Kan I huske dengang, vi stillede de mange relevante spørgsmål? Dengang vi spurgte, om Jakob Fuglsang og Simon Yates havde holdbarheden? Dengang vi spekulerede på, om Geraint Thomas og Vincenzo Nibali måske var ved at være for gamle? Dengang ingen vidste, om Steven Kruijswijks forberedelse havde været god nok? Og dengang vi var spændte på, om Aleksandr Vlasov virkelig kunne holde hele vejen i sin første grand tour?

De fleste af de spørgsmål viste sig helt irrelevante. Nuvel, vi fik da to svar. Det er blevet slået fast med syvtommersøm, at der altså er en verden til forskel på den Fuglsang, der giver folk bøllebank i endagsløbene og den Fuglsang, der kæmper for at følge de bedste i et relativt svagt Giro-felt i den tredje uge. Efter i dag står det også lysende klart, at Nibali nok har stået på sit sidste grand tour-podium, og at det stabile niveaufald, vi har set siden 2014, nu har bragt ham til et stadium, hvor han ikke længere skal regnes som den gigant, vi har været vant til.

Omstændighederne gjorde, at de andre spørgsmål var helt irrelevante - udover at vi fik set, at det måske ikke er en god ide for en skrøbelig fyr som Yates at køre som en motorcykel en måned inden en grand tour - og efter i dag er det da også nærliggende at tro, at Thomas, der jo fik alt andet end et marginalt ”gain” på 1. etape på bagsmækken af Rohan Dennis og Tao Geoghegan Hart havde kørt alt og alle over, ligesom man kun kan gisne om, hvor modbydelig Kruijswijks dieselmotor kunne have været på en etape, der blev så brutal, som det var tilfældet i dag. Pludselig skal vi nu i stedet spekulere på tre navne, hvor af de to ikke var nævnt i nogen som helst drejebøger for tre uger siden.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Geoghegan Hart og Jai Hindley skulle nemlig slet ikke have været spydspidser. Hindley skulle ganske vist teste sig selv lidt i skyggen af Wilco Kelderman, men Geoghegan Hart skulle på en dag som i dag bare have været raket for Thomas uden nogen tanke på eget resultat. Kun Kelderman var regnet som en interessant podiekandidat, men der var næppe mange, der havde ham øverst på deres liste over sandsynlige vindere af årets anden grand tour. Som Chris Froome erfarede i Vueltaen i 2011, kan det imidlertid godt lade sig gøre at vinde en grand tour, selvom man egentlig kun skulle være hjælper - og måske Mikel Landa havde erfaret det samme i Giroen i 2015, hvis hans lænker var blevet løsnet.

Efter dagens dramatiske begivenheder står det nu klart, at vinderen skal findes blandt en trio bestående af én kaptajn og to løjtnanter, men til gengæld er det også pivåbent. Selvfølgelig er Kelderman i pole position, for manden, der er engang blev nr. 2 bag Jos van Emden på en kort, flad enkeltstart i et specialisttungt Eneco Tour, er naturligvis på papiret den bedste på søndag, ligesom han var bedst på sidste lørdags lange enkeltstart.

Så enkelt er det bare ikke. Kelderman har måske nok rejst sig som temporytter, men hans præstationer i dette løb står slet ikke mål med hans storhedstid. Samtidig betyder friskhed alt i den tredje uge, og ingen an betvivle, at Geoghegan Hart har været stærkest af de to over de seneste par uger. Briten er samtidig selv en glimrende temporytter, som han har vist i Californien og Algarve og til dels gjorde det i lørdags, og derfor kan Kelderman bestemt ikke sove roligt, selv hvis det stadig er status quo lørdag aften. Mærkelige ting kan ske på enkeltstarter i den tredje uge - spørg bare Primoz Roglic!

Det er dog klart, at Hindley er den mindst sandsynlige vinder, og spørgsmålet er, om Sunweb ikke smed en gylden mulighed for at bringe sig selv i en meget mere gunstig position, end det blev tilfældet. Fornemmelsen af, at australieren var den stærkeste Sunweb-rytter blev nemlig bekræftet, og spørgsmålet er, om det blev udnyttet optimalt.

I første omgang var det naturligvis klogest at lade Hindley holde sig til Ineos-duoen, da Rohan Dennis chokerede alt og alle med en præstation, der fik hans chokerende 2. plads i sidste års Tour de Suisse til at ligne det mest forudsigelige i denne verden. Da Kelderman havde strakt våben, kunne ingen nemlig vide, om det var starten på et kollaps, hvor Dennis på stigning og nedkørsel samt i dalen ville køre ham så meget over, at Sunweb ville smide alle muligheder ved at lade Hindley vente på sin kaptajn.

Det kollaps udeblev heldigvis, og Kelderman forsvarede sig fremragende mod to åbenlyst stærkere klatrere. Desværre forsvarede han sig kun akkurat med så lille et forspring, at intet er sikkert før enkeltstarten. Samtidig ved alle, at det i dag så fabelagtige Ineos-hold kommer blæsende med alt på lørdag, og selvom etapen grundet franske corona-restriktioner er blevet en tam fætter til den oprindeligt planlagte version, er Sestriere-opkørslen i den tredje uge af en grand tour svær nok til at gøre forskelle - særligt hvis Dennis giver den lidt gas undervejs.

Det forspring kunne have været større, hvis man undervejs havde skiftet hest og ladet Hindley falde tilbage, da det stod klart, at Kelderman ikke var ved at gå ned. Det er dog en efterrationalisering, og på Stelvio havde det været alt for risky business ikke at lade Hindley agere plan B.

I virkeligheden var den største fejl en anden. Det står stadig som et uforklarligt mysterium, hvorfor Hindley aldrig angreb i finalen. Hvis ikke det var dårlige ben - og det er naturligvis en helt legitim undskyldning - havde han intet at miste ved at teste briten. Med tanke på at han havde siddet på hjul hele vejen op ad sidste stigning, var udsigten til en tidsgevinst umiddelbart lovende. Lige nu ser det næsten umuligt ud for Hindley at sejre, da han ubetinget er den ringeste temporytter af de tre, og Sunweb kunne uden at skade Keldermans chancer have styrket deres position gevaldigt ved at lade løjtnanten køre sin egen chance i dagens finale - hvis altså benene var til det. Hindleys efterfølgende udtalelser tydede umiddelbart på, at det mest var en lidt uforståelig taktisk beslutning.

Nu må man håbe, at de ikke har sat sig mellem to stole ved ikke at satse 100% på Kelderman eller spille begge kort på én gang. Ineos har i hvert fald lugtet blod efter dagens magtdemonstration, hvis eneste bitre eftersmag må være, at Geoghegan Hart ifølge ham selv slet ikke have hovedet med sig efter Thomas’ styrt på Etna-etapen, hvor han derfor mistede den tid, der lige nu havde gjort ham til storfavorit. Til gengæld skylder han også ubetinget den fabelagtige Dennis, der i dag ubetinget var Most Valuable Player, at han er tilbage i kampen om den samlede sejr. Havde Dennis ikke leget Tour de Suisse igen med halvandet års forsinkelse, havde løbet været et helt, helt andet, for det er svært at tro, at Geoghegan Hart i modvinden på Stelvio bare havde givet så megen gas på egen hånd, at han havde kørt Kelderman ud af hjulet uden efterfølgende at få en så meget mere frisk Hindley i nakken til sidst.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Nej, vi har i den grad Dennis at takke for det fantastisk åbne opgør, der nu tegner sig - også fordi det lige nu er ham, der kan gøre lørdagens etape så hård, at den kan blive et festfyrværkeri. Det er i hvert fald pivåbent, uanset om lørdagssatsningen giver resultat, eller om det er status quo, når de ruller nedad rampen på lørdag.

I det hele taget er den en mærkelig top 4, der tegner sig. Jeg har nu i ugevis forudset Pello Bilbaos forudsigelige sammenbrud, for spanieren kom jo end ikke for at køre klassement, når han nu var så træt efter Touren. Ikke desto mindre var det ham, der leverede en af sit livs klatrepræstationer i dag og nu har kurs mod en højst uventet 4. plads, særligt hvis han på søndag præsterer på vanligt niveau og ikke gentager søndagens skuffelse.

Overraskende var Fuglsang også, men heldigvis på glædelig vis. Hidtil har pilen kun peget én vej - som den desværre også har gjort det for den ellers genfødte Domenico Pozzovivo hele løbet indtil dagens kulmination på nedturen - men i dag var der pludselig pil op. Ganske vist har løbet bekræftet, at han ikke er grand tour-rytter - han blev trods alt slået klart af Bilbao, der ikke er nogen Primoz Roglic - men med dagens resultat har han et berettiget håb om en 5. plads.

Den skal tages på bekostning af Joao Almeida, som vi nu er blevet meget klogere på. Der har nemlig været én klar tendens i dette løb, nemlig at portugiseren er fløjet på bakkerne, men har lidt i de høje bjerge. Måske er det slet ikke så tilfældigt, at han er tidligere vinder af U23-Liege, for måske er han bare mere ardennerrytter end grand tour-mand, selvom det naturligvis er alt for tidligt at drage definitive konklusioner. Forsvare sig godt gjorde han i hvert fald, som i øvrigt hans heroisk kæmpende holdkammerat Fausto Masnada gjorde det.

På mange måder var det løjtnanternes etape. Hindley var bedre end Kelderman, Dennis så længe stærkere ud end Geoghegan Hart, og Bilbao overstrålede Hermann Pernsteiner, der dog atter fik bevist, at store bjergetaper i den tredje uge passer ham glimrende. På samme måde chokerede Patrick Konrad ved at være bedste Bora-mand på en etape, der slet ikke passede ham, men måske er det ikke så mærkeligt endda. Det er nemlig andet år i træk, at Rafal Majka kollapser på en kongeetape i den tredje uge, så måske man skal til at tale et mønster - præcis som det nu er et mønster, at Nibalis niveau har været så konstant faldende, at han næppe længere er bedre, end vi ser det nu.

Der bliver i hvert fald ingen gentagelse af 2016-udgavens mirakuløse comeback. Medmindre coronavirus lægger Sunweb og Ineos ned, er det lige nu et tremandsopgør med to favoritter og en outsider - og intet er afgjort endnu. Spørgsmålet er bare, om der skal være lidt normalitet i tingene, så trioens eneste kaptajn løber med titlen, eller om vi skal have den første chokerende løjtnantsejr siden Froomes choksejr - på efterbevilling efter Juan Jose Cobos diskvalifikation - i Vueltaen 2011. Svaret følger efter en højdramatisk og nervepirrende weekend.