astana stangen var årsagen til den svage præstation, og det er da også sandt, at dette rene klatreløb passer ham langt bedre. Han har bare virket så skuffende hidtil, at det i lyset af også vejret, er svært for alvor at tro på ham. Men Bennett er Bennett, og derfor skal han altid regnes som en kandidat på en etape, der passer ham langt bedre end de fleste andre.

Kan Victor Lafay gøre det igen? Jeg tror etapen er for voldsom, for han er mere puncheur end klatrer. Omvendt gjorde han det uhyre fornemt på Zoncolan, og det vidner om, at formen er god sent i dette løb. Det betyder på nuværende tidspunkt mere end rene klatreevner, og Lafay har én gang vist, at han kunne gøre det færdigt. Det bliver vanskeligere i dette terræn, men med den gode form synes det ikke umuligt.

Dette er en nøgleetape for Geoffrey Bouchard og bjergtrøjen, men desværre synes hans bedste form at være væk. Han skuffede i hvert fald i udbruddet på 12. etape, og her meldte han også om ben, der forhåbentlig blev bedre igen. Om de er blevet det, er uklart, for han har sparet sig i de seneste finaler, men generelt synes hans formkurve ikke at være opadgående, ligesom jagten på bjergpoint bare koster dumme kræfter på så svær en etape, hvis han skal kæmpe for dem undervejs. Derfor er der mange ting, der taler imod sejr til Bouchard, men hans niveau fra 9. etape er til gengæld nok til at vinde, ligesom han i Vueltaen i 2019 viste, at han kan præstere sent i løbet.

Endelig vil jeg pege på Louis Vervaeke, Rein Taaramae og Chris Hamilton. De to førstnævnte forsøgte at køre klassement, men fejlede på Zoncolan og er nu reduceret til en angrebsrolle. Desværre har deres formkurve været nedadgående, og derfor ser jeg dem ikke for alvor rejse sig igen. Begge er de dog så svingende, at man intet skal udelukke, og Taaramae har i hvert fald de store ridt i regnvejr i sig. Til gengæld klatrer han ikke som i gamle dage. Hamilton bliver bare bedre og bedre og viste på 12. og 14. etape glimt af topniveauet fra sidste års Giro, hvor han var dybt imponerende som hjælper for Hindley og Kelderman. De våde nedkørsler hjælper den tidligere mountainbiker, men han har endnu ikke vist det ekstra, der for alvor gør ham farlig. Samtidig er der en risiko for, at han skal blive hos Romain Bardet, der uden Hindley og med en forslået Michael Storer er temmelig alene.

Pello Bilbao var et indlysende bud, men som eneste bjerghjælper for podiekandidaten Caruso kan han næsten ikke få plads til at gå i udbrud. Jeg regner med, at Mitchelton er samlet om Yates, hvilket udelukker de oplagte kandidater Mikel Nieve og Tanel Kangert , ligesom Ineos naturligvis er helt låst. Mark Christian er i fremgang, men næppe god nok til at vidne, og jeg ser ikke den ellers formstærke Alessandro Covi vinde så svær en bjergetape. Jeg tror heller ikke, at Gianluca Brambilla har formen til en etape, der er til den svære side, ligesom Diego Ulissi er formsvag og slet ikke skabt til denne etape. Simon Carr er nu Hugh Carthys eneste bjerghælper, og det bør låse ham. Gorka Izagirre har ikke imponeret hidtil, og selvom regnen og nedkørslerne hjælper, må etapen være for svær, selvom han sendes afsted som forpost for Vlasov, præcis som det gælder for Luis Leon Sanchez. Etapen er lidt for svær for Rudy Molard, og hverken Edward Ravasi, Jefferson Cepeda, Matteo Jorgenson, Giovanni Carboni eller Eduardo Sepulveda synes at have niveauet til at vinde - præcis som det gælder for formsvage Nicolas Roche og Harm Vanhoucke samt stabile Larry Warbasse . Simone Petillihar ikke imponeret i bjergene, og James Knox synes nede i et af sine huller. Endelig har Harold Tejada underpræsteret i hele løbet.

Ender det i et favoritopgør, er det mere åbent end som så. Jeg er ikke i tvivl om, at Egan Bernal er den bedste, og det gælder endda særligt på en gigantisk bjergetape i iltfattig luft i den tredje uge. Problemet er bare, at han som nævnt næppe vil satse liv og lemmer på en farlig etape med våde nedkørsler, ligesom han ingen grund har til en stor offensiv. Formentlig vil eneste angreb komme lige inden toppen, hvis det overhovedet kommer. Alligevel er den naturlige favorit. Den stigende spurt passer ham nemlig ikke dårligt, og han er en glimrende nedkører. Der er andre hurtige folk, men ingen sublime afsluttere, og Bernal har spurtet godt i år. I en stigende spurt efter en hård dag betyder friskhed alt, og den vil Bernal næsten med sikkerhed have mest af.

Mit næstbedste bud er Giulio Ciccone. Italieneren var begejstret i går, hvor han genfandt sine gode ben, og han valgte bevidst ikke at gå med Yates og Bernal, fordi han var usikker på sig selv efter nedturen i onsdags. Han vandt som sagt den tilsvarende etape i 2019, hvor han viste sine evner i regn og kulde over gigantiske bjergetaper, og han er samtidig en god nedkører. Hans puncheurspurt er blevet fremragende, som han særligt viste i Var, og i en spurt er han nok bedste bud på en mand, der kan slå Bernal, hvis denne griber løbet defensivt an. Han er ustabil og kan have en dårligt dag igen, men har han samme gode dag i regnen, som han havde på alle de første etaper, kan han blive ganske uhyggelig på denne etape.

Læs også

Overraskende prologvinder udgår med slemt brud

Mit tredjebedste bud er Simon Yates¸ men det kan også sagtens ende galt. Den lille brite er nemlig slet ikke skabt til disse store bjergetaper i den tredje uge, og skal han opleve en stor nedtur, er dette dagen - også fordi han havde det svært med kulden i starten. Som skrevet i gårsdagens analyse må jeg dog erkende, at han synes at have timet sin form bedre end antaget, ligesom han er fri af de problemer, han indikerede efter Zoncolan-etapen. Derfor er der grund til at håbe, at han kan angribe Bernal. Det er næsten umuligt at se ham køre væk, men til gengæld er han så hurtig, at han i den let stigende spurt vil have n udmærket chance for faktisk at vinde.

Det er svært ikke at blive imponeret af Damiano Caruso. Den stabile italiener har nået sit højeste niveau nogensinde, og han er altid stærk i den tredje uge. Det dårlige vejr håndterer han bedre end de fleste, og han er god på tekniske nedkørsler. Jeg anser det som udelukket, at han kan matche Bernal, men griber colombianeren løbet defensivt an, kan Caruso sagtens sidde i en lille gruppe på toppen. Ha spurter i dag meget sjældent, men han var i gamle dage så hurtig, at han stadig burde han en reel chance for at slå både Bernal og Yates.

Også Dan Martin og Joao Almeida kan slå favoritterne. Jeg tror desværre, at de er for begrænsede i både høje bjerge og regn, for det har været en svaghed for dem begge, men hvis løbet gribes defensivt an, har de en chance. Martin har været stabilt tæt på de bedste, og Almeida er åbenlyst i bedring. Jeg tvivler på, at de når til toppen med de bedste, men er Bernal så defensiv og Yates og Ciccone med deres ustabilitet svage, er en spurt i en lidt større gruppe så sandsynlig, at de to hurtigste af klassementsrytterne kan vinde.

Intet peger på Remco Evenepoel, der har lidt meget de seneste dage. Er der en etape, der passer ham, er det dog denne, hvor hans enorme motor kommer til sin ret. Derfor taler meget for, at han vil gøre det bedre end de seneste dage, også selvom han skulle lide tidligt, men siden blive varm. Det er heller ikke utænkeligt, at han prøver en af sine store offensiver, men det er bare svært at se ham gøre det færdigt. Han har vist sig endnu mere sårbar på nedkørsler end troet, og han har klaget over vejret. Alt sammen rimer dårligt på denne etape. Til gengæld har han spurtet så godt, at han faktisk ikke er helt chanceløs, hvis hans store motor pludselig bringer ham i spil til sidst.

Aleksandr Vlasov og Hugh Carthy skuffede forleden, men dette er ”deres” etape. En stor dag med mange højdemeter rimer på dem begge, og Vlasov er så svingende, at han sagtens kan rejse sig igen, som han også gjorde mellem 6. og 9. etape. Carthy bør efter al logik gøre det bedst på denne etape, som han i 2019 gjorde det på den tilsvarende etape, hvor han viste sine evner i regn, der til gengæld er en stor ulempe for Vlasov. Jeg regner derfor med, at i hvert fald Carthy og sandsynligvis også Vlasov gør det bedre end hidtil, men problemet er bare, at de næsten umuligt kan vinde. Begge er nemlig spurtsvage, og hvordan slår de så Bernal? Det kan kun ske i en taktisk finale, men der er ikke megen tid til at snige sig væk til sidst? På samme måde er det umuligt at tro på Romain Bardet, der næppe kommer med de bedste til toppen. Det gør Daniel Martinez, der virker flyvende, med god sandsynlighed, men han er hjælper for Bernal og skal ikke spurte. Og Nick Schultz bør ikke klatre godt nok til at kunne bruge sin gode spurt.

BEMÆRK: Giro-arrangørerne bevarer den optimistiske tone og regner i skrivende stund med en fuld afvikling af etapen som planlagt - dog med en forlængelse af tidsgrænsen som følge af det elendige vejr. Med udsigt til frost på toppen af både Fedaia og Giau synes det dog usikkert, om den oprindelige plan kan gennemføres. Optakten her baseres på en fuld afvikling af etapen, men man skal nok være forberedt på, at der i løbet af formiddagen kan indløbe en melding om en ændring og formentlig også udvanding af etapen.

OPDATERING: Min frygt blev gjort til virkelighed. Etapen er forkortet til 155 km, og da både Fedaia og Pordoi droppes. Kun finalen med Passo Giau bibeholdes. Den nye profil ser således ud:

Feltet.dks vinderbud: Jan Hirt

Øvrige vinderkandidater: Davide Formolo, Koen Bouwman

Outsidere: Antonio Pedrero, Sebastien Reichenbach, Matteo Badilatti, Lorenzo Fortunato, Dan Martin

Jokers: Joao Almeida, Vincenzo Nibali, Einer Rubio, Bauke Mollema, Felix Grossschartner, George Bennett, Matteo Fabbro, Victor Lafay, Geoffrey Bouchard, Louis Vervaeke, Rein Taaramae, Chris Hamilton

Kandidater til favoritopgør (i prioriteret rækkefølge): Egan Bernal, Giulio Ciccone, Simon Yates, Damiano Caruso, Dan Martin, Joao Almeida, Remco Evenepoel (husk, at der er tale om vurdering af vinderpotentiale!!!)

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Joaquim Rodriguez’ sejr fra 2012, hvor samme finale med Passo Giau blev benyttet, men hvor første del af etapen var betydeligt lettere.

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER