Ruten

Et af Tourens kendetegn er dens mange legendariske bjerge, der bestiges igen og igen og i kraft af deres lange historie spiller en helt særlig rolle for løbet. Der er dog næppe en stigning, der er så ikonisk som Alpe d’Huez. Modsat store bjerge som Tourmalet og Galibier, der begge kun én gang har været brugt som målbjerg, fører de berømte 21 hårnålesving nemlig op til en skisportsby, der gør det aldeles velegnet som afslutning på etaperne. Efter første besøg i 1952, hvor Fausto Coppi sejrede, skulle man ganske vist vente 24 år, inden man vendte tilbage, men siden da har bjerget indskrevet sig i løbets historie ved at være blevet besteget ikke færre end 27 gange i alt. I nyere tid er det med enkelte afvigelser blevet besøgt hvert andet år, og efter en usædvanlig pause på to år er stigningen i år tilbage som afslutning på tre svære dage i Alperne. Denne gang kommer udfordringen for enden af en modbydelig etape, der også tæller de legendariske Col de la Madeleine og Col de la Croix de Fer samt den nye og spektakulære Lacets de Montvernier, og dermed er der lagt op til et brag et bjergslag som afrunding på en usædvanligt vanskelig alpetrilogi i årets Tour.

Etapen fører feltet over i alt 175,5 km Bourg-Saint-Maurice til Alpe d’Huez og byder ikke på megen flad vej. Starten er den letteste, da man lægger ud med at følge en let faldende dalvej mod først sydvest og siden nordvest. Efter godt 25 km ændrer etapen imidlertid dramatisk karakter, når man drejer mod sydvest for at tage hul på den frygtede HC-stigning Col de la Madeleine, der stiger med 6,2% over 25,3 km. De første 10 km er relativt lette, men efter en lille nedkørsel tager den fat med stigningsprocenter på 7-10 det meste af vejen, kun afbrudt af et 2 km langt plateau, der ender med 4 km til toppen. Den rundes efter 53,5 km i 2000 m højde, og herefter venter en lang, meget teknisk nedkørsel, der fører ned i dalen.

Col de la Madeleine var kun forretten, for klatreudfordringerne melder sig hurtigt igen. Efter et kort stykke i dalen, hvor man kører mod sydøst laver man en lille afstikker for at køre mod nordøst op ad den yderst spektakulære kategori 2-stigning Lacets du Montvernier (3,4 km, 8,2%), der gjorde debut for tre år siden og er verdensberømt som en af verdens smukkeste stigninger i kraft af de ufatteligt mange hårnålesving over en ganske kort distance. Toppen kommer efter 83 km, hvorefter en nedkørsel fører mod sydøst og sydvest tilbage til dalen, hvor den indlagte spurt venter efter 2 flade kilometer på toppen af en 500 m lang bakke og efter i alt 91 km.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Herefter melder uhyrlighederne sig med det samme, når man kører mod sydvest og siden nordvest op ad den frygtede kategori HC-stigning Col de la Croix de Fer (29 km, 5,2%). Den er kendt for sin irregularitet med sine to stejle ramper på hhv. 4 og 6 km i bunden, hvor de kun er adskilt af en kort nedkørsel. Herefter følger et let stigende 9 km langt plateau, inden den igen tager fat over de sidste 7 km, hvor den stiger med 7-8%. Toppen i 2067 m højde rundes, når der resterer 54,5 km, hvorefter der venter en ikke specielt teknisk nedkørsel, der fører feltet mod sydvest og syd ned til byen Allemont, der nås 25 km fra mål.

Herfra kører man mod sydvest og syd igennem den flade dal frem til Bourg d’Oisans, der er kendt som byen i bunden af sportens mest berømte stigning. Her drejer man nemlig mod nordøst for at køre igennem de 21 hårnålesving, der fører de 13,8 km op til målet i Alpe d-Huez på toppen af en stigning uden for kategori. Den gennemsnitlige stigningsprocent er 8,1%, men det er særligt første del, der er svær. De første 2 km stiger med ca. 10%, og herefter ligger stigningsprocenten på 8-9, inden der igen melder sig en 2 km lang strækning efter 9 km. De sidste knap 3 km er imidlertid lette med en stigningsprocent på ca. 5. Det sidste hårnålesving kommer lige inden den røde flamme og herefter venter et skarpt sving og to rundkørsler, inden man rammer den 220 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 5372 højdemeter.

Alpe d’Huez er Tourens mest ikoniske bjergafslutning og har med små afvigelser været besøgt hver andet år. Seneste besøg var dog i 2015, hvor Thibaut Pinot reddede sin skuffende Tour ved at vinde fra et udbrud, og hvor Nairo Quintana næsten fik skovlen under Chris Froome på næstsidste etape. I 2013 besteg man bjerget to gange på samme dag, og det gav en stor udbrudssejr til Chrsitophe Riblon, der besejrede Tejay van Garderen i en duel. I 2011 vandt Pierre Rolland en dramatisk sidste bjergetape, der nær havde kostet Cadel Evans den samlede sejr og knuste Thomas Voecklers sejrsdrømme, mens Carlos Sastre sikrede sig den samlede triumf med en solosejr i 2008. I 2006 slog Frank Schleck Damiano Cunego i en udbrudsduel, og i 2004 vandt Lance Armstrong en berømt bjergenkeltstart i ganske suveræn stil. Iban Mayo fortsatte sin march mod stjernerne med en sejr i 2003, mens Lance Armstrong tog en solosejr i 2001. I 1999 vandt Giuseppe Guerini efter et nu berømt sammenstød med en tilskuer. Bjerget er i de senere år også blevet besøgt to gange af Criterium du Dauphiné, senest sidste år, hvor Peter Kennaugh vandt, da man besteg bjerget fra den ”forkerte” side. I 2010 vandt Alberto Contador efter en duel med Janez Brajkovic, der forsvarede førertrøjen.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Vejret

Den lammende hede, der har præget det meste af løbet, forsætter endnu en dag. Orsdag byder på en skyfri himmel og temperaturer i bunden af sidste stigning på hele 33 grader. På toppen vil det være 23 grader. Der vil være en let vind fra nordvest, hvilket giver sidemedvind stort set hele dagen. Der vil være sidemodvind på anden halvdel af Croix-de-Fer samt på nedkørslen og derefter sidemedvind i dalen. Der vil være sidemodvind på sidste stigning.

Analyse af 11. etape

For et par år siden blev der i cykelsporten indført et nyt begreb, ”Froome Day”. Det blev betegnelsen for årets første store bjergetape, der ofte kom dagen efter første hviledag, og hvor Froome havde for vane at knuse al modstand, tage en suveræn solosejr og lægge resten af løbet i et jerngreb. Det gjorde han første gang i 2013, hvor han og Richie Porte tog en mageløs dobbeltsejr på Ax 3 Domianes, og minsandten om ikke den fantastiske Sky-duo gentog kunststykket to år senere på La Pierre Saint-Martin.

I de seneste to år har ”Froome Day” været aflyst, for ambitionen om at vinde både Touren og Vueltaen tvang ham til at holde igen og undlade lignende magtdemonstrationer. Derfor var det en betydeligt mere defensivt kørende Froome, der tog sejren i både 2016 og 2017, hvor han snarere lukrerede på sin enkeltstart, sit hold og angreb på nedkørsler og i sidevind til at tage to knap så suveræne sejre.

Også i år var der meldt om aflysning af ”Froome Day”, for den forsvarende vinder havde meldt ud, at den formentlig stod på defensiv kørsel i Alperne med henblik på at finde en formtop til den tredje uge. I år har han trods alt en Giro i benene, og derfor handler det om at være forsigtig med kraftudfoldelserne.

Gårsdagens første etape endte derfor også som lidt af en fuser, hvor det lykkedes det stærke Sky-hold at lægge løbet i et jerngreb, og de fleste havde formentlig forventet, at det skulle gå på samme vis i dag, hvor den første bjergafslutning ellers ville være den naturlige ramme om årets ”Froome Day”. Sådan skulle det imidlertid ikke gå, for pludselig eksploderede løbet i et festfyrværkeri, og da muligheden bød sig, slog Sky og Froome til, og selvom der ikke var tale om en magtdemonstration på samme niveau som i 2013 og 2015, var der tale om et show, der i vidt omfang kvalte spændingen i samme omfang som dengang.

Denne gang var der dog ikke tale om ”Froome Day”, men snarere ”Sky Day”. I 2018 var det nemlig ikke Froome, der løb med det hele foran sin løjtnant, som det var tilfældet i de foregående år. I stedet var det hjælperen, der greb momentet, udnyttede det store fokus på Froome selv og kørte sig til både etapesejr og førertrøje. Froome blev overspurtet i kampen om andenpladsen, og derfor blev det ikke til samme dobbeltsejr som tidligere, men i det overordnede billede var der tale om et Sky-show, som vi kender det.

Sjovt nok var det formentlig aldrig nogensinde en del af Skys plan, men i stedet blev de vinderne af det store mod, som Movistar og Sunweb udviste. Alle havde forventet, at Movistar ville spille deres tre kaptajner tidligt ud, men de færreste havde vel forventet, at man allerede på den anden dag i Alperne ville ofre ”Plan C”. Det tjener imidlertid til deres store ros, at de forsøgte at ryste Sky på et tidspunkt, hvor de formentlig var svagest, og havde Valverde blot haft de ben, man kunne have forventet, kunne scenariet have været anderledes.

Det blev det imidlertid ikke, for en kombination af forskellige omstændigheder betød, at Movistars mod endte med at ramme dem lige i nakken. Valverde viste ikke blot svaghedstegn, men blev også effektivt elimineret som en umiddelbar trussel mod Sky-herredømmet. Mikel Landa - der formentlig er mærket af sit styrt - var en skygge af den rytter, der sidste år betog en hel cykelverden, og da Nairo Quintanas genfødsel med ét blev aflyst, endte Movistars trehovedede monster med på bare 108,5 km at blive reduceret til et ethovedet lam, der næppe får Froome eller Thomas til at ligge søvnløse.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Dermed ser det overordentligt svært ud for Movistar, der allerede har brændt deres taktiske optioner af i første hug. Landa og Quintana har en historik i trede uge, der gør, at de stadig kan blive farlige, men Valverde, der i forvejen var et wildcard som vinderkandidat mere end en reel topfavorit, kan ikke på samme måde bruges i spillet. Selvom Marc Soler i dag rejste sig flot og leverede en jætteindsats for Valverde, ligner Movistar ikke længere et hold med den potens, der for et par uger siden gjorde dem til Skys værste trussel i deres regeringstid.

Problemet for alle rivalerne er, at det ikke blot var Thomas og Froome, men hele Sky, der knuste alle rivalerne. Selvom Wout Poels ikke er på toppen endnu - det er han som bekendt altid først i den tredje uge - og Gianni Moscon ikke synes at være i topform, er resten af mandskabet niveauer over deres rivaler. I dag førte Michal Kwiatkowski i et så overmenneskeligt tempo, at han satte navne som Adam Yates, Jakob Fuglsang og Ilnur Zakarin til vægs, og han var endda stærkere end fænomenet Egan Bernal, der således aldrig nåede at komme i spil. Lægger man dertil, at Jonathan Castroviejo har lagt yderligere et lag til de forbedrede klatreevner, han allerede viste i Dauphiné, og nu er i stand til at køre feltet ned til ca. 20 mand, har man et skræmmende kollektiv, der på forhånd kan knuse alle rivalernes lyst til at gå efter sejren.

Og måske er de allerede begyndt at køre efter de sekundære placeringer. I dag viste Vincenzo Nibali, der ellers altid er kendt som en af feltets mest offensive ryttere, end helt uventet defensiv indstilling, da han sendte Franco Pellizotti og Domenico Pozzovivo frem for at neutralisere Valverde-truslen på Cormet de Roselend på et tidspunkt, hvor briterne faktisk var ved at tabe en del tid, fordi de insisterede på at holde tropperne samlet så længe som muligt.

Derfor var det i høj grad Nibali og co., der skar det ene hoved af det trehovedede Movistar-monster, og resultatet udeblev da heller ikke. Nibali fik Kwiatkowski, der således slap for at føre sig halvt ihjel midtvejs på etapen, Thomas og Froome lige i nakken på La Rosiere-stigningen, og de kørte ikke uventet Nibali midt over. Italieneren fik ganske vist elimineret Valverde som en konkurrent i kampen om podiet, men han bidrog i høj grad til, at Sky kunne knuse alle rivalerne i finalerne. Man må håbe for den ellers altid så underholdende italiener, at han får sin podieplads - og ellers kan han vel nyde den øl, som Thomas og Froome må skylde ham efter dagens tjeneste.

I virkeligheden var der kun én mand, der kunne måle sig med Thomas og Froome, og konkurrencen kom for mig fra en uventet kant. Læsere af disse analyser vil vide, at jeg ingenlunde har haft megen tiltro til Tom Dumoulins meget ambitiøse Giro-Tour-projekt, men hollænderen har fra start overgået alle mine vildeste forventninger. Allerede i går var det påfaldende, hvor stærk han så ud på Colombiere-stigningen, hvor han sad limet til Sky-rytternes hjul, og i dag viste han, at klatrebenene er bedre end måske nogensinde. Dagens præstation, hvor han kørte Valverde midt over, og til slut efter et ridt på næsten 20 km helt uden hjælp alligevel kunne hænge på Froome til slut, var måske den bedste ”Bjerg-Dumoulin”, vi nogensinde har set, og hans uventede styrke kommer som en gave til et løb, der ellers allerede nu kan ligne en ret lukket Sky-fest.

Problemet er bare, at Dumoulin måske kørte mere med hjertet end med hovedet. Dagens offensiv var flot, men efter en hård Giro er det måske vigtigere end nogensinde for Dumoulin at spare på kræfterne - særligt fordi han i forvejen har en tendens til at tabe niveau mod slutningen af en grand tour. De fleste vil huske, hvor tam han var på 20. etape af årets Giro, efter at han den foregående dag havde gravet meget dybt, og noget lignende skete i den tredje uge i 2017. Selvom Dumoulin lige nu, ligner den værste trussel mod Sky-maskinen, er risikoen for et sammenbrud mod slutningen - måske allerede i morgen - ikke blevet mindre. Lad os for løbets skyld håbe, at han holder hele vejen.

Gør han ikke, kan det i virkeligheden være løbets store joker, der er Froomes største trussel. Ganske vist er Nibali og Quintana, der med deres suveræne historie i tredje uge af grand tours er de mest sikre kort i kampen om podiet, stadig de mest oplagte rivaler, men måske kan det være Primoz Roglic, der er den virkelige fare. Den slovenske supermand var i hvert fald ikke meget svagere end de to etablerede stjerner, og dermed bestod han den første store test som grand tour-rytter til UG med kryds og slange. Der er stadig ingen, der aner, om han kan stå distancen over tre uger, men foreløbig er han præcis lige så knivskarp, som han har været gennem hele sæsonen. Og med tanke på hans dødbringende enkeltstart skulle man måske alligevel have elimineret ham i sidevinden den anden dag.

Mindre interessant bliver det ikke af, at Steven Kruijswijk vitterligt er genfødt. Jeg har som bekendt flere gange påpeget, at en genrejsning lurede under overfladen, men i dag kom den endelige bekræftelse. Kruijswijk har ikke været bedre siden det dramatiske styrt i Giroen i 2016, og det stiller LottoNL i en fremragende position. I Roglic har man wildcardet, der kan skabe den store overraskelse, og i Kruijswijk har man den stensikre backup, som notorisk blot bliver bedre, som dagene går.

Romain Bardet var sit sædvanlige stabile selv og levede til fulde op til forventningerne. Den franske darling er en garanti i kampen om topplaceringerne, men dagens etape viste også, hvorfor han aldrig vinder Touren. Bardet er en solid rytter, men han mangler det ekstra, der hæver ham over resten. Med tanke på hans håbløse enkeltstart bliver det derfor ikke Bardet, der bryder den franske Tour-tørke.

Læs også

Optakt: Vuelta Asturias

Det bliver næppe heller Dan Martin, der bryder den irske tørke siden onklens sejr i 1987, men man må tage hatten af for irerens eminente timing. Med få kilometer til toppen lignede Martin bestemt ikke en af dagens vindere, for på det tidspunkt var han tabt bag Bardet, Nibali, Roglic, Thomas, Froome og Dumoulin, der alle var stærkere. Martin lavede imidlertid ”en rigtig Martin” ved aldrig at give op og lancere sit klassiske kontraangreb, netop som havde genvundet kontakten. Det var hans angreb, der definitivt knækkede Quintanas ryg, og da det taktiske spil indledtes bag ham, kunne Martin sejle væk og i kraft af sin kløgt og snilde vinde den tid, han stod til at tabe. Det er ikke uden grund, at han er den eneste af de nuværende aktive ryttere udover Philippe Gilbert, der har vundet de to kuperede monumenter. Martins løbsnæse er unik!

I dag sad timingen også lige i skabet for Thomas i det, der var en total deja-vu-oplevelse i forhold til Dauphiné, hvor man kørte samme etape. Også dengang angreb han de øvrige favoritter under den røde flamme, men dengang lykkedes det ham akkurat ikke at fange Pello Bilbao. I dag gentog scenariet sig, og denne gang jagtede han atter en basker med et stormende angreb på den sidste kilometer. Modsat Bilbao kunne Mikel Nieve imidlertid ikke modstå sin tidligere holdkammerat, og dermed endte Thomas for andet år i træk med via en etapesejr at køre sig i gult.

Nieve var ellers lige ved at gøre det, han gør allerbedst: at redde sit holds grand tour. Det gjorde han i Giroen i 2016, hvor han efter Mikel Landas tidlige exit med en etapesejr og bjergtrøje sikrede, at Sky ikke skulle tomhændede hjem. Og det gjorde han igen i år, hvor han i Giroen vandt den sidste store bjergetape dagen efter Simon Yates’ spektakulære sammenbrud

I dag var bundsolide ”Frosty” ved at gøre det igen, men denne gang kom han akkurat til kort. En sejr havde imidlertid været endnu en livline, for hans kaptajn Adam Yates var dagens mest uventede taber. I går så den unge brite knivskarp ud, men i dag eksploderede han på den mest dramatiske vis. Desværre er det en lidt kedelig tendens for de to Yates-brødre, at der er for meget ”enten-eller” over deres kørsel, men man havde dog forventet, at et eventuelt kollaps først ville komme i den tredje uge. Nu står Yates imidlertid over for en mulig nedtur ovenpå skuffelserne i Giroen og Vueltaen sidste år, og dermed glider manden, der lignede den mest succesrige af de to brødre, med ét i skyggen af sin tvillingebror - hvis altså ikke den ustabile Yates rejser sig de kommende dage.

Det kan man også håbe, at Jakob Fuglsang gør. På en ellers flot dansk dag, hvor Magnus Cort, Søren Kragh, Jesper Hansen og Michael Valgren alle gjorde det langt bedre, end man kunne forvente, slog den danske darling ikke til. Allerede i år kunne man se kollapset komme, og i dag blev det bekræftet, at han ligesom Rafal Majka, Bauke Mollema og Rigoberto Uran er de af forhåndsfavoritterne, der er de svageste af forhåndsfavoritterne. En podieplads har hele tiden været et urealistisk projekt, men den ellers så stabile Fuglsang havde som kunnet forvente en top 10-placering. Desværre fremhævede jeg allerede inden løbet, at både holdbarheden over tre uger og evnen til at holde formen over så lang en periode kunne blive et problem, og meget tyder på, at den profeti desværre viste sig korrekt.

Helt modsat forholder det sig for Ilnur Zakarin, der igen fik sig en lille dukkert, men dog varb en anelse bedre end i går. Russeren har som altid kurs mod at ramme formen i den tredje uge, men skal han nogensinde blive en seriøs kandidat, går det ikke, at han fortsat skal bruge så lang tid på at finde de bedste ben. Der er noget at arbejde med i Katusha-lejren.

Det er der til gengæld ikke hos Sky. Igen i år har deres timing været ”spot on”, og med undtagelse af Poels og Moscon sidder formen lige i skabet for holdets fabelagtige kollektiv. Fastholder Kwiatkowski, Bernal og Castroviejo deres niveau også de kommende dage, virker det næsten umuligt at knække den maskine, der har domineret løbet fem af de seneste seks år.

Nu udestår så blot af afklare kaptajnspørgsmålet, men det er næppe til den store diskussion. Ganske vist er Thomas nu i gult, men hans etapesejr gør det også nemmere at forklare ham, hvad hans virkelige rolle er. Kan Thomas holde niveauet over tre uger - og det er fortsat usikkert for en mand, der har været i form siden Dauphiné - kunne han formentlig sagtens vinde, men der er ingen tvivl om, hvem Sky helst vil have øverst på podiet. Der skal skrives historie, og det er kun Froome, der kan gøre det.

Derfor kan vi vente os, at Froome en af de kommende dage vil sætte det angreb ind, der definitivt cementerer hans status som holdets kaptajn. Og hvilket sted er smukkere at gøre det end på Tourens mest ikoniske stigning. La Rosiere var rammen om ”Sky Day”, men måske er ”Froome Day” blot udskudt til slaget på Alpe d’Huez!

Favoritterne

Der var mange, der frygtede, at angsten for Alpe d’Huez-etapen betød, at mange ville køre defensivt på dagens etape. Det skete bestemt ikke, for Movistar spillede deres kort definitivt tidligere, end man kunne have ventet. Som omtalt i analysen ovenfor eliminerede de allerede i dag reelt Alejandro Valverde som en direkte trussel mod den samlede sejr, og det betyder desværre, at spaniernes ellers så stærke hånd allerede nu er kraftigt svækket. Man kan diskutere, om de overhovedet har en trumf tilbage, eller om ikke de i virkeligheden nu blot sider med en halvtam blanding af mellemgode kort.

Det betyder også, at deres mulighed for virkelig at få 12. etape til at gå i luften, er reduceret betragteligt, men det vil ligne dem dårligt at give op. Hele sæsonen er lagt til rette efter, at de tre stjerner skal toppe til netop dette løb, og det vil man næppe lade en enkelt dårlig dag ødelægge. Situationen er langt mere kompliceret end for 24 timer siden, men der er trods alt kun reelt udkæmpet ét slag i bjergene. Muligheden for, at Thomas og Froome falmer i den tredje uge er som beskrevet ovenfor reel - om end ikke specielt sandsynlig - og vi må derfor forvente, at de endnu ikke hejser det hvide flag.

Læs også

Ærlig VM-debutant: Vi ramte den ikke i røven

Det er da også Movistar, der sammen med Sky har nøglen til forløbet af 12. etape, og det hele bestemmes i høj grad af, hvordan de griber det an. Måske med undtagelse af Bahrain-Merida er der næppe andre, der er stærke nok til at diktere slagets gang, og derfor er det de to giganter, der kan bestemme, om et udbrud eller favoritterne skal køre om sejren.

Lad os starte med Movistar. I dag viste de, at de ikke har til sinds at køre defensivt, og Alejandro Valverde viste den helt store loyalitet ved at ofre alle sine egne chancer for sine kaptajner. For ham er endnu en top 10-placering intet værd, og da Movistar er kommet for at vinde, kan vi derfor vente flere langdistanceangreb fra den spanske veteran. Skal de for alvor batte, skal det ske, mens han stadig er nogenlunde i spil i klassementet, og derfor taler meget for, at Valverde i morgen skal i offensiven allerede på enten Madeleine eller - måske mere sandsynligt - på Croix-de-Fer. Et tidligt angreb fra Mikel Landa er heller ikke udelukket, for baskeren indså i dag formentlig, at hans vej til et topresultat kræver et stort taktisk kup, for benene rækker næppe til, at han alene kan køre sig til en podieplads med defensiv kørsel.

Det er derfor nærliggende at tænke sig, at vi ser en gentagelse af dagens scenarium. Historien viser, at udbrud i de senere år ofte har vundet på Alpen, og der er meget, der taler for, at det kan ske igen, da etapen kommer på et tidspunkt, hvor Sky måske vil holde lidt igen og spare kræfter til Pyrenæerne. Vi kan derfor vente os endnu en aggressiv angrebsfest, og baseret på forløbet af de seneste etaper kan vi meget vel se Sky lade en kæmpegruppe slippe afsted allerede på det flade. Her vil der være både tunge folk og klatrere i én skøn forvirring, og alt taler for, at Movistar som i dag vil sende enten Soler eller Amador i forkøbet.

Derefter vil Sky skulle tage kontrol, og her får vi svaret på etapens helt store spørgsmål: Vil Froome vinde på Alpe d’Huez? Han har allerede erobret Ventoux og Zoncolan, og han har aldrig lagt skjul på, at han gerne vil vinde de mest ikoniske etaper. Han har også en intern magtkamp, der skal vindes, og som skrevet ovenfor vil det mest oplagte være at understrege sin status allerede nu og med en stor sejr på den mest ikoniske stigning vise alle, hvor skabet skal stå.

Kender vi Froome ret, er det hans plan, og det vil anspore Sky til at holde udbruddet i snor. Imod den teori taler, at etapen kommer en anelse for tidligt til, at Sky allerede nu tær brænde alt for mange kræfter af, og det er derfor ikke givet, at man vil kontrollere etapen. Vi tror dog, at det er planen.

Hvis ikke Sky selv holder farten høj, vil Movistar formentlig tvinge dem til det. Som sagt er det nærliggende at tro, at Valverde eller måske endda Landa skal på togt allerede på Croix-de-Fer (måske endda på Madeleine), og selvom det næppe vil give en direkte reaktion fra Sky, vil det tvinge dem til at holde høj fart. Det alene vil kompromittere udbruddets chancer, og selvom der er garanti for, at udbruddet vil består af en stribe af verdens allerbedste klatrere, så vi i dag, hvor et lignende scenarium udspillede sig, at det ikke var nok at holde favoritterne bag sig.

Derfor regner vi med, at Sky vil køre hårdt på hele dagen, og selvom det meget vel kunne ende i endnu en neglebidende finale med en kamp mellem udbrud og favoritter, tror vi mest på, at klassementsrytterne skal kæmpe om sejren på løbets mest ikoniske stigning. Alpe d’Huez er ingenlunde Tourens sværeste stigning, men det er den mest berømte, og der findes ikke den rytter, der ikke drømmer om at vinde netop her. Man skal da heller ikke undervurdere stigningen sværhedsgrad, for selvom de sidste 3 km er lette, er resten af stigningen rigeligt svær til, at der kan gøres store forskelle, ikke mindst når den kommer efter den helt klassiske etape med de legendariske Madeleine- og Croix-de-Fer-stigninger som opvarmning.

Det får os til at pege på Chris Froome som vores favorit. I dag viste briten, at han sammen med Geraint Thomas og Tom Dumoulin er løbets stærkeste mand, og selvom vi ikke fik den direkte styrkeudmåling mellem de tre, er der al mulig grund til at antage, at Froome sidder med overhånden. Ikke blot er han på papiret løbets bedste klatrer, han har også en historik i grand tours, der langt overgår de to værste rivalers. En stor dag i bjergene med hele tre massive stigninger passer i hvert fald bedre til Froome end til Thomas og Dumoulin, der ikke er naturlige klatrere, og samtidig er der som nævnt ovenfor i hvert for Dumoulin en stor risiko for, at der vil være en regning at betale i de kommende dage.

Med andre ord er dette den bjergetape, der passer Froome bedst, og det er samtidig den, han allerhelst vil vinde. Thomas’ gule trøje vil ikke lægge begrænsninger i vejen, for som nævnt i analysen foretrækker Sky ubetinget at se Froome skrive historie end at se Thomas vinde. Derfor tror vi, at Sky sætter Froome op til et stort soloangreb, og mens han kører væk, kan Thomas få lov at følge hjul og sikre en dobbelrsejr til Sky. Derfor tror vi på en stor triumf til Tour-kongen.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da cross leverede endnu et vidunderbarn i schweizisk modvindsfuser

Det kan dog ikke udelukkes, at Geraint Thomas gør det igen. Selvom Froome utvivlsomt er den foretrukne vinder, er der ingen garanti for, at han faktisk kan køre væk - slet ikke med modvind på stigningen. Sky kan meget vel som i dag havne i en situation, hvor de kan angribe på skift, og hvis Froome fejler, vil Thomas være klar til at slå til. I dag var waliseren i hvert fald brølstærk, og selvom han endnu mangler at vise, at han kan holde niveau over alle tre uger, er der al mulig grund til at tro, at han i morgen vil være på samme niveau. Sammen med Froome udgør han en ukontrollerbar duo, og skal rivalerne vælge at lade en af dem køre, er det trods alt nok stadig Thomas, der får mest snor. Thomas har fortsat både taktikken og benene på sin side, og derfor kan ”the double” bestemt ikke udelukkes.

I dag fik Nairo Quintana sig lidt af en mavepuster, men det er for tidligt at afskrive den lille colombianer. Al historik viser nemlig, at han blot bliver bedre og bedre, og morgendagens bjergmaraton passer ham langt bedre end dagens eksplosive tretimesforestilling. I morgen kommer Quintana virkelig til sin på de lange stigninger i højderne, og selvom han i dag var et niveau eller to under de to Sky-ryttere, burde han være en større rival på denne etape. Modvinden taler ikke til hans fordel, men Quintana har før vist, at han har smag for at gøre det godt på netop Alpe d’Huez. Det vil han elske at gøre igen.

I dag var Tom Dumoulin som sagt brølstærk, men som nævnt ovenfor frygter vi, at der kommer en regning at betale. Om den kommer allerede i morgen eller først i den tredje uge, er usikkert, men har Dumoulin samme ben som i dag, vil han være blandt de stærkeste igen. Det kan godt være, at en så stor bjergetape passer ham betydeligt dårligere end dagens ret intense og eksplosive affære, men vi skal ikke glemme, at Dumoulin så sent på Finestre-etapen i Giroen viste, at han kan være fremragende også på de allerstørste bjergetaper. Hans problem er, at han vil være skarpt overvåget af Sky, og derfor skal han vitterligt være den stærkeste for at vinde. Baseret på dagens etape, hvor han kørte det meste af den sidste stigning helt uden hjælp, kan det imidlertid ikke afvises, og da han samtidig har en ganske god afslutning i en halvflad finale, kan en formstærk Dumoulin faktisk godt ende som vinder af en af de allersværeste bjergetaper.

Det samme kan Vincenzo Nibali. I dag havde italieneren ikke just diamanter i benene, men hans klasse fornægtede sig ikke, og han sad med de bedste alligevel. Ligesom for Quintana gælder, at Nibali er langt mere komfortabel på en stor bjergdag med mange lange og høje bjerge - og særligt efter to hårde dage - og der er derfor grund til at antage, at han vil være endnu bedre her. Det er måske lidt svært at se ham køre fra de andre rivaler, men i modvind og på lave procenter i finalen kan meget ske i et taktisk spil. Det vil Nibali vide at udnytte.

Og når vi taler om ham, skal Dan Martin nævnes igen. Som sagt var ireren ingenlunde den stærkeste på dagens etape, men med vanlig Martin-snilde var han måske den klogeste. I hvert fald endte han foran flere betydeligt stærkere ryttere, og det kan han meget vel gøre igen. Modvind er i hvert fald en gave for Martin, for det betyder, at det vil blive mere taktisk og i mindre grad benene, der gør forskellen. I dag så vi igen, hvordan Martin har næse for at overrumple de stærkere folk, og det vil være dumt at spille imod en gentagelse af det scenarium. Han har tabt så meget tid, at han ikke er en direkte trussel, og den halvflade finale med modvind tiltaler en eksplosiv og spurtstærk fyr som ham.

Det samme vil Primoz Roglic, der i dag var præcis lige så god, som de fleste havde håbet. Sloveneren var klart en af de stærkeste, og selvom også han får svært ved at matche Sky-duoen, har han fortsat en underdog-status, der kan udnyttes. I dag kørte han ret konservativt, men mon ikke dagens præstation har givet ham en ordentlig injektion med selvtillid. Det kan anspore ham til at tage chancer, som Dan Martin gjorde det i dag, og Roglic har vist, at han er ret god til at time den slags offensiver. Hans holdkammerat Steven Kruijswijk vil med sin dieselmotor også være med helt fremme på en stor bjergetape som denne, men det er lidt sværere at se, hvordan den antieksplosive hollænder skal løbe afsted med sejren.

Også Romain Bardet fortjener at blive nævnt, men som altid gælder, at det kan være lidt svært at se, hvordan han skal vinde. I dag var han solid uden at være den bedste, og det vil formentlig være tilfældet igen i morgen. Han er langt fra den hurtigste på stregen, og han er tilstrækkeligt farlig til, at han ikke får den helt store frihed. På den anden side er også Bardet langt mere komfortabel på store bjergetaper som denne - især efter to hårde dage - og hans chancer er derfor bedre end i dag. Det kræver formentlig held og timing at gøre det færdigt, men sidder han først med i finalen, når der kigges rundt, kan meget ske.

Baseret på de foregående etaper er det svært at se andre end de allerede nævnte vinde et favoritopgør. Ilnur Zakarin vil formentlig gøre det bedre og bedre dag for dag, men det er fortsat for tidligt for ham at vinde. Derfor skal de øvrige kandidater søges blandt udbrydere, der har en ganske fin chance, hvis Sky vælger den konservative tilgang.

Og her er Alejandro Valverde måske det bedste bud. Som sagt regner vi med at se veteranen i offensiven allerede på Croix-de-Fer, og vi så i dag, at Sky ikke med det samme går i alarmberedskab over det. Derfor vil de formentlig være villige til igen at give ham nogen snor, og lader de etapesejr være etapesejr er Valverde en klasserytter, der kan gøre det færdigt. Ganske vist viste dagens etape tydeligt, at han ikke er på sit allerhøjeste niveau, men en klasserytter som Valverde skal aldrig undervurderes. Derfor kan han sagtens tage en sejr, der vil være en af de største på hans i forvejen imponerende rekordlist.

Læs også

Par nummer 7 gennem tiden

I dag kom Mikel Nieve akkurat til kort, men det vil være dumt at antage, at han ikke forsøger sig igen. Den baskiske dieselmotor kan blive ved og ved, og han må slikke sig om munden ved udsigten til et bjergmaraton med hele tre store bjerge. Naturligvis kan der være en pris at betale for dagens store ridt, men der er ingen, der er kommet gratis igennem. Nieve har vist, at han kan angribe igen og igen, og på en bjergetape som denne er han et af de allerbedste bud på en mand, der kan gøre det færdigt.

Er Rafal Majka kommet sig nok over skuffelsen til at gå efter en etapesejr allerede nu? Hans klassementsdrømme er ovre, men det giver ham mulighed for at gøre, hvad han gør bedst. Så sent som i den seneste Vuelta viste han evnen til at omsætte en nedtur i klassementet til en etapegevinst, og mon ikke han allerede har blikket rettet mod etapegevinst og bjergtrøje? Vi ved alle, hvor fremragende en etapejæger, han er. Nu er spørgsmålet blot, om han mentalt allerede har omstillet sig.

I dag lignede Daniel Navarro en hængt kat fra km 0, men alligevel endte han med at køre finale. Den spanske slider bliver nemlig altid bare bedre og bedre, som dagen skrider frem, og derfor ligner 175 km bjergmaraton en lækkerbisken for en mand, der har tradition for at ramme udbruddene på næsten alle bjergetaper. Denne etape er måske den, der passer ham allerbedst, og selvom han i dag kom til kort, burde det akkumulerede slid tale for, at han måske kan gøre det færdigt i morgen.

Midt i EF-katastrofen, hvor både Rigoberto Uran og Pierre Rolland er langt under niveau, var der en opmuntring fra supertalentet Daniel Martinez. Han bekræftede i dag det store potentiale ved at køre sig til en 21. plads, og mon ikke EF vil gøre alt for at få ham afsted i morgen? En stor bjergetape som denne burde i hvert fald passe en ren klatrer som ham ganske ideelt. Om han allerede nu er god nok til at vinde, finder vi ud af i morgen.

Og så er der det sædvanlige Pierre Latour-spørgsmål. Vil franskmanden køre defensivt for at forsvare den hvide trøje, eller vil han satse stort på at lave ”en Pierre Rolland” og tage en fransk etapesejr på Alpen iført den ikoniske trikot. Sandsynligheden taler for den defensive strategi, men Ag2r har før vist, at de ikke tænker helt så konventionelt. Kommer Latour først med, er han stærk nok til at gøre det færdigt.

Det ser lidt tungere ud for Warren Barguil, der slet ikke kunne færdiggøre holdets flotte forarbejde i dag. Historien viser imidlertid, at han bliver bedre og bedre, og vi vil helt sikkert se ham forsøge at tage den helt store franske sejr på Alpe d’Huez. Lige nu tyder det ikke på, at benene er gode nok til gøre det færdigt, men det var der heller intet, der gjorde i starten af sidste års Tour. Det endte som bekendt med to etapesejre alligevel…

Endelig vil vi fremhæve den spændende LottoNL-duo Antwan Tolhoek og Robert Gesink . Holdet har gjort det klart, at de vil forsøge at få en af de to afsted på bjergetaperne, og de er begge gode vinderbud. Gesink manglede det sidste i går, men den hollandske dieselmotor bliver bare bedre og bedre og elsker en lang dag som denne. Tolhoek er et mere usikkert kort, men har det hollandske talent de ben, han har haft de seneste måneder, er han god nok til også at vinde en så stor etape.

Andre kandidater tæller Damiano Caruso, Serge Pauwels, Bauke Mollema, Guiillaume Martin, Tanel Kangert, Tejay van Garderen, Ion Izagirre, Julian Alaphilippe, Rein Taaramae, David Gaudu, Ian Boswell, Gregor Mühlberger og Omar Fraile, hvoraf det dog kun er Mollema, man for alvor kan tro på.

Feltet.dks vinderbud: Chris Froome

Øvrige vinderkandidater: Geraint Thomas, Nairo Quintana

Outsidere: Tom Dumoulin, Vincenzo Nibali, Dan Martin, Primoz Roglic, Romain Bardet

Udbrudskandidater: Alejandro Valverde, Mikel Nieve, Rafal Majka, Daniel Navarro, Daniel Martinez, Pierre Latour, Warren Barguil, Robert Gesink, Antwan Tolhoek

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Thibaut Pinots sejr fra 2015, Christophe Riblons sejr fra 2013, Pierre Rollands sejr fra 2011. Carlos Sastres sejr fra 2008 og Frank Schlecks sejr fra 2006.