I morgen er der atter en dag. Det må have været det faste mantra for sprinterne i årets BinckBank Tour, der på forhånd lignede en historisk sprinterfestival, hvis lige vi ikke har set siden de tidlige dage i det hollandsk-belgiske etapeløb, hvor stort set alle etaper var sprinteretaper. Efter at have udskiftet den traditionelle kongeetape i Ardennerne med en ekstra flad etape var vi mange, der på forhånd frygtede, at årets udgave af løbet kunne henlede tanken på tidligere tiders gabende kedsommelige udgaver, hvor hver dag lignede en tro kopi af sig selv, men hvor sprinterne til gengæld boltrede sig i deres bedste løb på hele WorldTour-kalenderen.

Med hele fire sprinteretaper kunne man derfor også leve med nederlaget, da en uventet teknisk rundstrækning og en forrygende stærk Matej Mohoric berøvede de hurtige folk den anden af deres fire muligheder, efter at Fabio Jakobsen havde vundet første slag i Bolsward i mandags. I morgen var der jo endnu en dag, og da al erfaring siger, at udbrud kun sjældent holder hjem i ugelange WorldTour-løb - især i netop BinckBank Tour - kunne katastrofen jo ikke gentage sig.

Det fik Jasper Stuyven og det formidable Trek-mandskab imidlertid godt og grundigt modbevist med gårsdagens velplanlagte mesterstykke. Denne gang havde sprinterne ellers gjort deres arbejde og holdt udbruddet i næsten urimeligt kort snor, men denne gang var det i den absolutte finale, at det gik galt, da Trek med en veltimet Egon Olsen-agtig plan spolerede festen. Heldigvis var der ikke panik endnu, for med stadig én sprinteretape på menuen kunne de med sindsro henvise til, at der jo i morgen var atter en dag.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Det var der bare ikke alligevel. I det, der ligner et historisk sammenbrud for sprinterholdene, hvis lige vel ikke er set i nyere tid, lykkedes det for de hurtige folks hold totalt af ødelægge deres egen fest ved for tredje dag i træk at lade sig snyde af angribere. Og modsat i går, hvor det var svært at stille noget op mod Treks mesterværk eller på 3. etape, hvor man med rette kan hævde, at den afsluttende rundstrækning var på grænsen til at være urimeligt teknisk, var der i dag ingen undskyldning. Denne gang var der simpelthen tale om en uforklarlig blunder, som absolut ikke kan undskyldes.

De foregående dage burde ellers have skærpet både opmærksomheden og sulten, og da det tidlige udbrud endda indeholdt kvalitetsryttere som udbryderkongen Alexis Gougeard samt Magnus Cort, der så sent som i Touren viste, at han tilhører feltets allerstærkeste, burde der være rigelig grund til at holde dem i kort snor. Samtidig var ingen af de fire forreste blot den mindste trussel i klassementet, og derfor var det klart, at Mohorics Bahrain-tropper ikke ville gøre den store indsats og i stedet gøre alt for at spare kræfter til det, der har udsigt til at blive en overordentligt vanskelig weekend.

Alligevel var der igen kollektiv nedsmeltning i sportsdirektørbilerne, for gennem det meste af dagen var det kun Dylan Groenewegens LottoNL-tropper, der påtog sig ansvaret. Amund Grøndahl Jansen sled og slemte sammen med Ramunas Navardauskas og David Per fra Bahrain, men hver eneste gang, han så sig tilbage efter hjælp fra feltets to øvrige topsprinterhold, Mitchelton-Scott og Katusha-Alpecin, måtte han spejde forgæves. Først med godt 50 km igen sendte Caleb Ewan slideren Svein Tuft til fronten, og Katusha kom først frem med Marco Mathis og Alex Dowsett i den absolutte finale, hvor de fleste andre hold, der undervejs i den hektiske finale sendte folk frem, allerede havde kastet håndklædet i ringen.

Resultatet kender vi nu alle, for feltet var aldrig blot i nærheden af at fange de fire udbrydere, der skyndte sig i sprinternes store festsal, låste døren og smed nøglen væk, så der igen ingen adgang var for de hurtige folk, der ellers havde været så begejstrede for den festinvitation, arrangørerne havde sendt ud. Og alle sidder vi nu tilbage med spørgsmålet: hvad i alverden skete der lige der?

Noget klart svar er det umuligt at finde, og vi kan alene spekulere. Det er svært at bebrejde andre end de tre store sprinterhold, for alle øvrige mandskaber er her kun med outsidere, som alligevel ville få så svært ved at vinde, at man aldrig kunne forvente, at de ville løfte ansvaret. LottoNL har også deres på det tørre, for hollænderne var de eneste, der dag efter dag gjorde, hvad de skulle, og med Fabio Jakobsens exit var Quick-Step naturligvis også fritaget for alt arbejdet.

Katushas passivitet kan næsten kun være en konsekvens af Marcel Kittels håbløse sæson, hvor han gang på gang intet har fået ud af sin hurtighed, fordi det nydannede tyske tog har vist sig skræmmende ringe til at holde ham fremme. Kittel selv viste ellers fremragende topfart på 1. etape, men her blev det også klart, at han igen smed en sejr væk i kraft af dårlig positionering. Efter tabet af Viacheskav Kuznetsov var schweizerne formentlig endnu mere bevidste om, at toget skulle holdes intakt, for ellers kunne det meget vel ende med endnu en nedtur for Kittel. Desværre betalte gamblingen sig ikke, for i sidste ende blev der aldrig brug for toget, og de friske ben, Rick Zabel og Baptiste Planckaert i aften går i seng med, er nu ikke meget bevendt.

Endnu mere uforståeligt er det, at Mitchelton var så skræmmende passive. Modsat Kittel har Caleb Ewan, der ellers tidligere ikke har været alt for stærk i positionskampen, ikke haft positionering som sin svaghed i de seneste måneder, og særligt i den tekniske finale i går viste han, at han ikke nødvendigvis behøver et helt hold omkring sig. Med tanke på, at australierne endda primært var kommet til løbet for at vinde sprinteretaper, er det komplet uforståeligt, hvorfor i alverden Tuft først blev sendt frem med 50 km igen.

Formentlig er der dog mange af sprinterrivalerne, der gned sig i hænderne, da de kunne se Ewan for anden dag i træk suverænt vinde feltets spurt, for australierne har tidligere haft et dårligt ry for aldrig at tage deres del af ansvaret. Det har i de senere år ændret sig en del, men måske var det et tilbagefald til tidligere tiders vaner, der gjorde, at man forsøgte at sende aben videre til andre. I hvert fald kan Ewan på ingen måde være tilfreds med den opbakning, han har fået, og derfor er han formentlig ikke helt utilfreds med, at han nu kan se frem til at komme til et hold, der er vant til at arbejde for en topsprinter, og så lade Mitchelton-Scott koncentrere sig om de klassementsplaner, der helt tydeligvis betyder mest for dem. Nu må vi så blot se, om holdet er villige til at give ham den nødvendige støtte i Tour of Britain og Tour of Guangxi, eller om det bliver en helt igennem kedelig afslutning på et ellers på mange måder succesrigt og frugtbart ægteskab-

Set med danske øjne er der imidlertid ingen grund til at begræde sprinternes passivitet, for det blev Magnus Cort, der denne gang udnyttede deres skønhedssøvn til at tage sæsonens anden WorldTour-sejr og sin anden store udbrudstriumf på en måned. Danskeren var ellers ikke en populær mand, da sportsdirektørerne tidligt på etapen havde fundet ud af, at han var endt på det, der lignede en meningsløs selvmordsmission, for hans hovedopgave var egentlig at køre lead-out for Riccardo Minali og spare kræfter til morgendagens etape, der lignede en langt bedre chance for den hurtige dansker.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Når han nu var kommet afsted, fik han imidlertid lov at forsøge sig, og det skulle vise sig at være en god ide. Cort var ellers kommet halvkedeligt i gang efter den succesfulde Tour med et skuffende med dårlige ben og et styrt på 1. etape, men tilsyneladende har de seneste dage gjort ham godt. I hvert fald virkede det på afstand til, at han trods Gougeards tilstedeværelse var den suverænt stærkeste og tog et hav af lange og hårde føringer, der i høj grad var med til at snyde sprinterne.

Og stærk må han havde været. Ellers er det komplet uforståeligt, at ingen forsøgte sig med et sent angreb, for alle hans rivaler vidste på forhånd, at de var slået på stregen. End ikke evigt offensive Gougeard havde mod på at forsøge sig, selvom han vidste, at han i en spurt ikke havde en chance mod den danske sprinter, der så sent som i Touren viste, at han er i stand til at stå for presset i situationer, hvor han er soleklar favorit. Og det var da også svært ikke at føle sig sendt en måned tilbage i tiden, for Cort kørt finalen fuldstændig som i Carcassonne, da han kontrollede den sidste kilometer med autoritet, inden han sikkert spurtede den hjem fra spids.

Dermed fortsatte han både den danske jubelsæson, der både tæller klassikersejre og nu en efterhånden ganske lang liste af etapetriumfer i ugelange WorldTour-etapeløb, samt det mageløse år for Astana. Kasakkerne har nemlig om nogen været i stand til at tage outsidersejre i år. Valgren var ikke mere end underdog i de to klassikere, han vandt, Cort og Fraile var også kun outsidere, da de slog til i Touren, og de sejre, Fraile, Pello Bilbao, Jakob Fuglsang og nu Cort har taget i kortere etapeløb på højeste niveau er også alle kommet på dage, hvor de ingenlunde på forhånd lignede de mest oplagte vinderbud.

Midt i den danske jubel fortjener unge Julius Van den Berg også applaus. Den unge hollænder kører sit allerførste løb som professionel for EF og det endda på allerhøjeste niveau. Forventningerne til ham var derfor også ganske beskedne, selvom han i et flot forår med blandt andet en andenplads i U23-udgaven af Paris-Roubaix havde kørt sig til en midtvejskontrakt med amerikanerne. Alligevel har han på ingen måde lade sig intimidere af de mange stjerner, og med et hav af angreb har han været synlig på tre af de fem etaper. I dag var han så tæt på at tage den måske mest uventede sejr af alle i årets WorldTour-løb! Det kunne indikere, at man måske skal holde øje med ham i fremtiden. I hvert fald har det næppe været på trods af ham, at man i dag kunne snyde et sultent sprinterfelt.

Det er derfor heller ikke ham, der er dagens største taber, for hans resultat var der ingen, der havde ventet. For Mohoric var det også en perfekt dag, hvor et ufarligt udbrud betød, at man ikke skulle slide alt for meget på ressourcerne. Det er særdeles velkomment, for som skrevet i tidligere analyser for det svage arabiske mandskab brug for alle ressourcer og lidt til, hvis de på nogen måde skal gøre sig håb om at forsvare trøjen mod alle de klassikerstjerner, der har tid at hente. I dag fik de med sene angreb fra Zdenek Stybar, Lars Boom, Jasper Stuyven, Yves Lampaert og Greg Van Avermaet i hvert fald en klar advarsel om, at der ikke er planer om at forære sejren til den slovenske mirakelmand. Og kig lige på de navne én gang til, og mind så dig selv om, at de to sidste etaper er som miniudgaver af klassikere. Der er i den grad lagt i kakkelovnen til godt cykelløb.

Det er der til gengæld ikke for sprinterne. Nogle af dem kan drømme om at få en chance lørdag, for Amstel-etapen hører ikke til blandt de hårdeste, men de fire stensikre retter på den historisk sprintervenlige menu blev alle fortæret af en række spielverderbere. I morgen er der desværre ikke atter en dag.