For et par uger siden så det mildt sagt lidt halvtrist ud i Movistar-lejren. Et usædvanligt sløjt forår fra Alejandro Valverde havde nemlig betydet, at det spanske storhold ved indgangen til årets Giro blot havde vundet 9 cykelløb. Verdensmesteren selv havde blot bidraget med en enkelt sejr, og det hele gik endda helt galt, da den spanske veteran som følge af et styrt forud for Liege-Bastogne-Liege måtte sende afbud til Giroen. Lidt lys var der i form af de lovende takter, både Nairo Quintana og Mikel Landa havde vist undervejs, men da hverken de eller holdets to løjtnanter, Richard Carapaz og Marc Soler, havde bidraget med mange sejre, var det meget sigende, at holdet var gledet helt ned som nr. 10 på WorldTour-ranglisten.

Den dårlige sæsonstart har markeret et foreløbigt lavpunkt for det spanske mandskab, der ellers i mange år har haft for vane at være et af sportens mest dominerende. I 2016 vandt de WorldTouren, og i de år var det kutyme, at de var med helt i front på eliteseriens rangliste. Siden er det imidlertid gået støt ned ad bakke, ikke mindst fordi tabene af blandt andet Izagirre-brødrene har gjort dem stærkt afhængige af de tre kaptajner, Valverde, Landa og Quintana. Og da colombianeren frem til i år har været igennem en meget svær tid, og baskeren har haft et have af skader, har holdet vel været igennem en af sine sværeste stunder i dets efterhånden ellers alenlange levetid.

Med tanke på Valverdes sene afbud og de dårlige resultater var det derfor ikke med den allerstørste optimisme, at holdet kom til Italien til årets Giro. Heldigvis havde både Landa og Carapaz vist fin form i optakten - især Landa meldtes i spanske medier at være yderst velkørende - men det var i hvert fald ikke et hold med momentum, der tog hu på løbet i Bologna. Bedre blev det bestemt ikke af, at baskeren kørte en helt horribel første enkeltstart, og at Carapaz to dage senere mistede tid som følge af et dumt styrt, så det ud til, at den dårlige stime måske ville fortsætte.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Sådan er det imidlertid ikke gået - snarere tværtimod. Landa fortsatte ganske vist sin kedelige start med endnu en katastrofal enkeltstart i San Marino samt et dumt tidstab som følge af styrtet i Frascati, men Carapaz viste allerede med en overraskende god enkeltstart i Bologna, at han er kommet til Italien med seriøse planer. Bare dagen efter uheldet på 3. etape vandt han overraskende 4. etape, da han overraskede Caleb Ewan med et angreb, og siden da har det været indlysende, at den lille ecuadorianer har været en af løbets mest formstærke ryttere. Først var han blandt de allerhurtigste på stigningen på 9. etapes enkeltstart, hvor han gjorde det langt bedre end ventet, og siden har han imponeret på de første dage i bjergene, ikke mindst i går, hvor han kørte fantastisk stærkt op ad den sidste stigning. Og da Landa som så ofte før i grand tour-sammenhæng har rejst sig undervejs og imponeret på de første bjergetaper, har holdet for første gang i år oplevet et rigtigt momentum.

At de er kommet til løbet for andet og mere end blot at køre med om podiet, blev endnu tydeligere i dag, da den korte, intense 14. etape gav klassementet endnu en rystetur, så der samtidig udkrystalliserede sig et betydeligt klarere billede af, hvem der er løbets stærkeste. Hver eneste gang, der på den stejle Colle San Carlo blev forceret, var det nemlig de samme fem mand, der skilte sig ud, og her var Movistar som det eneste mandskab repræsenteret med to mand. Carapaz og Landa var med som en mis ved enhver forcering, og det samme var Vincenzo Nibali, Primoz Roglic og Miguel Angel Lopez, der til sammen udgør den kvintet, hvorfra løbets vinder efter al sandsynlighed skal findes.

Der var dog én, der skilte sig ud. Selvom både Lopez og Nibali begge forsøgte at ryste træet, manglede de begge det ekstra, der skulle til for at køre væk, og Landa så en kort overgang endda ud til at være en smule i vanskeligheder. Det var Carapaz imidlertid aldrig, og da den lille ecuadorianer endelig åbnede for den godtepose, man længe har fornemmet måtte være fyldt til bristepunktet, måtte Roglic for første gang opgive at svare. Og da først hullet var slået, lå det i kortene, at ecuadorianeren ikke ville være til at fange igen, for bag ham var der samlet en stribe kamphaner, der naturligvis ikke kunne samarbejde på en let målstigning, hvor modvinden gjorde, at det ville være alt for farligt at blotte sig.

At Carapaz var stærkeste mand synes at være hævet over enhver tvivl. Ganske vist var det tydeligt, at Roglic igen i dag var særligt opmærksom på Nibali, hvis angreb alle blev besvaret prompte, lignede han ikke en mand, der kunne reagere på den lille ecuadorianers voldsomme forcering. Heller ikke, da han forsøgte at maksimere udbyttet af den relativt lette sidste del af nedkørslen, kunne han nærme sig Carapaz, der ikke blot viste sig som en glimrende nedkører på den tekniske del, men også havde den nødvendige power på den flade del. Og da først vejen atter begyndte at pege opad, og Roglic igen måtte tænke på ikke at gøre sig alt for sårbar, lå det i kortene, at Carapaz ville kunne øge betragteligt.

Det gjorde han også, endda i en sådan grad, at han ganske overraskende kørte sig i den lyserøde førertrøje. Det skete på bekostning af Roglic, hvis sårbarhed i den grad blev udstillet på en dag, hvor han virkelig skulle bruge sine kræfter med omhu. Da Simon Yates valgte at åbne ballet med to angreb allerede på dagens første stigning, var han helt opmærksom på, at han skulle undgå en gentagelse af gårsdagens scenarium, hvor tilstedeværelsen af Bauke Mollema og Ilnur Zakarin i udbruddet satte ham og Jumbo i defensiven. Ved prompte at lukke ned for alle farlige angreb, lykkedes missionen med at lirket et ufarligt udbrud afsted, og da ingen havde modet til at iværksætte den store offensiv langt fra mål, kom Roglic sikkert igennem den første og farligste del af etapen.

På Colle San Carlo lykkedes det ham imidlertid ikke at holde styr på tropperne, og da først Carapaz var stukket afsted, var situationen ganske kritisk. Havde alle rivalerne haft is i maven, kunne løbet være gledet sloveneren helt af hænde, men til hans held havde Nibali heller ikke denne gang is i maven. Først samarbejdede han selv med sloveneren, og da han senere fik Damiano Caruso - der ellers efter en lidt skuffende indsats i udbruddet i forgårs utvivlsomt var dagens helt store helt - fik kæmpet sig tilbage, valgte han sende sin hjælper frem for at kontrollere og derved forhindre, at situationen gled helt ud af kontrol. Havde Caruso ikke haft en så formidabel dag, lignede iskolde Roglic en mand, der var klar til at gamble store, og så kunne vi meget vel have befundet os i en helt anden situation, hvor Carapaz havde haft en langt, langt større forspring.

Det forhindrede Nibali og Caruso imidlertid. Nogen vil måske bebrejde Hajen, at han heller ikke i dag havde samme kølighed som Roglic, men i virkeligheden er det måske meget forståeligt. Den sicilianske haj ligner en mand, der tror på, at han kan få ram på Roglic i løbets tredje uge, hvor han traditionelt er bedst. Sidder han med fornemmelsen af, at den slovenske favorit vitterligt er sårbar - og det er ikke en helt urimelig fornemmelse på baggrund af den kloge og kalkulerede præstation, han hidtil har leveret - kan man sagtens forstå, at det ikke allerede er nu, man skal gamble ved at give en livsfarlig mand som Carapaz adskillige minutter. Lige nu ligner ecuadorianeren nemlig løbets stærkeste, og selvom han blandt de tre øverste i klassementet er den ringeste temporytter, er det bestemt ikke utænkeligt, at der kan være mere at hente for ecuadorianeren i den vanskelige sidste uge, hvor hans enorme dieselmotor endda forventes at gøre ham endnu stærkere, som vi har set det i både Giroen i 2018 og Vueltaen i 2017.

På den måde fik Roglic endnu en gang kastet en livline af rivalerne, og faktisk er han nok ikke helt utilfreds med, at Carapaz fik sig sneget i lyserødt med 7 sekunder. Faktisk så det ud til, at han ligefrem ønskede det resultat, da han trods sin status som favoritgruppens klart hurtigste valgte ikke at spurte efter de 4 bonussekunder i det, der lignede et knivskarpt og meget tæt opgør om den samlede 1. plads. Ikke blot slipper han nu for det stress, en 1. plads indebærer, men han har frem for alt sikret sig en værdifuld allieret i Movistar, der måske ikke har det bedste hold, men dog med Andrey Amador og den imponerede Antonio Pedrero har bedre hjælpere, end det stadig svage Jumbo-mandskab kan præstere.

Roglic skal dog ikke regne med, at Movistar vil agere nyttige idioter de kommende dage. Spanierne er naturligvis pinligt bevidste op, at Carapaz har brug for betydeligt mere tid inden den sidste enkeltstart, og selvom en tidskørsel sidst i en grand tour altid handler mere om friskhed end om reelle tempoevner, kan den lille ecuadorianer i hvert fald ikke føle sig det mindste tryg, hvis ikke han har som minimum et minut. Derfor skal spanierne i angreb også i de kommende dage, men de er ikke længere i en position, hvor de skal sætte alt på et bræt. Derfor kan Roglic nok regne med en del hjælp i hvert fald først på etaperne, hvor Jumbo allerede er sårbare.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Til gengæld befinder han sig i den ubehagelige situation, at Movistar har ikke blot den måske mest formstærke klatrer, men også er det eneste hold med hele to kort at spille. Ganske vist kom der i dag lidt sprækker i Landas ellers hidtil ubrydelige panser, men baskeren ligner en mand, der som så ofte før i en grand tour, bare bliver bedre og bedre. Selvom Carapaz er i lyserødt, betyder holdets behov for at vinde tid nemlig, at det burde være en oplagt strategi at fortsætte med Landas offensive kørsel også i de kommende dage. Baskeren er stadig så stor en trussel, at der er grænser for, hvor meget luft Roglic kan give ham, og det kan gøre sloveneren sårbar over for Carapaz, ikke mindst hvis Nibali i den tredje uge også fylder maven med den is, der hidtil er smeltet hver eneste gang, det er blevet lidt halvvarmt.

For kvintettens sidste led, Lopez, ser det hele til gengæld lidt mere sort ud. Håbet om, at den lille colombianer havde de samme drømmeben, som han havde på sidste etape i Vueltaen sidste år eller i sin drømmeuge i Vueltaen i 2017, blev hurtigt slukket. Allerede på det første bjerg lignede Lopez ikke den Superman, han kan være på sine bedste dage, og selvom han kom med de forventede angreb til sidst, var det uden det bid og den bund, som man forventer af Lopez, når han er bedst. Samtidig er han stadig i den ubehagelige situation, at han fortsat er 5.30 efter og derfor har meget langt op til sejren.

Bedre bliver det ikke af, at Astanas lille genrejsning i går, hurtigt forsvandt som dug for solen. Som det var tilfældet på 12. etape, faldt løbets på papiret stærkeste mandskab helt sammen. Særligt Ion Izagirre synes at have timet formen helt skævt, og heller ikke Jan Hirt har det niveau, han havde i optaktsløbene. Da Pello Bilbao heller ikke havde gårsdagens ben, blev Lopez, der burde have kunnet regne med den bedste støtte, hurtigt efterladt alene, og således er der ikke meget, der tyder på, at Astana bliver den magtfaktor, mange havde forventet. Til gengæld kan Lopez glæde sig over, at også han altid er bedst i den tredje uge, og Jumbos svage hold gør dette løb til en af de mest taktiske grand tours i nyere tid. Det har Mollema og Zakarin allerede én gang udnyttet, og det vil Lopez formentlig forsøge også at gøre. I den sammenhæng kan Landas forventede offensive kørsel sagtens vise sig at være et godt våben for den lille colombianer.

Som vi så det i går, hvor han også måtte slippe Carapaz mod slutningen, halter Majka en anelse efter de fem bedste, men marginen er ikke stor. Med tanke på hans ringe enkeltstart ser podiet ikke specielt realistisk ud for polakken, men i lyset af Lopez’ store tidstab synes en top 5 bestemt at være inden for rækkevidde. For en mand, der har været på Vuelta-podiet, er det måske ikke i sig selv stort, men i lyset af de præstationer, han har leveret i 2017 og 2018, er der alligevel tale om lidt af en genrejsning for en rytter, der så ud til at kunne blive endnu en af de mange lovende grand tour-ryttere, der omkring 30-årsalderen pludselig begynder at glide væk fra den øverste del af hierarkiet. Til gengæld blev det igen synligt, at Davide Formolos evner i bjergene er for begrænsede til, at Bora kan spille det dobbeltspil, som det nu kun er Movistar, der har som våben.

I ly af de store var der også grund til at tage hatten af for Pavel Sivakov. Det, der særligt slog mig i forbindelse med hans sejr i Tour of the Alps, var den enorme modenhed og kølighed, han udviste, selv når Majka og Nibali for alvor satte ham og det unge Ineos-hold under pres. Det samme indtryk efterlades man med her efter to etaper, hvor den stærke russer nærmest helt upåvirket af omgivelserne har kørt alle stigninger i sit eget tempo. Man ser ellers ofte, at unge ryttere lader sig rive med at stemningen, men det har Sivakov slet ikke gjort. Tværtimod kører han klogere end flere langt mere erfarne ryttere, og det har nu betydet, at han foreløbig har kurs mod en samlet top 10. Om han holder hele vejen, er stadig uafklaret - han har trods alt aldrig gennemført en grand tour - men uanset hvad har han vist, at han både havde har hovedet og fysikken til at blive den mulige grand tour-vinder, som han længe har været spået til at blive.

Ser man alene på resultatlisten, burde Simon Yates være lykkelig. Det er der imidlertid slet ingen grund til, for hans 2. plads skyldtes alene, at han udnyttede favoritternes taktiske spil til at snige sig væk. Faktisk er det lidt af en ydmygelse af briten, at han tilsyneladende allerede betragtes som så ufarlig, at Roglic og Nibali uden videre lod ham slippe væk mod slutningen, men man forstår dem godt. Dagens etape blev nemlig endnu en understregning af, at Yates ganske enkelt ikke har timet formen denne gang, og da han ikke just er kendt som en rytter, der har for vane at køre sig op i løbet af de tre uger, ser det ud til, at årets Giro godt kan blive lidt af en lidelseshistorie. I dag fightede han sig flot tilbage, men det er svært ikke at sidde med fornemmelsen af, at ”enten-eller”-rytteren Yates risikerer at eksplodere helt på en af de store bjergetaper i den tredje uge. Heldigvis har man stadig Mikel Nieve og Lucas Hamilton, der begge ligner gode bud på ryttere, der kan vinde en etape, og så må man leve med, at drømmen om et stort comeback til Esteban Chaves definitivt blev lagt i graven i dag.

Dagens helt stor overraskelse var Ilnur Zakarins store nedtur. Russeren er ellers kendt for sin stabilitet og sin evne til bare at blive bedre og bedre, men bare 24 timer efter sin fabelagtige kørsel kørte han sig helt ud af kampen om podiet. Ser man på hans grand tour-historik, er det et overraskende udfald, men ser man alene på de tendenser, vi har set i forårets løb, er der faktisk et mønster. Zakarin var nemlig også yderst svingende i både Paris-Nice og Volta a Catalunya. Er der tale om en ny tendens? Det ved vi formentlig meget mere om, når vi er igennem den tredje uge, der typisk er Zakarins bedste.

Også Bauke Mollema fik definitivt slået et søm i ligkisten for sine podiedrømme, men det var efter gårsdagens knap så imponerende indsats ikke uventet. Dermed ser det ud til, at det ikke var nogen tilfældighed, når hollænderen i de senere år har lignet en mand, der snarere skal satse på en rolle som etapejæger og på resultater i kuperede klassikere. Det var nemlig også i den sammenhæng, at han viste sig stærkt frem i optakten, og da vi nu skal helt tilbage til 2016 for at finde hans seneste overbevisende præstationer i etapeløbssammenhæng, kunne Mollema være på vej mod den skæbne, som også hans landsmand Robert Gesink har måttet affinde sig med, og som jeg som sagt også var bange for, at Majka måske kunne lide.

Etapen bød også på meget opløftende præstationer. Udover Carusos drømmeløb viste Joe Dombrowski endelig, at det ikke er uden grund, at man igennem de seneste uger har kunnet fornemme, at den tidligere vinder af Baby-Giroen endelig er ved at vise, hvorfor han engang blev regnet som et supertalent. Også Hugh Carthy rejste sig delvist efter gårsdagens skuffelse, men til gengæld faldt EF-holdets anden kaptajn, Tanel Kangert, der ellers har imponeret indtil nu, lidt overraskende igennem. Det gjorde den stadig mere imponerede Giulio Ciccone til gengæld ikke, og han har ikke blot fortjent sin bjergtrøje, men også at vinde en etape undervejs. Og endelig må man lette på hatten for unge Valentin Madouas, der mest er kendt som klassikerspecialist, men som i dette løb virkelig har imponeret i de høje bjerge. Man frygter for den langsigtede holdbarhed, men FDJ-rytteren har i denne uge klatret langt bedre, end man kunne have forventet.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Det er han imidlertid langt fra alene om. Med dagens sejr har Carapaz trods et relativt anonymt år siden gennembruddet for 12 måneder siden, dokumenteret, at det ikke var uden grund, at han sidste år blev nr. 4, da han første gang kastede sig ud i et tre uger langt etapeløb med ambitioner om at køre klassement. Et sådant resultat er der meget få, der opnår, og nu ser det endda ud til, at den lille ecuadorianer måske endda kan tage en sejr i sit blot andet forsøg. I hvert fald ligner han lige nu løbets stærkeste mand, og med Landa som det perfekte kort til at slide Roglic og Nibali ned, er det bestemt ikke umuligt, at han kan sikre sig det forspring, han skal bruge for også at holde stand på enkeltstarten i Verona.

Duften af mulig champagne må i hvert fald langsomt begynde at sprede sig i den spanske lejr, og skulle det lykkes at tage holdets første grand tour-sejr siden Quintanas triumf i Vueltaen for nu snart tre år siden, vil det være lidt af et comeback for et Movistar-mandskab, hvor det meste ellers er gået den forkerte vej i de seneste sæsoner. Og endnu engang kan det altså vise sig at blive Carapaz, der bibringer holdet noget tiltrængt succes - præcis som det ganske overraskende var ham og ikke hverken Quintana, Landa eller Valverde, der i 2018 leverede holdets bedste grand tour-resultat.

Når nu kaptajnerne ikke kan, er det meget godt at have en ecuadoriansk guldfugl.