Det var det med den fest en gang til. Den fest, som jeg nu i to analyser har talt om, og som i første omgang så ud til at være ødelagt, da først Egan Bernal og siden Tom Dumoulin sagde farvel og tak, allerede inden vi havde sat os til bords, og siden lignede en temmelig kedsommelig affære, da Miguel Angel Lopez og Simon Yates allerede under forretten følte sig skidt tilpas. Tilbage var vi efterladt med Primoz Roglic, der ganske vist var i forrygende humør, men nok kunne blive lidt ensformig at tilbringe resten af tiden med, hvis ikke andre havde lyst til også at byde op til dans.

Det var der heldigvis. Allerede i går fik vi en fornemmelse af, at det måske ikke helt ville blive så ligetil for den temmelig ensomme Roglic at holde styr på den sæk lopper, han havde slæbt med sig, og det billede blev til fulde bekræftet, da hovedretten i dag blev serveret i form af den første i den endeløse serie af bjergetaper, der vil komme på rad og række i de kommende uger. Hvor det for nogle dage siden kunne se ud til, at man skulle klynge sig håb til nogle ganske få ryttere, hvis man skulle øjne en smule konkurrence til Roglic, trådte så mange af løbets outsidere i dag så kraftigt i karakter, at det nu nærmest kan synes helt umuligt at pege på, hvem der faktisk vil vinde løbet.

Roglic er nemlig ikke den supermand, man ellers har kunnet få fornemmelsen af igennem årets første måneder. Adam Yates viste os det allerede, da han som den hidtil eneste i år satte sloveneren til vægs på kongeetapen i Tirreno-Adriatico, og selvom han vandt masser af tid på søndagens enkeltstart, var han heller ikke her helt så overlegen, som man måske kunne have ventet. I dag blev det så helt tydeligt, at han har sine begrænsninger, og denne gang var det ikke hans stadig ikke imponerende hold, der var årsag til vanskelighederne.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Roglic så ellers ud til at have det meste under kontrol, da feltet ramte den afsluttende stigning, for indtil da havde han kunnet lukrere på andre hold til at gøre arbejdet og forhindre, at den potentielt farlige situation med Ilnur Zakarin og Bauke Mollema i front var kommet ud af kontrol. Den første lille sprække i forsvarsværket kom, da han ikke umiddelbart kunne svare på Mikel Landas to angreb, og selvom han senere genvandt kontakten med favoritgruppen, var det tydeligt, at han måtte bruge sine kræfter med omhu. Det blev helt åbenbart, da han senere måtte lade Rafal Majka og Richard Carapaz snige sig væk også, og i stedet måtte han nøjes med at kontrollere den rytter, der umiddelbart udgjorde den største trussel, nemlig Vincenzo Nibali.

Den opgave magtede han heldigvis også, og de få angreb, Hajen fra Messina satte ind, havde han ikke svært ved at besvare. Problemet var bare, at taktikken kom med den pris, at han lod Zakarin, Landa, Carapaz, Mollema og Majka alle gøre et meget stort indhug i det ellers enorme forspring, han møjsommeligt havde bygget op inden første hviledag. Hvor han i dag med en vis ret, kunne nøjes med at have blikket rettet mod nogle ganske få, er afstandene nu så små til en hel stribe ryttere, at han ikke gang på gang kan lade dem køre væk og fortsætte det pokerspil, han og Nibali havde gang i på en dag, hvor de tilsyneladende havde mere travlt med den interne krig, de allerede indledte i medierne efter gårsdagens etape, end med også at have blik på, hvad der blev af de andre rivaler.

Heldigvis brænder lokummet ikke for alvor endnu. Det er stadig kun Zakarin og Mollema, der er inden for halvandet minut af hans tid, og derfor har den slovenske skihopper stadig lidt manøvrerum at gøre godt med. Problemet er bare, at kandidatfeltet nu er blevet så stort, at det med de begrænsninger, han åbenbarede i dag, kan blive meget vanskeligt at svare på dem alle, og hvis han fortsætter med at klatte tid væk her og der, er det pludselig langt fra nok bar at have øjnene rettet mod 2-3 rivaler.

Med andre ord er løbet blevet åbnet på vid gab igen, og noget kunne tyde på, at vi får en historisk taktisk Giro. Løbets - i hvert fald i praksis - førende rytter har et svagt hold, og det samme er tilfældet for hans nærmeste forfølger, Zakarin, der er endnu ringere bakket op i bjergene. Samtidig har Movistar med deres flyvende duo for alvor fået mod på mere, og den evigt uheldige Miguel Angel Lopez har efter dagens uheld intet at miste ved at angribe i både højre og venstre side i de kommende dage, og endelig øjner selv Rafal Majka måske også en mulighed for, at han faktisk kan blande sig i kampen om sejren.

Dagens helt store vinder var naturligvis Zakarin, for hvem triumfen ikke blot var en stor personlig succes. Sejren kunne nemlig ikke falde på et meget tørrere sted, for det var bare den tredje i en helt igennem trist sæson for det fallerede Katusha-mandskab, der trods en bugnende pengetank har haft held med at ændre et storhold til af sportens største fiaskoer med en gennemført forfejlet indkøbspolitik. Bedre er det naturligvis ikke blevet af, at holdets efter Marcel Kittels exit nu eneste helt store stjerne, Zakarin, har haft et katastrofeår, der næsten har fået en til at glemme, hvor fremragende han kørte, da han i 2017 sikrede sig en podieplads i Vueltaen.

Det mindede han os alle om i dag med et forrygende soloridt, der gav mindelser om de store sejre, han tidligere har taget i både Giroen og Touren. Forårssæsonen havde allerede givet håb om en genrejsning, men efter en alt andet imponerende start på løbet med to skuffende enkeltstarter var russeren igen gledet lidt under radaren. Da han i dag sneg sig med i udbruddet, kunne man imidlertid lure, at noget var på færde, for Zakarin er kendt for at gemme sine storstilede offensiver til en af løbets allersidste bjergetaper, hvor han som regel har fået varmet motoren op og er på sit højeste niveau. Denne gang var det imidlertid allerede i løbets anden uge, at han bekendte kulør, og leverede et skræmmende ridt, der for alvor åbner perspektiver for en mand, der har tradition for kun at blive bedre igennem de tre uger, en grand tour varer.

Og Zakarin var vitterligt imponerende. Da først han åbnede for posen lykkedes det ham nemlig på knap 5 km at distancere Mollema med ikke mindre end 1.45, ligesom Landa, der ellers kom susende bagfra og lignede løbets hurtigste, mod slutningen tabte hele 20 sekunder til den flyvende russer. Helt galt gik det for Roglic og Nibali, der var startet stigningen mindre end to minutter bag Katusha-kaptajnen, men i sidste ende kunne notere sig for et tidstab på 2.57 til den mand, der helt entydigt var dagens stærkeste, og som i den grad har bragt sig ind i billedet til den samlede sejr - især hvis hans stigende formkurve fortsætter i den takt, den har for vane. Omvendt venter der også et hav af nedkørsler, der måske endda vil være våde, og en kompliceret taktisk situation, som hans svage Katusha-hold ingen mulighed har for at håndtere, og derfor er der fortsat ufatteligt meget, der står i vejen for, at Zakarin for alvor kan drømme søde drømme om en lyserød trøje og champagne på podiet i Verona.

Duft af noget stort har han dog fornemmet, men det er han langt fra alene om. Også Movistar må flyve på en lyserød sky efter en dag, hvor det vel kun var den manglende etapesejr, der stod i vejen for, at de kunne tildele sig selv en topkarakter. I hvert fald endte Landa og Carapaz som de to bedste i den favoritgruppe, der ramte bunden af stigningen, og dermed til fulde bekræftede den fornemmelse, man allerede fik i går, hvor de begge lignede to af løbets stærkeste.

At Carapaz er flyvende, kan ikke længere komme som et chok. Det har han vist igen og igen, ikke mindst med sine to uventet gode enkeltstarter, men Landas genrejsning har nok taget mange på sengen. Forud for løbet var forventningerne ellers store til en mand, der meldtes i sin bedste form i flere år, og som havde imponeret i Liege-Bastogne-Liege, men de blev hurtigt dæmpet igen, da han kørte to enkeltstarter, som ikke var en potentiel grand tour-vinder værdig. Det har hans to seneste præstationer til gengæld i allerhøjeste grad været, og faktisk har det næsten været en befrielse, at hans tidstab har fået ham til at åbne for posen mere, end han formentlig ville have gjort, hvis han havde haft en bedre start på løbet. Og da både Carapaz og Landa har for vane at køre sig op i løbet af en grand tour, har Roglic al mulig grund til at frygte den forrygende Movistar-duo, der er den eneste i klassementets top, som har fordel af at have to kort at spille.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Den luksus har Bora ikke længere, efter at det igen i dag blev tydeligt, at Davide Formolo nok mere skal satse på kuperede klassikere, hvor han bare bliver bedre og bedre, end på grand tours, hvor hans begrænsninger i bjergene er for store. Til gengæld kan de glæde sig over, at også Rafal Majka konfirmerede det fornemme indtryk, han har efterladt siden starten, denne gang ved at køre væk fra kamphanerne Roglic og Nibali. I sidste ende kunne han ikke matche Carapaz, hvorfor han heller ikke umiddelbart ligner en vinder af løbet, men det står mere og mere klart, at vi ikke har set Majka bedre, siden han næsten blev olympisk mester for nu snart tre år siden. Og dermed virker det heller ikke længere helt urealistisk, at han faktisk kan komme i spil til endnu et grand tour-podium næsten fire år efter, at han endte som nr. 3 i Vueltaen.

Til gengæld ser det mere sort ud for Miguel Angel Lopez. Colombianeren og Astana lagde ellers i den grad i kakkelovnen til en storslået offensiv, men det blev knust af endnu en defekt til Superman, der synes at have en sort sky hængende over sig. Efter de foregående punkteringer på enkeltstarten og i går fik han nemlig defekt, netop som han skulle sætte kronen på værket efter Astanas store arbejde, der var blevet indledt ved at sende tre mand i udbrud og derefter fortsat med Pello Bilbaos voldsomme forcering på dagens næstsidste stigning. Denne gang var det imidlertid ikke en punktering, men tilsyneladende kædeproblemer, som han også havde på La Camperona i sidste års Vuelta. Spørgsmålet er, om det er en tilfældighed, eller om Lopez selv er skyld i, at han nu to gange har haft bøvl med kæden på et afsluttende bjerg i en grand tour.

Uanset forklaringen blev det hvert fald en dyr fornøjelse. Lopez forsøgte ellers at rejse sig efter fadæsen, men tilsyneladende kostede hans forsøg på at køre sig tilbage i løbet alligevel for meget. I hvert fald eksploderede han voldsomt, netop som han var ved at genvinde kontakten med Nibali og Roglic. Resultatet blev yderligere et dyrt tidstab, der gjorde de 28 vundne sekunder fra 12. etape nærmest ligegyldige, og med en afstand på nu næsten fem et halvt minut op til Roglic, ser sejren nu meget fjern ud for Superman. For cykelfans er det dog ikke nødvendigvis en ulempe, for Lopez synes at have udmærkede ben, og da hans Astana-hold også rejste sig fornemt efter gårsdagens knap så prangende præstation, skal man ikke læse mange bøger om cykelløb for at vide, hvad der kommer til at ske på selv den mindste motorvejsbro i de kommende uger.

Til gengæld ser det ikke ud til, at løbets måske stærkeste mandskab får den succes, man kunne have ønsket sig. Som jeg skrev i år, er det desværre ofte enten-eller med de lidt svingende Yates-brødre, og da Simon kørte en forfærdelig enkeltstart, stod skriften således allerede at læse på væggen. I dag blev de værste anelser så bekræftet, da Simon som den første af de store kanoner måtte slippe og nu befinder sig næsten seks minutter efter Roglic, der nok ikke ”skider helt så meget i bukserne af skræk”, som den lille brite mente, at han burde, da han bramfrit erklærede sig som løbets storfavorit inden starten. Og med tanke på den omtalte ”enten-eller”-tendens ser meget ud til, at Yates denne gang ganske enkelt har ramt fejl med formen, og vi er nok nærmere et komplet sammenbrud end den genrejsning, som man nok håber på i den australske lejr.

I det hele taget blev det en skidt, skidt dag for Mitchelton. Den drøm om en genfødt Esteban Chaves, som var blevet vakt i går, blev nemlig lynhurtigt begravet igen, da colombianeren eksploderede og nu kan begrave alle sine klassementsambitioner. Dermed drukner det også i tristesse, at supertalentet Lucas Hamilton leverede endnu en sublim præstation, der i høj grad er forklaringen på, at Yates undgik den totale katastrofe. Til gengæld kan det så også betyde, at australieren nu får den nødvendige frihed til måske at jagte en etapesejr, som lige nu synes at være inden for rækkevidde.

Det er den naturligvis også for Mikel Nieve, der om nogen er specialist i at vinde bjergetaper i grand tours. Det var han således også tæt på igen i dag, præcis som han var det på 11. etape i sidste års Tour på den dag, hvor den anden Yates-bror definitivt røg ud af klassementet. Dengang måtte han dog se Geraint Thomas komme blæsende forbi sig på de sidste meter, og i dag var det desværre Zakarin, der var for stor en mundfuld. Sidste år lykkedes det imidlertid Nieve at vinde den sidste bjergetape dagen efter Simons store kollaps, ligesom han reddede Giroen for Sky i 2016, hvor en syg Landa var taget hjem og gjorde det i 2014-udgaven af Dauphiné, da et styrt havde sat Chris Froome ud af spillet om sejren. Nieve er med andre ord blevet lidt af en livsforsikring for de hold, han kører for, og efter dag må chancerne for, at han får sig en slurk champagne i løbet af den næste uges tid være kraftigt forøget.

Trek må også sidde tilbage med en ærgerlig smag i munden. Det var ellers en flot offensiv, da de placerede hele tre mand i udbruddet til at støtte kaptajn Mollema, men trods det flotte arbejde fra Nicola Conci, Gianluca Brambilla og ikke mindst en helt igennem forrygende Giulio Ciccone kunne kaptajnen ikke gøre det færdigt. Allerede i går fik man fornemmelsen af, at hollænderen måske ikke var helt så stærk, som den fine enkeltstart havde indikeret, og det billede blev desværre kun bekræftet, da han kunne se Zakarin distance sig med næsten to minutter på de sidste kilometer. Med to skuffende præstationer på to dage ligner Mollema således ikke længere den dark horse til podiet, som han gjorde for blot 48 timer siden.

Nibali kan til gengæld stadig lugte blod, og han kan ikke være helt utilfreds med dagens udkomme. Ganske vist måtte han se en del ryttere vinde tid på sig, men han fik samtidig udstillet Roglics svaghed og set, at Domenico Pozzovivo er i flyvende form til at støtte sin kaptajn. Med tanke på, at også Nibali som regel er bedst i den tredje uge, og at Roglic ikke umiddelbart ligner en mand, der er i fremgang, må Hajen have fået færden af mere blod hos det slovenske bytte, der muligvis er mere såret, end man i første omgang kunne have troet.

Derudover imponerede Pavel Sivakov endnu en gang og fik vist, hvorfor det ikke kun var Bernal, men også ham, der i 2017 trak de helt store overskrifter som en kommende grand tour-stjerne. Måske har han stået i colombianerens skygge i en 2018-sæson, der ikke helt levede op til forventningerne, men dagens kørsel viser med al tydelig, at den multinationale russer virkelig er ”the real deal” og tilsyneladende også har en motor, der i hvert fald foreløbig ikke er begyndt at vise tegn på at være løbet tør for brændstof. Og selvom Ineos desværre måtte vinke farvel til uheldige Tao Geoghegan Hart, kan de med udsigten til en Ivan Sosa i formfremgang se frem til en sidste uge, hvor de måske kan vise sig i stand til at bryde den Giro-forbandelse, der ellers for det meste har hængt som en skygge over det britiske storhold i den italienske grand tour.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Sivakov kørte sig dermed også i den hvide trøje, og det skete på bekostning af et EF-mandskab, der ikke havde den bedste dag. Ganske vist viste Joe Dombrowski igen, at han nærmer sig sit fine niveau fra 2016, men holdets to kaptajner skuffede begge. Tanel Kangert måtte i sidste ende alligevel indse, at han trods alt er for begrænset i bjergene til at klatre med de bedste, og Hugh Carthy kunne slet ikke leve op til de fine takter, han havde vist i løbets indledning. Til gengæld åbner det døren for, at de måske kan jagte en etapesejr, og skulle det lykkes, er det måske også mere værd end en placering i udkanten af top 10, som nok havde været det mest sandsynlige udkomme af klassementssatningen.

EF hører imidlertid til undtagelsen. Dagens etape har utvivlsomt tændt flere håb, end den har slukket drømme. Det er i hvert fald klart, at det ikke længere blot er løbets forhåndsfavoritter, der kan drømme om den samlede sejr. Udover Roglic og Nibali, der hele tiden har haft sejren inden for rækkevidde, må Zakarin, Carapaz, Landa og måske endda Majka kunne drømme stort efter i dag. Og da Lopez helt sikkert heller ikke har givet op endnu, er jeg pludselig alligevel helt glad for, at jeg blev til festen, selvom Dumoulin og Bernal hurtigt sagde farvel og tak. Lige nu er der pludselig så mange interessante deltagere, at man slet ikke ved, hvem det er sjovest at tale med.

Jeg takker i hvert fald for invitationen. Jeg lover at blive lige til den bitre ende!