Endelig!!!

Med hele 30 sejre, hvoraf de fleste er i WorldTour-løb, på et allerede dybt imponerende cv, har Michael Matthews ikke altid kunne føle samme begejstring, når han har krydset stregen som første mand, som han gjorde, da han tog sin første store skalp som U23-verdensmester på hjemmebanen i Australien i 2010. For stjerner som ham bliver det naturligvis aldrig rutine at vinde, men det er klart, at begejstringen formentlig med tiden aftager og utvivlsomt ikke altid når samme højder som i karrierens tidlige år.

Alligevel har den australske stjerne været meget følelsesladet i forbindelse med de begge de bare to triumfer, han har opnået i en helt igennem pauver 2018-sæson. Første gang var da han knebet vandt prologen i Tour de Romandie tilbage i april, og lettelsen var mindst lige så tydelig, da han i dag med stor autoritet satte Greg Van Avermaet til vægs med en kraftfuld spurt på Muren i Geraardsbergen som afslutning på en fantastisk underholdende og aggressiv kongeetape i BinckBank Tour.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Der er imidlertid en god forklaring, for de sidste 12 måneder har ikke været lette for australieren. Sidste sommer kunne han ellers gå på vandet, da han forlod Touren som en af de helt store hovedaktører med ikke færre end to etapesejre og en grøn trøje, der havde været et af hans helt store karrieremål. Senere blev det til en bronzemedalje ved VM, hvor han igen viste, at det bare må være et spørgsmål om tid, inden den store klassikersejr vil komme, og derfor var der al mulig grund til optimisme forud for denne sæson.

Målet var at satse alt på endagsløbene og gøre Touren til et sekundært mål, hvor et forsvar af den grønne trøje ikke var på agendaen. Derfor gjorde det også ekstra ondt, at hele foråret næsten gik i vasken. Et styrt i Omloop Het Nieuwsblad med en brækket skulder til følge betød, at det blev et kapløb med tiden for at nå i form til de store klassikere, og selvom han faktisk endte med at levere en af karrierens mest overraskende præstationer med en dybt imponerende 5. plads på Mur de Huy i Fleche Wallonne, betød især en uheldig punktering i finalen af Amstel Gold Race, at han aldrig rigtigt var i nærheden af den sejr, der havde været det helt store mål.

Derfor kom det også som en kæmpe forløsning, at han kunne tage karrierens anden prologsejr i et WorldTour-løb i Romandiet bare få dage efter en stor nedtur i Liege, og da han senere spurtede sig til en andenplads bag Alexander Kristoff i Eschborn Frankfurt kunne han i det mindste rette blikket mod Touren med en tro på, at der var lys for enden af tunnelen.

Desværre blev det lys slukket næsten lige så hurtigt, som det var blevet tændt, for netop som han på 5. etape var nået til sit måske allerstørste mål i det franske løb slog lynet ned igen. Matthews blev syg og måtte opgive at stille til start på den dag, der skulle have været en af sæsonens allervigtigste. Endnu mere bittert blev det af, at han allerede dagen efter var frisk igen, men som bekendt er der ingen nåde i et etapeløb, hvor der ikke er en genvej ind i løbet, når man først én gang har meldt forfaldt.

Derfor har det været en ekstra svær sommer for Matthews, der har måttet kæmpe en del med at finde sig nye mål i en sæson, hvor der ikke er et VM for ham at se frem til. Derfor var man næppe blevet helt overrasket, hvis australieren var taget på tidlig vinterferie og allerede nu havde rettet blikket mod 2019-sæsonen.

Heldigvis er Matthews ikke bare fysisk, men også mentalt skabt af det stof, der skaber en stor mester. Hurtigt rettede han blikket mod de to canadiske WorldTour-løb, der med deres stigende finaler er som skabt til en puncheur som ham, og han ville bruge denne uges BinckBank Tour som forberedelse, samtidig med at han gav lidt tilbage til Søren Kragh, der skulle have sin store chance som kaptajn på den allerstrøste scene.

Sådan skulle det imidlertid ikke gå. Matthews kørte en enkeltstart, der var fuldt på højde med Kraghs, og da Sunweb sammen med resten af feltet tog sig en kollektiv blunder på 3. etape, hvor man med lemfældig skødesløshed forærede Matej Mohoric et stort forspring, var der grund til at gentænke strategien. Nu var bonussekunder og enkeltstarten ikke længere nok til at tage den samlede sejr, og skulle Mohoric knækkes, krævede det, at det tyske hold udnyttede deres kollektivt gode position.

Derfor blev hierarkiet udlignet, og efter at australieren allerede i går på Amstel-etapen, havde vist sig som den stærkeste af de to Sunweb-ryttere, blev det klart, at chancen for en samlet sejr var størst for den normale førstemand. Sådan skulle det ikke gå, for Mohoric viste sig i dag ikke nem at knække, men med endnu en følelsesladet sejr tog Matthews en af karrierens måske allervigtigste triumfer.

Sejren var ikke blot betydningsfuld, fordi den bringer ham tilbage på sporet efter en meget svær tid, den er mindst lige så markant, fordi den blev taget på netop kongeetapen i BinckBank Tour foran stort set hele den samlede brostenselite. Matthews har nemlig i flere år været lidt i syv sind i forhold til at definere sine mål, fordi hans alsidighed giver ham et hav af forskellige optioner.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Milano-Sanremo har altid stået hans hjerte nær, og en podieplads i La Primavera har også vist, at han har et vist flair for den italienske klassiker. Han er samtidig imidlertid også kronisk favorit i Amstel Gold Race, hvor han flere gange har været blandt de allerstærkeste, ligesom han i de seneste to år også har været i top 5 i begge de to øvrige ardennerklassikere. Og siden skiftet til Sunweb har han endda også forsøgt sig lidt i de flamske klassikere, der på papiret burde passe ham, men som han endnu ikke for alvor har givet sit fulde fokus.

Dagens sejr kan imidlertid meget vel få ham til at rekalibrere sine mål. Forud for sæsonen valgte han Liege og Sanremo som de to store mål og besluttede sig for kun at køre enkelte af de flamske løb. I dag viste han imidlertid med sin bragende flotte spurt på Muren og ved at sætte selveste Van Avermaet, der er tidligere vinder af præcis denne finale, suverænt til vægs vist, at der absolut ingen grund er til, at han ikke også kan køre med om sejren på de belgiske brosten. I dagens felt var det vel nærmest kun Sep Vanmarcke, Tiesj Benoot og Peter Sagan, man virkelig kunne savne, og alligevel gav Matthews dem alle en lektion, endda efter et aggressivt løb, hvor han havde været med i stort set alt, der rørte sig undervejs,

Det komplicerer naturligvis situationen yderligere, for nu bliver det endnu sværere for Matthews at vælge sine mål for 2019. Det er ikke realistisk at køre efter alt mellem Sanremo og Liege - Roubaix er for ham naturligvis undtaget - og derfor venter der nogle svære beslutninger. Det er imidlertid et positivt problem, som i lyset af de vanskeligheder, han hidtil har haft, næppe volder det helt store hovedbrud netop nu. Tværtimod må han i stedet være forrygende sulten til de canadiske løb, hvor han i Sagans fravær umiddelbart fremstår som den helt store favorit.

Matthews’ succes betød også, at løbet blev en temmelig bittersød oplevelse for Kragh, der efter sin fremragende Tour-enkeltstart var stillet til start som den måske allerstørste favorit. Det, der skulle have været hans store chance for at folde sig ud som kaptajn, endte i stedet med endnu en hjælpertjans for Matthews, der viste, at han fortsat er et niveau over det danske supertalent. Derfor måtte han også i dag til slut ofre det, der kunne være blevet til en samlet 3. plads for til slut at hente et stærkt fremstød med blandt andre Jasper Stuyven og Zdenek Stybar, så kaptajnen kunne få sin chance. Dermed endte det hele med det gammelkendte hierarki, hvor Kragh efter en ellers flot præstation gled ud af top 5 som følge af sit hårde arbejde og nu endda kan se sin kaptajnrolle på de flamske brosten truet af en Matthews, der ser nye muligheder.

Matthews’ triumf betød også, at det ikke blev til en anden sejr i denne finale for Van Avermaet, men alligevel må man tage hatten af for den stærke belgier. Dagens etape viser nemlig præcis, hvorfor Van Avermaet er en af feltets mest konsistente rytter, for hans bundniveau er så tårnhøjt, at han selv på dårlige dage kører med om sejren.

I dag var det nemlig tydeligt, at den belgiske stjerne ikke var på toppen, for han var ikke med i et eneste af de mange fremstød, som flere gang truede med at løbe med både den samlede sejr og etapegevinsten. Van Avermaet var i stedet stærkt afhængig af Stefan Küng - som han næste år virkelig kommer til at savne i klassikerne - for schweizeren reddede gang på gang kastanjerne ud af ilden for Van Avermaet, når han havde ladet sine værste rivaler køre væk. Alligevel kunne han til slut mobilisere en flot spurt, der rakte til en andenplads, også selvom han aldrig var i nærheden af at true Matthews. Der er en grund til, at Van Avermaet altid er med i front, og det blev tydeligt i dag. Lige så tydeligt blev det imidlertid også, at han trænger til en pause, og det er derfor nok meget klogt, at BMC har ændret hans program og givet ham fri frem til de canadiske løb.

Bag Matthews og Van Avermaet kæmpede en anden tidligere vinder af etapen, Zdenek Stybar, sig over stregen, og han må køre til hotellet med en temmelig blandet smag i munden. Tjekken, der ellers har haft nogle ret svære sæsoner, har nemlig været som genfødt i dette løb, hvor han sammen med Tim Wellens over de to svære etaper klart var stærkeste mand. Igen i dag var Stybar med i stort set alt, hvad der rørte sig, og selvom han endda til allersidst havde været i angreb i Stuyven, der efterfølgende døde på Muren, havde han alligevel kræfter til at spurte sig til en 3. plads.

Derfor kunne det måske være blevet til en forløsende etapesejr, hvis han havde valgt en mere konservativ strategi, for han lignede en mand, der i dag havde diamanter i benene. Det tjener imidlertid til både han og Quick-Step-holdets ære, at de modsat BMC ikke lod sig stille tilfredse med en etapesejr. Tværtimod var de kommet for at køre cykelløb, og Stybar og Maxilian Schachmann, der virkelig imponerede i sit første møde med brostenene og i dette løb igen har bekræftet, at det ikke er mange grænser for hans muligheder i snart sagt ethvert terræn, angreb han igen, igen og igen.

Desværre blev det igen i dag tydeligt, at Niki Terpstra slet ikke har forårets diamantben, og da ellers så stærke Yves Lampaert helt tydeligt var mærket af gårsdagens halvkedelige styrt, manglede man de to ekstra våben, der for alvor kunne have sat rivalerne under pres. Derfor endte lidt for meget af ansvaret på Stybars egne skuldre, og således måtte han se tomhændet til, mens Matthews løb med sejren. Alligevel kan han være ganske godt tilfreds, for i dette løb har vi set Stybar på et niveau, han ikke har haft længe.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Løbets anden store aggressor var Tim Wellens, der i går tydeligvis havde været stærkeste mand, og igen i dag sprængte løbet til atomer ved flere lejligheder. Desværre er det ikke helt uset, at Wellens ofte spiller lidt for meget med musklerne, og det blev til slut tydeligt, da han efter et vildt angreb måtte lade Oliver Naesen køre på Bosberg, at der trods alt er grænser også for Wellens i det løb, hvor han ellers år efter år er stærkeste mand. Ligesom Quick-Step fortjener han imidlertid applaus for faktisk at have kørt for den samlede sejr, og med de bonussekunder, han hentede sig på den gyldne kilometer, sikrede han sig en samlet 3. plads og dermed en fjerde podieplads på fem år. Det siger alt om Wellens’ tårnhøje klasse, ikke mindst fordi årets rute på forhånd lignede alt andet end en lækkerbisken for den belgiske angrebsmaskine.

Det var som sagt Naesen, der blev den første til at knække Wellens, og det var måske i virkeligheden dagens helt store oplevelse endelig at se den tidligere belgiske mester folde sig ud. Det har nemlig gjort ondt på mange at se, hvordan en endeløs række af uheld totalt lagde hans forårssæson i ruiner, så han aldrig nogensinde fik mulighed for at vise, hvorfor det var ham, der i 2017 kørte finale med Peter Sagan og Van Avermaet i Flandern Rundt.

 Derfor endte han klassikersæsonen helt tomhændet, og man har siden haft en tendens til at glemme, hvor fantastisk et potentiale han har. Det fik han imidlertid med dagens imponerende soloridt vist, og havde det ikke været for Küng, havde han måske endda lavet det helt store nummer. Det tyder igen på, at vi skal rette blikket mod Naesen inden næste års brostenssæson, for han er bestemt ikke færdig endnu.

Manden, Naesen, Wellens og Quick-Step forsøgte at knække, var Matej Mohoric, men det lykkedes ikke. Helt som ventet havde den slovenske mirakelmand imidlertid ingen støtte fra sine holdkammerater, og han måtte heroisk forsvare sig alene mod en stribe af verdens allerbedste i netop dette terræn. Det var naturligvis en umulig mission, der ikke blot krævede gode ben, men også en del held.

Det havde han heldigvis, og derfor blev han flere gange reddet på gongongen. Trods imponerende flot fight og stor styrke blev det nemlig ikke helt uventet tydeligt, at den relativt spinkle slovener manglede den nødvendige power til at matche de bedste på brostenene. Derfor måtte han flere gange lade nogle af de allerfarligste køre væk, og flere gange så det ud til, at sejren var ved at glide sig af hænde.

Mohoric gik imidlertid aldrig i panik, og samtidig kan han prise sig lykkelig for Van Avermaets delvise offday. Det betød nemlig, at belgieren gang på gang måtte sende Küng og Miles Scotson frem for at føre, og det betød, at Mohoric flere gange fik en fribillet tilbage til fronten. Det er ikke svært at forestille sig, hvordan lokummet for alvor havde brændt, hvis en Van Avermaet ved vanlig styrke havde kunne køre med i angrebene, for så kunne Mohoric meget vel have tabt det hele, ganske enkelt fordi han havde fået sendt B-holdet med til Holland og Belgien.

Sådan gik det imidlertid ikke, og dermed ender Mohoric som årets mest uventede vinder af et etapeløb på WorldTouren. Det er naturligvis meget godt i tråd med et løb, der på fire af syv etaper har haft meget overraskende sejrherrer, og det konfirmerer, at Mohoric i international cykelsport er noget ganske særligt. Det kan godt være, at han som ryttertype er svær at putte i bås, og at det er vanskeligt helt præcis at sige, hvor han har sine største muligheder, men efter et drømmeår, hvor han i snart sagt ethvert løb har været en af de helt store oplevelser, synes der ikke at være mange begrænsninger.

Hans dårlige enkeltstart betyder ganske vist, at etapeløb ikke just er hans force, men alligevel lykkedes det mirakelmanden at vinde det WorldTour-løb, hvor enkeltstarten traditionelt spiller den allerstørste rolle. Mohoric kan gøre de ting, de færreste forventer, og denne sejr er næppe det sidste mirakel fra mirakelmanden.

Det næste af slagsen kan komme i næste uges Deutschland Tour, om end en sejr på den tyske rute nok ikke ligefrem ville kunne karakteriseres som et mirakel. Og det vil det heller ikke, hvis Matthews et par uger senere for alvor bringer sin sæson tilbage på sporet med sejre i de to canadiske WorldTour-løb. BinckBank Tour tester rytterne i flere forskellige terræner, og både Mohoric og Matthews har vist, at de mestrer det hele. Den komplette rytter kommer altid til sin ret i det hollandsk-belgiske løb.

Til gengæld stilles netop denne rytter også altid over for samme dilemma efterfølgende. Skal han satse på bakker eller brosten? Det er i hvert fald for Matthews et knaldgodt spørgsmål.