I lørdags gav Thanee van Hulst sit ja til Tom Dumoulin ved et stort anlagt bryllup i den hollandske stjernes hjemprovins, Limburg, men måske fortryder hun i aften, at hun valgte netop denne uge til at fejre, at Dumoulin-parret har besluttet at tilbringe resten af deres dage sammen. Det er nemlig temmelig sandsynligt, at der skal serveres et overordentligt attraktivt gourmetmåltid i det Dumoulinske hjem, hvis ikke stemningen i aften skal være temmelig forpestet.

Stakkels van Hulst er nu ganske uskyldig. Forklaringen på Dumoulins formentlig temmelig nedslåede humør skal nemlig findes i Paris, langt fra parrets nuværende lokation, der formentlig er en eksotisk og romantisk bryllupsrejsedistination. Her løftede Tour de France-løbsdirektør Christian Prudhomme nemlig sløret for ruten til den kommende udgave af verdens største cykelløb, og her stod det klart, at det næppe bliver i år, at den franske Tour-chef kan se frem til mange julekort fra de hollandske cykelfans.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Det har længe været velkendt, at Prudhomme ikke er en fan af enkeltstarter. Tværtimod har han i sin tid som chef for cykelforetagendet kraftigt nedskaleret antallet af kilometer i ensom kamp mod uret, som ellers var en afgørende faktor i de ruter, som hans forgænger Jean-Marie Leblanc designede. Frem til hans afgang i 2006 var det kutyme, at der altid var to lange enkeltstarter på ca. 50 km på menuen, og i mange tilfælde blev de krydret med et holdløb, der sågar længe var helt op til 60 km langt.

Reduktion af antallet af enkeltstartskilometer

Siden da er det kun gået én vej. I 2008 reducerede han den samlede distance til 82 km, i 2009 kom antallet ned på bare 55, og derefter fulgte år med hhv. 60 og 41 km alene i kamp mod uret. Trenden blev brudt i 2012, hvor der skulle tilbagelægges 95 km og til dels i 2013 med 65 km på menuen, men herefterfulgte 54 km i 2014 og bare 14 km enkeltstart i 2015. Med 54,5 km var 206-udgaven lidt mere gavmild over for temporytterne end vanligt, men i de senere år har Touren bragt tendensen til nye højder med ruter, der har budt på bare hhv. 35,5 og 31 km individuel kraftudfoldelse.

Forklaringen har været enkel. Særligt i de senere år har Prudhomme ønsket at undgå, at Sky-mandskabet har kunnet kvæle spændingen ved at lægge grunden til en samlet sejr på enkeltstarterne og siden udnytte den meget kraftfulde klatretrup til at lægge bjergetaperne i et jerngreb. Meget ofte har briterne nemlig haft både det stærkeste hold og den blandt klassementsrytterne bedste temporytter, og den kombination har sjældent været befordrende for underholdende og aggressivt cykelløb. Prudhomme  blev blot bestyrket i sin overbevisning, da han i 2012 og 2016 kortvarigt afveg fra sin generelle overbevisning og kunne se, hvordan temporige ruter blev udnyttet af Wiggins og Froome til at tage suveræne sejre, der aldrig på noget tidspunkt var truet.

Den situation har imidlertid ændret sig. Fremkomsten af Dumoulin og Primoz Roglic som de største trusler mod Skys overherredømme, der nu ikke blot muliggøres af Tour-kongen Froome, men også af sidste års vinder, Geraint Thomas, har nemlig tippet balancen. Selvom både Froome og Thomas fortsat hører til blandt verdens allerbedste temporyttere, kan de nemlig ikke længere være sikre på at komme ud af de individuelle tidskørsler som vindere, og det var tvunget dem til at justere deres taktik.

Det er det britiske mandskab da også pinligt bevidste om. Froome har i hvert fald ikke lagt skjul på, at han anser Dumoulin som en helt anderledes rival end de hovedudfordrere, han har haft tidligere, og allerede i år var hans strategi også lagt an på, at der i bjergene skulle vindes tid inden den afsluttende enkeltstart i den franske del af Baskerlandet. Ganske vist rakte benene efter en hård Giro i 2018 ikke til vanlig dominans, men havde det ikke været for det faktum, at Thomas tidligt i løbet havde fået et forspring til sine hovedrivaler, havde Froome og Sky grebet årets Tour helt anderledes og mere offensivt an end tidligere.

Slag i ansigtet til Dumoulin

Derfor var der da også mange, der var af den overbevisning, at Prudhomme i år ville forsøge at presse Sky i offensiven ved med en solid enkeltstartsmenu i relativt fladt terræn at forære Dumoulin og Roglic en chance for at komme i pole position allerede inden bjergene. I lang tid gik rygterne da også i den retning, idet der var spekulationer om enkeltstarter i fladlandet omkring Pau og Nimes i tillæg til det tidlige holdløb på 2. etape, som allerede blev afsløret for længe siden.

Derfor fik Dumoulin formentlig også frokosten galt i halsen, da Prudhomme klokken lidt i tolv afslørede, at det denne gang ikke helt var lykkedes for de ellers ihærdige iagttagere, der år efter år sætter en ære i at kunne afsløre så store dele af ruten allerede inden den officielle præsentation. Da løbschefen havde gennemgået alle 21 etaper, kunne Dumoulin nemlig klare sig med sine ti fingre og tæer, når han skulle tælle det antal kilometer, han vil få stillet til rådighed, når han næste år skal forsøge endelig at få skovlen under den Sky-maskine, der har siddet på Tour-flæsket næsten uafbrudt siden 2012.

Bare 27 km kunne det blive til som supplement til de 28 km holdløb, der ikke nødvendigvis favoriserer Dumoulin og Roglic på bekostning af deres britiske rivaler. Den ventede enkeltstart i Nimes er erstattet af en flad sprinteretape, der skal give de hurtige folk en enkelt grund til at blive i løbet i de to sidste meget bjergrige uger, hvor de ellers i den grad kan føle sig forbigået, og i stedet efterlades de to tempomaskiner med den varslede tidskørsel i Pau, der endda i distance hører til i den korte ende af slagsen. Helt flad er den heller ikke, og selvom de begge egentlig foretrækker kuperede ruter, er fladlandet i hvert fald i forhold til den lidt lettere Froome en fordel for dem for begge.

Ilt bliver en mangelvare

Det kunne Dumoulin måske have levet med, hvis det ikke havde været for det faktum, at hovedoverskriften på den væsentligste del af løbet er, at rytterne til juli må indstille sig på, at ilt bliver en større mangelvare, end det normalt er tilfældet i løbet af de tre uger i Frankrig. Det mest markante karakteristikum er nemlig ikke blot, at løbet med hele 30 stigninger i kategorierne 2, 1 og HC sætter ny rekord i antallet af store stigninger, men snarere at man ikke færre end ni gange skal op i over 2000 m højde. Heraf er det særligt iøjnefaldende, at man for første gang nogensinde hele tre gange har mål mere end 2 km over havets overflade, og at man undervejs for første gang i 12 år skal over Col d’Iseran, der med sin top i 2770 m højde er en af Europas højeste asfalterede veje.

Læs også

Starttider: Enkeltstart på 3. etape af Romandiet Rundt

Det er nu ikke, fordi Dumoulin er dårlig i højderne. Han viste især i Dolomitterne sidste år, at end ikke et maveonde kunne sætte ham ud af spillet på de lange stigninger, men en så bjergrig menu, der i sagens natur byder på et væld af meget lange stigninger, vil alt andet lige være til ugunst for en mand, der først og fremmest skal forsvare sig i bjergene. I hvert fald var den klatrelektion, Froome gav på Colle delle Finestre og Monte Zoncolan i maj, et klart vidnesbyrd om, at Tour-kongen i topform fortsat har et ekstra gear i forhold til den store hollænder - og i virkeligheden i forhold til snart sagt alle i denne verden.

Det var da heller ikke en utilfreds Froome, der ved præsentationen i Paris kunne gøre en foreløbig status over udsigterne til at blive den femte rytter i historien til at erobre en femte Tour-sejr. Tidligere har briten ellers typisk brokket sig højlydt, når der har manglet enkeltstartskilometer, men i lyset af den nye virkelighed med nye rivaler slikkede han sig i stedet om munden ved udsigten til, at årets Tour vil blive vundet i bjergene. Særligt fremhævede han de mange stigninger i højderne som en fordel for en mand, der igennem syv år har forfinet kunsten af bruge træningslejre på tårnhøje Mount Teide på Tenerife som basis for knusende magtdemonstrationer i verdens største cykelløb.

Skifter Dumoulin og Roglic mening?

Han er nu ikke den eneste, der har grund til at glæde sig. I de senere år har alle Froomes rivaler som sagt draget et lettelsens suk, når Prudhomme atter har skåret ned på antallet af enkeltstartskilometer. Ser man bort fra Thomas, Froome, Dumoulin og Roglic er det nemlig meget enkelt: jo flere bjerge og jo færre tidskørsler, jo bedre.

Derfor var der også generel glæde at spore. De franske darlings Romain Bardet og Thibaut Pinot kan atter glæde sig over, at Prudhomme måske atter har skelet til hjemlandets chancer, da han tegnede konturerne for næste års løb, og Mitchelton-Scott med sine tre klatrere, Esteban Chaves samt Simon og Adam Yates, kunne heller ikke skjule deres begejstring. Vincenzo Nibali har fået et kraftigt argument for atter at skippe sit hjemlands Giro til fordel for endnu en Tour-satsning efter dette års store nedtur, og Astana må være fristet til endelig at kaste Miguel Angel Lopez for løverne i et løb, der næsten ligeså godt kunne finde sted i Colombia. Og Movistar-manager Eusebio Unzue må juble over, at drømmen om at sejre med enten Nairo Quintana eller Mikel Landa i hvert fald ikke er blevet ringere efter i dag.

Det er naturligvis alt for tidligt at spekulere i, hvem der faktisk vil kaste sig ud i klatreudfordringen til sommer, men det synes i hvert fald givet, at hovedparten af feltets klassementsryttere har fået et argument for at foretrække Touren frem for Giroen. Ganske vist kender vi først på onsdag den fulde Giro-rute, der meldes at være yderst bjergrig, men i Italien er det allerede nu næsten sikkert, at der også vil være hele tre enkeltstarter på programmet. Særligt hos Mithelton-Scott med deres tre klatrestærke kaptajner bliver der sikkert kamp om at få lov at have et fransk og ikke et italiensk fokus, når årets kaptajnroller i de tre uger lange etapeløb skal fordeles.

Omvendt forholder det sig for Dumoulin. Ganske vist har hollænderen ikke lagt skjul på, at hans helt store mål i 2019 som udgangspunkt er Touren, men han har ikke villet lægge sig endelig fast på en plan, før han med sikkerhed ikke endte i en situation, hvor han med en meget ugunstig rute ville have stærkt reducerede chancer. I lyset af dagens udvikling og ikke mindst udsigten til en lille gave fra Giro-arrangørerne på onsdag har han og Sunweb i hvert fald fået en del af tænke over i de kommende dage - nøjagtigt som det er tilfældet for Roglic, der måske kan se en fordel i at undgå en konflikt med Dylan Groenewegen og gå efter en første grand tour-sejr i Italien, inden han for alvor giver sig i kast med et attentat på Touren.

Et langt ventespil

Til gengæld betyder udsigten til meget hårde ruter i både Italien og Frankrig nok også, at det ikke er i år, man skal give sig i kast med den svære Giro-Tour-double, som både Dumoulin og Froome klarede på bemærkelsesværdig flot vis i år. Det er nu ellers ikke, fordi den første del af årets Tour kan virke stærkt inspirerende på det lette kavaleri, for faktisk kan årets løb godt i den indledende halvdel blive lidt af et ventespil, hvor spændingen blot skal bygges op frem mod den bjergfest, der venter i de sidste to uger.

Ligesom i år er det nemlig sprinterne, der formentlig får lov at slås om den første gule trøje, når 50-året for Eddy Merckx’ første Tour-sejr markeres med en ventet indledende massespurt i Bruxelles, og faktisk skal klassementsrytterne på de første 11 etaper kun i aktion to gange. Det sker allerede på andendagen på holdløbet, hvor de 28 km, der endnu ikke er afsløret i detaljer, angiveligt er designet med det formål ikke at skabe for store forskelle og derfor ventes at være temmelig flade, og på 6. etape, hvor Froome kan se frem til et gensyn med scenen for sin første Tour-etapesejr på den korte, stejle La Planche des Belles-Filles. Denne gang får stigningen imidlertid et ekstra spektakulært krydderi med et ekstra tillæg på grusvej, inden en nyasfalteret vej med stigningsprocenter på 24 bare 100 m fra stregen vil give os det allerførste svar på, hvem der kan vinde den 106. udgave af verdens største cykelløb.

Efter den etape handler det for klassementsrytterne bare om at spare på kræfterne, så de er helt klar til den første bjergetape i Pyrenæerne på 12. etape. I stedet er det som så ofte før sprinterne, der fra start kan se frem til at boltre sig i den indledende fase, hvor de i den grad skal slå til. Efter de ventede massespurter på 1., 4. 7., 10. og 11. etape byder løbets anden halvdel nemlig kun på to chancer i hhv. Nimes på 16. og naturligvis i Paris på 21. etape. Syv sprinteretaper er egentlig ganske meget, men i år handler det i meget høj grad om at være knivskarp fra start, hvis en god spurt skal være vejen til succes.

Læs også

Spansk mester står foran stor beslutning

Et anden karakteristikum ved den første del af løbet er det usædvanligt varierede terræn. Normalt adskiller Touren sig nemlig fra Giroen og Vueltaen ved, at den lidt ensidige franske geografi, der i vidt omfang enten byder på fladt eller meget bjergrigt terræn, har meget få mellemetaper for udbrydere, klassikerryttere og puncheurs. I år er der imidlertid for disse ryttertyper al mulig grund til at drage til Frankrig. Hvor arrangørerne tydeligvis har ønsket at gemme klassementskampen til den afsluttende del, har de nemlig med passager gennem både Vogeserne og Massif Central sikret, at den første del af løbet ikke bliver alt for ensidig og sprintervenlig.

Det er ganske vist kun La Planche des Belles-Filles-etapen, der kan ventes at gøre forskelle i klassementet, men det åbner til gengæld chancen for at lykkeriddere kan udnytte det kuperede terræn på 5., 8. og 9. etape til at jagte tidlig succes - og måske endda et par dage i gult på et tidspunkt, hvor klassementet endnu ikke for alvor har sat sig. Derudover kan puncheurs som Peter Sagan, Michael Matthews, Sonny Colbrelli og Greg Van Avermaet allerede nu drømme om etapesejr, når det på 3. etape går løs med en finale, der er skræddersyet til rytter med en god afslutning på en lille bakke.

Den store bjergfinale

Som sagt er det imidlertid bjergene, der i år vil afgøre løbet, og det sker med en menu, der byder på hele fire bjergafslutninger og tre etaper i både Pyrenæerne og Alperne. Ligesom i år er det klart Alperne, der fremstår mest udfordrende, men modsat denne sommer vil der være byttet rundt på rækkefølgende, så de denne gang er rammen om de sidste bjergetaper.

Pyrenæerne kommer nemlig i en light-udgave. Den første bjergetape i Bagneres-de-Bigorre ligner ren opvarmning, der næppe vil skabe forskelle mellem de bedste, men i stedet vil kunne udnyttes af et udbrud til at jagte en etapesejr. Derefter følger den næste afgørende test på enkeltstarten, der kommer allerede på 13. etape, inden man for tredje gang i historien skal slutte på løbets mest besøgte bjerg, legendariske Col du Tourmalet. Her bydes der på den første af de tre afslutninger i mere end 2000 m højde i en finale, der er så svær, at vi herefter vil have en ganske klar ide om, hvem der vil vinde løbet. Den følgende etape med den stejle Mur de Peguere - hvor der forhåbentlig denne gang er hverken søm eller tegnestifter på nedkørslen - samt finalen på den nye Prat d’Albis-stigning er måske knap så svær, men rigeligt til, at der også her kan gøres forskelle.

Den tredje uge indledes med et lille intermezzo, der byder på hhv. en sprinteretape til Nimes og den klassiske udbryderetape til Gap, inden iltmaskerne findes frem forud for de tre alpeetaper, der alle er kendetegnet ved deres meget høje stigninger. Den første er måske den mindst afgørende, men et bjergmaraton over 207 km med Col de Vars, Col d’Izoard og Col du Galibier kan nu sagtens bruges offensivt trods den lange nedkørsel til mål.

I centrum står dog de to sidste etaper, der atter af den meget korte og intense af slagsen. Først venter mægtige Col d’Iseran med si top i næsten 3000 m højde efterfulgt af den afsluttende, ganske kort klatretur op til Tignes, inden det bare 24 timer inden finalen i Paris skal afgøres på den hele 33,4 km lange klatretur op til Val Thorens. En gennemsnitlig stigningsprocent på bare 5,5 er måske ikke i sig selv skræmmende, men en sluthøjde på 2365 m samt ganske stejle passager undervejs vil sikre, at intet er afgjort før til allersidst.

Prudhommes hang til nyskabelser

Derudover forsøger Prudhomme sig som altid med et par nyskabelser, der skal forsøge at skabe nyt krydderi og undgå den monotoni, der ellers let kan opstå. I år er det særligt forsøget på at omdefinere de bonusspurter, der i år med begrænset effekt blev indført på de første ni etaper. Til næste år vil de i stedet være placeret på ni udvalgte stigninger undervejs i løbet, og da ASO samtidig vil anmode UCI om tilladelse til at uddele flere sekunder end de vanlige 3, 2 og 1 til de første tre over stregen, kan man håbe, at det nye tiltag denne gang vil spille en større rolle, om end det virker usandsynligt. Derudover fortsætter de deres kamp mod powermeters, men det vil nok kræve en særdeles vellykket lobbyindsats, hvis det vitterligt skal have held til at få overbevist ryttere, hold og UCI om, at deres ønskede forbud er vejen frem.

Det er dog alt sammen detaljer, der næppe vil spille den helt store rolle, når sæsonplanerne efter Giro-præsentation på onsdag kan begynde at tage form. Tilbage står nemlig først og fremmest billedet af, at det er bjerggederne, der vil kunne boltre sig, når verdens største cykelfest indledes om blot lidt over 8 måneder. Rådet er i hvert fald enkelt: sæt enkeltstartscyklen i garagen og book allerede nu et hotel til en højdetræningslejr i Sierra Nevada, på Tenerife eller i Alperne, hvor mange har tradition for at gøre sig klar til de tre uger lange etapeløb.

Og imens må stakkels van Hulst så se, om hun ikke alligevel kan redde resten af bryllupsrejsen for sig selv og Dumoulin. Et godt råd kunne være at sætte et par af bjergetaperne fra dette års Tour på fjernsynet på det, der ellers godt kan blive en lang aften. Han kan nemlig godt, når han vil, den store hollænder.