Kriterierne for udvælgelse til listen er, at man i den forløbne sæson har kørt som U23-rytter, og dermed er ældre ryttere, der først sent har fået chancen på højeste niveau udelukket fra at komme i betragtning. Derudover er kravet, at rytterne har skrevet kontrakt med et WorldTour-hold - ryttere på professionelle kontinentalhold er derfor ikke med - ligesom de ikke tidligere må have kørt på et hold i en af sportens to øverste division. Det betyder specielt, at et af de allerstørste talenter, Egan Bernal, der skifter til Sky, ikke er at finde på listen. Den colombianske superklatrer har nemlig nu i to år kørt som professionel hos Androni-mandskabet og har dermed allerede haft adskillige chancer for jævnligt at blande sig med ryttere på højeste niveau, herunder senest med den imponerende top 15-placering i Il Lombardia.

I denne artikel finder du de næste tre talenter i rækken.

Neilson Powless til LottoNL-Jumbo

Det er ikke nogen hemmelighed, at det er betydeligt nemmere at opnå topresultater i de amerikanske storløb end i de største begivenheder på det europæiske kontinent. Ikke blot er niveauet generelt lavere, vejenes karakter er også markant anderledes. Hvor en stor del af evnen til at køre cykelløb i Europa således består i at kunne kæmpe for sin position og placere sig på de små, smalle veje, der kendetegner sportens traditionelle hovedkontinent, foregår løbene i USA på store, brede veje, hvor der er plads til et helt felt, og derfor bliver disse begivenheder enklere og i højere grad end ren afspejling af rytternes fysiske potentiale. Det er derfor ikke mærkeligt, at mange stjerner fra den amerikanske scene har haft det betydeligt sværere ved overgangen til deltagelse i europæiske løb.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Alligevel vakte det stor opsigt, da den dengang blot 19-årige Neilson Powless tog cykelverdenen med storm i sidste års Tour of California. Ganske vist havde han forinden vundet det mindre etapeløb Joe Martin Stage Race og kørt stærkt i Tour of the Gila, men de færreste havde ventet, at han ville kunne være med helt fremme i USA's største løb. Her viste han imidlertid stort mod ved uden frygt at angribe tidligt på den afsluttende stigning på løbets kongeetape og holde de fleste af favoritterne bag sig til en flot 5. plads. Det lignede også det samlede resultat, men desværre betød uheld på løbets sidste sprinteretape, at han gled ned på en 9. plads. Det betød dog mindre i det store billede: Powless havde etableret sig som en af sportens mest lovende etapeløbsryttere.

Præstationen gjorde ham naturligt til en af de store favoritter til Tour de l’Avenir, men trods en andenplads på enkeltstarten skuffede han så meget i bjergene, at han hurtigt røg ud af klassementet. Han sluttede dog flot af med at vinde løbets svære afsluttende bjergetape, og forventningerne forud for 2018-sæsonen, der igen blev tilbragt i talentholdets Axeons trøje.

Resultaterne er ikke udeblevet i et år, hvor Powless har imponeret i et bredt spektrum af discipliner. Han viste stor klassikerstyrke med top 10-placeringer i U23-udgaverne af både Flandern Rundt og Liege-Bastogne-Liege og med sejr i det italienske endagsløb GP Palio del Recioto, han vandt enkeltstarten i Le Triptyque des Monts et Chateaux, blev nr. 5 på enkeltstarten i Babygiroen og nr. 3 ved både U23-rytternes og de professionelles enkeltstart ved de amerikanske mesterskaber, han vandt 1. etape af det italienske etapeløb og blev nr. 2 på den sidste bjergetape i Tour de l’Avenir, og han vandt det amerikanske U23-mesterskab og blev nr. 2 hos de professionelle. Da Axeon ikke blev udtaget til Tour of California, var hans store etapeløbsmål denne gang Tour of Utah, hvor han atter bevoste potentialet med en fornem 4. plads i meget skrapt selskab.

De resultater betød naturligvis, at de fleste WorldTour-hold udviste interesse for den alsidige amerikaner, der imidlertid foretog et overraskende valg. For unge amerikanere er det naturligt at skifte til enten BMC, Trek eller Cannondale eller - hvis talentet rækker til det - at søge til et af sportens superhold, Sky eller Quick-Step. Powless valgte imidlertid anderledes ved at skrive kontrakt med LottoNL-Jumbo, der tidligere med engagementet af Alexey Vermeulen har vist, at de har et særligt blik på den amerikanske talentscene. Angiveligt var han meget tæt på at skifte til Cannondale, men da manager Jonathan Vaughters pludselig stod foran at skulle lukke sit hold, måtte han i sidste øjeblik gribe den hollandske mulighed.

Valget er ikke nødvendigvis dumt. På de store hold er talentudviklingen måske mere struktureret, men til gengæld kan Powless få nogle muligheder, han ikke ville have fået andetsteds. LottoNL-Jumbo har kun Steven Kruijswijk, Robert Gesink, George Bennett og Primoz Roglic som klassementsryttere, og om disse gælder, at førstnævnte stort set kun begår sig i grand tours, og at Gesink i stigende grad fokuserer på etapesejre. Da LottoNL-Jumbo heller ikke er et hold, der ventes at tage det store ansvar i de ugelange etapeløb, burde der være rig mulighed for, at Powless kan søge sin egen chance.

Samtidig har LottoNL-Jumbo i de senere år vist sig at være et af de bedste hold til at udvikle rytternes evner på enkeltstarter. Roglic og Jos van Emden er de mest lysende eksempler, men også holdets klassementsryttere har gjort store fremskridt, ikke mindst den ellers spinkle klatrer Bennett, der yderst chokerende vandt Tour of California netop i kraft af enkeltstarten. Blandt de unge klassementsryttere fra U23-scenen er Powless måske den bedste enkeltstartsrytter, og det er formentlig her, han skal lægge grunden til det meste af sin fremtidige succes i etapeløbene. Allerede i det kommende år kan han ventes at lægge yderligere nogle lag til sine allerede lovende tempoevner, og kan han samtidig udvikle lidt større stabilitet og forbedre sig yderligere i bjergene, er vejen åben for den unge amerikaner, der sammen med Adrien Costa fremstår som USA's bedste bud på en kommende grand tour-vinder.

Benjamin Thomas til FDJ

Gode resultater i omnium på banen er ofte en ganske god afspejling af rytternes evner på landevejen også. Bryan Coquard, Elia Viviani, Mark Cavendish og Fernando Gaviria er de måske mest lysende eksempler på store stjerner, der enten fik deres gennembrud i banesportens mangekamp eller som sideløbende med landevejskarrieren har haft succes på de skrå brædder. Franskmændene lærte således først og fremmest Coquards navn at kende gennem hans resultater i omniumdisciplinen, der kulminerede med hans sølvmedalje bag Lasse Norman ved OL i 2012.

Nu kan franskmændene muligvis se frem til en deja-vu-oplevelse. I hvert fald råder landet nu igen over den regerende verdensmester i disciplinen. Benjamin Thomas - der i øvrigt også er regerende verdens og europamester i parløb og europamester i holdløb - tog titlen i Hong Kong tidligere i år efter at have vundet bronze ved det foregående europamesterskab og fremstår i disse tider som en af banesportens allermest succesrige ryttere. Ligesom Coquard har også han imidlertid store ambitioner på landevejen, og som det er tilfældet for sin verdenskendte landsmand, har han lynhurtigt bekræftet potentialet.

Forud for denne sæson var Thomas’ generalieblad ganske vist beskedent, og derfor var der næppe mange, der havde stort blik for franskmanden, der igen i år var at finde i det franske militærhold Armee de Terres farver. Det betød, at han modsat mange af sine jævnaldrende havde et landevejsprogram, der primært bestod af løb med WorldTour-deltagelse, og således var det kun ved mesterskaberne, at han stillede til start i U23-løb. Det gør det blot endnu mere imponerende, at han kan fremvist en resultatliste, der byder på to store sejre samt tre top 4-placeringer i korte etapeløb.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Thomas’ navn dukkede første gang op i international sammenhæng, da han på en småkuperet etape i 2. HC-løbet 4 Jours de Dunkerque fulgte et angreb fra Sylvain Chavanel på en sen stigning. Duoen undslap feltet, men med få kilometer til mål kunne Chavanel fornemme feltets tunge åndedræt i nakken og valgte at give op. Det gjorde Thomas’ imidlertid ikke. Uden at se sig tilbage fortsatte han ufortrødent på egen hånd, og ved brug af sin banefart lykkedes det ham i en nervepirrende finale at hold et felt, der blev anført af Niccolo Bonifazio og Arnaud Demare, bag sig. Ganske vist kunne han ikke stå distancen på den efterfølgende kongeetape, men det gjorde mindre: Thomas havde etableret sig som en rytter, der skulle holdes øje med.

Distancen stod han til gengæld først på sommeren i det ligeledes småkuperede Tour de Luxembourg, der blev vundet af en vis Greg Van Avwrmaet. Her imponerede Thomas ligeledes stort, og efter en 5. plads på prologen lykkedes det ham at slutte som nr. 4 samle, blot 4 sekunder fra en podieplads. Den gode form tog han med sig til det kuperede endagsløb Ronde van Limburg, hvor han var en af de få, der kunne følge Wout Van Aert i en overraskende hård udgave af løbet, og det gav ham endnu en 4. plads. En 4. plads blev det også til i GP Cerami, hvor han imponerede stort ved at nå mål som del af en superkvartet bestående af Van Aert, Jempy Drucker og Dries Devenyns.

Hans flotteste resultat kom nogle dage senere i Tour de Wallonie. Her gentog han på 1. etape bedriften fra Dunkerque, idet han med et sent angreb kørte alene hjem og dermed kunne iføre sig førertrøjen. Naturligvis kunne han ikke matche den på den tid ustoppelige Dylan Teuns, men udkommet blev en fornem 3. plads i et stort HC-løb. Kort efter blev han nr. 5 på enkeltstarten i Tour du Poitou-Charentes og blev herefter - igen, igen - nr. 4 samlet.

Thomas’ resultater er specielt imponerende i lyset af hans ryttertype. Han er således ikke sprinter, og som man så i Dunkerque har han også sine begrænsninger i kuperet terræn. Derfor mangler han en udpræget spidskompetence, der ofte er nødvendig for at vinde mange sejre. Alligevel lykkedes det ham gang på gang at opnå store resultater, og det skyldes specielt hans imponerende finisseuregenskaber. I to omgange har han således vist, at han besidder evnen til at angribe i den absolutte finale - ofte på en lille bakke - og derefter bruge sin banefart til at holde feltet bag sig. Samtidig er han en glimrende temporytter, og hans flotte udbrud i de omtalte belgiske endagsløb understreger, at han også har motoren til at begå sig over lange distancer.

Det er således svært at putte Thomas i en bestemt kasse, men talentet kan ingen være i tvivl om. Derfor var det ikke overraskende, at FDJ var ude med snøren og skrev kontrakt med den unge franskmand forud for den kommende sæson. I første omgang er planen, at frem mod 2020 fortsat skal køre en del på banen, men som vi så i år forhindrer det ham ikke i at køre stærkt på landevejen også. Der er en vis sandsynlighed for, at han vil blive en del af Demares tog i lange perioder, men FDJ kører samtidig en masse endags- og etapeløb i Frankrig, hvor Thomas meget vel burde kunne få sin egen chance. Mange af disse foregår i det småkuperede terræn, hvor Thomas i år imponerede, og udsigten til yderligere succes er derfor god. Den unge FDJ-rytter har udsigt til gå i fodsporene på Coquard, Cavendish, Gaviria og Viviani og blive den næste rytter, der med succes går fra banen til landevejen.