Prøv vores nye app
Optakt: Nokere Koerse
13. marts 2018 19:04Foto: Roth Foto
af Emil Axelgaard

Mens det meste af cykelverdenen har øjnene rettet mod Italien og opvarmningen til Milano-Sanremo, genoptages den belgiske klassikersæson langsomt efter en lille pause. Denne uge byder på to forberedelsesløb til de første store brostensklassikere i næste uge. Først gælder det semiklassikeren Nokere Koerse, hvis berømte spurt op ad Nokereberg gør det til den perfekte test for stærke sprintere og klassikerryttere.

Annonce

Artiklen fortsætter efter videoen.

Løbets rolle og historie

Nokere Koerse har muligvis ikke samme prestige som de større løb i næste uge, men der er tale om en solid semiklassiker, som enhver sprinter vil elske at have på sit generalieblad. Med sin lange historie, der rækker helt tilbage til 1944, hvor Marcel Kint vandt den første udgave midt under 2. Verdenskrig, har løbet en stærk tradition og er blevet erobret af de fleste af de store belgiske sprintere. I år gælder det udgave nummer 73, der i lighed med de senere års tradition fremstår som en stor mulighed for unge talenter.

 

Den belgiske klassikersæson blev startet i åbningsweekenden, og det første vallonske løb, Le Samyn, blev holdt forrige onsdag. Efter Dwars door West-Vlaanderen sidste søndag har der været en lille pause, mens fokus har været rettet mod de store WorldTour-etapeløb i Frankrig og Italien, men nu starter klassikersæsonen for alvor. Fra nu af bygges det stille og roligt op med gradvis større løb, indtil det hele kulminerer med Flandern Rundt om lidt over to uger.

 

Denne uge byder på to muligheder for at varme benene op. Nokere Koerse og fredagens Handzame Classic er traditionelt en chance for nogle af de mindre ryttere til at få en kaptajnrolle og en mulighed for sprinterne til at gå efter sejren, mens de helt store navne kommer sig ovenpå Paris-Nice og Tirreno-Adriatico. Flere stjerner vil møde op til næste onsdags 3 Dage ved Panne (der i år et endagsløb), og alle de store navne til være til start næste fredag i E3 Harelbeke. Det er den store generalprøve forud for Flandern Rundt, og dernæst gælder det Gent-Wevelgem, der som den næststørste flamske klassiker afvikles ugen inden det store belgiske monument. Dwars door Vlaanderen er dernæst den sidste test onsdagen inden Flanders største løb.

 

Læs også
Klassikerrytter tæt på UAE-skifte

 

Nokere Koerse blev som sagt afviklet for første gang i 1944, hvor Kint vandt den første udgave, og siden da er det kun i 1959, 1962 og i 2013, hvor den europæiske vinter var brutal, at løbet har været aflyst. Det har aldrig hørt til blandt de største i Belgien, og de største navne mangler derfor på vinderlisten. Samtidig har det heller aldrig haft den store internationale appel, og faktisk skulle man frem til 1981, før løbet fik sin første udenlandske vinder i Gerrie Kneteman. Michel Cornelisse var næste hollænder til at bryde den belgiske dominans i 1993, men som det er tilfældet for de fleste løb, er feltet blevet meget mere internationalt i de seneste 20 år. Det startede med Scott Sunderlands sejr i 1998, og faktisk var der frem til og med 2009 kun fire belgiske vindere. I de senere år har værtsnationen imidlertid igen haft overtaget, idet mange af landets bedste sprintere har vundet den berømte spurt på Nokereberg. Det gælder således eksempelvis Wouter Weylandt, Jens Keukeleire, Gert Steegmans, Kenny Dehaes, Kris Boeckmans og Timothy Dupont, der alle har vundet inden for det seneste årti.

 

Sidste år steg løbet betragteligt i graderne, da det blev rykket op fra 1.1- til 1.HC-status i UCI-hierarkiet, og det har gjort det muligt at invitere flere WorldTour-hold. I 2018 har man for første gang hele syv WorldTour-hold til start, idet Quick-Step, Sky, Lotto Soudal, BMC, Bora-hansgrohe, Katusha og Sunweb alle vil være at finde i feltet sammen med adskillige professionelle kontinentalhold.

 

Nokere Koerse er karakteriseret ved den berømte stigning, Nokereberg, der er en helt typisk belgisk stigning md brosten. Den er slet ikke lige så svær som mange af de værste belgiske hellingen, men da målstregen er placeret på toppen efter flere omgange på en rundstrækning, er der stadig tale om et hårdt løb. Traditionelt har løbet været som skabt til stærke sprintere, da det er blevet afgjort i en spurt op ad bakken, og det har ofte været rammen om et gennembrud for fremtidige klassikertalenter. Det var eksempelvis tilfældet i 2010, hvor Jens Keukeleire vandt løbet som led i en helt fantastisk start på sin professionelle karriere, eller for Wouter Weylandt to år tidligere. I år har man i et forsøg på at gøre løbet hårdere lagt flere brosten ind, men det ventes ikke at have den helt store indvirkning på udfaldet.

Annonce

 

Sidste år brugte Nacer Bouhanni, der efter sygdom havde forladt Paris-Nice tidligt, løbet som sidste opvarmning til Milano-Sanremo og det med stor succes, da han klart vandt spurten foran Adam Blythe og Joeri Stallaert. En syg Bouhanni har valgt ikke at forsvare titlen (og misser endda også Milano-Sanremo), og heller ikke Stallaert, hvis Vorarlberg-hold ikke er inviteret, er med denne gang. Det er til gengæld Blythe, der håber at gøre det endnu bedre en sidste års andenplads.

 

Ruten

Nokere Koerse har i mange år haft en relativt fast rute, der i alt væsentligt har bestået af omgange på en fra år til år svagt rundstrækning, der har haft afslutning på toppen af brostensbakken Nokereberg. I år har løbet imidlertid en ansigtsløftning. Igen i år vil Nokereberg være løbets omdrejningspunkt, og der er da heller ikke ændret på den ikoniske finale. Denne gang afsluttes løbet imidlertid med to omgange på en lidt længere rundstrækning, der byder på flere brostensstykker end tidligere, og det er arrangørernes håb, at det vil bidrage til at skabe større udskilning.

 

Den 73. udgave af Nokere Koerse vil blive afholdt over i alt 191,1 km og har som altid start i Deinze og mål  i Nokere. Løbet kan inddeles i fire dele. Først begiver man mod syd tæt forbi målet i Nokere for herefter at køre en tur rundt i det relativt flade terræn syd for målbyen. Her skal man efter 30,9 km op over den kendte Tiegemberg-stigning (750m, 5,6% max. 9%), inden man vender rundt og kører tilbage til Nokere, hvor man efter 47,4 km for første skal op over Nokereberg.

 

Anden del af løbet består én omgang på den samme rundstrækning, som vil blive brugt i den absolutte finale. Den er 29,3 km lang og inkluderer flere pavéer. Først venter Herlegemstraat med 21,8 km til stregen efterfulgt af en lille bakke, inden man skal over endnu en lille bakke og herefter først Lange Alstraat og siden Kloosterstraat med 9,2 km igen. Huitsepontweg med 5,4 km igjen og til slut Kousterstraat 4,5 km fra mål er de sidste udfordringen, inden man afslutter rundstrækningen med for anden gang at køre op ad Nokereberg.

 

Løbets tredje del består af fire omgange på en kortere 14,2 km lang rundstrækning, der minder meget om hovedrundstrækningen fra tidligere år. Den er lettere end den store rundstrækning og inkluderer kun Herlegemstraat-pavéen samt den afsluttende brostensbelagte stigning Nokereberg.

 

Efter fjerde omgang og sjette passage af Nokereberg afsluttes løbet med to omgange på den lange rundstrækning. Det betyder, at der på sidste omgang på den 29,3 lange runde venter hele fem pavéer, inden det hele afsluttes på toppen af Nokereberg, der altså skal forceres i alt otte gange. I finalen er det stort set helt fladt på en ret smal, teknisk vej, indtil man ved den røde flamme rammer en nedkørsel, der leder direkte ind på målbakken. Den er bare 350 m lang og stiger med 5,7% i gennemsnit med et maksimum på 7%.  Den er tillige belagt med brosten. Efter Kousterstraat-apvéen er der med 2,8 km igen et skarpt sving, og derefter venter bare to bløde sving i bunden af bakken.

 

Læs også
Starttider: Enkeltstart i Romandiet Rundt 2024

 

Ændringen af ruten betyder, at løbet er blevet en anelse kortere, og at der er længere mellem de sidste passager af Nokereberg. Til gengæld er der langt flere pavéer mod slutningen og endda nu også i den absolutte finale inden afslutningen på Nokereberg.

 

 

 

Annonce

 

Vejret

Som det gælder for ethvert belgisk cykelløb, er det i høj grad vejret, der bestemmer, hvor hårdt Nokere Koerse er. Vejret i de kommende dage bliver trist og gråt, men netop onsdag er et lyspunkt. Efter en solrig morgen vil der være flere skyer om eftermiddagen, men det vil være tørt med gode chancer for kig til solen. Temperaturen vil nå 13 grader. Det vil være relativt blæsende med en jævn til frisk vind fra syd og sydøst. Det giver primært sidemedvind i første del af løbet og sidemodvind på det sidste stykke frem til rundstrækningerne. Her vil der primært være sidemodvind på første del og sidemedvind på sidste del. Der vil være medvind på sidste pavé og sidemodvind efter det sidste skarpe sving, indtil man igen får medvind med knap 1 km igen.

 

Favoritterne

Historien viser, at det er meget svært at undgå en massespurt i Nokere Koerse, og faktisk skal vi helt tilbage til 2006 for at finde den seneste udgave, der ikke blev vundet af en sprinter. Det siger meget om, at den sidste rundstrækning ikke er særligt svær, og der skal ganske vanskelige vejrforhold til, hvis sprinterne skal trues.

 

I år er finalen som sagt forandret, og tilføjelsen af flere brosten i finalen vil formentlig gøre løbet mere selektivt og i hvert fald betydeligt mere stressende og hektisk. Vi tvivler dog ganske stærkt på, at det vil være nok til at forhindre sprinterne i at komme til fadet.

 

Le Samyn, Vestflandern og Ronde van Drenthe, der alle afvikles på flade ruter, endte ganske vist ikke i massespurter, og det viser, at der ikke skal meget til for at snyde sprinterne i disse belgiske semiklassikere. Der er dog en markant forskel på dette og de foregående løb. Hidtil har der nemlig kun været et eller to WorldTour-hold til start, men onsdag vil hele syv af de bedste mandskaber stille til start. Sky med Kristoffer Halvorsen, Bora med Pascal Ackermann og Matteo Pelucchi, Sunweb med Edward Theus og Max Walscheid og Wanty med Timothy Dupont vil formentlig alle satse 100% på en spurt, og det vil gøre det meget sværere at skabe samme udskilning som i de hidtidige løb.

 

Vejret er som bekendt altid en afgørende komponent i disse løb, men onsdag vil blive en relativt pæn dag. Det vil dog være relativt blæsende, og der vil være sidevind på det meste af de to rundstrækninger. Historikken viser dog, at der skal dårligt vejr til for at gøre forskelle, og selvom BMC og Quick-Step med stor sandsynlighed vil forsøge at køre aggressivt undervejs - specielt førstnævnte, der er til start uden sprinter - vil de næppe kunne splitte feltet. Vi formoder også, at en formstærk Wout Van Aert vil forsøge sig på brostenene, men i sidste ende er der så stor interesse i en spurt, at vi forventer en samlet afslutning. Brostenene i finalen betyder imidlertid, at det vil kræve større styrke at holde sig fremme, og at et stærkt hold i positionskampen er endnu vigtigere. Det er med andre ord et bedre løb for mere hårdføre sprintere end tidligere.

Annonce

 

Læs også
Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

 

Det betyder, at alt peger på en massespurt, men da det foregår op ad Nokereberg er der tale om en helt speciel spurt, der ikke kan sammenlignes med en spurt på flad vej. Den stigende opløbsstrækning betyder, at de eksplosive puncheurs har en chance for at blande sig, men på den anden side er brostenene en fordel for de tungere ryttere. Det vil imidlertid være en fejl at overdrive spurtens sværhedsgrad, idet den er blevet vundet af folk som Francesco Chicchi og Graeme Brown, der er kendt som helt rene sprintere.

 

Sidste år var Nacer Bouhanni soleklar favorit, men i år er sprinterfeltet langt mere åbent. Det gør det svært at pege på en soleklar favorit, og der er mange, der har en reel chance for at løbe af med sejren. Specielt fremstår Pascal Ackermann, Bryan Coquard, Timothy Dupont og Fabio Jakobsen som ryttere med gode vinderchancer.

 

Efter nogen overvejelse vil vi pege på Pascal Ackermann som vores favorit. Lige siden sølvmedaljen bag Halvorsen ved U23-VM i Qatar for to år siden har han været regnet som et af sportens største sprintertalenter, men i den første sæson som professionel blev det imidlertid ikke til meget. Nu synes han dog at være klar til sit helt store gennembrud, efter at han to gange blev nr. 3 i det ekstremt stærkt besatte sprinterfelt i Abu Dhabi Tour, og her bekræftede han, at han både har farten og positioneringsevnerne til at blande sig med de allerbedste.

 

Når vi peger på ham som vores vinderbud, skyldes det imidlertid først og fremmest tilstedeværelsen af Rudiger Selig på holdet. Tyskeren udviklede sig i 2017 til verdens bedste lead-out man og kørte fra Giroen og frem stort set ikke et løb, hvor han ikke afleverede sin sprinter i front. Da holdet samtidig i Michal Kolar, Matteo Pelucchi og Christoph Pfingsten har et par solide folk til at forberede spurten og Ackermann burde være relativt holdbar i dette terræn og god til at spurte på en relativt let bakke som denne, tror vi på, at tyskeren tager sin første professionelle sejr.

 

Manden, der slog Ackermann i Qatar for to år siden var Kristoffer Halvorsen, der faktisk første gang viste sig på højeste niveau ved at køre på podiet i netop dette løb. Det viser, at han har evnerne til at spurte på en bakke som denne, og han har med to sejre i professionelle løb i sin tid som U23-rytter allerede vist, at han kan matche WorldTour-sprintere. Han er en ret hårdfør type i dette terræn, hvilket han viste ved at sidde med i sidevinden i Abu Dhabi, hvor han efterfølgende spurtede sig til en fjerdeplads i skrapt selskab. I det løb kneb det imidlertid lidt med positioneringen, og det kan vise sig at være hans svaghed også her, da Sky stiller med et ret ungt hold. Med Luke Rowe, Jonathan Dibben, Leonardo Basso og Chris Lawless er toget dog på papiret fremragende, og specielt Rowe ville kunne hjælpe med at holde Halvorsen fremme på de sidste pavéer. Er han i en ordentlig position på bakken, er der ikke mange, der er hurtigere end ham.

Annonce

 

Bryan Coquard har i mange år været en af verdens bedste til at spurte op ad bakke, og derfor burde denne finale passe ham som fod i hose. Han er dog samtidig en relativt spinkel fyr, og derfor kan man frygte, at han ikke kan udvikle samme power som vanligt på en brostensbelagt bakke. På den anden side har han før gjort det godt i de flamske klassikere og var bl.a. meget tæt på at vinde Dwars door Vlaanderen for et par år siden, så han er komfortabel med terrænet. Efter en svær tid lignede Coquard igen sig selv, da han besejrede selveste Mark Cavendish i Tour of Oman, og han synes at nærme sig fordums hurtighed. Hans største styrke er dog, at Vital Concept-toget har fungeret fabelagtigt i de første løb, og med Bert De Backer, Jeremy Lecroq, Kris Boeckmans og Jonas Van Genechten har han formentlig det bedste hold til at køre for sig. Det kan give ham en stor fordel, og afleveres han i front, bør han vinde en stigende spurt som denne. Når vi alligevel ikke gør ham til favorit, skyldes det, at toget kan få det svært mod de bedre hold på brostenene, og taber de først positioner her, bliver det ikke let for Coquard at komme tilbage i tide i den hektiske finale.

 

Vi er lidt forundrede over, at Sunweb har meldt ud, at holdet kører for Max Walscheid. Der er næppe tvivl om, at det tyske stortalent er feltets hurtigste mand i en helt ren spurt, men han er samtidig en meget tung og meget lidt holdbar type. I en stigende spurt på brosten ville det være naturligt at køre for Edward Theuns, der er decideret specialist i denne type finaler. Holdet satser imidlertid på tyskeren, og vi er meget spændte på at se ham i en spurt som denne. I teorien burde han være god på brosten, og hans fart er som sagt helt i top, hvilket han har vist ved flere lejligheder i det seneste års tid, specielt i sidste års Tour of Guangxi. Faktisk er vi ret overbeviste om, at han vinder, hvis han er i rimelig position, men vi tror desværre ikke, at holdet er stærkt nok til at støtte ham. Det er kun Theuns, der har poweren til at bidrage i et lead-out, og det er formentlig for lidt i et stærkt felt som dette.

 

For to år siden vandt Timothy Dupont som led i hans helt fantastiske 2016-sæson, der placerede ham allerøverst på den belgiske sprintertrone. Han havde imidlertid et rædselsfuldt 2017, der gav en frygt for, at hans tid var ovre. Heldigvis har han efter skiftet til Wanty fundet tilbage på sporet og allerede åbnede hele tre top 6-placeringer, blandt andet to i det meget skrappe selskab i Algarve. Han er en af de mere hårdføre sprintertyper og burde elske en brostensbakke som denne. Han har traditionelt været god til at positionere sig, og Wanty kommer med et ganske stærkt hold til at køre ham frem, ikke mindst med Dion Smith og Pieter Vanspeybrouck. Han mangler stadig at vise, at han er helt lige så hurtig som i 2016, men det kan han jo passende gøre ved at vinde onsdag.

 

Quick-Step stiller med Fabio Jakobsen, der sidste år sammen med Halvorsen var den dominerende U23-sprinter. Han har på papiret alle forudsætninger for at blive en god klassikerrytter, hvilket han ikke mindst har vist de seneste dage. Han vandt nemlig feltets spurt i både Le Samyn og Vestflandern og har dermed vist, at han har en fortræffelig evne til at afslutte efter et hårdt løb. Quick-Step stiller smatidig med et på papiret meget stærkt tog med Florian Senechal, Davide Martinelli og ikke mindst Alvaro Hodeg. Desværre frygter vi lidt, at de mangler rutinen til at holde sig fremme i en meget hektisk finale, men i teorien har Jakobsen både holdet og farten til at vinde.

 

Læs også
Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

 

Sidste år blev Adam Blythe nummer 2 i dette løb, og dermed har han vist, at han er god i denne finale. I år synes han faktisk at være endnu stærkere, efter at han i både Oman og Dubai spurtede bedre end tidligere. Desværre blev han efterfølgende syg, og selvom han ikke gjorde det dårligt i Ronde van Drenthe, indrømmede han, at han ikke havde været på toppen. Vi frygter lidt, at det vil koste det sidste i dette ganske svære løb, men finder han formen fra ørkenen, har han evnerne til at gøre det færdigt, ikke mindst fordi han på papiret har et meget stærkt hold til at køre sig frem og en forrygende stærk lead-out man i Shane Archbold.

Annonce

 

Efter præstationerne i Abu Dhabi regner vi med, at Bora kører for Ackermann, men i virkeligheden har Matteo Pelucchi hidtil været over tyskeren i det interne hierarki. Finalen her er dog langt fra ideel for den meget lidt hårdføre italiener, der heller ikke er tilbage ved fordums styrke efter mange år med helbredsproblemer. Der har dog været bedre takter i de seneste måneder, også selvom det ikke blev til sejr i San Juan eller i Almeria, hvor et styrt satte ham ud af spillet. Er det ham, der får chancen, vil han have Selig som lead-out man, og så har han en god vinderchance, selvom en stigende spurt bestemt ikke passer ham godt.

 

Egentlig troede vi, at den tid, hvor Adrien Petit kunne vinde massespurter var ovre. I weekenden vandt han imidlertid det lidt mindre Paris-Troyes, hvor han slog en regulær sprinter i Lorrenzo Manzin. Da han samtidig har vist fremragende og overbevisende kørsel i de brostensløb, han har kørt hidtil, synes han at være i topform. Hans speciale er netop at spurte på en stigning som denne, og han sagde efter søndagens sejr, at dette løb var et mål for ham. Han har ikke det bedste hold til at støtte sig, men bliver det et knaldhårdt løb, vil formstærke Petit gøre det godt.

 

Kenny Dehaes er tidligere vinder af løbet, og når han er i topform, er dette en fremragende finale for ham. Det er der desværre ikke meget, der tyder på, at han er, for han har generelt haft en skuffende sæsonindledning. Samtidig skal vi helt tilbage til 2016 for at finde hans seneste gode periode, og det er efterhånden længe siden, at han har spurtet på sit højeste niveau. Samtidig er hans hold ikke stærkt, og selvom han derfor i teorien burde være en af favoritterne, frygter vi, at det ikke bliver til det store.

 

Hugo Hofstetter er fløjet lidt under radaren, men han har faktisk haft en fremragende sæsonindledning. Han har kørt flere ganske lovende spurter i Valencia og Algarve, og han har før vist ganske god holdbarhed i de flamske klassikere. Cofidis har samtidig et ganske solidt hold til at køre ham frem med Michal van Staeyen, Kenneth Vanbilsen og Dimitri Claeys. Han er næppe hurtig nok til at vinde, men med de gode positioneringsevner han har vist i år, kan det blive til et topresultat.

 

Coen Vermeltfoort vandt feltets spurt i Drenthe i søndags og viste dermed atter, at han er en af de mest stabile sprintere i denne type løb. Han er ufatteligt stabil og slutter næsten altid i top 10, først og fremmest i kraft af sin gode positioneringsevne. Han er i teorien ganske stærk i denne type halvhårde løb og god til at spurte på en bakke. Han mangler farten til at vinde, men bør kunne ende langt fremme.

Annonce

 

På papiret er finalen helt perfekt for Moreno Hofland , der er en af de få ryttere i feltet med sejre i spurter på WorldTour-niveau. Desværre er hollænderen en skygge af sig selv, og det er ikke blevet bedre af, at han har døjet med sygdom på det seneste. Derfor har han også skuffet i de seneste endagsløb, og det bliver bestemt ikke lettere af, at Lotto stiller til start med et relativt svagt mandskab. Hofland viste dog med sejren i Famenne Ardenne Classic sidste efterår, at farten ikke er helt væk, og finder han en god position, burde en stigende spurt som denne passe ham.

 

Sean De Bie skiftede til Veranda’s Willems for at få flere personlige muligheder, og dem har han grebet. Han sejrede i en spurt på en lignende bakke i Etoile de Besseges og viste senest efter en lidt skuffende periode fremragende form ved at sidde med de bedste i GP Industria, der burde have været for hårdt for ham. I teorien er en brostensbakke som denne perfekt for ham, og man må derfor formode, at holdet kører for ham og ikke den formsvage Aidis Kruopis, der ellers er holdets førstesprinter. Han er nemlig hurtig nok til at slå de mere rene sprintertyper, men specielt hvis løbet bliver hårdt, bør han gøre det godt.

 

Hagens Berman stiller med Jasper Philipsen , der er et af de mest lovende belgiske klassikertalenter. Han har været med fremme i mange løb på U23-niveau og er en hurtig afslutter, der som regel gør det godt i massespurter. Det viste han senest med femtepladsen i weekendens løb i Ruchpen, og i teorien burde en spurt som denne passe ham endnu bedre. Vi har dog endnu til gode at se ham i et så stærkt felt.

 

Læs også
Uheldig hollandsk profil udgår

 

Amaury Capiot er efter at have mistet et helt år som følge af en knæskade endelig tilbage, og han har allerede været med fremme i et hav af løb i den første del af sæsonen. Han er en ret stabil top 10-rytter i massespurterne, men desværre mangler han farten til at vinde. Denne spurt med en hård bakke og et generelt hårdt løb forinden burde dog give den holdbare belgier end større chance end i en mere ren spurt.

 

Endelig vil vi pege på Travis McCabe. Han har haft det svært i de første løb i Europa, men har tidligere i USA vist, at hans fart er høj nok til, at han kan vinde på dette niveau. Han er en meget holdbar og klatrestærk type, der i hvert fald i teorien burde være god i denne form for spurt. Vi frygter dog, at han mangler erfaringen i denne type løb til at holde sig tilstrækkeligt langt fremme til at kunne blande sig.

Annonce

 

Skulle løbet mod forventning ikke slutte i en massespurt, vil vi pege på Wout Van Aert, Nathan Van Hooydonck, Florian Senechal, Remi Cavagna og Damien Gaudin som de bedste bud på ryttere, der på brostenene kan gøre forskellen.

 

***** Pascal Ackermann

**** Kristoffer Halvorsen, Bryan Coquard

*** Max Walscheid, Timothy Dupont, Fabio Jakobsen, Adam Blythe, Matteo Pelucchi,

** Adrien Petit, Kenny Dehaes, Hugo Hofstetter, Coen Vermeltfoort, Moreno Hofland, Sean De Bie, Jasper Philipsen, Amaury Capiot, Travis McCabe

* Edward Theuns, Alvaro Hodeg, Brenton Jones, Baptiste Planckaert, Aidis Kruopis, Francisco Ventoso, Frantisek Sisr, Roy Jans, Jelle Mannaerts, Carlos Alzate, Wout Van Aert, Pim Ligthart, Nathan Van Hooydonck, Florian Senechal, Lasse Norman, Remi Cavagna, Damien Gaudin, Zakkari Dempster, Alex Kirsch, Joey Rosskopf, Loic Vliegen, Frederik Backaert

 

Danskerne

Lasse Norman Hansen skal hjælpe sidste års nummer 2, Adam Blythe, med at forbedre resultatet, mens Mads Würtz Schmidt formentlig skal være lead-out man for Baptiste Planckaert på Katusha. Endelig skal Mikkel Bjerg følge op på weekends succes på et Axeon-mandskab, der skal vise sig frem og køre finale for Jasper Philipsen.

 

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Nacer Bouhannis sejr fra 2017 samt Timothy Duponts sejr fra 2016.

INFO
Optakter
Nyheder
Nokere Koerse
Nyheder Profil Resultater
DEL
KOMMENTARER

SENESTE

Fredag den 26. april 2024

Cross
Trek trækker sig fra sponsorat
Landevej
Tysker sejrer på åbningsetapen – rutineret dansker med fremme
Landevej
Følg Romandiet Rundt på Feltet.dk's app
Landevej
Uheldig hollandsk profil udgår
Landevej
Klassikerrytter tæt på UAE-skifte
Landevej
Lefevere om muligt Alaphilippe-skifte: Måske vil han prøve noget andet
Udstyr og test
Køb eller bytte? Mulighederne er mange hos Bike4Sport - valget er dit!
Landevej
Giro-spillet åbnet for tilmelding

Torsdag den 25. april 2024

Landevej
Optakt: 3. etape af Tour de Romandie
Landevej
Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye
Landevej
Optakt: Vuelta Asturias
Landevej
Tour de Romandie-analyse: Da cross leverede endnu et vidunderbarn i schweizisk modvindsfuser
Landevej
Følg enkeltstarten i Romandiet og kongeetapen i Tyrkiet
Landevej
Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation
Landevej
Evenepoel tilbage på landevejen
Landevej
Topsprinter får debut efter lang skadesperiode
Landevej
Danske hold uden succes i Italien
Landevej
Ny triumf til Lidl-Trek-talent
Landevej
Oversigt: Se alle danske UCI-sejre i 2024
Landevej
Vidunderbarn lykkedes med sit ”første udbrud i karrieren”
Landevej
Video i artiklenSe Lunds reaktion på ny sejr
Landevej
Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg
Landevej
Video i artiklenSe Tobias Lunds anden store sejr
Landevej
Total dominans af UAE
Landevej
Video i artiklenLund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?
Landevej
Video i artiklenTobias Lund vinder for anden dag i træk
Landevej
Ayuso ser frem til enkeltstart: Perfekt på papiret

Annonce

Landevej
Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye
Landevej
Optakt: 2. etape af Tour de Romandie
Landevej
Tour de Romandie-analyse: Da den franske plasterkrise blev endnu mere akut
Landevej
Geraint Thomas skal stå i spidsen til årets Giro d’Italia
Landevej
Kron før 2. etape: Håber på at vise noget
Landevej
Danskerduo udtaget til spansk etapeløb
Landevej
Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx
Landevej
Video i artiklenSe Tobias Lund triumfere i Tyrkiet
Motion
Vi vil lave Danmarks bedste cykelmagasin - hjælp os!
Motion
Første cykelmagasin på gaden
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewDansk stortalent har forelsket sig i monument: Jeg går også efter det i fremtiden
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewHjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre
Landevej
Oversigt: 41 danskere i aktion i dag

Onsdag den 24. april 2024

Landevej
Officielt: Disse hold skal køre 2024 Tour de France Femmes avec Zwift
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewDansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt
Landevej
Overrasket Alpecin-Deceuninck-rytter reagerer på podieplads
Landevej
Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet
Landevej
Skuffet dansker reagerer på fjerdeplads
Landevej
Tobias Lund reagerer på første professionelle sejr
Landevej
Video i artiklenDansk sprintertalent tager stor sejr
Bane
Ny arrangør af VM i banecykling fundet i 2025
Landevej
Opdateret: Giro-feltet tager form - udskiftning i deltagende danskere
Landevej
Fra arbejdsløs til guldfugl: Giro-aktuel stortalent har målsætningen klar
Landevej
Optakt: 4. etape af Presidential Tour of Türkiye
Landevej
Optakt: 1. etape af Tour de Romandie
Landevej
Tour de Romandie-analyse: Cancellaras store dag
Landevej
Officielt: Grand Tour-vinder har fremtiden på plads
Landevej
Mørkøv får afgørende rolle i rekordforsøg
Landevej
Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024
Landevej
Soudal-QuickStep skriver med ny rytter
Landevej
Emma Norsgaard udtaget til Grand Tour
Landevej
Quintana kører Giroen i en ny rolle
Landevej
Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe
Landevej
Reserve leverede kæmpe overraskelse
Landevej
Journalist: Her er Pogacars Giro-hold

Tirsdag den 23. april 2024

Landevej
Video i artiklenSe spurten, der fik Bora-profil deklasseret
Landevej
Visma-rytter gik imod strømmen: Forstår godt de andres valg
Landevej
Favorit kommenterer afgørende fejl
Landevej
Hot seat var hårdt for dagens vinder: Værste timer i mit liv
Landevej
Sensationel hollænder stryger til tops på teknisk Romandiet-prolog
Landevej
Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder
Landevej
Lefevere afviser: Selvfølgelig havde han sidste ord
Landevej
Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest
Udstyr og test
Video i artiklenProduktnyt: Cannondales nye Scalpel er bygget til at begejstre
Landevej
Optakt: 3. etape af Presidential Tour of Türkiye
Landevej
Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024
Landevej
Optakt: Prolog til Tour de Romandie
Landevej
Optakt: Tour de Romandie
Landevej
Verdensmesteren dropper Tour de France
Landevej
Verdensstjerne sæsondebuterer i stort etapeløb
Landevej
Pogacar øger - tronskifte hos kvinderne
Landevej
Fem danskere stiller til start i WorldTour-etapeløb
VIS FLERE

Annonce