EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

Forud for årets Giro var der megen hype om Biniam Girmay. Lige siden eritreeren skrev afrikansk cykelhistorie ved som den første fra kontinentet at vinde en stor klassiker i Gent-Wevelgem, har han fået en opmærksomhed, som aldrig ville tilfalde nogen anden vinder af et løb, der nok er stort, men ikke et monument. Pludselig blev han nævnt i samme sætning som Mathieu van der Poel og Wout van Aert, og han blev næsten udskreget til at være en af sportens bedste klassikerryttere.

Problemet var bare, at hans resultater slet ikke kunne bære den hype. Nok var sejren i Gent-Wevelgem flot, men den var først og fremmest skabt af en god spurt samt den snilde og det held, man skal bruge, når man i en taktisk finale skal ramme det rigtige hug. Til gengæld var han aldrig i nærheden af at matche de bedste på stigningerne, og det var han heller ikke, da han kort forinden var blevet nr. 5 i E3.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Hypen skyldes derfor nok i lige så høj grad det historiske i hans bedrift og den helt naturlige glæde over, at sportens oversete kontinent, der jo i en udholdenhedssport som denne burde have et næsten uudtømmeligt potentiale i stil med det, de udviser i langdistanceløbene, endelig var lykkedes med at overvinde de udfordringer, dårlig økonomi og store udstyrskrav har givet afrikansk cykelsport. For Afrika og sportens globalisering var den søndag i marts en sand festdag, som enhver cykelfan må have deltaget i, og som forhåbentlig blot var startskuddet til, at Afrika kan blive cykelsportens nye Sydamerika.

Til gengæld var hypen knap så berettiget på det sportslige plan. Ja, Girmay havde kørt flot, men han havde kun fulgt med. Det havde han også kun gjort i Milano-Sanremo, hvor han kørte et ganske fint løb, men hvor der næppe var mange, der opdagede ham på Poggio, endsige registrerede, at han endte løbet som nr. 12. Girmays klassikerkampagne var flot og klog, men at nævne ham i samme sætning som Van der Poel og Van Aert var det svært at finde belæg for.

Derfor var der måske også lidt for megen hype om Girmay, da han stillede til start på 1. etape i Giroen. Det er rigtigt, at puncheurspurten i Ungarn på papiret passede ham som fod i hose, men vi havde på det tidspunkt aldrig set ham måle sig med Mathieu van der Poel i den slags finaler. Baseret på den forskel, der var på de to på bakkerne i klassikerne, var det i hvert fald legitimt at hævde, at hollænderen var kolossal favorit i deres indbyrdes opgør.

Som bekendt endte det også med favoritsejr til Van der Poel, men Girmays 2. plads var alligevel bemærkelsesværdig. Denne gang var han nemlig pludselig ligemand med en rytter, der indtil den dag havde været ham overlegen, for selvom hollænderen krydsede stregen først, havde Girmays spurt presset ham så meget, at han var helt ude af stand til at fejre sejren. Det kan godt være, at det var blevet til eritreisk sejr i Wevelgem, men på 1. etape leverede Girmay en fysisk præstation, der var langt den flotteste, han hidtil har leveret.

Det skulle vise sig, at det var varslet om, at Afrikas supertalent havde udviklet sig enormt i de uger, han tilbragte i sit hjemland frem mod sin første grand tour. Da han for tre dage siden var mindst lige så stærk som Van der Poel på bakkerne i Napoli, var det også en markant forbedring i forhold til det, han havde leveret i Belgien. For første gang var Girmay en hovedaktør og ikke bare en overlever i kuperet terræn på den helt store scene. Den dag var det pludselig helt legitimt at nævne ham i samme sætning som Van der Poel.

Den præstation var formentlig også en øjenåbner for Girmay selv. Nu forstod han, at han ikke behøvede at klynge sig til Van der Poels baghjul i håb om overlevelse, når der blev budt på hårdt klassikerterræn. I hvert fald var det et helt anderledes selvtillidsfuldt Intermarché-mandskab, der mødte til start, da Giroens næste klassikeretape i dag fandt sted i de bakker, vi kender fra muretaperne i Tirreno-Adriatico.

Her var belgierne nemlig med til at diktere slagets gang. Én ting var, at de sørgede for at holde morgenudbruddet i snor på den flade tur op langs Adriaterhavet, for det kunne man kun forvente fra en af etapens favoritter. Nej, nybruddet kom, da vi ramte bakkerne, og løbet skulle gøres hårdt. Det forventede alle, at Alpecin ville gøre, men denne gang fik de hjælp af det belgiske underdoghold, der var med til at sætte det tempo, der gradvist sled på de sprintere, som stadig klyngede sig til håbet om at overleve en finale, der på papiret ellers var for hård for dem alle.

Deres håb havde ellers grund til at vokse gennem eftermiddagen. Den tidlige Van der Poel-offensiv, man måske kunne have ventet, udeblev, og da der kun manglede to bakker, var det kun de helt tunge sprintere i form af Mark Cavendish og Phil Bauhaus samt den i dette løb så rystende formsvage Caleb Ewan, der havde tabt kontakten. Hverken Arnaud Demare, Fernando Gaviria eller Giacomo Nizzolo havde været i nævneværdige problemer, og selvom den sidste stigning på papiret var for hård for dem alle, kunne det måske være grund til at være en anelse urolig.

Det nye var, at Girmay vidste, at han ikke havde grund til at frygte, at løbet blev for hårdt. Derfor blev det ikke det relativt tunge Alpecin-hold, men derimod klatrerne fra Intermarché, der tog ansvaret for at gøre finalen brutal. Rein Taaramae tog en knaldhård føring på løbets næstsidste bakke, og da det store slag skulle slås på den sidste stigning, var det endda holdets bundloyale klassementsrytter Domenico Pozzovivo, der brugte sin fabelagtige form til at gøre løbet til et større blodbad, end de fleste vel havde regnet med - og det generede slet ikke Girmay, der under hele stigningen så komfortabel ud helt i front sammen med Van der Poel og alle klassementsrytterne.

Læs også

Klassikerrytter tæt på UAE-skifte

Den endelige skalp fik han naturligvis til sidst. Det stod på forhånd klart, at Girmay og Van der Poel var etapens to store favoritter, og mange havde nok drømt at se dem i et direkte opgør i den let stigende spurt, som passede dem begge. Det opgør fik vi, og det blev endda smukkere, end man kunne have drømt om. I en nervepirrende spurt, hvor Van der Poel syntes at have overhånden, var det imidlertid Girmay, der kunne blive ved, og bedst som sejren så ud til at blive sendt til Holland, skiftede den i sidste øjeblik retning og røg til Eritrea, da en resignerede Van der Poel satte sig ned - åbenlyst imponeret over, at Girmay bare kunne blive ved og ved.

Sejren var ikke blot endnu et bevis på, at han har udviklet sin fysik helt enormt siden klassikerne. Det var også endnu et bevis på, hvor klog og selvtillidsfuld han er. Hans kendemærke har altid været hans evne til at køre nogle imponerende lange spurter, og da han vandt i Wevelgem, troede han så meget på den egenskab, at han åbnede en på papiret alt for lang spurt i den hårde modvind. Det tog totalt Christophe Laporte på sengen, da franskmanden grundet de blæsende betingelser netop havde tænkt sig at vente, men Girmay havde så stor tro på egne evner, at han gjorde noget, der virkede overmodigt, men viste sig at være genialt.

I dag var modet og selvtilliden den samme. Girmay lod sig ikke intimidere af, at modstanderen hed Van der Poel. Tværtimod vidste han, at han skulle udnytte sin force, den lange spurt. Van der Poel er nemlig lige omvendt og er bedst i korte spurter, hvor han kan bruge sit eminente kick. Det erfarede Van Aert på den mest bitre måde i Flandern Rundt, hvor han kom til køre en alt for kort spurt, der kostede ham sejren mod den på papiret langsommere, men mere eksplosive rival.

Den fejl begik Girmay ikke. Van der Poel blev så overrasket, at der opstod et lille hul ved den meget tidlige åbning, og nu skulle han bruge sit eminente antrit på at komme tilbage på hjul. Derfra havde han stadig overskud til at forsøge at gå forbi, men hvor Van der Poels punch var brugt, gjorde Girmay det, han er allerbedst til, nemlig at spurte i så lang tid, at det ikke burde være muligt.

Pludselig var der skrevet afrikansk cykelhistorie med den første sorte afrikanske vinder af en grand tour-etape, og det kunne ikke være sket på en smukkere maner. Den kom i en direkte duel med en af sportens fænomener. Den kom efter enormt selvtillidsfuld og klog kørsel. Og den kom efter, at det var hans hold - og endda hans klassementskaptajn - som havde dikteret løbet og skabt det blodbad, der gjorde triumfen mulig.

Men måske var der også lidt ”held i uheld” involveret. Det så ud til at koste dumme kræfter, da han missede et sving på nedkørslen til sidst og nu skulle bruge helt unødvendige kræfter på at genfinde fronten. Foran befandt Van der Poel sig pludselig i en kvartet i et fremstød, der så mere tilfældigt end planlagt ud, og så tog hans angrebsinstinkt pludselig over. I stedet for at satse på den spurt, der lignede hans plan A, kørte han pludselig solo, og selvom der gik lidt panik i Girmay, der sammen med Mauro Schmid fik lukket hullet, var det utvivlsomt en manøvre, der kostede flere hollandske end eritreiske kræfter. Om det var de kræfter, Van der Poel manglede i spurten, ved vi naturligvis ikke, men det har trods alt næppe gavnet hans chance. Og uden Girmays kiksede sving var det aldrig sket, for indtil da havde eritreeren logisk nok siddet limet til det hollandske baghjul.

Nu endte det i stedet i endnu en skuffelse for Van der Poel, der syntes fuld at beundring for Girmays spurt, da han med det samme lykønskede sin rival. Igen var det svært ikke at sidde med den fornemmelse, at han ikke var helt på toppen. Hans yndlingsscenarium var næppe at spurte mod den på papiret hurtigere Girmay, og da Alpecin fra bunden af finalebakken lagde et hårdt pres, var det derfor formentlig for at iscenesætte det angreb, man vil forvente fra Van der Poel. Det kom imidlertid aldrig, og igen i dag virkede han atter som én blandt ligemænd og ikke det overmenneskelige fænomen, han plejer at være.

Til gengæld så vi også igen en mere moden og klogere Van der Poel. Allerede i foråret, hvor hans rygskade havde en ikke helt optimal form, kørte han samtlige sine klassikere meget mere defensivt end vanligt. Selv har han forklaret, at det dels var en erkendelse af, at fysikken ikke rakte til mere, dels et ønske om at vinde noget mere i stedet for at skabe et show med til tider hovedløs kørsel. Den gamle Van der Poel havde formentlig åbnet dagens etape med angreb langt fra mål, som han gjorde, da han sidste år vandt Tirrenos muretape i dette område med en af sine suverænt flotteste præstationer, men i dag ventede og ventede han - endda så længe at sprinterne akkurat nåede at fornemme håbet, inden tyngdekraften alligevel fortalte dem, at den her finale altså var for puncheurs og klassikerryttere, ikke for dem.

Dermed var det også terræn for Mauro Schmid og Alessandro Covi, der begge bekræftede det enorme potentiale, der har stillet til skue med stadig større klarhed i år. Schweizeren, der allerede lignede stærkeste mand i Napoli, var således hovedmanden bag at sikre, at Van der Poels soloangreb ikke lykkedes, og Covi, der ellers efter sin fabelagtige sæsonstart har været i en længere formkrise, kom et forrygende angreb på stigningen, som det krævede en klassementsrytter i form af Pozzovivo for at neutralisere. Desværre valgte han efterfølgende at ofre sig for Joao Almeida, da denne i det overraskende lille felt pludselig lugtede bonussekunder, og det kostede ham deltagelsen i en spurt, hvor han havde været et yderst interessant tredje element, når man husker på de puncheurfinaler, han kørte i Andalusien tidligere i år. Det opgør har vi nu til gode til senere, men til gengæld ved vi også, at Covi bør blive en aktør i resten af denne uge.

Læs også

Starttider: Enkeltstart i Romandiet Rundt 2024

Det kan Vincenzo Albanese også blive. Det holdt ellers lidt hårdt for italieneren i et løb, hvor han har brokket sig over dårlige ben, men i dag beviste han den enorme holdbarhed, han har opnået i år, hvor han har imponeret både på Etna og senest meget overbevisende i Asturien. I dag lykkedes det ham endelig at finde de gode ben til en af de etaper, der passer ham, og selvom vi nok engang fik bevist, at farten slet ikke rækker mod de bedste, blev det endnu en understregning af, hvordan det fortabte supertalent, der tog sin hidtil eneste professionelle sejr som 19-årig, med mange års forsinkelse endelig er blevet til det, mange forventede, da han choksejrede i Trofeo Matteotti som teenager.

Han var nemlig i skrapt selskab. Da først Pozzovivo havde færdiggjort sit blodbad, var der stort set kun klassementsryttere tilbage. Udover de tre på podiet var det i frontgruppen således kun Schmid, som jo allerede havde vist sin superform, Mikael Cherel, der pludselig i sin karrieres efterår har fundet en helt bemærkelsesværdig form, Fabio Felline, der viste glimt af fordums styrke (men ikke hurtighed) samt Covi, der ikke kunne betegnes som klatrer eller klassementsrytter. Derfor kunne klassementsrytterne også pludselig lugte uventede bonussekunder og overraskelsesangreb, som vi så fra Carthy og endda Richard Carapaz, og som altså fik UAE til at ofre Covis chance for at udfordre Girmay og Van der Poel i spurten. Pludselig endte de fleste klassementsryttere med at blande sig i kampen om sejren, og Carapaz, der ellers ikke er verdens hurtigste, endte endda som nr. 5, hvad de færreste nok havde forventet i morges. Heldigvis lignede han således heller ikke en mand, der havde taget skade af det dumme styrt, han ramtes af tidligere på etapen.

Faktisk var han endda selv med til at skabe festen. Normalt ville dette være en etape, Ineos blot skulle have overstået, men Carapaz har altid været en af feltets mest underholdende skikkelser. Derfor var det måske alligevel ikke helt så overraskende, at Jhonatan Narvaez og Pavel Sivakov med deres tempo på stigningen var med til at skabe blodbadet på en dag, hvor logikken sagde, at de skulle spare på kræfterne. Det vidner nok engang om den animator, Carapaz er, og som vi senest fik stillet til skue med hans vanvittige kup på Almeida på en catalansk regnvejrsdag i marts.

Til gengæld var det for holdet stærkt bekymrende, at Richie Porte som den eneste væsentlige klatrer faldt fra, endda mens det var Sivakov, der førte. Det kan naturligvis være udtryk for, at han sparede på kræfterne nu, hvor hans klassement er slut, men når vi ved, at holdbarhed i grand tours aldrig har været hans allerbedste kompetence, kan man have en lille frygt for, at Porte kan være i samme forfald, som vi så i Touren sidste sommer.

Forfaldet er dog ikke så slemt som Ewans. Man kan for så vidt godt forstå, at Lotto fra start gav etapen et skud, for med Milano-Sanremo-ben havde den måske været inden for rækkevidde, og da han alligevel er på vej hjem, kan holdet lige så godt gå efter alle tilbageværende muligheder. I denne finale skulle han imidlertid også have netop Sanremo-ben for at være med - og de var formentlig heller ikke nok på den trods alt ret lange finalestigning - og intet i dette løb har indikeret, at han har taget dem med til Italien denne gang. Tværtimod blev dagens næsten lidt halvpinlige ydmygelse af holdets tidlige føringsarbejde blot endnu en understregning, at forskellen på Ewans top- og bundniveau hører til blandt de mest markante i feltet. Når han er god, er han fremragende, men når han er dårlig, har han altid været rigtigt dårlig, som han senest var det, da han kollapsede på en sprinteretape i Luxembourg kort inden VM sidste år.

Den slags udsving er der ikke helt hos Girmay. Ganske vist har han ikke Van der Poels regularitet, og vi har flere gange set, at han langt fra altid er konkurrencedygtig, men hans topniveau har altid være både lovende og højt. Indtil dette løb har det bare ikke helt kunne stå mål med al den hype, hans flotte, men også en anelse tilfældige sejr i Gent-Wevelgem skabte, og som også var motiveret af, at han jo allerede som junior var en af de absolut eneste, der slog Remco Evenepoel. Efter i dag er der imidlertid ingen grund til at holde begejstringen tilbage. Tværtimod kan den velbegrundede hype vel næppe længere blive stor nok.

EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO