Castelli og den danske forbindelse
13. maj 2019 06:30
af Morten Andersen

Feltet.dk har været på Mallorca for at blive præsenteret for Castellis nyeste aerodynamiske landvindinger og for at mærke italienernes stærke passion for kompromisløst cykeltøj.

“Vi ved faktisk ikke, hvorfor man fryser sine hænder. Måske starter det faktisk omkring lårene”.

 

Ordene - og endnu vigtigere, den kringlede analyse - kommer fra Steve Smith. Leveret over en øl i en hotelbar inden aftensmaden.

 

Selvom emnet kredser om fysiologi, så er scenen er ikke en medicinsk konference og temaet har - trods alt - ikke lægelig tyngde. Her tales om cykling. Eller rettere; om cykeltøj. Men her tages cykeltøj seriøst. Ordene bliver ledsaget af en alvor i øjnene, så man ikke er i tvivl om netop seriøsiteten.


For manden bag ordene - føromtalte Steve Smith - står nemlig forrest i kampen for at løse de beklædningsmæssige udfordringer, man står overfor som cykelrytter. Ét innovativt produkt ad gangen.

 

Steve er Brand Manager for Castelli. Jep, italienerne med skorpionen, som til daglig leger med Team Ineos og som på vores breddegrader især er blevet synonym med den ikoniske Gabba-jakke. Mere om den senere i øvrigt.

 

Vi befinder os på et hotel på Mallorca, hvor Castelli har sat et udvalg af alverdens cykelmedier i stævne for at præsentere deres nye Aero Race-kollektion.


Den føromtalte, lille sætning symboliserer på forunderlig vis hele den essens, som man tager med sig hjem efter tre dage i selskab med et af verdens mest kendte cykelbrands.

 

 

Speed / Emotion

De fleste brands opererer med et pay-off - et catchy ordspil, som skal understrege mærkets tilgang til den opgave, de har sat sig selv i verden for at løse. I tilfældet Castelli er dette: ’Speed /Emotion’

 

Men én ting er ord. De er bare - ja - ord. Svære at integrere i produkter eller services. Nærmest umulige at leve og ånde.

 

Da jeg tilbage i december havde muligheden for at tilbringe tre dage med Castelli, på det afsidesliggende hotel på Mallorca, stod det dog hurtigt ganske klart, at selve produkterne så rigeligt kan levere fart, mens følelserne for cyklingen hænger helt uden på lycraen hos folkene bag.

 

For dagene på hotellet og på en leje-Pinarello i Mallorcas bjerge var en nærmest endeløs snak om cykling og i særdeleshed cykeltøj. Nørderi på to hjul.


Både på de større linjer; om de allestedsnærværende overvejelser om aerodynamik. Men også det mere finurlige. Som når Steve Smith deler sin research omkring kolde fingre over en - ironisk nok - kold øl.

 

For nok er amerikanske Steve Smith øverste chef for Castelli, men han omtaler sig ikke som CEO, når han adspørges om sin rolle af journalistflokken. Og han slår mig heller ikke som én, der kun nyder det øverste lederskabs perspektiv. For det er helt tydeligt, at han er helt nede i materien.

 

Han studerer konstant sine egne produkter i brug af os journalister og inviterer hele tiden til småsnak om materialer, funktioner og tanker. Hele tiden leveringsdygtig i fascinerende anekdoter om et produkts tilbliven - eller kasserede prototyper som ikke var gode nok til at nå helt over målstregen.

 

 

Det danske touch

Italienske Castelli er dog ikke kun influeret af en amerikaner. På det danske marked har brandet nemlig i mange år været repræsenteret af Per Bausager. Den tidligere cykelrytter, som nu indtager rollen som en vidende og respekteret ekspert udi cyklingens mange afkroge.

 

En af de stemmer som der lyttes til, uanset om der diskuteres taktik eller vejens store mestre. Bausager spidser også gerne pennen, når der skal langes svaj ud til dem, som viger fra den gode stil på landevejen. Og her snakker vi faktisk ikke så meget tøj - snarere de traditionsbundne, ofte uskrevne regler, som gør vores sport så smuk og som ligger Pers hjerte nær.

 

Bausager kørte selv i Castelli-uniform i sin karriere og har siden videreført sin passion og loyalitet for mærket igennem Bikebuster, Bausager CC og nu som en del af den hastigt voksende Virtu-koncern.

 

Mens Bausager har spillet en væsentlig rolle for Castelli i Danmark, så er det en dansker, som sørger for at skorpionen kravler op på brystet af stadig flere ryttere i hele verden. Castellis marketingschef hedder nemlig Søren Jensen. En århusianer bosat i Dolomitterne og med ansvaret for, at den innovation, som Castelli jagter så kompromisløst, bliver formidlet over hele kloden.

 

Søren har således en stor del af æren for, at Castelli i dag indtager positionen som et af verdens mest respekterede cykelbrands og for at italienerne anses som en af spydspidserne, hvis man er på jagt efter performance og den nyeste teknologi.

 

Søren er desuden arkitekten bag denne pressetur. Organisatoren som hele tiden har styr på detaljen.


Tydeligvis en rolle han også indtager i det daglige. Han slår mig, som en slags vejkaptajn i Castelli-truppen. En person med en afgørende røst og en sikker hånd, når de vigtige beslutninger skal tages.

 

Den slags som man rigtig gerne vil have på sit hold. Men selv midt i et travlt program oser passionen for cyklingen ud af ham. Stoltheden over produkterne. Nysgerrigheden efter feedback.

 

Jo - det der med ’emotion’, virker det som om, at Castelli har helt styr på.

 

 

’We speak the same race language’

Ordene kommer fra Andrea Peron. Tidligere CSC-rytter og nuværende Race Director hos Castelli.


Han fungerer til daglig som bindeled mellem brandet og det tidligere Team Sky - nu Team Ineos.


Det betyder i praksis, at han nærmest er en del af det britiske hold. Han er med andre ord med til at sørge for farten.

 

Sætningen falder som en konklusion på, hvorfor Castelli og Team Skys ægteskab ikke kun er praktisk - men ægte kærlighed. For de jagter det samme. Marginalerne. De små, men konstante fremskridt, som betyder så meget i en nådesløs sport.

 

På tøjsiden handler det i bund og grund om at udfordre grænserne for det mulige. Udfordre status quo og lade idéer og feedback fra profferne flyde sammen i en konstant strøm af prototyper, indtil verdens mest krævende ryttere vender tomlen op.

 

En af disse innovationer er Aero Race-serien, som er baggrunden for vores besøg.


Da den blev lanceret for første gang i 2006, afløste den løstsiddende trøjer, som var datidens norm. Castelli troede nemlig på de aerodynamiske fordele. Også selv om konsulenter udi aerodynamik fra andre brancher forsøgte at overbevise om, at det skam ikke betød meget for hastigheder under 200 km/t. 

 

Castellis vedholdenhed bidrog dog til, at det sponsorerede Cervelo Test Team strøg til tops på verdensranglisten som Pro Konti-hold og som et klik med skiftegrebet fik cykelverdenen øjnene op for tøjets aerodynamiske betydning.

 

En udvikling som nu er nået så langt, at de Castelli-sponsorerede hold faktisk oplever et reelt problem, når deres ryttere fører en Grand Tour. Det betyder nemlig, at man skal køre i en førertrøje, som ikke har de samme egenskaber.

 

Det var især et problem i sidste års Tour de France, hvor Geraint Thomas var tvunget til at køre den afgørende enkeltstart i en anden dragt, som var væsentligt langsommere end Castellis. Et problem som Castelli har taget op med UCI med henblik på en regelændring.

 

 

Samme tøj som profferne

Aero Race -kollektionen er nået til version 6.0 på trøjesiden mens shortsene er nummer 4.0.

 

Her har Castelli udnyttet en vindtunnel i Norge, hvor medarbejderne har specialiseret sig i cykling.


Især er der arbejdet med forskellige stofkvaliteter. Her har fokus været, hvordan vinden slipper stoffet, da det betyder en masse for aerodynamikken. Også syningerne er optimerede og placeret anderledes - eksempelvis ved skuldrene, da det forstyrrer flowet.

 

Tøjet blev allerede testet af Team Sky under Touren i 2018, hvor rytterne nød godt af at spare 15 watt i de hektiske finaler, hvor hastighederne let rammer 50 km/t. I praksis kan sådan en besparelse omsættes til 1 km/t mere på speedometeret.

 

Selv om det for menigmand kan synes ubetydeligt, så kan det betyde forskellen på øverste trappetrin på skamlen eller en hurtigt glemt andenplads. Skal man til sammenligning forbedre sig 15 % i træning, så ved alle, at det tager årevis.

 

Og selv om det måske er ubetydeligt for os motionister, så kan vi faktisk køre i det samme tøj som Geraint Thomas og Chris Froome. For Aero Race-kollektionen man kan rive ned fra hylderne, er den samme som Team Ineos kører i.

 

Til min overraskelse afslører Steve Smith også, at størrelserne faktisk også er gennemgående på tværs af motionister og proffer. Og at han i øvrigt mener, at alle selvfølgelig skal nyde godt af de landvindinger i udviklingen, som sker konstant. Hvorfor skulle du og jeg ikke have de samme fordele og komfort? Han har en pointe, tænker jeg.

 

Han afslører også, at det med størrelserne ind imellem godt kan give lidt udfordringer.

 

Chris Froome har så stor lungekapacitet, at han reelt er en størrelse large om brystet, mens resten er small. Det kræver en nøje sammensat trøje. Wout Poels derimod har ekstra lange og tynde arme, som kræver væsentlige justeringer i ærmerne.

 

Cykelsport er på alle måder en ekstremsport. Selv ved symaskinerne i Norditalien.

 

 

Når man opfinder en produktkategori

Gabba. For cykelryttere der færdes i dårligt vejr, var disse fem bogstaver nærmest en revolution. Et materiale som kunne holde vind og vand ude, men som havde pasform som en rigtig jersey. Siden så ikonisk, at produktkategorien for den slags jakker af mange blot omtales som netop ’Gabba’.

 

Under mit besøg, får jeg også lejlighed til at høre nogle yderste interessante anekdoter om tiden omkring dens tilblivelse.

 

At sige at Gabba-prototypen blev til ved et tilfælde er en tilsnigelse. For den blev reelt til i krydsfeltet af Castellis evige jagt på udvikling og feedbacken fra prof-rytteren. Det krydsfelt som på én gang er legeplads og eksamensbord for de snurrende cykelhjerner.

 

Historien starter med, at Castelli havde et ønske om at udvikle bedre regnvejrsprodukter og i den forbindelse havde sat udvalgte ryttere fra Cervelo Test Team i stævne. Blandt den var Gabriel Rasch - med øgenavnet Gabba.

 

Klassikerspecialisten Rasch var godt og grundigt træt af at køre regnvejrsramte brostensløb. For valget stod mellem at fryse i almindeligt tøj eller ofre sine chancer ved at påføre sig et blafrende festivaltelt af en regnjakke.

 

Derfor medbragte han til mødet en gammel, slidt vindvest fra et tidligere hold, som han mente, var det bedte kompromis han hidtil havde set. Nok kunne den ikke holde regnen helt ude, men det var trods alt bedre end en kæmpe jakke.

 

Castellis udsendte var ikke just imponerende over materiale eller fit, men i tråd med firmaets pionerånd og løfte om at hjælpe profferne, tog produktafdelingen kampen op.

 

Briefet? Noget med at tage rytternes lidt kraftigere træningstrøje, påføre den højere krave, en hale til vandsprøjt, korte ærmer og så afprøve et nyt stof fra GORE, som Castelli havde udviklet.

 

 

Og så skulle projektet i øvrigt eksekveres med håndbremsen delvist trukket for ikke at spilde dyrebare tid og ressourcer. Som produktionen fik at vide: ” Men brug ikke for meget tid på det: Vi skal bare have dem klar til profferne, men vi kommer aldrig til at sælge nogle”!

Resten er historie.

 

Holdet fik udleveret prototyper om torsdagen op til en af de første klassikere og brugte dem allerede i løb om søndagen. Castelli -teamet erindrer især én kommentar efter jomfru-turen. Her udbrød en af rytterne: ”Alle kommer til at kopiere den her”!

 

Derefter gik det stærkt. De andre hold bemærkede med det samme den store fordel, som disse trøjer gav. Trøjerne var da helt sorte og let genkendelige.

 

Derfor blev det års klassikersæson en nærmest lyssky affære for store dele af Castell.


Eksempelvis på et hotel inden Strade Bianche, hvor de besøgende Castelli-medarbejdere blev opsøgt af ryttere fra flere teams, som lige ville høre hvor de kunne få fingrene i den der sorte tingest.

 

Det helt store gennembrud kom i 2013 da der var optræk til snevejr. Der fik Castelli forespørgsler fra ti teams, som gerne ville købe Gabba-jakker. Det resulterede i syv hotelbesøg, hvor jakkerne måtte leveres i poser uden Castelli-logo, for at holdene, som var sponsorerede af andre ikke skulle ende med for meget ballade.

 

Ser man løbene fra forårssæsonen det år, så kan man se en masse sorte jakker - nogle prototyper uden logoer, andre med Castelli-skorpionen streget ud med sprittusch.

 

Siden er Gabba-projektet blevet til Perfetto som igen er under udvikling til Castellis RoS-serie. RoS står for ‘Rain or Shine’ og betyder at produkterne udvikles, så de performer lige godt i tørt og vådt vejr.

 

Som Geraint Thomas har døbt det: ‘Super Hero Outfit’.

 

Og Gabriel Rasch: Hans navn vil for evigt stå stærkere i historiebøgerne via Castelli og hans øgenavn Gabba snarere end på resultatlisterne.

 

 

Innovationen stopper ikke

Dagen efter trækker vi igen i den nye Aero Race-serie og danner os endnu flere indtryk af de nye produkter i Mallorcas bjerge.


Der er smil hele vejen rundt. Solen kigger frem og tøjet spiller. Er det godt nok til Team Ineos - ja, så er det helt sikkert også godt nok til os. Og tøjet er da også lækkert. Det skal jeg nok fortælle mere om i en testartikel inden længe.

 

På bjergsiderne flyder cykelsnakken sammen med pedalstrøgene og passionen får frit løb.


Sjældent har jeg var i selskab med så dedikerede folk, som tydeligvis elsker lige præcis det de laver.

 

Og det er faktisk noget af det, som står stærkest i erindringen: Et persongalleri af mennesker som sætter en kæmpe ære i at udvikle innovative produkter og hvis passion og stolthed over deres erhverv er særdeles smittende.

 

Inden jeg sætter mig i flyet på vej hjem igen tænker jeg, at med disse folk ved roret - ikke mindst de danske islæt - så er der nok ikke nogen fare for, at Castelli stopper med at levere banebrydende produkter foreløbigt. 

INFO
Materiale og udstyr
Nyheder
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Nyt managerspil til VM og efterårsløbene

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST

SØNDAG

Trentin: Min sejr giver selvtillid til hele VM-holdet

Riis om doping: I dag er det kun dumme mennesker

Tanfield: Det er sjovt at være i Yorkshire

Mads P: Nu venter VM

Martin: Herrerne kostede os guldet

Uheld punkterede podiedrømmene for Italien

Belgisk landstræner kritiserer firmahold efter holdstafet

Tilfredshed i den franske lejr efter femteplads

Ackermann jubler over sejr

Brand: Det skal fejres

Følg juniorernes VM-enkeltstarter

Mollema om sejr: Det er fantastisk at vinde på denne måde

Favoritten Ackermann helt suveræn i Gooikse Pijl

Mads Pedersen vinder flot solosejr i Frankrig

Europamestrene tog også regnbuestriberne i holdstafet

VM-klar Trentin sejrer i Trofeo Matteotti

Aura Energi flyvende i Hobro

Langvad og Fini vandt i København

VM i cykling 2019: Program, starttider og danskerne

Riwal glad for at konkurrere med de store drenge

Brølstærk belgier: Jeg har fået selvtillid inden VM

Viviani: Jeg skulle bare sætte prikken over i’et

Optakt: Trofeo Matteotti

Optakt: Gooikse Pijl

Optakt: GP d’Isbergues

Henvist til andenpladsen: Startede spurten for sent

ColoQuick runder skarp milepæl

LØRDAG

Startlisten til VM i holdstafet

UCI overvejer holdstafet til OL i 2024

Test: AGU Bibshort og Jersey

Lutsenko efter sejren: Jeg havde ikke planlagt at gøre noget i finalen

Sejrherren Theuns: Vidste ikke, hvad vi skulle gøre

Lampaert vinder Slovakiet Rundt - Viviani tager etapen

Theuns tager flot sejr i Belgien

Lutsenko snyder udbryderne i Pantani-mindeløb

Spilak forlader Katusha efter otte år

Efter ny operation: Dumoulin føler sig som en atlet igen

LIVE nu: Følg Van der Poel, Sagan og Van Avermaet teste VM-formen

Bennett kan tvinges til at blive på Bora

Stor Quick-Step-dag i Slovakiet

Loyal Astana-rytter forlænger sin kontrakt

Optakt: Primus Classic

Optakt: Memorial Marco Pantani

Evenepoel: Nyder sejrene mere i år end sidste år

Thomas trækker sig fra VM-enkeltstarten

Lillebror-Viviani skriver med Cofidis

Medie: Vervaeke skifter til Corendon-Circus

Indonesisk cykelløb aflyst på grund af skovbrande

Alé Cipollini får ny navnesponsor - Sigter efter WorldTouren

Brøchner vil prøve igen i dag

Cykelrejse til Kroatien i uge 43 - Slå til nu!

FREDAG

Sådan stiller landene op til VM

Démare og holdet glad for sejr i Slovakiet

Jumbo-Visma to og tre i Kampioenschap van Vlaanderen

Ung hviderusser toer i Slovakiet Rundt: Finalen passede mig godt

Optakt med etapevinderbud: Okola Slovenska/Tour de Slovaquie

Stagiairen Steimle: Jeg har kørt fire løb for Quick Step og vundet de to

Demare stærkest i Slovakiet Rundt - Brøchner lige udenfor top 10

Quick Step-stagiaire vinder Kampioenschap van Vlaanderen efter sidevindsdrama

Holm om Sagan: Rytterne hader ham

Sunweb overvejer at sagsøge østrigsk dopingsynder

Motion: Min MTB-sæson - Jeg kører på cykel for sjov

Optakt: Kampioenschap van Vlaanderen

Cavagna forlænger med Deceuninck-Quick Step

Bennett, Impey eller Colbrelli? – Disse ryttere er stadig uden kontrakt

Prøv banecykling - og få billet til 6-dagesløbet

Seks arresteret i spansk antidoping-operation

Lefevere: Vi burde boykotte holdstafetten

Franskmand vender hjem til Marseille

Specialized Days - en unik mulighed for at se og prøve 2020-nyhederne

Bendixen slutter sæsonen af i Belgien

Fransk rytter testet positiv for EPO - Deler træner med Alaphilippe

Quaade skriver to år med Riwal-Readynez

Hindsgaul hasteindkaldt til VM

Transferlisten 2019-2020 - ProTeams

Transferlisten 2019-2020 - DANSK

Transferlisten 2019-2020 WorldTour

TORSDAG

Lutsenko-sejr vigtig for moralen inden VM

Kritik af cross-åbning i USA