Lillebror Nibali: Alt er muligt med Vincenzo
13. februar 2018 19:05 af Christian Lundtoft Nielsen Foto: Sirotti

Vincenzo Nibalis lillebror og holdkammerat på Bahrain-Merida, Antonio Nibali, ser gode muligheder for sin storebror i sommerens Tour de France. 

Forud for 2017 skiftede Antonio Nibali fra mindre italienske hold Nippo-Vini Fantini til sin storebrors storhold Bahrain-Merida, hvilket åbnede døren for nogle løb han ikke tidligere havde haft mulighed for at køre. Blandt andet kunne han gennemføre sin første Grand Tour, da han blev samlet nummer 102 i sit første Vuelta a España. Han var dog imponeret over niveauet på den øverste hylde. 

 

”Det var en god sæson for mig, hvor jeg fik mulighed for at køre nogle løb, som jeg ikke havde haft mulighed for at køre før. Og så kunne jeg frem for alt gennemføre min første Grand Tour. Hvert løb sidste år mindede jo om et verdensmesterskab. Niveauet er virkelig højt, og du er nødt til at være på 100 procent i alle løb. Ellers kan du simpelthen ikke følge med i rytmen. Der er ingen nemme løb,” udtaler den 25-årige Antonio i et interview med Velo-club.net.

 

Han lovpriser sit samarbejde med sin bror Vincenzo, som han kan lære meget af.

 

”Vi har det godt sammen både i og udenfor løbene. Han er meget rolig og god til at håndtere stress. Det er en virkelig god ting for sådan en som mig, der stadig har meget at lære. Jeg er meget stolt af Vincenzos karriere. Det ansporer mig til at blive endnu bedre selv.”

 

Både lillebror og storebror Nibali er i disse dage til start i Tour of Oman. Her skal Antonio forsøge at hjælpe sin storebror til et godt resultat, efter at Vincenzo desværre ikke kom til start i Tour San Juan tidligere på året grundet sygdom.

 

”I Tour of Oman vil jeg arbejde for holdet og for Vincenzo, som er vores leder. Jeg ved endnu ikke, om jeg skal køre Paris-Nice eller Tirreno-Adriatico, men i maj er jeg i hvert fald til start i Giro d’Italia,” udtaler han til Velo-Club.net.

 

Alt i mens det bliver til en rundtur i hjemlandet for den 25-årige Antonio Nibali, har 33-årige Vincenzo Nibali meldt ud, at han går målrettet efter succes i sommerens Tour de France, som tilbyder en varieret rute, der tiltaler den aggressive og angrebslystne italiener.

 

Da der senest var brosten på menuen i Touren i 2014 grundlagte Nibali fundamentet for sin samlede sejr på netop brostenene kendt fra Paris-Roubaix. Antonio tror da også på sin brors chancer til sommer.

 

”Han er helt klart en af kandidaterne. Og jeg tror på, at han ligger godt i svinget til en podieplacering i Paris. Hans konkurrenter vil være de samme som sædvanligt: Froome, Quintana, Bardet, Dumoulin og nogle andre outsidere”.  

DEL
KOMMENTARER
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST

SØNDAG

LØRDAG

GÅ TIL WWW.FELTET.DK

Feltet.dk

Åsvinget 5

9800 Hjørring

Tlf. 51558966

info@feltet.dk